Madagaskar – vanilje, peber og lemurer

Madagaskar er for mig, som for mange andre, et sagnomspundet land. Filmen med de sjove dyr er et nyere fænomen, men allerede tidligt har dette land stået i min bevidsthed. Øen er stor men adskilt fra Afrika, og har derfor udviklet sit eget unikke dyreliv og kultur, den sidste meget påvirket af inderne og araberne. Landet forbindes også med duftende krydderier som peber og ikke mindst den berømte vanilje. Og så er der lemurerne, de små halvaber, der i filmen har fået helt deres eget liv.

Vi vågner ret tidligt, og kan se Madagaskar om bagbord. Det sagnomspundne land ligger grønt i morgendisen, og havet er blikstille. Lidt før otte kaster vi anker ude i bugten, og de første tenderbåde begynder at sejle ind til kysten på Nosy Be, der på malagaskisk betyder ”stor ø”.

Her er bagende varmt denne morgen. Snart sejler vi ind i havnen, omgivet af små lokale fiskerbåde, udflugtsbåde og mere industrielle fartøjer. Det er som taget ud af de hvides møde med Afrika, og i land står lokale kvinder og synger og danser smukt med det turkisblå hav som baggrund. Kajen er også fyldt med hustlere, der vil sælge ture og taxatransport.  I et fattigt land, hvor en skolelærer tjener 40 euro om måneden, er vi en vigtig indtægtskilde, og det er om at være klar, når turisterne kommer. Vi lader os lokke af en tur, som jeg får forhandlet godt ned. Et besøg i den nærliggende lemurpark og en tur på en berømt strand.

Snart kører vi med chauffør og guiden Sofyd Usi gennem en skramlet men ganske hyggelig by, fyldt med blikskure med små butikker, kvinder med kurve på hovedet og lejlighedsvise udsigter til den blå bugt. Her virker ikke fattigt men heller ikke rigt. Det er uden tvivl et simpelt liv, der leves i husene, der ofte er bygget af siv og bambus.

Lemurer på koffeinchok

En kort tur gennem en grøn bugtet vej bringer os til indgangen til Lemurialand, en lemurpark, der også har andre af Madagaskars berømte dyr. Der er ordnede forhold med trykte billetter, en parkeringsplads med skyggefulde skure, hvor vores bil kan holde, og en guide, der insisterer på at vise os rundt.  Det er en åben park med duftende buske og træer og vidunderlige tropiske aromaer. Det er her, peberet gror.

Parken er smuk, og vi ser hurtigt mindst tre forskellige slags stråleskildpadder, nogle halvstore, andre ganske små. Videre gennem den smukke park er der også sumpskildpadder, der i modsætning til deres landlige fætre er kødædere. Her er også en madagaskisk boaslange, der med sine tre meter sover dovent i et hjørne af indhegningen.

Men det egentlige højdepunkt er lemurerne. Der findes flere slags, der alle minder om dem i filmen. Nogle steder holder de til på øer i søer, andre gange går de rundt imellem os. De virker ret tamme og optagede af deres egne gøremål. De er svære at få til at sidde stille eller få taget et billede af, men søde er de.

En lille stribet fætter kaster sig dovent til at sove på en gren, mens andre sidder og stirrer på os med hår strittende ud af ørerne som en koala. Andre springer omkring i græsset med halen i vejret eller leger lege, hvor de jager hinanden op og ned af buske. De ser sjældent ud til at stå stille og er fulde af energi, som var de på koffeinchok.

Alle regnbuens farver og alle palettens dufte

Guiden er lidt utålmodig, for vi bruger lang tid på at indsnuse stemningen, se på dyrene og indånde parkens mange blomsterdufte. Her er jackfruits, papayaer og lycheer. Her er hibiscus, jasmin og ylang-ylang, en blomst importeret fra Indien, hvis træer kan blive op til tyve meter høje, og som i den nærliggende fabrik laves til velduftende parfumer og olier, som man selvfølgelig gerne vil sælge os. Her er peber og vanilje, blomster og buske og et orgie af farver og dufte.

Vi ser oliefabrikken og indhegninger med kamæleoner i de mest vilde farver. Hannerne har orange øjne, hunnerne gule, men flere ligner blot en reklame for Corel Draw med alle de farver, man kan forestille sig. Her også firben, leguaner og kæmpe humlebier, der flyver omkring.

Fra parken kører vi tilbage gennem den farverige by. Børn i uniformer er på vej fra skole, de gule tuktuker er overalt, og de små skure med varer fortsætter i de kringlede gader. Vi passerer kirkegårde, en for madagaskere og en for indere. Man fornemmer en konflikt. Op ad et usselt slumkvarter spiller børnene fodbold på en bane, hvor der ikke er meget græs tilbage. Fodbold forener. På tværs af klasser, og i øjeblikkets jagt på bolden er sociale forskelle og virkeligheden udenfor glemt.

“The beach”

Vi når frem til Antagoloana, hvor der er mere opbygget, og hvor en fin strandbar ”No Comment Bar” ligger og ligner noget fra The Beach. Henne ad stranden ser vi lokale fiskerbåde, og jeg smider mig i sækkestole med mojito og øl for hånden, mens pigerne går i vandet.Her er paradisisk, og jeg ligger i solen, mens svaler kredser over mig, rundt om kokospalmerne og op mod den lyseblå himmel. Det er øjeblikke som disse, man rejser tusindvis af kilometer efter og betaler mange penge for.

Ved femtiden stævner vi ud fra den farverige mole i en smuk bugt, til vores ventende skib, der er en ganske anden verden end det, vi lige har set. Hvad mon de tænker om os? Jeg har samme følelse som i fiskerfavealen ud for Maceio  i Brasilien. Hvor forskellen mellem det hvide skib og den gråbrune hverdag, i fattigdom, slum og varme er tydelig. Kan vi overhovedet tillade os dette. Vi er i al fald privilegerede, og vi værdsætter det.

Diego Suarez

Det er anden dag på Madagaskar. Vi er sejlet op til nordspidsen af den mægtige ø og ligger nu for havn i en afskærmet bugt ved Antarivanana eller på europæisk Diego Suarez. Her ligger vi for en farverig kaj i containerhavnen, hvor et lokalt orkester spiller trommer og andre instrumenter. Her er også et lille fyrtårn, og byen er ikke så grim som mange andre byer på disse kanter. Indbydende ser den dog ikke ligefrem ud. Overalt kigger folk på os, forventningsfulde eller skeptiske.

Det er en spidsrod gennem taxachauffører og sælgere, men vi får os forhandlet frem med en af de mere beskedne chauffører. Vi kan alle tre lige være klemt ind på bagsædet, og snart rumler vi ad hovedgaden ud gennem byen, forbi farverige små butikker og masser af tuktuker. Snart kører vi med en smuk, turkisblå bugt på vores venstre side. Midt i den ligger et perfekt kegleformet bjerg, der sikkert er en gammel vulkan.

Vi stopper ved French Mountain, en langstrakt klippeformation, hvor der nedenfor vokser mægtige baobabtræer. Der findes fire slags, der kun er her på Madagaskar, og dette er et af dem. På pladsen vil både voksne og børn hellere end gerne sælge ting eller lade os holde en af deres leguaner. Det er et fattigt sted, hvor tre generationer bor i det, vi ville kalde et skur.

Videre kører vi langs den blå bugt forbi marker og små skramlede landsbyer. Ved Ramena kan vi ikke komme videre ud til fyrtårnene, da resten af halvøen er militært område. Men her er også dejligt, en meget tilbagelænet strand med en lille hyggelig bar. Malede kvinder går på stranden og vil sælge ting, gendarmer patruljerer, men er vist mere interesserede i at tage selfier med deres mobiltelefoner.

Ella og Mette bader, og jeg slapper af og læser. Det er igen et dejligt afslappet sted, sådan et sted som taget ud af drømme om det tropiske. Vi spiser fiskespyd og grillet fisk og snakker lidt med vores chauffør. Ved firetiden kører vi tilbage til skibet, endnu en lang vej, som vi nok ikke skulle have taget i tuktuk. Men det var en oplevelse.

En zoologisk skuffelse

Sidste dag på Madagaskar lægger vi til i havnen i Tamatave i provinsen Tomasiana. Klokken er 7.30 om morgenen, og havnen ser  lidt trist ud. Det er atter bagende varmt. Det  pæneste i byen er skolerne, politistationen og et missionshospital. Hele vejen langs gaden er der vakkelvorne butikker, der sælger frugt, mobiltelefoner, hårforlængelser, plastic og hvad man ellers ønsker sig. Det hele er malet i spraglede, men afskallede farver.

Et stykke nord for byen drejer vi af, op langs Ivoloinafloden, og vi må nok konstatere, bureauet ikke overdrev, da de understregede behovet for en firhjulstrækker. Her er meterhøje huller, og i en landsby er vandpytterne så store, at ænderne bruger dem som dam. Her er også smilende lokale, drenge på stylter og mænd, der reparerer på broer og huse.

Selve Ivoloina er en skuffelse. Alle lemurerne er i bur, og mange bure er tomme. Her er et menneskemylder, og vi er glade for, vi har set den anden lemurpark. Vi overtaler guiden til at krydse en faldefærdig bro over søen, og pludselig er vi alene i den dejligste regnskov.

Her går vi uforstyrret langs en fin sø, og ender ved et ensomt vandfald. Det her er det rigtige, og vi nyder det alle. Tilbage igen haster vi igennem det sidste, drikker en kokosnød, og chaufføren kører os tilbage til skibet, gennem den osende, hakkende by, hvor trafikken er gået i stå. Her er mennesker på alle slags transportmidler, rickshaws, motorcykler, lastbiler, etniske køretøjer. Alt, der har en motor, kan transportere mennesker.

Vi står tilbage med indtrykket af et fattigt, men farverigt land, hvor lemurer og kamæleoner var de klare højdepunkter. Og hvor det at sejle fra sted til sted var en kæmpe oplevelse.

Skriv et svar