Vietnam – 30 år efter krigen

For mange leder Vietnam tankerne hen på amerikanske krigsfilm, protestdemonstrationer og ungdomsoprør. En del har sikkert billederne fra 1975 på nethinden, hvor de sidste udlændinge bliver fløjet ud af landet fra taget af den amerikanske ambassade i Saigon. Eller hvad med billedet af den napalmbombede lille pige, der gik verden rundt? I 2005 rejste jeg rundt i dette fantastiske land og fik et indtryk af den voldsomme forandring, der har fundet sted siden krigen.

Selv for min generation, der ikke er gamle nok til at huske krigen og tv-billederne, var det længe sådanne associationer, jeg forbandt med det langstrakte land i det sydøstlige Asien. I december 2005 tog jeg derover for ved selvsyn at se det land og det folk, der i dag med hastige skridt stormer ud af krigens og fortidens skygger og er ved at udvikle sig til Asiens næste store turistland.

Første overraskelse var kulden. Jeg vidste, at det var vinter, men havde dog fået oplyst, at temperaturen i Hanoi, hvor jeg landede, nok ville være omkring 20 grader. Men det var den koldeste dag den vinter, kun ca. 12 grader, og på vej ind mod byen skuttede de lokale sig, beskyttet af mange lag tøj og siddende på deres osende og larmende motorcykler.

Hanoi er en by med 3,5 millioner mennesker og næsten lige så mange motorcykler. Den er i dag det genforenede Vietnams hovedstad. Det var herfra Ho Chi Minhs kommunistiske tropper, Viet Cong, udgik i krigen mod det amerikansk støttede regime i Sydvietnam. Byen er en fascinerende blanding af gammelt og nyt. Den gamle vietnamesiske bydel står næsten uberørt af tidens tendenser, bortset fra at den i dag udgør et turistmekka. På den anden side af Hoan Kiem-søen, et behageligt åndehul midt i den hektiske storby, finder man det gamle franske kvarter med imposante bygninger i kolonistil. Uden om alt dette er en moderne asiatisk storby ved at vokse frem med et byggeboom af dimensioner, tilsyneladende helt uden nogen form for overordnet planlægning.

Krigens spor

I Vietnam er de fleste af krigens spor i dag slettede. Tilbage er museerne og mindesmærkerne, hvor vietnameserne med stolthed fremhæver deres sejr over imperialisterne. Men alligevel er teksterne ikke brovtende, og de bærer slet ikke den voldsomme propaganda, man kunne forvente i et kommunistisk land. Der vises endog en vis medlidenhed med amerikanerne, og det fremhæves, at også de led svære tab og blev udsat for store rædsler.

Skal man virkelig have mindelser om krigen, skal man bevæge sig ned til DMZ, den demilitariserede zone, som er et bælte på 5 km på hver side af Ben Hai-floden, den tidligere grænse mellem nord og syd. Zonen var etableret i årene mellem 1954 og 1975, dvs. mellem franskmændenes nederlag ved Dien Bien Phu og Viet Congs endelige sejr over syden og amerikanerne. Ironisk nok var zonen, efterhånden som Vietnamkrigen skred frem, vel nok det mest militariserede sted i verden. Det var også her, en række af de værste slag i krigen fandt sted, skildret i film som ”Apocalypse Now”, ”Platoon” og ”Born on the 4th of July”. Overalt i området finder man gamle forladte baser og tidligere amerikanske stillinger, hvoraf meget nu er indrettet til museer.

Det mest markante vidnesbyrd er dog eftervirkningerne af amerikanernes bomber og kemiske krigsførelse, specielt Agent Orange. I desperation over, at man ikke kunne få bugt med vietnameserne guerillaer i det tætte løv, anvendte man dette afløvningsmiddel med fatale konsekvenser for miljø og mennesker. I dag er der i hele DMZ ikke nogen træer eller buske højere, end de kan nå at vokse på 30 år. Billederne fra 1975 taler for sig selv: i et område på hundredvis af kvadratkilometer var der ikke et træ eller et eneste opretstående hus tilbage.

Hvislende granater og kamphelikoptere

Vores guide Duc tilføjer en meget personlig beretning til alle disse indtryk. Han var dreng under krigen og husker tydeligt krigens forskellige lyde. Man kunne nøje skelne de forskellige granat- og bombetyper fra hinanden, når de faldt, og ved at lytte til deres hvislende hylen ned gennem den varme tropiske luft kunne man endog beregne deres vinkel og søge passende dækning. Særligt slemt, siger han, var dog kamphelikopterne, fordi de var uberegnelige. Man vidste aldrig, om de bombede, skød eller ligefrem gik ned i landsbyerne. Mange gange måtte Duc og hans familie flygte over hals og hoved, og begge hans forældre mistede livet under kampene.

Selv om vietnameserne også begik forfærdelige forbrydelser og ikke bør gøres til helte, er det alligevel berigende at få et anderledes perspektiv på krigen end den, der kendes fra de utallige amerikanske genfortællinger. Særligt rystende og gribende er det at se de berømte Vinh Moc-tunneller, hvor vietnamesere levede, boede og plejede deres sårede i ly for de amerikanske bombefly. I de trange gange, stadig dryppende af fugt, kan man forvisse sig om, at livet som Viet Cong-soldat, evigt sultende og i stadig frygt for angrebene ovenfra, ikke har været nogen dans på roser.

Naturligvis sidder krigens rædsler dybt i de vietnamesere, der har oplevet og overlevet krigen. Ikke desto mindre fornemmer man ikke et specielt had mod amerikanere eller vesterlændinge generelt. For mange vietnamesere var franskmændene og amerikanerne en parentes, en forbigående irritation i den evige kamp mod kineserne, som holdt landet besat i omtrent et årtusinde. Måske med god grund. Så sent som i 1979 invaderede Deng Xiao Pings tropper Vietnam for at straffe landet for dets indgriben i det cambodianske folkedrab. Den store nabo blev dog atter tilbagevist, og i dag oplever de fleste vietnamesere vel sagtens, at den kinesiske trussel primært er af økonomisk art. Overalt finder man stadigt flere kinesiske økonomiske interesser, og også strømmen af turister nordfra er kraftigt stigende.

 

Hård kommunisme og Wild West-kapitalisme

Vietnam her 30 år efter krigen er et paradoksalt land. Formelt hersker en benhård kommunisme, og kun et parti er tilladt. På tv ser man politbureauets gamle mænd, der vedtager lange proklamationer og nye femårsplaner under endeløse klapsalver. Men neden under de røde bannere og kommunistiske paroler, der eksempelvis hænger over enhver af Hanois større gader, hersker en uhæmmet og stadig voksende kapitalisme. Vietnams byer er et mylder af små butikker, på fortovene sælges alt fra frugt til computerspil, og stanken fra de evigt brummende motorcykler blander sig med de tusindtallige gadekøkkeners indbydende røg og dufte. Landet er stadig piraternes paradis. I butikkerne kan man købe enhver piratkopieret CD eller DVD, man måtte ønske sig, og vestlige mærkevarer fås til en brøkdel af prisen, garanteret ”næsten ægte”.

 

Det mangeartede Vietnam

Vietnam er andet end Hanoi og Ho Chi Minh (tidligere Saigon), den anden store by helt nede sydpå. Landet rummer 54 etniske minoriteter, et antal der slås fast med stor planøkonomisk præcision i enhver brochure og af alle officielle guider. I det nordvestligste Vietnam, helt oppe mod den kinesiske grænse finder man en af de største variationer af forskellige etniske grupper. Andre kan findes i det centrale højland og ovre mod den thailandske grænse. Tidligere levede de mange minoriteter et kummerligt liv og blev i større eller mindre omfang forfulgt af myndighederne. De markedsorienterede kommunister har imidlertid fået øjnene op for, at minoriteterne udgør en turistmæssig indtægtskilde, og i dag er det umuligt at undgå at få tilbudt en tur til en minoritetslandsby.

Efter råd hjemmefra begav jeg mig da også nordpå, mod Sapa, hvor man finder en særlig tæt koncentration af etniske folkeslag. I modsætning til visse andre ”minoriteter” jeg har set, f.eks. i Peru, hvor de ”etniske” blev sejlet ud til sivøerne hver morgen!, var der her i Nordvietnam tale om den ægte vare. De traditionelle dragter blev ikke båret for turisternes skyld, hvilket jeg sandede jeg en dag i Sapa, hvor fire traditionelt klædte kvinder fra Black Hmong-stammen pludselig kom ind på en bar og gav sig til at spille pool. Jovist er minoriteterne støt og roligt ved at blive kommercielle, men kommer man langt nok ud, er der stadig gode muligheder for at få et indblik i et folk, for hvem livet er et hårdt slid, men som møder en med glade smil og åbenhed.

 

Kulinarisk paradis

En sidste detalje, der skal fremhæves ved Vietnam, er den kulinariske spændvidde. Landet har ganske enkelt fået det bedste fra to af verdens ypperligste køkkener, det franske og det kinesiske, kombineret med et umiskendeligt vietnamesisk særpræg. Fra sprøde, friske forårsruller, over utallige variationer af ris og kylling til de lækreste friske fisk og skaldyr. Vietnam har det hele. Meget ondt kan sikkert siges om franskmændenes kolonieventyr i Indokina, men de har efterladt sig fremragende kaffe og friskbagte baguetter, noget der ikke just er hverdagskost til morgenmad i Asien! En lille advarsel skal dog lyde: er man ikke til citrongræs eller koriander, bør man nok holde sig til de udenlandsk inspirerede restauranter, der skyder op overalt i et land, der i den grad åbner sig mod omverdenen og blot venter på dit besøg.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 24, 2006

 

Faktaboks: Gode tips til Vietnam:

Hvis man skal rejse langt, f.eks. fra Hanoi og sydpå eller op til minoriteterne helt mod nord, er det en god ide at tage nattog. Det koster ca. 200 kr. for en rejse på 700-800 km. Togene er af udmærket standard, og man når udhvilet frem.

Prøv Bia Hoi, verdens billigste fadøl. Går man på en lokal bar, koster et glas ned til 50 øre!

Hoteller er billige og oftest af god standard. Forvent at betale ned til 6 dollars pr. nat for et dobbeltværelse, lidt mere i Hanoi og Ho Chi Minh.

I Vietnam følger næsten alle de gængse turistruter. Vil man ud for sig selv, er det nordøstligste en god ide. Her kommer ikke mange udlændinge.