Hvordan sociale medier påvirker teenagere

Det har altid været svært at være teenager. Man skal finde sin identitet, hormonerne pumper, og hvordan er det nu, man forholder sig til det modsatte køn?

Sociale medier forstærker og komplicerer alt dette i hidtil uset grad. Vanity Fair-journalisten Nancy Jo Sales har skrevet en bog om amerikanske teenagepiger og deres hemmelige liv på og med sociale medier, som er en af de bedste men også mest rystende, jeg har læst om emnet. Vi følger piger over hele USA i deres dagligliv, hvor de foruden de velkendte teenageproblemer skal navigere sociale mediers kompleksitet. Man skal helt tiden performe, forholde sig leve op til bestemte roller og forestillinger.

9780804173186

For det meste bruges sociale medier positivt, som et supplement til teenagernes hverdagsliv og som en måde at holde konstant kontakt. Sociale medier har mange gode sider. Men der er også den mørke bagside. Vi hører om drenge, der tvinger piger til at sende nøgenbilleder, om online mobning, der finder sted 24/7 og om den evige skønhedskonkurrence, forstærket af online skønhedsguruer og realityfænomener som The Kardashians. Der er historier om teenagere, der drives til randen af selvmord og om nogle, der tager springet. Som af pigerne fra bogen siger:

“Sociale medier gør vores liv til et helvede. Men uden dem har vi slet ikke noget liv”.

Det er specielt piger, der har det hårdt med sociale medier. De ligger under for bestemte idealer og drengenes / mændenes forventninger, skabt af medierne og en pornobranche, der styres af mænd. Bogen har et klart feministisk perspektiv, og der er ikke mange af de mænd, der af pigerne betegnes som “klamme” og “svin”, der kommer til orde i bogen. Det spørgsmål, der står tilbage, er hvem, der bærer ansvaret for udviklingen? Porno- og modeindustrien står med et ansvar, men hvor ville vi være, hvis de unge piger ikke villigt spillede med og lagde pres på hinanden. I Michael Foucaults termer er pigerne spundet ind i et netværk af normer og magtrelationer, som de er med til at forstærke. Det ville have været rart, hvis Nancy Jo Sales havde foretaget en mere tilbundsgående diskussion af disse relationer. Det kan man måske ikke forvente, da der er tale om en overvejende journalistisk fortælling. Men bogen kalder på videre diskussioner og opfordrer til at tage en samtale med børnene og de unge, at gentænke intimitet og sexualitet, så det ikke blot bliver en vare men atter kommer til at handle om varige relationer.

På trods af mine forbehold kan jeg varmt anbefale bogen. Den bør læses af alle, der beskæftiger sig med sociale medier og børns og unges medieliv.

 

Nancy Jo Sales (2016): American Girls – Social Media and the Secret Life of Teenagers. New York. Vintage Books.

Udgivet i Facebook, Internet, Medier | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Når man bliver ”afvennet”

Så skete det igen. Jeg blev defriendet på Facebook eller ”afvennet”, som jeg selv kalder det med mit hjemmeopfundne danske ord. Denne gang af en gammel bekendt, som jeg har kendt længe, på og uden for Facebook, og været ret tæt på tidligere. I de senere år er vi dog gledet fra hinanden, men jeg mente nu stadig vi var en slags venner.

Man tænker straks: noget jeg har gjort? Sagt? Noget jeg bør fortryde. Andre venner blev imidlertid defriendet samtidig, så måske er der bare ryddet op? Det må jeg indrømme, at jeg selv gør nogle gange. Dels blandt nogle, jeg egentligt ikke kender mere. Nogle der aldrig poster, og som jeg egentlig ikke har noget forhold til. Eller nogle, hvis adfærd har provokeret eller irriteret mig gennem længere tid. Det sidste vender jeg tilbage til.

Når man kigger på os, der blev defriendet samtidig, er der alligevel et mønster, der gør, at jeg ikke tror, der var tale om en tilfældig oprydning. Det virker målrettet som om, at vi er røget i svinget, fordi vi mildt sagt er ganske politisk uenige med min gamle bekendte. Vi skriver ikke politiske udmeldinger særligt tit, nogen af os. Det har jeg selv bittert erfaret, at der sjældent kommer noget godt ud af på Facebook. Men alligevel er det det eneste mønster, jeg kan se i den ganske systematiske og målrettede defriending.

Hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet: hvorfor defriender man? Amerikansk forskning viser, at de tre hyppigste grunde til, at folk ”defriender”, er 1) politiske uenigheder, 2) banale opdateringer, 3) overdrevent mange opdateringer om børn eller kæledyr. Udover det har jeg på det seneste hørt om en række andre grunde: ”vi kender alligevel ikke hinanden rigtigt”, ”du ”liker” aldrig mine opslag”, ”du poster aldrig selv noget, du lurer bare på mit liv”. Og læserne kan sikkert finde på flere. Selv rydder jeg som sagt op af og til. Og jeg har haft samtlige de nævnte grunde til at fjerne de forskellige mennesker, jeg igennem tiden har luget ud af min venneliste. Min hovedgrund til at gøre det er imidlertid, at jeg ikke ønsker at have ubegrænset mange venner. Når jeg har fået en stribe nye, som det af en eller flere grunde er naturligt at etablere virtuelt venskab med, fjerner jeg som regel en række andre for at holde antallet nogenlunde konstant. Min ”vennekreds” vokser dog alligevel støt og roligt, fordi der (heldigvis) kommer flere til, end jeg vælger at skille mig af med.

Tilbage står spørgsmålet: hvad betyder venskabet eller ikke-venskabet på Facebook for de fysiske og emotionelle relationer, når man så mødes ansigt til ansigt? Mange mennesker har en anden personlighed online end i virkeligheden. Der kan være flinke mennesker, som man ikke kan holde ud at være venner med på Facebook, fordi fanden tager ved dem, når de sidder med en skærm mellem dem og andre. Der er også nogle, man kun er venner med på Facebook. Det kan der igen være mange grund til: afstand, at venskabet er født ud af den online verden eller slet og ret bekvemmelighed. Jeg hører nu selv til dem, der mener, man skal kunne have lyst drikke en kop kaffe med alle sine Facebookvenner engang imellem. Ellers er spørgsmålet nok, om der er en reel forbindelse. Men folk har mange forskellige principper, og det er ok.

Men hvad nu, hvis man nogen tid efter ven X har defriendet en (eller man selv har defriendet) møder vedkommende på gaden? En helt ny form for social akavethed. Er man stadig venner fysisk? Kan man se hinanden i øjnene. Taler man om det? Eller lad man som om, det ikke er sket? Det tror jeg ikke, der er ét svar på. Men der er i al fald tale om en af mange nye ambivalenser, som jeg selv har skrevet om i andre sammenhænge. Jeg synes, der mangler forskning i disse mikrosociologiske fænomener. Jeg har selv stor lyst til at dykke ned i det. Så snart jeg får tiden. Og måske også en lille bevilling til at lave den undersøgelse, der kan kaste videnskabeligt lys over fænomenet.

Indlægget er også postet på Kforum.dk

Udgivet i Facebook, Internet, Medier | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

ECREA i Odense – data om nyhedskriterier på Facebook og Twitter præsenteret

23. – 24. marts 2017 deltog jeg i ECREA European Journalism Studies konference i Odense, hvor 100 forskere fra hele Europa præsenterede den nyeste forskning. Mit eget paper var det sidste arbejde i det store projekt News Across Media, hvor jeg har kigget på nyheder delt gennem sociale medier. I denne sidste analyse kiggede jeg på nyhedskriterier på tværs af Facebook og Twitter med udgangspunkt i manuel kodning af 6000 indlæg fra danske Facebooksider og Twitterkonti. Konklusionen er, at Facebook er mere “soft news” end Twitter, mere underholdning og følelser, mens  Twitter i høj grad handler om clickbait og om at linke til artikler fra andre platforme. Forskningen vil blive publiceret, så snart jeg har fået det accepteret i et tidsskrift, formentligt  senere i år.

Deltagerne i panelet efter veloverstået arbejde

På billedet ses alle deltagerne i vores panel. De andre, inklusive Ander Larsson, nr. 3 fra højre, præsenterede også meget relevant forskning om sociale medier og nyheder.

Udgivet i Internet, Medier, Udgivelser | Skriv en kommentar

Støtter Institut for Menneskerettigheder censur?

Dette spørgsmål vil for mange forekomme selvmodsigende, kontroversielt og måske endog politisk.
Ikke desto mindre er det et spørgsmål, man må stille ovenpå sidste uges rapport, hvor Instituttet på baggrund af egne studier af debatter på Facebook foreslog vidtgående regulering for at modvirke hadefulde ytringer online. Endvidere foreslog man, at medier, hvis Facebooksider o.l. anvendes til disse kommentarer, skal stå til ansvar i forhold til medieansvarsloven. Rapporten er bl.a. beskrevet her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/so-boesseroev-islamiske-svin-nyhedsmediers-facebook-debatter-ulmer-af-had.
Der er grund til at stille spørgsmål, både ved rapportens konklusioner og dens metoder, og ved det syn på demokrati og ytringsfrihed, der er underliggende i rapporten.
Hovedkonklusionen, at hver syvende kommentar er hadefuld, kan tolkes på mange måder. Hver syvende, er det meget eller lidt? I forhold til rapportens påstand om, at halvdelen af befolkningen ikke vil diskutere på sociale medier pga. debattens tone, forekommer en syvendedel ikke af meget. Man kunne også sige det modsatte, at 6 ud af 7 kommentarer ikke er hadefulde? Og at der er al mulig grund til at diskutere og trække dette positive tal i en endnu mere gunstig retning?
Instituttet har undersøgt i alt 2.996 Facebook-kommentarer, og af dem har man kategoriseret 439 som hadefulde. Men hvordan har man defineret hadefuld? Ved nærlæsning af rapporten ser det ud som om, man har været lidt for gavmild med begrebet ”had”. Ingen tvivl om at ord som ”bøsserøv” og ”muslimsvin” er hadefulde. Men at påstå, at generelle holdninger om muslimer, kriminalitet eller højreradikale nødvendigvis er hadefulde, er en overdrivelse. Decideret hån er på eller over kanten, men meget af det, der ifølge rapporten er stemplet som had, vil jeg (og sikkert mange andre) betragte som en del af en (ophedet) politisk meningsudveksling. Domstole her til lands tillader generelt at gå til stålet, såfremt der er tale om en politisk debat. Retspraksis viser, at domstolene tillader en langt hårdere tone om generelle emner end om specifikke personer.
Instituttet fastslår da også selv, at ”hovedparten af de hadefulde kommentarer ligger i den milde ende af den grovhedsskala, der er brugt til at indfange nuancerne i de hadefulde ytringer”. Det tyder altså på, at størstedelen af kommentarerne måske alligevel ikke er hadefulde, ikke mindst hvis man anlægger en mindre bred definition af had, end Institut for Menneskerettigheder betjener sig af.
Jeg vil som mangeårig forsker i bl.a. online politiske debatter påpege, at når man kommer med så markante konklusioner, bør datagrundlaget og metoden være i orden og grundigt gennemprøvet. Det ser for mig ud til at være gået lidt vel hurtigt, og så bør ens konklusioner tage højde herfor og være mere afbalancerede.
Rapportens konklusioner er altså overdrevne i forhold til, hvad vi har solidt empirisk og metodisk belæg for at sige. Man må spørge, om instituttet med rapporten rider en bestemt politisk dagsorden eller om man ønsker at bidrage til en ærlig udredning af hadets omfang online. Hvis det sidste er tilfældet, hvad man må håbe og formode, skylder man offentligheden en langt mere tilbundsgående undersøgelse end en hurtigt sammenfattet optælling af 2996 kommentarer, som man har kodet ud fra kriterier, der både forekommer uovervejede og mangelfulde.
Rapporten og dens fortolkning er imidlertid en del af et mere omfattende problem. Det er ingen hemmelighed, at tonen på nettet kan være hård, ofte ligefrem svinsk. Og at det ser ud som om, tonen er blevet værre hen over årene. Det har jeg selv dokumenteret i adskillige forskningsartikler og talt med mange forskellige medier om de seneste år. Men hvor går grænsen mellem kritik, ondskabsfuldt drilleri og ligefrem had?
Det forekommer bekvemt at stemple udsagn, med hvilke man er uenige som had. Så har man sat den anden ud af spillet og fremstår selv som uskyldsren, ligegyldigt hvad ens egen politiske dagsorden eller holdning så måtte være. Ordet ”had” er ligesom racisme ved at blive brugt omvendt. Som et ord, med hvilke man kan stemple sine politiske modstandere og uden yderligere diskussion affeje deres holdninger som illegitime.
Instituttet anbefaler som sagt, at der redigeres og modereres langt mere, og at medier skal stå til ansvar for indhold på deres Facebooksider i henhold til medieansvarsloven. Det er adskilligt gange slået fast, bl.a. af den europæiske menneskerettighedsdomstol i den såkaldte ”grønjakkesag”, hvor Jens Olaf Jersild formidlede racistiske udtalelser fremsat af unge højrerabiate, at den enkelte selv bærer ansvaret for sine ytringer. Og i forhold til hadefulde kommentarer har vi allerede straffelovens bestemmelser om injurier og ærekrænkelser, herunder den såkaldte ”racismeparagraf”. Disse paragraffer benyttes da også allerede, og ytringer på nettet har adskillige gange ført til domfældelse. Det er sådan en praksis, der kendetegner et retssamfund. Omfattende censur og regulering af det frie ord vil kun tjene interesser og politiske holdninger, som jeg ikke kan forestille mig Institut for Menneskerettigheder vil stå inde for?
Indlægget er også bragt på Kforum (www.kforum.dk)
Udgivet i Facebook, Internet, Medier, Politik | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

I Patagonien – fra Valparaiso til Kap Horn

Valparaiso. Den legendariske havneby uden for Santiago de Chile, hvor så mange søfolk har lagt til, mens skibene blev lastet med salpeter eller metaller fra de chilenske miner. Denne dag lige før jul er det højsommer, og vi er klar til turen ned langs Sydamerikas kyst, gennem de chilenske fjorde,  syd om Kap Horn og videre til Antarktis. Vi er fire fra De Berejstes Klub ombord på M/S Zaandam, der stævner ud af havnen sidst på eftermiddagen. Et eventyr venter forude.

IMG_0350

Første stop er Puerto Montt, der regnes for starten på Patagonien. Samtidig er vi kommet ind i de chilenske fjorde. Byen virker forfalden og fattigere end andre chilenske byer, jeg har set. I det  centrale kryds er der marked med flotte grøntsager, og på den anden side sælges legetøj og alskens smagløse juleting. Vi går rundt i det, der skal forestille hovedgaden, og her er ikke meget at komme efter. I det hele taget er byen ganske trist og kedelig. Ikke underligt, de lokale kalder byen Muerto Montt …

Næste dag ankommer vi til Chiloe, den magiske og mytiske ø, der længe har været på min ønskeliste. Ifølge Lonely Planet er den kendt for sine stavkirker og mystiske fabeldyr, men jeg tænker nu også på tåge og ualmindelig frisk cerviche. Ude fra vandet ser byen fin ud med de specielle styltehuse ud mod vandet, som man ellers ikke finder mange af i Chile eller Sydamerika i det hele taget.

Vores lejebil står i lufthavnen. Det er en ganske ny terminal i en meget doven tilstand. Der er ikke engang nogen bag check in-skranken. Men en lille lokal fyr dukker op fra disken, da vi henvender os. Alt er i orden, og vi får en fin VW Bora. Vi er snart ud på hovedvejen på langs af øen, og kører mod pingvinkolonien ved Punihuil, som er vores første mål. Omsider er jeg på Chiloe. Her er ikke tåget, som forestillet, men bakkede landskaber, skove og lidt landbrug. Vi ser  nogle af de gamle trækirker langs vejen.

Det er en lang vej til pingvinerne, og det sidste stykke må vi endda krydse vand. Så kommer vi til gengæld også ud til en fin stor strand. Vi skal med båd ud at se de klippeskær, hvor pingvinerne holder til. Det er en kort sejltur. På vejen ser vi pelikaner, og snart er der ganske mange Humboldt- og Magellanpingviner. De første er de sjældneste og er mere grå på ryggen end de sortstribede Magellanpingviner. Der er mange par, også nogle med unger, og det er jo bare altid sjovt at se pingviner. Der er flere klippeskær og vi ser også strandskader og skalleslugere med de karakteristiske røde næb. På vej tilbage mod land blæser en pukkelhval i det fjerne. Der er et virkeligt rigt dyreliv her.

IMG_0424

Vi bliver igen trillet på land i en lille trækvogn, bemandet med to mand. Tilbage igen kører vi gennem Ancud og får en hurtig empanada på stranden.Der er ikke tid til den store rundtur blandt de legendariske stavkirker, men vi ser kort den i Dailcahue. Vi når tilbage til vores skib to minutter før den sidste tenderbåd sejler.

Om bord igen er det en flot udsejling ned langs Chiloe. Vi kan tydeligt se byen og kirken og flere små fiskerbyer og havbrug dukker op, som vi sejler ned langs østkysten. Chiloe er lysere og mere indbydende, end jeg havde forestillet mig, om end ikke nær så magisk. Sådan affortrylles steder tit ved mødet med dem. Som med Påskeeøen har man forhåndsforventinger til den slags sagnomspundne steder. Jeg var ikke skuffet over Chiloe men ville måske gerne have haft mere tid til at udforske øens kirker, myter og cerviche.

Næste dag er det juleaftensdag. Derhjemme er der sikkert fuld gang i den. Vi er sejlet ud af fjordene, har været ude i Stillehavet og er sejlet ind igen gennem forskellige kanaler og er nu i Aysenfjorden, hvor vi vågner i Puerto Chacabuco. Byen er bestemt ikke noget særligt set fra vandet, og inde på land er der ikke meget mere at komme efter. Et rustent skibsvrag præger havnen, som er omkranset af faldefærdige huse. Her læsses muslinger, og et lille containerskib ligger til kaj. Det er naturen, der er det storslåede her, ikke byerne.

Juledag vågner jeg  tidligt ved, at skibet laver rullende bevægelser på en måde, jeg aldrig har mærket tidligere. Det varer kun kort men er meget underligt. Det viser sig senere at være dønningerne af et jordskælv oppe ved Puerto Montt, 7,7 på Richterskalaen, som har udløst tsunamivarsel i hele regionen. Dem derhjemme spørger bekymret, men vi har jo ikke mærket noget bortset fra disse rulninger. Godt vi ikke længere var i Puerto Montt eller i nærheden.

Julemorgen om bord fejres med det store svinske morgenmad med bacon, æg, pandekager etc. Og så skal der selvfølgelig trænes grundigt for at forbrænde de mange kalorier, man indtager om bord. Derefter er det en tur i jacuzzien. Det er en dejlig måde at tilbringe julemorgen på. Efter frokost er vi for alvor inde i den smukke Messierkanal, som vi har sejlet i hele morgenen. Vi passerer et skibsvrag af Captain Leonidas, der gik på grund her i 1968. Vraget er stadig utroligt velbevaret, i et stykke og med intakt maling.

IMG_0533

Derefter sætter vi kurs mod Tempranosgletsceren. Selv om jeg har set gletschere før, er dette imponerende. De sydamerikanske gletschere er også truede, og man kan se, den er blevet mindre. Den har dog den flotte blå farve og vandet er karakteristisk grønt foran. Den er bred og går langt op bagud.  Vi er heldige med solen denne eftermiddag, og gletscheren ligger perfekt belyst. Herefter vendes skuden, og vi sejler udad igen mod det åbne hav. Der er dog fortsat gode udsigter hele dagen. Om aftenen ser vi frem til julemiddagen, som er gallamiddag i dagens anledning. Der er bl.a. gås og andre juleretter fra hele verden. Og jeg sammenstykker julemiddagen , som den burde være hvert år: røget fisk, steak og chokolademousse. Hvorfor skal man i Danmark trækkes med ris a la mande? Vi sidder igen længe over middagen og kigger efterfølgende ud på dækket, hvor det stadig er lyst. En ganske anderledes juledag men meget behagelig.

IMG_0559

Vi skal sejle igennem endnu en kanal i dag og igennem en snæver passage ved Summer Pass, hvor kaptajnen forklarer, vi skal have 1,4 meter højvande for overhovedet at komme igennem. Det lykkes dog meget fint, og her er der også fine klipper på bege sider, omend ikke noget, der kan måle sig med dagen før. Vejret er også skyet og regnfuldt. Ved Paso Shoal ser vi flere skibsvrag, et der stikker lige op af vandet og er i noget ringere stand end Captain Leonidas.

Efter endnu en god middag og endnu en aften ude på dækket har vi nu entreret Magellanstrædet, et andet legendarisk farvand, som jeg drømte om i min barndom, da jeg sad med mit første skoleatlas i hånden og bladrede mig igennem fremmede kontinenter og farvande. Det mægtige Stillehav fyldte halvdelen af min globusblyantsidser. Jeg læste legender om sømænd, flyvende hollændere, pirater, skibsvrag og verdensomsejlinger. Og lille mig kom til at se det. Utroligt at være her. Drømme kan gå i opfyldelse.

Næste dag ankommer vi til Punto Arenas, hvor vi har lejet bil.  Vi kører nordpå langs Magellanstrædet. Pingvinkolonien på vestkysten er desværre lukket, så vi kører helt op til nationalparken ved Pali Aike, op mod den argentinske grænse. Det er en øde vej med strædet på den ene side og små bjerge på den anden. Der blæser en halv pelikan, og vi omgives af gult bølgende græs mod en gråblå himmel. Vi er i Patagonien, der er helt som på den argentinske side, jeg besøgte nogle år tidligere, og helt som Bruce Chatwin beskrev det i sin verdensberømte bog fra 1977, In Patagonia. Den patagonske vind er ubønhørlig, nogle gange har den sand med, nogle gange kulde men aldrig meget varme. Det fyger, det blæser, alt kører rundt. Vejene går ingen steder hen. 200 kilometer af grusvej der fører til en by, der dårligt nok kan kaldes et hul. På vejen ser vi en af disse, San Gregorio med gamle fabrikker, ruiner og endog et skibsvrag. Mytisk. Magisk.

IMG_0596

Tæt på grænsen mod Argentina når vi nationalparken. En ny grusvej fører op til et lille skur, hvor en forblæst vagt sidder og keder sig. Nationalparken er vulkansk område, og vi starter med at se Cueva Pali Aike, en udslukt vulkan, der er faldt sammen, så den er åben til den ene side. Fra kanten er der en fremragende udsigt. Og blæst som ind i helvede. Parkens andet vulkankrater, Morada del Diablo, kan vi desværre ikke nå, men vi ser søen Laguna Ana, der næsten er udtørret. Vi har en båd, der venter, så turen tilbage går i fuld galop gennem det tørre landskab med flotte vekslende landskaber til akkompagnement. Efter tre timer er vi i god tid tilbage i Punta Arenas og afleverer bilen. Jeg ser Plaza de Armas med det chilenske antarktiske institut. Det er en flot udsejling gennem Magellanstrædet. Vi ser sprøjtende hvaler og også delfiner.

Næste dag er vi inde i Beaglestrædet, et andet berømt farvand. Vi passer Glacier Alley med seks store gletschere. Det er bidende koldt, men synet er det hele værd, trods skyer og støvregn. Ved middagstid når vi Ushuaia og er nu i Argentina. Det er anden gang, jeg er her i verdens sydligste by, første gang for præcist syv år siden, også på vej til Antarktis. Den ligner sig selv med de mægtige gletschere og nationalparken i baggrunden. Her ligger et andet cruiseskib og to ekspeditionsskibe. Ushuaia er en gateway til vildmarken, både Ildlandet og Antarktis. Oppe i byen er der et fint rådhus og en valmuepark, i kontrast til alt vildnisset udenom. Hovedgaden har mange huse i alpestil og talrige friluftsbutikker. Ombord igen er det direkte til middag med udsigt til Beaglestrædet agter. Der er små bebyggelser langs kysten.

IMG_0786

Vi vågner næste morgen ved, at det annonceres, vi har nået Kap Horn. Sidst var det totalt diset, denne morgen er der klart solskin. Vi ser verdens sydligste fyrtårn, som er beboet af en fyrmester og hans familie. Børnene undervises over internettet. Endnu længere mod syd ligger den yderste klippe på Kap Horn klar og skinnende i morgensolen, meget sjældent der er så god udsigt til Amerikas sydligste punkt. Den stormombruste klippe er alle søfolks skræk, af det stof legender er gjort af. Utallige er de søfolk, der har fundet deres grav her, og kaptajnen læser et digt op til minde om dem. Det er utroligt at tænke, at her plejer at være vindblæst, at vrag bliver slået til pindebrænde. Denne morgen er her vindstille og indbydende, nærmest havblik.

Med dette er turen ned langs Sydamerikas vestkyst slut. Forude venter Antarktis, på den anden side af Drakestrædet.

Udgivet i Rejser | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Påskeøen – den ældste rejsedrøm

Siden jeg var otte år gammel, har jeg drømt om at komme til Påskeøen. Det er statuerne, myterne, der har trukket i mig, da jeg som lille sad på gulvet med min globus i hånden og stirrede på den fjernt beliggende ø ude i det blå Stillehav. Da jeg var på jordomrejse, passede Påskeøen ikke helt ind i planerne, men nu, i 2016, kunne det endelig lade sig gøre, som del af en større rejse over Atlanterhavet og rundt om Sydamerika.

Turen starter i Morgen i Santiago. Syv år siden sidst. Byen ligne sig selv, charmerende men varm på denne sommerdag. Flyveturen er fem timer, så der er god tid til at læse om øen og dens statuer. Vi lander i regnvejr på min drømmeø, og går  en lang bumpet tur til Hotel Atavai, hvor Antoine byder velkommen.

De første statuer - ved Anakena

De første statuer – ved Anakena

Det regner stadig næste morgen. Vi lejer en faldefærdig Suzuki Jinny til alt for meget, men vi skal jo frem.  Vi starter oppe ved Anakena efter en tur på tværs af øen. Her er mere grønt og flere træer, end jeg troede. Vi kommer op til en fin strand med de første maoier. De peger altid ind mod landet, vender ryggen til havet og omgivelserne og skuer ind mod verdens navle, overvåger indbyggere. Omvendt markerer de også en port til havet og dets rigdomme, forbeholdt de få, der havde magten over dem, der besad mana. Her er palmer importeret fra Tahiti og en fin række, der kigger på os. Andre står lidt for sig selv men alle med ryggen til havet. Vi går lidt rundt, også ud på et næs, hvor der lugter af fuglenes ekskrementer. Her er et krematorium, man brændte de døde ved havet, så de kunne vende tilbage til der, hvor de kom fra ud til havguden Tangaroa. Vi ser andre mindesmærker på nordkysten, blandt andet petroglyffer, og kører forbi Poiku. Den største og flotteste række på 16 ser vi ved Tangariki. Der er noget majestætisk over dem, og vi tager mange billeder. Det er de her, man ser på mange billeder fra Påskeøen.

Tongariki. Ikoniske statuer

Tongariki. Ikoniske statuer

Trods en mere optimistisk vejrudsigt regner det næste dag nærmest endnu mere. Vores vært fortæller, at i hans 26 år på øen, har det aldrig regnet så meget i december. Klimaforandringerne slår også igennem her. Vi kører rundt og ser den lille fiskerhavn. Der er maoier der kigger ud mod og ind fra havet. Det nye resort Easter Island Resort og Spa fylder et helt næs. Indfødte demonstrerer foran og fra boder over for med slagord som ”nazihotel” og ”pirathotel”. De mener åbenbart, man har stjålet deres jord.

Nord for havnen og byen ligger Sebastian Englert Antropologisk Museum, og det ser vi bagefter. Her er relikvier fra øen og en enkelt maoi i haven. Først og fremmest fortæller det kort og klart historien om øen og dens kultur. Ude igen regner det næsten ikke, og vi ser Tahae, syv maoier ud mod havet i forskellig forfatning. Her er også kanorampe og en komplet gammel by med husruiner, inklusiv de gemmer, hvor man gemte kyllingerne for fjendtlige stammer. Længere nordpå finder vi Ahu Akavi, den eneste samling af maoier, der står midt på øen. Det er en fantastisk syn, og solen skinner rent faktisk lidt på dem.

Ahu Akavi midt på øen

Ahu Akavi midt på øen

Dagen efter bliver det omsider lidt bedre vejr. Vi forlænger billejen og kører mod Orongo Village. Krateret er meget imponerende og ligner en heksekeddel eller noget fra en anden planet. Det er dannet ved et vulkanudbrud, ligesom øens to andre hjørner. Uden vulkaner, ingen Påskeø. Vi ser også Orongo Village, som har været den ceremonielle by, da kulten om Maoierne blev erstattet af fuglemandstraditionen i 1800-tallet.Fuglemanden var en person, der blev udvalgt gennem en bizar konkurrence. Om foråret mødtes en leder af hver stamme. De  skulle så svømme over til øen  Mata Nui og afvente ankomsten af den første Matunura. Når den havde lagt æg skulle man tage det, svømme tilbage og aflevere. Første person var ceremoniel leder af hele øen indtil næste år og boede for sig selv i en ceremoniel hytte. Selve landsbyen blev kun anvendt til den traditionelle festival i få uger om året. Den ligger magisk heroppe på kraterkanten, med heksekeddelkrateret på den ene side og det brusende, frådende hav på den anden. Man kan forestille sig alt muligt mystisk ske heroppe.

Det magiske krater ved Orongo

Det magiske krater ved Orongo

Det begynder at klare op. Poiku ligger fint i sol og det bliver generelt lysere. Vores timing ser ud til at virke med at se Rakura, det vigtigste og største område på øen, i den tørre periode. Vi kan se statuerne på skråningen langt væk. Der er en stor parkeringsplads, souvenirbutik og cafeteria. Ingen tvivl om, dette er øens største attraktion. Vi går mod skråningen, hvor statuerne er blevet hugget ud af basaltklippen. Det ser ud som på billederne, Det er dette, jeg altid har set fra Påskeøen, det er det, jeg blev inspireret af som barn, med ansigterne der står i klippen og kigger skråt ud på vandet. Der mangler ord, det er indfrielsen af eventyret, det ligner det, man altid har forestillet sig og trods turisterne, får jeg gode billeder. Der er  statuer af alle former og størrelser, mange er gravet næsten ned i jorden, mens andre er mere oprejste. Nogle hælder og truer med at  vælte, andre er væltet. Det er statuernes børnehave, deres yngleplads. Man kan se ufærdige statuer halvt hugget ud af væggen, eller nogle der er rullet ned og væltet. Det har været et kæmpe arbejde, måske taget et år at hugge, med primitive redskaber. Myterne om, at rumvæsener skulle have skabt dette, er nærliggende men usandsynlige.Mennesker har gjort dette, men det har været hårdt arbejde.

Statuerne ved Rakura

Statuerne ved Rakura

 

Vi forlader Påskeøen næste  dag, og flyver over det blå Stillehav til Santiago. Jeg spiser kylling, drikker vin og Ballantines i flyet og føler mig lykkelig for omsider at have været på Påskeøen, flyve heroppe over det blå Stillehav og for mine valg i livet i det hele taget. Nye eventyr venter ned langs Sydamerikas kyst og på Antarktis.

Flere billeder her

 

Udgivet i Rejser | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Over atlanten for anden gang – fra Barcelona til Sao Paolo

I december 2016 sejlede jeg for anden gang over Atlanten. Denne gang fra Barcelona til Sao Paolo. Et  fremragende tilbud fra Costa kombineret med behovet for at skrive endnu en bog om sociale medier færdig gjorde udslaget. Det blev en skøn tur, hvor jeg arbejdede rigtig meget samtidig med, jeg blev glad for de mange havdage med faste rutiner og tid til eftertanke.

Barcelona

Turen tager sin start i Barcelona en dag sidst i november.Det er mit andet besøg, og jeg bor ved den gamle havn. Plaza Pau Vila er hyggelig med gamle træer og bygninger med balustrader. Første stop er Havets Katedral, Santa Maria del Mar. Jeg har læst Ildefonso Falcones fremragende bog om havnearbejderne i 1100-tallets Barcelona, siden jeg sidst var her. En fantastisk indføring i Middelalderens Barcelona og det arbejde, der lå bag katedralen. Den er lys og luftig i modsætning til borgernes katedral, hovedkatedralen, med enkle buer og lys indretning. Jeg fortsætter op igennem Barrio Gothica ad snævre gader med dejlig stemning. Her går jeg rundt om katedralen med fine gamle huse og gårdhaver rundt om. Ser de samme steder som for 11 år siden. Pladsen udenfor er stemningsfuld. En mand blæser store sæbebobler, der stiger mod himlen og brister mod katedralens mure, som de luftkasteller, der igennem tiden er blevet prædiket indenfor. Facaden er blandt Europas mest imponerende og næsten umulig at indfange på et billede.

Jeg går videre tilbage mod havnen, Plaza Antoni Lopez, der er indgangen til den gamle havn og Barcelonettaen. Jeg står og kigger lidt på det ocean, jeg snart skal besejle. Tilbage går jeg gennem de gamle gader i kvarteret. Her er kort mellem husene, som i Italien. Gule huse med grønne skodder. I stueetagerne er små grønthandlere, købmænd, kaffebarer. Her er små skyggefulde pladser, og gaderne har maritime navne: Pescadores, Maritimo, Nautico. Ude ved Promenaden finder jeg en lille hyggelig restaurant og får meijlones (muslinger) i mærkelig grøntsagssuppe og en glimrende paella con marisco. En øl og et glas hvidvin fuldender billedet.

Der er afsejling efter solnedgang. Montjuic knejser over Barcelona. Skibet trutter og vi sejler ud på det mørke, store hav.

Montjuic i skumringen

Montjuic i skumringen

Herkules’ søjler

Efter en tur ned langs den spanske Middelhavskyst når vi Gibraltar, Herkules’ søjler i den græske mytologi. Grænsen mellem Middelhavet og Atlanterhavet. Strædet er ganske bredt, større end forventet. Vi kan se det sydlige Spanien, og vi kan se over til Afrika, til Den spanske enklave Ceuta og til Tangier. Der er lys på bjergene bagved, og det sorte kontinent tårner sig op i horisonten. Vi runder et fyrtårn yderst på den spanske kyst, og så er vi i Atlanterhavet.

Næste morgen når vi Casablanca, berømt fra den nok mest kendte og romantiske af alle film. Man forventer en charmerende hvid by men vågner i en containerhavn med dis og travle kraner. Husene omkring havnen er grimme og forvitrede, betonklodser fra halvtredserne og frem. I den gamle basar bliver jeg chartret af en af de fyrretyve røvere, Marokko er så fuld af. Han vil vise mig sin basar. Jeg tror, den er lige om hjørnet, men han viser mig hele souken og vi snakker. Hans basar er inderligt uinteressant, hele Marokko til salg i plastic. Jeg vil ikke købe noget, og han bliver nærmest vred, men jeg havde ikke lovet ham noget. Jeg undslipper med endnu en dårlig oplevelse af Marokko.

Tenerife

Et par dage senere er vi ankommet til Tenerife, mit første besøg på De Kanariske Øer. Snart går det opad stejle veje gennem små landsbyer. Hele tiden kan vi se Teides perfekt kegleformede tinde. Så går det op gennem et fantastisk månelandskab af lavamarker med sparsom vegetation. Vi er ved at være oppe ved trægrænsen, og formationerne er fantastiske, klipper og klippeblokke forrevne, og man får mindelser om Mars. Tenerife er en ung ø, dannet ved vulkansk aktivitet, og bjergene er stadig ikke blevet slidte af vind og vejr. Masser af pimpsten, de lettere lavaarter er også at finde.

Teides berømte tinde, Tenerife

Teides berømte tinde, Tenerife

Nedad igen går det ad snoede sving gennem pinjeskove. Ved Vilaflor kommer skyerne pludseligt rullende, og de gode udsigter forsvinder. Her er små hyggelige bodegaer og asadorer, men tiden er knap, og vi vil være sikker på at nå vores skib. Vi stævner ud, og nu er der det mægtige Atlanterhav mellem os og næste destination, Recife i Brasilien. Mærkeligt at tænke på, næsten seks døgns sejlads, og det længste jeg har været til søs uden at være i land.

På havet

Dagene på havet går i et fast mønster. Morgenmad, fitness (det er nødvendigt på et cruise :-)) og derefter tre-fire timers skrivning på bogen. En frokost i buffetten og så mere arbejde. Ved fem-sekstiden er jeg oppe på dækket med en god bog og nyder solnedgangen. Aftenerne går i godt selskab med en anden dansker og gode italienske middage med vin. Aftenerne er magiske. Her er mørkt ude på Atlanterhavet. Hvis altså ikke månen lige skinner. Stjernerne står klart. Min barndoms drømme om at sejle længe i troperne bliver realiseret.

Fernando de Noronha

Fernando de Noronha

 

Efter nogle dage krydser vi Ækvator. Jeg gør det for 11. gang men for første gang sejlende. Der ligger da også et fint certifikat på sengen da jeg kommer tilbage i kahytten. Næste dag bliver begivenheden fejret af en Kong Neptun, der døber gæsterne. Her står jeg dog over. Senere på dagen får vi øje på de første havfugle, da vi er ved de brasilianske øer Fernando de Noronha, som vi sejler tæt forbi.

Brasiliens kyst

Turen over Atlanten slutter i Recife, oppe hvor Brasiliens kyst slår et knæk. Vi går i land ved et nedslidt havneområde, der ligner kulisserne til en gammel film. Forbi det er der ganske kønne pladser med farvestrålende huse og palmer, der skygger. Politiet patruljerer ved floden, og en mand fisker. Jeg ville nødig spise de fisk, han fanger i den beskidte flod.
Her er et kaos af gadesælgere og alskens duftende frugter. Det er en varm dag. Vi tager vi en taxa til Olinda, som  er en finere og mere hyggelig by end Recife. Vi bliver sat af ved domkirken i Det gamle Olinda, der ligger højt hævet. Det er en spartansk kirke, men udsigten til Recife og havet med vores skib er fantastisk.

Recife set fra Olinda

Recife set fra Olinda

Næste dag ankommer skibet til Maceio. Shutlebussen sætter os af i en lille park ved stranden, og jeg får at vide, det er alt for langt at gå til Centro Istorico. Så det gør jeg. Det er varmt. Jeg går over en beskidt stinkende flod og er ved at få det dårligt i varmen. Jeg tager sidegader med mere skygge. Meget heldigt ligger der her hospitaler, hjertespecialister og kredsløbsspecialister, hvis jeg falder om, skal jeg nok blive reddet. En stejl gade ved siden af biblioteket, og så er jeg ved den ganske fine domkirke, totalt indviet til jomfruen, med hvid facade og fine fresker indenfor. Her er hyggeligt, hævet over byen. Nedad går det forbi en fin plads og ned mod vandet. Den kridhvide strand er af en eller anden grund helt tom. Jeg krydser endnu engang floden, der er en stinkende kloak ud i havet. Der sidder hvide traner ved udløbet. Jeg går videre mod havnen og kommer forbi en fiskerfavela. Her bor fiskere under usle vilkår , men havet er deres tilflugt, væk fra slummen.

På stranden ligger den fine beachbar, genkendelig for os og tilpasset vestlig stil og idealer. Det er det samme over hele verden, et stykke nydelse, et stykke paradis midt i slummen eller forfaldet. De følger bestemte regler, bestemte kotumer. Der er parasoller, GT og happy hour og altid en konstruktion af stranden, af paradiset som vi gerne vil have , det er. Er der ikke sand, skaffer man det. Er der beskidt, rydder man op.

Næste dag er det Salvador de Bahia, en efter sigende meget kriminel by. Jeg begiver mig til Elevador Lecarda, der minder om dem i Lissabon. Art Deco-stil og vældig høj. Jeg undslipper alle sælgerne, og jeg betaler de 0.15 Real, det koster at blive skudt op på næste niveau. Her er et rædselsfuldt juleoptrin med Rudolf og renerne. Syret i den varme. Jeg følger forløbet af gaden og pladsen og kommer til Praca de Se, domkirkepladsen med boder og endnu mere julepynt. Her er fint og et pittoresk forfald på den fede måde. Overalt sælges kokosnødder og caipirinha. Nede ad en sidegade finder jeg Igreja Francesco, som man kan komme ind  i, med udstilling af gamle religiøse relikvier. Den er ganske interessant med mange blå kakler, gamle møbler og uendeligt mange jesusfigurer.
Pladserne er fine og emmer af byens koloniale fortid. Her er hyggelige kunstgallerier og en god stemning.

Stemning i Salvador

Stemning i Salvador

Et par dage senere gælder det Rio, denne mytiske og magiske by, Sydamerikas mest kendte. Jeg går op igennem Centro. Straks ser jeg udmarvede hjemløse i telte i gaderne, men jeg føler mig tryg nok. Afstandene er store, så jeg hopper i en taxa, der via ringveje gennem bjerge og uden om Rio kører mig op til foden af Kristusstatuen ved Corvadro. Oppe på bjerget er der flot udsigt over Rio, til alle bugterne, det olympiske stadion og vores skib. Nede igen hopper jeg på en lokal bus, der kører mig rundt i legendariske kvarterer: Flamengo, Botafogo, Urca, Sugar Loaf. Flotte udsigter langs vandet. Omsider kommer jeg til Copacabana, som jeg længe har drømt om. Jeg går ud  på stranden, der er som på alle billederne. Fuld af strandløver, og mulatkvinder i bikini. Og massiv sol og brusende bølger. Liggestolsudlejerne har numre, og det hele virker meget organiseret. Jeg tager selfies på den berømte strand. Derefter er det til Melhores Cervejas de Mundo, et herligt sted med mange hundrede slags øl. Ejeren er flink og har også danske øl, fem fra fynske Ugly Duck. Han siger, der nu er 3000 bryggerier i Rio, men de er gipsy breweries, som man siger her, brygger ikke på egne faciliteter. Rio har også har ølrevolution. Jeg smager tre dejlige øl og kigger på alle de brasilianske og udenlandske øl, de sælger. Herligt sted.

Rio, en af verdens smukkest beliggende byer

Rio, en af verdens smukkest beliggende byer

Ude igen, glad og opløftet, går jeg til den lokale metro og tager toget. Jeg får den der kosmopolitiske følelse på vejen midt i verden, midt i en pulserende storby med alle dens indbyggede modsætninger. En varm tropisk vind blæser mig i hovedet, gadens dufte blander sig med larmen, gadesælgere, frugter, udstødning, vind. En meget global oplevelse, der kan ses i alle varme lande.

Næste morgen ankommer vi til Santos, hvorfra jeg tager en bus til Sao Paolo lufthavn. Første etape af vinterens store tur er slut, og jeg har krydset Atlanten for anden gang. Fortsættelsen følger på Påskeøen, som kan ses i et andet blogindlæg.

Mange flere billeder kan ses her:

Udgivet i Rejser | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Ikke kun Trumps skyld, demokraterne svigtede også deres opgave

Det mest skræmmende ved Trumps sejr er, at vi fik denne malstrøm af racisme, sexisme og had, der hele tiden har ligget som en understrøm i USA, frem i lyset. Det appelerede Trump dygtigt til. Men sådanne tendenser er blevet stærkere, fordi establishment i Washington ikke har taget den brede befolknings bekymringer alvorligt. Demokraterne har svigtet deres historiske opgave og er, ligesom i øvrigt mange europæiske socialdemokratier, ikke længere et arbejderparti. At man kunne tabe staterne i rustbæltet, f.eks. Pennsylvania, Ohio og Michigan, viser jo dette. Jeg har boet i USA, jeg har rejst i small town America, og hvis man taler med folk der, er der et indgroet had til systemet, til establishment og til eliterne i Washington, som man føler har svigtet. Demokraterne er selv skyld i Trumps sejr. Man gad dårligt nok føre kampagne i Michigan, Wisconsin, som man regnede for sikre.
 
Men der er et andet flertal i USA, et progressivt flertal, der går ind for offentlig sygesikring, lige rettigheder, en ansvarlig udenrigspolitik osv. Dem formåede man ikke at mobilisere, fordi det hele handlede om tilsvining, og fordi Hillary, selv om jeg havde håbet på hende, ikke var den rigtige kandidat. Hun var for fedtet ind i eliterne og ikke mindst i Wall Street til, at hun kunne virke troværdig nok til at hive en sikker sejr hjem. Kunne Bernie Sanders have gjort det? Næppe. Mange ideer, vi skandinaver finder sympatiske, men han er trods alt for radikal til USA. I hvert fald lige nu. En mellemting mellem Bernie og Hillary, måske en ny Jimmy Carter, kunne have vundet valget for demokraterne.
Udgivet i Medier, Politik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Derfor vandt Trump -mediernes blinde øje og oprøret fra neden

Mange er overraskede, ligefrem chokerede, over valget af Donald Trump som amerikansk præsident. Resultatet gik imod den herskende ønsketænkning blandt intellektuelle og de fleste mediefolk, ikke blot i USA men i den øvrige verden. Efterfølgende har mange haft travlt ved håndvasken, både med at bortforklare egen fejlvurdering af situationen og med at analysere, hvordan det kom så vidt. Eller som det ofte formuleres: hvordan det kunne gå så galt.

Jeg hører selv til de overraskede (og bekymrede). Trods et indgående kendskab til det amerikanske samfund og amerikanske medielogikker havde jeg nok frygtet men bestemt ikke forventet dette. Her bagefter kan man drage sine konklusioner, ikke mindst om mediernes rolle i valgkampen og i den politiske dækning i det hele taget. Trumps sejr er imidlertid et symptom på en længerevarende tendens, hvor skellet mellem eliter, forstået som mediefolk, meningsmagere og politikere, og masser er vokset, og hvor man med den engelske tænker og statsmand Benjamin Disraelis ord efterhånden lever i to forskellige byer. Medierne spiller en stor rolle i hele denne udvikling.

Mediernes bias
I USA beskyldes medierne jævnligt for at være liberale, for at favorisere en demokratisk eller progressiv dagsorden. Herhjemme omtales DR og Politiken undertiden som røde lejesvende, mens TV2 og Jyllandsposten rutinemæssigt hævdes at være mørkeblå. Problemet er imidlertid, at mediernes eventuelle bias, deres skævvridning, ligger et andet sted end det rent politiske. De fleste mediehuse holder til i store byer med deres intellektuelle og kulturradikale miljøer. I USA er de fleste store medier placeret på østkysten, ligesom vi i Danmark har en voldsom centrering i Københavnsområdet. Opkøb og ejerskabskoncentrationer har, både i USA og Europa, forstærket sådanne tendenser. Lokale og regionale medier lukker i hobetal, og journalister isolerer sig i stigende grad i storbyernes bobler. Men man forstår ikke, hvad der rører sig i samfundet, hvis man isolerer sig i et mediehus på Rådhuspladsen, går til de samme receptioner og fredagsbarer og laver al sin journalistiske research på nettet frem for at komme ud i den ”virkelige verden”.

Asociale medier
Det lukkede kredsløb af journalister, medier og meninger kendes også fra Danmark, hvor dækningen af lokale og regionale problemer er i tilbagegang, og hvor alternative, marginaliserede stemmer med andre politiske budskaber end en dominerende centrum-venstrediskurs ofte mistænkeliggøres eller forsøges udelukket fra det gode selskab. Samtidigt lever det tavse flertal et dagligliv langt fra mediernes virkelighed, med rigtige dagligdags problemer, hvor medier og politikere ofte opfattes som noget fjernt, som nogle der ikke lytter. I stedet diskuterer disse mennesker ved kakkelbordene, som Helle Thorning kom for skade at sige, over hækken, i sportsklubben, ved skolearrangementet og, ikke mindst, på sociale medier i deres mange forskellige former. Her er debatten helt anderledes. Tingene siges ligeud, råt for usødet.

Dertil kommer, at forskning i online amerikanske debatter siden 1990erne har vist, at hvor internettet var tænkt som et forum for demokrati, for dialog og for at lære af hinandens holdninger, har borgerne i stedet en tendens til at grave sig ned og kun abonnere på og diskutere med dem, man er enige med. Det er en udbredt tendens, at demokrater kun lytter til demokrater, republikanere til republikanere. Min egen forskning i danske netdebatter gennem de seneste femten år bekræfter dette billede. Man læser og deler historier, der bekræfter ens egne holdninger, og de yderligtgående hidser hinanden op i stadigt mere vilde påstande om modparten og dennes politik. Sociale medier bliver til ekkokamre. Dette fører til yderligere fragmentering, som spiller ind på den øvrige politiske debat. Sociale medier bliver asociale medier.

Meningsmålingernes fallit

Hvad der også er blevet tydeligt i forbindelse med både EU-afstemninger og det amerikanske valg er, at meningsmålingerne i begrænset omfang formår at fange disse tendenser. Man undrer sig over, hvordan erfarne selskaber kan ramme så meget ved siden af. Hvordan de f.eks. systematisk underestimerer DFs tilslutning, skepsis over for indvandring og modstand mod EU. Og tilslutningen til Donald Trump. Noget tyder på, der er noget galt med den måde, hvorpå man laver meningsmålingerne. Man laver ikke korrekte meningsmålinger ved gængse metoder, hvor man ufrivilligt men systematisk underrepræsenterer bestemte samfundsgrupper og undervurderer ”social desirability”, at respondenterne godt ved, hvad det ”rigtige” svar er, og svarer derefter. Og så stemmer noget andet på valgdagen. Meningsmålinger er godt og populært journalistisk stof. Men måske skulle man bruge mindre tid og færre penge på dem og flytte den journalistiske indsats ud i marken og forstå, hvad der i virkeligheden rører sig. Men der er selvfølgelig varmere, tryggere og bedre kaffe på redaktionerne.

Den demokratiske udfordring

Som jeg i forbindelse med Brexit skrev om i denne artikel, står vestlige demokratier over for en kæmpe udfordring. Store dele af befolkningen er bekymrede. For deres job, for deres sikkerhed, for fremtiden og for de kulturelle og økonomiske konsekvenser af globaliseringen og indvandringen. I USAs rustbælte har folk mistet deres job og intet er kommet i stedet. I det såkaldte udkantsdanmark føler man sig tilsidesat og tisset på, når den lokale kaserne erstattes af et asylcenter. Man føler ikke, politikere og mediefolk lytter eller tager en alvorligt. Dette affærdiges ofte fra eliten som ubegrundede bekymringer, men hvad nu, hvis de har ret? Hvis globaliseringen og indvandringen ikke er de ressourcer, eliterne hævder, men fundamentalt vil forandre samfundet, økonomisk og kulturelt. Og ikke til det bedre. Hvis det er det tavse flertal, der som drengen i kejserens nye klæder har ret fremfor den mediemæssige og kulturelle elite, der har skabt en hegemonisk fortælling om globalisering og multikulturalisme som noget ikke blot uundgåeligt men også ønskeligt.

Og selv hvis det tavse flertal nu ikke har ret, er det demokratiets pligt at imødegå deres bekymring, tage den alvorligt. Hvis vi altså fortsat mener, at alle mennesker er lige meget værd, at én mand eller kvinde har én stemme, og at alle holdninger bør høres. Og det gør vi vel? Demokrati er ikke den optimale styreform, men alle andre er værre, som Winston Churchill formulerede det. Hvis vi mener noget med demokratiet, skal det også afspejles i mediedækningen og i den måde, hvorpå vi såkaldte eliter forvalter vores kommunikative og samfundsmæssige ansvar. Der er grund til selvransagelse blandt journalister, meningsdannere og andet godtfolk. Både for demokratiets skyld og fordi, en manglende anerkendelse af virkeligheden, som den er, kun vil føre til flere som Trump, Le Pen og Sverigesdemokraterne.

Denne artikel findes også på Kforum
http://www.kommunikationsforum.dk/Jakob-Linaa-Jensen/blog/derfor-vandt-trump-mediernes-blinde-oeje-og-oproeret-fra-neden

 

Udgivet i Medier, Politik | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Rundt om Jylland

På roadtripI sommeren 2016 realiserede jeg omsider en gammel idé om at køre hele vejen rundt om Jylland, langs kysten. Jeg er inspireret af den glimrende tyske forfatter Wolfgang Büscher, der har skrevet en bog om en vandretur rundt om Tyskland. Nu skulle jeg i første omgang ikke vandre, men måske cykler jeg turen senere. Jeg synes, det er fascinerende at bevæge sig rundt om en geografisk enhed, fordi man dermed får set kanterne, afkrogene.

Jeg gennemførte turen i bil på i alt syv dagsetaper med rigeligt tid til stop undervejs. Det var så heldigt, at jeg havde mulighed for at besøge en række venner og bekendte undervejs, nogle af dem på ferieophold i sommerlandet. Det var med til at bestemme etapernes længde og karakter, men det var selvfølgelig også rart at bruge denne for mig lidt specielle rejse til at (gen)se gamle venner og bekendte, jeg ikke havde set et stykke tid.

Turen startede (og sluttede) af praktiske grunde ved Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk og ikke i min hjemby Aarhus, som måske havde været det logiske. Men Blåvand markerer jo Jyllands grænse mod vest, mod det store hav Nordsøen, som jeg gerne vil køre eller cykle rundt om ved en senere lejlighed.

1. etape: Blåvandshuk – Sønder Nissum

En tidlig julidag ankommer jeg til Blåvand, en livlig ferieby, som er kendt for at huse Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, symboliseret ved sit fyrtårn. Det er omgivet af et goldt klitlandskab og en bred fin sandstrand. Denne formiddag er der ikke mange badende.

Det gamle Hotel Klitten er lavet om til lejligheder

Blåvandshuk Fyr og den gamle tyske fæstning

Turen fortsætter herfra nordpå ad det militære ingenmands land ved  Kallemærsk Hede til gode gamle venners sommerhus i Grærup, hvor en fin frokost venter i gode venners sommerhus. Da jeg kører videre, er regnen tæt på, og i Blåbjerg Klitplantage kommer den for fuldt tryk. Jeg er på vej op i min barndoms sommerland på Holmsland Klit, og ganske som så ofte dengang regner det tæt, da jeg når op på tangen ved Nymindegab.

Hvide Sande ligger midt på Holmsland Klit og blev til en by, da kammerslusen blev bygget for at regulere vandstanden og skabe stabile sejlforhold ind i Ringkøbing Fjord. Denne dag ligger et stort offshoreskib i havnen, og byen emmer af sommerliv, trods regnen. Søndervig ligger, hvor Ringkøbing Fjord slutter. Her havde min familie sommerhus i 40 år, og mange af min barndoms somre er tilbragt her. Det gamle hus er solgt og væk og har givet plads for en stor hæslig kolos, der slet ikke passer ind i klitlandskabet. Hotel Klitten ligger endnu i selve Søndervig og er lavet om til eksklusive lejligheder. Her som i andre badebyer startede sommerens kystliv i starten af det 20. århundrede.

Hotel Klitten i Søndervig

Hotel Klitten i Søndervig

Turen fra Søndervig op mod Nissum Fjord er en af Danmarks smukkeste med Stadil og Nissum Fjord på den ene side og Vesterhavet på den anden. Her finder man de gamle firlængede vesterhavsgårde med røde sten og stråtag og små vinduer mod vest. Klitroserne vokser i det barske landskab, og fuglelivet er stort.  Gode venner bor i Sønder Nissum, og her slutter første etape i festligt lag.

2. etape: Sønder Nissum – Blokhus

Op ad næste formiddag går det videre langs kysten forbi Thorsminde og det fine strandingsmuseum for Defence og St. George, to engelske skibe der forliste i det voldsomme hav udenfor for 200 år siden. Længere nordpå ligger Trend, Fjaltring og Bovbjerg, sidstnævnte et af mine yndlingssteder i Danmark.

Trans Kirke

Trans Kirke – lige ud til Vesterhavet

Bovbjerg er kendt for sit fyr og stejle havskrænter, og i landsbyen Ferring finder man det fine Jens Søndergaard Museum for byens stolte malersøn. Hans billeder er muligvis naivistiske men indfanger på forbilledlig vis den lokale stemning og det særlige lys.

For første gang krydser jeg Limfjorden helt mod vest, ved Thyborøn-Aggerfærgen, som jeg lige præcist når. Næste gang, jeg krydser, er det ovre ved Hals, på den østlige side. Her er forblæst og øde, et barskt sted længst mod vest.

På den anden side er der lige tid til et besøg i den imponerende Vestervig Kirke, der virker overdimensioneret til den lille by. Ved siden af ligger en gammel jernalderboplads, der viser, at stedet har haft en betydning tilbage i forhistorisk tid.

Vestervig Kirke

Vestervig Kirke

Gode venner besøges til frokost i Nørre  Vorupør. Elisabeth og Dennis er langt oppe i halvfjerdserne, men har en fantastisk energi og er konstant i gang med nye projekter. Denne gang et gammelt fiskerhus, der sættes i stand efter alle kunstens regler. Nørre Vorupør er en hyggelig gammel fiskerby, der er kommet i fokus som lidt af et surfermekka.

Fiskerbåde på stranden, Nørre Vorupør

Fiskerbåde på stranden, Nørre Vorupør

Det samme kan siges om Klitmøller, der ligger strategisk godt på hjørnet af Jylland i forhold til at få de bedste surferbølger. Stedet har brandet sig vellykket som “Cold Hawaii” og tiltrækker nye beboere, også på helårsbasis. Det er blevet hipt at bo her, men jeg tænker på, hvordan der mon er om vinteren?

Videre går turen forbi Hanstholm med den store havn og forbi klitplantagerne ud til Jammerbugten, før etape 2 afbrydes lige før Blokhus. Overnatningen foregår i Sæby hos min mors venner, Inger og Arnold, hvor jeg har holdt så mange af mine barndoms sommerferier.  For mig er Sæby evig sommer, og jeg er taknemlig for at holde kontakten til disse prægtige mennesker, selv efter min mors død. Alt er ved det gamle, og jeg bliver godt beværtet og føler mig tryg og velkommen som altid.

3. etape: Blokhus – Udbyhøj

Efter et hyggeligt besøg i Sæby rammer jeg ruten igen lige før Blokhus, hvor byen er helt pakket med mennesker denne sommerweekend. Her må man køre på stranden, og det gøres der. Via Løkken fortrækker jeg i stedet til Lønstrup, et af mine absolutte favoritsteder i hele verden. Den lille gamle fiskerby er blevet mondæn. Her ligger Galleri Uggerby, der som altid har dejlige malerier til salg, og her får man Danmarks bedste lakseburger på Cafe Slugten.

Et nyt hjørne af Jylland rummes ved Hirtshals, der som andre byer på kanten har et fyrtårn, der har spillet en vigtig rolle i en tid før GPS.

Hirtshals Fyr

Hirtshals Fyr

Jeg elsker Nordjylland og Vendsyssel og kan ikke komme her tit nok. Da jeg har en mission kan jeg ikke blive så længe, som jeg plejer. Jeg må køre hastigt gennem dejlige pletter som Kandestederne, og Skagen, hvor jeg ellers kommer hver sommer, må vente. Jeg rammer Østkysten og Kattegat nord for Ålbæk, og så går det sydpå. Aftensmaden indtages i Sæby, og ringen er sluttet på dagens køretur. Sæby Havn har  fået en renovering, og fiskebuffetten med udsigt over den dejlige marina fejler intet.

Sæby Havn

Sæby Havn

Fra Sæby går det ned langs Østkystruten, forbi Lyngså, Voerså og Voergård, hvor jeg ofte har været til Middelalderdage. Igen krydses Limfjorden med færge, denne gang den lille Hals-Egense færge, og jeg kører snart hastigt ned gennem badebyer som Øster Hurup. Etapen slutter i Udbyhøj, på kanten af Randers Fjord.

4. etape: Udbyhøj – Aarhus

Der er gået et par uger, og jeg er klar til de næste etaper. Jeg starter, hvor jeg slap, ved Udbyhøj, og den lille kabelfærge.

20160716_154002

Udbyhøj Kabelfærge

Syd for Randers Fjord ligger et for mig ret ukendt land. Jeg standser ved en kirke, der ser meget interessant ud. Det viser sig at være Estruplund Kirke med ypperlige kalkmalerier. Selv som ikke-troende er jeg en stor fan af gamle middelalderkirker, der fortæller historien om mennesker og det bedste, de små lokale  samfund har kunnet frembringe. Sådanne gamle kirker og kirkegårde emmer af historie og er altid et besøg værd.

Estruplund Kirke

Estruplund Kirke

Norddjurs blev for mig et nyt udforsket område, da jeg i en periode boede i Syddjurs Kommune. Her finder man dejlige kystbyer som Fjellerup og Bønnerup med dens fremragende fiskehandel, som er turen værd fra Aarhus. I Fjellerup får man Danmarks største og mest fedtede gammeldags isvafler, der smager himmelsk og altid kræver en tur ved håndvasken bagefter!

Ved stranden i Fjellerup

Ved stranden i Fjellerup

Turen går videre gennem gamle byer som Glesborg, forbi Gjerrild Klint og det tidligere nonnekloster på Sostrup Slot, før jeg når Jyllands østligste punkt, Fornæs Fyr nord for Grenå. Jeg er nu nået fra det vestligste til det østligste punkt. Men der er stadig lang vej endnu!

Udsigten fra Fornæs Fyr - Jyllands østligste punkt

Udsigten fra Fornæs Fyr – Jyllands østligste punkt

Turen videre går mod mere velkendt land: først gennem Grenå, så ned forbi Ebeltoft og det sydlige Djurs, hvor jeg både har boet, og hvor jeg stadig har mit sommerhus på skønne Helgenæs. Det sidste stykke kører jeg langs Kalø Vig og Aarhusbugten ind mod min by, Aarhus. Endnu en etape er slut.

5. etape: Aarhus – Horsens

Denne etape bliver den korteste. Jeg skal besøge min ven, der bor ved Gyllingnæs Gods og tænker, jeg lige så godt kan nappe turen langs kysten og dermed køre videre fra Horsens og Horsens Fjord på en senere etape. Det går ud gennem Aarhus og ned ad vejen mod Odder, forbi bl.a. Moesgaard Strand og Norsminde Kro. Her er fint ned ved Hou med færgen til Samsø og ned mod Gyllingnæs, helt på kanten af Horsens Fjord.

Danmark dejligst - stranden ved Gyllingnæs på en sommeraften

Danmark dejligst – stranden ved Gyllingnæs på en sommeraften

Efter en hyggelig aften tager jeg nordsiden af Horsens Fjord og etapen slutter på Horsens Havn.

6. etape: Horsens – Kolding

Endnu en ikke særlig lang etape. Det er blevet første weekend i september, og skal turen gennemføres i år, er det nu. Jeg skal besøg en god veninde i Kolding og tager turen fra Horsens til Kolding på vej derned. Fra Horsens går det syd om fjorden ud til Juelsminde.

Juelsminde Havn i eftermiddagssolen

Juelsminde Havn i eftermiddagssolen

Herfra er der ikke langt, før jeg rammer Vejle Fjord. Det er en pudsig oplevelse at køre rundt om de jyske fjorde i stedet for som normalt at køre henover dem. Her fornemmer man virkeligt den kraft, med hvilken den sidste istids gletschere formede de østjyske bakkelandskaber. Munkebjerg syd for fjorden er kendt for sit hotel og som der, hvor bøgen først springer ud.

Snart er jeg ved Fredericia og Lillebælt, og herfra er der ikke langt til Kolding, hvor godt selskab venter endnu engang.

Den gamle Lillebæltsbro i aftensolen

Den gamle Lillebæltsbro i aftensolen

7. etape: Kolding – Blåvandshuk

Fra Kolding og udsigt til byens vartegn, Koldinghus, går det ud ad Skamlingsvejen mod Skamlingsbanken, et symbol på danskhed og på genforeningen. Her er vi tæt på den gamle grænse, og stedet spiller en stor rolle i den nationale samling i forbindelse med krigene. Her er en dejlig udsigt over fjorden, og landskabsmalere benytter da også udsigten til at afprøve deres evner.

Udsigt over Lillebælt fra Skamlingsbanken

Udsigt over Lillebælt fra Skamlingsbanken

Turen videre går ned over Hejls og Hejlsminde med en flot gammel kirke og udsigt over noret, som udgør et skønt kystlandskab. Ved Haderslev gøres der stop ved Halk Kirke, ganske monstrøs med sit tårn, der giver mindelser om  Centraleuropas borgtårne.

Halk Kirke

Halk Kirke

Jeg er virkeligt i Sønderjylland nu, og via Åbenrå Fjord er der ikke langt til grænsen, hvor det er naturligt at stoppe i velkendte Harrislee og fylde bilen lidt op. Turen over mod vestkysten går på den tyske side, hvor vejen er mere lige og hurtigere. Snart når jeg Sæd Grænse og det sønderjyske marsklandskab.

På roadtrip i marsken

På roadtrip i marsken

Højer og Højer Sluse er næste stop, og jeg kommer også forbi Ballum Sluse og det fremskudte dige, som blev forstærket efter stormfloden i 1981. Hernede mærker man ofte vandets kraft. Landskabet er fladt så langt øjet rækker. Det er fristende at køre over til Rømø eller Mandø, men jeg har været der før, og jeg skal videre.

Ribe er Danmarks ældste by, og dens karakteristiske domkirke troner over det flade omkringliggende marsklandskab.

Ribe by og domkirke

Ribe by og domkirke

Fra Ribe går det op mod Esbjerg og hele vejen langs Esbjergs enorme haveneanlæg. Jeg skal jo være tro mod turens idé og køre så tæt på kysten som muligt. På den anden side af Esbjerg rammer jeg vejen til Blåvand ved Oksby og cirklen er sluttet. Jeg har kørt hele vejen rundt om Jylland. Det kunne jeg godt finde på at gøre en anden gang. Muligvis på cykel …

Udgivet i Danmark, Rejser | Tagget , , , | 1 kommentar