Den Sorte Død i det digitale samfund

Dette indlæg publicerede jeg i POV International 30. marts 2020

Jakob Linaa Jensen skriver om, hvordan Coronavirus, både i sin smittevej og i samfundenes reaktioner giver mindelser om Den Sorte Død, der hærgede Europa i Middelalderen. Hvordan den aktuelle epidemi udstiller borgere og politikere som rådvilde og sårbare. Og hvordan coronavirus, ganske som Den Sorte Død, kan komme til at betyde samfundsforandringer.

 

I middelalderen, nærmere bestemt i årene 1348 og frem, udryddede Den Sorte Død op mod en tredjedel af Europas befolkning. Dengang som nu var sygdommen startet i Kina, i 1331, paradoksalt nok i det samme område, Hubei-provinsen, hvor den nuværende Coronavirus også startede på et marked, der solgte såvel levende som døde dyr.

Coronavirus er heldigvis ikke Den Sorte Død, hverken lige så smitsom eller lige så dødelig. Men ud over, at også denne sygdom har sin oprindelse i Kina, er der en lang række ligheder i den måde, vi som individer og samfund reagerer på. Det viser os, at vi på trods af 700 år og en ufattelig historisk udvikling mellem os og Den Sorte Død, er vi basalt set samme slags mennesker, med samme bekymringer og samme slags reaktioner.

Epidemierne vender tilbage

Ingen nulevende har em erindring om Den Sorte Død eller senere lignende epidemier af bylde- og lungepest, der fortsatte med at hærge Europa, om end med mindre voldsomhed, op til midten af 1700-tallet. I det hele taget var epidemier daglig kost og en del af livets iboende usikkerhed for vore forfædre. Kobber var, ligesom pesten, tilbagevendende, spedalskhedshospitaler fyldte i købstæderne og koleraen tog livet af tusinder, senest i forbindelse med epidemien i København i 1853. Selv i nyere tid har der været voldsomme epidemier. I 1918-20 tog Den Spanske Syge, en ondsindet influenza, livet af 50 millioner globalt og 15000 i Danmark i en krigshærget verden med en udsultet befolkning. Så sent som i 1952-53 spredte en polioepidemi skræk og rædsel i Danmark, hvor 7.000 især børn og unge blev ramt. Mange døde og andre fik varige mén.

Men det er ligesom om, der har været en forståelse af, at sådanne epidemier var fortid, i al fald i vores del af verden. Pencillin, stærkt forbedret sundhedsvæsen og omfattende vaccinationsprogrammer har længe dæmmet op for det værste, og det har været en udbredt opfattelse, at den eneste regelmæssige epidemiske trussel hos os er de tilbageværende influenzaepidemier, der hver vinter sender mange af os en uge i sengen og som i en skidt sæson som 2018 tager livet af 1500 syge og svage ældre medborgere. Dødelige epidemier har været regnet som noget, der foregår i Asien og Afrika, og selv om vi af og til gyser over udbrud af ebola i Vestafrika eller lungepest i Indien, er det som regel regionale problemer, der ikke udgør en trussel i vores udviklede og privilegerede vestlige verden.

Dette optimistiske syn har nu vist sig urealistisk. I en globaliseret, forbundet verden kan også epidemier sprede sig med en helt anden hast end i Middelalderen. Hvor det tog 17 år, fra 1300-tallets pest opstod i Kina, til den nåede Europa, tog det under to måneder for Coronavirus. Og i de enkelte lande spreder den sig nu endnu hurtigere. På trods af moderne lægevidenskab er det en kamp at finde kure og vacciner hurtigt nok til at følge med et virus, der er en usynlig og uforudsigelig fjende. I Laurie Garretts berømte bog fra 1995 ”The Coming Plague” argumenterer hun for, hvordan en globaliseret verden giver hidtil usete muligheder for nye epidemier, der kan opstå hvor som helst, i kloakker, svinestalde og kontormiljøer, og som kan spredes med lynets hast i en hypermoderne og overbefolket verden. Bogen vakte opstandelse og bekymring i 1995, og her 25 år efter kan Coronavirus meget vel være et varsel om, hvad der kan vente, især hvis vi ikke får adresseret verdens mest presserende problemer som overbefolkning og naturødelæggelse. Måske er vi på vej mod en middelalderlig verden, hvor tilbageværende, dødelige pandemier er dagens orden.

Reaktionerne på pesten

I middelalderen var man helt uforstående overfor pesten og med datidens teologiske verdensbillede blev den ofte forklaret som Guds straf. Man byggede pestsøjler for at please den tilsyneladende vrede, almægtige Gud. Først senere fandt lægevidenskaben ud af, at pesten skyldtes en smitsom sygdom, der i starten af det 20. århundrede blev identificeret som Yersinia Pestis.

I Bocaccios berømte værk ”Dekameron” om pesten i Firenze ser vi beskrivelser både af sygdommen og af folks reaktioner. Nogle blev mere kyske og fromme, enkelte søgte bod ved at piske sig selv, de såkaldte flagellanter. Andre gik amok i skørlevned og moralsk fordærv, som det blev beskrevet i datiden. Myndighederne reagerede langsomt, tøvende, men efterhånden blev karantæner og udgangsforbud, ganske som i dag, en del af værktøjskassen. En tradition var skabt. I nogle tilfælde blev de pestsmittede ligefrem muret inde med røde kryds på dørene og overladt til den sikre død, på samme måde som de kinesiske magthavere har gjort i Hubei-provinsen, hvor de syge blev isoleret og deres opgange svejset til. I endnu mere ekstreme tilfælde blev de pestsmittede jaget ud af byen, ganske som øboer på Ærø og Fanø har meddelt, at gæster på øerne er uønskede i den kommende tid. Vi ser også middelalderligt inspirerede udgangsforbud i en række af vores nabolande og med regeringens seneste tiltag, kan det meget vel også blive virkelighed i Danmark for at holde folk hjemme i den kommende påske.

Epidemier skaber overtro og syndebukke

Middelalderens mennesker var overtroiske. Én ting var den katolske kirke, som med dens forestillinger om synd og skærsild styrede sjælene med jerngreb. Derudover var der megen folketro tilbage, og de fleste troede på skæbne og tog varsler af selv de mindste ting. I et samfund, hvor oplysning og uddannelse var en mangelvare, førte pesten til de vildeste rygter og konspirationer.

Man søgte også syndebukke. Som ofte før og senere blev jøderne udpeget som skurkene. De blev beskyldt for at have forgiftet brøndene, og især i Frankrig foregik der voldsomme pogromer i blandt byer som Toulon og Chambery. Hårdest gik det for sig i Strasbourg blev 2000 jøder slået ihjel af rasende folkemængder.

Også i dag søges der syndebukke. Ansvaret skal placeres for det meningsløse og uforklarlige. Kina blev tidligt bebrejdet udbruddet af Coronavirus, præsident Trump omtaler den rutinemæssigt som ”den kinesiske virus”, og folk med kinesisk udseende møder skepsis og ligefrem racisme verden over. I visse muslimske kredse er den aktuelle epidemi blevet betegnet som ”den jødiske virus”, mens de religiøse forklaringer også har fået fornyet kraft hos rabiate imamer, der betegner Coronavirus som Allahs retfærdige straf over de dekadente vesterlændinge.

Den sociale medievirus

Middelalderens sladder på markedspladsen og i ølstuen er flyttet over på sociale medier, der stortrives i en tid, hvor vi er fysisk isolerede fra hinanden. Coronaepidemien bringer det bedste og værste frem i mennesker. På den positive side er der både udveksling af oplysninger og opbyggelige fællesskaber gennem digitalt samvær med ældre ensomme, virtuelle fredagsbarer og organisering af indsamling af skrald i naturen. Men sociale medier er også i endnu højere grad end normalt fora for vilde løgne og konspirationer, der cirkulerer med lysets hast, som en slags virtuel virus simultant med den biologiske. Misforståelserne og de falske nyheder kendes også fra eksempelvis AIDS-epidemien i 1980erne, men sociale medier bidrager til langt hurtigere spredning og voldsomhed.

På trods af vores rodfæstede tro på oplysning, fremskridt og moderne lægevidenskab, kan vi stadig panikke og gå i selvsving stillet over for en situation, vi ikke har mødt før. Vores krybdyrhjerner kan reagere med overlevelsesinstinktet, som giver sig udtryk i hamstring af håndsprit og toiletpapir. I USA reagerer man i vanlig cowboystil ved at hamstre skydevåben og forberede sig tilsyneladende på et borgerkrigslignende scenarie. Som en familiefar fra Maryland sagde i Horisont på DR1: ved mangel på mad kan det mest dyriske komme frem i alle!

På et mere kollektivt plan er såvel borgere som politikere villige til ukritisk at acceptere tilsidesættelse af normale demokratiske principper i lovgivningsprocessen, hvor voldsomme love med enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser er blevet hastet igennem, love, der indskrænker basale (og grundlovssikrede) rettigheder såsom bevægelses- og forsamlingsfrihed. Der argumenteres for nødvendighedens politik, og de fleste af de drastiske tiltag virker både fornuftige og velbegrundede. Men det er alligevel skræmmende, hvor hurtigt vi er villige til at acceptere mistet frihed, stillet over for en ydre fjende. Dette må også, på den anden side af epidemien, være en lektie i, hvor let vores demokrati kan sættes ud af spil, hvis nogen formår at argumentere overbevisende nok …

Pesten forandrede samfundet – det gør Corona også

Pesten forandrede middelaldersamfundet. De, der overlevede, fik generelt bedre økonomisk vilkår. Pesten ryddede ud i et overbefolket Europa, og der var nu færre om at nyde jordens afgrøder. Godsejerne manglede desperat arbejdskraft, og mens man i Østeuropa løste problemet med vold og tvang, fik bønder og livegne friere vilkår og bedre aflønning i Vesteuropa, hvor man brugte guleroden frem for stokken. Europa endte med at komme rigere ud af pesten, men frygten og erindringen blev siddende, og senere pestepidemier, om end ikke så voldsomme, satte regelmæssigt en skræk i befolkningen. Den sidste pestepidemi i Danmark fandt sted i 1711, under Den Store Nordiske Krig.

Coronavirus viser os, at forestillingen om, at store epidemier hører fortiden til, er naiv. Den fremprovokerer også en kollektiv angst, der rækker ud over frygten for smitte og den sammenlignet med pesten begrænsede risiko for at dø. Som samfund har vi en erindring om pesten og andre lignende epidemier, som dybt fra gemmerne kommer op til overfladen. Har vi ikke lyttet efter i skolens historietimer, eller har vi glemt den, hjælper katastrofefilm som Outbreak og Contagion os til at holde den kollektive rædsel i erindring. Vi kommer atter i tanke om, at vi rent faktisk kan dø en absurd død før tid, ligegyldigt hvor mange samtalekøkkener eller fladskærme, vi måtte have fået raget til os. Vi mindes om det nøgne liv, det faktum at vi ikke er her for evigt, som mange af os til dagligt fortrænger gennem endeløse møder, powerpointpræsentationer, parmiddage, rejser og spændende fritidsaktiviteter.

Måske vil det i den sidste ende gøre os til bedre og mere reflekterede mennesker, at vi mindes om, vi ikke kan tage livet for givet. Og måske vil den aktuelle isolation og den deraf følgende megen tid til ro, fordybelse og nærvær give os en bevidsthed om, at noget er vigtigere end den endeløse stræben efter forfremmelser og materiel velstand. Måske vil chefer indse, at mange af os er mere effektive når vi slipper for storrumskontorets helvede af støj og forstyrrelser og får lov at arbejde hjemme. Måske vil vi lære at skønne mere på det liv vi har og de mennesker vi har omkring os. Eller også vender livet blot tilbage til normalen, og vi er igen uforberedte, når den næste epidemi eller katastrofe kommer, formentligt værre end Coronavirus …