I skildpaddernes rige – en sejltur blandt Galapagosøerne
Jeg stirrer direkte ind i øjnene på et dyr, der er tre gange så gammelt som mig og har overlevet både to verdenskrige, adskillige militærkup og store globale forandringer. Men i skildpaddens rolige væsen står tiden tilsyneladende nærmest stille, og jeg spekulerer på, at den må have tid og overskud til et rigt indre liv.
Vi er på Rancio Primicias, et privatejet reservat midt på Galapagos’ hovedø Santa Cruz, der huser nogle af de største og ældste skildpadder i verden. Jeg har været fascineret af skildpadder, både på land og i havet, siden jeg var seks år gammel. Kickstarten blev engagerede, naturkyndige lærere i de små klasser, og at jeg fik foræret en af de dengang populære nålepuder formet som en skildpadde. Så var fantasien og interessen ellers vakt hos en videbegærlig dreng, der som syvårig vidste alt om skildpadder, og satte den stakkels skolebibliotekar på overarbejde med at hente bøger hjem. Det var før Internettet …
Darwins øer
Det er første dag på Galapagos, vi er fløjet ind fra Ecuadors fastland om morgenen, er i hast blevet installeret på vores båd, og efter en bustur op til øens midte er eventyret ellers i gang! Vi stopper ved et imponerende krater. Dem er der mange af på Galapagos, men dette er helt tilgroet og et orgie i grønt. Galapagos består af vulkanske øer, dannet for fire til fem millioner år siden og formet af hyppige udbrud siden da. Lava er som bekendt ganske fertilt, og så snart der er vandkilder, pibler alt det grønne frem: kaktusser, tornebuske, små og store træer.
Galapagos forbindes mest af alt med Charles Darwin, for det var på opdagelsesrejse med det gode skib HMS Beagle i 1832 til 36, han udviklede grundlaget for sin berømte teori om arternes oprindelse, som kom til at revolutionere videnskaben og det accepterede verdensbillede. Der gik dog mange år fra Darwins optegnelser på Galapagos til han publicerede ”Arternes oprindelse”. Darwin var søn af en præst og en gudfrygtig mand, og han var med rette bange for omverdenens reaktion, da han selv var klar over rækkevidden af sine opdagelser, som skulle ryste både kirken og andre overleverede fortællinger.
Galapagos’ perle: Isla Isabela
Vi er ombord på det gode skib M/S Aida Maria med blot 13 passagerer og syv besætningsmedlemmer ombord. Standarden er rigtig fin til prisen. Vi sover i udvendige kahytter, men den meste tid går på i vand og på land eller på fordækket med betagende udsigter og spektakulære solnedgange.
Næste dag når vi den store ø Isabella, som nok er den mest berømte og interessante af øerne pga. sit varierede liv til lands og vands. Her er vulkanske månelandskaber med små blå bjerge i baggrunden, der ser ud som der må have gjort på dinosaurernes tid. I en mangroveskov ses for første gang et helt særligt dyr for øerne, saltvandsleguanerne, der findes i titusindvis og er habile svømmere, modsat deres landfaste fætre, der også findes på øerne. I hobetal sidder de i solen og opvarmer deres vekselvarme krop. Her er også krabber i knaldrøde farver, lyserøde flamingoer og hvide traner. Overalt pibler det med liv på de våde, varme klipper.
Vi er i vandet mange gange under de i alt seks dages sejlads. Det foregår i våddragt, for vandet er ikke varmt. Selv om vi er på Ækvator bidrager havstrømme nede fra Antarktis til at holde temperaturen nede. Især omkring Isla Isabella er snorklingen noget af det ypperste med rev, tropiske fisk og ikke mindst de store havskildpadder. Det er fascinerende at være så tæt på disse elegante skabninger og få lov at være med dem i deres univers. Men nok se, ikke røre!
I små både sejler vi rundt blandt søløver og talrige fuglekolonier. De karakteristiske pingviner, både af Galapagos- og Magellanarten, dominerer mange steder, men vi ser også de sjove blåfodede suler, hejrer og i det hele taget en ubegribelig artsrigdom.
Fregatfugle på Ækvator
Næste eftermiddag krydser vi Ækvator. Vi stimler sammen på broen, da kaptajnens GPS står på 0°00.000 S, så det er passende med en kølig Ækvatorøl fra baren, mens store fregatfugle kredser om skibet eller hviler ud på vores master. Hannerne har et karakteristisk rødt bryst, der kan pustes op for at imponere hunnerne.
I de sidste to dage besøger vi også øerne Rabida, Santiago og North Seymour. Vi sejler mellem mangroveskove og ser utallige karetteskildpadder i det lave vand, mens fugle af alle slags kredser over os. Vi er i våddragterne for at se endnu flere spektakulære revfisk, men der skal navigeres forsigtigt i den høje søgang. Bølgerne kommer langt væk fra, og der er dybt omkring øerne. I land ser vi store kolonier af legende søløver og de helt særlige Galapagos-pelssæler. En mor kalder på sin bortkomne unge, og vi står nu med passende afstand i første parket og følger den lilles Odysse hjem og den rørende gensynsglæde, mens den lille bliver nusset og ammet. Rørende.
Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 89, efterår 2022
