Udspring i evigheden – Naghol på Vanuatu

Denne rejseartikel er også bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 20

I århundreder har mænd i landsbyerne på det sydlige Pentecoast i øriget Vanuatu foretaget spring fra tårne op til 30 meters højde, kun med lianer om benene. Senere har dette dristige og farefulde ritual inspireret den moderne tradition for bungee-jump. På Vanuatu foregår tingene imidlertid, som de altid har gjort. I 1999 fik skribenten sammen med en kammerat mulighed for at overvære disse spring, naghol, der må siges at være en af de mest ekstreme kulturelle ceremonier, man kan forestille sig.

Det er en tidlig morgen i regnskoven på det sydlige Pentecoast. Skoven emmer endnu af nattens fugtighed. Der høres enkelte hæse skrig fra fugle, og lidt røg stiger op fra den nærliggende landsbys palmebladsdækkede hytter. Ellers er der stille, og man kan ikke forestille sig, at det dramatiske ritual skal udspille sig blot to timer senere.

landsbyen

Ifølge overleveringen har nagholtraditionen sin oprindelse i en begivenhed tilbage i tidernes morgen. En lokal, fremtrædende mand, Tamalie, behandlede sin kone dårligt, og efter gentagne trusler løb hun hjemmefra. Hun søgte tilflugt i en bananpalme, hvor han fandt hende og forsøgte at klatre efter hende.

Konen udfordrede nu Tamalie: hvis han virkelig elskede hende, skulle de sammen springe ud fra toppen. Hvis de overlevede, måtte det betyde, at de virkelig var ment for hinanden, og hun ville elske ham for evigt. I det øjeblik Tamalie når konen, springer hun ned fra toppen. Tamalie følger efter, men han er blevet snydt. Konen har viklet en lian fastgjort til palmen om benene og overlever faldet, mens han selv er dræbt på stedet.

Legenden siger, at i årene efter udførte kvinderne spring fra høje træer til minde om begivenheden, men dette blev stoppet, da mændene hævdede, at man rundt omkring i regnskoven hørte genlød af hvislen og lyde som tegn på, at Tamalies ånd ikke ville forstyrres. Her som andre steder anvendte mændene religiøs magt til at undertrykke et begyndende matriarkat.

det 30 meter høje tårn

Mændene optog dog selv ideen, og springene blev tradition eller “kustom”, som det hedder på de kanter. I hver landsby udføres springene en eller to lørdage i april eller maj måned, midt under yamshøsten, da lianerne er mest elastiske og dermed velegnede til foretagendet. Selv om traditionen af og til udføres til glæde for grupper af turister, overholdes de traditionelle regler. Under bygningen af tårnene sover mændene sammen i fælleshuset. Samkvem med kvinderne er forbudt. Det er også forbudt kvinderne at se eller overhovedet nærme sig tårnene før på dagen, hvor springene finder sted. Under selve ceremonien skal kvinderne holde sig i en afstand af 20 meter fra tårnet.

Som ritual tjener springene flere formål: For det første er der tale om et frugtbarhedsritual. Når mændene springer, er det meningen, at håret lige præcis skal røre jorden, hvorved denne befrugtes for næste års høst. Ritualet er imidlertid også kommet til at fungere som lidt af en manddomsprøve. Op igennem barndom og ungdom hopper drengebørn ud fra stadig stigende højder. Når de endelig springer fra de højeste platforme, er de for alvor optaget blandt de voksne i landsbyen.

Endelig er springceremonien også et forum for bekendelse, en slags ventil for personlige problemer. Inden man springer, bekender man sine inderste tanker og følelser, ofte personlige og familiemæssige problemer, for den forsamlede menneskemængde. Dette involverer ofte historier om utroskab, men kvinderne neden for tårnet er tvunget til blot at lytte. Det kan jo være sidste gang, deres mand siger noget….

Tårnene, der springes fra, bygges, som man altid er gjort det: En konstruktion af nogle bærende stykker træ surret sammen med lianer og med platforme i forskellige højder, som deltagerne springer ud fra. Der bruges ikke søm eller andre moderne hjælpemidler i byggeprocessen. Konstruktionen ser skrøbelig ud, som den giver sig i vinden, men den er forbløffende smidig, og lianer fastgjort til nærliggende træer hjælper med at holde den på plads. Tårnene er helt op til 30 meter høje, men kun de ældre og mere erfarne springer fra den højde. De små drenge og de yngste mænd springer fra mindre højder for at bevæge sig opad, som årene skrider frem.

De lokale hævder, at traditionen kun en gang har medført et dødsfald. I 1974, da Englands dronning Elisabeth var på besøg, havde en springer taget et par shorts på for ikke at støde den bornerte majestæt. Han døde i selve springet, da han landede med hovedet direkte i jorden. De lokale taler om det uden vemod i stemmen, for springeren havde jo brudt “kustom”, ved ikke at springe nøgen kun med penisfuteral, sådan som traditionen foreskriver det. Dertil kommer, at det viste sig, at han havde gemt en lykkeamulet inden under sine shorts, hvilket er strengt forbudt. Ifølge traditionen skal man tro tilstrækkeligt på sig selv og sin egen kraft for at kunne udføre springet. En mere nærliggende forklaring er dog, at man denne ene gang sprang i oktober, hvor lianerne er mindre elastiske og dermed uegnede til springene.

høvdinge og krigere gør klar

Denne morgen når vi frem til pladsen ved tårnet i god tid, før selve ceremonien finder sted. Vi går rundt og snakker med mændene, der lægger sidste hånd på tårnet. De kommer fra landsbyen Bunlap, et af de få steder i Melanesien, hvor missionærerne ikke har haft succes. Her lever man stadig, som man gjorde i stenalderen, i traditionelle hytter placeret ned ad en stejl regnskovsskråning. Der er ingen moderne hjælpemidler, og madlavning foregår over bål inde i husene. Diæten er de traditionelle rodfrugter, taro og yams, krydret med et nyslagtet svin i ny og næ.

Det ufremkommelige område har været med til at hindre kontakt med omverdenen, men med bygningen af en ny vej tværs over øen er det spørgsmålet, hvor længe Bunlap holder stand mod den omgivende verden. Mens vi senere bor i landsbyen, erfarer vi dog, at missionærerne er i gang med endnu et forsøg, men de gamle høvdinge søger at holde stand.

Ved dagens begivenhed har de gamle i landsbyen dog en anden funktion. De går rundt og sikrer sig, at lianerne er i orden og tilstrækkeligt elastiske. Få centimeter for korte eller for lange, og det kan medføre døden for springeren. Vi er de eneste fremmede på pladsen, og stemningen er intens. Mændene er mærket af den forestående begivenhed, men har dog overskud til at gå rundt og drille hinanden godmodigt. Efter en time kommer der flere fra Bunlap, heriblandt også en del kvinder. Det er danserne, der er en vigtig del af dagens ceremoni. De er alle meget traditionelt klædt, mændene kun i penisfuteraler lavet af blade, mens kvinderne er i skørter af græsstrå og ikke andet. Nogle er pyntet med maling eller blade bag ørerne, men det er ikke den imponerende krigsmaling, man ser visse andre steder i Melanesien.

de kvindelige dansere

Senere går det op for os, at de traditionelle kostumer ikke blot er til ære for dansen og gruppen af besøgende udefra, der foruden os selv inkluderer en flok japanere, ivrigt belæssede med alskens kameraer. Vores besøg i landsbyen afslører, at dette også er den daglige klædedragt. Der er ikke mange steder som Bunlap tilbage, hvor T-shirts og shorts ikke er slået igennem!

Danserne er ved at være på plads på et slags podium ved siden af tårnet. Jorden neden for dette er planeret i en skrånende hældning og blødgjort for at afbøde faldet. Intensiteten stiger. Alt er klart. Så begynder dansen. I starten stamper mændene i jorden, og deres stemmer veksler fra høje til dybe råb. Kvinderne følger trop og svajer fra side til side, mens de udstøder små lyde i baggrunden. Både dansen og sangen bliver mere intens og tager til i voldsomhed. Der er ingen instrumenter, men korte stødmæssige rytmer. Melodierne og de mange fagter hylder tydeligvis høsten, jorden og yamsen.

der springes. foto: Mikkel Høj

Da dansen når et foreløbigt klimaks, dukker den første springer op – som ud af den blå luft. Han går først ud på nogle træstammer, der danner en platform højt oppe i tårnet. Han smider de blade, der hidtil har pyntet ham om livet. Med udspredte arme bekender han sine inderste tanker til forsamlingen, skyder brystet frem og springer. Det er kraftfuldt, dramatisk og spændingsmættet. Selve urkraften slippes i dette øjeblik fri i regnskoven, den evige kamp med og mod naturkræfterne intensiveres i dette øjeblik. Stemningen fortættes, da det giver et kraftigt ryk i tårnet. Lianen, viklet om springerens ben, foldes ud. Han selv lander i det frie rum ud for tårnet, og svinger så ind mod det, så hovedet akkurat rører jorden. De andre stormer til og hjælper ham fri af lianerne, mens de giver ham en slags lufttur. Langsomt kommer han på benene igen uden støtte fra de andre. Han har ofret sig for fællesskabets bedste og er sluppet uskadt. Han er blevet en del af evigheden, årstidernes cykler og overgangen fra barn til mand. Jublen er stor og vil ingen ende tage.

Danserne fortsætter ufortrødent, går lidt ned i tempo for at bevæge sig op igen, da den næste springer gør sig klar. Flere følger snart efter, små drenge fra de lavere platforme, de voksne mænd fra de højere. Intet overgår imidlertid gyset, spændingen og kraften i det første hop, vi overværede. Præmie til den sidste Ved det sidste hop, helt fra toppen af tårnet 30 meter over os, forkyndes det, at denne springer får en præmie på 10000 Vatu eller 500 kroner. Tidligere fik denne sidste springer sin præmie i yams, men penge er på vej til at overtage naturalieøkonomien. Money makes the world go round…

Efter at de svedige dansere har været i gang i to timer uafbrudt, efter at i alt 10 drenge og mænd har hoppet, og efter at den sidste springer er blevet omfavnet, sikkert tilbage på jorden, slutter det hele. Snart er vi alene tilbage ved tårnet, kun sammen med nogle få af landsbyens børn. Naturen har atter overtaget fra kulturen. Vi klatrer op i tårnet. Der er skræmmende langt ned, og vi bliver endnu engang grebet af ærefrygt over, hvad vi lige har oplevet.

antropologerne kommer

Næste dag drager vi mod landsbyen Bunlap, hvor en af høvdingene har inviteret os til at tilbringe nogle dage. Det bliver en fascinerende rejse ind i stenalderen, hvor vi sidder med mændene og drikker kava i de traditionelle langhuse, overværer festen i forbindelse med omskæringen af en nyfødt dreng og oplever et samfund med et kompliceret system af religiøse og kulturelle regler. Men det er en ganske anden historie.

 

 

Skriv et svar