Hurra for 1989 og Generation Frihed

9. november 1989 blev en skelsættende dag i mit liv, da Berlinmuren faldt. Jeg var lige startet i gymnasiet, da de gamle mure til den utilgængelige østblok blev brudt, helt anderledes end den tredje verdenskrig, vi havde frygtet. Pludseligt kollapsede disse menneskefjendske regimer gennem fredelige, borgerlige revolutioner med forbløffende få tab af menneskeliv. Til tonerne af Scorpions Wind of Change sad jeg på mit drengeværelse og blev fascineret. Disse omvæltninger kom til at definere mit liv, både mht. politisk ståsted og  valg af karriere. Jeg vidste fra da af, jeg ville læse statskundskab og min faglige interesse for Central- og Østeuropa kom til at give mig mange oplevelser og bekendtskaber blandt dem, der tidligere var vores fjender. Jeg fik en forkærlighed for fred og frihed og en forstærket afsky for tyrannier og diktaturer.

Jeg blev en del af det, socialdemokraten Kåre Dybvad foragteligt kalder Generation 1989, den der tror på den fuldkomne frihed. Ja, jeg tror på frihed. Jeg mener, som filosoffen Kant, mennesket er et mål i sig selv, og at individet ikke må tyranniseres af fællesskabet. Jeg tror ikke på den uhæmmede, egoistiske frihed. Jeg tror på frihed under ansvar og på, at min frihed skal udøves i respekt for andres frihed. Men jeg tager afstand fra påtvungne fællesskaber, fra at individet krænkes eller undertrykkes i selv nok så gode sagers tjeneste: kommunisme, socialisme, nazisme, fascisme, islamisme og senest folkesundheden. Ingen sag er stor eller ædel nok til at krænke individets grundlæggende frihed. Jeg skammer mig ikke over at tilhøre Generation Frihed. Jeg er stolt af det, og jeg vil for resten af mit liv være 1989er, ligesom en del stadig identificerer sig som 1968ere. Kåre Dybvad og andre meningstyranner mangler respekt for det, vi lærte af 1989: at masserne ikke i længden finder dig i tyranni, at de før eller senere gør oprør. Og at selv nok så velmenende totalitære tanker i bund og grund er menneskefjendske. Leve 1989!