Jyllands vestkyst 2020 – trætophytter, barndomsminder og gamle venner

Sommeren 2020 blev i Coronaens tegn udelukkende fokuseret på vores smukke land, Danmark. Det største ben på Tour de Danmark 2020 var en større rundtur i Jylland. I modsætning til min store tur rundt om Jylland i 2016, var det denne gang ikke målet at følge kysten rundt men at gå i dybden med udvalgte steder. Det blev nok den bedste tur rundt i Jylland nogensinde, ikke mindst takket være gode venners selskab på vejen.

Turen starter for alvor 10. juli. Den har fået en fremragende optakt 9. juli i min barndomsby Herning, hvor jeg sammen med min bedste barndomsven Niels og hans søn Oskar har set FC Midtjylland sikre sig det tredje danske mesterskab på seks år. Jeg er derfor lykkelig men har lidt tømmermænd, da det går afsted mod første stop, Stauning Whisky, hvor det efter flere forgæves forsøg er lykkedes mig at få booket en rundvisning. Jeg når destilleriet lidt udenfor Stauning præcis 10.30, og der sidder allerede 50 mennesker bænket. Man kommer til tiden i Vestjylland. Pernille, en pæn blond kvinde i starten af 40erne er en engageret guide, der selv brænder for både whisky og Stauning. Hun er vittig og fortæller underspillet om, hvordan eventyret startede med at en kreds af vestjyder på en ferie fandt på at lave deres egen whisky. Frem til 2009 havde de ikke drømt om at skulle gå kommercielt, men en vis Jim Murray smagte deres whisky og synes den var så fremragende (mindede om Ardbeg fra 70erne) at han opmuntrede dem til at gå videre. Det tager jo tid at lave whisky, så først i 2012 var den klar til salg. Og længe kunne den hverken købes eller smages i Stauning, fordi alt blev revet væk til butikker. Derfor har jeg heller ikke været her før. Men det kan den nu, og der bliver både smagt og købt. Det er hårdt at starte med en rugwhisky 10.30 her dagen efter mesterskabet, men den smager godt og glider ned, ikke mindst fordi der sidder en jaloux FCK-fan overfor og er misundelig på den guldtrøje, jeg selvfølgelig er iført. Vi ser faciliteterne og rundvisninger er en af de bedre, overskueligt og med stor viden om whisky. Man gulvmalter, man tørrer, man mæsker og gærer, alt sammen håndholdt på tradirionel facon, som er med til at give den særlige smag, og vi følger hele processen. Til sidst smager vi, både råsprit og yderligere to whiskyer, en almindelig og en røget. Jeg takker Pernille for den fine rundvisning og køber tre små flasker samt en bog i butikken.

Turen går videre til lille idylliske Stauning Havn i kanten af fjorden, som jeg ikke tidligere har besøgt. Så går det endnu engang ud i Skjern Å deltaet med store vidder og et rigt fugleliv. Jeg nyder stilheden og luften og har en fin udsigt til den lille Lønborg Kirke. Den præsenterer sig fint oppe på en bakke. Det går videre til en anden gammel kending, Bork Havn, der er fyldt med mennesker, der spiser frokost i blæsten. Selv får jeg en meget middelmådig fish and chips og en classic samt en vaffelis.

Efter en tur gennem fyreduftende  Blåbjerg Klitplantage og smukke Filsø ned til Grærup, tager Birgit imod i sit sommerhus, for sidste gang. Hun er min mors veninde, og et menneske jeg har kendt altid. Hun er 84 og kroppen kan ikke længere holde til cykling og vesterhavsbade, så hun stopper, mens legen er god. Barnebarnet Marie er der sammen med sin kæreste Sune og deres to børn, Gertrud og Søren. Det er hyggeligt, og vi snakker godt og meget, så jeg ender med at blive længere end ventet og tager midddagen med. Ved ottetiden bryder jeg op og kører ud langs Grærup Langsø, gennem smukke landskaber til Blåvand og det berømte fyr. Der er mange mennesker i byen, selv denne aften, og man kan godt se, at danskerne holder ferie hjemme i dette coronaår. Jeg er atter på Danmarks vestligste punkt, og udover det ikoniske fyr er udsigten dejlig til lyngbakkerne nedenfor og ud mod Vesterhavet.

Jeg har booket en trætophytte hos Heidi og Troels i Tarp lidt uden for Esbjerg. De to sympatiske mennesker har netop købt et hus med mange hytter fordelt i en stor have. Der har tidligere boet lidt af en Ole Opfinder, der blandt andet har muret et bindingsværkshus. Og så har han lavet to trætophytter. Den ene er ikke færdig, for træet er gået ud, men den anden sover jeg i, og den er en enestående oplevelse. Vejen op går af en smal vakkelvorn trappe, men som Troels joker, er han også bedemand! Jeg går til ro og nyder stilheden i den fine hytte med små detaljer, pynt og rejsebilleder på væggene. Jeg vågner næste morgen ved sms fra Heidi, at der er kogt vand og kaffe klar nedenfor hytten. Jeg er langsomt i gang, og mens jeg pakker snakker jeg med Heidi, der er ved at male fuglevolieret. Der er altid nok at gøre sådan et sted, men jeg ønsker de to søde mennesker held og lykke.

Dagens første stop er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor jeg kom meget som barn, men hvor jeg nu ikke har været i 35 år. Bygningen er den samme i 60erstil, og der er fyldt denne dag hvor man holder styr på gæsterne med udleverede guldmønter. Jeg ser udstillinger om fiskeriet, der meget ironisk for Esbjerg, Danmarks fiskeriby nummer 1, stoppede i 2008, . Det er en god udstilling, men endnu mere interessant er den om offshore, først om olie og senere om vindenergi. Jeg lærer en masse nyt om olieproduktion og om Nordsøen. Udenfor er der en fin udstilling med kuttere og et komplet værft, og folk hygger sig. Sælerne er her stadig og fodres foran en stor folkemængde. Sildestimer og blæksprutter gør indtryk, men det er ikke for akvariets skyld, man skal tage hertil. Det er for indføringen i vigtige årsager til Danmarks velstand.

Ude igen hopper jeg på færgen Menja over til Fanø, i det farvand hvor Skipper Las sejlede og sank i sin smadderkasse i den berømte sang. Ironisk at man kan synke i dette lave vand! Det er skønt at være tilbage i Nordby, og jeg nyder de idylliske huse. Alle restauranter er fyldt, så jeg må nøjes med pizza hos det lokale pizzaria, før jeg får en Fanø is, ledsaget af musik fra lokale folkemusikere. Det store mål for mig er selvfølgelig et genbesøg på bryghuset. Der er kø ’for at komme ind, men omsider får jeg en dejlig plads på en trappe i solen og smager mig igennem fem øl. De har virkeligt fornyet sig og er nu igen i superligaen af danske bryggerier. Deres Mango Mussolini, en klar hilsen til Trump, er den bedste. Mens jeg sidder der, skriver min gode veninde Katja, der på Facebook kan se, jeg er tjekket ind. Hun er i sommerhus med søster og børn i Sønderho. Jeg bliver inviteret og beslutter mig for en hurtig tur tilbage til Esbjerg efter sovepose og liggeunderlag. Færgerne er jo gratis denne sommer. Jeg når både frem og tilbage og den sidste bus ned til Sønderho, hvor en hyggelig aften med middag og drinks venter. Det bliver over et, inden jeg kryber til ro i min kabine i villateltet.

Efter morgenmad går det næste dag tilbage til Esbjerg og op til Hjerting, hvor det første fiskeri opstod før havnen i Esbjerg blev bygget. Ikke langt nordpå starter et landskab af ensomme klitplantager, og pludselig, på bakken ved Nymindegab Kro åbner fjordlandskabet og Holmsland klit sig. Vi er nu i min barndoms ferieland, for min familie havde sommerhus ved Søndervig, og jeg har altid nydt livet her mellem hav og fjord. I alle disse år har jeg aldrig set Abelines Gård, som er en gammel strandfogedgård fra det 19. århundrede. Her fortælles en fascinerende historie om livet på vestkysten med fiskeri og strandinger, noget jeg gerne vil skrive meget mere om.

I “hovedbyen “Hvide Sande” er der så proppet med mennesker som aldrig før Alt er optaget på Røgeriet og andre steder, så jeg køber ål, rejer og laksesandwich som jeg tager med og nyder i klitterne ved Søndervig, helt ude ved nedgangen til stranden. Heller ikke her har jeg nogensinde set så mange mennesker. Jeg kører nu kystvejen, rute 181 på det allersmukkeste stykke fra Søndervig til Husby, hvor vejen bugter sig mellem det åbne fjordlandskab og gamle vesterhavsgårde, røde og karakteristiske firlængede med små vinduer i vest. Her er et rigt fugleliv, jeg gerne ville stoppe og se mere på, men jeg har en aftale. Klokken 15 ruller jeg ind i Sønder Nissum hos de gamle venner Nanna og Mads, og det bliver som altid hyggeligt. Vi har selskab af andre gamle venner, Allan og Karl, og vi sidder ude, spiser frikadeller og spiller RISK som i de gode gamle dage.

Næste morgen sidder vi længe og hygger over morgenmaden. Først ved 13.30-tiden kører jeg og tager Karl med nordpå. Det går forbi Thorsminde til Fjaltring og Trans, hvor vi ser den ensomme hvide kirke helt ude mod havet Denne dag er lyset bedre end nogensinde , og her er så dejligt, jeg gerne ville bo her. I Ferring ser vi byen og er på stranden ved Bovbjerg, et andet ikonisk sted for mig med det vidunderlige lille museum for maleren Jens Søndergård. Jeg sætter Karl af ved hans sommerhus i Lemvig, mens jeg fortsætter mod vest ud  rundt om Ferring Sø. Jeg ligger længe på en bådebro og er i et med verden. Her er så smukt, og intet andet en fugleskrig høres.

Langs med havet går det til Harboøre langs VLTJ-banen. Harboøre tager sig pænt ud, og jeg tager et billede af kirken, hvor svovlprædikanten Pastor Moe forbandede menighedens rådne kød efter den store skibskatastrofe i 1907. Ikke meget trøst at hente i den fyr. Ved Thyborøn Agger er der mindst en times ventetid. Også færgerne er maksimalt fyldte. På den anden side er jeg på Agger Tange og basalt set i Thy. Det bliver kun et kort stop i Agger, kendt for sorte huse og heavy metal-festival, men byen har sjæl, og jeg er blevet ret vild med den. Forbi Lodbjerg Kirke og gennem første del af Nationalpark Thy går det til de vilde golde heder ved Stenbjerg. Det bliver også til et gensyn med idylliske Stenbjerg Landingsplads, der er som taget ud af verden af i går, og blevet kendt fra flere DR-programmer.

Herfra er der kun kort til Elisabeth og Dennis, gamle venner med hus i Nørre Vorupør, hvor hele familien sidder bænket omkring bordet, da jeg kommer. Da vejrudsigten er dårlig og jeg får tilbudt at slå mit telt op på deres græsplæne, dropper jeg ideen om at sove ude i nationalparken, og der kommer da også regn allerede, da jeg går i seng. Endnu en dejlig dag. Næste dag fortsætter turen i den nordlige del af Jylland.