Påskeøen – den ældste rejsedrøm

Siden jeg var otte år gammel, har jeg drømt om at komme til Påskeøen. Det er statuerne, myterne, der har trukket i mig, da jeg som lille sad på gulvet med min globus i hånden og stirrede på den fjernt beliggende ø ude i det blå Stillehav. Da jeg var på jordomrejse, passede Påskeøen ikke helt ind i planerne, men nu, i 2016, kunne det endelig lade sig gøre, som del af en større rejse over Atlanterhavet og rundt om Sydamerika.

Turen starter i Morgen i Santiago. Syv år siden sidst. Byen ligne sig selv, charmerende men varm på denne sommerdag. Flyveturen er fem timer, så der er god tid til at læse om øen og dens statuer. Vi lander i regnvejr på min drømmeø, og går  en lang bumpet tur til Hotel Atavai, hvor Antoine byder velkommen.

De første statuer - ved Anakena

De første statuer – ved Anakena

Det regner stadig næste morgen. Vi lejer en faldefærdig Suzuki Jinny til alt for meget, men vi skal jo frem.  Vi starter oppe ved Anakena efter en tur på tværs af øen. Her er mere grønt og flere træer, end jeg troede. Vi kommer op til en fin strand med de første maoier. De peger altid ind mod landet, vender ryggen til havet og omgivelserne og skuer ind mod verdens navle, overvåger indbyggere. Omvendt markerer de også en port til havet og dets rigdomme, forbeholdt de få, der havde magten over dem, der besad mana. Her er palmer importeret fra Tahiti og en fin række, der kigger på os. Andre står lidt for sig selv men alle med ryggen til havet. Vi går lidt rundt, også ud på et næs, hvor der lugter af fuglenes ekskrementer. Her er et krematorium, man brændte de døde ved havet, så de kunne vende tilbage til der, hvor de kom fra ud til havguden Tangaroa. Vi ser andre mindesmærker på nordkysten, blandt andet petroglyffer, og kører forbi Poiku. Den største og flotteste række på 16 ser vi ved Tangariki. Der er noget majestætisk over dem, og vi tager mange billeder. Det er de her, man ser på mange billeder fra Påskeøen.

Tongariki. Ikoniske statuer

Tongariki. Ikoniske statuer

Trods en mere optimistisk vejrudsigt regner det næste dag nærmest endnu mere. Vores vært fortæller, at i hans 26 år på øen, har det aldrig regnet så meget i december. Klimaforandringerne slår også igennem her. Vi kører rundt og ser den lille fiskerhavn. Der er maoier der kigger ud mod og ind fra havet. Det nye resort Easter Island Resort og Spa fylder et helt næs. Indfødte demonstrerer foran og fra boder over for med slagord som ”nazihotel” og ”pirathotel”. De mener åbenbart, man har stjålet deres jord.

Nord for havnen og byen ligger Sebastian Englert Antropologisk Museum, og det ser vi bagefter. Her er relikvier fra øen og en enkelt maoi i haven. Først og fremmest fortæller det kort og klart historien om øen og dens kultur. Ude igen regner det næsten ikke, og vi ser Tahae, syv maoier ud mod havet i forskellig forfatning. Her er også kanorampe og en komplet gammel by med husruiner, inklusiv de gemmer, hvor man gemte kyllingerne for fjendtlige stammer. Længere nordpå finder vi Ahu Akavi, den eneste samling af maoier, der står midt på øen. Det er en fantastisk syn, og solen skinner rent faktisk lidt på dem.

Ahu Akavi midt på øen

Ahu Akavi midt på øen

Dagen efter bliver det omsider lidt bedre vejr. Vi forlænger billejen og kører mod Orongo Village. Krateret er meget imponerende og ligner en heksekeddel eller noget fra en anden planet. Det er dannet ved et vulkanudbrud, ligesom øens to andre hjørner. Uden vulkaner, ingen Påskeø. Vi ser også Orongo Village, som har været den ceremonielle by, da kulten om Maoierne blev erstattet af fuglemandstraditionen i 1800-tallet.Fuglemanden var en person, der blev udvalgt gennem en bizar konkurrence. Om foråret mødtes en leder af hver stamme. De  skulle så svømme over til øen  Mata Nui og afvente ankomsten af den første Matunura. Når den havde lagt æg skulle man tage det, svømme tilbage og aflevere. Første person var ceremoniel leder af hele øen indtil næste år og boede for sig selv i en ceremoniel hytte. Selve landsbyen blev kun anvendt til den traditionelle festival i få uger om året. Den ligger magisk heroppe på kraterkanten, med heksekeddelkrateret på den ene side og det brusende, frådende hav på den anden. Man kan forestille sig alt muligt mystisk ske heroppe.

Det magiske krater ved Orongo

Det magiske krater ved Orongo

Det begynder at klare op. Poiku ligger fint i sol og det bliver generelt lysere. Vores timing ser ud til at virke med at se Rakura, det vigtigste og største område på øen, i den tørre periode. Vi kan se statuerne på skråningen langt væk. Der er en stor parkeringsplads, souvenirbutik og cafeteria. Ingen tvivl om, dette er øens største attraktion. Vi går mod skråningen, hvor statuerne er blevet hugget ud af basaltklippen. Det ser ud som på billederne, Det er dette, jeg altid har set fra Påskeøen, det er det, jeg blev inspireret af som barn, med ansigterne der står i klippen og kigger skråt ud på vandet. Der mangler ord, det er indfrielsen af eventyret, det ligner det, man altid har forestillet sig og trods turisterne, får jeg gode billeder. Der er  statuer af alle former og størrelser, mange er gravet næsten ned i jorden, mens andre er mere oprejste. Nogle hælder og truer med at  vælte, andre er væltet. Det er statuernes børnehave, deres yngleplads. Man kan se ufærdige statuer halvt hugget ud af væggen, eller nogle der er rullet ned og væltet. Det har været et kæmpe arbejde, måske taget et år at hugge, med primitive redskaber. Myterne om, at rumvæsener skulle have skabt dette, er nærliggende men usandsynlige.Mennesker har gjort dette, men det har været hårdt arbejde.

Statuerne ved Rakura

Statuerne ved Rakura

 

Vi forlader Påskeøen næste  dag, og flyver over det blå Stillehav til Santiago. Jeg spiser kylling, drikker vin og Ballantines i flyet og føler mig lykkelig for omsider at have været på Påskeøen, flyve heroppe over det blå Stillehav og for mine valg i livet i det hele taget. Nye eventyr venter ned langs Sydamerikas kyst og på Antarktis.

Flere billeder her

 

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar