Nordjylland 2020 – vild nationalpark og en jysk havklippe

Sommeren 2020 blev i Coronaens tegn udelukkende fokuseret på vores smukke land, Danmark. Det største ben på Tour de Danmark 2020 var en større rundtur i Jylland. I modsætning til min store tur rundt om Jylland i 2016, var det denne gang ikke målet at følge kysten rundt men at gå i dybden med udvalgte steder. Det blev nok den bedste tur rundt i Jylland nogensinde, ikke mindst takket være gode venners selskab på vejen. Dette er beretningen om den nordlige del af turen. Historien om den vestlige del af turen kan læses her.

Denne del af turen tager sin begyndelse, hvor første del slap, hos Elisabeth og Dennis i Nørre Vorupør, hvor jeg overnatter i mit telt på deres plæne bag deres hyggelige feriebolig i vesterhavsstil.

Det regner til langt op ad formiddagen, og vi sidder længe over morgenmaden. Familien er samlet, og da jeg bl.a. er gymnasiekammerat med sønnen Søren, er det svært at bryde op. Men videre skal jeg. Det går op ad kystvejen med stop i Vangså, helt ude mod havet, hvor jeg nyder stilheden.

Så går det til hektiske Klitmøller, engang en søvnig by med tre vandmøller, senere en lille fiskerby. Men det er først i de senere år, som surfermekka, Klitmøller er blevet kendt viden om, dygtigt brandet under hashtagget #coldhawaii. Her er også flere end nogensinde denne regnvåde coronasommerdag. Alle synes at vente på, vind og bølger bliver mere gunstige. Trods trængslen får jeg det sidste bord, oppe i baren på hyggelige Niels Juel, en sejlerpub helt i min stil med mørke paneler og ror og tovværk på væggene. Stjerneskuddet er fremragende og lige så den dejlige Thy Classic. Udenfor er det blevet tørvejr, og jeg går langs molen og kigger på rastløse familier og tålmodigt ventende surfere.

Mit næste mål er Vang, hvor Elisabeths og Dennis’ datter Annemarie er præst og har præstegård. Turen ind går gennem åbne heder, der ligger lidt uhyggeligt i tågen og de lave skyer, næsten som i en engelsk spøgelseshistorie. Tankerne går til Dartmoor og de små byer dybt derinde. Vang giver mindelser om Widecombe in the Moor midt inde på Dartmoor. Byen er lille, men kirken er smuk og middelalderlig med en storslået udsigt ud over de åbne vidder. Her er åbent landskab, her kan man bygge og bo. Kirken er rigt ornamenteret, selvfølgelig med skib og middelalderlig staffage, og Annemaries navn står nu på listen over præster siden Reformationen. Jeg taler med graveren, Hanne Klokgård, der er barnefødt her og ser det som ”mi kirk”, som hun siger.

Fra Vang går det op midt gennem nationalparken, igennem øde egne og ud til Vester Vandet Kirke ved Vandet Sø. Det er endnu en af Annemaries kirker i femsognepastoratet, som det hedder. De er to præster om at dele det. Også her er kirken smuk med et ejendommeligt standur fra midt i 1700-tallet ved siden af alteret. Det er en rig kirke, for området har været et centrum for skudehandlere i en tid, hvor dette var en vigtig genvej til Norge og handelen på Nordsøen. Og her handlede man altså med de skuder, der bragte varer og mennesker derop.

Videre går det ad flere åbne vidder til Nors Sø, hvor jeg også længe dvæler ved stilheden. Jeg er ny dybt inde i Nationalpark Thy, en perle i Danmark, som jeg har opdaget de senere år, fordi min gode gymnasieven Peter bor i området. Her er søer, smukke istidsformationer og enestående natur. Jeg sidder længe med udsigt over Hanstholm Vildtreservat, der ligner noget af Danmarks sidste og eneste ødemark. Nej hvor ville jeg gerne vandre hen over det en gang . Her er masser af fugle og råvildt og en vidunderlig ro. Kun blæsten lyder svagt.

Jeg forlader selve nationalparken og kører op langs Jyllands nordkyst, gennem Hjardemål og ud til Bulbjerg, hvor jeg ikke tidligere har været. Det er et enestående sted i Danmark. En 45 meter høj kalkstenskippe, der har været en ø men blev landfast, da havene sank og stenalderlandskabet hævede sig. Danmark har også tidligere mistet og vundet land. Så har man set det med, en kalkstensklippe i Jylland. Det er en rolig aften, og enkelte familier nyder udsigten, som jeg gør. Jyllands nordkyst på dette sted er ukendt for de fleste, men det er synd, for det er ret vilde landskaber med øde heder og ofte ganske høje skrænter ned til vandet.

Gennem øde heder og enkelte plantager går det videre langs nordkysten. Jeg skal lige et smut ud og se Svinkløv Badehotel, der er nænsomt genrejst efter den frygtelige brand for nogle år siden. Det er den mondæne drøm om badehotellet, et fatamorgana over svundne tider, der her er genopstået fra de døde, og med serier som “Badehotellet” er appellen ikke blevet mindre. Denne sommeraften er der propfuldt.

Jeg handler i Fjerritslev og kører gennem Tranum Klitplantage op gennem Hune og uden om Lønstrup til Tornby, hvor jeg indlogerer mig på Hotel Strandlyst, en verden af i går med gamle værelser og lugt at remoulade og friture på gangene. Værelset er ok, men det er en smuk sommeraften, så jeg spiser medbragt laksemad på stranden i Tornby, mens solen går smukt ned. Endnu en helt vidunderlig dag som slutter med blandet slik på værelset, der kalder barndomsminder frem.

Næste dag er det onsdag og 15. juli. Jeg har sovet glimrende, omsider i en rigtig seng, og jeg misser faktisk morgenmaden, der er slut. Heldigvis kan jeg få pengene tilbage. En hurtig kop kaffe følges af lidt müsli på parkeringspladsen. Dagens første stop er nordpå, et kort smut oppe i Hirtshals. Ikke en charmerende by, men den ligger fint og skinnende i formiddagssolen, med små blå skyer ovenover, der er karakteristisk for denne egn, og som jeg også så første gang, jeg var her i 1991. Hirtshals er i dag en vigtig fiskeri- og færgehavn, og går man i byen her, risikerer man et par på hovedet, ifølge min ven Søren, der trådte sine barnesko i Tornby, hvor jeg netop har været. Mit stop er Nordsømuseet, hvor jeg ikke har været i 29 år. Det er med at udnytte den halve pris denne sommer. Siden jeg var her sidst, har museet været brændt, men den ikoniske klumpfisk blev reddet. I dag er der ligefrem to af den. Jeg har længe gerne villet se museet, der er kraftigt udvidet. Der er ikke lang kø, og snart er jeg inde på museet, der er imponerende og har langt mere fokus på fisk og havliv end det i Esbjerg, jeg så tidligere på turen. Jeg kommer først ind i en sal med mindre akvarier, formet som en ekspedition i Nordsøen. Her er alle Nordsøens fisk og specielt søstjernerne er ganske imponerende. Der er også et bassin med jomfruhummere, der åbenbart lever i huler på bunden, og man bliver jo helt sulten. På førstesalen er der info om havklima og opdræt, og det hele er lavet virkelig godt. Den store attraktion er dog det store akvarium på 4,5 millioner liter havvand i næste bygning. Her er et stort panoramavindue med frit udsyn til ”havet” også de to klumpfisk. Udenfor kommer jeg tidsnok til sælfodringen, der naturligt er et tilløbsstykke sådan en sommerdag. Jeg holder mig lidt på afstand, men jeg får dog både over og under vandet en glimrende udsigt til de syv meget velnærede sæler, flere end i Esbjerg. Udenfor er der også legeplads og et kunstigt fyrtårn. Men det er akvariet indenfor, der virkeligt trækker, i tre etager og med virkelig gode blik til havets dyr.

Det går nedad mod dagens hovedmål Lønstrup, et af mine absolutte yndlingssteder i hele verden. Inden er det dog tid til et gensyn med skønne Hirtshals Fyr, der ligger smukt ude i blomstrende klitter med dejlige dufte. Som altid er her mange. Nu kører jeg lidt nedad og tager den nordlige Margueriterute til Lønstrup. Jeg kommer igennem Sønderlev og Nørlev og ser den smukke gamle Nørlev Kirke. I Lønstrup er alt proppet og jeg må parkere langt oppe ad en sidevej. Jeg får dog et glimrende stjerneskud og en tjekkisk øl i den gamle biograf i byen, der i anledning af den store efterspørgsel er blevet til restaurant og udskænkningssted. Her har jeg udsigt over det centrale og meget hektiske Lønstrup. Galleri Uggerby er desværre lukket, men jeg ser andre af de kendte steder inklusive Villa Vest og den hyggelige hovedgade. Her er så lange køer til alle iskiosker, at jeg opgiver og går i stedet blot rundt og nyder stemningen og glade folk på ferie. Jeg kører ud til smukke Rubjerg Knude Fyr, som jeg ser for første gang siden den lokale murermester med hjælp fra BMS sidste år flyttede det 50 meter ind i landet i en aktion, der blev fulgt live i Radioavisen og som nåede New York Times’ spalter. Det var noget af en bedrift, men nu skulle fyret være reddet fra havet i al fald for 50 år, så det ikke lider samme skæbne som den nærliggende og ligeledes ikoniske Mårup Kirke. Der er markeret med en varde, hvor fyret stod før, og det forekommer mig, at sandklitterne er blevet større, barere og mere vilde. Der er ingen afspærring ned til stejle skrænter, man må vel regne med, folk er ansvarlige. Over os svæver paraglidere, der følger vindene fra syd og op mod Hirtshals. Her er sand alle vegne og kø til at komme op i fyret pga. Corona. Jeg nyder stemningen, vindene og den milde sommer på dette sted, hvor jeg er kommet så meget.

Længere nede ad kysten gør jeg også stop i smukke Lyngby, hvor havet allerede har taget en stor bid, blandt andet af kirkegården. Jeg har tid til en dejlig Kissmeyer IPA på Fisherman’s Rest, et sted som taget ud af mine drømme. Her ville jeg gerne høre en af deres folkemusikkoncerter engang. Jeg nyder min øl med panoramaudsigt over havet. Jeg vender bilen og kører atter nordpå, udenom Hirtshals og ud til mundingen på idylliske Uggerby Å. På vejen kommer jeg igennem byer som Horne, som jeg kun kender fra håndboldresultater i 80erne. Uggerby Å ligger idyllisk i aftenlyset, og jeg burde nok have overnattet på den totalt idylliske primitive lejrplads, men jeg vil gerne tættere på Skagen. Jeg kører i en solmættet aften med det røde lys i ryggen, ad vejen gennem Tuen Klitplantage til jeg når Skagensvejen. Jeg finder let lejrpladsen i Skagen Klitplantage og slår mit telt op. Der er meget larm fra vejen, og der er mange andre telte. Jeg beslutter mig for at køre til Skagen for at se solnedgang sammen med de rige og kendte her i uge 29, Hellerupugen. Jeg ser på solnedgangen fra en klittop, men de fleste er mere optagede af lægehelikopteren, der åbenbart er ved at afhente en af de rige, der ikke kunne klare mosten. Her er idyllisk som solen går rød og rund ned i havet, og jeg går en tur langs Sønderstranden som jo udgør baggrunden på Danmarks mest kendte maleri. På solnedgangspladsen er masserne ved at fortrække i dyrt designertøj og kvinderne i lange flagrende kjoler, der utvivlsomt er dyre og som er den store mode i år. En fuld københavner tilbyder mig 500 kroner for at køre ham ind til Skagen, men jeg afslår. Han virker ikke rar. Jeg kører tilbage til lejrpladsen og spiser en tapasplatte og sidder længe i skumringen, til det bliver for koldt.

Næste dag er det 16. juli. Naboen byder på kaffe og kringle, fordi han har fødselsdag, En rar fyr med to drenge. I det andet telt er en dansk grønlandsk familie i et stort Roskildetelt. De snakker og hygger sig. Jeg kører ind mod Skagen og parkerer ved bryghuset. Her er ikke så mange endnu, Skagen er helt menneskelig. Jeg går op ad Laurentivej, den sædvanlige vej til museet, hvor der dog er kø. Jeg ser på Skagenhuse, er ude ved vippefyret og går tilbage mod havnen, hvor jeg får et bord yderst til deres skaldyrsbuffet, Jeg snakker med søde mennesker, der kommenterer min guldtrøje, her som mange andre steder. Kun den første FCK-fan i Stauning var negativ, resten har været sjove. Jeg tager afsked og går endnu lidt rundt i byen , inklusive en is på Ishjørnet, hvor mine bekendte fra Smukfest Ole og Heidi er på arbejde. De har travlt som altid.

Sidste stop er som altid vidunderlige Sæby, hos Inger og Arnold, hvor jeg har tilbragt så mange vidunderlige somre. De nærmer sig 90, men er stadig friske i hovedet. Vi sidder længe i haven og spiser min othellokage. Senere henter jeg kulmule i Klostergyden og ser mig lidt omkring på havnen. Jeg laver fisken til dem, kører ned og ser solen spillet ned, som altid idyllisk med sejlerne på havnen. Derefter går det op på ikoniske Øksnebjerg, minderne skal holdes ved lige. Jeg snakker en times tid med Inger og jeg går i seng i hendes kontor. Endnu en skøn dag, og eg kunne ikke overnatte et sted, jeg hellere ville være.

Sidste dag på denne del af turen, 17. juli. Jeg er oppe ved nitiden, og vi spiser morgenmad ude og snakker sammen det meste af formiddagen. Lige før frokost kører jeg rundt i Sæby og ser alle de kendte steder, havnen, kirken og Sæbygård Skov med åen, hvor jeg fiskede så meget som dreng. Jeg får endnu et stjerneskud helt ude på Jacobs. Det er vemodigt, turen er ved at være slut, for det har på trods af Corona været bedste sommertur i Danmark nogensinde. Så mange gensyn og nysyn og så mange herlige mennesker undervejs. Turen hjem går gennem Understed Bakker og Jyske Ås, og jeg følger en del af Hærvejen, der også har et ben, der går her forbi. Herfra er der ikke langt til E45, og det største ben på Tour de Danmark 2020 finder sin afslutning.