Syrien – på vej tilbage efter ragnarok

Vi kører opad mod bjergene fra Libanons hovedstad, Beirut. Skiltene antyder på fransk og arabisk, at vi er på vej mod grænsen til Syrien. Vi er spændte, da vi på nethinden har forfærdelige billeder fra det tidligere borgerkrigshærgede land. Det udbombede Homs, giftgas i Damaskus’ forstæder og horder af desperate syriske flygtninge …

Det er efterår 2023, og selvom flere af vores bekendte allerede har været inde i Syrien, er vi alligevel spændte på, hvad der mon møder os. Vi skal hente vores visum på grænsen. Køen er betydelig, og deres system er kaotisk. På deres liste står to franskmænd i stedet for os, og chaufføren sveder – vores fixer har begået en fejl! Efter lidt ventetid og betaling af de obligatoriske 80 euro for visum bliver vi dog sluppet ind i Syrien. På grænsen venter en ny bil og veksling til et uhyrligt stort bundt syriske pengesedler. De internationale sanktioner har medført hyperinflation.

Vi kører ned fra bjergene mod Damaskus. Jeg ved ikke helt, hvad jeg har forestillet mig, men foreløbig virker det fredfyldt, og der er ingen tegn på krigens gru. I en betonforstad til Damaskus skifter vi atter bil, og efter en kort ventetid i solen bliver vi kørt ind og læsset af på en travl markedsplads umiddelbart uden for den gamle bydel. Gennem snævre gader tager vores lokale guide Ophelia os ned til et hyggeligt hotel med den typisk arabiske gårdhave med flotte blå mosaikker og et oliventræ midt i det hele. Alle omkring os, både hoteldirektøren og de andre guider er kvinder, og vi bliver budt på te og dadler.

Ad tusindårige gader

Snart er vi på opdagelse i Damaskus, en af verdens ældste byer, hvis historie går 8000 år tilbage. Som vi går i de snævre gader omgivet af handlende og familier med børn forestiller vi os, hvordan der har boet og levet mennesker her mange tusinde år før Jesus efter sigende gik på Jorden. Vi får den lækreste kebab, hvor rullen dyppes tre gange i kyllingefedt, hvilket giver en helt speciel sprød overflade. Vi passerer boder med store røde granatæbler, håndværkere med værksteder med flotte lakæsker, chatoller og skakspil. Mange steder bliver vi budt ind og tilbudt te og en snak, helt uden den insisterende salgsteknik, der præger så mange arabiske lande.

Selve Damaskus gik i høj grad fri af krigen, mens nordlige og sydlige forstæder, tilholdssteder for de mange oprørsgrupper, blev bombet med russisk hjælp. Nogle husker måske Assads brug af giftgas uden for Damaskus. Bortset fra store plakater med Assad er der ingen spor af hverken ham eller krigen her. Det kommer senere.

Ummayad-moskeen er et højdepunkt. Flotte søjlegange omkring en blankpoleret gårdsplads og med noget af den mest fornemme arabiske arkitektur. Over os kredser store fugle på en knaldblå himmel. I den store bedesal er bønnen i gang, men vi kan gå frit uden for de bedendes område og indsnuse atmosfæren.

Damaskus’ mest berømte gade er ”Den Lige Gade”, en halvanden kilometer lang passage, der går tilbage til Romertiden. I den ene ende er et stort overdækket marked, der emmer af østens mystik. Og krydderier. Ophelia tager os ind i en populær lokal isbar, hvor vi selv får lov at være med til at ”stampe” den lokale lækre pistacieis i de store kar. Prisen er lav og smagen himmelsk. Mens mørket falder på, bevæger vi os videre gennem krogede gader og forbi oldgamle kirker. Dagen slutter med velsmagende syrisk grillet kød og grøntsager. Vi er allerede helt fortabte i Damaskus.

Klostre og korsriddere

Næste dag går det nordpå. Allerede i de nordlige forstæder ser vi for første gang krigens gru. Her er kvarterer på størrelse med Københavns indre by, hvor intet over en meter står tilbage. Vi har aldrig set så store ødelæggelser, og selv her 10 år efter det værste, er der ikke genopbygget, da de fleste tidligere ejere er flygtet.

Vi snakker med Ophelia om hendes liv og om krigen. Faderen er egentlig ortopæd men også retsmediciner, og ham har der desværre været god brug for i de senere år. Moderen er naturligvis sygeplejerske, en klassisk ”love story”. Familien er sekulære muslimer med stor kulturel ballast. Faren kan sin Hamlet og har derfor døbt datteren Ophelia. Selv laver hun ph.d. i kunsthistorie og har stor indsigt i både kultur, historie og religion. Hun er en meget charmerende og behagelig samtalepartner og ekstremt vidende om sit land.  

Som vi kører nordpå, er der talrige checkpoints, men Ophelia har papirer i orden og udleverer en fotokopieret tilladelse fra sin kæmpe bunke papirer, hver gang vi kører forbi endnu en flok soldater med varierende antal stjerner på skuldrene. Første stop er Maaloula. Sankt Takla-klosteret var nonnerne bortført af ISIS men er vendt tilbage og driver det idylliske sted med sans for dets ro og skønhed. Vi ser også det nærliggende Bacchuskloster, hvor en gammel nonne oplæser en bøn på aramæisk, det sprog, Jesus efter sigende talte, og som stadig praktiseres her. Overfor ligger et tidligere luksushotel, der i dag er total ruin efter voldsomme kampe. En udbrændt bil ligger stadig med hjulene opad efter en kraftig bombe, og inde i hotellet flyder et med murbrokker og gamle regninger, ingen yngre end 2013, hvor denne idyl fik en brat ende.

Et af turens højdepunkter er Crac de Chevaliers, den gamle og enorme korsridderborg, der troner på et plateau i et fladt landskab. Her er to turister ud over os, selv om stedet er UNESCO verdensarv og har enestående velbevaret arkitektur. Vi føler os som Indiana Jones, som vi går i de gamle kælderhvælvinger eller passerer vindebroer og riddersale.

Vandaler i Homs og Palmyra

Ud på eftermiddagen når vi Homs, en af de hårdest ramte byer i borgerkrigen. ISIS forskansede sig i den gamle bymidte, som derfor er totalt udraderet af russiske bombardementer, mens de moderne forstæder her er mere urørte. Ad smalle gader når vi et byhus, hvor en lokal familie tager imod med et overdådigt måltid med syrisk brød, frikadeller, tomattærte og alle slags salater. Familien tæller tre generationer og snart støder bedstefaderen til. Han fortæller glad om sin æblegård ude på landet, og snart er vi meget populære, da vi kan lide både hans æblevin og mere almindelige druevin. Stemningen bliver løssluppen, og sprogbarriererne falder.

Næste dag kører vi ud til Palmyra, den gamle romerske by, som vandalerne fra ISIS besluttede sig for at destruere i et anfald af den religiøse fanatismes hovmod. Ophelia har billeder med, der viser et før og efter. Især det berømte Baal-tempel er jævnet med jorden, men jerndragere og beton, der stikker op af ruinerne viser, at det ikke er første gang, Palmyra er blevet ødelagt og genopbygget. Restaurering er i gang, og med russisk hjælp er det gamle amfiteater delvist genrejst. Russiske soldater patruljerer stadig området, og Ophelia er synligt utryg ved dem.

I Palmyra by er vejen spærret. Der er parade, og det viser sig, at det er lokale skolebørn der i spejderagtige uniformer og tørklæder råber Basar, Basar, Basar som en hyldest til landets daværende leder. De er tydeligt udkommanderede til dette, men de virker søde og uskyldige, og det er jo ikke deres skyld, de voksne tit er vanvittige. På Palmyras arkæologiske museum har terroristerne revet de gamle statuer ud af nicherne, der i dag er gabende tomme huller. På gulvet ligger romerske søjler og relieffer, der med stor systematik blev smadret, da de afsindige horder kom forbi. Museumsdirektøren blev offentligt henrettet, da han modsatte sig ødelæggelserne. Vi hilser på den nye direktør, en venlig og vidende herre, der som en skæbnens ironi er gift med den tidligere direktørs datter og nu kæmper for at bringe stedet tilbage til fordums storhed.

Tilbage i Homs går vi rundt i den totalt ødelagte bymidte. Her er store huller fra kraftige eksplosioner, og bygningerne står tilbage som tomme grå skaller, en spøgelsesby. Og dog, for nogle steder er man begyndt at restaurere, og små butikker er åbnet i nødtørftigt sammenflikkede stueetager. En lille dyrehandel sælger fugle, fisk og kaniner. Og flere butikker sælger døre, vinduer og maling, alt sammen remedier til genopbygning. En slagter står og smiler til os, mens han ekspederer en tilbyltet dame. Overalt bliver vi mødt med venlige hilsner på fransk og engelsk og spurgt om, hvor vi er fra. Vi bydes velkommen og får at vide, at Danmark er en god ven af Syrien. Intet om Muhammedtegninger eller had til Vesten her. Tværtimod er de glade for, vi er kommet, og at de er på vej tilbage i verden.

Syrien er en af de mest behagelige overraskelser, jeg nogensinde har fået, og jeg vil på stedet rangere det som det af de mest interessante lande, jeg har besøgt i Mellemøsten. Ufatteligt at disse søde mennesker kunne geråde sig ud i en så forfærdelig konflikt. Måske har de lokale ret, når de siger, det var fremmede magter, der prøvede at få deres vilje med Syrien. Med det nye regime ser vi nok desværre, at denne konflikt fortsætter. Det er en skam, for Syrien er et land, man kan rejse til igen og igen.

Denne artikel har også været bragt i Globen nr. 100 (medlemsblad for De Berejstes Klub)

Endnu flere billeder fra Syrien her: http://www.linaa.net/travel-pictures/nggallery/album/syria