Over atlanten for anden gang – fra Barcelona til Sao Paolo

I december 2016 sejlede jeg for anden gang over Atlanten. Denne gang fra Barcelona til Sao Paolo. Et  fremragende tilbud fra Costa kombineret med behovet for at skrive endnu en bog om sociale medier færdig gjorde udslaget. Det blev en skøn tur, hvor jeg arbejdede rigtig meget samtidig med, jeg blev glad for de mange havdage med faste rutiner og tid til eftertanke.

Barcelona

Turen tager sin start i Barcelona en dag sidst i november.Det er mit andet besøg, og jeg bor ved den gamle havn. Plaza Pau Vila er hyggelig med gamle træer og bygninger med balustrader. Første stop er Havets Katedral, Santa Maria del Mar. Jeg har læst Ildefonso Falcones fremragende bog om havnearbejderne i 1100-tallets Barcelona, siden jeg sidst var her. En fantastisk indføring i Middelalderens Barcelona og det arbejde, der lå bag katedralen. Den er lys og luftig i modsætning til borgernes katedral, hovedkatedralen, med enkle buer og lys indretning. Jeg fortsætter op igennem Barrio Gothica ad snævre gader med dejlig stemning. Her går jeg rundt om katedralen med fine gamle huse og gårdhaver rundt om. Ser de samme steder som for 11 år siden. Pladsen udenfor er stemningsfuld. En mand blæser store sæbebobler, der stiger mod himlen og brister mod katedralens mure, som de luftkasteller, der igennem tiden er blevet prædiket indenfor. Facaden er blandt Europas mest imponerende og næsten umulig at indfange på et billede.

Jeg går videre tilbage mod havnen, Plaza Antoni Lopez, der er indgangen til den gamle havn og Barcelonettaen. Jeg står og kigger lidt på det ocean, jeg snart skal besejle. Tilbage går jeg gennem de gamle gader i kvarteret. Her er kort mellem husene, som i Italien. Gule huse med grønne skodder. I stueetagerne er små grønthandlere, købmænd, kaffebarer. Her er små skyggefulde pladser, og gaderne har maritime navne: Pescadores, Maritimo, Nautico. Ude ved Promenaden finder jeg en lille hyggelig restaurant og får meijlones (muslinger) i mærkelig grøntsagssuppe og en glimrende paella con marisco. En øl og et glas hvidvin fuldender billedet.

Der er afsejling efter solnedgang. Montjuic knejser over Barcelona. Skibet trutter og vi sejler ud på det mørke, store hav.

Montjuic i skumringen

Montjuic i skumringen

Herkules’ søjler

Efter en tur ned langs den spanske Middelhavskyst når vi Gibraltar, Herkules’ søjler i den græske mytologi. Grænsen mellem Middelhavet og Atlanterhavet. Strædet er ganske bredt, større end forventet. Vi kan se det sydlige Spanien, og vi kan se over til Afrika, til Den spanske enklave Ceuta og til Tangier. Der er lys på bjergene bagved, og det sorte kontinent tårner sig op i horisonten. Vi runder et fyrtårn yderst på den spanske kyst, og så er vi i Atlanterhavet.

Næste morgen når vi Casablanca, berømt fra den nok mest kendte og romantiske af alle film. Man forventer en charmerende hvid by men vågner i en containerhavn med dis og travle kraner. Husene omkring havnen er grimme og forvitrede, betonklodser fra halvtredserne og frem. I den gamle basar bliver jeg chartret af en af de fyrretyve røvere, Marokko er så fuld af. Han vil vise mig sin basar. Jeg tror, den er lige om hjørnet, men han viser mig hele souken og vi snakker. Hans basar er inderligt uinteressant, hele Marokko til salg i plastic. Jeg vil ikke købe noget, og han bliver nærmest vred, men jeg havde ikke lovet ham noget. Jeg undslipper med endnu en dårlig oplevelse af Marokko.

Tenerife

Et par dage senere er vi ankommet til Tenerife, mit første besøg på De Kanariske Øer. Snart går det opad stejle veje gennem små landsbyer. Hele tiden kan vi se Teides perfekt kegleformede tinde. Så går det op gennem et fantastisk månelandskab af lavamarker med sparsom vegetation. Vi er ved at være oppe ved trægrænsen, og formationerne er fantastiske, klipper og klippeblokke forrevne, og man får mindelser om Mars. Tenerife er en ung ø, dannet ved vulkansk aktivitet, og bjergene er stadig ikke blevet slidte af vind og vejr. Masser af pimpsten, de lettere lavaarter er også at finde.

Teides berømte tinde, Tenerife

Teides berømte tinde, Tenerife

Nedad igen går det ad snoede sving gennem pinjeskove. Ved Vilaflor kommer skyerne pludseligt rullende, og de gode udsigter forsvinder. Her er små hyggelige bodegaer og asadorer, men tiden er knap, og vi vil være sikker på at nå vores skib. Vi stævner ud, og nu er der det mægtige Atlanterhav mellem os og næste destination, Recife i Brasilien. Mærkeligt at tænke på, næsten seks døgns sejlads, og det længste jeg har været til søs uden at være i land.

På havet

Dagene på havet går i et fast mønster. Morgenmad, fitness (det er nødvendigt på et cruise :-)) og derefter tre-fire timers skrivning på bogen. En frokost i buffetten og så mere arbejde. Ved fem-sekstiden er jeg oppe på dækket med en god bog og nyder solnedgangen. Aftenerne går i godt selskab med en anden dansker og gode italienske middage med vin. Aftenerne er magiske. Her er mørkt ude på Atlanterhavet. Hvis altså ikke månen lige skinner. Stjernerne står klart. Min barndoms drømme om at sejle længe i troperne bliver realiseret.

Fernando de Noronha

Fernando de Noronha

 

Efter nogle dage krydser vi Ækvator. Jeg gør det for 11. gang men for første gang sejlende. Der ligger da også et fint certifikat på sengen da jeg kommer tilbage i kahytten. Næste dag bliver begivenheden fejret af en Kong Neptun, der døber gæsterne. Her står jeg dog over. Senere på dagen får vi øje på de første havfugle, da vi er ved de brasilianske øer Fernando de Noronha, som vi sejler tæt forbi.

Brasiliens kyst

Turen over Atlanten slutter i Recife, oppe hvor Brasiliens kyst slår et knæk. Vi går i land ved et nedslidt havneområde, der ligner kulisserne til en gammel film. Forbi det er der ganske kønne pladser med farvestrålende huse og palmer, der skygger. Politiet patruljerer ved floden, og en mand fisker. Jeg ville nødig spise de fisk, han fanger i den beskidte flod.
Her er et kaos af gadesælgere og alskens duftende frugter. Det er en varm dag. Vi tager vi en taxa til Olinda, som  er en finere og mere hyggelig by end Recife. Vi bliver sat af ved domkirken i Det gamle Olinda, der ligger højt hævet. Det er en spartansk kirke, men udsigten til Recife og havet med vores skib er fantastisk.

Recife set fra Olinda

Recife set fra Olinda

Næste dag ankommer skibet til Maceio. Shutlebussen sætter os af i en lille park ved stranden, og jeg får at vide, det er alt for langt at gå til Centro Istorico. Så det gør jeg. Det er varmt. Jeg går over en beskidt stinkende flod og er ved at få det dårligt i varmen. Jeg tager sidegader med mere skygge. Meget heldigt ligger der her hospitaler, hjertespecialister og kredsløbsspecialister, hvis jeg falder om, skal jeg nok blive reddet. En stejl gade ved siden af biblioteket, og så er jeg ved den ganske fine domkirke, totalt indviet til jomfruen, med hvid facade og fine fresker indenfor. Her er hyggeligt, hævet over byen. Nedad går det forbi en fin plads og ned mod vandet. Den kridhvide strand er af en eller anden grund helt tom. Jeg krydser endnu engang floden, der er en stinkende kloak ud i havet. Der sidder hvide traner ved udløbet. Jeg går videre mod havnen og kommer forbi en fiskerfavela. Her bor fiskere under usle vilkår , men havet er deres tilflugt, væk fra slummen.

På stranden ligger den fine beachbar, genkendelig for os og tilpasset vestlig stil og idealer. Det er det samme over hele verden, et stykke nydelse, et stykke paradis midt i slummen eller forfaldet. De følger bestemte regler, bestemte kotumer. Der er parasoller, GT og happy hour og altid en konstruktion af stranden, af paradiset som vi gerne vil have , det er. Er der ikke sand, skaffer man det. Er der beskidt, rydder man op.

Næste dag er det Salvador de Bahia, en efter sigende meget kriminel by. Jeg begiver mig til Elevador Lecarda, der minder om dem i Lissabon. Art Deco-stil og vældig høj. Jeg undslipper alle sælgerne, og jeg betaler de 0.15 Real, det koster at blive skudt op på næste niveau. Her er et rædselsfuldt juleoptrin med Rudolf og renerne. Syret i den varme. Jeg følger forløbet af gaden og pladsen og kommer til Praca de Se, domkirkepladsen med boder og endnu mere julepynt. Her er fint og et pittoresk forfald på den fede måde. Overalt sælges kokosnødder og caipirinha. Nede ad en sidegade finder jeg Igreja Francesco, som man kan komme ind  i, med udstilling af gamle religiøse relikvier. Den er ganske interessant med mange blå kakler, gamle møbler og uendeligt mange jesusfigurer.
Pladserne er fine og emmer af byens koloniale fortid. Her er hyggelige kunstgallerier og en god stemning.

Stemning i Salvador

Stemning i Salvador

Et par dage senere gælder det Rio, denne mytiske og magiske by, Sydamerikas mest kendte. Jeg går op igennem Centro. Straks ser jeg udmarvede hjemløse i telte i gaderne, men jeg føler mig tryg nok. Afstandene er store, så jeg hopper i en taxa, der via ringveje gennem bjerge og uden om Rio kører mig op til foden af Kristusstatuen ved Corvadro. Oppe på bjerget er der flot udsigt over Rio, til alle bugterne, det olympiske stadion og vores skib. Nede igen hopper jeg på en lokal bus, der kører mig rundt i legendariske kvarterer: Flamengo, Botafogo, Urca, Sugar Loaf. Flotte udsigter langs vandet. Omsider kommer jeg til Copacabana, som jeg længe har drømt om. Jeg går ud  på stranden, der er som på alle billederne. Fuld af strandløver, og mulatkvinder i bikini. Og massiv sol og brusende bølger. Liggestolsudlejerne har numre, og det hele virker meget organiseret. Jeg tager selfies på den berømte strand. Derefter er det til Melhores Cervejas de Mundo, et herligt sted med mange hundrede slags øl. Ejeren er flink og har også danske øl, fem fra fynske Ugly Duck. Han siger, der nu er 3000 bryggerier i Rio, men de er gipsy breweries, som man siger her, brygger ikke på egne faciliteter. Rio har også har ølrevolution. Jeg smager tre dejlige øl og kigger på alle de brasilianske og udenlandske øl, de sælger. Herligt sted.

Rio, en af verdens smukkest beliggende byer

Rio, en af verdens smukkest beliggende byer

Ude igen, glad og opløftet, går jeg til den lokale metro og tager toget. Jeg får den der kosmopolitiske følelse på vejen midt i verden, midt i en pulserende storby med alle dens indbyggede modsætninger. En varm tropisk vind blæser mig i hovedet, gadens dufte blander sig med larmen, gadesælgere, frugter, udstødning, vind. En meget global oplevelse, der kan ses i alle varme lande.

Næste morgen ankommer vi til Santos, hvorfra jeg tager en bus til Sao Paolo lufthavn. Første etape af vinterens store tur er slut, og jeg har krydset Atlanten for anden gang. Fortsættelsen følger på Påskeøen, som kan ses i et andet blogindlæg.

Mange flere billeder kan ses her:

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar