Guyanaerne – på toppen af Sydamerika

I det nordlige Sydamerika ligger de tre Guyanaer. Det tidligere engelske hedder i dag blot Guyana, mens det gamle hollandske nu hedder Surinam. Fransk Guyana er stadig fransk, og herfra sendes de europæiske rumraketter op. Egentlig var der fem Guyanaer – det portugisiske er nu en del af Brasilien, mens det spanske er en del af Venezuela. Så er det på plads.

Vi besøgte Guyana og Surinam på sidste del af vores jordomrejse i 2019-20. Det var en lang omvej over USA, når man nu kom fra Stillehavet, men derned kom vi. Med forviklinger.

E-visum uden varsel

Problemerne starter i Miami Lufthavn. Vi er på vej til  Surinam via Guyana. De vil ikke lade os boarde, fordi Surinamt uger inden har indført e-visum. Det er helt nyt. Udenrigsministeriet har det ikke på deres hjemmeside, og Surinam Airways, der på alle måder må frarådes, har ikke informeret os. Ingen andre lande i Caribien og Sydamerika, undtagen Cuba, har visumkrav for danskere. Intet hjælper.  Vi tigger, råber og truer. For første gang i vores rejseliv nægtes vi boarding. De tilbyder, vi kan købe nye billetter og stå af i Guyana, men de vil ikke lade os bruge den nuværende billet til samme forehavende. Gribbe! Jeg køber i stedet langt billigere billetter til Guyana og vi kan flyve samme aften og så vende turen om. Men stadig en dyr fornøjelse. Vi får hastebehandlet E-visum og får det næste formiddag, så vi to dage senere kan flyve til Surinam.

Et skummelt hotel i Georgetown

Da vi er kommet med et senere fly, er vi først fremme i Guyana over midnat, og det er meget sent. Vi har ikke hørt det bedste om Georgetown, og da lufthavnen ligger 65 km og en time fra byen, har vi bange anelser angående transporten. De bliver dog gjort til skamme, for her er masser af chauffører. Vi benytter den vanlige strategi med, at jeg går forrest, mens Mette bagved kigger dem ud. Christopher møder vi ved at gå forbi de mest pushy chauffører i lufthavnen og vælge en mere rolig og ikke mindst tillidsvækkende. Der viser sig at være et godt valg. Han er hårdtarbejdende og har flere biler og chauffører, der har været hos ham fra starten.

Hotellet – inde midt i et bryggeri

Da vi finder det bookede hotel, bliver Christopher stille et øjeblik og fraråder os at bo der. Han mener ikke, der er sikkert og siger, vi skal ringe når som helst og i øvrigt passe på os selv. Hotellet er i øvrigt ejet af familien bag landets bryggeri, så hele bygningen er bryggeri og har flere barer i bygningen, tremmer for dørene og vagter hele døgnet. Vi tjekker ind, kigger en smule ud på den halvtomme markedsplads på et par prostituerede, et par hjemløse og en herreløs hund, og lægger os til at sove. Både personalet og værelset er fint nok. Vi er tilpas udmattede, og falder i søvn.

En lige så skummel by

Vi kommer ret sent op, udmattede efter turen og beslutter os for at gå ud at se på byen. Ud fra larmen fra markedspladsen, der strømmer ind ad vores vinduer, virker her umiddelbart lidt kaotisk. Hotellets direktør advarer os og beder os om at passe på. Og byen er da heller ikke vældig charmerende. Her er mennesker overalt, åbne stinkende kloakker, fattigt og en trist stemning.  Det gamle rådhus, en fin træbygning, er ved at falde fra hinanden, og den store hvide katedral, ligeledes af træ (og verdens største af sin art) er ved at gennemgå en tiltrængt renovering. Vi mødes af smil, selv om de undrer sig. De er ikke vant til turister her. En lokal hustler påstår, han er tidligere mester i landevejscykling men nu hjemløs, men vi afviser hans tiggeri. Han virker ikke rar. Her ligger i det hele taget mange hjemløse og sover på fortovet.

Kaos på markedet

På gademarkederne har de hadlende hængt farvestrålende moskitonet op i træerne. Vi godt fast i pengene, mens vi går rundt. Vi kan ikke lade være med at lægge mærke til alle de smil, vi ikke får. Tre pansrede biler kører forbi os og bremser foran en bank. Vagter med fuld kampuniform springer ud med skudsikre veste, hjelme og maskinpistoler. Vi skynder os forbi, så vi ikke er for længe i skudlinjen, hvis nogen søger at røve bank eller pengetransport.

Et spontant karneval

Men midt i alt det er der et lille karneval. Enkelte voksne og en del børn er klædt ud og danser. Gruppe efter gruppe af børn og voksne bevæger sig igennem byen. De lokale stopper op, danser lidt med og fotograferer med mobiltelefoner. Skolebørnene kommer ud fra biblioteket for at stå bag gitterlågen ind til bibliotekets have og kigge ud. De er i de fineste skoleuniformer og ser uskyldige ud. Der er noget ved den respekt for uddannelse, det afspejler, at skoleeleverne midt i alt den fattigdom, rod og affald, er iklædt rene, nystrøgne uniformer.

Nysgerrige skolebørn ser på karnevallet

Vi søger ind på et lokalt bageri og køber kaffe og is. Her er sikkert nok, og vi kan se ud på gadelivet, mens vi sidder i en skøn blanding af bedstemødre og børnebørn, kærestepar og veninder på vej hjem fra arbejde, klædt i pænt forretningstøj.

Georgetown er smukkere heroppefra

Næste dag har vi aftalt med Christopher, at vi tager en dag sammen. Han kører os mere rundt og vi ser de ting, vi ikke nåede dagen før. Vi besøger hans kirke, en smuk og lys kristen, hvor han har været stort set dagligt hele barndommen med sin mormor og fået nogle gode værdier. Der er en anden ro og renhed herinde. En kvinde viser os rundt, mens hun fortsætter med at ordne blomster og rydde op. Hun er humoristisk og indgyder respekt.

Søkøerne var et hit

Vi serogså Guyana Zoo med pumaer, der bor i små betonbure med jerngitter ligesom tapiren og aberne. Der skal penge, strategi og nye folk til, før det er et sted, der arbejder med avl af truede arter. I parken udenfor er der søkøer, som er et stort hit blandt de søde skolebørn. Vi oplever en manatee så tæt på, at vi kan fodre den med græs. Vi ser statuer for de første slaveoprør og hører om kolonialiseringen fra briterne. Hollændernes og franskmændenes kolonialisering af nabolandene har bedre ry her end i Surinam.

Langt ned fra fyrtårnet

Det bliver også til besøg i fyrtårnet med udsigt over Georgetown, Atlanterhavet og floden, der løber hele vejen fra Amazonfloden gennem Guyana til Atlanterhavet. Skolebørn i brune og gule uniformer tæller højlydt og syngende trinnene ned, anført af deres søde lærer.

Fyr med udsigt

Kysten er derimod ikke så flot, som vi havde forventet. Ingen planlov eller kystfredning, og samtidig lastbiler på stranden, der kører grus og sand ud for at sikre kysten mod forhøjet vandstand. Fiskerne står på molen, hvor Amazonfloden løber ud i Atlanterhavet. Fangsten er småfisk, og de er ikke mere snakkesaglige eller smilende end de mange, vi mødte i bymidten.

“Idyl” ved havet

Vi forlader nu Georgetown. På vejen køber vi kokosnødder hos en stout dame, der med en kæmpe machete flækker nødderne. Her er hyggeligt, og vi får en snak. Senere kører vi et stykke ned på kanten af regnskoven, hvor vi ser det helt sorte vand med masser af tanniner, der kommer ud fra regnskoven. Her er en lille landsby, hvor vi taler med en venlig familie. De er glade for at bo et så smukt sted i deres farvestrålende træhuse. Man får lyst til at komme længere ind i regnskoven. Christopher kører os til en fin grillbiks med kylling og ris og øl til. Alt er bag gitter, og overalt er der poolborde og en rå Westernagtig stemning.

Der købes kokosnødder

Surinam – plantager og Paramaribo

Sidst på aftenen flyver vi den korte tur til Surinam. Her bliver vi hentet af en storsmilende og -snakkende Henry, der kører os til sit guesthouse. Vi har sovet for lidt, da vi vågner ved ottetiden. Sonja, Henrys kone, der skulle køre os til byen, er allerede kørt, men Henry har fri og vil gerne selv køre os. Efter morgenmaden, som er udmærket, kører vi med ham nordpå mod hovedstaden Paramaribo. Her er plantager og enkelte små byer. Hollænderne drev et hårdt kolonistyre med plantager som i Syden. Der er stadig efterkommere efter slaverne, og lavest i hierarkiet er de såkaldte ”Maroons” eller som Henry bramfrit kalder dem, ”bushniggers”. Det er ikke fordi, Henry og Sonja ikke selv er farvede, en blanding af lokale oprindelige folk, sorte og hvide, men der er åbenbart nogle, der er langt nede i hierarkiet og som skal trampes på. Det er ikke fordi, vi andre kan se forskel på Henry og ”The Maroons”, men han kan virkelig ikke lide dem og fortæller om deres kriminalitet, mange børn, uvaner i trafikken, dårlige manerer og alt andet, man kan komme i tanker om.

Mere hollandsk end Holland

Næsten inde i Paramaribo er der omkørsel. Politiet har spærret vejen, med et skilt og en politicykel. Så ved man, man er i en gammel hollandsk koloni. Snart kører vi ind i hovedstaden med megen grim forstad på vejen ind. Trafikken bliver tættere og går ind i mellem helt i stå. Henry giver os en guidet tur igennem den ”gamle” by, havnen og markederne. Vi kører forbi monumenter og huse i hollandsk stil. Det meste er dog ret faldefærdigt.

Smukt forfald

Kvarteret ved det gamle Fort Zelandia er fint renoveret, og her er udsigt til den store flod og broen over den. Dronning Wilhelmina står som statue og sikrer, alt går ordentligt til. Parlamentet er en smuk hvid bygning med fine udskæringer, men styret et vist ret korrupt og dårligt for landet. Den pludselige indførelse af e-visum er i al fald et skridt, hvor man lukker sig for omverdenen og dårlig, hvis man vil have turister.

Parlamentet i Paramaribo

Henry tager os med til en række små butikker og barer langs floden. Han har et stamsted, hvor vi får samosaer, friturestegte bananer og store lokale Parbo Bier, der er udmærkede og læskende i varmen.

En øl med Henry

Gaden er præget af huse, der lige så godt kunne ligge i det gamle Holland og er noget af det pænere i byen. Her er masser af statuer for det ene og andet, flere markeder og kedelige butikker og en fin hvid moske. Surinam er ganske multietnisk på grund af slaverne i plantagerne og senere indvandring fra Indien og Kina.

Hollandsk stil langs floden

I Guyana har vi fået at vide, at netop inderne kan lave mad og at Chris Rotishop er særlig god. Det er også Henrys favorit, og vi spiser alle roti på det cafeterialignende sted. Turen ud gennem byen går forbi faldefærdige men farvestrålende butikker med smukke vægmalerier og flere moderne sports- og shoppingcentre. Men det ville være synd at kalde Paramaribo en verdensby.

Gadebillede, Paramaribo

På vej tilbage henter vi kinesisk til aftensmaden. Vi slapper af og arbejder på terrassen og spiser det senere. Sonja og Henrys handicappede søn er også ankommet. Han sidder i kørestol efter to blodpropper og er totalt afhængig af sine forældre i et land uden en egentlig velfærdsstat. Deres andre børn er godt på vej med jobs i forskning og administration, men det er en stor sorg for begge forældre, de endnu ikke har børnebørn. ”Men vi skal ikke presse dem”, siger de, selv om vi godt kan mærke, det tynger. Vi afregner med Sonja og går forholdsvist tidligt i seng i det udmærkede lille værelse. Men vi skal også tidligt op.

Alle andre skal betale kontant …

Tilbage i Guyana

Vi skal meget tidligt op og til lufthavnen. Jeg er helt ødelagt af mangel på søvn.V i bliver hentet af Christopher, der har lovet at tage os ned i regnskoven. Ved kanten af en rød grusvej ligger der intet ringere end et rastafaristed. Haile Selassi var her på sin missionstur, og man har bygget et tempel til hans ære. Syret, midt ude i en sydamerikansk regnskov.

Mere interessant besøger vi minebyen, Linden, hvor der udvindes aluminium, guld og diamanter. Minebyen er både barsk og trist. Der er restauranter langs vejen, hvor pickups stopper for at få øl og mad. Her er malerier af kvinder på væggene og poolborde i rummet. Maden er udmærket, når man har tjek på sin kylling og ris i 100 forskellige udgaver, som så mange steder i verden. Mineproduktionen er præget af store maskiner og lange transportbånd, hvor sten og klippestykker transporteres rundt. Jorden er rød, støvet og varm. Kontrasten er stor til den frodige regnskov med det helt sorte vand i floden, der er rent og sundt.

Minebyen Linden

Her er store rigdomme. Landet er rigt. Det både ses og ses ikke. Vi ser kun få enorme huse, men mange fattige og hører om mange børn, unge enlige mødre, manglende uddannelse og vold i hjemmene, især i de mindre samfund i skoven. Det hjælper ikke, at religionen gør abort og anden prævention svært.

Der købes sydfrugter

Efter Linden kommer vi til et farvestrålende træhus med ligeså farvestrålende frugter i vejsiden. Det bliver en god pause i kontrasterne. Kvinden sælger ikke bare frugt, men markerer hvem hun støtter til det kommende valg. Der er karneval i denne uge, særligt søndag. Senere på ugen er her valg. Det er før tid, da medlemmer fra regeringen er gået over til oppositionen. Valgplakater lover bedre liv for alle. Fantastisk generisk slogan, hvor man ikke kan være uenig. Det er dejlig at se engagementet i demokratiet og troen på, at det nytter.

Fantastisk valgslogan ….

Christopher kører os hjem for at besøge hans familie. På grunden ligger moderens hus samt et til hvert af hendes børn. De  andre bor dog i  Frankrig og USA, så det er Christopher og hans kone og søn, der bor i det store hus midt på grunden. Vi får citrongræste lavet af eget citrongræs fra haven og snakker længe med dem.

Moder Teresa i Guyana

Om aftenen er vi til barbecue organiseret af hans mor, Jean. Hun har været alene med sine fire børn det meste af sit voksne liv. Hun kaldes Moder Theresa i kvarteret og er i gang med en barbecue. Det betyder i praksis, at der er lavet 200 portioner mad af en restauratør og de lokale familier. Pengene går til en lokal fond, der køber krykker, rullestole og medicin til de mest trængende. Vi spiser og bidrager godt. Jean har selv overlevet kræft og bruger sine ekstra år til at gøre en forskel. Hun er en stærk kvinde med hjerte, vilje og hårdt arbejde.

Afsked med Christopher

Vi tager afsked med Christopher og familien. Det er endt med at blive et land, vi gerne vil tilbage til for at køre gennem regnskoven over grænsen til Brasilien, en rundtur derigennem, og derfra ind i fransk Guyana for at opleve en raketaffyring. Vi holder stadig kontakt med Christopher på Whatsapp. Han fortæller, at de nyder godt af, at der er masser af frugt og grøntsager, så landet har mad nok, selv om antallet af besøgende er faldet pga. corona. Vi ser frem til et gensyn.

Jeg rejste turen sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der også er medlem af De Berejstes Klub og skriver om sine rejser på www.expandingourhorizon.dk.

Skriv et svar