Danmark – Jakob Linaa Jensen

Vestkystruten på cykel – fra Nørre Nebel til Klitmøller

jakoblinaa — Thu, 01 Jul 2021 22:25:00 +0000

Vandretur i Nationalpark Thy

jakoblinaa — Sun, 16 May 2021 16:39:00 +0000

I april 2021 kom jeg omsider på vandretur i Nationalpark Thy. Jeg har været der flere gange i bil, da en god ven bor i nærheden, men nu skulle jeg for alvor ud at mærke den unikke natur.

Dag 1 – Tved Klitplantage og Hanstholm Vildtreservat

Første dag startede i Tved Klitplantage, hvor jeg parkerede bilen og gik ad Soldatervejen dybt ind i nationalparken mod Hanstholm Vildtreservat. Det var en fin tur i foråret mellem nåletræer og mospuder. Ikke en vind rørte sig, og anemonerne tittede frem i skovbunden. Jeg læssede mine ting af på shelterpladsen i Sårup, hvor en ældre vennegruppe holdt fødselsdag, og jeg blev budt på krondyrkølle og lagkage. Mæt og glad vandrede jeg nu mod syd, indtil jeg kom til Isbjerg, en høj morænebakke, der falder stejlt ned mod Nors Sø, og hvorfra der er den dejligste udsigt. Herfra gik det dybt ind i klitplantagen, før dagen sluttede af sammen med min gymnasiekammerat Peter. I skumringen lå vi med udsigt over vildtreservatet og så flere hundrede krondyr, der kom ud af deres dagsskjul på skovene og ud i det åbne land. På klitterne i det fjerne stod hannerne og udstødte deres karakteristiske brunstbrøl. en dejlig dag sluttede med bål ved shelteret og Stauning Whisky under stjernerne.

[See image gallery at www.linaa.net]

Dag 2 – Nors Sø og Vandet Sø

Anden dag startede med morgenmad hos min kammerat, inden jeg kørte ned til bredden af Nors Sø. Her ligger en stor picnicplads, og jeg vandrede nu langs søen med sivskove og kvidrende fugle i forårshumør. I et udsigtstårn har man den dejligste udsigt over området, inden turen atter går ind i skoven. Jeg vandrede nu gennem en typisk nåleskov med små søer. Alt var grønt i grønt. Efter et par timer gennem Vilsbøl Klitplantage nåede jeg Vandet Sø, som er større men mindre tilgængelig med sivskove og mudderbanker langs søens bred. Tilbage nordpå spiste jeg frokost i en lysning, inden turen atter gik mod Nors Sø og min ventende bil. Efter 18 km den første dag og 14 den anden, var den store is i Klitmøller mere end velfortjent.

FAKTA: der er masser af vandreruter og oplevelser i Nationalpark Thy. Disse to ruter er nogle af de mest populære, men man kan også gå den 67 km lange rute ad Vestkyststien fra nord til syd i parken, ret tæt på havet. Der er offentlig transport til Thisted, Klitmøller, Hanstholm og Vester Vandet. Men mest tilgængelig er parken i egen bil eller på cykel.

Sejerø og Nekselø – øhop i Kattegat

jakoblinaa — Sun, 16 Aug 2020 20:56:21 +0000

Tag med på endnu et øhop i Storebælt, denne gang til Sejerø og Nekselø. En dampende varm cykeltur på Sejerø blev fulgt af en vandretur på vilde, uvejsomme Nekselø.

Ved Sjællands nordvestlige hjørne, lidt syd for Sjællands Odde ligger to øer, vi længe har drømt om at besøge. Sejerø er den store, mens Nekselø er den uvejsomme, lidt ukendte. I august 2020 begav Mette og jeg os afsted i den smukkeste sensommer. Færgerne sejler fra Havnsø, kun en time fra København, og de ligger lige ved siden af hinanden. Man er dog ikke i tvivl om, hvilken færge, der sejler hvorhen.

På vej til Sejerø

Ved ankomsten til Sejerø styrer vi op mod byen, hvor vi lejer to skønne knaldrøde cykeltur hos øens cykeludlejer, der holder til i en gammel gård. Således går det gennem Sejerby til Cafe Spætten, der er indrettet i et A-formet rødstenshus. Der er åbent med servering af traditionelle danske retter. Ejeren er flink, men det er ikke hver dag, hun gør rent. Voksdugene emmer af fedt og fluerester, og glassene er vist ikke vaskede særligt godt. Æggekagen, der kommer i en varm pande, er til gengæld virkelig dejlig, og priserne rørende. Man får meget for pengene her på øerne.

Vi lejede de fineste røde cykler

Videre går det ad små veje op langs øens nordkyst. Her er en duft af markblomster, og grønne bakker slynger sig om os. Solen bager godt, og vi har sved på panden. Stort set for enden af vejen kan vi ikke komme længere. Her går det af en sti melle hybenroser, forbi en urmager (sjovt sted at ligge) og op til øens gule fyrtårn, der majestætisk knejser på en høj bakke. Her er udsigt til Sjællands Odde, og også Samsø skimtes. Fyret har været en del af en trekant med Hjelm Fyr og Sletterhage Fyr på Helgenæs, der har haft til hensigt at lede trafikken sikkert gennem det sydlige Kattegat. I dag lyser det satdig, selv om GPS og anden teknologi har overtaget meget af fyrets funktioner. Omkring fyret er der stejle skrænter og strandenge med fugleliv og sødlig duft af strandblomster. I vandet skimtes en sæl, og man har følelsen af at være lige midt i Danmark. Vi ligger længe i sandet og kigger op i den blå himmel.

Sejerø Fyr

Vi kører nu ned langs øens vestkyst. Her er der sommerhuse, fine træskulpturer nænsomt hugget ud af døde stammer og ellers ikke så meget. Mdt på kysten er der en fin lavvandet badestrand med et leben af familier, der er i vandet og nyder vejret og de børnevenlige forhold. Oldemor følger stout med i sin kørestol med parasol. På Sejerø Minigolf får vi en tiltrængt is og kigger på et underligt sted med minigolf, sømblokke, petanque, kæmpeskak og utallige andre adspredelser, man har samlet på dette sted, der ser ud til at være uforandret siden 1970erne. En tidslomme, som man ofte finder det på de danske øer. Farverige fugle af alle slags kvidrer i det store voliere.

På stranden på Sejerø

Tilbage gennem Sejerby går turen nu ned på øens sydlige del med gårde, en lille fin landsby og store engdrag. Vi rammer atter vejen på øens vestkyst og ser den lille kirke med virkeligt billedskønne kalkmalerier, der går tilbage til 1300-tallet. Vi er i god tid til færgen tilbage og overnatter i det sjællandske i gode venners sommerhus.

Fine kalkmalerier i Sejerø Kirke

På øhop på vej til Nekselø

Næste dag går turen til Nekselø. Den er mindre end Sejerø men bjergtagende, bogstaveligt talt. Allerede dagen før havde vi fra færgen set øens bakkedrag, skabt af den istid, der har formet hele landskabet på denne del af Sjælland. Sejladsen er kun 20 minutter fra Havnsø til denne lille, men storslåede ø med stejle bjergsider ned til stranden mod nord, vest og syd og en stenstrand i skoven mod øst ind mod Sjælland. Vi lander i den meget lille havn, hvor vi udstyrer os med et kort. Det er godt, for der er ingen rigtige veje, men vi ser dog et par biler herovre. Ellers er det små stier op og ned ad bakkerne. I dag er luften varm og knastør. Vi nyder at blive varmet igennem og værdsætter det i en dansk sommer. En efterårsdag i regn og rusk ville øen være en helt andet oplevelse. Endnu engang slår duften af markblomster os imøde; kamille, vild kørvel, kornblomster og masser af hybenbuske. Nordpå går grusvejen – der er ingen asfaltveje på øen og vist kun 5 huse, der alle er små gårde. Vi kommer forbi de første smukke udsigter fra højden af øen ind over strandene mod nordøst med Sjælland og Vig i baggrunden.

Idylliske blomsterenge skråner ned mod vandet

Vi er begge fyrtårnsentusiaster, og nordpå er der to fyr. Det er mere tønder end tårne, men skønne er de, for de ligger om muligt endnu mere spektakulært, end danske fyr ellers gør. Forfyret ligger helt ude på nordspidsen. Her er istidslandskab med bjerge (!), dødishuller i landskabet med bakker og bjerge. Et vandhul med langt grønt græs, hvor køerne vader helt ud i mudderet for at æde det bedste og grønneste græs. Det er ren safari. Resten af marken er gul, knastør og stikkende med tidsler. Enkelte tidsler er den klare lilla, andre er som tørrede blomster. Vi har bare tæer i sandalerne og er nødt til at se, hvor vi går. I modsætning til safari på savannen går vi helt på køerne. Bagfyret ligger tilbagetrukket på det højeste punkt med spektakulær udsigt nordpå over forfyret og ud over havet op mod Sejerø. 29 m over havet er vi her.

Nekseløs fyr, suppleret af et støttefyr længere bagude

Fra fyrtårnene går øens vandresti op af en stejl sti helt ude langs bjergsiden med havet på højre side mod vest. Stien er stejl og bugter sig op og ned, men her er tørt og heldigvis ikke glat. Landskabet omkring os minder mest om klitter med stikkende buske og harsk-sødlige dufte. Her er slåen med blå bær, så vi kan vende tilbage og plukke bær til snaps. Ummhh. Slåen og havtorn er i sig selv grund nok til endnu en tur. De åbne bakker erstattes af tæt krat, og ved Klintegården har man sat et lille sæt med borde og bænke, så trætte vandrere som os kan hvile sig i skyggen. Midtvejs skifter terrænet fra natur til kultur. Markerne er nu dyrket. Græsset er slået. Nåletræer vokser langs kanten. De står helt skæve og læner sig ind mod øen. Vestenvinden har gjort sit. Det er helt som træerne ved Jyllands vestkyst. Her er stengærder, der vidner om gamle mark- og grænsedragninger. Jeg fantaserer om små kongedømmer i Middelalderen, for med beliggenheden centralt i det danske øhav har der været rige handelsmuligheder.

Vilde skrænter ned mod vandet

En smart motorbåd ligger ud for øen. Nogle unge springer i vandet. Vi hører hylene ved mødet med det kolde vand. Vandet er trods alt ikke som i Middelhavet. Selv står vi midt i middagssommersolen. Klokken er to, og vi er våde begge to på armene og panden af varmen. Det eneste der ikke virker er Visitsjælland, der har tre steder, hvor man engang har kunnet høre historier fra øen. Ligesom på Sejerø. Når man scanner QR-koden sker der INTET. Det svarer selvfølgelig til organisationen gamle slogan ‘Vestsjælland – her sker intet’. Så har man jo heller ikke lovet for meget.

Mette på vej mod toppen

Vi krydser den sydlige ende af øen og når den lille hvide og røde kirke, der virkelig ikke syner af meget. Som ofte på øer er den omgivet af en kirkegård, hvor gravstenene vidner om lange liv. Det er sundt at bo i disse rolige omgivelser. Selv drømmer jeg om det lille hus helt nede i vandkanten, jeg har set fra færgen. Fra kirken går det ad små stier ned gennem Trolddalen, en stejl istidsslugt med en nærmest lodret nedstigning. Heldigvis er der hugget trin ind i den smattede skovbund. For enden går vi i tæt krat langs vandet. Nogle Hellerupunge holder dunke-dunkefest på en båd et sted ude i vandet, men ellers er der kun lyden af de mange måger. Turen tilbage til den lille havn er kort men ganske strabadserende. Vi er blandt mange, der skal med dagens sidste færge hjem fra denne lille, ret ukendte perle midt i Danmark.

Jakob nyder udsigten

Jeg rejste sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der har været med til at skrive beretningen. Hendes blog kan findes på www.expandingourhorizon.dk.

Jyllands vestkyst 2020 – trætophytter, barndomsminder og gamle venner

jakoblinaa — Fri, 17 Jul 2020 21:49:45 +0000

Sommeren 2020 blev i Coronaens tegn udelukkende fokuseret på vores smukke land, Danmark. Det største ben på Tour de Danmark 2020 var en større rundtur i Jylland. I modsætning til min store tur rundt om Jylland i 2016, var det denne gang ikke målet at følge kysten rundt men at gå i dybden med udvalgte steder. Det blev nok den bedste tur rundt i Jylland nogensinde, ikke mindst takket være gode venners selskab på vejen.

En tur med udsyn og udsigt

Turen starter for alvor 10. juli. Den har fået en fremragende optakt 9. juli i min barndomsby Herning, hvor jeg sammen med min bedste barndomsven Niels og hans søn Oskar har set FC Midtjylland sikre sig det tredje danske mesterskab på seks år. Jeg er derfor lykkelig men har lidt tømmermænd, da det går afsted mod første stop, Stauning Whisky, hvor det efter flere forgæves forsøg er lykkedes mig at få booket en rundvisning. Jeg når destilleriet lidt udenfor Stauning præcis 10.30, og der sidder allerede 50 mennesker bænket. Man kommer til tiden i Vestjylland. Pernille, en pæn blond kvinde i starten af 40erne er en engageret guide, der selv brænder for både whisky og Stauning. Hun er vittig og fortæller underspillet om, hvordan eventyret startede med at en kreds af vestjyder på en ferie fandt på at lave deres egen whisky. Frem til 2009 havde de ikke drømt om at skulle gå kommercielt, men en vis Jim Murray smagte deres whisky og synes den var så fremragende (mindede om Ardbeg fra 70erne) at han opmuntrede dem til at gå videre. Det tager jo tid at lave whisky, så først i 2012 var den klar til salg. Og længe kunne den hverken købes eller smages i Stauning, fordi alt blev revet væk til butikker. Derfor har jeg heller ikke været her før. Men det kan den nu, og der bliver både smagt og købt. Det er hårdt at starte med en rugwhisky 10.30 her dagen efter mesterskabet, men den smager godt og glider ned, ikke mindst fordi der sidder en jaloux FCK-fan overfor og er misundelig på den guldtrøje, jeg selvfølgelig er iført. Vi ser faciliteterne og rundvisninger er en af de bedre, overskueligt og med stor viden om whisky. Man gulvmalter, man tørrer, man mæsker og gærer, alt sammen håndholdt på tradirionel facon, som er med til at give den særlige smag, og vi følger hele processen. Til sidst smager vi, både råsprit og yderligere to whiskyer, en almindelig og en røget. Jeg takker Pernille for den fine rundvisning og køber tre små flasker samt en bog i butikken.

Whisky laves med udsigt i Stauning

Turen går videre til lille idylliske Stauning Havn i kanten af fjorden, som jeg ikke tidligere har besøgt. Så går det endnu engang ud i Skjern Å deltaet med store vidder og et rigt fugleliv. Jeg nyder stilheden og luften og har en fin udsigt til den lille Lønborg Kirke. Den præsenterer sig fint oppe på en bakke. Det går videre til en anden gammel kending, Bork Havn, der er fyldt med mennesker, der spiser frokost i blæsten. Selv får jeg en meget middelmådig fish and chips og en classic samt en vaffelis.

Efter en tur gennem fyreduftende Blåbjerg Klitplantage og smukke Filsø ned til Grærup, tager Birgit imod i sit sommerhus, for sidste gang. Hun er min mors veninde, og et menneske jeg har kendt altid. Hun er 84 og kroppen kan ikke længere holde til cykling og vesterhavsbade, så hun stopper, mens legen er god. Barnebarnet Marie er der sammen med sin kæreste Sune og deres to børn, Gertrud og Søren. Det er hyggeligt, og vi snakker godt og meget, så jeg ender med at blive længere end ventet og tager midddagen med. Ved ottetiden bryder jeg op og kører ud langs Grærup Langsø, gennem smukke landskaber til Blåvand og det berømte fyr. Der er mange mennesker i byen, selv denne aften, og man kan godt se, at danskerne holder ferie hjemme i dette coronaår. Jeg er atter på Danmarks vestligste punkt, og udover det ikoniske fyr er udsigten dejlig til lyngbakkerne nedenfor og ud mod Vesterhavet.

Blåvand Fyr – Danmarks vestligste punkt

Jeg har booket en trætophytte hos Heidi og Troels i Tarp lidt uden for Esbjerg. De to sympatiske mennesker har netop købt et hus med mange hytter fordelt i en stor have. Der har tidligere boet lidt af en Ole Opfinder, der blandt andet har muret et bindingsværkshus. Og så har han lavet to trætophytter. Den ene er ikke færdig, for træet er gået ud, men den anden sover jeg i, og den er en enestående oplevelse. Vejen op går af en smal vakkelvorn trappe, men som Troels joker, er han også bedemand! Jeg går til ro og nyder stilheden i den fine hytte med små detaljer, pynt og rejsebilleder på væggene. Jeg vågner næste morgen ved sms fra Heidi, at der er kogt vand og kaffe klar nedenfor hytten. Jeg er langsomt i gang, og mens jeg pakker snakker jeg med Heidi, der er ved at male fuglevolieret. Der er altid nok at gøre sådan et sted, men jeg ønsker de to søde mennesker held og lykke.

Hygge i trætoppen

Dagens første stop er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor jeg kom meget som barn, men hvor jeg nu ikke har været i 35 år. Bygningen er den samme i 60erstil, og der er fyldt denne dag hvor man holder styr på gæsterne med udleverede guldmønter. Jeg ser udstillinger om fiskeriet, der meget ironisk for Esbjerg, Danmarks fiskeriby nummer 1, stoppede i 2008, . Det er en god udstilling, men endnu mere interessant er den om offshore, først om olie og senere om vindenergi. Jeg lærer en masse nyt om olieproduktion og om Nordsøen. Udenfor er der en fin udstilling med kuttere og et komplet værft, og folk hygger sig. Sælerne er her stadig og fodres foran en stor folkemængde. Sildestimer og blæksprutter gør indtryk, men det er ikke for akvariets skyld, man skal tage hertil. Det er for indføringen i vigtige årsager til Danmarks velstand.

Mennesker ved havet, Esbjerg

Ude igen hopper jeg på færgen Menja over til Fanø, i det farvand hvor Skipper Las sejlede og sank i sin smadderkasse i den berømte sang. Ironisk at man kan synke i dette lave vand! Det er skønt at være tilbage i Nordby, og jeg nyder de idylliske huse. Alle restauranter er fyldt, så jeg må nøjes med pizza hos det lokale pizzaria, før jeg får en Fanø is, ledsaget af musik fra lokale folkemusikere. Det store mål for mig er selvfølgelig et genbesøg på bryghuset. Der er kø ’for at komme ind, men omsider får jeg en dejlig plads på en trappe i solen og smager mig igennem fem øl. De har virkeligt fornyet sig og er nu igen i superligaen af danske bryggerier. Deres Mango Mussolini, en klar hilsen til Trump, er den bedste. Mens jeg sidder der, skriver min gode veninde Katja, der på Facebook kan se, jeg er tjekket ind. Hun er i sommerhus med søster og børn i Sønderho. Jeg bliver inviteret og beslutter mig for en hurtig tur tilbage til Esbjerg efter sovepose og liggeunderlag. Færgerne er jo gratis denne sommer. Jeg når både frem og tilbage og den sidste bus ned til Sønderho, hvor en hyggelig aften med middag og drinks venter. Det bliver over et, inden jeg kryber til ro i min kabine i villateltet.

Idyl og folkemusik i Nordby

Efter morgenmad går det næste dag tilbage til Esbjerg og op til Hjerting, hvor det første fiskeri opstod før havnen i Esbjerg blev bygget. Ikke langt nordpå starter et landskab af ensomme klitplantager, og pludselig, på bakken ved Nymindegab Kro åbner fjordlandskabet og Holmsland klit sig. Vi er nu i min barndoms ferieland, for min familie havde sommerhus ved Søndervig, og jeg har altid nydt livet her mellem hav og fjord. I alle disse år har jeg aldrig set Abelines Gård, som er en gammel strandfogedgård fra det 19. århundrede. Her fortælles en fascinerende historie om livet på vestkysten med fiskeri og strandinger, noget jeg gerne vil skrive meget mere om.

Abelines gård

I “hovedbyen “Hvide Sande” er der så proppet med mennesker som aldrig før Alt er optaget på Røgeriet og andre steder, så jeg køber ål, rejer og laksesandwich som jeg tager med og nyder i klitterne ved Søndervig, helt ude ved nedgangen til stranden. Heller ikke her har jeg nogensinde set så mange mennesker. Jeg kører nu kystvejen, rute 181 på det allersmukkeste stykke fra Søndervig til Husby, hvor vejen bugter sig mellem det åbne fjordlandskab og gamle vesterhavsgårde, røde og karakteristiske firlængede med små vinduer i vest. Her er et rigt fugleliv, jeg gerne ville stoppe og se mere på, men jeg har en aftale. Klokken 15 ruller jeg ind i Sønder Nissum hos de gamle venner Nanna og Mads, og det bliver som altid hyggeligt. Vi har selskab af andre gamle venner, Allan og Karl, og vi sidder ude, spiser frikadeller og spiller RISK som i de gode gamle dage.

Rute 181 – måske Danmarks smukkeste vej

Næste morgen sidder vi længe og hygger over morgenmaden. Først ved 13.30-tiden kører jeg og tager Karl med nordpå. Det går forbi Thorsminde til Fjaltring og Trans, hvor vi ser den ensomme hvide kirke helt ude mod havet Denne dag er lyset bedre end nogensinde , og her er så dejligt, jeg gerne ville bo her. I Ferring ser vi byen og er på stranden ved Bovbjerg, et andet ikonisk sted for mig med det vidunderlige lille museum for maleren Jens Søndergård. Jeg sætter Karl af ved hans sommerhus i Lemvig, mens jeg fortsætter mod vest ud rundt om Ferring Sø. Jeg ligger længe på en bådebro og er i et med verden. Her er så smukt, og intet andet en fugleskrig høres.

Ro ved Ferring Sø

Langs med havet går det til Harboøre langs VLTJ-banen. Harboøre tager sig pænt ud, og jeg tager et billede af kirken, hvor svovlprædikanten Pastor Moe forbandede menighedens rådne kød efter den store skibskatastrofe i 1907. Ikke meget trøst at hente i den fyr. Ved Thyborøn Agger er der mindst en times ventetid. Også færgerne er maksimalt fyldte. På den anden side er jeg på Agger Tange og basalt set i Thy. Det bliver kun et kort stop i Agger, kendt for sorte huse og heavy metal-festival, men byen har sjæl, og jeg er blevet ret vild med den. Forbi Lodbjerg Kirke og gennem første del af Nationalpark Thy går det til de vilde golde heder ved Stenbjerg. Det bliver også til et gensyn med idylliske Stenbjerg Landingsplads, der er som taget ud af verden af i går, og blevet kendt fra flere DR-programmer.

Kutterne trækkes stadig op på stranden ved Stenbjerg

Herfra er der kun kort til Elisabeth og Dennis, gamle venner med hus i Nørre Vorupør, hvor hele familien sidder bænket omkring bordet, da jeg kommer. Da vejrudsigten er dårlig og jeg får tilbudt at slå mit telt op på deres græsplæne, dropper jeg ideen om at sove ude i nationalparken, og der kommer da også regn allerede, da jeg går i seng. Endnu en dejlig dag. Næste dag fortsætter turen i den nordlige del af Jylland.

Nordjylland 2020 – vild nationalpark og en jysk havklippe

jakoblinaa — Fri, 17 Jul 2020 21:35:50 +0000

Denne del af turen tager sin begyndelse, hvor første del slap, hos Elisabeth og Dennis i Nørre Vorupør, hvor jeg overnatter i mit telt på deres plæne bag deres hyggelige feriebolig i vesterhavsstil.

Det regner til langt op ad formiddagen, og vi sidder længe over morgenmaden. Familien er samlet, og da jeg bl.a. er gymnasiekammerat med sønnen Søren, er det svært at bryde op. Men videre skal jeg. Det går op ad kystvejen med stop i Vangså, helt ude mod havet, hvor jeg nyder stilheden.

Så går det til hektiske Klitmøller, engang en søvnig by med tre vandmøller, senere en lille fiskerby. Men det er først i de senere år, som surfermekka, Klitmøller er blevet kendt viden om, dygtigt brandet under hashtagget #coldhawaii. Her er også flere end nogensinde denne regnvåde coronasommerdag. Alle synes at vente på, vind og bølger bliver mere gunstige. Trods trængslen får jeg det sidste bord, oppe i baren på hyggelige Niels Juel, en sejlerpub helt i min stil med mørke paneler og ror og tovværk på væggene. Stjerneskuddet er fremragende og lige så den dejlige Thy Classic. Udenfor er det blevet tørvejr, og jeg går langs molen og kigger på rastløse familier og tålmodigt ventende surfere.

Mit næste mål er Vang, hvor Elisabeths og Dennis’ datter Annemarie er præst og har præstegård. Turen ind går gennem åbne heder, der ligger lidt uhyggeligt i tågen og de lave skyer, næsten som i en engelsk spøgelseshistorie. Tankerne går til Dartmoor og de små byer dybt derinde. Vang giver mindelser om Widecombe in the Moor midt inde på Dartmoor. Byen er lille, men kirken er smuk og middelalderlig med en storslået udsigt ud over de åbne vidder. Her er åbent landskab, her kan man bygge og bo. Kirken er rigt ornamenteret, selvfølgelig med skib og middelalderlig staffage, og Annemaries navn står nu på listen over præster siden Reformationen. Jeg taler med graveren, Hanne Klokgård, der er barnefødt her og ser det som ”mi kirk”, som hun siger.

Fra Vang går det op midt gennem nationalparken, igennem øde egne og ud til Vester Vandet Kirke ved Vandet Sø. Det er endnu en af Annemaries kirker i femsognepastoratet, som det hedder. De er to præster om at dele det. Også her er kirken smuk med et ejendommeligt standur fra midt i 1700-tallet ved siden af alteret. Det er en rig kirke, for området har været et centrum for skudehandlere i en tid, hvor dette var en vigtig genvej til Norge og handelen på Nordsøen. Og her handlede man altså med de skuder, der bragte varer og mennesker derop.

Videre går det ad flere åbne vidder til Nors Sø, hvor jeg også længe dvæler ved stilheden. Jeg er ny dybt inde i Nationalpark Thy, en perle i Danmark, som jeg har opdaget de senere år, fordi min gode gymnasieven Peter bor i området. Her er søer, smukke istidsformationer og enestående natur. Jeg sidder længe med udsigt over Hanstholm Vildtreservat, der ligner noget af Danmarks sidste og eneste ødemark. Nej hvor ville jeg gerne vandre hen over det en gang . Her er masser af fugle og råvildt og en vidunderlig ro. Kun blæsten lyder svagt.

Jeg forlader selve nationalparken og kører op langs Jyllands nordkyst, gennem Hjardemål og ud til Bulbjerg, hvor jeg ikke tidligere har været. Det er et enestående sted i Danmark. En 45 meter høj kalkstenskippe, der har været en ø men blev landfast, da havene sank og stenalderlandskabet hævede sig. Danmark har også tidligere mistet og vundet land. Så har man set det med, en kalkstensklippe i Jylland. Det er en rolig aften, og enkelte familier nyder udsigten, som jeg gør. Jyllands nordkyst på dette sted er ukendt for de fleste, men det er synd, for det er ret vilde landskaber med øde heder og ofte ganske høje skrænter ned til vandet.

Gennem øde heder og enkelte plantager går det videre langs nordkysten. Jeg skal lige et smut ud og se Svinkløv Badehotel, der er nænsomt genrejst efter den frygtelige brand for nogle år siden. Det er den mondæne drøm om badehotellet, et fatamorgana over svundne tider, der her er genopstået fra de døde, og med serier som “Badehotellet” er appellen ikke blevet mindre. Denne sommeraften er der propfuldt.

Jeg handler i Fjerritslev og kører gennem Tranum Klitplantage op gennem Hune og uden om Lønstrup til Tornby, hvor jeg indlogerer mig på Hotel Strandlyst, en verden af i går med gamle værelser og lugt at remoulade og friture på gangene. Værelset er ok, men det er en smuk sommeraften, så jeg spiser medbragt laksemad på stranden i Tornby, mens solen går smukt ned. Endnu en helt vidunderlig dag som slutter med blandet slik på værelset, der kalder barndomsminder frem.

Næste dag er det onsdag og 15. juli. Jeg har sovet glimrende, omsider i en rigtig seng, og jeg misser faktisk morgenmaden, der er slut. Heldigvis kan jeg få pengene tilbage. En hurtig kop kaffe følges af lidt müsli på parkeringspladsen. Dagens første stop er nordpå, et kort smut oppe i Hirtshals. Ikke en charmerende by, men den ligger fint og skinnende i formiddagssolen, med små blå skyer ovenover, der er karakteristisk for denne egn, og som jeg også så første gang, jeg var her i 1991. Hirtshals er i dag en vigtig fiskeri- og færgehavn, og går man i byen her, risikerer man et par på hovedet, ifølge min ven Søren, der trådte sine barnesko i Tornby, hvor jeg netop har været. Mit stop er Nordsømuseet, hvor jeg ikke har været i 29 år. Det er med at udnytte den halve pris denne sommer. Siden jeg var her sidst, har museet været brændt, men den ikoniske klumpfisk blev reddet. I dag er der ligefrem to af den. Jeg har længe gerne villet se museet, der er kraftigt udvidet. Der er ikke lang kø, og snart er jeg inde på museet, der er imponerende og har langt mere fokus på fisk og havliv end det i Esbjerg, jeg så tidligere på turen. Jeg kommer først ind i en sal med mindre akvarier, formet som en ekspedition i Nordsøen. Her er alle Nordsøens fisk og specielt søstjernerne er ganske imponerende. Der er også et bassin med jomfruhummere, der åbenbart lever i huler på bunden, og man bliver jo helt sulten. På førstesalen er der info om havklima og opdræt, og det hele er lavet virkelig godt. Den store attraktion er dog det store akvarium på 4,5 millioner liter havvand i næste bygning. Her er et stort panoramavindue med frit udsyn til ”havet” også de to klumpfisk. Udenfor kommer jeg tidsnok til sælfodringen, der naturligt er et tilløbsstykke sådan en sommerdag. Jeg holder mig lidt på afstand, men jeg får dog både over og under vandet en glimrende udsigt til de syv meget velnærede sæler, flere end i Esbjerg. Udenfor er der også legeplads og et kunstigt fyrtårn. Men det er akvariet indenfor, der virkeligt trækker, i tre etager og med virkelig gode blik til havets dyr.

Det går nedad mod dagens hovedmål Lønstrup, et af mine absolutte yndlingssteder i hele verden. Inden er det dog tid til et gensyn med skønne Hirtshals Fyr, der ligger smukt ude i blomstrende klitter med dejlige dufte. Som altid er her mange. Nu kører jeg lidt nedad og tager den nordlige Margueriterute til Lønstrup. Jeg kommer igennem Sønderlev og Nørlev og ser den smukke gamle Nørlev Kirke. I Lønstrup er alt proppet og jeg må parkere langt oppe ad en sidevej. Jeg får dog et glimrende stjerneskud og en tjekkisk øl i den gamle biograf i byen, der i anledning af den store efterspørgsel er blevet til restaurant og udskænkningssted. Her har jeg udsigt over det centrale og meget hektiske Lønstrup. Galleri Uggerby er desværre lukket, men jeg ser andre af de kendte steder inklusive Villa Vest og den hyggelige hovedgade. Her er så lange køer til alle iskiosker, at jeg opgiver og går i stedet blot rundt og nyder stemningen og glade folk på ferie. Jeg kører ud til smukke Rubjerg Knude Fyr, som jeg ser for første gang siden den lokale murermester med hjælp fra BMS sidste år flyttede det 50 meter ind i landet i en aktion, der blev fulgt live i Radioavisen og som nåede New York Times’ spalter. Det var noget af en bedrift, men nu skulle fyret være reddet fra havet i al fald for 50 år, så det ikke lider samme skæbne som den nærliggende og ligeledes ikoniske Mårup Kirke. Der er markeret med en varde, hvor fyret stod før, og det forekommer mig, at sandklitterne er blevet større, barere og mere vilde. Der er ingen afspærring ned til stejle skrænter, man må vel regne med, folk er ansvarlige. Over os svæver paraglidere, der følger vindene fra syd og op mod Hirtshals. Her er sand alle vegne og kø til at komme op i fyret pga. Corona. Jeg nyder stemningen, vindene og den milde sommer på dette sted, hvor jeg er kommet så meget.

Længere nede ad kysten gør jeg også stop i smukke Lyngby, hvor havet allerede har taget en stor bid, blandt andet af kirkegården. Jeg har tid til en dejlig Kissmeyer IPA på Fisherman’s Rest, et sted som taget ud af mine drømme. Her ville jeg gerne høre en af deres folkemusikkoncerter engang. Jeg nyder min øl med panoramaudsigt over havet. Jeg vender bilen og kører atter nordpå, udenom Hirtshals og ud til mundingen på idylliske Uggerby Å. På vejen kommer jeg igennem byer som Horne, som jeg kun kender fra håndboldresultater i 80erne. Uggerby Å ligger idyllisk i aftenlyset, og jeg burde nok have overnattet på den totalt idylliske primitive lejrplads, men jeg vil gerne tættere på Skagen. Jeg kører i en solmættet aften med det røde lys i ryggen, ad vejen gennem Tuen Klitplantage til jeg når Skagensvejen. Jeg finder let lejrpladsen i Skagen Klitplantage og slår mit telt op. Der er meget larm fra vejen, og der er mange andre telte. Jeg beslutter mig for at køre til Skagen for at se solnedgang sammen med de rige og kendte her i uge 29, Hellerupugen. Jeg ser på solnedgangen fra en klittop, men de fleste er mere optagede af lægehelikopteren, der åbenbart er ved at afhente en af de rige, der ikke kunne klare mosten. Her er idyllisk som solen går rød og rund ned i havet, og jeg går en tur langs Sønderstranden som jo udgør baggrunden på Danmarks mest kendte maleri. På solnedgangspladsen er masserne ved at fortrække i dyrt designertøj og kvinderne i lange flagrende kjoler, der utvivlsomt er dyre og som er den store mode i år. En fuld københavner tilbyder mig 500 kroner for at køre ham ind til Skagen, men jeg afslår. Han virker ikke rar. Jeg kører tilbage til lejrpladsen og spiser en tapasplatte og sidder længe i skumringen, til det bliver for koldt.

Næste dag er det 16. juli. Naboen byder på kaffe og kringle, fordi han har fødselsdag, En rar fyr med to drenge. I det andet telt er en dansk grønlandsk familie i et stort Roskildetelt. De snakker og hygger sig. Jeg kører ind mod Skagen og parkerer ved bryghuset. Her er ikke så mange endnu, Skagen er helt menneskelig. Jeg går op ad Laurentivej, den sædvanlige vej til museet, hvor der dog er kø. Jeg ser på Skagenhuse, er ude ved vippefyret og går tilbage mod havnen, hvor jeg får et bord yderst til deres skaldyrsbuffet, Jeg snakker med søde mennesker, der kommenterer min guldtrøje, her som mange andre steder. Kun den første FCK-fan i Stauning var negativ, resten har været sjove. Jeg tager afsked og går endnu lidt rundt i byen , inklusive en is på Ishjørnet, hvor mine bekendte fra Smukfest Ole og Heidi er på arbejde. De har travlt som altid.

Sidste stop er som altid vidunderlige Sæby, hos Inger og Arnold, hvor jeg har tilbragt så mange vidunderlige somre. De nærmer sig 90, men er stadig friske i hovedet. Vi sidder længe i haven og spiser min othellokage. Senere henter jeg kulmule i Klostergyden og ser mig lidt omkring på havnen. Jeg laver fisken til dem, kører ned og ser solen spillet ned, som altid idyllisk med sejlerne på havnen. Derefter går det op på ikoniske Øksnebjerg, minderne skal holdes ved lige. Jeg snakker en times tid med Inger og jeg går i seng i hendes kontor. Endnu en skøn dag, og eg kunne ikke overnatte et sted, jeg hellere ville være.

Sidste dag på denne del af turen, 17. juli. Jeg er oppe ved nitiden, og vi spiser morgenmad ude og snakker sammen det meste af formiddagen. Lige før frokost kører jeg rundt i Sæby og ser alle de kendte steder, havnen, kirken og Sæbygård Skov med åen, hvor jeg fiskede så meget som dreng. Jeg får endnu et stjerneskud helt ude på Jacobs. Det er vemodigt, turen er ved at være slut, for det har på trods af Corona været bedste sommertur i Danmark nogensinde. Så mange gensyn og nysyn og så mange herlige mennesker undervejs. Turen hjem går gennem Understed Bakker og Jyske Ås, og jeg følger en del af Hærvejen, der også har et ben, der går her forbi. Herfra er der ikke langt til E45, og det største ben på Tour de Danmark 2020 finder sin afslutning.

Agersø og Omø – på øhop i Storebælt

jakoblinaa — Mon, 08 Jun 2020 19:42:49 +0000

Ud for Stigsnæs på Sydvestsjælland ligger to skønne, små øer, som de færreste har besøgt. Herfra kan man se både Storebæltsbroen, Fyn, Sjælland og Langeland. Man er midt i Danmark. Tag med på øhop i Storebælt.

I shelter på Agersø

Det er en frisk solrig sen eftermiddag i juni. Vi har kørt hele vejen langs den sydsjællandske kyst og besøgt de brofaste øer Gavnø, Enø og Glænø. Men nu er der ingen vej udenom en færge. Det er en kort tur med færgen Agersø, og snart sejler i ind i den lille havn, der ligger i udkanten af Agersø by. Øen er næsten 7 km² og havde i 2017 174 fastboende.

Vi går op gennem byen, der ånder fred og idyl. I det store gadekær kan man tydeligt høre klokkefrøerne, og husene ligger i en cirkel rundt om, som de har gjort i århundreder.

Der er booket shelter i Agersø Naturcenter ved hallen, men vores shelterapp angiver ikke steder præcist, og der er ingen skilte. En overrasket mand i et fint lille bjælkehus viser os i den rigtige retning, over engen og på den anden side af skovbrynet. Shelteret ligger sammen med tre andre i en rundkreds og med en skøn udsigt over Storebælt og til broen.

Agersøs sydspids er Helleholm, næsten en selvstændig ø, der er forbundet med Agersø via en bred landtange, kaldet “Skagen”. Her er det rigeste fugleliv, da området er et vigtigt hvilested for fugle på træk mellem Skandinavien og Sydeuropa. Her er dog også mange rent “danske” fugle. Hætte- og sølvmåger blander sig med terner. I engene er flokke af lærker, og man ser vadefugle som hejrer og traner. Her er en dejlig kakofonisk lyd af alle former for fugleskræp og -pip.

Ude på Helleholm ligger øens fyrtårn, tykt og tolv meter højt. Det er bygget i år 1900 som erstatning for et tidligere, mere primitivt et af slagsen. Dets glimt kan ses 16 km væk ud i Storebælt. Et for- og bagfyr, begge som gittermaster, supplerer og leder trafikken sikkert gennem det lavvandede sund. Fra fyret har vi en smuk udsigt til en rød solnedgang og en himmel tækket med gyldne skjolde.

Vi går en anden vej tilbage og falder oven et yndigt lille hus med små nænsomt snedkererede boder, hvor der sælges lokale snapse, marmelader, pickles og brugskunst. Vi forsynes os med snapse og delikatesser. Strandurt, malurt, savtang. Aldrig har vi set brændevin med disse urter. Spændende. Og hyggeligt.

Tilbage i lejren falder mørket på., mens vi mæsker os i røget fisk fra Karrebæksminde Havn. En mættet dag lægges til hvile i shelteren med panoramaudsigt til Storebælt og en midsommersol, der kan følges under den nordlige horisont.

Næste morgen vågner vi ret tidligt. Mette har frosset, så første stop er varm kaffe. Det får vi hos øens købmand, der åbner klokken otte og er placeret på intet ringere end “Centertorvet”. Det er klart øens travle hjørne. Det er gamle mennesker, der bor her. Pensionister, efterlønsmodtagere, en invalidepensionist med elknallert. Et par kommer på en gammel motorcykel, begge i mangefarvet joggingtøj. Han kommer med en munter bemærkning om, at han skal styre, fordi kvinder ikke kan køre, og han får et godmodigt dask bagfra med indkøbsnettet. Begge hilser venligt på os. Indehaveren er tyndhåret og venligheden selv. Sammen med sin mand har hun overtaget butikken for et år siden, efter de har drevet bode. ga og spillehal inde i Skælskør. Det er vigtigt for øen, de to mennesker har villet overtage butikken, da den forrige ejer sagde fra. Butikken er livsnerven, og uden den vil fraflytningen tage voldsomt til. Udvalget er rimeligt, og vi får frisk frugt, rundstykker, og den meget tiltrængte kaffe. Man sælger også de lokale Agersø Øl, efter sigende brygget på kroen men vist snarere et samarbejde med Harboe inde i Skælskør. Jeg køber tre. Det er tidligt, men de kan jo gemmes.

På opslagstavlen på “Centertorvet” kan man følge livet i det lille øsamfund. Plæneklipper til salg. Sommerfesten aflyst på grund af Coronavirus. Kroen har sommermenu. Der er dødsannoncer. John og Jane er døde med kort tids mellemrum, men har ikke kunnet begraves passende på grund af Corona. Man afventer stadig en mindehøjtidelighed, når Agersø Kirke kan genåbnes fuldt ud. Endnu to af øens indbyggere har taget turen ud over det store hav, til det hinsides.

Vi går en tur gennem bygaden. Befolkningen herovre er gammel. Der står stokke, rollatorer og elkørestole uden for de gamle huse. Gardisettegardiner og pelargonier vidner om en anden tids smag og æstetik. Nogle af disse idylliske øer vil uddø. Andre vender bøtten og får unge tilflyttere. Vi håber på det bedste for Agersø. På kroen, øens anden livsnerve, får vi mere kaffe og en snak med værtsparret, der styrer forretningen og deres øvrige liv fra krostuen. Her servere kaffe i hele røde termokander, og den er dejligt stærk. Vi får lidt vand i hovedet på badeværelset og ender med at drikke hele kanden, inden det går tilbage til færgen, gennem hyldeduftende sidegader og blomstrende hybenhække.

Omø – landsbyidyl og bindingsværk

Efter en færgetur tilbage til Stigsnæs går det med en anden færge til Omø. 50 minutters sejlads fra Stigsnæs venter en fredelig ø med kirke, gadekær og en bondegård som dem, vi legede med som børn, i fuld størrelse:-)

Vi går ad en sommerlig vej med huse til den ene side og en grøn ø til den anden. Vi ser den lille hvide kirke med en yndig kirkegård og kommer til Omø by. Også her er et gadekær omdrejningspunktet, og bindingsværkshuse med stokværk og rygninger omkranser idyllen. Vi får en dejlig Omøplatte med en kedelig dåseøl til i Loen hos Lillian.

Hende og manden er efterlønnere og driver kroen om sommeren. Det gør de godt, med dejlig mad og maleriudstilling indenfor. Men om vi ikke vil købe den? De vil gerne sælge. Tilbuddet er fristende, men vi siger pænt farvel og går de to kilometer ud til fyrtårnet. Også her er der et rigt fugleliv, og duften af hyben blander sig med den sødlige brise af strandblomster. Det er ved at være højsommer, og vejret er meget bedre end lovet.

Ved fyret holder cyklister pause, og fra næsset kan man se Agersø, Sjælland, Fyn, Langeland og Storebæltsbroen. Man føler, man er lige midt i vores smukke land. Turen tilbage gennem fuglereservatet byder på traner, hejrer og endog en havørn, der svæver højt over os. Et gensyn med Lillian og en stor is, og så er det tilbage til færgen efter endnu to dejlige øer. En tur tilbage i tiden med bindingsværk og mad og priser som i forrige århundrede. Øhop i Danmark holder !

Møn rundt

jakoblinaa — Fri, 22 May 2020 21:01:44 +0000

Møn er en skøn ø, der for mange er lidt ukendt og overset. Selv har jeg først besøgt øen de senere år, men nu er det blevet til fire gange med appetit på mere. Øen er meget andet end Møns Klint. Man har smukke gamle landsbyer og hovedbyen Stege, smuk typisk dansk natur og den smukke Fanefjord Kirke med enestående kalkmalerier. I de senere år har man satset på gastronomi med lokale råvarer samt eget bryghus og senest også en mjødbrygger i em baggård i Stege. Derudover har man i Camønoen sin egen pendant til caminoen og med seneste skud på stammen, Dark Skies, prøver man at gøre sin enestående stjernehimmel til en turistdestination.

Man kan komme til Møn ad Mønbroen fra Sjælland eller ad Bogødæmningen fra Bogø, der igen er forbundet til Farøbroen. En varm og smuk forårsaften i 2020 kommer Mette og jeg kørende ad netop denne. Det er en magisk aften med store ynglende svaneflokke i vandet, duftende buske langs vejen og den smukkeste solnedgang, man kan forestille sig.

Den smukkeste solnedgang set fra Bogødæmningen

Vi er kørt over fra Falster efter en lang dag, og dagens syvende og sidste fyr er Borgsted Fyr, som har ligget i tilknytning til et gammelt fort. Det er en lille bygning, der ligner et ishus, og som ligger langt nede ad en mark. Også det er beregnet til at lede trafikken gennem det farlige Grønsund. Man kan se det fra vejen eller køre 2 veje hen, dreje til højre og køre tilbage langs kystvejen og derefter gå de sidste par hundrede meter langs vandet for at komme helt dertil.

Borgsted Fyr tæt ved dæmningen.

Vi overnatter i Klintholm Havn iklædt en smuk skumring. Vi har måske havnens bedste værelse, målt på udsigten, og den flinke vært Morten, forsyner os med Møns Bryg. Morten er noget af en iværksætter og har sammen med sin bror købt dette gamle Danlandhotel og sat det i stand. Han fortæller os om istandsættelse af bygningerne og udviklingen der er drevet af de store vindmøller i Østersøen. Morten går det længere, end man kan forvente, og er indbegrebet af god service. Stedet, Marina Park, kan anbefales på det varmeste.

Natlig idyl i Klintholm Havn

Næste dag er vejret endnu bedre. Mens Mette ordner et online møde, går jeg tur på den fredfyldte havn. Her er ikke så mange fiskere tilbage, og flere af deres huse er overtaget af naturen. Den lokale, hyggelige bodega er ved at åbne efter Coronakrisen. Dette er et sted, man godt kunne tilbringe flere dage i fred og ro. Men vi skal videre.

Gammelt fiskerhus i Klintholm Havn

Møns klint er hovedattraktionen på øen, og den er og bliver imponerende. Vi har begge været der før, og selv om det ikke er planen, er der ingen vej udenom turen ned ad de 468 trin til stranden og udsigten nedefra.

Møns Klint

Vi ser, naturligvis, de to fyrtårne nord og syd for klinten. Møns Fyr syd for er egentligt er et gult tårn bygget sammen med den gule fyrmesterbolig. Desværre er det et af de fyrtårne, hvor fyrmesterens kontrakt ikke tager højde for oplevelsesøkonomien, så der er “adgang forbudt”-skilte og en høj og tæt hæk. På grund af den høje, lodrette pynt skal man nærmest være bjergbestiger for at komme ud på vandsiden og se fyret nedefra. Rigtig mange går forgæves. Så er der mere stil over Hellehavn Nakke Fyr nord for klinten, der har de klassiske røde og hvide striber. Det ligger midt i skoven med udsigt til havet. Her er en bænk med udsigt, en lille udsigtsterrasse og vi føler os langt mere velkomne her.

Hellehavn Nakke Fyr.

Fyret nås gennem den smukke slotspark ved Liselund, et ret nyt slot, der blev bygget af en rigman.1800-tallet med datidens hang til romantik. Her er små hytter og minislotte, der alle skal minde om et land eller en tidsepoke. Stedet er egentligt en tidligere mose, som det har taget tid at penge at gøre så idyllisk som i dag.

Liselund slotspark nord for Møns klint.

Møns eneste egentlige by er Stege med en hyggelig gammel bykerne og en kirke, der virker for stor til den lille købstad. Her er fine spisesteder og det gamle bryghus, hvor man serverer øl fra Møn. Udvalget er godt, men denne dag er det desværre ikke muligt at få et bord. I gården overfor brygger en ung fyr mjød, Mytebryg, og efter smagen at dømme har han en fin fremtid foran sig. Det kan anbefales.

Godt udvalg Fra Møns Bryghus

Man kan heller ikke nævne Møn, uden at tale om Fanefjord Kirke, der ligger i øens sydvestlige hjørne, med Stege Nor til den ene side og havet til den anden. Den byder på nogle af Danmarks ypperste kalkmalerier og burde, ligesom andre af Danmarks gamle landsbykirker, være på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Kirken er enestående og sammen med Møns Klint de størst attraktioner på den smukke ø, der kalder på besøg igen og igen.

Rejsen tog jeg sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der også er berejst og medlem af De Berejstes Klub, og som skriver rejseblog på www.expandingourhorizon.dk.

Falster – Danmarks sydligste punkt, syv fyrtårne og en afstikker til Bogø

jakoblinaa — Thu, 21 May 2020 21:14:26 +0000

For mange af os fra Jylland eller København er Falster noget fjernt og forbindes måske mest med udkant og arbejdsløshed. Det er synd, for Falster er en smuk og spændende ø, der fortjener langt flere besøgende.

Det er foråret 2020 og med udsigt til en lang sommer i Danmark starter vores projekt om at køre hele Danmark rundt, helst langs kysten. Jeg kørte rundt om Jylland i 2017, beskrevet her og tidligere på året rundt om Fyn. Men nu skal vi ned at starte helt fra bunden, på Gedser Odde, som er Danmarks sydligste punkt.

Storstrømsbroen – lidt endnu …

Turen på Falster starter ved Storstrømsbroen. Det er snart sidste chance for at køre over den gamle, og byggeriet af den nye skrider hastigt frem. Turen går over Masnedø, og vi gør første stop ved Orehoved Fyr, det første af mange denne dag. Vi finder fyret ved at køre gennem et privat fabriksområde, men hinsides grimheden er der en flot udsigt til bro og vand. Fyret er omgivet af en lille strandeng, og selv den grimme parkeringsplads er ved at blive taget tilbage af naturen, hvor græsser bryder op gennem asfalten. Fyret er ovalt, hvidt og ligner næsten, det er bygget i Art Deco.

Orehoved Fyr

Herfra går det gennem små landsbyer mod syd. Jorden er frugtbar, og gårde og landsbyer ligger tæt. Ikke det Falster, som mange sikkert fordomsfuldt forestiller sig.

Idyl på Falster

Vi har et mål. Gedser Odde er første gang for mig, der dermed sætter sydlighedsrekord i Danmark. Selve odden ligger et stykke syd for byen, hvor sandede skrænter går ned i havet. Her er udsigt til færgehavnen og vindmølleparker. Fra parkeringspladsen, hvor der denne dag holder en del mobilehomes, går det sidste stykke til fods ned til Sydstenen, der markerer, at her ender Danmark.

Gedser Odde

Den er overdækket af en skæmmende gul bygning. Breddegraden 54,22,XX er vist på muren. Bag bygningen går en stejl klint i havet. Man kan ikke komme videre. Nord for odden står Gedser fyrtårn, på kanten af en rapsmark. Det er flot og klassisk og et stop værd. Fyrmesteren har ugæstfrit sat stole op i hullet i hækken, så man skal gå en del rundt på marken, hvis man vil helt derhen.

Det sydligste – i Danmark

Fra Gedser går det nordpå, forbi klassiske Marielyst og ad Margueriteruten forbi det klassiske gods, Corselitse, der optræder i den danske guldalderlitteratur. I dag er der store skovbrugsarealer. Helt ude ved kysten, i Østerskoven finder vi, for enden af en smal skovvej, Hestehoved Fyr. Det ligger totalt ensomt, som de andre små pletter langs vandet, hvor man kan have det helt for siæg selv. Det er i Danmark sjældent at have følelsen af at være så langt væk. Fyrmesterfamilien har indrettet sig med en smuk have, og vi leger begge med planen om at søge embede her på dette smukke sted.

Hestehoved Fyr

Det går nu tilbage til hovedvejen og atter ud il kysten ved Grønsund, der altid hart været et vanskeligt farvand at besejle. Derfor er der her flere fyr. Det første er Grønsund Fyr, som gjorde lodserne arbejdsløse, da det blev bygget for langt over hundrede år siden. Som en ekstra hån byggedes tårnet lige foran lodsernes udkigstårn, og da det oprindelige fyr blev opgivet, indrettede man det nuværende i tårnet. Tiderne skifter.

Også Fru Marie Grubbe har været her …

Til sidst går det til Falsters nordligste by, den gamle købstad Stubbekøbing med smukke gamle huse og en færge til Bogø på den anden side af Grønsund. Også her er der et fyr, som ligger for enden af en campingplads i byens nordlige del.

Stubbekøbing Fyr

Vi kører nordpå igen og forlader Falster via Farøbroen. Fra Farø går turen direkte til Bogø. En rigtig charmerende lille ø. Det er tid til aftensmad og et skilt ved vejen lokker os ind på Farøvad Spisested, hvor vi får dejlig lakseburger og jeg en skøn Pilsner Urquell. Det er et dejligt sted i aftensolen med venligt personale. Og skønt at spise ude for første gang siden Coronalukningen.

Farøbroen

Det nærliggende Bogø Fyr er lavet om til shelter. Her er 3 hårde pladser og en brændeovn på 1. sal med udsigt til Farøbroen i solnedgangen. Der er bålsted udenfor, og et ungt par hygger i solen og gør klar til natten. Vi drømmer om at overnatte her næste gang, med udsigt til Farøbro og solnedgang.

Måske Danmarks smukkeste shelter?

Vi forlader Bogø og dagens etape på Danmarksturen ad dæmningen til Møn. Her er den flotteste solnedgang, ledsaget af blomstrende buske og vilde svaner i hundredevis, der holder hof i den nedgående sol. Danmark bliver aldrig smukkere, og det er en perfekt og romantisk afslutning på en skøn dag på Sydhavsøerne.

Rejsen tog jeg sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der også er berejst og medlem af De Berejstes Klub, og som skriver rejseblog på www.expandingourhorizon.dk.

Rundt om Fyn

jakoblinaa — Fri, 08 May 2020 20:03:49 +0000

Det har længe været min mission at køre rundt om Danmark langs kysten. I 2017 kørte jeg rundt om Jylland i syv etaper, beskrevet her. I 2020 gjaldt set så Fyn. Teknisk set er jeg halvt Fynbo, da min far trådte sine barnesko i Gribsvad (selv om han var født i Marstal). Jeg har nu aldrig dyrket Fyn så meget, men det er en skam, for som vi skal se i det følgende, er det en dejlig og meget varieret landsdel.

Første etape: Nyborg – Middelfart (langs nordkysten)

Det er lørdag før påskeugen. Vi synes, vi skal holde lidt ferie, efter vi har siddet lukket inde pga. Corona i tre uger. Vi er Mette, hendes datter Ella og jeg. Vi stævner ud fra Sjælland på en smuk forårsdag, gennem et Coronalukket Danmark med forbløffende få biler på vejene. Vi har madpakker og håndsprit med og er helt klar på at holde os for os selv i afstand fra andre. Vi kører over den smukke Storebæltsbro, og Fyn tegner sig i morgendisen, fladt fra Nyborg op mod Hindsholm og Fyns Hoved, et af dagens mål. Selv Storebælt synes at være affolket for skibe denne formiddag. Vi drejer af lige efter broen og kommer langs strandvejen i Nyborg med masser af hoteller og fine villaer. Det er her, midt i landet, det halve Danmark mødes til konference. I dag er her øde. Parkeringspladserne er skræmmende tomme, og alt er lukket ned. Vi går langs stranden og slår smut. Vi har udsigt til broen. Her er stille. Kun havfuglenes dyk mod vandet og hæse skrig afbryder stilheden.

Vi kører op ad Fyns vestkyst, gennem Nyborgs forstæder og er snart i det åbne land med flade marker, meget ulig det bakkede Fyn, de fleste kender. Vores øjne falder på en flot herregård med bindingsværk og klokketårn, Risinge Herregård, der ligger flot omgivet af voldgrav. Også her virker der øde og forladt. Lige før Kerteminde svinger vi ind langs noren syd for byen og når det berømte Ladbyskib. Egentlig er det et skib skjult i en gravhøj og beregnet til at tage den lokale konge hinsides. Man ved ikke, hvem han var, og der gættes på alt fra en lokal hersker til en af Danmarks tidlige vikingekonger. Normalt kan man komme ned i højen og se skibet, det største af sin art i Danmark, men denne dag er her lukket pga. den igangværende epidemi. Udsigten fejler dog ikke noget, og man forstår godt, at fortidens stormænd ønskede at blive begravet sådanne steder.

Vi kører igennem den smukke gamle by Kerteminde med den berømte Amandastatue ved indkørslen til byen. Kerteminde, der er populær blandt pensionister og pendlere fra Odense (og derfor er blevet et dyrt sted at erhverve ejendom) er også kendt for det udmærkede Johannes Larsen-museum, viet til den dejlige maler og hans samtidige. Herfra går det op til Hindsholm, den nordlige halvø, der stikker op fra Fyns østkyst, og som på grund af sin beliggenhed slet ikke får de besøg, den fortjener. Ikke mindst er Fyns Hoved meget specielt, og landskabet med klinter, strandenge og våge byder både på en afveksling og artsrigdom, man ikke finder mange steder i Danmark. Denne dag er den smukke vandrerute ensrettet pga. Corona, men vi går en dejlig tur i den friske luft. Det er dejligt at være ude igen.

Mod øst går det via Munkebo med udsigt til Lindøværftet, og på den anden side af Odense når vi snart den gamle stationsby Otterup. Det er ved at blive sent, så Enebærodde Fyr må vente til en anden gang. I stedet går det nu langs Nordkysten, omgivet af hjorteflokke og med flot udsigt til Æbelø, hvortil man kan vandre ved lavvande, og som er kendt for sit rige fugleliv. Den gamle by Bogense er en behagelig overraskelse med sit trekantede torv med små huse på alle sider, en bymodel man sjældent ser i nutidens Danmark. Her er totalt idyl med den gamle, hvide kirke med det tykke tårn ragende op over de lave huse, kastende lange skygger i aftensolen. Forbi Båring Vig når vi efterhånden Lillebælt og det markante Strib Fyr, helt ude på kanten af Fyn. I den sidste sol ser vi Lillebæltsbroen, og snart er vi tilbage i hovedlandet.

Anden etape: Middelfart – Nyborg (langs sydkysten)

Det er lidt længere henne på foråret og dagen før Store Bededag. Det er en smuk solskinsdag med varme, og jeg er blevet tidligt færdig med arbejde og kører den sidste etape, på vej østover. Jeg starter, hvor jeg stoppede sidst, ved Lillebæltsbroen. Middelfart er en fin gammel købstad, som jeg mest kender, fordi min far boede der i mange år. Byen ligger ved to broer, der dominerer udsigten fra havnen, der de senere år er blevet renoveret med marina og dyre lejligheder. I den gamle by har man et af Danmarks ældste huse, en købmandsgård fra 1600-tallet, og den fine Mariekirke troner for enden af Algade. Byen har fint stynede træer og ser i det hele taget ud til at passe på sig selv. Jeg nyder udsigten på havnen, før jeg fortsætter ad Fyns vestkyst, forbi Føns og til Svinø, der egentlig er en halvø med græssende kreaturer. Her er gule rapsmarker, der dufter i eftermiddagssolen og lokale cyklister, der også nyder den dejlige forårsdag.

Ude langs hovedvejen mod Assens går det lidt hurtigere. Jeg skal nå at mødes med min gode ven fra De Berejstes Klub, Claus Andersen, på Faldsled Havn. Claus er fynbo fra Bøjden og kender området som sin egen bukselomme, selv om han de seneste 30 år har faret verden rundt, primært på cykel. Vi sidder på molen og deler et par øl. Der blæser en kold vind, selv om der er høj sol. Vi snakker rejser, den kommende sommer i Danmark og drømmer os på ture til Helnæs og Illumø, vi kan se fra havnen. Det er vist mulighederne denne sommer.

Claus cykler tilbage til Bøjden, og jeg passerer både ham og den berømte Faldsled Kro på vejen. Kendt for stjernemad og smørrebrød er det vist gået lidt tilbage de senere år. Jeg ser også Fyns eneste rundkirke i Horne, der har været kirke for hele Horneland, halvøen der rækker ud fra Fåborg. Fiskerne ude i Bøjden var så hedenske, de aldrig fik en kirke. I stedet kunne de sidde for sig selv og “lugte”, som man sagde inde i Horne. Kirken er bemærkelsesværdig, fordi den lille oprindelige rundkirke er suppleret af et langt midterskib.

På havnen i Fåborg er der mennesketomt denne torsdag aften. En modsætning til sidst jeg var her en varm sommer på cykeltur med Fætter Peter, hvor fiskerestauranterne langs kajen var propfyldte.

Jeg kører ad krogede veje helt ud til vandet igen ved Fjællebroen. Her er smukke bøgeskove rundt om en lille vig, hvor Fjællebroen går over det lave vand. Det store gods har vist været sanatorium, men ser i dag ud til at ligge øde hen, undtagen når det en sjælden gang bliver brugt til events. Den lille vig er en naturperle, jeg ikke tidligere har besøgt. Jeg spiser min medbragte mad på badebroen, omgivet af skræppende og dykkende vadefugle, og jeg føler mig i et med den smukkeste danske natur. Hvor er vores land vidunderligt sådan en majaften.

Jeg kører videre gennem gamle forladte byer og lukkede købmandsforretninger, ud til Rantzausminde, hvorfra vi for nogle år siden sejlede ud i vikingeskib i forbindelse med et arrangement i De Berejstes Klub. Her er smukt med bøge, der spejler sig i bølgen blå, ganske som i nationalsangen. Oven over det hele knejser broen til Langeland. Svendborg Havn ligner sig selv, men er også øde. De mange hyggelige restauranter og beværtninger har været lukket længe.

Turen fortsætter langs Fyns østkyst, gennem Gudme kendt for Gudmekongens hal, et stort vikingehus og det meget smukke Broholm Slot, der ligger smukt i aftensolen. Gennem Hesselager går det gennem endnu flere små fynske landsbyer op til noren syd for Nyborg og det vilde, nærmest gotiske Holchenhavn Slot, som jeg heller aldrig før har set.

Jeg sidder med noren på den ene side med en rød solnedgang og Storebælt på den anden side med en fuld måne, der står op over små sejlbåde og spejlblankt vand. Sådan en aften er Fyn bare smuk, og jeg kører glad fra Fyn og op på Storebæltsbroen. Ringen er sluttet, og jeg har kørt Fyn rundt.

Rundt om Jylland

jakoblinaa — Sun, 30 Oct 2016 21:35:37 +0000

I sommeren 2016 realiserede jeg omsider en gammel idé om at køre hele vejen rundt om Jylland, langs kysten. Jeg er inspireret af den glimrende tyske forfatter Wolfgang Büscher, der har skrevet en bog om en vandretur rundt om Tyskland. Nu skulle jeg i første omgang ikke vandre, men måske cykler jeg turen senere. Jeg synes, det er fascinerende at bevæge sig rundt om en geografisk enhed, fordi man dermed får set kanterne, afkrogene.

Jeg gennemførte turen i bil på i alt syv dagsetaper med rigeligt tid til stop undervejs. Det var så heldigt, at jeg havde mulighed for at besøge en række venner og bekendte undervejs, nogle af dem på ferieophold i sommerlandet. Det var med til at bestemme etapernes længde og karakter, men det var selvfølgelig også rart at bruge denne for mig lidt specielle rejse til at (gen)se gamle venner og bekendte, jeg ikke havde set et stykke tid.

Turen startede (og sluttede) af praktiske grunde ved Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk og ikke i min hjemby Aarhus, som måske havde været det logiske. Men Blåvand markerer jo Jyllands grænse mod vest, mod det store hav Nordsøen, som jeg gerne vil køre eller cykle rundt om ved en senere lejlighed.

1. etape: Blåvandshuk – Sønder Nissum

En tidlig julidag ankommer jeg til Blåvand, en livlig ferieby, som er kendt for at huse Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, symboliseret ved sit fyrtårn. Det er omgivet af et goldt klitlandskab og en bred fin sandstrand. Denne formiddag er der ikke mange badende.

Blåvandshuk Fyr og den gamle tyske fæstning

Turen fortsætter herfra nordpå ad det militære ingenmands land ved Kallemærsk Hede til gode gamle venners sommerhus i Grærup, hvor en fin frokost venter i gode venners sommerhus. Da jeg kører videre, er regnen tæt på, og i Blåbjerg Klitplantage kommer den for fuldt tryk. Jeg er på vej op i min barndoms sommerland på Holmsland Klit, og ganske som så ofte dengang regner det tæt, da jeg når op på tangen ved Nymindegab.

Hvide Sande ligger midt på Holmsland Klit og blev til en by, da kammerslusen blev bygget for at regulere vandstanden og skabe stabile sejlforhold ind i Ringkøbing Fjord. Denne dag ligger et stort offshoreskib i havnen, og byen emmer af sommerliv, trods regnen. Søndervig ligger, hvor Ringkøbing Fjord slutter. Her havde min familie sommerhus i 40 år, og mange af min barndoms somre er tilbragt her. Det gamle hus er solgt og væk og har givet plads for en stor hæslig kolos, der slet ikke passer ind i klitlandskabet. Hotel Klitten ligger endnu i selve Søndervig og er lavet om til eksklusive lejligheder. Her som i andre badebyer startede sommerens kystliv i starten af det 20. århundrede.

Hotel Klitten i Søndervig

Turen fra Søndervig op mod Nissum Fjord er en af Danmarks smukkeste med Stadil og Nissum Fjord på den ene side og Vesterhavet på den anden. Her finder man de gamle firlængede vesterhavsgårde med røde sten og stråtag og små vinduer mod vest. Klitroserne vokser i det barske landskab, og fuglelivet er stort. Gode venner bor i Sønder Nissum, og her slutter første etape i festligt lag.

2. etape: Sønder Nissum – Blokhus

Op ad næste formiddag går det videre langs kysten forbi Thorsminde og det fine strandingsmuseum for Defence og St. George, to engelske skibe der forliste i det voldsomme hav udenfor for 200 år siden. Længere nordpå ligger Trend, Fjaltring og Bovbjerg, sidstnævnte et af mine yndlingssteder i Danmark.

Trans Kirke – lige ud til Vesterhavet

Bovbjerg er kendt for sit fyr og stejle havskrænter, og i landsbyen Ferring finder man det fine Jens Søndergaard Museum for byens stolte malersøn. Hans billeder er muligvis naivistiske men indfanger på forbilledlig vis den lokale stemning og det særlige lys.

For første gang krydser jeg Limfjorden helt mod vest, ved Thyborøn-Aggerfærgen, som jeg lige præcist når. Næste gang, jeg krydser, er det ovre ved Hals, på den østlige side. Her er forblæst og øde, et barskt sted længst mod vest.

På den anden side er der lige tid til et besøg i den imponerende Vestervig Kirke, der virker overdimensioneret til den lille by. Ved siden af ligger en gammel jernalderboplads, der viser, at stedet har haft en betydning tilbage i forhistorisk tid.

Vestervig Kirke

Gode venner besøges til frokost i Nørre Vorupør. Elisabeth og Dennis er langt oppe i halvfjerdserne, men har en fantastisk energi og er konstant i gang med nye projekter. Denne gang et gammelt fiskerhus, der sættes i stand efter alle kunstens regler. Nørre Vorupør er en hyggelig gammel fiskerby, der er kommet i fokus som lidt af et surfermekka.

Fiskerbåde på stranden, Nørre Vorupør

Det samme kan siges om Klitmøller, der ligger strategisk godt på hjørnet af Jylland i forhold til at få de bedste surferbølger. Stedet har brandet sig vellykket som “Cold Hawaii” og tiltrækker nye beboere, også på helårsbasis. Det er blevet hipt at bo her, men jeg tænker på, hvordan der mon er om vinteren?

Videre går turen forbi Hanstholm med den store havn og forbi klitplantagerne ud til Jammerbugten, før etape 2 afbrydes lige før Blokhus. Overnatningen foregår i Sæby hos min mors venner, Inger og Arnold, hvor jeg har holdt så mange af mine barndoms sommerferier. For mig er Sæby evig sommer, og jeg er taknemlig for at holde kontakten til disse prægtige mennesker, selv efter min mors død. Alt er ved det gamle, og jeg bliver godt beværtet og føler mig tryg og velkommen som altid.

3. etape: Blokhus – Udbyhøj

Efter et hyggeligt besøg i Sæby rammer jeg ruten igen lige før Blokhus, hvor byen er helt pakket med mennesker denne sommerweekend. Her må man køre på stranden, og det gøres der. Via Løkken fortrækker jeg i stedet til Lønstrup, et af mine absolutte favoritsteder i hele verden. Den lille gamle fiskerby er blevet mondæn. Her ligger Galleri Uggerby, der som altid har dejlige malerier til salg, og her får man Danmarks bedste lakseburger på Cafe Slugten.

Et nyt hjørne af Jylland rummes ved Hirtshals, der som andre byer på kanten har et fyrtårn, der har spillet en vigtig rolle i en tid før GPS.

Hirtshals Fyr

Jeg elsker Nordjylland og Vendsyssel og kan ikke komme her tit nok. Da jeg har en mission kan jeg ikke blive så længe, som jeg plejer. Jeg må køre hastigt gennem dejlige pletter som Kandestederne, og Skagen, hvor jeg ellers kommer hver sommer, må vente. Jeg rammer Østkysten og Kattegat nord for Ålbæk, og så går det sydpå. Aftensmaden indtages i Sæby, og ringen er sluttet på dagens køretur. Sæby Havn har fået en renovering, og fiskebuffetten med udsigt over den dejlige marina fejler intet.

Sæby Havn

Fra Sæby går det ned langs Østkystruten, forbi Lyngså, Voerså og Voergård, hvor jeg ofte har været til Middelalderdage. Igen krydses Limfjorden med færge, denne gang den lille Hals-Egense færge, og jeg kører snart hastigt ned gennem badebyer som Øster Hurup. Etapen slutter i Udbyhøj, på kanten af Randers Fjord.

4. etape: Udbyhøj – Aarhus

Der er gået et par uger, og jeg er klar til de næste etaper. Jeg starter, hvor jeg slap, ved Udbyhøj, og den lille kabelfærge.

Udbyhøj Kabelfærge

Syd for Randers Fjord ligger et for mig ret ukendt land. Jeg standser ved en kirke, der ser meget interessant ud. Det viser sig at være Estruplund Kirke med ypperlige kalkmalerier. Selv som ikke-troende er jeg en stor fan af gamle middelalderkirker, der fortæller historien om mennesker og det bedste, de små lokale samfund har kunnet frembringe. Sådanne gamle kirker og kirkegårde emmer af historie og er altid et besøg værd.

Estruplund Kirke

Norddjurs blev for mig et nyt udforsket område, da jeg i en periode boede i Syddjurs Kommune. Her finder man dejlige kystbyer som Fjellerup og Bønnerup med dens fremragende fiskehandel, som er turen værd fra Aarhus. I Fjellerup får man Danmarks største og mest fedtede gammeldags isvafler, der smager himmelsk og altid kræver en tur ved håndvasken bagefter!

Ved stranden i Fjellerup

Turen går videre gennem gamle byer som Glesborg, forbi Gjerrild Klint og det tidligere nonnekloster på Sostrup Slot, før jeg når Jyllands østligste punkt, Fornæs Fyr nord for Grenå. Jeg er nu nået fra det vestligste til det østligste punkt. Men der er stadig lang vej endnu!

Udsigten fra Fornæs Fyr – Jyllands østligste punkt

Turen videre går mod mere velkendt land: først gennem Grenå, så ned forbi Ebeltoft og det sydlige Djurs, hvor jeg både har boet, og hvor jeg stadig har mit sommerhus på skønne Helgenæs. Det sidste stykke kører jeg langs Kalø Vig og Aarhusbugten ind mod min by, Aarhus. Endnu en etape er slut.

5. etape: Aarhus – Horsens

Denne etape bliver den korteste. Jeg skal besøge min ven, der bor ved Gyllingnæs Gods og tænker, jeg lige så godt kan nappe turen langs kysten og dermed køre videre fra Horsens og Horsens Fjord på en senere etape. Det går ud gennem Aarhus og ned ad vejen mod Odder, forbi bl.a. Moesgaard Strand og Norsminde Kro. Her er fint ned ved Hou med færgen til Samsø og ned mod Gyllingnæs, helt på kanten af Horsens Fjord.

Danmark dejligst – stranden ved Gyllingnæs på en sommeraften

Efter en hyggelig aften tager jeg nordsiden af Horsens Fjord og etapen slutter på Horsens Havn.

6. etape: Horsens – Kolding

Endnu en ikke særlig lang etape. Det er blevet første weekend i september, og skal turen gennemføres i år, er det nu. Jeg skal besøg en god veninde i Kolding og tager turen fra Horsens til Kolding på vej derned. Fra Horsens går det syd om fjorden ud til Juelsminde.

Juelsminde Havn i eftermiddagssolen

Herfra er der ikke langt, før jeg rammer Vejle Fjord. Det er en pudsig oplevelse at køre rundt om de jyske fjorde i stedet for som normalt at køre henover dem. Her fornemmer man virkeligt den kraft, med hvilken den sidste istids gletschere formede de østjyske bakkelandskaber. Munkebjerg syd for fjorden er kendt for sit hotel og som der, hvor bøgen først springer ud.

Snart er jeg ved Fredericia og Lillebælt, og herfra er der ikke langt til Kolding, hvor godt selskab venter endnu engang.

Den gamle Lillebæltsbro i aftensolen

7. etape: Kolding – Blåvandshuk

Fra Kolding og udsigt til byens vartegn, Koldinghus, går det ud ad Skamlingsvejen mod Skamlingsbanken, et symbol på danskhed og på genforeningen. Her er vi tæt på den gamle grænse, og stedet spiller en stor rolle i den nationale samling i forbindelse med krigene. Her er en dejlig udsigt over fjorden, og landskabsmalere benytter da også udsigten til at afprøve deres evner.

Udsigt over Lillebælt fra Skamlingsbanken

Turen videre går ned over Hejls og Hejlsminde med en flot gammel kirke og udsigt over noret, som udgør et skønt kystlandskab. Ved Haderslev gøres der stop ved Halk Kirke, ganske monstrøs med sit tårn, der giver mindelser om Centraleuropas borgtårne.

Halk Kirke

Jeg er virkeligt i Sønderjylland nu, og via Åbenrå Fjord er der ikke langt til grænsen, hvor det er naturligt at stoppe i velkendte Harrislee og fylde bilen lidt op. Turen over mod vestkysten går på den tyske side, hvor vejen er mere lige og hurtigere. Snart når jeg Sæd Grænse og det sønderjyske marsklandskab.

På roadtrip i marsken

Højer og Højer Sluse er næste stop, og jeg kommer også forbi Ballum Sluse og det fremskudte dige, som blev forstærket efter stormfloden i 1981. Hernede mærker man ofte vandets kraft. Landskabet er fladt så langt øjet rækker. Det er fristende at køre over til Rømø eller Mandø, men jeg har været der før, og jeg skal videre.

Ribe er Danmarks ældste by, og dens karakteristiske domkirke troner over det flade omkringliggende marsklandskab.

Ribe by og domkirke

Fra Ribe går det op mod Esbjerg og hele vejen langs Esbjergs enorme haveneanlæg. Jeg skal jo være tro mod turens idé og køre så tæt på kysten som muligt. På den anden side af Esbjerg rammer jeg vejen til Blåvand ved Oksby og cirklen er sluttet. Jeg har kørt hele vejen rundt om Jylland. Det kunne jeg godt finde på at gøre en anden gang. Muligvis på cykel …