Støtter Institut for Menneskerettigheder censur?

Dette spørgsmål vil for mange forekomme selvmodsigende, kontroversielt og måske endog politisk.

Ikke desto mindre er det et spørgsmål, man må stille ovenpå sidste uges rapport, hvor Instituttet på baggrund af egne studier af debatter på Facebook foreslog vidtgående regulering for at modvirke hadefulde ytringer online. Endvidere foreslog man, at medier, hvis Facebooksider o.l. anvendes til disse kommentarer, skal stå til ansvar i forhold til medieansvarsloven. Rapporten er bl.a. beskrevet her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/so-boesseroev-islamiske-svin-nyhedsmediers-facebook-debatter-ulmer-af-had.

Der er grund til at stille spørgsmål, både ved rapportens konklusioner og dens metoder, og ved det syn på demokrati og ytringsfrihed, der er underliggende i rapporten.

Hovedkonklusionen, at hver syvende kommentar er hadefuld, kan tolkes på mange måder. Hver syvende, er det meget eller lidt? I forhold til rapportens påstand om, at halvdelen af befolkningen ikke vil diskutere på sociale medier pga. debattens tone, forekommer en syvendedel ikke af meget. Man kunne også sige det modsatte, at 6 ud af 7 kommentarer ikke er hadefulde? Og at der er al mulig grund til at diskutere og trække dette positive tal i en endnu mere gunstig retning?

Instituttet har undersøgt i alt 2.996 Facebook-kommentarer, og af dem har man kategoriseret 439 som hadefulde. Men hvordan har man defineret hadefuld? Ved nærlæsning af rapporten ser det ud som om, man har været lidt for gavmild med begrebet ”had”. Ingen tvivl om at ord som ”bøsserøv” og ”muslimsvin” er hadefulde. Men at påstå, at generelle holdninger om muslimer, kriminalitet eller højreradikale nødvendigvis er hadefulde, er en overdrivelse. Decideret hån er på eller over kanten, men meget af det, der ifølge rapporten er stemplet som had, vil jeg (og sikkert mange andre) betragte som en del af en (ophedet) politisk meningsudveksling. Domstole her til lands tillader generelt at gå til stålet, såfremt der er tale om en politisk debat. Retspraksis viser, at domstolene tillader en langt hårdere tone om generelle emner end om specifikke personer.

Instituttet fastslår da også selv, at ”hovedparten af de hadefulde kommentarer ligger i den milde ende af den grovhedsskala, der er brugt til at indfange nuancerne i de hadefulde ytringer”. Det tyder altså på, at størstedelen af kommentarerne måske alligevel ikke er hadefulde, ikke mindst hvis man anlægger en mindre bred definition af had, end Institut for Menneskerettigheder betjener sig af.

Jeg vil som mangeårig forsker i bl.a. online politiske debatter påpege, at når man kommer med så markante konklusioner, bør datagrundlaget og metoden være i orden og grundigt gennemprøvet. Det ser for mig ud til at være gået lidt vel hurtigt, og så bør ens konklusioner tage højde herfor og være mere afbalancerede.

Rapportens konklusioner er altså overdrevne i forhold til, hvad vi har solidt empirisk og metodisk belæg for at sige. Man må spørge, om instituttet med rapporten rider en bestemt politisk dagsorden eller om man ønsker at bidrage til en ærlig udredning af hadets omfang online. Hvis det sidste er tilfældet, hvad man må håbe og formode, skylder man offentligheden en langt mere tilbundsgående undersøgelse end en hurtigt sammenfattet optælling af 2996 kommentarer, som man har kodet ud fra kriterier, der både forekommer uovervejede og mangelfulde.

Rapporten og dens fortolkning er imidlertid en del af et mere omfattende problem. Det er ingen hemmelighed, at tonen på nettet kan være hård, ofte ligefrem svinsk. Og at det ser ud som om, tonen er blevet værre hen over årene. Det har jeg selv dokumenteret i adskillige forskningsartikler og talt med mange forskellige medier om de seneste år. Men hvor går grænsen mellem kritik, ondskabsfuldt drilleri og ligefrem had?

Det forekommer bekvemt at stemple udsagn, med hvilke man er uenige som had. Så har man sat den anden ud af spillet og fremstår selv som uskyldsren, ligegyldigt hvad ens egen politiske dagsorden eller holdning så måtte være. Ordet ”had” er ligesom racisme ved at blive brugt omvendt. Som et ord, med hvilke man kan stemple sine politiske modstandere og uden yderligere diskussion affeje deres holdninger som illegitime.

Instituttet anbefaler som sagt, at der redigeres og modereres langt mere, og at medier skal stå til ansvar for indhold på deres Facebooksider i henhold til medieansvarsloven. Det er adskilligt gange slået fast, bl.a. af den europæiske menneskerettighedsdomstol i den såkaldte ”grønjakkesag”, hvor Jens Olaf Jersild formidlede racistiske udtalelser fremsat af unge højrerabiate, at den enkelte selv bærer ansvaret for sine ytringer. Og i forhold til hadefulde kommentarer har vi allerede straffelovens bestemmelser om injurier og ærekrænkelser, herunder den såkaldte ”racismeparagraf”. Disse paragraffer benyttes da også allerede, og ytringer på nettet har adskillige gange ført til domfældelse. Det er sådan en praksis, der kendetegner et retssamfund. Omfattende censur og regulering af det frie ord vil kun tjene interesser og politiske holdninger, som jeg ikke kan forestille mig Institut for Menneskerettigheder vil stå inde for?

Indlægget er også bragt på Kforum (www.kforum.dk)