På Djengis Khan’s stepper

Mongoliet har en mytisk klang for de fleste. Hjemland for Djengis Khan, historiens største erobrer, der i 1200-tallet regerede fra Japan til kanten af Europa. Havde historien gået anderledes, havde vi alle talt mongolsk i dag. Mongoliet var længe lukket, klemt inde mellem Rusland og Kina. Men nu åbner det sig og er i rivende udvikling. I sommeren 2019 besøgte jeg landet sammen med min kæreste Mette og hendes tre børn.

Vi ankommer i Ulaan Batar med toget en morgen ved syvtiden og hentes af vores lokale guide Bhat. Han starter med at sige, han hader Kina ligesom alle andre mongoler. Kineserne har da også gjort slemme ting, men vel ikke værre end de massakrer, Djengis Khan begik i blandt andet Kina. Men Djengis er nationalhelt og en stolthed, som vi skal se i de kommende dage. Bhat hader dog ikke Kina mere, end at han læser management i Shanghai, på et kinesisk stipendium. Han kommer fra et bedre samfundslag. Hans far har været diplomat i Berlin og personlig sekretær for præsidenten, både før og efter 1990, hvor Mongoliet blev et demokrati.

På stepperne

Efter en hurtig kaffe kører vi direkte ud i Terelj Nationalpark. På vejen ser vi, at Ulaan Batar spreder sig. Folk flygter fra trængsel og smog i det, der kaldes verdens grimmeste hovedstad, ud til den renere luft i bjergene. Vi ser også tegn på den minedrift, der er hovedindtægten, og på de nye motorveje, der bygges for de penge, man tjener. Her er totalt forandret på tyve år, siger vores guide. Vi kører forbi en stor varde med bedeflag. Her står en ørnetæmmer, og vi får taget billeder med de mægtige kræ på hånden. Vi ankommer til Terelj Yurt Camp, og den viser sig at være en anden standard, end det jeg har oplevet i Tadsjikistan. Her er luksuriøst med vindue, dobbeltseng og gulvvarme og i det hele taget meget behageligt.

Over middag kører vi en tur i parken. Vi ser blandt andet det ensomt beliggende Arjybalkloster, der huser et meditationscenter. På vejen derop er der opbyggelige buddhistiske budskaber, men det er en dyster form for buddhisme, der taler om død og synd, helt modsat de glade og rolige budskaber, der præger den buddhisme, man normalt møder i Asien og Europa. Men her er fredeligt. Der er gamle templer på toppen og uendelige bedemøller, der kan drejes. Først og fremmest er her ufatteligt smukt, her allerinderst i dalen. Som et Shangri-La.

Djengis i titanium

På vejen derfra ser vi den berømte Turtle Rock, der er et kæmpe mål for kinesere og koreanere. Souvenirbutikkens størrelse vidner herom. Vi besøger også en nomadefamilie, der lever af at give turister rideture. Det giver fornemmelsen af, hvor hårdt et liv det må være, når man hører, de er nødt til at have 500 dyr pr familie for at overleve. Vi ser deres gher og får serveret deres mælkeprodukter. Heldigvis er der nogle i selskabet, der gerne vil smage, så jeg kan undslå mig. Paraboler og solceller på taget og motorcyklen parkeret udenfor tager lidt af illusionen.

Efter morgenmaden næste dag kører vi tilbage mod hovedstaden. På vejen ser vi først den ganske nye og 45 meter høje rytterstatue af Djengis Khani skinnende titanium. I soklen er et stort museum med alt om manden og udstillinger om nomadelivet. Det er et kæmpe tilløbsstykke for de lokale og en national stolthed. Projektet har kostet 30 millioner kroner, og manden, hvis firma stod for projektet, er i dag præsident. Pudsigt sammenfald. I udstillingen er en meget kritisk artikel fra New York Times om hele miseren, men de lokale ser ikke ud til at kunne forstå den og udstiller den gladeligt. Her vises film om statuen til tonerne af begejstrede stemmer og skinger musik, så man føler sig hensat til Nordkorea.

Bhat fortæller, at man for at bestå universitetet har obligatorisk undervisning i historie og Djengis og blandt andet skal kunne The Secret Story, den officielle beretning om manden, udenad. I vesten ser vi Djengis som en imponerende feltherre og stor strateg, men også som en tidlig folkemorder, der slagtede alt på sin vej. Senere års forskning har dog lagt vægt på hans strategiske geni, og at han også var en dygtig politiker, der også opbyggede og regerede sine besiddelser kyndigt. Den version er langt væk fra tidligere tiders forståelse om en barbar, de levede i telt. For mongolerne er han udelukkende en helt. Det samme gælder hans sønner og efterfølgere, og de pryder alle den mægtige parlamentsbygning midt i Ulaan Batar med uformelige statuer, der leder tankerne he på fede buddhaer.

For mongolerne var han ikke blot en stor statsmand. Han var også retfærdig. Han slog aldrig uskyldigte, for han gav altid mulighed for at overgive sig og blive en del af det mongolske rige. Hvis man afslog dette fantastiske tilbud var man ikke længere uskyldig.

Mange overgav sig da også frivilligt, ikke mindst fordi en del af Djengis’ taltik var at sprede overdrevne rygter om sin plyndren og hærgen. En erobren med skræk. Og af og til statuerede han eksempler og brændte hele byer ned og slagtede alle, for at holde rygtet ved lige. Truslen ”mongolerne kommer” fik Kina til at bygge sin berømte mur. I dag er lykken vendt, og Kina er ved at købe hele Mongoliet og bygger løs af huse og infrastruktur, noget mongolerne hader.

Mellem Kina og Rusland

Tilbage i hovedstaden spiser vi på en fin koreansk restaurant. Om eftermiddagen ser vi sommerpaladset. Hvor den sidste kejser boede indtil 1919. Mongoliet var dog ikke et rigtigt land dengang. Det blev først moderne og fik et skriftsprog med Sovjets hjælp. Deraf det kyrilliske alfabet. Og et dobbelttydigt forhold til russerne, som man dog foretrækker frem for kineserne.

Aftenen byder på et traditionelt show, som er en kæmpe turistfælde, men danserne er dygtige, selv om musikken er skinger og høj. Mette får hovedpine, og jeg er tæt på.  Middagen er anderledes dejlig med mongolsk barbecue. Vi sover godt på det fine hotel.

Morgenen går med fine templer, hvor vi ser munkenes morgenmesse og mad. Her er stemningsfuldt og duften af smørte fylder rummet. Klostre og templer er bygget op igen efter Sovjettiden, hvor alt blev ødelagt. Selv om Bhat ikke selv er troende, tager hans mor ham stadig med til munk for at få lagt horoskop, og alle skolebørn tilbringer et par uger hos munkene.

Vi er også udenfor byen og ser et stalinistisk monument til minde om krigen. Også mongolerne var blandt ofrene i stort tal. Her er også udsigt over de nyere bydele, hvor der for kinesiske penge bygges masser af boliger. For 30 år siden var her intet. Priserne på lejligheder er ofte to millioner kroner, et svimlende beløb her i landet. Det er særlig attraktivt her, fordi vi er hinsides begge de floder, der gennemskærer byen. Her er mindre smog og færre biler. Endnu. Nomaderne er flyttet til byen men vil gerne bibeholde illusionen om landet. De mange boliger sælges til en voksende middelklasse Bhat mener, der er mange, der har beriget sig på samfundets bekostning. Hans egen far har også fået mange gode tilbud men afslået dem alle. Det har kostet muligheder, men Bhat er stolt af ham.

Frokosten er på et fancy hotel. De kan dog ikke servere øl, for det er en første i måneden, og det er en tørlagt dag i Mongoliet. Eftermiddagen byder både på den centrale plads med det mægtige parlament og dinosaurusmuseet. Mongoliet har på grund af geologiske forhold flere fossiler af dinosaurer end noget andet land, og her er da også mægtige fossiler i alle størrelser. Det er et nyt og imponerende museum, som Bhat heller ikke har set før.

Tilbage står indtrykket af et meget spændende men sammensat land, der i den grad står ved en skillevej, både historisk og geografisk.