Jakob Linaa Jensen

Jakob Linaa Jensen

Forsker. Forfatter. Foredragsholder. Globetrotter.

JordenrundtPolitikRejser

Guadalcanal – brændpunktet i Stillehavskrigen

Salomonøerne ligger på kanten af det store blå Stillehav, i krydset mellem Asien og Australien, mellem det store kontinent og det store hav. Øerne, der blev selvstændige i 1979, er centreret om Guadalcanal med hovedstaden Honiara. Guadalcanal er først og fremmest kendt for et af de største og vigtigste slag i Stillehavskrigen under Anden Verdenskrig. Det var her, amerikanerne 7. august 1942 iværksatte den første egentlige offensiv efter man var gået ind i krigen efter angrebet på Pearl Harbour 6. december 1941. Hidtil havde man forsvaret sig mod japanernes fremstormen, men nu skulle det vendes til en offensiv, og her udvalgte generalstaben den strategisk vigtige ø som et godt mål. Japanerne havde også set vigtigheden af de strategisk placerede øer og besat dem med henblik på at kontrollere Sydøstasien og ultimativt afskære Australien og New Zealand længere mod syd fra forsyninger fra de allierede.

De allieredes angreb blev indledt allerede på øen Tulagi ude i bugten nord for Guadalcanal, der faldt efter hårde kampe. Lettere gik det på Guadalcanal, hvor man gik i land på strandene omkring Lunga Point, ikke mindst den berømte Red Beach 7. august. I løbet af få dage havde man kontrol over øen og ikke mindst den vigtige lufthavn, som japanerne var ved at opføre. Man fortsatte, hvor de slap, med erobrede materialer og i nogle tilfælde også arbejdskraft, som bestod af japanernes koreanske krigsfanger, og kun få dage senere, 18. august, var landingsbanen operabel. Nu kunne man kontrollere luftrummet i området. Japanerne forsøgte i flere omgange at tilbageerobre øen med forstærkninger fra basen på Rabaul i New Britain i det nuværende Papua Ny Guinea. Amerikanerne holdt øen, blandt andet ved slaget om Bloody Ridge, som det skildres i den fremragende og billedskønne krigsfilm ”The Thin Red Line” fra 1998. Efter et halvt års intense kampe, evakuerede japanerne i februar 1943. 51000 japanere og 7000 amerikanerne var gået til i kampene.

Bloody Ridge – besøg på The Thin Red Line

Guadalcanal er en meget grøn og frodig ø. Vi bor i Honiara og koncentrerer os om at se de mange krigsminder, som også er de dominerende attraktioner her. I en lejet Toyota Rav4 ser vi Bloody Ridge, kendt for et af de mest forbitrede slag om herredømmet over øen, som det skildres i den fremragende og billedskønne krigsfilm ”The Thin Red Line” fra 1998. Højderyggen ser ud helt som i skildringen i The Thin Red Line, også selv om filmen er optaget i Australien. Højt græs, der blafrer i vinden, flotte udsigter over grønne kurvede bakker og blå bjerge i baggrunden. Den sagte varme vind sletter alle spor, men her, på en sten, mindes de tusinder af amerikanerne, der endte deres dage her, i græsset eller inde i junglen. Mange blev aldrig fundet, og et sted ligger der måske stadig rester af dem. Et skilt advarer mod at forlade stierne, da her kan være efterlade miner. Stedet er smukt og stille, indtil en bande lokale alkoholikere i bil dukker op og virker en smule faretruende. Så vi kører hurtigt ned igen gennem flere smukke landskaber med græsser og vajende træer.

Vi ser også Red Beach, hvor de første tropper blev landsat 7. august 1942. Man forestiller sig den tumult og den uro, der har præget de unge amerikanske soldater, der blev landsat her, uvisse om, hvad der ventede. Det viste sig i første omgang at gå lettere at tage Guadalcanal og dermed den strategisk vigtige Henderson Airstrip, end det havde været at tage Tulagi og Florida Island ude i bugten. Men modangrebene fra japanerne kom snart, og slaget om Guadalcanal blev en lang kamp med syv store søslag, mange landslag og et utal af luftkampe. 7. august var begyndelsen og ikke enden. Den kom først i februar 1943, hvor japanerne evakuerede efter store tab. Lykken i Stillehavskrigen var endegyldigt vendt.

Ved siden af stranden ligger en simpel varde, som er minde om de amerikanere, der faldt her. Den ligger på en privat grund, og endnu engang kommer en lokal hurtigt hen til os. Han er i spraglet gul t-shirt, en tætsiddende hue og med pengebælte om maven. Hans attitude er ikke ligefrem truende, men vi forventer han vil have penge. Det vil han imidlertid ikke, han er en lokal præst fra den katolske Sankt Vincents Orden og vil egentlig bare snakke. Han er er flink fyr, der hjælper til med socialt arbejde i landsbyerne og er med til at gøre en forskel. Der er brug for folk som ham i dette lidt rå samfund.

Alt kan gøres til forretning

Vi er rigtigt på landet og kommer ind i palmeolieplantager. Vejene er brede for at servicere lastbiler, og vi passerer en livlig markedsby, der helt klart tjener som fabriksby for medarbejderne. Ad endnu en bumpet vej kører vi ind blandt sukkerrørsmarker, på vej mod Tetere Beach, hvor der efter sigende skulle stå en del efterladte amfibiekøretøjer. På vejen derind møder vi en truck med en masse lidt mutte mænd på ladet.  Chaufføren er dog flink og bekræfter, museet rent faktisk ligger nede ad den smalle vej, midt mellem sukkerrørene. Nu stiger hans makker i førerhuset, en tandløs halvgammel sort kvinde, der minder om en bordelmutter i amerikanske gangsterfilm, imidlertid ud af bilen og forklarer os, at hun har en ”biz” med museet, og at vi skal betale 100 dollars for at komme ind, eller vende om. Vi forklarer hende, at vi ikke har flere lokale kontanter, om vi mon kan betale med australske. ”You turn around, now” er svaret, og vi tør ikke andet. Den bryske kvinde har lukket tidligt i dag og er tilsyneladende ikke interesseret i, vi snuser rundt på hendes enemærker. Det er samme historie hver gang her, ligesom vi har set på mange andre Stillehavsøer: jorden tilhører altid en lokal stamme, der som regel prøver at tage sig godt betalt hvis man så meget som kigger på deres jord. Til gengæld kan de så selv sidde uden at lave dagens gerning. Det må være et let men også lidt kedeligt liv.

Forfærdelige veje og tropisk skønhed

Vejen rundt til slagmarkerne er ofte forfærdelig, med sand, mudder og dybe huller. Vi er flere gange ved at køre fast, indtil vi pludselig sidder helt fast på undervognen, der siger faretruende, skurrende lyde. Med stor motorkraft og lokale arbejderes skubben, kommer vi fri og finder med noget besvær et farbart spor. Den hvide Toyota RAV4 er helt smurt ind i mudder efter den tur.

Vi kører nu vest for Honiara. Der er stadig myldretid i byen, og trafikken er tæt og langsom. Vest for byen ligger små hytter, hvor der er ved at blive tændt op i grillen, og den ene strand efter den anden ligger til højre for vejen. Helt i overensstemmelse med lokal ”custom” tager de alle entre, oftest 50 dollars per person, og de mest ærgerrige specificerer endda beløb for forskellige typer af køretøjer og endog specifikke mærker. Vi kører over små floder, har regnskov og bjerge på venstre side, og det hele er badet i et prægtigt lys fra den lave eftermiddagssol. Det ser ud som min barndoms forestilling om varme lande, om Ny Guinea og Afrika, og jeg har denne følelse af forløsthed, at ting er som man forventer. Jeg tænker tilbage på når jeg legede troper og regntid i Bedstes have, lige inden en dansk tordenbyge. Men her er alligevel anderledes, varmt og med luften sitrende af varme.

Vi ser også Timiguzu Maru, et japansk vrag, der ligger synligt helt inde ved kysten. Det er en smuk strand, med vajende palmer over turkisblår vand. Mod øst ses Honiara, med havnen og med de grønne høje rundt om byen i baggrunden. Liget af skibet ligger rustrødt i aftensolen og glimter. Her endte et skib, en besætning livet. Resterne af fartøjet ligger til minde om den gru, der foregik i den fredelige bugt. Bølgerne slår ind over vraget og stranden. Mennesker kommer og går, men bølgerne består, vasker sår og fortvivlelser væk. En dag vil de også have gjort det helt af med vraget, og kun minderne er tilbage om det, der skete, hvis der er mennesker, der kan huske det til den tid. Vi dvæler længe ved stedet, tager billeder og mærker den ro og rytme, bølgerne skaber. Fred et sted, der engang var krig.

På krigens losseplads

Næste dag ser vi Vilu War Museum, med masser af både japanske og amerikanske krigsefterladenskaber. Lige inden vi når frem, stopper vi for at tage en drikkekokosnød. Det er hos en flink dame, hvor der står en herlig halvgammel dame med potter og pander jonglerende på hovedet. Hun er et stort smil, hendes mund er rød og tænderne ædt op af betelnød, og hun indvilger gladeligt i, vi tager fotos. Damen serverer kokosnød og skærer dem til, så vi også får kødet, Stemningen er god, damen bor i denne kokosplantage, har fire døtre og sin bod langs vejen. Hendes engelske er glimrende, og vi sludrer et stykke tid, også med vores chauffør. Flere stopper, for hun sælger også betelnød, som de lokale spiser med alkalisk salt, der giver den reaktion, der gør spyt og mund rødt. Hver sin smag.

Silvia, tager imod på museet. Hun bor på stedet, og jorden med museet tilhører hendes familie. Hun fortæller, at hendes mor var 12 år, da krigen kom, og familien søgte i sikkerhed oppe i de blå bjerge midt på øen, mens deres liv og ejendom blev brændt op i de afsindige kampe. Også her er der taknemlighed og respekt til de amerikanere, der befriede øen. Først ser vi en række japanske artillerikanoner, der alle kommer fra Cape Esperanca. Her er også bombeskaller, brændstoftanke og pontoner fra nedskudte vandfly.

Mesterværket er dog en meget intakt Wildcat, der ligger med både propel, cockpit og dens sammenklappelige vinger, så den lettere kunne transporteres. En samling fly ligger med de blå bjerge i baggrunden, hvor Silvias familie flygtede til. De hullede vrag ligger i græsset og ligner forulykkede, forvredne kæmpeinsekter, med ledninger stikkende ud som følehorn, med havarerede forkrøblede kroppe, der langsomt er ved at blive naturens værk. Man forestiller sig hvert øjeblik, der kommer kæmpemyrer og slæber de døde kroppe væk til brug i naturens store kredsløb. Alt er gråt, men ad meget er i aluminium, er der ikke meget rust at spore. Det er der på kanoner og geværer, bygget i jern. På den ene eller den anden måde, tager naturen tilbage, hvad menneskene har haft til låns. Regnskoven, lagunen opsluger menneskets ødelæggende maskiner som en slags tak for sidst. Freden er genoprettet.

Her er mindesmærker for både amerikanske og japanske soldater. Især den japanske tekst er gribende, og handler om, hvordan politikerne skaber krigene, men de unge drenge og mænd på kæmpe dem. Fremtidige krige må undgås med alle midler, lyder budskabet. Man forstår japanerne, der her led endnu mere frygtelige tab end amerikanerne, og hvis land var på randen til at gå til grunde i det ragnarok, der først sluttede i Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Efter et halvt års intense kampe, evakuerede japanerne i februar 1943. 51000 japanere og 7000 amerikanerne var gået til på denne frodige og smukke ø. Vi slutter ved det amerikanske War Memorial, på toppen af Honiara. Man må sige, amerikanerne kan både det med placering (udsigt over både byen og Bloody Ridge) og med iscenesættelse. Foran en cirkel af røde granitblokke vajer Stars and Stripes ved siden af det lokale flag. Introteksten fortæller om baggrunden, at her hviler helte, og at denne mindeplads må stå indtil den dag, naturen forvitrer den. Selv derefter skal minderne stå tilbage. Amerikanerne kan store ord, følelser og taler, så man som dansker føler sig faldende bagover, og man kan næsten høre pompøs musik af John Williams for sig.

Salomonøerne er et mærkeligt land. Her er smukt og en del venlighed, men befolkningen virker mere mutte end i det øvrige Stillehav. Nogle af de unge mænd virker decideret truende, og overalt, hvis man skal se et mindesmærke eller besøge en strand kommer lokale løbende og vil opkræve penge. Ofte er deres krav legitime nok, for der er altid nogen som ejer jorden, og ved at opkræve en pæn sum fra turister, kan man jo slippe for at lave dagens gerning. Andre er venligheden selv, som de søde damer, der sælger friske kokosnødder langs vejen eller den venlige bastante dame med gryder og pander jonglerende på hovedet og tænderne knaldrøde af betelnød, der er den lokale forlystelse.

Med Salomonøerne nærmer vi os afslutningen på Stillehavsturen. Men der er stadig Papua New Guinea og Vanuatu tilbage.

Skriv et svar