Hvis du er træt af London, er du træt af livet

 

– en personlig beretning om hans absolutte yndlingsdestination: London.

London er min yndlingsby, ja mit yndlingssted i hele verden. Jeg har været i London et sted mellem 24 og 28 gange, afhængigt af hvordan man tæller. Jeg har boet i England i to omgange med hyppige besøg i hovedstaden. Og så har jeg været på utallige weekendture, juleture, ølture, historieture … Der er et hav imellem Danmark og London. Men med moderne flybilletter, er udgiften til en tur oftest noget billigere end en returbillet mellem Aarhus og København.

Nu vil læseren måske spørge, hvorfor jeg dog synes, London er så fantastisk? Det er bl.a. fordi, det både er verdens måske mest multikulturelle by og samtidigt umiskendeligt Dronning Victorias gamle hovedstad. Så global. Og så engelsk. På samme tid. London har det hele. Alle verdens sprog tales her. Alverdens mad spises her. Byen har museer i absolut verdensklasse, bankende klubber med de nyeste rytmer og rolige parker med tid til afslapning og eftertanke. Alt sammen placeret på nogle flade sand- og lerbanker langs en grumset flod, Themsen, der roligt slynger sig ud mod Nordsøen.

London er egentlig to byer: Westminster og City. City ligger mod øst og er den oprindelige by, her romerne grundlagde bosættelsen Londonium, der udviklede sig til en vigtig by i deres nordligste provins. I dag er City et af verdens vigtigste finanscentre, og skinnende skyskrabere tårner sig op. Efter arbejdstid er her imidlertid dødt. Det er i Westminster, at livet leves, og det er nok den del af byen, de allerfleste forbinder med London. Her finder man, foruden parlamentet, nogle af Europas shoppinggader, Regent Street og Oxford Street samt hele Londons underholdningskvarter: musicals, teater, de nyeste film. Man keder sig aldrig. Som den kendte forfatter og Londoner, Samul Johnson udtalte: hvis man er træt af London, er man træt af livet!

På Trafalgar Square, der regnes for Londons egentlige centrum, står Lord Nelson på sin søjle og skuer ud på folket. Som dansker er det ikke helt rart, for Københavns bombardement i 1807, hvor de forsmædelige englændere stak af med den danske flåde kommunikeres som en sejr nederst på Nelsons sokkel. Ignorerer man det og kigger ned ad Whitehall, ligger de engelske ministerier side om side langs denne paradegade, hvor England traditionelt har fejret sine krigshelte. Man mærker det gamle imperiums storhed og historiens vingesus. Mest berømt af sidegaderne er naturligvis Downing Street, hvor premier-ministeren holder til i nummer 10, en bygning, der er udødeliggjort i den fremragende engelske politiske komedieserie, ”Yes, Prime Minister”. For enden af Whitehall ligger Westminster, verdens ældste fungerende parlament med tårnet, hvor det berømte ur ”Big Ben” holder styr på tiden med sin karakteristiske ringen ud over Themsen.

Går man forbi parlamentet over Westminster Bridge er man syd for Themsen. Her dominerer ”The London Eye”, et gigantisk pariserhjul, hvorfra der dag og nat er en fabelagtig udsigt over byen. Spadsereturen videre langs Themsen er en af mine yndlingsudflugter i hele verden. Man passerer små spontane markeder, musikere, hyggelige cafeer og ganske almindelige mennesker, der slapper af på meget forskellige måder. Her sker altid noget. Går man mod øst kommer man forbi det tidligere Bankside Kraftværk, der nu huser Tate Modern, Londons og et af verdens fremmeste museer for moderne kunst. Her er altid gang i den med spændende værker og begivenheder. Jeg har selv endog været til techno rave derinde. På sydsiden finder man også Shakespeares gamle The Globe Theatre, der er blevet genopbygget og er et must for enhver, der blot er lidt interesseret i den berømte dramatiker. Er man blevet tørstig kan man få en øl på The Anchor med udsigt over Themsen, inden man via den ret nye Millennium Bridge, en ren fodgængerbro, atter kan krydse floden, hvorefter man er i City of London, tæt på Londons største kirke St. Pauls Cathedral. I kvarteret omkring kirken finder man Fleet Street, Londons berømte avisgade og Doctor Johnsons hus. Den gode doktor var en af 1700-tallets mest markante intellektuelle og ophavsmand til monsterværket Den Store Engelske Ordbog. På grund af krige og den store brand i 1666 er der ikke meget af middelalderens London tilbage, men i dette område finder man dog det gamle rådhus, The Guildhall, samt den stemningsfulde og uundgåelige pub, Ye Olde Cheshire Cheese, hvor notabiliteter som Dickens, Pepys og Johnson holdt til. Indtag en klassisk engelsk bitter tilsat røgen fra den koks, der stadig fyres med, og man føler sig hensat til en anden tidsalder.

London er som København efterhånden vokset sammen med mange omgivevnde byer og består af meget forskellige bydele. Det giver London nogle meget distinkte karterer, hvor man nærmest befinder sig i en landsby midt i metropolen. Islington har længe været kvarteret for intellektuelle og progressive politikere. Bloomsbury er stedet for jurister og endnu flere intellektuelle, der samles på de hyggelige pubber omkring Lincoln Inn og British Museum. Notting Hill og Marylebone er kendt for deres boghandlere og kunstbutikker, og Hampstead, lidt nord for bymidten er stedet for de rige og kendte. Det samme gælder Chelsea og Kentington med deres royale tilstedeværelse og eksklusive stormagasiner som f.eks. Harrods.

Er man til det maritime, er det Greenwich øst for London, man skal besøge. Her ligger et søfartsmuseum og det berømte observatorium, med nulmeridianen, som har været definerende for klodens længdegrader siden 1884. Her kan man bogstaveligt talt stå med et ben på hver halvkugle.

Lidt øst for City finder man Whitechapel, traditionelt set ikke det pæneste kvarter i London. Det fik hurtigt rygte som stedet for fattige og forbrydere. Det var her den berømte og mytiske massemorder, Jack the Ripper, i 1888 dukkede ud af den klamme tåge og myrdede kvindelige prostituerede på stribe. Jack the Ripper har givet navn til adskillige tv-serier og film, og i det hele taget dyrker London både forbrydelse, gru og rædsel. I fængselsmuseet The Klink ved Themsen kan man besøge et fængsel, som det har set ud i gamle dage, komplet med horrible torturinstrumenter, der blev anvendt til at tvinge tilståelser ud af sigtede Londonere. Byen er efter sigende også fyldt med spøgelser og genfærd fra sin lange historie, og talrige er de ”ghost walks”, spøgelsesture, man kan deltage i, og hvor gys og uhygge formidles af dygtige entertainere til intetanende turister.

London udmærker sig ved at være en meget grøn by. Man kan nærmest gå gennem hele byen i parker eller små grønne områder. Englænderne har, selv om der ikke længere bor så mange af dem på landet, aldrig helt vænnet sig til byen og kan godt lide at have små grønne pladser mellem husene. Man har også bevaret de store parker , hvoraf flere har været kongelige ejendomme. Hyde Park, St. James Park og Regents Park er nogle af dem. Den største er dog Hampstead Heath nord for selve byen, der mere er åbent land end en egentligt park. Her holder Londonerne af at gå tur med deres hunde søndag eftermiddag efter den uundgåelige Sunday Roast, der er en gammel tradition. Den kunne f.eks. være indtaget på Spaniards Inn, en traditioenel og meget stemningsfyldt pub i udkanten af heden, hvor landevejsrøveren Dick Turpin holdt til og røvede de forbipasserende. På Parliament Hills er der en fremragende udsigt over Londons skyline, og man kan slappe af på en bænk, mens byens børn flyver med drager og unge par af alle nationaliteter går søndagspromenade.

Efter en lang dag i London er det tid at få noget at spise og drikke. London byder sammen med New York på vel nok verdens mest facetterede køkken. Alle verdens regioner og kulinariske traditioner er repræsenteret. En tur i Chinatown er nærmest uomgængelig med kinesiske restauranter med velduftende Pekingænder udstillet i vinduerne. Eller hvad med japanske restauranter med sushi og bento? Man kommer i London heller ikke uden om de talrige indiske restauranter. Jeg har talt med flere indere, der hævder, at man i London får verdens bedste indiske mad. En fem retters menu på et lille indisk sted i Soho udfordrer smagssansen og får sveden til at springe. Og hvad er så bedre end at slutte af med et par pints på af de mange legendariske og historiske pubber. Min egen favorit er The Porterhouse ved Covent Garden, hvor mange slags øl brygges på stedet. Specielt deres Oyster Stout er fremragende.

Hjemme fra pubben kan man gå i seng mættet med indtryk og drømme om næste dag i verdens efter min mening mest fascinerende storby, mens hjernen bearbejder Londons visuelle indtryk, dufte og oplevelser. Man er muligvis træt men ikke af London. For i så fald er man, for igen at citere Johnson, træt af livet. Og det ville jo ikke være så godt!

Artiklen kan også læses i fuld opsætning i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 68