I Patagonien – fra Valparaiso til Kap Horn

Valparaiso. Den legendariske havneby uden for Santiago de Chile, hvor så mange søfolk har lagt til, mens skibene blev lastet med salpeter eller metaller fra de chilenske miner. Denne dag lige før jul er det højsommer, og vi er klar til turen ned langs Sydamerikas kyst, gennem de chilenske fjorde,  syd om Kap Horn og videre til Antarktis. Vi er fire fra De Berejstes Klub ombord på M/S Zaandam, der stævner ud af havnen sidst på eftermiddagen. Et eventyr venter forude.

IMG_0350

Første stop er Puerto Montt, der regnes for starten på Patagonien. Samtidig er vi kommet ind i de chilenske fjorde. Byen virker forfalden og fattigere end andre chilenske byer, jeg har set. I det  centrale kryds er der marked med flotte grøntsager, og på den anden side sælges legetøj og alskens smagløse juleting. Vi går rundt i det, der skal forestille hovedgaden, og her er ikke meget at komme efter. I det hele taget er byen ganske trist og kedelig. Ikke underligt, de lokale kalder byen Muerto Montt …

Næste dag ankommer vi til Chiloe, den magiske og mytiske ø, der længe har været på min ønskeliste. Ifølge Lonely Planet er den kendt for sine stavkirker og mystiske fabeldyr, men jeg tænker nu også på tåge og ualmindelig frisk cerviche. Ude fra vandet ser byen fin ud med de specielle styltehuse ud mod vandet, som man ellers ikke finder mange af i Chile eller Sydamerika i det hele taget.

Vores lejebil står i lufthavnen. Det er en ganske ny terminal i en meget doven tilstand. Der er ikke engang nogen bag check in-skranken. Men en lille lokal fyr dukker op fra disken, da vi henvender os. Alt er i orden, og vi får en fin VW Bora. Vi er snart ud på hovedvejen på langs af øen, og kører mod pingvinkolonien ved Punihuil, som er vores første mål. Omsider er jeg på Chiloe. Her er ikke tåget, som forestillet, men bakkede landskaber, skove og lidt landbrug. Vi ser  nogle af de gamle trækirker langs vejen.

Det er en lang vej til pingvinerne, og det sidste stykke må vi endda krydse vand. Så kommer vi til gengæld også ud til en fin stor strand. Vi skal med båd ud at se de klippeskær, hvor pingvinerne holder til. Det er en kort sejltur. På vejen ser vi pelikaner, og snart er der ganske mange Humboldt- og Magellanpingviner. De første er de sjældneste og er mere grå på ryggen end de sortstribede Magellanpingviner. Der er mange par, også nogle med unger, og det er jo bare altid sjovt at se pingviner. Der er flere klippeskær og vi ser også strandskader og skalleslugere med de karakteristiske røde næb. På vej tilbage mod land blæser en pukkelhval i det fjerne. Der er et virkeligt rigt dyreliv her.

IMG_0424

Vi bliver igen trillet på land i en lille trækvogn, bemandet med to mand. Tilbage igen kører vi gennem Ancud og får en hurtig empanada på stranden.Der er ikke tid til den store rundtur blandt de legendariske stavkirker, men vi ser kort den i Dailcahue. Vi når tilbage til vores skib to minutter før den sidste tenderbåd sejler.

Om bord igen er det en flot udsejling ned langs Chiloe. Vi kan tydeligt se byen og kirken og flere små fiskerbyer og havbrug dukker op, som vi sejler ned langs østkysten. Chiloe er lysere og mere indbydende, end jeg havde forestillet mig, om end ikke nær så magisk. Sådan affortrylles steder tit ved mødet med dem. Som med Påskeeøen har man forhåndsforventinger til den slags sagnomspundne steder. Jeg var ikke skuffet over Chiloe men ville måske gerne have haft mere tid til at udforske øens kirker, myter og cerviche.

Næste dag er det juleaftensdag. Derhjemme er der sikkert fuld gang i den. Vi er sejlet ud af fjordene, har været ude i Stillehavet og er sejlet ind igen gennem forskellige kanaler og er nu i Aysenfjorden, hvor vi vågner i Puerto Chacabuco. Byen er bestemt ikke noget særligt set fra vandet, og inde på land er der ikke meget mere at komme efter. Et rustent skibsvrag præger havnen, som er omkranset af faldefærdige huse. Her læsses muslinger, og et lille containerskib ligger til kaj. Det er naturen, der er det storslåede her, ikke byerne.

Juledag vågner jeg  tidligt ved, at skibet laver rullende bevægelser på en måde, jeg aldrig har mærket tidligere. Det varer kun kort men er meget underligt. Det viser sig senere at være dønningerne af et jordskælv oppe ved Puerto Montt, 7,7 på Richterskalaen, som har udløst tsunamivarsel i hele regionen. Dem derhjemme spørger bekymret, men vi har jo ikke mærket noget bortset fra disse rulninger. Godt vi ikke længere var i Puerto Montt eller i nærheden.

Julemorgen om bord fejres med det store svinske morgenmad med bacon, æg, pandekager etc. Og så skal der selvfølgelig trænes grundigt for at forbrænde de mange kalorier, man indtager om bord. Derefter er det en tur i jacuzzien. Det er en dejlig måde at tilbringe julemorgen på. Efter frokost er vi for alvor inde i den smukke Messierkanal, som vi har sejlet i hele morgenen. Vi passerer et skibsvrag af Captain Leonidas, der gik på grund her i 1968. Vraget er stadig utroligt velbevaret, i et stykke og med intakt maling.

IMG_0533

Derefter sætter vi kurs mod Tempranosgletsceren. Selv om jeg har set gletschere før, er dette imponerende. De sydamerikanske gletschere er også truede, og man kan se, den er blevet mindre. Den har dog den flotte blå farve og vandet er karakteristisk grønt foran. Den er bred og går langt op bagud.  Vi er heldige med solen denne eftermiddag, og gletscheren ligger perfekt belyst. Herefter vendes skuden, og vi sejler udad igen mod det åbne hav. Der er dog fortsat gode udsigter hele dagen. Om aftenen ser vi frem til julemiddagen, som er gallamiddag i dagens anledning. Der er bl.a. gås og andre juleretter fra hele verden. Og jeg sammenstykker julemiddagen , som den burde være hvert år: røget fisk, steak og chokolademousse. Hvorfor skal man i Danmark trækkes med ris a la mande? Vi sidder igen længe over middagen og kigger efterfølgende ud på dækket, hvor det stadig er lyst. En ganske anderledes juledag men meget behagelig.

IMG_0559

Vi skal sejle igennem endnu en kanal i dag og igennem en snæver passage ved Summer Pass, hvor kaptajnen forklarer, vi skal have 1,4 meter højvande for overhovedet at komme igennem. Det lykkes dog meget fint, og her er der også fine klipper på bege sider, omend ikke noget, der kan måle sig med dagen før. Vejret er også skyet og regnfuldt. Ved Paso Shoal ser vi flere skibsvrag, et der stikker lige op af vandet og er i noget ringere stand end Captain Leonidas.

Efter endnu en god middag og endnu en aften ude på dækket har vi nu entreret Magellanstrædet, et andet legendarisk farvand, som jeg drømte om i min barndom, da jeg sad med mit første skoleatlas i hånden og bladrede mig igennem fremmede kontinenter og farvande. Det mægtige Stillehav fyldte halvdelen af min globusblyantsidser. Jeg læste legender om sømænd, flyvende hollændere, pirater, skibsvrag og verdensomsejlinger. Og lille mig kom til at se det. Utroligt at være her. Drømme kan gå i opfyldelse.

Næste dag ankommer vi til Punto Arenas, hvor vi har lejet bil.  Vi kører nordpå langs Magellanstrædet. Pingvinkolonien på vestkysten er desværre lukket, så vi kører helt op til nationalparken ved Pali Aike, op mod den argentinske grænse. Det er en øde vej med strædet på den ene side og små bjerge på den anden. Der blæser en halv pelikan, og vi omgives af gult bølgende græs mod en gråblå himmel. Vi er i Patagonien, der er helt som på den argentinske side, jeg besøgte nogle år tidligere, og helt som Bruce Chatwin beskrev det i sin verdensberømte bog fra 1977, In Patagonia. Den patagonske vind er ubønhørlig, nogle gange har den sand med, nogle gange kulde men aldrig meget varme. Det fyger, det blæser, alt kører rundt. Vejene går ingen steder hen. 200 kilometer af grusvej der fører til en by, der dårligt nok kan kaldes et hul. På vejen ser vi en af disse, San Gregorio med gamle fabrikker, ruiner og endog et skibsvrag. Mytisk. Magisk.

IMG_0596

Tæt på grænsen mod Argentina når vi nationalparken. En ny grusvej fører op til et lille skur, hvor en forblæst vagt sidder og keder sig. Nationalparken er vulkansk område, og vi starter med at se Cueva Pali Aike, en udslukt vulkan, der er faldt sammen, så den er åben til den ene side. Fra kanten er der en fremragende udsigt. Og blæst som ind i helvede. Parkens andet vulkankrater, Morada del Diablo, kan vi desværre ikke nå, men vi ser søen Laguna Ana, der næsten er udtørret. Vi har en båd, der venter, så turen tilbage går i fuld galop gennem det tørre landskab med flotte vekslende landskaber til akkompagnement. Efter tre timer er vi i god tid tilbage i Punta Arenas og afleverer bilen. Jeg ser Plaza de Armas med det chilenske antarktiske institut. Det er en flot udsejling gennem Magellanstrædet. Vi ser sprøjtende hvaler og også delfiner.

Næste dag er vi inde i Beaglestrædet, et andet berømt farvand. Vi passer Glacier Alley med seks store gletschere. Det er bidende koldt, men synet er det hele værd, trods skyer og støvregn. Ved middagstid når vi Ushuaia og er nu i Argentina. Det er anden gang, jeg er her i verdens sydligste by, første gang for præcist syv år siden, også på vej til Antarktis. Den ligner sig selv med de mægtige gletschere og nationalparken i baggrunden. Her ligger et andet cruiseskib og to ekspeditionsskibe. Ushuaia er en gateway til vildmarken, både Ildlandet og Antarktis. Oppe i byen er der et fint rådhus og en valmuepark, i kontrast til alt vildnisset udenom. Hovedgaden har mange huse i alpestil og talrige friluftsbutikker. Ombord igen er det direkte til middag med udsigt til Beaglestrædet agter. Der er små bebyggelser langs kysten.

IMG_0786

Vi vågner næste morgen ved, at det annonceres, vi har nået Kap Horn. Sidst var det totalt diset, denne morgen er der klart solskin. Vi ser verdens sydligste fyrtårn, som er beboet af en fyrmester og hans familie. Børnene undervises over internettet. Endnu længere mod syd ligger den yderste klippe på Kap Horn klar og skinnende i morgensolen, meget sjældent der er så god udsigt til Amerikas sydligste punkt. Den stormombruste klippe er alle søfolks skræk, af det stof legender er gjort af. Utallige er de søfolk, der har fundet deres grav her, og kaptajnen læser et digt op til minde om dem. Det er utroligt at tænke, at her plejer at være vindblæst, at vrag bliver slået til pindebrænde. Denne morgen er her vindstille og indbydende, nærmest havblik.

Med dette er turen ned langs Sydamerikas vestkyst slut. Forude venter Antarktis, på den anden side af Drakestrædet.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar