På kanten af Europa – fra Nordkap til Bayonne
Jeg står på Nordkap under den berømte globus med den iskolde vind fra Nordpolen lige ind i hovedet. Man dvæler ikke længe ved billeder, men glæder sig over den flotte tur, der førte til dette forblæste øjeblik.
Jeg satte mig for nogle år siden det mål at køre fra Nordkap til Gibraltar. Jeg er fascineret af kyster gennem barndommens somre ved Vesterhavet, hvor jeg drømte om at se meget mere hav og kyst. I 2021 gennemførte jeg første del, fra Rudbøl til Nordkap, og i sommeren 2024 anden del, fra Rudbøl til Bayonne. Efter planen fuldføres rejsen i Gibraltar snarest muligt.
Til Nordkap
Jamen, Nordkap? Det er jo en laaaang tur, udbryder den norske kvindelige grænsebetjent, da jeg 13. juli 2021 ruller af færgen i Kristiansand og behørigt bliver stemplet ind i Norge med mit nyvundne digitale EU-Coronapas. Min norske chef var af samme overbevisning, og faktisk er det bestemt ikke alle nordmænd, der har været så højt mod nord.
Jeg ruller op gennem et sommerligt Norge, der i de kommende dage byder på enestående vejr mellem sneklædte fjelde og grønne æbleplantager. Efter en overnatning i Stavanger er første store stop, Preikestolen, denne mægtige fritstående klippe med udsigt over Lysefjorden. Termometeret siger 28 grader, og udsigten fra toppen er magisk. Folk maver sig frem for at kigge ned, for et pludselig vindstød ville kunne sende en flere hundrede meter ned i fjorden under os.

De kommende dage tager mig op gennem det kvintessentielle Norge med vennebesøg og god tid til fordybelse. Jeg er gennem Gudbrandsdalen og forbi det højeste bjerg, Galdhøpiggen. Her er stavkirker, træhuse med spir og masser af trolde, og man forestiller sig De Tre Bukkebruse komme løbende hvert øjeblik.
Jeg rammer atter kysten ved Trondheim og ser den mægtige Nidaroskatedral. Jeg har kørt meget men er ikke engang halvvejs på Nordkap! Mosjøen er en fin lille by på UNESCOs verdensarvsliste som et eksempel på en komplet og traditionel norsk kystby. Langs Sjøgata ligger mere end velbevarede træhuse lige ned til en dyb fjord. Fjeldet på den anden side af fjorden står kulsort på grund af et skybrud, der er på vej. Jeg fortrækker til bilen og kører mod min overnatning i Mo i Rana, hvor jeg næste dag rammer polarcirklen, som markeres med en kolossal souvenirbutik og en iskold bidende vind.
Jeg har besluttet at lave en detour til mægtige Lofoten, som egentligt består af flere øer med enestående udsigter og kridhvide strande. På træklædte moler blafrer klipfisk og tørrede torskehoveder i vinden. Jeg bor på Furu Hostel i Knutstad, en perle med smuk indretning og en baghave med bålhytte, sauna og fjordudsigt. Et af de sjældne vandrerhjem, hvor folk taler sammen i stedet for at sidde med deres telefoner.

Norge er stort, og det gælder også Lofoten. Min næste overnatning befinder sig ovre på Vesterålen, hvilket kræver en genvej med den lille færge mellem Melbu og Fiskebøl. Omsider når jeg Prøsch Brygge på det yderste af Vesterålen, en gammel telegrafstation, hvor Espen er vært. Han steger sejfileter til mig i den lyse sommernat, og vi snakker længe. Konen Katrine er femte generations ejer af denne idyl, hvor jeg går til køjs i det gamle men hyggelige værelse med det vuggende hav lige uden for.
Næste dag tager jeg til den afsidesliggende fiskerby Nyksund, helt ude ved Norges og verdens ende. Den blev forladt, da hvaleventyret sluttede, men har atter fået liv, da en tysk filantrop kastede sin kærlighed på den og begyndte at renovere de gamle huse, mange på stylter. Fiskerlivet må have været hårdt herude, og den isnende vind og slagregn, der møder mig, giver en vis indlevelse i det barske liv på kanten af Europa. I små butikker sælges byens fortid, og skrigende måger har reder højt i de forfaldne bygninger.
Tilbage på fastlandet starter sidste del af turen mod Nordkap. Heroppe er landskabet langt fladere end i Sydnorge, da isen har slidt klipperne ned. I Alta ser jeg byens berømte verdensarv, de mellem 5000 og 7000 år gamle helleristninger, som man finder i et stenet landskab ned til fjorden. Jeg tænker tanker om, hvordan disse mennesker har levet og set verden. Helleristningerne har været datidens bibliotek, kirke og internet i ét.
Sidste del af turen går gennem Nordkapptunnelen, som blev indviet i 1999. Tunnelen er en kæmpe ingeniørmæssig bedrift og går på sit dybeste sted 212 meter under havets overflade. Jeg møder forblæste cyklister, der har taget turen hele vejen op gennem Norge. Det kræver respekt, da min triptæller siger 34784 km siden Kristiansand. Mit mål er nået, og efter 35 års rejser i Europa står jeg helt på toppen, i iskold blæst ude fra Polarhavet.

Den anden vej – til Bayonne
I sommeren 2024 går det sydpå. Jeg ruller ud af Rudbøl, Danmarks vestligste by, over Vidåen og er snart i Tyskland, selv om forskellen i starten synes umærkelig i dette gamle danske land. Marsken og Vadehavet fortsætter i store træk hele vejen til, hvor Holland slår et knæk. Området er UNESCO World Heritage, pga. dets naturmæssige og kulturelle betydning, og de gamle marskgårde vidner om et barsk liv i kamp med og mod naturen.
Efter et par dages kørsel i disse landskaber står jeg på Afsluitdijk. I Holland kaldes tingene ofte ved deres navn, og det imponerende dige fungerer som en livsvigtig barriere mod havets rasen. Gud skabte verden, hollænderne skabte Holland, som man siger her!
Det er Frankrig, der er næste mål, og efter en første hyggelig aften i Dunkerque, kendt for dramatiske begivenheder under krigen, går det syd- og vestpå. Kysten syd for Calais kaldes Opalkysten på grund af havets farve, og det er en af de vilde kyststrækninger, jeg elsker, og som jeg har kørt mange gange. Her er små byer med hvide huse, der står i kontrast til havets kræfter, og hvor jeg har vinden i håret og solen i ansigtet. Jeg har tidligere været på D-dagstrande i Normandiet og spist spandevis af østers i Bretagne, som jeg aldrig bliver træt af. Denne gang fokuserer jeg på nye ting, for eksempel de imponerende stensætninger ved Carnac i det sydlige Bretagne. De er ældre end selveste Stonehenge med deres op til 6.000 år.

Efter flere dage med hyggelige kystbyer når jeg de berømte regioner Haut Medoc og Margaux vest for Bordeaux og bor på et lille vinslot, hvor det fine publikum kigger på mig, som om jeg er gået forkert. Men den er god nok, jeg har fået denne perle med udsigt til grønne vinmarker og gamle stenhuse til spotpris. Allermest berømt i området er Saint Émilion med dens unikke terroir med skrånende bakker og det milde, solrige klima, som giver druerne perfekte betingelser for at modne til velsmagende verdensberømte vine. Maden fejler heller ikke noget, og trods mange turister er der en dejlig ro i Saint Émilions krogede middelaldergader.

Fra Bordeauxregionen går det ned langs Biscayen og dermed endemålet på denne tur. Alle os, der har læst Rasmus Klump som børn, tænker uvilkårligt på Skæg, den godmodige og eventyrlystne sømand, der havde en særlig fascination for Biscayen. Når snakken faldt på eventyr og farlige sørejser, kunne man regne med, at Skæg ville tale om “dengang, jeg lå nede i Biscayen”, hvorefter han altid blev afbrudt af noget eller nogen.
Min tur slutter i Bayonne, hvor hele byen er et stort virvar af mennesker i baskerhuer og røde tørklæder. Der er baskisk byfest, og den får ikke for lidt. Selv vender jeg mod nord og ser frem til sidste etape, mod Gibraltar.

Fakta
Turen til Nordkap var på 3478 km og turen til Bayonne 3168 km. Begge blev gennemført i en lille VW Up! Og så skulle Jakob jo retur igen, samme distance om end en anden vej. Overnatning foregik i telt eller på billige hoteller og mad blev ofte tilberedt over et trangiasæt. Hermed kan sådanne ture gøres meget billigere. Rejserne er en del af projektet om at køre hele Europas vestkyst, og man kan læse mere i min anden rejsebog, Aftenlandet, der efter planen udkommer ultimo 2025.
Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 4, 2024