Tag med på endnu et øhop i Storebælt, denne gang til Sejerø og Nekselø. En dampende varm cykeltur på Sejerø blev fulgt af en vandretur på vilde, uvejsomme Nekselø.
Ved Sjællands nordvestlige hjørne, lidt syd for Sjællands Odde ligger to øer, vi længe har drømt om at besøge. Sejerø er den store, mens Nekselø er den uvejsomme, lidt ukendte. I august 2020 begav Mette og jeg os afsted i den smukkeste sensommer. Færgerne sejler fra Havnsø, kun en time fra København, og de ligger lige ved siden af hinanden. Man er dog ikke i tvivl om, hvilken færge, der sejler hvorhen.
På vej til Sejerø
Ved ankomsten til Sejerø styrer vi op mod byen, hvor vi lejer to skønne knaldrøde cykeltur hos øens cykeludlejer, der holder til i en gammel gård. Således går det gennem Sejerby til Cafe Spætten, der er indrettet i et A-formet rødstenshus. Der er åbent med servering af traditionelle danske retter. Ejeren er flink, men det er ikke hver dag, hun gør rent. Voksdugene emmer af fedt og fluerester, og glassene er vist ikke vaskede særligt godt. Æggekagen, der kommer i en varm pande, er til gengæld virkelig dejlig, og priserne rørende. Man får meget for pengene her på øerne.
Vi lejede de fineste røde cykler
Videre går det ad små veje op langs øens nordkyst. Her er en duft af markblomster, og grønne bakker slynger sig om os. Solen bager godt, og vi har sved på panden. Stort set for enden af vejen kan vi ikke komme længere. Her går det af en sti melle hybenroser, forbi en urmager (sjovt sted at ligge) og op til øens gule fyrtårn, der majestætisk knejser på en høj bakke. Her er udsigt til Sjællands Odde, og også Samsø skimtes. Fyret har været en del af en trekant med Hjelm Fyr og Sletterhage Fyr på Helgenæs, der har haft til hensigt at lede trafikken sikkert gennem det sydlige Kattegat. I dag lyser det satdig, selv om GPS og anden teknologi har overtaget meget af fyrets funktioner. Omkring fyret er der stejle skrænter og strandenge med fugleliv og sødlig duft af strandblomster. I vandet skimtes en sæl, og man har følelsen af at være lige midt i Danmark. Vi ligger længe i sandet og kigger op i den blå himmel.
Sejerø Fyr
Vi kører nu ned langs øens vestkyst. Her er der sommerhuse, fine træskulpturer nænsomt hugget ud af døde stammer og ellers ikke så meget. Mdt på kysten er der en fin lavvandet badestrand med et leben af familier, der er i vandet og nyder vejret og de børnevenlige forhold. Oldemor følger stout med i sin kørestol med parasol. På Sejerø Minigolf får vi en tiltrængt is og kigger på et underligt sted med minigolf, sømblokke, petanque, kæmpeskak og utallige andre adspredelser, man har samlet på dette sted, der ser ud til at være uforandret siden 1970erne. En tidslomme, som man ofte finder det på de danske øer. Farverige fugle af alle slags kvidrer i det store voliere.
På stranden på Sejerø
Tilbage gennem Sejerby går turen nu ned på øens sydlige del med gårde, en lille fin landsby og store engdrag. Vi rammer atter vejen på øens vestkyst og ser den lille kirke med virkeligt billedskønne kalkmalerier, der går tilbage til 1300-tallet. Vi er i god tid til færgen tilbage og overnatter i det sjællandske i gode venners sommerhus.
Fine kalkmalerier i Sejerø Kirke
På øhop på vej til Nekselø
Næste dag går turen til Nekselø. Den er mindre end Sejerø men bjergtagende, bogstaveligt talt. Allerede dagen før havde vi fra færgen set øens bakkedrag, skabt af den istid, der har formet hele landskabet på denne del af Sjælland. Sejladsen er kun 20 minutter fra Havnsø til denne lille, men storslåede ø med stejle bjergsider ned til stranden mod nord, vest og syd og en stenstrand i skoven mod øst ind mod Sjælland. Vi lander i den meget lille havn, hvor vi udstyrer os med et kort. Det er godt, for der er ingen rigtige veje, men vi ser dog et par biler herovre. Ellers er det små stier op og ned ad bakkerne. I dag er luften varm og knastør. Vi nyder at blive varmet igennem og værdsætter det i en dansk sommer. En efterårsdag i regn og rusk ville øen være en helt andet oplevelse. Endnu engang slår duften af markblomster os imøde; kamille, vild kørvel, kornblomster og masser af hybenbuske. Nordpå går grusvejen – der er ingen asfaltveje på øen og vist kun 5 huse, der alle er små gårde. Vi kommer forbi de første smukke udsigter fra højden af øen ind over strandene mod nordøst med Sjælland og Vig i baggrunden.
Idylliske blomsterenge skråner ned mod vandet
Vi er begge fyrtårnsentusiaster, og nordpå er der to fyr. Det er mere tønder end tårne, men skønne er de, for de ligger om muligt endnu mere spektakulært, end danske fyr ellers gør. Forfyret ligger helt ude på nordspidsen. Her er istidslandskab med bjerge (!), dødishuller i landskabet med bakker og bjerge. Et vandhul med langt grønt græs, hvor køerne vader helt ud i mudderet for at æde det bedste og grønneste græs. Det er ren safari. Resten af marken er gul, knastør og stikkende med tidsler. Enkelte tidsler er den klare lilla, andre er som tørrede blomster. Vi har bare tæer i sandalerne og er nødt til at se, hvor vi går. I modsætning til safari på savannen går vi helt på køerne. Bagfyret ligger tilbagetrukket på det højeste punkt med spektakulær udsigt nordpå over forfyret og ud over havet op mod Sejerø. 29 m over havet er vi her.
Nekseløs fyr, suppleret af et støttefyr længere bagude
Fra fyrtårnene går øens vandresti op af en stejl sti helt ude langs bjergsiden med havet på højre side mod vest. Stien er stejl og bugter sig op og ned, men her er tørt og heldigvis ikke glat. Landskabet omkring os minder mest om klitter med stikkende buske og harsk-sødlige dufte. Her er slåen med blå bær, så vi kan vende tilbage og plukke bær til snaps. Ummhh. Slåen og havtorn er i sig selv grund nok til endnu en tur. De åbne bakker erstattes af tæt krat, og ved Klintegården har man sat et lille sæt med borde og bænke, så trætte vandrere som os kan hvile sig i skyggen. Midtvejs skifter terrænet fra natur til kultur. Markerne er nu dyrket. Græsset er slået. Nåletræer vokser langs kanten. De står helt skæve og læner sig ind mod øen. Vestenvinden har gjort sit. Det er helt som træerne ved Jyllands vestkyst. Her er stengærder, der vidner om gamle mark- og grænsedragninger. Jeg fantaserer om små kongedømmer i Middelalderen, for med beliggenheden centralt i det danske øhav har der været rige handelsmuligheder.
Vilde skrænter ned mod vandet
En smart motorbåd ligger ud for øen. Nogle unge springer i vandet. Vi hører hylene ved mødet med det kolde vand. Vandet er trods alt ikke som i Middelhavet. Selv står vi midt i middagssommersolen. Klokken er to, og vi er våde begge to på armene og panden af varmen. Det eneste der ikke virker er Visitsjælland, der har tre steder, hvor man engang har kunnet høre historier fra øen. Ligesom på Sejerø. Når man scanner QR-koden sker der INTET. Det svarer selvfølgelig til organisationen gamle slogan ‘Vestsjælland – her sker intet’. Så har man jo heller ikke lovet for meget.
Mette på vej mod toppen
Vi krydser den sydlige ende af øen og når den lille hvide og røde kirke, der virkelig ikke syner af meget. Som ofte på øer er den omgivet af en kirkegård, hvor gravstenene vidner om lange liv. Det er sundt at bo i disse rolige omgivelser. Selv drømmer jeg om det lille hus helt nede i vandkanten, jeg har set fra færgen. Fra kirken går det ad små stier ned gennem Trolddalen, en stejl istidsslugt med en nærmest lodret nedstigning. Heldigvis er der hugget trin ind i den smattede skovbund. For enden går vi i tæt krat langs vandet. Nogle Hellerupunge holder dunke-dunkefest på en båd et sted ude i vandet, men ellers er der kun lyden af de mange måger. Turen tilbage til den lille havn er kort men ganske strabadserende. Vi er blandt mange, der skal med dagens sidste færge hjem fra denne lille, ret ukendte perle midt i Danmark.
Jakob nyder udsigten
Jeg rejste sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der har været med til at skrive beretningen. Hendes blog kan findes på www.expandingourhorizon.dk.
