Jakob Linaa Jensen

Jakobs regler for sociale medier

Udgivet den 28. maj 2018 af jakoblinaa

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg som forsker og ekspert håndterer mine egne sociale medier. Jeg har mange skrevne og uskrevne regler. Jeg har alligevel, også for at klargøre dem for mig selv, skrevet lidt om de principper, jeg efter mange overvejelser følger. De er hele tiden i bevægelse og kan ændres, men det nedenstående har været mine grundprincipper i efterhånden flere år. Min måde at gøre det på er ikke den eneste rigtige, men den giver mening for mig, også fordi jeg ønsker at begrænse den tid, jeg bruger på sociale medier og gerne vil optimere min oplevelse med dem.

Here we go:

Facebook:

Venner:

Jeg er kun venner med folk, jeg har mødt fysisk, og som jeg har en relation til. Andre kan “følge” mig, hvis de vil. Jeg rydder af og til ud i ”venner”, som jeg ikke har relation til længere. Bidrager de ikke selv aktivt på Facebook, eller har de en irriterende adfærd, forstærker det risikoen for, at de bliver fjernet.

Jeg segmenterer venner. Hermed håndterer jeg også sprogproblemet.
”Nære venner” er dem, der forstår dansk, og/eller som jeg har et lidt tættere forhold til. Ofte er det også dem, der selv bidrager på Facebook. Her poster jeg på dansk og er der noget det mindste kontroversielt eller politisk, er det her, det postes. Min gruppe af “nære venner” er temmelig stor 🙂
”Venner” er resten, her poster jeg som udgangspunkt på engelsk. Og er ikke nær så personlig /politisk.
“Offentligt”: her poster jeg kun faglige ting, reklamer for arrangementer etc.

Opslag:

Jeg diskuterer som udgangspunkt ikke længere politik på Facebook. Af og til kan jeg ikke lade være, men det er som regel på andres væg. I helt særlige tilfælde min egen. I det hele taget er jeg blevet langt mere forsigtig med, hvad jeg poster. Som en af vores respondenter engang sagde: Facebook er som at sidde i et glashus med en mikrofon på.

Twitter:

Forbindelser:

Alle, der ikke er bots eller åbenlyst indenfor marketing kan følge mig på Twitter. Jeg følger selv dem, der er fagligt interessante, eller som bidrager. Jeg følger meget få celebrities men mange fagpersoner og debattører. Jeg tilstræber at have mindst tre gange så mange følgere, som nogle, jeg følger.

Opslag:

Min Twitter er på engelsk og handler stort set kun om faglige ting. Nogle prøver at skrive til mig på dansk, jeg svarer på engelsk, da 75% af mine følgere ikke er dansktalende.

LinkedIn:

Forbindelser:

Jeg accepterer/forbinder mig med alle, der er fagligt relevante i nær eller fjern forstand. Twitter er for mig de svage bånd. En forudsætning for forbindelse er, at de man i en eller anden sammenhæng er fagligt relevant og/eller, at der er en personlig relation, som rækker ud over venskab.

Opslag: jeg er begyndt at poste mere, efter LInkedIn har fået mere nuancerede features. Jeg fastholder dog, at Twitter er langt mere brugbart i min (akademiske) verden.

Instagram:

Jeg bliver nok aldrig stor IG-fan. Jeg har forsøgt, men jeg synes, det tager for meget tid, hvis man skal gøre det ordentligt og opbygge en stor følgerbase. Jeg beundrer dem, der kan, men jeg har det sådan, at jeg enten gør det ordentligt eller også nærmest ikke. Jeg overvejer at kickstarte min profil i nær fremtid. Det skal så være med rejsebilleder og kun det.

Snapchat:

Gider jeg ikke. Jeg har forsøgt og ser ingen anden værdi end tidsrøveri og idioti. De fleste virksomheder og politikere er kommet til samme konklusion. Det er og bliver et fis-og-ballade medie for de yngste, og det er fint med mig. Jeg er for gammel og har for dårlig tid.

Reddit:
vil gerne udforske det mere.

Udgivet i Facebook, Internet, Medier | Skriv en kommentar

Facebook rykker i kommunalvalget

Udgivet den 14. november 2017 af jakoblinaa

Jeg taler med mange journalister i disse dage om brugen af sociale medier i KV17. Jyske Vestkysten, Lokalavisen Aarhus, Odder Avis og senest Kristelig Dagblad, der som altid laver grundige researchede artikler. Jeg optræder i to artikler i dagens udgave, som jeg gengiver nedenfor:

Med ny teknologi flytter valgkampen sig konstant efter vælgerne

Af Morten Mikkelsen

Nye teknologiske muligheder og mere professionelle strategier betyder, at byrådskandidaterne mere præcist end tidligere kan henvende sig til de borgere, hvis stemme de har en chance for at få

I fredags kørte Jakob Linaa Jensen, forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, med bus fra Aarhus til København og tilbragte noget af tiden med at være på internettet via sin telefon. Da bussen kørte igennem Slagelse, viste der sig en valgkampannonce for en kandidat til Slagelse Byråd på de hjemmesider, han besøgte.

Den lille oplevelse fra langdistancebussen mellem landets to største byer bruger forskningschefen som eksempel på, hvad der er den væsentligste fornyelse i måden at føre kampagne på ved dette års kommunalvalg.

Ved forrige kommunalvalg i 2013 slog sociale medier som Facebook for alvor igennem. Dette års valg er kendetegnet ved, at kandidaternes kampagner – både på internettet, ved annoncering i det offentlige rum og ved direkte møde mellem kandidat og borgere – er langt mere målrettede end før.

”Det er ikke kun tekonologien for internet-annoncering, der giver nye muligheder for geolokal markedsføring. Også i forhold til, hvor man hænger sine plakater på busskure og lygtepæle, bliver der i dag gjort et meget professionelt og målrettet arbejde for at placere sig der, hvor det har størst effekt,” forklarer han.

Pointen er, at når man har givet Facebook eller andre hjemmesider lov til at registrere, hvor i landet man befinder sig, vil man blive ekstra modtagelig for de internet-annoncer, der er målrettet dette område. Kandidater i Slagelse har størst interesse i at blive bemærket af net-brugere inden for kommunens grænser, så det kodes annoncerne til – og så kan der følge nogle forskere med på gennemrejse. Denne nye målrettethed er ifølge Jakob Linaa Jensen ingen revolution i sig selv, men det seneste af en fortsat række internet-gennembrud, der har kendetegnet de seneste par årtiers valgkampe.

Jakob Linaa Jensen har sammen med professor i statskundskab Jens Hoff fra Københavns Universitet udarbejdet en rapport om internettets betydning for folketingsvalget 2015. De er enige om, at betydningen er betydeligt mindre ved et kommunalvalg.

”I kommunalvalgkampen er de traditionelle metoder ikke til at komme uden om. Det er stadig nødvendigt at deltage i lokale valgmøder og at gå rundt på hovedgaden og snakke med folk og dele flyers ud. Men derudover er der med inspiration fra USA kommet nye metoder til, hvor man ud fra vælgerdatabaser målretter en ekstra indsats mod særlige ’svingvælgere’. Disse personer går man så ud og ringer på døren hos eller man ringer dem op,” forklarer Jens Hoff.

Kommunalvalget interesserer ikke danskerne

Ifølge Anthon Nødskov, kommunikationsrådgiver i kommunikationsbureauet Operate, er det ikke helt nyt, at der på dansk grund finder en sådan målretning sted. Men denne såkaldte targeting er ved dette valg mere gennemført og professionel end nogensinde:

”Der har altid været en vis snusfornuft i, hvor man anså det for muligt at vinde stemmer. Når Enhedslisten skal hænge plakater op i København, forventer de nok at kunne vinde flere tilhængere på Nørrebro end på Østerbro. Men i dag kan man med et teknologisk værkøj, der hedder ’Geomatic’, se, præcis hvor i kommunen de vælgere, der stemte på én ved sidste valg, bor. Ved at bruge sådanne værktøjer kan man spare tid og kræfter til plakatophængning de steder, hvor man alligevel ikke har vælgere.”

Kunsten at ramme en kommunal vælger

Af Morten Mikkelsen

Valgmøder, håndtryk og brochurer på hovedgaden og plakater i lygtepælene har i mange år været en del af den kommunale valgkamp. Denne gang er det også både mere digitalt og mere personligt

Stort set alle kandidater til dette års kommunal- og regionsvalg markedsfører sig selv på moderne digital vis ved at have en Facebook-profil og muligvis også en kandidat-hjemmeside. Men hvis man tror, at hele valgkampen foregår på internettet, tager man fejl. På Langeland har Venstre-borgmesterkandidaten Jan Ole Jakobsen valgt at bruge ressourcer på at hænge et stort banner op på nogle halmballer, hvor hans partifæller helt bogstaveligt peger på ham.

Ifølge forskere er der imidlertid ingen som helst modsætning i al den moderne kandidatmarkedsføring på alskens digitale platforme og så den kendsgerning, at en Venstremand annoncerer på gode, gammeldags halmballer. Tværtimod.

For nøgleordet i det hele er, at kandidaterne ved dette valg målretter deres kampagne mere end nogensinde. Skal man vinde stemmer fra en ung netbruger, der lever sit halve liv på Facebook, er det selvfølgelig dér, man skal sætte ind. Vil man gerne vælges på løfter om bedre forhold i daginstitutionerne, er det klogt at hænge plakater op eller dele brochurer ud uden for den lokale børnehave eller det supermarked, hvor børnefamilierne typisk handler. Men er man Venstremand på landet, kan halmballerne ude på marken være det helt rigtige sted at få sine vælgere i tale.

”Uanset hvilken metode, man anvender, er der ved dette valg langt flere, som går personligt og målrettet til værks for at nå deres egne typiske vælgere,” forklarer Anthon Nødskov, kommunikationsrådgiver i kommunikationsbureauet Operate.

Bureauet har gennemført en række analyser af de forskellige strategier, som henholdsvis Socialdemokraterne og Venstre gennemførte i henholdsvis København og Vordingborg ved det seneste valg i 2013.

I København brugte Venstre flest penge på traditionel annoncering, mens Socialdemokratiet satsede mest på YouTube-videoer på internet og på en strategi, hvor man gik fra dør til dør for at sikre sig, at kernevælgerne også ville stemme på partiet denne gang. Dette gjorde partiet blandt andet ud fra et såkaldt geodemokratisk kort, der fortæller, hvor kernevælgerne bor.

I Vordingborg var det de gode, gamle metoder med valgmøder, brochurer, plakater og møde med borgerne på gaden, der var i højsædet.

Ifølge en række eksperter er metoderne fra Vordingborg – og fra hele landet igennem årtier – fortsat ikke bare gangbare. De er faktisk ikke til at komme uden om. Men denne gang er der mange flere, der – ligesom de københavnske socialdemokrater sidste gang – supplerer med strategier med gode danske betegnelser som targeting og ground war -strategi.

”Kandidater bliver stadig mere bevidste om, hvordan de præsenterer sig til vælgerne, og hvem de helt præcis henvender sig til. Både de traditionelle metoder og de nye muligheder på sociale medier kan være det rigtige valg. Det afhænger af, hvem man vil have i tale. At bruge alle pengene på Facebook og Instagram synes ikke at være den rigtige strategi, hvis afsenderen er Socialdemokratiet i en mellemstor kommune og de typiske vælgere er 50-70 år. Men det kunne godt være fornuftigt, hvis det er Liberal Alliance i hovedstaden, der satser på de helt unge,” siger Robert Ormrod, lektor, ph.d. ved institut for virksomhedsledelse på Aarhus Universitet og forsker i politisk markedsføring.

Han tilføjer, at sociale medier er ved at slå igennem, så det er en del af enhver kandidats personlige valgkamp, men kandidater skal vide, at disse internet-fora kræver en velovervejet brug for ikke at give bagslag.

”Hvis en kandidat skriver for meget og for kedeligt, mister man sympati og dermed også følgere. Man skal også som kandidat vide, at hvis man markedsfører sig via sociale medier, så konkurrerer man om opmærksomheden med alle de andre spændende ting, som for eksempel min datter, der er førstegangsvælger, læser på Facebook eller Instagram. Vælger man derimod plakaten i lygtepælen, er det kun de andre kandidater og ikke også hendes veninder, man konkurrerer med,” forklarer Robert Ormrod, som vurderer, at den politiske tradition for valgmøder og plakater er så stærk i Danmark, at internettet aldrig kommer til at tage helt over.

Denne vurdering deler forskerne Jakob Linaa Jensen, forskningsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og Jens Hoff, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Sammen med en tredje forsker, Lisbeth Klastrup fra IT-Universitetet, har de udgivet rapporten ”Internettet og folketingsvalget 2015”, som blandt andet viser, at andelen af borgere, som havde modtaget en politikers udtalelse eller opdatering direkte fra sociale medier som Facebook eller Twitter, steg fra 17 procent ved valget i 2011 til 53 procent i 2015. Dette er ifølge forskerne ikke en revolution, men vidner om, at internettet og de sociale medier gradvist får større gennemslag fra politikere til vælgere.

”Internettet i sig selv fik sit gennembrud ved folketingsvalget i 1998, og kandidat-hjemmesiderne ved det efterfølgende valg. Sociale medier brød igennem på landsplan ved folketingsvalget 2011 og kommunalt ved det forrige valg i 2013. I 2015 blev sociale medier muligvis afgørende for folketingsvalgets udfald, idet Lars Løkke Rasmussen var markant bedre til at mobilisere sine følgere end Helle Thorning-Schmidt. Nu er det så den målrettede markedsføring, der er ved at få sit gennembrud ved dette kommunalvalg,” siger Jakob Linaa Jensen.

Han tilføjer dog, at effekten ved kommunalvalg kun er cirka halvt så stærk som ved folketingsvalg. Det skyldes dels, at kommunalpolitikere bedre end landspolitikere kan komme fysisk i kontakt med deres vælgere, dels at kommunalpolitikere gennemsnitligt er ældre og knap så højtuddannede som landspolitikere og derfor er lidt senere til at udfolde deres aktiviteter digitalt.

Den tid synes dog at være stærkt på retur, hvor de lokale og regionale dagblade blev set som et afgørende forum for at nå vælgerne, vurderer forskningschefen.

”Vi lever i en tid, hvor det kan være afgørende for, om en kandidat bliver valgt frem for partifællerne på listen, at man blot flytter nogle få personlige stemmer, så personlig markedsføring er vigtigere end nogensinde. Det sker i mindre omfang ved en traditionel annoncering, som bliver sendt ud til alle, og i højere grad ved, at man vælger at være netop der, hvor man tror, man finder sine egne vælgere. Det kan være på internettet, men det kan også være med tilstedeværelse eller en plakat det helt rigtige sted. Mit indtryk er, at vi denne gang ikke alene har mere netaktivitet, men også har flere kandidater, der køber annonceplads på siden af en bus,” siger Jakob Linaa Jensen og tilføjer;

”Og så er der Venstre-kandidaterne på landet, der har en forkærlighed for plakater på siloer, gylletanke og den slags landlige steder.”

Med venlig hilsen

Morten Mikkelsen

Journalist

Vimmelskaftet 47 | DK-1161 København K

T: +45 33 48 05 00 | M: +45 41 74 19 05

www.k.dk | mikkelsen@k.dk

Fra: Jakob Linaa Jensen [mailto:linaa@cc.au.dk]
Sendt: 14. november 2017 12:17
Til: Morten Mikkelsen
Emne: Re: artikler, du medvirker i i dagens Kristeligt Dagblad – hele avisen som pdf og link til artikler på nettet

Tak, kan du sende artiklerne i fuld længde , de er bag paywall …

Fra: Morten Mikkelsen <mikkelsen@k.dk>
Dato: tirsdag den 14. november 2017 kl. 09.32
Til: Robert Ormrod <rormrod@mgmt.au.dk>, Jakob Linaa Jensen <linaa@cc.au.dk>, “jh@ifs.ku.dk” <jh@ifs.ku.dk>, “aan@operate.dk” <aan@operate.dk>
Emne: artikler, du medvirker i i dagens Kristeligt Dagblad – hele avisen som pdf og link til artikler på nettet

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/med-ny-teknologi-flytter-valgkampen-sig-konstant-efter-vaelgerne

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kunsten-ramme-en-kommunal-vaelger

Med venlig hilsen

Morten Mikkelsen

Journalist

Vimmelskaftet 47 | DK-1161 København K

T: +45 33 48 05 00 | M: +45 41 74 19 05

www.k.dk | mikkelsen@k.dk

Udgivet i Facebook, Internet, Politik | Tagget Facebook, kampagner politisk kommunikation, kommunalvalg, Politik | Skriv en kommentar

60-året for Sputnik – og konsekvenserne i form af internettet

Udgivet den 4. oktober 2017 af jakoblinaa

Jeg har i dag udgivet denne artikel på Point of View International, hvor jeg mindes den første menneskeskabte satellit og taler om konsekvenserne i form af amerikanernes svar, der bl.a. førte til udviklingen af internettet.

Udgivet i Internet, Medier, Udgivelser | Tagget forskning, internettet, Sputnik, WWW | Skriv en kommentar

Hvordan sociale medier påvirker teenagere

Udgivet den 25. maj 2017 af jakoblinaa

Det har altid været svært at være teenager. Man skal finde sin identitet, hormonerne pumper, og hvordan er det nu, man forholder sig til det modsatte køn?

Sociale medier forstærker og komplicerer alt dette i hidtil uset grad. Vanity Fair-journalisten Nancy Jo Sales har skrevet en bog om amerikanske teenagepiger og deres hemmelige liv på og med sociale medier, som er en af de bedste men også mest rystende, jeg har læst om emnet. Vi følger piger over hele USA i deres dagligliv, hvor de foruden de velkendte teenageproblemer skal navigere sociale mediers kompleksitet. Man skal helt tiden performe, forholde sig leve op til bestemte roller og forestillinger.

For det meste bruges sociale medier positivt, som et supplement til teenagernes hverdagsliv og som en måde at holde konstant kontakt. Sociale medier har mange gode sider. Men der er også den mørke bagside. Vi hører om drenge, der tvinger piger til at sende nøgenbilleder, om online mobning, der finder sted 24/7 og om den evige skønhedskonkurrence, forstærket af online skønhedsguruer og realityfænomener som The Kardashians. Der er historier om teenagere, der drives til randen af selvmord og om nogle, der tager springet. Som af pigerne fra bogen siger:

“Sociale medier gør vores liv til et helvede. Men uden dem har vi slet ikke noget liv”.

Det er specielt piger, der har det hårdt med sociale medier. De ligger under for bestemte idealer og drengenes / mændenes forventninger, skabt af medierne og en pornobranche, der styres af mænd. Bogen har et klart feministisk perspektiv, og der er ikke mange af de mænd, der af pigerne betegnes som “klamme” og “svin”, der kommer til orde i bogen. Det spørgsmål, der står tilbage, er hvem, der bærer ansvaret for udviklingen? Porno- og modeindustrien står med et ansvar, men hvor ville vi være, hvis de unge piger ikke villigt spillede med og lagde pres på hinanden. I Michael Foucaults termer er pigerne spundet ind i et netværk af normer og magtrelationer, som de er med til at forstærke. Det ville have været rart, hvis Nancy Jo Sales havde foretaget en mere tilbundsgående diskussion af disse relationer. Det kan man måske ikke forvente, da der er tale om en overvejende journalistisk fortælling. Men bogen kalder på videre diskussioner og opfordrer til at tage en samtale med børnene og de unge, at gentænke intimitet og sexualitet, så det ikke blot bliver en vare men atter kommer til at handle om varige relationer.

På trods af mine forbehold kan jeg varmt anbefale bogen. Den bør læses af alle, der beskæftiger sig med sociale medier og børns og unges medieliv.

Nancy Jo Sales (2016): American Girls – Social Media and the Secret Life of Teenagers. New York. Vintage Books.

Udgivet i Facebook, Internet, Medier | Tagget Identitet, Internet, popkultur, sociale medier, Socialitet, teenagere | Skriv en kommentar

Når man bliver ”afvennet”

Udgivet den 24. maj 2017 af jakoblinaa

Så skete det igen. Jeg blev defriendet på Facebook eller ”afvennet”, som jeg selv kalder det med mit hjemmeopfundne danske ord. Denne gang af en gammel bekendt, som jeg har kendt længe, på og uden for Facebook, og været ret tæt på tidligere. I de senere år er vi dog gledet fra hinanden, men jeg mente nu stadig vi var en slags venner.

Man tænker straks: noget jeg har gjort? Sagt? Noget jeg bør fortryde. Andre venner blev imidlertid defriendet samtidig, så måske er der bare ryddet op? Det må jeg indrømme, at jeg selv gør nogle gange. Dels blandt nogle, jeg egentligt ikke kender mere. Nogle der aldrig poster, og som jeg egentlig ikke har noget forhold til. Eller nogle, hvis adfærd har provokeret eller irriteret mig gennem længere tid. Det sidste vender jeg tilbage til.

Når man kigger på os, der blev defriendet samtidig, er der alligevel et mønster, der gør, at jeg ikke tror, der var tale om en tilfældig oprydning. Det virker målrettet som om, at vi er røget i svinget, fordi vi mildt sagt er ganske politisk uenige med min gamle bekendte. Vi skriver ikke politiske udmeldinger særligt tit, nogen af os. Det har jeg selv bittert erfaret, at der sjældent kommer noget godt ud af på Facebook. Men alligevel er det det eneste mønster, jeg kan se i den ganske systematiske og målrettede defriending.

Hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet: hvorfor defriender man? Amerikansk forskning viser, at de tre hyppigste grunde til, at folk ”defriender”, er 1) politiske uenigheder, 2) banale opdateringer, 3) overdrevent mange opdateringer om børn eller kæledyr. Udover det har jeg på det seneste hørt om en række andre grunde: ”vi kender alligevel ikke hinanden rigtigt”, ”du ”liker” aldrig mine opslag”, ”du poster aldrig selv noget, du lurer bare på mit liv”. Og læserne kan sikkert finde på flere. Selv rydder jeg som sagt op af og til. Og jeg har haft samtlige de nævnte grunde til at fjerne de forskellige mennesker, jeg igennem tiden har luget ud af min venneliste. Min hovedgrund til at gøre det er imidlertid, at jeg ikke ønsker at have ubegrænset mange venner. Når jeg har fået en stribe nye, som det af en eller flere grunde er naturligt at etablere virtuelt venskab med, fjerner jeg som regel en række andre for at holde antallet nogenlunde konstant. Min ”vennekreds” vokser dog alligevel støt og roligt, fordi der (heldigvis) kommer flere til, end jeg vælger at skille mig af med.

Tilbage står spørgsmålet: hvad betyder venskabet eller ikke-venskabet på Facebook for de fysiske og emotionelle relationer, når man så mødes ansigt til ansigt? Mange mennesker har en anden personlighed online end i virkeligheden. Der kan være flinke mennesker, som man ikke kan holde ud at være venner med på Facebook, fordi fanden tager ved dem, når de sidder med en skærm mellem dem og andre. Der er også nogle, man kun er venner med på Facebook. Det kan der igen være mange grund til: afstand, at venskabet er født ud af den online verden eller slet og ret bekvemmelighed. Jeg hører nu selv til dem, der mener, man skal kunne have lyst drikke en kop kaffe med alle sine Facebookvenner engang imellem. Ellers er spørgsmålet nok, om der er en reel forbindelse. Men folk har mange forskellige principper, og det er ok.

Men hvad nu, hvis man nogen tid efter ven X har defriendet en (eller man selv har defriendet) møder vedkommende på gaden? En helt ny form for social akavethed. Er man stadig venner fysisk? Kan man se hinanden i øjnene. Taler man om det? Eller lad man som om, det ikke er sket? Det tror jeg ikke, der er ét svar på. Men der er i al fald tale om en af mange nye ambivalenser, som jeg selv har skrevet om i andre sammenhænge. Jeg synes, der mangler forskning i disse mikrosociologiske fænomener. Jeg har selv stor lyst til at dykke ned i det. Så snart jeg får tiden. Og måske også en lille bevilling til at lave den undersøgelse, der kan kaste videnskabeligt lys over fænomenet.

Indlægget er også postet på Kforum.dk

Udgivet i Facebook, Internet, Medier | Tagget Facebook, i, Identitet, Normer, sociale medier, Socialitet, Venskaber | Skriv en kommentar

ECREA i Odense – data om nyhedskriterier på Facebook og Twitter præsenteret

Udgivet den 24. marts 2017 af jakoblinaa

23. – 24. marts 2017 deltog jeg i ECREA European Journalism Studies konference i Odense, hvor 100 forskere fra hele Europa præsenterede den nyeste forskning. Mit eget paper var det sidste arbejde i det store projekt News Across Media, hvor jeg har kigget på nyheder delt gennem sociale medier. I denne sidste analyse kiggede jeg på nyhedskriterier på tværs af Facebook og Twitter med udgangspunkt i manuel kodning af 6000 indlæg fra danske Facebooksider og Twitterkonti. Konklusionen er, at Facebook er mere “soft news” end Twitter, mere underholdning og følelser, mens Twitter i høj grad handler om clickbait og om at linke til artikler fra andre platforme. Forskningen vil blive publiceret, så snart jeg har fået det accepteret i et tidsskrift, formentligt senere i år.

Deltagerne i panelet efter veloverstået arbejde

På billedet ses alle deltagerne i vores panel. De andre, inklusive Ander Larsson, nr. 3 fra højre, præsenterede også meget relevant forskning om sociale medier og nyheder.

Udgivet i Internet, Medier, Udgivelser | Skriv en kommentar

Støtter Institut for Menneskerettigheder censur?

Udgivet den 23. februar 2017 af jakoblinaa

Dette spørgsmål vil for mange forekomme selvmodsigende, kontroversielt og måske endog politisk.

Ikke desto mindre er det et spørgsmål, man må stille ovenpå sidste uges rapport, hvor Instituttet på baggrund af egne studier af debatter på Facebook foreslog vidtgående regulering for at modvirke hadefulde ytringer online. Endvidere foreslog man, at medier, hvis Facebooksider o.l. anvendes til disse kommentarer, skal stå til ansvar i forhold til medieansvarsloven. Rapporten er bl.a. beskrevet her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/so-boesseroev-islamiske-svin-nyhedsmediers-facebook-debatter-ulmer-af-had.

Der er grund til at stille spørgsmål, både ved rapportens konklusioner og dens metoder, og ved det syn på demokrati og ytringsfrihed, der er underliggende i rapporten.

Hovedkonklusionen, at hver syvende kommentar er hadefuld, kan tolkes på mange måder. Hver syvende, er det meget eller lidt? I forhold til rapportens påstand om, at halvdelen af befolkningen ikke vil diskutere på sociale medier pga. debattens tone, forekommer en syvendedel ikke af meget. Man kunne også sige det modsatte, at 6 ud af 7 kommentarer ikke er hadefulde? Og at der er al mulig grund til at diskutere og trække dette positive tal i en endnu mere gunstig retning?

Instituttet har undersøgt i alt 2.996 Facebook-kommentarer, og af dem har man kategoriseret 439 som hadefulde. Men hvordan har man defineret hadefuld? Ved nærlæsning af rapporten ser det ud som om, man har været lidt for gavmild med begrebet ”had”. Ingen tvivl om at ord som ”bøsserøv” og ”muslimsvin” er hadefulde. Men at påstå, at generelle holdninger om muslimer, kriminalitet eller højreradikale nødvendigvis er hadefulde, er en overdrivelse. Decideret hån er på eller over kanten, men meget af det, der ifølge rapporten er stemplet som had, vil jeg (og sikkert mange andre) betragte som en del af en (ophedet) politisk meningsudveksling. Domstole her til lands tillader generelt at gå til stålet, såfremt der er tale om en politisk debat. Retspraksis viser, at domstolene tillader en langt hårdere tone om generelle emner end om specifikke personer.

Instituttet fastslår da også selv, at ”hovedparten af de hadefulde kommentarer ligger i den milde ende af den grovhedsskala, der er brugt til at indfange nuancerne i de hadefulde ytringer”. Det tyder altså på, at størstedelen af kommentarerne måske alligevel ikke er hadefulde, ikke mindst hvis man anlægger en mindre bred definition af had, end Institut for Menneskerettigheder betjener sig af.

Jeg vil som mangeårig forsker i bl.a. online politiske debatter påpege, at når man kommer med så markante konklusioner, bør datagrundlaget og metoden være i orden og grundigt gennemprøvet. Det ser for mig ud til at være gået lidt vel hurtigt, og så bør ens konklusioner tage højde herfor og være mere afbalancerede.

Rapportens konklusioner er altså overdrevne i forhold til, hvad vi har solidt empirisk og metodisk belæg for at sige. Man må spørge, om instituttet med rapporten rider en bestemt politisk dagsorden eller om man ønsker at bidrage til en ærlig udredning af hadets omfang online. Hvis det sidste er tilfældet, hvad man må håbe og formode, skylder man offentligheden en langt mere tilbundsgående undersøgelse end en hurtigt sammenfattet optælling af 2996 kommentarer, som man har kodet ud fra kriterier, der både forekommer uovervejede og mangelfulde.

Rapporten og dens fortolkning er imidlertid en del af et mere omfattende problem. Det er ingen hemmelighed, at tonen på nettet kan være hård, ofte ligefrem svinsk. Og at det ser ud som om, tonen er blevet værre hen over årene. Det har jeg selv dokumenteret i adskillige forskningsartikler og talt med mange forskellige medier om de seneste år. Men hvor går grænsen mellem kritik, ondskabsfuldt drilleri og ligefrem had?

Det forekommer bekvemt at stemple udsagn, med hvilke man er uenige som had. Så har man sat den anden ud af spillet og fremstår selv som uskyldsren, ligegyldigt hvad ens egen politiske dagsorden eller holdning så måtte være. Ordet ”had” er ligesom racisme ved at blive brugt omvendt. Som et ord, med hvilke man kan stemple sine politiske modstandere og uden yderligere diskussion affeje deres holdninger som illegitime.

Instituttet anbefaler som sagt, at der redigeres og modereres langt mere, og at medier skal stå til ansvar for indhold på deres Facebooksider i henhold til medieansvarsloven. Det er adskilligt gange slået fast, bl.a. af den europæiske menneskerettighedsdomstol i den såkaldte ”grønjakkesag”, hvor Jens Olaf Jersild formidlede racistiske udtalelser fremsat af unge højrerabiate, at den enkelte selv bærer ansvaret for sine ytringer. Og i forhold til hadefulde kommentarer har vi allerede straffelovens bestemmelser om injurier og ærekrænkelser, herunder den såkaldte ”racismeparagraf”. Disse paragraffer benyttes da også allerede, og ytringer på nettet har adskillige gange ført til domfældelse. Det er sådan en praksis, der kendetegner et retssamfund. Omfattende censur og regulering af det frie ord vil kun tjene interesser og politiske holdninger, som jeg ikke kan forestille mig Institut for Menneskerettigheder vil stå inde for?

Indlægget er også bragt på Kforum (www.kforum.dk)

Udgivet i Facebook, Internet, Medier, Politik | Tagget censur, Facebook, had, jura, medieansvar, menneskerettigheder | Skriv en kommentar

Antarktis – gensyn med det sidste og bedste kontinent!

Udgivet den 2. januar 2017 af jakoblinaa

Siden jeg var helt lille, har jeg drømt om at komme til Antarktis, dette mægtige, frosne kontinent, der indtil for nylig var helt utilgængeligt for almindelige mennesker. I 2010 besøgte jeg kontinentet for første gang. I forbindelse med min store tur rundt om Sydamerika i 2016-17, som jeg også har skrevet om her, fik jeg mulighed for at besøge Antarktis for anden gang. Dette er beretningen fra turen, som startede med en passage fra Kap Horn over Drakestrædet, alle søfolks skræk, til spidsen af kontinentet, The Antarctic Peninsula.

Vi nærmer os det hvide kontinent

Vi var egentligt blevet stillet en hel havdag i udsigt, men Drakestrædet har vist sig fra sin bedste side, så allerede midt på dagen 30. december 2016 får vi landkending af det hvide kontinent. Der bliver mere og mere land på begge sider. Vi går ind mod Gerlachestrædet med Brabant Island om bagbord og den store Anvers Island om styrbord. Det er tydeligt på navngivningen her, at de Gerlache var her på sin berømte Belgica-ekspedition i 1897-99, hvor de sad fast i isen og blev de første til at opleve en antarktisk vinter.

Sceneriet er allerede meget flot, og vejret er helt perfekt med høj blå himmel og sol. Isen glimter i nuancer af hvidt og blåt. Det forekommer mig, der er mere af den end første gang, jeg var her, men måske husker jeg galt. Det tager lang tid at gå rundt om Anvers Island. Vi drejer ind i Gerlachestrædet til højre, og glad bliver jeg, da kaptajnen annoncerer, vi vil gå ned i Neumaier Channel, scenen for mit livs smukkeste rejsedag i 2010. Vejret er lige så godt i dag, så jeg glæder mig. Allerede på vej ind er der fantastiske isbjerge. Vi ser svømmende pingviner, pukkelhvaler, der sprøjter og dykker, og leopard- og krabbespisersæler, der ligger og soler sig på isflager. Alt det Antarktis har at byde på, allerede inden, vi er startet!

Anvers Island

Vandet er spejlblankt, og isbjergene spejler sig med en skønhed, man kun finder her. Jeg har været i Grønland siden sidst, og der er ingen tvivl: Antarktis ER endnu smukkere. Jeg er genforelsket i dette hvide, uberørte kontinent.

Vi begynder at kunne skimte indsejlingen til Neumaier Channel. Det bliver en lige så smuk og betagende dag som i 2010, og jeg står fremme i boven næsten med hovedet nede i vandet og spejder efter is og dyreliv. Her er masser. Vi spotter sæler og hvaler og også svømmende pingviner. Bjergsiderne er irgrønne på grund af kobberforekomster, og klipperne er ganske stejle. Kanalen er også dyb, flere hundrede meter, så der er ingen fare for at støde på grund. Det er en kæmpe oplevelse igen, og jeg er lykkelig.

På vej ind gennem Neumaier Channel

Ude igen sejler vi forbi Port Lockroy, den gamle engelske base, der i dag fungerer som turistattraktion og postkontor, og så er vi i åbent vand. Kaptajnen vil ud af isen inden natten, så vi sætter kurs syd om Anvers Island. Det har været en fantastisk dag med så meget af det, Antarktis har at byde på, og som han siger, vi var ikke engang bestemt til at være i Antarktis endnu. Vi kan kun glæde os til de næste mange dage.

Legende pingviner

Næste dag er den sidste i 2016. Vi er ved den amerikanske Palmer Station klokken 6.00. Det er også en fin tur krydsende Gerlache Strait fra vest til øst. Her er flere pukkelhvaler denne morgen, der både sprøjter og dykker.

Lidt før otte er vi klar til at sejle ind i Lemaire Channel, det sydligste vi kommer på denne tur. Jeg har set frem til det, for netop her havde vi dårligt vejr sidst, jeg var her. Det er tvivlsomt, om vi kan komme helt igennem pga. isen, men kaptajnen vil gerne forsøge. Jeg er på plads i boven i god tid inden indsejlingen til den smalle kanal. Der begynder allerede at være høje bjerge om bagbord, og isdækket bliver tykkere med både isskosser og tallerkenis. Der ligger sæler, både leopard- og krabbespisersæler og soler sig på flere af flagerne, og vi får flere gode billeder ret tæt på. Brune skuaer dykker mod vandet, og dyrelivet er i det hele taget som det bedste, Antarktis har at byde på. Pingviner farer gennem vandet som projektiler, antarktiske terner flyver i vinden og havet ligger blikstille, mens de sorte isklædte bjerge laver perfekte spejlinger i det blanke vand. Det bliver ikke flottere noget sted på Jorden. To takkede klipper markerer indsejlingen til Lemaire, der afskærer det antarktiske fastland fra Booth Island. Det er ingen problem at sejle ind , for kanalen er op til 400 meter dyb og minder derved om en skotsk glen. Problemet er isen. Sidst vi var her, gik en islavine af lige foran båden, og de stejle klippesider skaber ustabile forhold, ligesom kanalen har en tendens til at blive pakket med is, også om sommeren. Det ser tillukket ud længere fremme, men ved nærmere øjesyn kan vi godt komme igennem. Det er en betagende, stille morgen, og jeg nyder det i fulde drag og er lykkelig. To kilometer før udløbet må vi dog vende om, store blokke af is ligger på tværs, og selv om vi mener, der er passage til venstre, ind mod halvøen, er kaptajnen åbenbart ikke enig, for han vender Zaandam, og vi sejler samme vej ud. 65,10 var det sydligste vi kom på denne tur.

På vej ind i Lemaire Channel

I stedet tager vi en tur rundt langs flotte isbræer nord for kanalen. Dyrelivet er stadig imponerende. Pingvinkolonier dominerer klippesiderne. Man kan se pingvinsporene, markeret ved røde krillfarvede bræmmer af afføring, og bare pletter afslører pingvinernes redepladser. Her er både chinstrap- og æselpingviner.

Vi kommer nu ud i mere åbent farvand, og på trods af at der utvivlsomt fortsat er skønt sceneri, går jeg ned i Mondrian Lounge og hører anden runde af foredraget med de ni forskere og folk fra Palmer Station, der er kommet ombord på skibet denne morgen. Lederen af stationen Bob Farlane er en karismatisk og god taler, der fortæller om livet på basen og det amerikanske Antarktisprogram. Basen er bemandet året rundt, men har som andre baser størst bemanding om sommeren. Lederen af laboratorierne, Josh, taler om videnskaben, og flere unge forskere og studerende fortæller om deres projekter. Kokken og elektrikeren er også med på scenen til sidst. En interessant forelæsning, og de gode forskere svarer beredvilligt på gode og dårlige spørgsmål fra salen.

Paradise Harbour

Vi sejler op gennem Gerlache mod Paradise Harbour. På vejen er der skønt sceneri med hvaler, sæler og små isflager, der flyder roligt i det blå vand. Mit livs hidtil smukkeste rejsedag. Og det siger efterhånden ikke så lidt. Vi passerer den nedlagte argentinske base Almirante Brown, som blev forladt i 1984. Stationens læge magtede ikke endnu en antarktisk vinter og satte ild til stationen i desperat håb om at blive evakueret. Argentinerne var i den første af mange finanskriser, men amerikanere fra den nærliggende Palmer Station trådte til og evakuerede. Personalet nåede velbeholdent til Buenos Aires, og den gode doktor måtte en tur på et sindssygehospital. Antarktis’ vinter og mørke gør ting ved folk …

Endnu en perfekt dag i Antarktis

Vi går ind i Paradise Harbour med Ronge Island om bagbord og kontinentet om styrbord. Denne rolige, beskyttede naturhavn var et tilflugtssted for hval- og sæljægere og stedet regnes for et af de smukkeste på Antarktis. Det forstår man godt denne dag.

Paradise Harbour rummer også et interessant historisk sted, Waterboat Point, hvor en af historiens mest bemærkelsesværdige antarktiske eventyr fandt sted. Man havde en ekspedition men få penge, så kun fire blev sendt afsted. De to fik kolde fødder i mere end en forstand, men de to tilbageværende, 19 og 24 år uden nogen videnskabelig erfaring valgte at blive og følge pingvinernes årscyklus. De byggede en primitiv hytte lavet af en omvendt båd, deraf navnet på stedet. Her levede de igennem en antarktisk vinter og et helt år, mens de studerede pingvinerne. Næste år kom den lovede hvalfangerbåd for at samle dem op, men svaret var, om ikke lige de kunne få 14 dage mere, for de var ikke helt igennem pingvinernes cyklus! Det fik de, og de videnskabelige resultater, de kunne publicere ved hjemkomsten, er blandt de mest bemærkelsesværdige i den antarktiske forskning.

Pingvinerne har taget over

Herefter passerer vi en chilensk base, som ligger smukt på et næs i solen. Stedet forekommer at være næsten fuldstændigt overtaget af æselpingviner, der er overalt. Endog har de omringet flagstangen med det chilenske flag og står nu og gør honnør i solen i deres flotte dragter.

Vores sidste mål for dagen er Cuverville Island med dens store koloni af æselpingviner, et sted vi også landede i 2010. Imidlertid står det klart, at der er for meget is mellem os og øen, så vi må nøjes med at se den på afstand. Ærgerligt, men det ændrer ikke ved en perfekt dag. På vejen videre op og ud mod Gerlachestrædet ser vi flere pingvinkolonier og dykkende hvaler. Ved syvtiden slutter dagens sceniske cruising, og det er også på høje tid for nytårsmenuen er på trapperne.

Vi gør os klar og 20.15 er vi i Dining Room. Vi får en lækker menu med laks med kaviar på kartoffel, skaldyrssalat, mango gazpacho, nytårssalat, surf and turf med filet mignon og hummer, chokolade dekadence og chokoladekage uden mel. Vi sidder længe ved bordet, og pludselig ser vi springende hvaler agter. De er helt oppe af vandet. Sikken et show at slutte af med. Vi går på bagdækket og ser solnedgangen, det er 23.30 og nytårsaften. Det er magisk, vi kan følge solen under horisonten, fra syd mod øst. Normalt vil solen stå i nord, men vi er så langt nede, at den kører helt elliptisk skævt i forhold til horisonten. Det er en meget smuk nytårsaften og ganske anderledes end alt, man har set før.

Årets sidste solnedgang

Næste dag er første dag i det nye år. Jeg vågner lidt i ni, er ikke udsovet, men vi skal op, for vi er sejlet over til Deception Island på den anden side af Gerlache. Her var vi også sidst en sen aften, hvor vi sejlede helt ind i lagunen som er i midten af den ringformede ø, en gammel vulkan. Øen var populær blandt hvalfangere og tidlige forskere, og flere lande havde base her samtidig. Det var på det tidspunkt, der var stormagtspolitik i Antarktis, men forskere levede side om side og afgjorde øens tilhørsforhold med jævnlige dart- og fodboldturneringer. Der er pingvinkolonier på ydersiden, og vi sejler hen forbi den snævre åbning ind til lagunen. Et andet skib har gjort turen, næste gang vil jeg altså med et mindre skib igen.

Vi er sejlet op langs South Shetland Islands og er gået ind mellem Livingston Island om bagbord og Greenwich Island om styrbord. Vi er langt væk fra kysten, synes jeg, men vi ser flere hvaler og svømmende pingviner. Et andet skib ligger ved Half Moon Island, hvor vi var sidst. Der er ok scenerier men ikke som i går. Vi ser til gengæld mange hvaler, der er oppe at blæse, inklusiv to pukkelhvaler med munden åben oppe over vandet. Også pingviner svømmer omkring i stort tal eller sidder på isflagerne. Den brasilianske station på Livingston Island er under genopbygning efter en brand, og et cargoskib er ved at læse byggematerialer af via en lille tenderbåd. Videre langs med øen når vi Half Moon Island, som jo var det første sted, jeg var i land på Antarktis i 2010. Øen er flad forrest og derfor gunstig for æselpingvinerne, der findes i tusindvis, vistnok 55000 par.

Sæl i solen

Det er bidende koldt, men som vi sejler ud af strædet igen og op langs Livingston Island bliver jeg stående og spotter hvaler. Det er det værd, for jeg får mange gode billeder. Men hvor er det koldt.

Næste morgen er det 2. januar, og hjemme skal folk på arbejde. Vi skal derimod cruise videre langs det bedste kontinent. Vi ankommer til Hope Bay på halvøens nordspids allerede klokken seks om morgenen. Det er koldt, men jeg kommer i tøjet og ud på dæk, hvor jeg omgående spotter store pingvinkolonier på bredden. Der er også den argentinske station Esperanza, som ikke blot er forskningsstation men også en markering af den argentinske tilstedeværelse. Her er familier med koner og børn, og det første antarktiske barn blev født her i 2005. Siden er fire andre fulgt, og Argentina prøver at opretholde deres territorialkrav ved denne demografiske manøvre. Gad vide om det er lovligt ifølge Antarktistraktaten fra 1961? Vi sejler lidt rundt og her er flot. Kaptajnen har forsøgt otte gange før at komme ind , og det er kun tredje gang, det lykkes, så vi er heldige.

Her bor jeg

Samtidig er vi også på halvøens ekstreme nordspids. På den anden side ligger Weddellhavet og den langt mere ufremkommelige østkyst, der tit er helt isdækket og har kostet mange gode skibe livet. Vi skal ikke længere ned men vender i stedet og sejler over mod vores sidste stop på King George Island i South Shetlands. På vej ud ser vi det største tabulære isbjerg, jeg har set, eget imponerende. Senere på dagen sejler vi ind i Admiralty Bay på King George Island. Det er endnu et betagende sceneri, og de næste fire timer bliver tilbragt i boven med sol og ganske behagelig temperatur. Admiralty Bay var også et populært sted blandt hvalfangere, og dyrelivet er pænt selv om vi ikke ser så mange hvaler her. Der er dog sæler på flere af isflagerne og en stor gletsjer for enden, som vi sejler helt tæt på. Isflagerne flyder roligt gennem vandet, og igen mærker jeg denne antarktiske ro. Det er skønt. Her er masser af fugle, skuaer og terner, og selvfølgelig pingviner i vandet. På vejen ud af bugten kommer vi tæt forbi flere baser, blandt andet den peruvianske Macchu Picchu. Ude ved næste pynt ligger den polske Orlovsky station, der ser noget ramponeret ud. Og så er vi ude i åbent vand igen, med King George Island om bagbord. Det er tid at sige farvel til Antarktis efter endnu en herlig tur. Vi sejler nu hastigt nordpå, og jeg tager de sidste billeder.

Antarktis er gået i blodet, og jeg drømmer bare om at komme herned for tredje gang.

Mange flere billeder her

Udgivet i Rejser | Tagget antarktis, cruise, isbjerge, pingviner | Skriv en kommentar

I Patagonien – fra Valparaiso til Kap Horn

Udgivet den 30. december 2016 af jakoblinaa

Valparaiso. Den legendariske havneby uden for Santiago de Chile, hvor så mange søfolk har lagt til, mens skibene blev lastet med salpeter eller metaller fra de chilenske miner. Denne dag lige før jul er det højsommer, og vi er klar til turen ned langs Sydamerikas kyst, gennem de chilenske fjorde, syd om Kap Horn og videre til Antarktis. Vi er fire fra De Berejstes Klub ombord på M/S Zaandam, der stævner ud af havnen sidst på eftermiddagen. Et eventyr venter forude.

Første stop er Puerto Montt, der regnes for starten på Patagonien. Samtidig er vi kommet ind i de chilenske fjorde. Byen virker forfalden og fattigere end andre chilenske byer, jeg har set. I det centrale kryds er der marked med flotte grøntsager, og på den anden side sælges legetøj og alskens smagløse juleting. Vi går rundt i det, der skal forestille hovedgaden, og her er ikke meget at komme efter. I det hele taget er byen ganske trist og kedelig. Ikke underligt, de lokale kalder byen Muerto Montt …

Næste dag ankommer vi til Chiloe, den magiske og mytiske ø, der længe har været på min ønskeliste. Ifølge Lonely Planet er den kendt for sine stavkirker og mystiske fabeldyr, men jeg tænker nu også på tåge og ualmindelig frisk cerviche. Ude fra vandet ser byen fin ud med de specielle styltehuse ud mod vandet, som man ellers ikke finder mange af i Chile eller Sydamerika i det hele taget.

Vores lejebil står i lufthavnen. Det er en ganske ny terminal i en meget doven tilstand. Der er ikke engang nogen bag check in-skranken. Men en lille lokal fyr dukker op fra disken, da vi henvender os. Alt er i orden, og vi får en fin VW Bora. Vi er snart ud på hovedvejen på langs af øen, og kører mod pingvinkolonien ved Punihuil, som er vores første mål. Omsider er jeg på Chiloe. Her er ikke tåget, som forestillet, men bakkede landskaber, skove og lidt landbrug. Vi ser nogle af de gamle trækirker langs vejen.

Det er en lang vej til pingvinerne, og det sidste stykke må vi endda krydse vand. Så kommer vi til gengæld også ud til en fin stor strand. Vi skal med båd ud at se de klippeskær, hvor pingvinerne holder til. Det er en kort sejltur. På vejen ser vi pelikaner, og snart er der ganske mange Humboldt- og Magellanpingviner. De første er de sjældneste og er mere grå på ryggen end de sortstribede Magellanpingviner. Der er mange par, også nogle med unger, og det er jo bare altid sjovt at se pingviner. Der er flere klippeskær og vi ser også strandskader og skalleslugere med de karakteristiske røde næb. På vej tilbage mod land blæser en pukkelhval i det fjerne. Der er et virkeligt rigt dyreliv her.

Vi bliver igen trillet på land i en lille trækvogn, bemandet med to mand. Tilbage igen kører vi gennem Ancud og får en hurtig empanada på stranden.Der er ikke tid til den store rundtur blandt de legendariske stavkirker, men vi ser kort den i Dailcahue. Vi når tilbage til vores skib to minutter før den sidste tenderbåd sejler.

Om bord igen er det en flot udsejling ned langs Chiloe. Vi kan tydeligt se byen og kirken og flere små fiskerbyer og havbrug dukker op, som vi sejler ned langs østkysten. Chiloe er lysere og mere indbydende, end jeg havde forestillet mig, om end ikke nær så magisk. Sådan affortrylles steder tit ved mødet med dem. Som med Påskeeøen har man forhåndsforventinger til den slags sagnomspundne steder. Jeg var ikke skuffet over Chiloe men ville måske gerne have haft mere tid til at udforske øens kirker, myter og cerviche.

Næste dag er det juleaftensdag. Derhjemme er der sikkert fuld gang i den. Vi er sejlet ud af fjordene, har været ude i Stillehavet og er sejlet ind igen gennem forskellige kanaler og er nu i Aysenfjorden, hvor vi vågner i Puerto Chacabuco. Byen er bestemt ikke noget særligt set fra vandet, og inde på land er der ikke meget mere at komme efter. Et rustent skibsvrag præger havnen, som er omkranset af faldefærdige huse. Her læsses muslinger, og et lille containerskib ligger til kaj. Det er naturen, der er det storslåede her, ikke byerne.

Juledag vågner jeg tidligt ved, at skibet laver rullende bevægelser på en måde, jeg aldrig har mærket tidligere. Det varer kun kort men er meget underligt. Det viser sig senere at være dønningerne af et jordskælv oppe ved Puerto Montt, 7,7 på Richterskalaen, som har udløst tsunamivarsel i hele regionen. Dem derhjemme spørger bekymret, men vi har jo ikke mærket noget bortset fra disse rulninger. Godt vi ikke længere var i Puerto Montt eller i nærheden.

Julemorgen om bord fejres med det store svinske morgenmad med bacon, æg, pandekager etc. Og så skal der selvfølgelig trænes grundigt for at forbrænde de mange kalorier, man indtager om bord. Derefter er det en tur i jacuzzien. Det er en dejlig måde at tilbringe julemorgen på. Efter frokost er vi for alvor inde i den smukke Messierkanal, som vi har sejlet i hele morgenen. Vi passerer et skibsvrag af Captain Leonidas, der gik på grund her i 1968. Vraget er stadig utroligt velbevaret, i et stykke og med intakt maling.

Derefter sætter vi kurs mod Tempranosgletsceren. Selv om jeg har set gletschere før, er dette imponerende. De sydamerikanske gletschere er også truede, og man kan se, den er blevet mindre. Den har dog den flotte blå farve og vandet er karakteristisk grønt foran. Den er bred og går langt op bagud. Vi er heldige med solen denne eftermiddag, og gletscheren ligger perfekt belyst. Herefter vendes skuden, og vi sejler udad igen mod det åbne hav. Der er dog fortsat gode udsigter hele dagen. Om aftenen ser vi frem til julemiddagen, som er gallamiddag i dagens anledning. Der er bl.a. gås og andre juleretter fra hele verden. Og jeg sammenstykker julemiddagen , som den burde være hvert år: røget fisk, steak og chokolademousse. Hvorfor skal man i Danmark trækkes med ris a la mande? Vi sidder igen længe over middagen og kigger efterfølgende ud på dækket, hvor det stadig er lyst. En ganske anderledes juledag men meget behagelig.

Vi skal sejle igennem endnu en kanal i dag og igennem en snæver passage ved Summer Pass, hvor kaptajnen forklarer, vi skal have 1,4 meter højvande for overhovedet at komme igennem. Det lykkes dog meget fint, og her er der også fine klipper på bege sider, omend ikke noget, der kan måle sig med dagen før. Vejret er også skyet og regnfuldt. Ved Paso Shoal ser vi flere skibsvrag, et der stikker lige op af vandet og er i noget ringere stand end Captain Leonidas.

Efter endnu en god middag og endnu en aften ude på dækket har vi nu entreret Magellanstrædet, et andet legendarisk farvand, som jeg drømte om i min barndom, da jeg sad med mit første skoleatlas i hånden og bladrede mig igennem fremmede kontinenter og farvande. Det mægtige Stillehav fyldte halvdelen af min globusblyantsidser. Jeg læste legender om sømænd, flyvende hollændere, pirater, skibsvrag og verdensomsejlinger. Og lille mig kom til at se det. Utroligt at være her. Drømme kan gå i opfyldelse.

Næste dag ankommer vi til Punto Arenas, hvor vi har lejet bil. Vi kører nordpå langs Magellanstrædet. Pingvinkolonien på vestkysten er desværre lukket, så vi kører helt op til nationalparken ved Pali Aike, op mod den argentinske grænse. Det er en øde vej med strædet på den ene side og små bjerge på den anden. Der blæser en halv pelikan, og vi omgives af gult bølgende græs mod en gråblå himmel. Vi er i Patagonien, der er helt som på den argentinske side, jeg besøgte nogle år tidligere, og helt som Bruce Chatwin beskrev det i sin verdensberømte bog fra 1977, In Patagonia. Den patagonske vind er ubønhørlig, nogle gange har den sand med, nogle gange kulde men aldrig meget varme. Det fyger, det blæser, alt kører rundt. Vejene går ingen steder hen. 200 kilometer af grusvej der fører til en by, der dårligt nok kan kaldes et hul. På vejen ser vi en af disse, San Gregorio med gamle fabrikker, ruiner og endog et skibsvrag. Mytisk. Magisk.

Tæt på grænsen mod Argentina når vi nationalparken. En ny grusvej fører op til et lille skur, hvor en forblæst vagt sidder og keder sig. Nationalparken er vulkansk område, og vi starter med at se Cueva Pali Aike, en udslukt vulkan, der er faldt sammen, så den er åben til den ene side. Fra kanten er der en fremragende udsigt. Og blæst som ind i helvede. Parkens andet vulkankrater, Morada del Diablo, kan vi desværre ikke nå, men vi ser søen Laguna Ana, der næsten er udtørret. Vi har en båd, der venter, så turen tilbage går i fuld galop gennem det tørre landskab med flotte vekslende landskaber til akkompagnement. Efter tre timer er vi i god tid tilbage i Punta Arenas og afleverer bilen. Jeg ser Plaza de Armas med det chilenske antarktiske institut. Det er en flot udsejling gennem Magellanstrædet. Vi ser sprøjtende hvaler og også delfiner.

Næste dag er vi inde i Beaglestrædet, et andet berømt farvand. Vi passer Glacier Alley med seks store gletschere. Det er bidende koldt, men synet er det hele værd, trods skyer og støvregn. Ved middagstid når vi Ushuaia og er nu i Argentina. Det er anden gang, jeg er her i verdens sydligste by, første gang for præcist syv år siden, også på vej til Antarktis. Den ligner sig selv med de mægtige gletschere og nationalparken i baggrunden. Her ligger et andet cruiseskib og to ekspeditionsskibe. Ushuaia er en gateway til vildmarken, både Ildlandet og Antarktis. Oppe i byen er der et fint rådhus og en valmuepark, i kontrast til alt vildnisset udenom. Hovedgaden har mange huse i alpestil og talrige friluftsbutikker. Ombord igen er det direkte til middag med udsigt til Beaglestrædet agter. Der er små bebyggelser langs kysten.

Vi vågner næste morgen ved, at det annonceres, vi har nået Kap Horn. Sidst var det totalt diset, denne morgen er der klart solskin. Vi ser verdens sydligste fyrtårn, som er beboet af en fyrmester og hans familie. Børnene undervises over internettet. Endnu længere mod syd ligger den yderste klippe på Kap Horn klar og skinnende i morgensolen, meget sjældent der er så god udsigt til Amerikas sydligste punkt. Den stormombruste klippe er alle søfolks skræk, af det stof legender er gjort af. Utallige er de søfolk, der har fundet deres grav her, og kaptajnen læser et digt op til minde om dem. Det er utroligt at tænke, at her plejer at være vindblæst, at vrag bliver slået til pindebrænde. Denne morgen er her vindstille og indbydende, nærmest havblik.

Med dette er turen ned langs Sydamerikas vestkyst slut. Forude venter Antarktis, på den anden side af Drakestrædet.

Udgivet i Rejser | Tagget Argentina, Chile, Patagonien, Sydamerika | 1 kommentar

Påskeøen – den ældste rejsedrøm

Udgivet den 18. december 2016 af jakoblinaa

Siden jeg var otte år gammel, har jeg drømt om at komme til Påskeøen. Det er statuerne, myterne, der har trukket i mig, da jeg som lille sad på gulvet med min globus i hånden og stirrede på den fjernt beliggende ø ude i det blå Stillehav. Da jeg var på jordomrejse, passede Påskeøen ikke helt ind i planerne, men nu, i 2016, kunne det endelig lade sig gøre, som del af en større rejse over Atlanterhavet og rundt om Sydamerika.

Turen starter i Morgen i Santiago. Syv år siden sidst. Byen ligne sig selv, charmerende men varm på denne sommerdag. Flyveturen er fem timer, så der er god tid til at læse om øen og dens statuer. Vi lander i regnvejr på min drømmeø, og går en lang bumpet tur til Hotel Atavai, hvor Antoine byder velkommen.

De første statuer – ved Anakena

Det regner stadig næste morgen. Vi lejer en faldefærdig Suzuki Jinny til alt for meget, men vi skal jo frem. Vi starter oppe ved Anakena efter en tur på tværs af øen. Her er mere grønt og flere træer, end jeg troede. Vi kommer op til en fin strand med de første maoier. De peger altid ind mod landet, vender ryggen til havet og omgivelserne og skuer ind mod verdens navle, overvåger indbyggere. Omvendt markerer de også en port til havet og dets rigdomme, forbeholdt de få, der havde magten over dem, der besad mana. Her er palmer importeret fra Tahiti og en fin række, der kigger på os. Andre står lidt for sig selv men alle med ryggen til havet. Vi går lidt rundt, også ud på et næs, hvor der lugter af fuglenes ekskrementer. Her er et krematorium, man brændte de døde ved havet, så de kunne vende tilbage til der, hvor de kom fra ud til havguden Tangaroa. Vi ser andre mindesmærker på nordkysten, blandt andet petroglyffer, og kører forbi Poiku. Den største og flotteste række på 16 ser vi ved Tangariki. Der er noget majestætisk over dem, og vi tager mange billeder. Det er de her, man ser på mange billeder fra Påskeøen.

Tongariki. Ikoniske statuer

Trods en mere optimistisk vejrudsigt regner det næste dag nærmest endnu mere. Vores vært fortæller, at i hans 26 år på øen, har det aldrig regnet så meget i december. Klimaforandringerne slår også igennem her. Vi kører rundt og ser den lille fiskerhavn. Der er maoier der kigger ud mod og ind fra havet. Det nye resort Easter Island Resort og Spa fylder et helt næs. Indfødte demonstrerer foran og fra boder over for med slagord som ”nazihotel” og ”pirathotel”. De mener åbenbart, man har stjålet deres jord.

Nord for havnen og byen ligger Sebastian Englert Antropologisk Museum, og det ser vi bagefter. Her er relikvier fra øen og en enkelt maoi i haven. Først og fremmest fortæller det kort og klart historien om øen og dens kultur. Ude igen regner det næsten ikke, og vi ser Tahae, syv maoier ud mod havet i forskellig forfatning. Her er også kanorampe og en komplet gammel by med husruiner, inklusiv de gemmer, hvor man gemte kyllingerne for fjendtlige stammer. Længere nordpå finder vi Ahu Akavi, den eneste samling af maoier, der står midt på øen. Det er en fantastisk syn, og solen skinner rent faktisk lidt på dem.

Ahu Akavi midt på øen

Dagen efter bliver det omsider lidt bedre vejr. Vi forlænger billejen og kører mod Orongo Village. Krateret er meget imponerende og ligner en heksekeddel eller noget fra en anden planet. Det er dannet ved et vulkanudbrud, ligesom øens to andre hjørner. Uden vulkaner, ingen Påskeø. Vi ser også Orongo Village, som har været den ceremonielle by, da kulten om Maoierne blev erstattet af fuglemandstraditionen i 1800-tallet.Fuglemanden var en person, der blev udvalgt gennem en bizar konkurrence. Om foråret mødtes en leder af hver stamme. De skulle så svømme over til øen Mata Nui og afvente ankomsten af den første Matunura. Når den havde lagt æg skulle man tage det, svømme tilbage og aflevere. Første person var ceremoniel leder af hele øen indtil næste år og boede for sig selv i en ceremoniel hytte. Selve landsbyen blev kun anvendt til den traditionelle festival i få uger om året. Den ligger magisk heroppe på kraterkanten, med heksekeddelkrateret på den ene side og det brusende, frådende hav på den anden. Man kan forestille sig alt muligt mystisk ske heroppe.

Det magiske krater ved Orongo

Det begynder at klare op. Poiku ligger fint i sol og det bliver generelt lysere. Vores timing ser ud til at virke med at se Rakura, det vigtigste og største område på øen, i den tørre periode. Vi kan se statuerne på skråningen langt væk. Der er en stor parkeringsplads, souvenirbutik og cafeteria. Ingen tvivl om, dette er øens største attraktion. Vi går mod skråningen, hvor statuerne er blevet hugget ud af basaltklippen. Det ser ud som på billederne, Det er dette, jeg altid har set fra Påskeøen, det er det, jeg blev inspireret af som barn, med ansigterne der står i klippen og kigger skråt ud på vandet. Der mangler ord, det er indfrielsen af eventyret, det ligner det, man altid har forestillet sig og trods turisterne, får jeg gode billeder. Der er statuer af alle former og størrelser, mange er gravet næsten ned i jorden, mens andre er mere oprejste. Nogle hælder og truer med at vælte, andre er væltet. Det er statuernes børnehave, deres yngleplads. Man kan se ufærdige statuer halvt hugget ud af væggen, eller nogle der er rullet ned og væltet. Det har været et kæmpe arbejde, måske taget et år at hugge, med primitive redskaber. Myterne om, at rumvæsener skulle have skabt dette, er nærliggende men usandsynlige.Mennesker har gjort dette, men det har været hårdt arbejde.

Statuerne ved Rakura

Vi forlader Påskeøen næste dag, og flyver over det blå Stillehav til Santiago. Jeg spiser kylling, drikker vin og Ballantines i flyet og føler mig lykkelig for omsider at have været på Påskeøen, flyve heroppe over det blå Stillehav og for mine valg i livet i det hele taget. Nye eventyr venter ned langs Sydamerikas kyst og på Antarktis.

Flere billeder her

Udgivet i Rejser | Tagget historie, Påskeøen, Polynesien, Stillehavet | Skriv en kommentar