Mauritius og Seychellerne – dyre og dejlige

Det er tid til at drage på krydstogt i Det Indiske Ocean. Der er afgang fra Reunion, en ø, der er mere fransk end Frankrig, med cafeer, katolske kirker og supermarkeder med alt godt fra Bordeauxvine til foie gras.

Vi skal sejle med Costa Mediterranea, og ruten hedder Mauritius, Seychellerne og Madagascar, i alt 14 dage.

Den første morgen lander vi i Mauritius’ hovedstad, Port Louis, og udenfor kan vi se bulkterminalen og en ganske moderne by med grågrønne bjerge i baggrunden. Ikke det paradisiske Mauritius, man forestiller sig, men vi får se …

Udsigt over Black River Gorges

Mauritius blev selvstændigt fra England i 1968, men det er stadig fransk, der virker til at være det dominerende sprog, og det er pudsigt at høre kulsort indere tale fransk med kreolsk accent her midt i Det Indiske Ocean. På vej rundt på øen er det tydeligt, at Mauritius er mere velstående end Comorerne, og Sayad praler da også af den megen industri og de nye motorveje. Mauritius er meget domineret af indere, der blev bragt hertil som gæstearbejdere i sukkerplantagerne, ofte under slavelignende forhold. I dag er det tekstilindustri, der præger øen, og vi ser mange fabrikker, hvor sovesalslignende bygninger vidner om, at de importerede arbejdere fra primært Bangladesh stadig lever under forhold, er ikke er meget bedre siden kolonitiden. Ofte, siger Sayad, sover de på gulve på selve fabrikkerne. Her er også en del kemisk industri, og Sayad opremser stolt de mange internationale firmaer, der huserer på øen. Her er fremskridt lig med industrialiserring, og miljø og arbejdernes rettigheder ser ikke ud til at være det, der har første prioritet.

Grønne slugter og takkede bjerge

Det er en hamper pris for en taxa øen rundt, men vi er kommet for at se den smukke ø, og turen bliver alle pengene værd. Chaufføren hedder Sayad, og dagen igennem viser han os de bedste udsigter. Første stop er den udslukte vulkan Trou aux Cerfs, hvor en grøn jungle vokser op fra kraterets bund. Vi får en fabelagtig udsigt over bjergene og dalene ved Black River Gorge. Det er Blue Mountains, der møder troperne, og den betagende udsigt drager os længe. Aber klatrer hjemmevant rundt på rækværket.

På udkig over Black River Gorges

Vi kører videre af én bugtet vej med 59 sving gennem smukke grønne landskaber, hvor grønne bjerge blandes med træer og meterhøje blomster, Ved Chamarel ser vi romdestilleriet, der ligger i en smuk have, og vi får lov at smage tre varianter af den lokale drik, der forekommer at være en glimrende anvendelse af de mange sukkerrør, der dyrkes på øen. Ude igen kommer vi til et af turens højdepunkter Black River Gorge NP, hvor vi først ser det betagende dobbelte Chamarelvandfald, der er som taget ud af en eventyrbog eller turistreklame.

Chamarel Falls

Længere inde på øen ser vi det, vi er kommet for, Terre de 7 Couleurs, et område med små bakker, der er farvet af skiftende vulkanudbrud og efterfølgende kemiske reaktioner, så jorden har taget farver efter de kemiske forbindelser, ganske som Rotorua Nationalpark i New Zealand. Men her er dynamikkerne forstende og efterlader et farverigt skue i eftermiddagssolen.

Mangefarvet klippe på Mauritius

Her er også store landskildpadder, importeret fra en naboatol efter råd fra ingen ringere end Charles Darwin, da de oprindelige skildpadder var blevet udryddet af glubske og griske kolonister. På vej ned fra bjergene har vi glimrende udsigter til den store klippehalvø Morne, der har givet navn til hele dette landskab, der er på UNESCOs liste. Det er ved at blive mørkt, da vi kører langs kysten igennem skiftende byer, der giver mindelser om Indien, blot lidt pænere og mere velordnet. Sukkerrørs-marker med kæmpe vandingsanlæg skråner ned mod kysten, og lokale cykelryttere stamper løs i aftensolen.

En kaotisk og faldefærdig hovedstad

Næste dag gælder det hovedstaden Port Louis. Med taxabåden kommer vi ind til en gammel toldbygning med kornlager ved siden af, en typisk kolonihavn, som man også finder dem i Caribien. Vi skal se Aapravasi Ghat, den gamle migrationsstation, men typisk for dette land er den lukket klokken 12, også selv om der er 2000 krydstogtturister i nærheden.

Den gamle kolonihavn i Port Louis

Byen er i det hele taget træls, trafikeret og stinkende. Vi går gennem gader med usle indiske butikker. Mallen er en næsten tom bygning med indisk tøj af dårlig kvalitet, Længere oppe ser vi det nedslidte og lukkede citadel, hvorfra der dog er glimrende udsigter over de nærliggende bjerge, havnen og en kæmpe væddeløbsbane, hvor et løb er i gang.  Skilte, der nærmest er ironiske, bemærker, at citadellet nogle gange er åbent, nogle gange lukket, og nogle gange sker der noget …

Grønthandler i Port Louis

At sejle i Det Indiske Ocean

Det er en fantastisk følelse at sejle i det indiske ocean med flere dage i havet. Vi sejler nordpå mod Seychellerne. Jeg har drømt om dette siden jeg som barn så det mægtige hav på min globus . Skibet bryder uendelige bølger på det blide hav. Om natten er her kulsort, og man kan ikke se horisonten. På himlen står de sydlige stjernekonstellationer, og vi kan spotte dyrekredsen. Jeg forestiller mig store havskildpadder i vandet under os og tænker på de søfolk, der har sejlet her og opfundet myter om havfruer og søuhyrer. Om natten sover vi til skibets vuggende bevægelser.

Endnu en solnedgang over Det Indiske Oceean

Seychellerne – dyrt og dejligt

Vi er ankommet til Victoria, den lille hovedstad på Seychellerne, et (meget dyrt) paradis i Det Indiske Ocean. Vi skal tilbringe to dage ved kaj i den lille hyggelige hovedstad Victoria med kun 28000 indbyggere og et umiskendeligt engelsk præg med klokketårn og engelske gadenavne.

Første dag bringer os med katamaran til den næststørste ø Praslin, 40 sømil væk. Snart står vi ud af havnen, hvor vindmøller pryder molerne, og der er livlig aktivitet i terminalerne. Seychellerne er et ganske velstående land sammenlignet med de andre, vi har besøgt. Det er en frisk tur forbi grønne øer, men snart kommer en kæmpe byge, og vi må rykke nedenfor i tørvejr.

Efter en time når vi den lille beskyttede havn på Praslin Island, hvor en mole med en åben ventesal og en snusket cafe byder os velkommen. Trods ihærdige taxachauffører kommer vi med en lokal bus og senere skifter vi til en anden. Turen bringer os forbi idylliske strande og små afsides bugter. Ved et kryds op mod Zimbabwebjerget (sjovt navn) hopper vi af og går den sidste kilometer gennem flot regnskov, over en stejl bakke og med til Anse Lazio. Den er ikke berømt uden grund, den er nærmest perfekt, lidt ligesom i The Beach. Kridhvid strand med kokospalmer og mangrovetræer, turkisblåt vand og sand hele vejen ud. Vi slapper af på stranden, og pigerne nyder vandet. I bugten ligger flere katamaraner med god udsigt. En lille flod munder ud i havet og ved et hvidt telt er et bryllup linet up. Desværre for dem kommer der voldsomme byger blot en time senere …

Idyl på Anze Lazio

Vi får en drink og en blæksprutteburger på den lokale svinedyre restaurant, men da vi skal ud regner det så meget, at lysten til at gå tilbage over bjerget og gennem skoven er begrænset. I silende tropisk regn får vi et lift af et indisk kærestepar, søde mennesker. Han er imidlertid en ringe bilist, og kan slet ikke finde ud af at give den gas på vej op ad bakke. Da han når toppen, giver han imidlertid gas, og på en lidt våd vej ned ad bakke skrider bilen ud og vi glider stille og roligt i svinget, hvor vi heldigvis bliver stoppet af en barriere. Bilen sidder dog uhjælpeligt fast, og vi må kravle ud i den anden side. Ingen kommer noget til, men den unge mand er ret chokeret og har nok mistet en del street credit hos kæresten. Da vi er sikre på, de er ok og deres vejhjælp på vej, kan vi tage en taxa tilbage til færgen til hovedøen.

Victoria – tropeidyl med et britisk touch

Næste dag bliver brugt i hovedstaden Victoria, hvor vi går i land op ad formiddagen. Vi ser først uafhængighedspladsen og -gaden, hvor det centrale regeringskvarter ligger. Bygningerne hedder Independent House og Liberty House. De er ikke alle lige kønne, og beton blander sig med koloniale bygninger. Hele hovedgaden er fyldt med souvenirbutikker, og gamle pakhuse tårner op mod de blå, skyklædte bjerge bag ved byen. Nationalbiblioteket er en imponerende lang bygning, og den allerfineste bygning i kolonistil huser Udenrigsministeriet. En kirke har blot et skilt med ”Alleluja”, som ironisk nok står ved siden af klimaministeriet. Også her er klima en religion …

Vi kommer forbi regeringsbygningen og præsidentens hovedkvarter, og befinder os snart i en flot botanisk have med de berømte kæmpekokosnødder, der kan veje op til 40 kilo. I gamle dage troede søfolkene, nødderne voksede i havet, deraf det franske navn Coco de Mer. Det skyldtes, at de nogle gange pludseligt poppede op gennem vandet. Forklaringen er, at nødderne er så tunge, de går til bund i havet. Efter et stykke tid er de gået så meget i forrådnelse, de danner gasser, der tvinger dem op til overfladen. Sådan er der en videnskabelig forklaring på alle de gamle myter.

Skildpadderne fodres i Victoria Botanical Garden

Den største oplevelse er dog de endnu større landskildpadder, som vi får lov at fodre med store palmeblade. For tre paddeentusiaster var det en stor oplevelse. Og det var nogle ordentlige krabater. Det gør ondt, når de træder en over fødderne i jagten på mad. Men søde er de, og tankerne går til min barndoms kærlighed til skildpadder. Denne oplevelse ville have været endnu større for mig dengang.

Blandt skildpadder i Victoria Botanical Garden

Sidste indslag er et besøg på den eksotiske og stinkende dyre Eden Island, hvor stranden er så privat, vi ikke får adgang. Men sjovt at se, hvordan de ultrarige kan bo mellem deres enorme katamaraner. Seychellerne er i sandhed dyrt og dejligt.

Skriv et svar