Bhutan – Tordendragens land

Bhutan er sagnomspundet. Det har fået rygte for at være det oprindelige Shangri-La, dette utopiske afsondrede bjergrige i Himalaya. Det omtales som Tordendragens Land, Cypressernes Land og med mange andre metaforer. Siden min kollegienabos kammerat var i landet på feltarbejde og begejstret fortalte om landet, har jeg ønsket at besøge det. Senere har landet fået rygtet som der, hvor man fokuserer på bruttonationallykke frem for BNP. Hvor man minimerer antallet af turister ved at kræve et minimumsforbrug på 250 dollars pr dag. Og hvor lufthavnen er så farlig, at kun ni piloter kan lande der! Jo, det skal ikke være nemt, men så meget mere fantastisk var det, da Mette og jeg i december 2019 fik lov at besøge landet, som en del af vores jordomrejse.

Vi lander i den utroligt smukke og hyggelige lufthavn med ansatte i nationaldragter. Bjergene tårner sig op på begge sider, og solen står lavt på vinterhimlen. Alt går nemt og udenfor venter guide og chauffør, der kalder sig ”pilot”, og vi får hvide bånd om halsen som tegn på respekt.  Landet er smukt fra starten. Vi kører i en vild dal og ser flotte udsigter og en gammel bro af jern fra 1600-tallet. Her er små stupaer, der hver rummer navnet på en død, sådan begraver man her. Guiden, Sonam, fortæller kyndigt om landet på udmærket engelsk. Vi er bjergtagede, her er vidunderligt, fredeligt og rent. Efter et par timer når vi hovedstaden Thimphu, hvor vi indlogeres på fint hotel med kæmpe værelse. Vi er lykkelige for omsider at være i Bhutan.

Udsigt til Himalaya

Vi har sovet udmærket i det kolde værelse. Morgenmaden er med omelet og noget, der minder om sandkage. Vi kører ud ad Thimphu, og Sonam fortæller videre om Bhutan, som vi nu kører ud af byen og ind i de skove, der udgør 60 procent af landet. Skove og træer er en del af bruttonationallykken, og regeringen giver træer til alle husstande, som man kan plante for de kommende generationer.

Bhutan blev samlet som land i 1629, den store landsfader kom ned fra Tibet. Vi ser på Simthoka Dzong, hvor det startede. Første store stop er Dochula Pas, hvor der er udsigt til alle de bhutanesiske himalayabjerge. Det er imponerende at stå her på verdens tag, og der er helt skyfrit. Vi er oppe under himlen, næsten oppe i atmosfæren. Her er også templet, Druk Wangyal Lhakhang. Kirkegårdene er stænger med flag, hvor den dødes navn står, ledsaget af bønner. Smukt.

“Frugtbarhedsklinikken”

Vi spiser frokost ved Chimi Lhaktang og går gennem en malerisk landsby omgivet af rismarker over til templet, der ordret betyder ”hunden der forsvandt”. Det er et tempel for den gale munk, der praktiserede en særlig form for buddhisme med druk og sex. I dag er det frugtbarhedstempel og par kommer for at bede om fertilitet. Som på andre ”klinikker” har man billeder af alle dem, det lykkedes for.

Videre går det op til Pukhana Dzong, den næststørste og ældste fort i landet. Det har huset 400 soldater, og man aner, der har været konstante krige i dette fredelige land. I dag er her munke og administration. Munkene er netop færdige med bøn. Vi ser fortet og går til gammel hængebro, der går til en fjern landsby. Munkene hopper glade rundt på den som små skolebørn.

Den sorte buddhisme

Næste dag vågner vi uden for Pukhana med udsigt til en fin dal men også lidt dis. I dag skal vi i første omgang tilbage mod Thimphu. Vi kører tilbage til det store kryds, hvor vejene mod Pukhana og den gennemgående hovedvej mødes. Her er markedsboder, hvor der sælges æbler og appelsiner. Det viser sig, at man har ret frodige dale, hvorfra man kan eksportere æbler, kartofler og appelsiner til Indien, Alt andet importeres fra Indien. Vejen ned til Indien er i det hele taget en livsnerve for landet. Det betyder dog også, at indere i stort tal kommer til Bhutan på busrejser. I modsætning til os, skal de ikke betale 250 USD om dagen for at være her, men regeringen overvejer at indføre skat på indernes indrejse for at begrænse tilstrømningen. De mange indere er også grunden til, vi ser immigrationsmyndigheder og pigtråd ved alle grænserne mellem landets distrikter. Man vil have styr på, hvem der rejser igennem.

Vi snakker videre med Sonam om buddhisme. Det lader til, at han er meget standfast i sin opfattelse af den rene buddhisme. Mahayanabuddhismen er altså ikke så sympatisk som Theravadabuddhismen længere sydpå. Chaufføren fortæller dog på et tidspunkt diskret, at mange mænd er ret ligeglade med deres familie og mere optagede af det næste liv. Så de tager på lange meditationsophold for at forberede sig på efterlivet, Så kan kvinder og børn ellers lades i stikken. Det er ikke alt ved buddhismen, der er sympatisk.Vi snakker også skatter. Skatteprocenten på indkomster er 15, og så er der skatter på biler og boliger, der forekommer beskedne efter dansk målestok. Det kan ikke være en regering, der er så udøvende som den danske. Men den passer på landet og træerne. Vi kan se, at der går embedsmænd langs vejen og kigger på og måler træernes tilstand.

Buddha i stor størrelse

Efter halvanden time er vi fremme ved Dochula pas og får igen kaffe. I dag er her tåget, og Himalayabjergene er skjulte, så vi er heldige med at have set den flotte udsigt i går. Vi kører nu nedad og tilbage mod Thimphu ad hovedvejen. Her ser vi den 54 meter høje Buddhastatue, der er bygget fra 2008 og frem. Det sidste, indgangene mangler at blive helt færdig, fordi man er løbet tør for penge. Også her trækker anlægsprojekter ud. Hele herligheden har kostet 20 millioner danske kroner og er blevet finansieret ved frivillige bidrag, samt donationer fra lande som Indien og Singapore. Sonam er meget stolt over buddhaen, som står på en prominent plads og kigger ud over Thimphu og dalen omkring, Hovedet er belagt med guld, og mærket i panden er en diamant til en værdi af en halv million kroner. De kan ikke være bange for tyveknægte heromkring.

I soklen er billeder af de første konger af Bhutan og af kongefamilien. Landet blev samlet første gang i 1600-tallet, men på grund af vedvarende stridigheder, var det først i starten af det 20. århundrede, at en central magt var i stand til at udøve kontrol over landet. Den nuværende konge er ung og troner overalt sammen med sin kone og deres lille barn.

Middelaldersamfundet

Vi forlader nu hovedstaden Thimphu, denne mærkelige oase midt i middelalderen med Applebutikker og cafeer. På en sportsplads ved hovedvejen spiller skolebørn fodbold, og livet går sin gang. Afgjort en af de mere besynderlige hovedstæder med sine traditionelle huse og klædedragter tilsat et strøg af modernitet.

Vi kører nu atter mod Paro. Vi kommer forbi steder, vi så den første dag, og langs vejen sælges frugter og tørrede chilier, der også ligger til tørre på hustagene. Vi passerer den lille lufthavn, der er klemt inde i den snævre dal. Den er så farlig, at kun ni piloter er clearet til at lande der. Derefter ser vi Paro Fort. Også dette er bygget i 1600-tallet, da landet blev samlet, og det har længe været et bindeled og symbol på magten i landet. Udover en garnison af soldater, er det også herfra, myndighed stadig udøves. Som i fortet i Pukhana, er den ene afdeling for regeringen, den anden for munkene. Det er magtens arkitektur, den er delt midt over helt bogstaveligt, manifesteret i denne imposante bygning. Det er en konstruktion, der nærmest er middelalderlig, og det formelle demokrati i landet er nok kun en skinmanøvre for at dække over, at man reelt har oplyst enevælde med den unge konge i spidsen. Og middelalderregeringen sidder hårdt på landet. Alle offentlige ansatte, guider og skolebørn går i nationaldragten, og skal man ind i offentlige bygninger, skal man iføre sig et hvidt sjal for at vise respekt for øvrigheden. Vi ser her en mildere udgave af dette regime, der herskede i Tibet indtil 1947. Det hele bindes sammen af den fatalistiske, indadvendte Mahayanabuddhisme. Selv om vi på overfladen er fascinerede af Bhutans bruttonationallykke og eksotiske styreform, hylder deres fredsommelighed og deres træer, er ikke alt harmoni under overfladen. Og vi spekulerer meget på, hvordan kvinderne reelt har det.

Fortet er fint og middelalderligt og med gode udsigter over dalen. Her er igen smukke mandaler og billeder af livets hjul og de tre dyr, der symboliserer synderne: påfuglen for tilknytning, slangen for vrede og grisen for ignorans. I andre buddhistiske lande er det andre dyr, men historien er den samme.

Tæt på himlen ved Tiger’s Nest

Bhutan blæser vores hjerter og hjerner omkuld. Når man tror, det ikke kan blive vildere og mere spændende, får den lige en tak til. Vi bruger det meste af næste dag på at hike op til Tiger’s Nest, et ensomt beliggende tempel på en stejl bjergside, hvor den anden Buddha efter sigende kom ridende til på en tiger. Turen op er hård, og vi har begge influenza i kroppen. Men vi tror på det, gør det og bliver belønnet med enestående udsigter, syv storslåede templer på toppen, og en tålmodig guide, Sonan, der venter på os, når vi skal puste ud eller tage billeder.

Et dramatisk højdepunkt kommer på vej op, da en munk har fået et hjerteanfald. Vi og mange andre, herunder en kinesisk læge og en sygeplejerske forsøger forgæves at genoplive munken, der er gammel og har diabetes. Det lader til, han nærmest er gået op til det berømte tempel for at dø. Han nåede toppen, og da det samtidig er buddhistisk helligdag, ligger han rigtig godt på karma til sin næste genfødsel. Men tragisk er det nu alligevel.

Husalteret

Nede fra Tiger’s Nest ser vi Kychiu Lhakhang, endnu et smukt tempel med appelsintræer og blafrende smørlys for de døde. Aftenen byder på en enestående oplevelse: middag hos en lokal bondefamilie med risvin, smørte og alskens lokale retter med kål, okse, ris, chili i ost og blodpølse. Vi ser også deres husalter. Her sover alle sammen, med mindre de er gift, og hvor andre har private gemakker, har man indrettet et rum til alter og et til munke, når de kommer forbi. Alt er smukt og meget stemningsfuldt, og vi reflekterer begge over, hvor forskelligt, man kan leve.

Nu forlader vi Bhutan og står tilbage med enestående oplevelser af et samfund, der på mange måder er I middelalderen med en konge og en religiøs elite, der deler magten. Men det er også et land på vej ind i moderniteten, bevidst om sine traditioner og særpræg. Et land, der beskytter naturen og passer særligt på træerne, hvor der hersker en vidunderlig ro, hvor der er højt til himlen, og hvor man får lyst at komme igen.