Templer og turistdyr – Indonesien 2019-20

Før den tur, der nu skal berettes om, var Indonesien det sidste af de ”store” rejselande, jeg ikke havde været i. Af en eller anden grund endte det med at blive sidste land i Sydøstasien, jeg besøgte. Når man siger Indonesien, tænker jeg på Bali og badminton, på regnskov og luftfugtighed og på javakaffe og hollandsk kolonimagt. Og så har jeg længe gerne villet se Javas fantastiske templer, ikke mindst legendariske Borobudur.

Det er dagen før nytårsaften 2019, da jeg sammen med Mette og hendes tre børn lander i Yogakarta. Her er brandvarmt, men alle er venlige, og bagagen kommer lynhurtigt. Selv tolderne, der patruljerer med narkohunde, er i højt humør. Vi får vekslet lidt penge og finder en taxa, der kan køre os til byen. By og by, for den starter allerede uden for lufthavnen. Alle steder, der er en vej, smækkes der huse og butikker op her. Vi finder Ndalem Homestay i en lille gade med venlige værter og et stort værelse med AC. Alt er i balinesisk landsbystil, med kanaler uden om husene og fint teaktræ. Der er fisk i kanalerne og små templer og ofringer i haven.

 

Kongeby og krinklede gader

Yogakarta er den eneste tilbageværendee kongeby i Indonesien, og det kongelige palads Kraton ligger da også centralt i byen, ved en voldgrav. Den gamle by er omringet af byporte, hvoraf nogle er velbevarede, og inden for er der en labyrint af koncentriske kvadrater med mure, der nogle gange gør den lige vej umulig og fører en ad de mest krinklede omveje ad gyder, der minder om den gamle bydel i Kyoto. Vi ser to store pladser, tilsyneladende tomme og under vand, med to eller tre træer i midten som det eneste, der giver mening og indhold. Det sjoveste er dog de neonlysende biler, pedaldrevne og med Yogakarta og enhjørninger på taget, i hvilke de lokale padler rundt om pladsen. Ligesom ølcyklerne i Amsterdam men dog uden øl. Det ser vanvittigt ud.

 

Tidløse templer

Den egentlige grund til at være i Yogakarta er dog at se Borobudur, et af verdens største templer, en attraktion på linje med Machu Picchu, Angkor og Den Kinesiske Mur. Vi kører gennem regnskove og rismarker og lander i en kaotisk og overfyldt by ved siden af templet. Her er vanvittigt mange turister denne dag, flest fra Indonesien, hvor man kommer fra hele landet her i ferien. Som vesterlændinge betaler vi mere men springer køerne over. Overalt vil lokale have taget selfies med os, og ikke mindst børnene er populære. Det tager tid at komme rundt, mens rædselsfuld kinesisk pop gjalder fra en livekoncert nedenfor templet. Det hele minder mere om et cirkus end en kulturattraktion …

Selve templet er bygget på en høj og lavet som en mandala med stigende grader af oplysning ind mod Nirvana i midten. Det flotteste er at gå rundt om midten på afsatserne og se de mange smukke og meget velbevarede relieffer med billeder fra Buddhas liv, af lokale krigere, handlende, skibe og slagscener. Her er, trods mylderet, magiske udsigter fra toppen med buddhaer i relief mod regnskoven, der henligger i drivende tågeskyer i den regnfyldte eftermiddag.

I nærheden af Yogi, som de lokale kalder den, ligger også Prambanan, der er et hindutempel. Det er højere end Borobudur med flere sidetempler. Meget er dog også ruiner. Vi går rundt om det og op i det, og vi er enige om, det er flottere end Borobudur med mere imponerende tårne og endnu bedre relieffer. Og så er her færre mennesker og derfor lettere at se tingene.

 

Bali – paradise lost …

Næste stop er Bali, hvor vi slår os ned i byen Ubud midt på øen. Den er efter sigende mindre turistet og larmende end hovedbyen Denpasar, der præges af store hoteller og briter og australiere på drukferier. Ubud er da også smuk, med mange templer og beliggende omgivet af rismarker, men også her er masseturismen voldsom, og der er flere europæere end lokale i gaderne.

Vi har lejet en villa med tre soveværelser og pool som deles med nabohusene. Prisen er yderst rimelig, vi er godt nok på Bali, men det er stadig Indonesien. Vores villa er vidunderlig med store hvide blomster, der drysser ned i poolen, grønne hibiscusser og bougainvillier, der omkranser både poolen og alle nabohusene, så man nærmest ikke kan se eller mærke de andre villaer. Jeg ligger i liggestolen på kanten af terrassen og læser Eckhart Tolle ”A New Earth” i mange timer. Den giver indsigt i, hvordan egoet ødelægger verden, men jeg synes, den er for spirituel og belærende i forhold til The Power of Now, der er og bliver en fremragende bog.

Jeg kunne være blevet liggende hele dagen, men de andre mener, vi skal ned i byen, og det lyder da også meget fornuftigt. Vi går omveje ad små gader og stræder, og her er hyggeligt og fredfyldt. Men da vi når ud til hovedvejen, bliver trafikken sindssyg, og alt er udstødningsgas. Man skal konstant se sig for, for ikke at blive kørt ned af en scooter. Børnene mener, vi skal gå på fortovet, men det er svært, for det er blokeret af halvdøde hunde, turister og lokale gadesælgere. Dette er langt fra det fredelige Bali med meditation og frisk bjergluft.

På en cafe kan man få den berømte dyre luwakkaffe, og her lever et par af de søde dyr, som fordøjer kaffebønnerne, inden vi laver kaffe af dem. Den ene hedder Jake og vælger at gå rundt på børnene til stor misundelse for os andre.

En aften mødes vi med Torben fra De Berejstes Klub. Vi finder ham på et fint lille hotel midt i byen og sammen finder vi en udmærket restaurant med udsigt til rismarker. Det er hyggeligt at se ham, og vi får lækker mad, for mig grillet seafood, og flere Bali Hai og Bintangøl. Senere på aftenen får vi balinesisk massage. Vi er ved at træde på en Rice Paddy snake på vej hjem ad de smalle stier langs vandkanaler og grønne områder. Den er mildt giftig ifølge Google, og den hugger noget efter os.

Det store turistdyr

Børnene skal hjem og passe deres skole, og Mette skal lige et smut til Filippinerne og besøge en veninde, inden vi sammen skal videre ud i Stillehavet. Jeg sidder et par dage og skriver, afbrudt af kaffe og mad. Om eftermiddagen fyldes byen af skolebørn på vej hjem, piger i hvide kjoler og fletninger og ældre elever, der klumper sig sammen tre på hver scooter. Barerne fyldes med de mange vesterlændinge, og der lyder klokkespil og gonggongslag, som kommer inde fra Ubud Palace. Jeg går ind og ser smukke templer, der er ved at blive dekorerede til aftenens dans. Længere henne ad gaden er der et lille kafferisteri med en skøn hund, der poserer udenfor. Jeg læser om kaffens historie i Indonesien. Araberne havde oprindeligt monopol på kaffe, men det brød hollænderne ved at tage kaffe hertil i det 17. århundrede. Java og Bali er ideelle til kaffe, der vokser bedst omkring ækvator men dog i en vis højde. Desværre betød kaffesygdomme slemme tilbageslag for kaffeeksporten, ganske som for Karen Blixen. Ved Anden Verdenskrigs slutning blev Indonesien selvstændigt, og man nationaliserede store dele af kaffeproduktionen, ikke mindst på Java. Der er dog i dag mange uafhængige kaffedyrkere, ikke mindst her på Bali, hvor også kaffe er blevet ”craft”. Indonesien er i dag verdens fjerdestørste kaffeproducent.

Jeg er ikke fan af Bali, selv om jeg godt kan se, at der i baggårdene findes oaser, og at de mange templer giver en helt særlig stemning. Øen er er eftertragtet på grund af sin skønhed og mystik, men magien er nærmest væk. Når man nådesløst jagter det autentiske, mister det sin uskyld, og når man som her kommercialiserer grænseløst, får man en både infrastrukturel og miljømæssig katastrofe. For at citere den gale skotte, spillet af Robert Carlyle, i filmen The Beach er det store turistdyr overalt. Det har i al fald nærmest slugt Ubud, som det allerede har slugt store dele af Bali. Øen er forurenet med plastic, scootere og alt for mange mennesker. Men mange lever i drømmen, der skabes i den offentlige bevidsthed, eller de lever i minderne fra, de var her i deres ungdom. Det er overdrevet, hvor mange barnevogne, her er. Turismen er på et niveau, hvor selv den ligeledes ødelagte Khao San Road i Bangkok slet ikke kan være med. Næste gang skal jeg andre steder hen i smukke Indonesien.