Pseudoarbejde

På bogmessen 2018 faldt jeg over en bog af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen med den sigende titel “Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”. Det lød som en bog med et stærkt og relevant budskab, og det viste det sig også at være. Nu er jeg netop blevet færdig med den, og der er ingen tvivl om, de har fat i den lange ende.

Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark kommer fra hver sin politiske fløj, men de tænker begge mere og dybere end de fleste. Ideen til “Pseudoarbejde” startede, da de begge mødtes til en debat i DR Deadline. Først flere år senere fandt de dog på at skrive bogen om, hvorfor vi tilsyneladende spilder meget af vores arbejdsliv. I bogen rejser de rundt og taler med eksperter og forfattere i Storbritannien, Danmark og Sverige, der alle er kommet på kant med deres omgivelser ved at hævde, at meget af det moderne arbejde er unyttig. Som en leder af en stor virksomhed, der erkender, han ikke havde arbejde til sin PR-afdeling og måtte holde dem beskæftiget med tomme projekter. Eller en leder af en stor virksomhed, der åbent erkender, at han i mange år har arbejdet til ingen nytte.

Forfatterne arbejder ud fra navngivne og anonyme personer i Danmark, ofte med høje poster, der fortæller om meningsløsheden i det moderne arbejdsliv. Arbejde behøver dog ikke være rent tomt. Forfatterne opfinder netop begrebet “pseudoarbejde” til at dække alt det, vi laver, som på overfladen er meget vigtigt og meningsbærende men som inderst inde intet fører med sig. Rigtig meget af vores moderne arbejdsliv handler om registrering kontrol og procedurer for deres egen skyld. Hvor meningen  for længst er gået fløjten, men hvor ingen tør sige det af angst for at blamere sig eller blive fyret. Kejserens nye klæder. Tænk bare på Sundhedsplatformen, Akkrediteringsinstitutionen og de evindelige evalueringer. Som alt sammen er udtænkt med de bedste hensigter, men som for mestendels medfører netop pseudoarbejde.

Mange af bogens informanter fortæller, hvordan det er blevet en sport at gå rundt med papirer og se vigtig ud, at arrangere utallige møder for at give indtryk af at have travlt, og at snakke cheferne efter munden af angst for at blive fyret eller, endnu værre, indrømme tomheden i det moderne arbejdsliv. Specielt mødekulturen er gået fuldstændig amok. Mange møder holdes uden dagsorden, selv om alle ved, det er en dødssynd, og som forfatterne skriver, har mange møder karakter af “klassens  time”, hvor alle skal komme til orde, men hvor der er lille styring og reelt indhold. Det efterspørges faktisk, at chefer af og til indtager reel ledelse fremfor at skulle høre alle hele tiden.

Pseudoarbejde er noget, der kendetegner det administrative lag, symbolanalytikerne og konsulenterne. Masser af mennesker laver fortsat reelt arbejde. heldigvis. Elektrikere, bygningsarbejdere og buschauffører nævnes som eksempler på grupper, der udfører et reelt arbejde, der kan se, hvor langt de er kommet, og hvis effekter kan måles og vejes. Sjovt nok er disse grupper også de mindst stressede, mens konsulenter, bankfolk og advokater ligger helt i top med stress. Det ser altså ud til, man ikke bliver stresset af reelt arbejde, men af at udføre meningsløse aktiviteter.

Blandt de store syndere er åbne kontorlandskaber, hvor man konstant forstyrrer hinanden og er nødt til at gå hjem for at få et reelt stykke arbejde fra hånden. En anden synder er e-mails. Det er alt for nemt bare at sende e-mails videre, uden at tænke på om alle modtagerne er relevante. Eller om mailen overhovedet er relevant for nogle. Skurkene i bogen er HR- og kommunikationsafdelingerne, der de seneste år er vokset til astronomiske størrelser og bruger en stor del af deres tid og mange Powerpoints på at vise omgivelserne og ikke mindst cheferne, hvor vigtige og nødvendige de er. De er vokset uhæmmet, mens hverken kommunikation eller medarbejdernes trivsel er blevet bedre eller større. Tværtimod.

Igennem bogen diskuteres “Parkinsons lov”. Loven om, at arbejde tager den tid, man har til det. Det er noget, vi alle kan genkende. Sjovt nok er stramme deadlines noget af det mest motiverende. Hvorimod projekter kan udsættes i ugevis, hvis der er meget tid og ingen bagkant. Bogens løsninger ligger lige  for, og de er i stil med dem, der præsenteres i andre vigtigt værker om arbejde som Timothy Ferris’ “Fire timers arbejdsuge” og Stephen Covey’s “Syv gode vaner”. Vi kan alle lave det samme på den halve tid, hvis vi er effektive og ikke spilder tiden på pseudoarbejde og unødvendige opgaver. Hvis vi rent faktisk arbejder på arbejdet og ikke spilder tiden på at forstyrre og blive forstyrret af vores kolleger. Men det kræver et opgør med vores arbejdskultur, med managementkonsulenter og e-mails. Med evalueringskultur og akkreditering. Og ikke mindst med de fordømte åbne kontorlandskaber, der ifølge stort set alle undersøgelser er den mest stressfremkaldende faktor. Vi skal alle have mod til at tage opgøret. Belønningen er mindre arbejdstid og mere tid til selv at definere, hvad der ud over vores arbejde skal fylde vores liv.

Ros til forfatterne for at kickstarte denne debat i en dansk kontekst. Må det være første skridt i opgøret med new public management, åbne kontorlandskaber, endeløse møder og andet uvæsen, der er med til at gøre arbejdslivet langt mindre rart, end det kunne være.