Kiribati – et land hvor alt står stille

Kiribati er et af verdens mindst besøgte lande. Samtidig ligger det stort set så langt væk fra Danmark, man kan komme. Da vi gik ind i det nye årtusinde, var det Kiribati, der fejrede først, til hele verdens snurrende tv-kameraer. Men man havde snydt og ændret tidszonen11 timers tidsforskel. En ø er omdøbt til Millennium. Det burde være mange penge værd at være først i det nye årtusinde, bortset fra at man tilsyneladende ikke ønsker turister og ikke gør noget for at udvikle en turistindustri. Så vi oplever at være stort set de eneste turister i en hel øgruppe.

Initiativ og økonomi er fremmedord

Vi ankommer sent om aftenen, med flyet fra Nauru. Mette og jeg har siden Salomonøerne haft selskab af Anne Johansen, en skøn berejst norsk kvinde. Hun er godt selskab og et dejligt menneske, fuld af gode historier. Hun skal bo samme sted som os, Fema Lodge. Det er et træls sted og lever op til de værste af de anbefalinger, vi har læst. Det er billigt efter lokale dyre forhold, men det roste wifi er dyrt og dårligt. Personalet er så sløve og dovne, man skulle tro, man var i Afrika. De kender ikke deres egen wifi og kan ikke forklare, om det f.eks. gælder 24 timer eller 100 MB. De kan heller ikke få det til at virke, og gentagne gange må Jakob om bag disken og reboote routeren. En søndag aften kan de ikke lave aftensmad ‘for hende der skal lave mad er ikke kommet’… og hverken de to damer, der forbliver i restauranten klokken 18-21 eller de to damer i receptionen eller sikkerhedsvagten kan tilsyneladende koge en skål ris og lave en omelet. Aircon virker ikke, for ‘management har sagt, de vil få det repareret, men det er ikke sket endnu’… og sådan fortsætter det. Her er intet initiativ, og de får da også elendige ratings. Men der er ingen konkurrence, for der er ingen turistindustri. Vi er de eneste udlændinge på øen, der ikke arbejder her.

Det mest vanvittige på Fema Lodge er dog prissætningen. Hver gang der hældes varmt vand i koppen, faktureres for endnu en kop kaffe/te. Morgenmaden ikke med i prisen. Det aller”bedste” er dog prisen for at få vasket tøj: 6 australske dollars for 1(!) t-shirt og 8,5 australske dollars for at få vasket 1 par underbukser! For samme pris som vask af 1 stk trusser kan vi få en stor portion friskfanget rå tun i kokosmælk med ris, samt friskbagt pandekage med revet kokos på. Så det er oplagt, hvad vi foretrækker. Vi fortrækker til Kao Kao, hvor vi sidder i skyggen med drinks, arbejder og får vidunderlig cerviche til frokost.

Der sker ikke det store på South Tarawa. I supermarkedet er alt sløvt, vi snakker med australiere, der underviser på erhvervsskoler her og er frustrerede over, de lokale hverken har evne eller vilje til at håndterer turister. Alt er lukket på grund af søndagen, og strandene, der ligger op ad hovedvejen er smukke men ikke så indbydende til en svømmetur.

Roadtrip på en lille atol

Den næste dag tager vi med Anne på roadtrip. Det havde vi ikke lige set komme på en lille atol, men muligheden byder sig, da vores sted også lejer biler ud. Der er ikke meget med forsikring eller ekstra kilometer, for det er begrænset, hvor langt man kan køre, og hvor meget der kan gå galt. Vi kører først mod vest på Tarawa og krydser snart den ret nye betondæmning, bygget med støtte fra japanerne som tegn på venskabet mellem landene, noget vi også så på Palau og senere ser på Salomonøerne.

Japan har i det hele taget bygget den flotteste vej gennem hele landet med cykelsti og fortov i begge sider. Det er også en japansk arkitekt, der har tegnet parlamentet. Forholdet er tæt og kompliceret. Japanerne føler oplagt skyld for det, de forårsagede i denne del af verden under krigen. Tarawa var besat, og vi ser japanske kanonstilliger og betonbunkere fra 2. verdenskrig. De store, grå kanoner er opstillet på drejeplatforme, beregnet til at sænke angribende skibe.

Børnene leger på de gamle, rustne japanske kanoner og laver hovedspring i vandet fra platformene. Der er med garanti ikke dyre, fjedrende faldunderlag på legepladserne her. Der er heller ikke iPhones eller sociale medier. Vi ser end ikke det store udvalg af billigt plastic legetøj i butikkerne. Men rustne kanoner, sand og muslingeskaller fungerer fint, og ungerne morer sig. Små og store børn spiller fodbold og volleyball. Vi glæder os over, at både piger og drenge løber ude og leger sammen. Ingen tørklæder. Ingen synlige tegn på religion. Heller ingen tegn på børnearbejde, men snarere skole og afslappet leg.

Langs hovedvejen går og cykler unge mormoner to og to langs vejen. Altid med kridhvid nystrøget skjorte og slips med knuden bundet stramt helt oppe i halsen. De er de eneste med hvid skjorte og slips her på Kiribati og i Stillehavet i det hele taget. De må have mere held med sig her end i Danmark, hvor de har trukket sig ud, da de måtte erkende, at deres budskaber faldt på stengrund. Her bider folk åbenbart på, og intet andet end initiativ falder på stengrund. Kiribati er endnu et land, hvor ingen viser tegn på stress. Det er reelt meget få, der ser ud til at arbejde, og tempoet er ikke højt.

Betio, helt mod vest, er en kedelig og skramlet by med en lille industrihavn og en støvet hovedgade med få, triste butikker. Vi vender om og kører atter mod øst. Midt på Tarawa ligger Kiribatis parlament. Vi får lov at køre helt ind til det, som vi også gjorde det i Mikronesien. Vi kører lidt friskt op til vagterne og vinker, hvorefter de med største selvfølgelighed åbner porten. Vagtens kone ankommer lige efter os og afleverer deres lille datter på hans arm og kører selv videre. Sikkerhed virker ikke til at være et issue her. Vi går rundt på hele øen, hvor parlamentet ligger. Den ligger på indvundet land, altså noget de har skabt med sandsække, grus og koraler. Parlamentet er mintgrønt og formet som sejl på outriggere. Det er så passende til stedet. Fine trætavler opremser med guldbogstaver de valgte siden uafhængigheden. Alle er ”honorable” og His / her ”excellency”. De kan godt lide titler her.

Landsbyen ved verdens ende

Vi har fået anbefalet restauranten Chatterbox, hvor øen slår et knæk. Stedet er da også hyggeligt, en kombineret cafe og rejsebureau med udsalg af bøger og souvenirs. Maden er dog ringe, potnudler med varm tun falder specielt ikke i Mettes smag.

Så er det en større oplevelse at køre nordpå til North Tarawa. Vi kører forbi lufthavnen, gennem det sidste asfalt, over en stålbro med løse plader. En del af dem har forskubbet sig, så man kan se vandet under broen. Der står et tal for max vægt. Lige inden broen er hullet i grusvejen så dybt og kanten op til cementen, der markerer broens start, så høj, at man let kan blive hængende. For første gang nogensinde beder jeg passagererne åbne vinduerne og løsne sikkerhedsselerne, så alle kan komme ud, hvis vi lander i vandet under den lave bro. (Gode råd til bedre strategier er velkomne, bortset fra ‘lad være med at køre over’). Det går godt, og snart er vi optaget af legende børn i vandkanten, der har lavet en cementvej om til en glidebane ud i vandet.

Vi er nu i en anden verden, hvor der bestemt slet ingen turister kommer. Små landsbyer ligger mellem banan- og kokospalmer, og snart slutter vejen. Alt videre transport er med udriggerkano.

Landsbyernes beboere er venlige folk. Både børn og voksne, unge og gamle smiler og vinker til os. Vi stiger ud og sopper lidt rundt, mens vi nyder roen og livet. En flok kvinder og piger tager kanoen med påhængsmotor hjem til næste ø. En flok drenge spiller fodbold. En ny dreng kommer til med tjekkede foldboldstøvler, og så stiger ambitionsniveauet lidt i forhold til de barfodede drenge.

Forældre og bedsteforældre snakker lidt med hinanden og os og betragter drengene. De fleste sidder i åbne bambushytter med stråtag, hvor man sover en meter over jorden, så man lige er fri af grise, høns og hunde. Herude mellem palmer og mangrove og breadfruittræerne på øerne er der kun blik og bambus, hytter og sand. Der er ganske store vandhuller i vejene, der lige kræver en høj bil, og at vi aflurer, hvor de lokalkendte krydser, så vi ikke kører fast. Herude er der ingen kirker. De ligger kun langs asfaltvejen gennem byerne på hovedatollen Sydtarawa. Små ekstremt kristne menigheder og katolske kirker med store åbne forsamlingshuse foran, som samler landsbyerne til bingo, middagslur og alt andet.

Vejen tilbage går ind i selve lufthavnsområdet. Helt ind langs selve landingsbanen! Landingsbanen er forlænget ud i vandet for at blive lang nok. Der er hegn om langs hele cementstrukturen i kanten. Så det er ikke rigtig muligt at lave en vej udenom. Den pragmatiske løsning er at åbne en låge i hegnet i begge sider, så vi kan køre øen rundt og komme fra den sidste landsby på den ene side af landingsbanen til den sidste landsby på den anden side. Vi er fuldstændigt høje af begejstring over at kunne køre rundt derinde og fotograferer, måber og griner. Det bliver ikke mindre specielt, da vi kommer forbi et lille privatfly, der engang er landet udenfor hegnet på et lille bitte stykke jord helt ud til havet. Det har stået der siden det havarerede.

Expats på Koa Koa

Restauranten Koa Koa er vores stamsted. Det er ikke bare den bedste på en men også nærmest den eneste, der har en vi standard. Mad og drikke er glimrende. Pandekager med revet kokos og store krus god kaffe til morgenmad. Rå tun i kokosmælk til frokost. Peberstegt tun med grøntsager til aftensmad. Pigerne i restauranter undskylder mandag aften, at der ikke er mere fisk, og vi aftaler, de køber ind til tirsdag, så skal vi nok købe det, så tirsdag er der igen frisk tun. Vi kan simpelthen se, hvordan de er startet ved hovedet og nu er nået til halen.

Dagens næste eksperiment med markedsøkonomi er at love dem, at vi kommer igen i morgen. Vi lover også, at hvis de skaffer frugt og hvidvin, køber vi det, så de kan tjene lidt på det også. Vinen er på den håndskrevne menu over baren, men det betyder jo ikke, at de har det. Nu virkede det at bede om en tun mandag, for den var klar til os tirsdag. Så måske det med vin og frugt også går. Onsdag er der en ny hvid fisk, som Anne har lokket dem til at indkøbe, men ikke frugt eller vin.

Vi roser og spørger lidt til vin og frugt. Hun siger ‘i morgen’, men der tager vi afsted igen. Så kommer hun med en flaske hvide bobler fra New Zealand eller rettere fra det nærmeste lokale minimarked. Hun ved end ikke, hvad den koster. Vi får hende til at tjekke og køle den ned. Dermed får vi sikkert fremmet markedsøkonomi lidt. Samtidig betaler vi 28 australske dollars for en ganske ringe vin. Det pæneste man kan sige om den er, at vingården hedder Hope, og druen er Pinot Chardonnay.

Alle kommer på Koa Koa. Vi er nærmest de eneste turister. Alle andre er expats og spørger rutinemæssigt, hvad vi arbejder med. Forbløffede bliver de over, vi er turister. De eneste, der ikke er her i arbejds medfør, er de hyggelige britiske rejsende, der genbesøger den enes udstationering for Britisk Aid for 25 år siden. De to englændere Peter og Paul rejser sammen, da Peter har arbejdet her for 25 år siden og gerne vil gense stederne. Peter er den livlige af dem, mens Paul sidder og kigger og smiler. Han er pilot og har et lille fly, han deler med andre, hvor de kan flyve eksotiske steder hen. Det må være dejligt. Vi snakker om løst og fast men mest om rejser.

Her er også lokale familier med ganske velopdragne børn. 3 generationer af kvinder hygger sammen og drikker mælk til maden og mormor hviler sig på sofaen mellem maden og de gode grin. Og så er der expats: en britisk læge fra WHO, der er her pga. mæslingeepidemien men nu skal videre til Kina, hvor en ny epidemi er under opsejling, noget vi jo senere kommer til at høre meget mere til…Det viser sig, de er fornuftige til at vaccinere her, så smitten med mæslinger er begrænset. Men her er spedalskhed, andre sygdomme og selvfølgelig dengue. Dem der ikke vaccinerer deres børn, er i øvrigt stadig ikke hverken velkomne eller respekterede her, for de er ansvarlige for mæslingeepidemien, og dermed for de alt for mange og helt unødvendige dødsfald i New Zealand og Stillehavet.

Der er også to fra New Zealands regering, der hjælper med fiskeriovervågning og en fra verdensbanken. De fortæller, at tunfiskeriet i Stillehavet er det mest regulerede i verden. Når Samoa, Kiribati og Tuvalu lejer fiskerettigheder ud, så er det for 1 år af gangen til høje priser og med kontrol af fangsterne og videnskabelig analyse af alle data i en regional & international organisation. De lokale sætter de mange penge fra fisk i en fond, som skal opkøbe jord og finansiere livet, når beboerne må flytte på grund af stigende verdenshave om cirka 40 år. For få år siden havde man en indkomst på 5 mio. usd pr år her i Kiribati. Nu er de oppe på over 200 mio. alene ved at udleje retten til fiskeri på yderrevet for et år af gangen. De virkelig mange penge, 74 procent af landets indtægter, behandler man konservativt og forsigtigt. De indsættes på en konto i en form for fond ligesom Norges oliefond. Boligstandarden afspejler, at pengene ikke ødsles væk. Den konservative tilgang skal ses i lyset af, at det er folk, der har levet på en ø med kokos og fisk, hvor man altid har været nødt til at tage vare på de kontanter, man får. Derfor har Kiribati en opsparing på 1/2 mio. USD pr indbygger og de har allerede købt land på Fiji, så de er klar, når øen ikke længere kan bebos. Vi får dermed ikke fattige klimaflygtninge herfra. De har råd til at købe jord andre steder og gør det allerede. Vi anede ikke de var så fornuftige og forudseende og i al fald noget helt andet end på Tuvalu, hvor pengene fra fiskerettigheder og domænenavn blev brugt til en kunstig strand til præsidenten.

Vi forlader Kiribati med et udmærket indtryk. Det er sjovt at være i et land så langt væk fra alting, også mentalt. Men landet bliver formentligt aldrig en turistdestination. Måske godt det samme.

Artiklen er skrevet sammen med Mette Ehlers Mikkelsen. Læs flere rejseberetninger på hendes side www.expandingourhorizon.dk
eller her på www.rejser.linaa.net