Sommeren 2020 blev i Coronaens tegn udelukkende fokuseret på vores smukke land, Danmark. Det største ben på Tour de Danmark 2020 var en større rundtur i Jylland. I modsætning til min store tur rundt om Jylland i 2016, var det denne gang ikke målet at følge kysten rundt men at gå i dybden med udvalgte steder. Det blev nok den bedste tur rundt i Jylland nogensinde, ikke mindst takket være gode venners selskab på vejen.

Turen starter for alvor 10. juli. Den har fået en fremragende optakt 9. juli i min barndomsby Herning, hvor jeg sammen med min bedste barndomsven Niels og hans søn Oskar har set FC Midtjylland sikre sig det tredje danske mesterskab på seks år. Jeg er derfor lykkelig men har lidt tømmermænd, da det går afsted mod første stop, Stauning Whisky, hvor det efter flere forgæves forsøg er lykkedes mig at få booket en rundvisning. Jeg når destilleriet lidt udenfor Stauning præcis 10.30, og der sidder allerede 50 mennesker bænket. Man kommer til tiden i Vestjylland. Pernille, en pæn blond kvinde i starten af 40erne er en engageret guide, der selv brænder for både whisky og Stauning. Hun er vittig og fortæller underspillet om, hvordan eventyret startede med at en kreds af vestjyder på en ferie fandt på at lave deres egen whisky. Frem til 2009 havde de ikke drømt om at skulle gå kommercielt, men en vis Jim Murray smagte deres whisky og synes den var så fremragende (mindede om Ardbeg fra 70erne) at han opmuntrede dem til at gå videre. Det tager jo tid at lave whisky, så først i 2012 var den klar til salg. Og længe kunne den hverken købes eller smages i Stauning, fordi alt blev revet væk til butikker. Derfor har jeg heller ikke været her før. Men det kan den nu, og der bliver både smagt og købt. Det er hårdt at starte med en rugwhisky 10.30 her dagen efter mesterskabet, men den smager godt og glider ned, ikke mindst fordi der sidder en jaloux FCK-fan overfor og er misundelig på den guldtrøje, jeg selvfølgelig er iført. Vi ser faciliteterne og rundvisninger er en af de bedre, overskueligt og med stor viden om whisky. Man gulvmalter, man tørrer, man mæsker og gærer, alt sammen håndholdt på tradirionel facon, som er med til at give den særlige smag, og vi følger hele processen. Til sidst smager vi, både råsprit og yderligere to whiskyer, en almindelig og en røget. Jeg takker Pernille for den fine rundvisning og køber tre små flasker samt en bog i butikken.

Turen går videre til lille idylliske Stauning Havn i kanten af fjorden, som jeg ikke tidligere har besøgt. Så går det endnu engang ud i Skjern Å deltaet med store vidder og et rigt fugleliv. Jeg nyder stilheden og luften og har en fin udsigt til den lille Lønborg Kirke. Den præsenterer sig fint oppe på en bakke. Det går videre til en anden gammel kending, Bork Havn, der er fyldt med mennesker, der spiser frokost i blæsten. Selv får jeg en meget middelmådig fish and chips og en classic samt en vaffelis.

Efter en tur gennem fyreduftende  Blåbjerg Klitplantage og smukke Filsø ned til Grærup, tager Birgit imod i sit sommerhus, for sidste gang. Hun er min mors veninde, og et menneske jeg har kendt altid. Hun er 84 og kroppen kan ikke længere holde til cykling og vesterhavsbade, så hun stopper, mens legen er god. Barnebarnet Marie er der sammen med sin kæreste Sune og deres to børn, Gertrud og Søren. Det er hyggeligt, og vi snakker godt og meget, så jeg ender med at blive længere end ventet og tager midddagen med. Ved ottetiden bryder jeg op og kører ud langs Grærup Langsø, gennem smukke landskaber til Blåvand og det berømte fyr. Der er mange mennesker i byen, selv denne aften, og man kan godt se, at danskerne holder ferie hjemme i dette coronaår. Jeg er atter på Danmarks vestligste punkt, og udover det ikoniske fyr er udsigten dejlig til lyngbakkerne nedenfor og ud mod Vesterhavet.

Jeg har booket en trætophytte hos Heidi og Troels i Tarp lidt uden for Esbjerg. De to sympatiske mennesker har netop købt et hus med mange hytter fordelt i en stor have. Der har tidligere boet lidt af en Ole Opfinder, der blandt andet har muret et bindingsværkshus. Og så har han lavet to trætophytter. Den ene er ikke færdig, for træet er gået ud, men den anden sover jeg i, og den er en enestående oplevelse. Vejen op går af en smal vakkelvorn trappe, men som Troels joker, er han også bedemand! Jeg går til ro og nyder stilheden i den fine hytte med små detaljer, pynt og rejsebilleder på væggene. Jeg vågner næste morgen ved sms fra Heidi, at der er kogt vand og kaffe klar nedenfor hytten. Jeg er langsomt i gang, og mens jeg pakker snakker jeg med Heidi, der er ved at male fuglevolieret. Der er altid nok at gøre sådan et sted, men jeg ønsker de to søde mennesker held og lykke.

Dagens første stop er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor jeg kom meget som barn, men hvor jeg nu ikke har været i 35 år. Bygningen er den samme i 60erstil, og der er fyldt denne dag hvor man holder styr på gæsterne med udleverede guldmønter. Jeg ser udstillinger om fiskeriet, der meget ironisk for Esbjerg, Danmarks fiskeriby nummer 1, stoppede i 2008, . Det er en god udstilling, men endnu mere interessant er den om offshore, først om olie og senere om vindenergi. Jeg lærer en masse nyt om olieproduktion og om Nordsøen. Udenfor er der en fin udstilling med kuttere og et komplet værft, og folk hygger sig. Sælerne er her stadig og fodres foran en stor folkemængde. Sildestimer og blæksprutter gør indtryk, men det er ikke for akvariets skyld, man skal tage hertil. Det er for indføringen i vigtige årsager til Danmarks velstand.

Ude igen hopper jeg på færgen Menja over til Fanø, i det farvand hvor Skipper Las sejlede og sank i sin smadderkasse i den berømte sang. Ironisk at man kan synke i dette lave vand! Det er skønt at være tilbage i Nordby, og jeg nyder de idylliske huse. Alle restauranter er fyldt, så jeg må nøjes med pizza hos det lokale pizzaria, før jeg får en Fanø is, ledsaget af musik fra lokale folkemusikere. Det store mål for mig er selvfølgelig et genbesøg på bryghuset. Der er kø ’for at komme ind, men omsider får jeg en dejlig plads på en trappe i solen og smager mig igennem fem øl. De har virkeligt fornyet sig og er nu igen i superligaen af danske bryggerier. Deres Mango Mussolini, en klar hilsen til Trump, er den bedste. Mens jeg sidder der, skriver min gode veninde Katja, der på Facebook kan se, jeg er tjekket ind. Hun er i sommerhus med søster og børn i Sønderho. Jeg bliver inviteret og beslutter mig for en hurtig tur tilbage til Esbjerg efter sovepose og liggeunderlag. Færgerne er jo gratis denne sommer. Jeg når både frem og tilbage og den sidste bus ned til Sønderho, hvor en hyggelig aften med middag og drinks venter. Det bliver over et, inden jeg kryber til ro i min kabine i villateltet.

Efter morgenmad går det næste dag tilbage til Esbjerg og op til Hjerting, hvor det første fiskeri opstod før havnen i Esbjerg blev bygget. Ikke langt nordpå starter et landskab af ensomme klitplantager, og pludselig, på bakken ved Nymindegab Kro åbner fjordlandskabet og Holmsland klit sig. Vi er nu i min barndoms ferieland, for min familie havde sommerhus ved Søndervig, og jeg har altid nydt livet her mellem hav og fjord. I alle disse år har jeg aldrig set Abelines Gård, som er en gammel strandfogedgård fra det 19. århundrede. Her fortælles en fascinerende historie om livet på vestkysten med fiskeri og strandinger, noget jeg gerne vil skrive meget mere om.

I “hovedbyen “Hvide Sande” er der så proppet med mennesker som aldrig før Alt er optaget på Røgeriet og andre steder, så jeg køber ål, rejer og laksesandwich som jeg tager med og nyder i klitterne ved Søndervig, helt ude ved nedgangen til stranden. Heller ikke her har jeg nogensinde set så mange mennesker. Jeg kører nu kystvejen, rute 181 på det allersmukkeste stykke fra Søndervig til Husby, hvor vejen bugter sig mellem det åbne fjordlandskab og gamle vesterhavsgårde, røde og karakteristiske firlængede med små vinduer i vest. Her er et rigt fugleliv, jeg gerne ville stoppe og se mere på, men jeg har en aftale. Klokken 15 ruller jeg ind i Sønder Nissum hos de gamle venner Nanna og Mads, og det bliver som altid hyggeligt. Vi har selskab af andre gamle venner, Allan og Karl, og vi sidder ude, spiser frikadeller og spiller RISK som i de gode gamle dage.

Næste morgen sidder vi længe og hygger over morgenmaden. Først ved 13.30-tiden kører jeg og tager Karl med nordpå. Det går forbi Thorsminde til Fjaltring og Trans, hvor vi ser den ensomme hvide kirke helt ude mod havet Denne dag er lyset bedre end nogensinde , og her er så dejligt, jeg gerne ville bo her. I Ferring ser vi byen og er på stranden ved Bovbjerg, et andet ikonisk sted for mig med det vidunderlige lille museum for maleren Jens Søndergård. Jeg sætter Karl af ved hans sommerhus i Lemvig, mens jeg fortsætter mod vest ud  rundt om Ferring Sø. Jeg ligger længe på en bådebro og er i et med verden. Her er så smukt, og intet andet en fugleskrig høres.

Langs med havet går det til Harboøre langs VLTJ-banen. Harboøre tager sig pænt ud, og jeg tager et billede af kirken, hvor svovlprædikanten Pastor Moe forbandede menighedens rådne kød efter den store skibskatastrofe i 1907. Ikke meget trøst at hente i den fyr. Ved Thyborøn Agger er der mindst en times ventetid. Også færgerne er maksimalt fyldte. På den anden side er jeg på Agger Tange og basalt set i Thy. Det bliver kun et kort stop i Agger, kendt for sorte huse og heavy metal-festival, men byen har sjæl, og jeg er blevet ret vild med den. Forbi Lodbjerg Kirke og gennem første del af Nationalpark Thy går det til de vilde golde heder ved Stenbjerg. Det bliver også til et gensyn med idylliske Stenbjerg Landingsplads, der er som taget ud af verden af i går, og blevet kendt fra flere DR-programmer.

Herfra er der kun kort til Elisabeth og Dennis, gamle venner med hus i Nørre Vorupør, hvor hele familien sidder bænket omkring bordet, da jeg kommer. Da vejrudsigten er dårlig og jeg får tilbudt at slå mit telt op på deres græsplæne, dropper jeg ideen om at sove ude i nationalparken, og der kommer da også regn allerede, da jeg går i seng. Endnu en dejlig dag. Næste dag fortsætter turen i den nordlige del af Jylland.

Man kan komme til Møn ad Mønbroen fra Sjælland eller ad Bogødæmningen fra Bogø, der igen er forbundet til Farøbroen. En varm og smuk forårsaften i 2020 kommer Mette og jeg kørende ad netop denne. Det er en magisk aften med store ynglende svaneflokke i vandet, duftende buske langs vejen og den smukkeste solnedgang, man kan forestille sig.

Vi er kørt over fra Falster efter en lang dag, og dagens syvende og sidste fyr er Borgsted Fyr, som har ligget i tilknytning til et gammelt fort. Det er en lille bygning, der ligner et ishus, og som ligger langt nede ad en mark. Også det er beregnet til at lede trafikken gennem det farlige Grønsund. Man kan se det fra vejen eller køre 2 veje hen, dreje til højre og køre tilbage langs kystvejen og derefter gå de sidste par hundrede meter langs vandet for at komme helt dertil.

Vi overnatter i Klintholm Havn iklædt en smuk skumring. Vi har måske havnens bedste værelse, målt på udsigten, og den flinke vært Morten, forsyner os med Møns Bryg. Morten er noget af en iværksætter og har sammen med sin bror købt dette gamle Danlandhotel og sat det i stand. Han fortæller os om istandsættelse af bygningerne og udviklingen der er drevet af de store vindmøller i Østersøen. Morten går det længere, end man kan forvente, og er indbegrebet af god service. Stedet, Marina Park, kan anbefales på det varmeste.

Næste dag er vejret endnu bedre. Mens Mette ordner et online møde, går jeg tur på den fredfyldte havn. Her er ikke så mange fiskere tilbage, og flere af deres huse er overtaget af naturen. Den lokale, hyggelige bodega er ved at åbne efter Coronakrisen. Dette er et sted, man godt kunne tilbringe flere dage i fred og ro. Men vi skal videre.

Møns klint er hovedattraktionen på øen, og den er og bliver imponerende. Vi har begge været der før, og selv om det ikke er planen,  er der ingen vej udenom turen ned ad de 468 trin til stranden og udsigten nedefra.

Vi ser, naturligvis, de to fyrtårne nord og syd for klinten. Møns Fyr syd for er egentligt er et gult tårn bygget sammen med den gule fyrmesterbolig. Desværre er det et af de fyrtårne, hvor fyrmesterens kontrakt ikke tager højde for oplevelsesøkonomien, så der er “adgang forbudt”-skilte og en høj og tæt hæk. På grund af den høje, lodrette pynt skal man nærmest være bjergbestiger for at komme ud på vandsiden og se fyret nedefra. Rigtig mange går forgæves. Så er der mere stil over Hellehavn Nakke Fyr nord for klinten, der har de klassiske røde og hvide striber. Det ligger midt i skoven med udsigt til havet. Her er en bænk med udsigt, en lille udsigtsterrasse og vi føler os langt mere velkomne her.

Fyret nås gennem den smukke slotspark ved Liselund, et ret nyt slot, der blev bygget af en rigman.1800-tallet med datidens hang til romantik. Her er små hytter og minislotte, der alle skal minde om et land eller en tidsepoke. Stedet er egentligt en tidligere mose, som det har taget tid at penge at gøre så idyllisk som i dag.

Møns eneste egentlige by er Stege med en hyggelig gammel bykerne og en kirke, der virker for stor til den lille købstad. Her er fine spisesteder og det gamle bryghus, hvor man serverer øl fra Møn. Udvalget er godt, men denne dag er det desværre ikke muligt at få et bord. I gården overfor brygger en ung fyr mjød, Mytebryg, og efter smagen at dømme har han en fin fremtid foran sig. Det kan anbefales.

Man kan heller ikke nævne Møn, uden at tale om Fanefjord Kirke, der ligger i øens sydvestlige hjørne, med Stege Nor til den ene side og havet til den anden. Den byder på nogle af Danmarks ypperste kalkmalerier og burde, ligesom andre af Danmarks gamle landsbykirker, være på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Kirken er enestående og sammen med Møns Klint de størst attraktioner på den smukke ø, der kalder på besøg igen og igen.

Rejsen tog jeg sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der også er berejst og medlem af De Berejstes Klub, og som skriver rejseblog på www.expandingourhorizon.dk.

Det er en ret kort tur fra Auckland til Christchurch. På vejen har jeg udsigt til sydøens sneklædte bjerge, og snart lander jeg i Christchurch. Jeg henter problemfrit min campervan hos Lucky Rentals, mit hjem de næste små tre uger. Der er dobbeltseng og køkken med rindende vand bagi. Solceller på taget. Køleskab til mad, øl og vin. Alt hvad man skal bruge til et roadtrip i dette fantastiske land.

Sorte engle og store skælv

Christchurch er blandt andet kendt fra filmen Heavenly Creatures (Sorte Engle), instrueret af en ung Peter Jackson og med Kate Winslet i rollen som en af to skolepiger, der myrder den enes mor. Filmen er baseret på en virkelig hændelse i 50erne. Både Christchurch Girls High School og Canterbury University, hvor Kate Winslets professorfar arbejder, er flyttet siden dengang. Og meget andet er forandret i det tidligere meget victorianske Christchurch.

Bymidten blev nærmest totalt ødelagt af jordskælvet i 2011, og der er meget, der ikke er genopbygget, og som ligger hen som tomter eller ligefrem stadig er klar til nedrivning. Det var forfærdelige 24 sekunder dengang i 2011, hvor byen mistede sin sjæl. Forstæderne udenom er ret normale, bortset fra bebyggelserne lands de sandede flodbredder, der faldt sammen som korthuse. Men det klassiske Christchurch er væk, byens sjæl er styrtet i støv, og indbyggerne kæmper stadig med traumerne. Katedralen står ruineret som et symbol på det, der var, og på langsommelighed i forhold til at bestemme, hvad der skal ske med den. Klokketårnet er helt væk og midterskibet er åbent bagtil, stivet af med jerndragere. Man har søgt at skjule tragedien med kunstværker udenom. Jeg bor hos en flink dame, Denise, i et hus bygget efter jordskælvet, hvor jeg har lejet en lille fin studiolejlighed. Hun er sød og vil gøre alt for sine gæster. Aftensmaden indtages på endnu et fint bryggeri, Cassels & son, hvor jeg får fire ganske ok øl og stemningen er god.

Næste morgen snakker jeg en del med Denise, der fortæller mig om jordskælvet og tiden efter. Det er langs flodens bredder, at jorden har været løs og husene er styrtet mest i grus. Ud over bymidten er de østlige forstæder hårdest ramt. Hele kvarterer forsvandt i rystelserne, og de er stadig ikke blevet genopbyggede. Midt på formiddagen kører jeg mod Canterbury University, hvor jeg skal mødes med Donald, en god kollega, og hans danske ph.d.-studerende Jakob. Det bliver en lang og hyggelig faglig snak i en nyere betonbygning opkaldt efter Karl Popper. Hernede hylder man stadig oplysning. Herefter går jeg en tur i byens fine botaniske have og pakker bilen om inden jeg kører ud af byen mod Banks Peninsula. Det er en lang tur gennem sandbanker og ud til halvøen, hvor jeg tager den meget flotte Summit Drive på kanten af en gammel vulkan med storslåede udsigter til begge sider. Jeg overnatter på fin campingplads ved vandet, lige ud til en uberørt bugt. Det er første nat i bilen, og jeg sover godt.

På vej væk derfra går det videre ad Summit Drive på kanten af et af de gamle kratere. Akaroa nede ved vandet viser sig at være en hyggelig by med en fin havnefront med små søde butikker og restauranter. På Akaroa Fish and Chips får jeg en dejlig portion grønne muslinger, og så kører jeg videre tilbage mod hovedlandet, Det er igen en kringlet vej, hvor Little River er den eneste ”by”. Inde i landet skyder jeg genvej ned til hovedvej 1, og så er jeg på vej mod syd og Timaru, som har en fin lille georgiansk bykerne med facader. Videre går det mod Oumaru, som har en gammel havn med industribygninger, der lige så godt kunne ligge på Londons dokker i Dickens’ tid. Her er fint, og man gør en dyd ud af at udstille de mange gamle maskiner.  Der er fine antikvariater og en stor mall med kunst og whisky. Jeg drikker en smageplanke på Scotts Brewery og får en fantastisk pizza med kylling, chorizo, bacon og mozzarella.

Næste dag går det mod Dunedin ad en sommerlig kystvej, tæt på vandet og med grønne skrænter, der minder om Vesterhavet. Første stop er de berømte runde sten på stranden ved Moriake. Ingen ved, hvorfor de er runde, men de står der som noget fra en anden planet. De har været her meget længere end nogen af os, stenenes tid er en anden end menneskenes. Men de virker bløde, indbydende, man får lyst at røre ved dem. Nogle har form som skildpaddeskjolde, andre er bare helt runde. Ved fyrtårnet i nærheden er der  et stort liv af sæler, måger og også et par pingviner. Det er et smukt sted, hvor jeg godt kunne være blevet længere. Men jeg skal videre ned mod Dunedin.

Saltsprøjt og albatrosser

Selve byen skuffer lidt. Byens berømte Emersons Brewing er ejet af broderen til Helen, som jeg mødte på en tur rundt i det sydlige Afrika. Richard er ikke selv hjemme, men hans bryggeri er stort med en glimrende restaurant og udmærkede øl. Her startede den New Zealandske ølrevolution, og siden har man ikke set sig tilbage. Ude af byen går det til Otago Peninsula. Det er en smuk kringlet tur langs vandet med mange gode fotomuligheder af den smukke bugt. Men den store attraktion er albatrosserne, de mægtige havfugle, der holder til på et næs yderst på halvøen. Vandrealbatrossen har et vingefang op til 3,3 meter, men her er det kongealbatrosser, der ”kun” kan have et vingefang på 3 meter. De kan blive op til 65 år og vejer 7 kilo. De kommer kun på land for at parre sig og får som regel kun et æg, så der skal nogle gange til for at holde bestanden i live. De kan leve hele deres liv på havet, og guiden Tom viser hvordan, de kan flyve hele vejen rundt om Antarktis i deres jagt på føde. Ægget vejer 450 gram og ligger godt i hånden. De ruger 11 uger, mere end nogen anden fugl, og hannerne og hunnerne skiftes til at ruge og hente mad. Efter disse interessante oplysninger er det tid at se dem fra et skjul i terrænet. Jeg synes vi er langt væk, når vi nu har givet 5o dollars, men det er stadigvæk en oplevelse at se de store fugle på reden, når man tidligere kun har set dem på havet.

Herefter går jeg ud og en tur langs klipperne, hvor der er et liv af havfugle, herunder de rødnæbbede måger, der efter sigende er udryddelsestruede. Det kan man nu ikke se her, hvor de spankulerer hjemmevante rundt mellem bilerne. Det er smukt at Stillehavet skylle op mod klipperne, og jeg føler mig i harmoni med verden.

Fugle omkring fyret

Næste dag går det for alvor mod sydkysten. Første stop er Kaka Point, en lille surferby med 200 sjæle og ikke meget andet. Videre går det mod Nuggets Point ad en flot kystvej med mark- og strandblomster i gult. Ude ved fyrtårnet er der et godt stykke vej at gå ad en smuk snoet vej langs vandet. Her er udsigter til stejle kipper og fuglefjelde, og der er varmt og sommerligt med alskens planter der har overtaget de stejle skråninger. Søfugle ligger på reder på klipperne, og nede i vandet svømmer pelssæler rundt. En mor med to unger ligger og nyder formiddagssolen i det lave vand. Fluer summer og fugle dykker mod havet på jagt efter føde. Der er små poetiske skilte, der beskriver dyreliv og landskab: Caitlins kyst, et sted for luft og drømme. Nuggets Point, hvor havet møder klippen, hvor vinden møder tidevandet. Smukt. Og så er der fyrtårnet, bygget i 1870 og et resultat af flere forlis i dette klippefyldte farvand. Der er noget ved fyrtårne, der altid har fascineret.  Fra Lyngvig Fyr til disse fyrtårne er de symbol på retning midt i intetheden, på lys i mørket. Jeg har set fyrtårne i hele verden og vil gerne se mange flere.

Videre langs sydkysten går det mod Waipape og Slope Point, New Zealands fastlands geografisk sydligste punkt. Der gøres ikke noget ud af det. Vejen går gennem marker, men omsider kan jeg se en lille oprejst tromle og et gult skilt, der forkynder det åbenbare. Selv om vi er langt mod syd i New Zealand, er vi kun halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen. Det er utroligt at tænke sig.

Det sydligste punkt

Slope Point er New Zealands fastlands sydligste punkt rent geografisk, men symbolsk ligger det i Bluff. Derfor taler man også om New Zealand – fra Bluff til Reinga (sidstnævnte er det nordligste punkt). Jeg starter med at se det maritime museum, som er beskedent og ikke noget særligt. Gamle ting og sager fra skibe, missiler, kaptajnsuniformer og udenfor en østersbåds. Det eneste lidt interessante er en lille udstilling om hvalfangst og så udstoppede modeller af de fire pingvinarter, der findes i New Zealand. Jeg er ude igen et kvarter senere.  Så går det gennem byen ud til det symbolsk sydligste punkt, og jeg ser det berømte skilt, der markerer afstanden til en lang række steder.

Tilbage Invercargill får jeg tanket, og derefter går det mod Riverton, hvor jeg spiser lidt mad med udsigt over den lille havn. Jeg gør stop ved Gemstone Beach og McCrassken Point. Det er de sidste steder på sydkysten og nu kan man se bjergene, der går ud i vandet, og strækker sig nordpå så langt øjet rækker. Jeg kører nu ind i Fiordland. Bjergene tårner sig op, og det er en flot tur i aftensolen. Jeg tjekker ind på en mølædt campingplads med schweizerhuse og små hytter, og bliver indlogeret af en snakkesalig ældre dame med briller fra 50erne og et gebis, der slet ikke passer og som hæmmer hendes linde talestrøm om alt fra vejret til amerikansk politik. Hun flyttede hertil for 52 år siden fra USA, som hun hader, men mener også NZ er ved at køre af sporet. Vi bliver enige om det meste. I køkkenet laver jeg rigtig mad og planlægger de næste dage. Jeg sover omgivet af træer.

I fjordlandet

Næste morgen regner det, men Doubtful Sound er et must her. Vi stævner ud gennem Lake Manapouri, og der er kun lejlighedsvise kig til bjergene, men man fornemmer stadig, det er en flot sø. Efter en times sejlads mellem dens omkringliggende tinder, når vi frem til West Arm Power Station, et kæmpe vandkraftværk, der kan forsyne hele Sydøen med sine 180 MW energi, men som mest driver et aluminiumsværk i Bluff. Det er bygget i 1960erne, og fordi det var svært at transportere tingene ad vejen nede fra Bluff, sejlede man i stedet ind gennem Doubtful Sound og byggede vejen derude fra, over Wilmotpasset til kraftværket. Det er New Zealands dyreste vej med 2 dollars per centimeter, men den er det værd, fordi den i dag gør Doubtful Sound tilgængelig for os. Der arbejdede 800 mand med at bygge værket, mange boede her og der var posthus, politi og butikker, mens 400 gifte mænd sejlede frem og tilbage ad søen hver dag.

Vi kører herfra over Wilmotpasset. Vi krydser mange floder og turen tager en time, før vi er ude ved begyndelsen af Doubtful Sound. Det hedder sådan, fordi Captain Cook valgte ikke at sejle herind, fordi det var tvivlsomt, om der var vind nok til at føre ham ud igen. Senere sejlede spanierne ind, og de var dermed de første til at opdage stedet. Her er vilde klipper formet af gletschere, og der er to tredjedele af dem under vandet, så her er virkeligt dybt. På grund af dybden og en speciel saltblanding er her masser af fisk og dyreliv, man normalt kun ser på oceaniske dybder. Derfor er her både delfiner, pingviner, koraller og masser af fisk, og på vej tilbage igen ser vi en stor hval, der blæser, muligvis en blåhval. Tågen letter lidt ind imellem, og vi ser fine tinder og ikke mindst mange vandfald, der fosser i dagens anledning. Næste dag gælder det den mest berømte af fjordene, Milford Sound. Jeg har ligget om natten og lyttet bekymret til regnen, der har trommet mod bilens tag. Da jeg kigger ud kl. otte er der ligefrem blå himmel, og vel fremme ude på molen kan man tydeligt se Mitre Peak i morgensolen. Det tegner godt.

Vi stævner ud og har med det samme vandfald til højre for os, godt fyldt op efter gårsdagens regn, selv om kaptajnen mener, de var flottere i går, da det regnede. Det ER en flot fjord, skabt af en kæmpemæssig gletscher, der i sidste istid gik op til de højeste tinder, dvs. 1600 meter over det nuværende havniveau. Mitre Peak er omgivet af to mindre tinder og har en flot U-formet dal imellem sig. Det hævdes, at dette er verdens højeste bjerg, der går direkte ned i vandet. Langs klipperne ligger pelssæler og soler sig, og vi ser flere smukke vandfald, der lyser op med regnbuer i morgensolen. Dale Point er en snæver passage, der gør, at fjorden ikke kan ses ude fra vandet og grunden til, at Captain Cook missede den. Vi vender, da vi er helt ude i det tasmanske hav. På vejen tilbage ser vi mange flere pelssæler og bliver sejlet helt ind under et vandfald, Stirling Falls der gør os temmelig våde.

Vel tilbage i land venter en endnu flottere tur, Milford Road, der nok aspirerer til den smukkeste tur, jeg nogensinde har kørt, inklusive den berømte Million dollar highway i Colorado. Det starter næsten med det samme med vilde udsigter og brusende vandfald. På den anden side af Homer Tunnel, i sig selv en ingeniørmæssig bedrift, er der mange af de berømte og sjældne Keafugle, der flokkes om bilerne og prøver at bide ledningen til mine solceller over. Jeg får mange skønne billeder af de sjældne fugle, der også kendes som bjergpapegøjer på grund af deres grønne bagparti. Det fortsætter med stejle bjergsider og vandfald, der fosser ned i rislende bække der gennemtværer de få flade enge.

Om aftenen når jeg frem til berømte Queenstown. Jeg går en tur i byen, hvor der er for meget larm og liv efter turen i ødemarken. Jeg får ordnet de ting, man skal, når man omsider er i en rigtig by, men har ingen problemer med at køre tilbage i naturen. Det går forbi stejle bjergskrænter og flere af byens berømte skisportsområder. Jeg passerer den berømte Kawarau Bridge, hvor A.J. Hackett startede sit berømte Bungy Jump-imperium, som stadig er i fuld vigør. Hackett var inspireret af Nagholtraditionen på Vanuatu, som jeg selv var vidne til 18 år tidligere, beskrevet her. Her er der dog ikke noget med primitive trætårne og lianer om benene. Der er moderne udstyr og sikkerhedsforanstaltninger, selv om det givetvis må være frygtindgydende at hoppe ned i den dybe kløft for så at dingle med hovedet nedad.

Det er Gibbston Vally, jeg nu kører igennem og dermed begyndelsen på Central Otagos vinområder. Vinmarkerne starter da også snart, men det er ved at blive sent, så mange steder er lukkede. Jeg besøger Peregrine, som er en af de store spillere her og får endnu en personlig smagning ved en flink dame. Jeg får også lov til at gå rundt i deres kælder og kan tage mig god tid. Vejen slutter i Cromwell, som er noget af frugthovedstad, markeret med en kæmpestatue af forskellige frugter ved bygrænsen. Intet for småt, intet for stort. Byen er et hul i jorden, så jeg starter turen nordpå langs søen og overnatter gratis i Bendigo med flot udsigt til både søen og bjergene på den anden side. Jeg steger lam og drikker øl. Ved siden af mig camperer en sød engelsk familie, bestående af Pete, Tina og deres datter Cailey, som arbejder i Queenstown som klinikassistent. Vi drikker øl og kigger stjerner.

New Zealands tag

Vejret er blevet fremragende, så jeg tager den lange tur op til Mount Cook. Første stop er Whitehorse Camping, hvorfra jeg tager Kea Track, en fin tur op mod et isfald og med en dejlig udsigt til Mount Cook. Nede igen kører jeg over i Hooker Valley og går en tur op til Tasman Glacier, der ikke er meget tilbage af. Først ser jeg søen, der er blå af smeltevand. Så vandrer jeg ad en morænekam til et andet udsigtspunkt. Men så går det galt, da jeg skal tage bagvejen op til udsigtspunktet til gletscheren. Jeg kan ikke finde vejen og må kravle gennem store klipper. Jeg går ned til stien, og så tror jeg, jeg har fundet den rigtige vej. Men den går op langs en vanvittig kam, hvor jeg ofte må klamre mig fast til klipper for at undgå rullestenene. Det bliver ved i lang tid, og jeg går flere gange forkert hjulpet af Maps Me. Efter en times stressende vandring når jeg udsigtspunktet. Og den officielle sti, som er bred og med trapper, så det bliver en let tur ned.

Tilbage i Mount Cook Village ser jeg Edmund Hillary Museet, der er skuffede lille, men der er en fin planetariefilm om universet. Jeg beslutter mig for at køre videre, og det er en flot tur i aftensolen ned fra Mount Cook og til Omarama. Det er en god beslutning, for her overnatter jeg på Buscot Station, en aktiv gård, der også huser backpackere. Jeg træder ind, og der er fuldt af flinke folk, der byder velkommen. Ejeren Toni spiller på klaver. Han er 73 og en bestemt herre, der minder om min afdøde far. Han har en mening om alt, han har været i Danmark og læser op af sin rejsedagbog derfra, som er ganske god. Jeg snakker med ham og med de andre, en tysk dreng på 19, Jona, der ligner en på 10. Han arbejder som frivillig på en kostskole og rejser ellers rundt. Danske Gustav er lige færdig ed gymnasiet, rejser i Australien og New Zealand i tre måneder. Han har hjemve og han virker meget ung og sårbar. Han rejser med to ældre englændere fra Gloucester, som jeg snakker meget med. Senere på aftenen drikker jeg øl med Gustav og Jona og to asiatiske piger, Zoi fra Kina, som har en grad i international økonomi, men finder det kedeligt og nu har forskellige jobs i NZ. Hun er på vej mod Cromwell for at søge job som kirsebærplukker. Kana fra Japan gider heller ikke sit job som konditor, så det har hun sagt op og rejser rundt i New Zealand på egen hånd. Det er en broget og sjov flok, men jeg er ældst og føler mig meget gammel og erfaren.

Brune gletschere

Nu gælder det den mindre besøgte vestkyst. Der går nordpå forbi Lake Wahea med gode udsigter og op over flotte bjergpas med udsigt til Mount Aspiring. Efter overnatning i Haast kører jeg de mere end 100 km op til Franz Josef Glacier. Også denne gletscher har trukket sig meget tilbage. Jeg har på vejen op passeret dens punkt fra 1750. I Istiden gik den helt ud i havet, men derefter trak den sig tilbage, måske endnu længere end i dag. Sandheden er i al fald, at global opvarmning er en realitet, det kan man se på gletscherne her og andre steder i verden. Det er en fin men hård vandretur op langs dalen, hvor man virkelig kan se isens magt. Moræneaflejringer ligger spredt til siderne og klippeblokke ligger i tilfældig orden. Midt i det hele løber en gråblå flod med smeltevand fra gletscheren. Det er faktisk en fin tur, også selv om det er gråt.  Oppe for enden er man 750m meter fra gletscherens laveste punkt, og den tager sig imponerende ud, selv om jeg har set finere og mere hvide og blå i Grønland, Antarktis og andre steder. Men det fine er turen op og ned gennem dalen.

Greymouth er en by, hvor man overnatter og besøger det fine Monteith Brewery og ikke så meget andet. Nu går det i stedet for alvor nordpå. Jeg ser de berømte pandekageklipper ved Putitaiki. Ingen kan forklare, hvordan disse særprægede lagdelte formationer præcist er opstået, men det er imponerende, som de danner alle mulige formationer både på kysten og ude i vandet er der store blowholes, hvor havet står ind med enorme drøn. Det er en fin sti og da solen nu er kommet på, er her bagende varmt. Hovedvejen er omgivet af tarvelige souvenirbutikker. Dette er klart en attraktion.  Efter klipperne går det op ad en smuk forrevet kyst, der minder om Oregon med vilde klipper, skrænter og bugter. Jeg må stoppe mange gange og tage billeder, og også have frokost med udsigt på et tidspunkt.

Næste stop er den gamle guldmineby Charleston, der mest af alt i dag er et centrum for friluftsture. Men nord for byen finder jeg Mitchells Historic Goldmine, hvor en gammel mand, der er efterkommer af de oprindelige ejere, tager imod. Det koster 10 dollars, som betales i hans forkontor, der sikkert er urørt siden minen lukkede med gamle redskaber, øl, aviser og spindelvæv. Det er charmerede. Det er en fin tur ind i minerne ad det gamle jernbanespor. Her er lavt til loftet, og man kan tydeligt se, hvordan der er gravet ud. Jeg må have læst noget mere om guldfeberen, ikke mindst den i Klondyke, som jo er den helt legendariske.

Herlig humle

De næste dage står i humlens og øllets tegn. Området omkring Nelson, ikke mindst ved Motueka, er særligt berømte for de fine New Zealandske humler. Det er en lang tur med mange vejarbejder og sving gennem uendelige skove og kløfter. Jeg kører til venstre op ad Motueka Valley Road, og straks starter humlemarkerne. Det er et helt andet syn end tidligere på turen. Det er en frugtbar dal, hvor der også sælges kirsebær og meget andet godt. Selve Motueka er en ret søvnig by, og jeg fortsætter op ad de uendelige veje til Hop Federation, et lille hus med en sød brygger, hvor jeg smager alle hans øl. De er gode og meget humlede. Derefter kører jeg videre op mod Abel Tasman NP, hvor jeg kommer frem til Maharua ved bugten, hvor der er en dejlig udsigt. Nogle er ude at sejle i havkajak og andre gør klar til ridetur. Jeg går ad boardwalks gennem et vådområde og ser svømmefugle og andet. Jeg tager dog ikke længere op ad kysten, da man skal tilbage samme vej, men vil gerne gøre det en anden gang.

Herfra kører jeg over til Upper Moutere til Moutere Inn, der gør krav på at være NZs ældste pub som stadig er i samme bygning, grundlagt i 1850 af en tysk indvandrer. Det var tyskere, der kom hertil først, og de havde humletraditionen med sig fra hjemlandet. Man udviklede de fine og rene NZ-humler, man har i dag. Byen hed Sarau men under krigen blev navet ændret til det nuværende. Der er en interessant bog om stedets historie, som jeg tager billede fra og kan bruge til senere til en eventuel rejsebog. Jeg læser inden og nyder stemningen i den hyggelige krostue.

Liflige hvidvine

Efter et par dage med humle og bryggerier går det til Marlborough Sound. Berømte Havelock er overvurderet, en træls marina og en by med britiske huse men ikke som på billederne. Jeg kører videre i stedet og kører ud på Queen Charlotte Scenic drive, som er præget af flotte udsigter over Pelorus sound. Derefter går det langs Queen Charlotte Sound, hvor jeg slår lejr lige ved vandet.

Marlborough er kendt som landets primære og mest berømte vinområde. Jeg indlogerer mig i Renwick hos Peter, en hyggelig midaldrende mand, der driver et hostel efter mit hoved. Her er hvad der skal være, inklusiv en hyggelig lounge og gode stole, og jeg parkerer bilen i gården. Han lejer cykler ud, og inden der er gået længe, sidder jeg på en cykel i sommersolen og er på vej på vintur. Første stop er Forrest, hvor jeg smager et par gode vine gratis, Sauvignon Blanc og Chardonnay. Der er dejligt i sækkestolen, selv om jeg er omgivet af nogle meget unge backpackere på tur. Næste stop er Framingham, som jeg har fået anbefalet, og det er et par søde halvgamle damer, der lader mig smage seks gode vine kvit og frit. De er gode, og jeg tager flittigt noter. På Giesen får jeg en fin smagning sammen med fire andre og derefter en lækker platte med lokalt kød og fisk. Den bliver indtaget i deres hyggelige gårdhave i spansk stil. Virkelig et godt sted. Herefter er det til Nautilus, hvor en sød kvinde tager imod og jeg får lov at smage seks virkelig gode vine gratis. Tror det er min favorit indtil videre. Dejligt sted, tror også man kan få vinene i Danmark. Jeg slutter af på Hans Herzog.

Næste dag er det solhverv, årets længste dag hernede og den korteste derhjemme. Det er tredje gang jeg fejrer det på den sydlige halvkugle men første gang i Oceanien. Jeg forlader den flinke vært og kører mod Cloudy Bay, den sidste vingård, jeg gerne vil besøge. Det bliver en fin oplevelse, et dejligt sted med have med sækkestole og fuglebursstole, og jeg får en smagning med fire af deres klassikere, brut, sauv blanc, Chardonnay og pinot Noir, som jeg kan tage med ud i haven, som jeg lyster, Det er et dejligt sted og jeg nyder det meget, De har Raw bar, og jeg får seks skønne østers oven i og nyder vinen og stedet. Jeg kunne virkelig godt være blevet, men jeg skal jo videre ned mod Kaikoura. Jeg kører ad nyligt åbnede Highway 1. Den har været lukket et år efter det forfærdelige jordskælv, 7,8 på Richterskalaen, der ramte Kaikouraregionen sidste år i november. Jeg kører ned ad vejen og kan fra starten se bøjet asfalt og ting, der ikke er som de skal være. Man har bygget og bygget, og det har taget et år at gøre en af landets hovedveje farbar. Det er er i sandhed en anderledes verden og lidt rystende hvad ødelæggelser kan gøre. De skriver selv, at vejen var ødelagt uden fortilfælde, og jernbanen har også skullet rettes ud. Der er vejarbejde næsten konstant ned mod Kaikoura, og vejen er stadig lukket om natten.

Næste dag er sidste i denne omgang. Jeg kører mod Christchurch. Vejen bliver mere spektakulær igen, efterhånden som man begynder at kunne se bjergene inde i landet, og på et tidspunkt er der frit udsyn til, hvad jeg mener er Mount Cook. Igen bliver landskabet mere fladt, da jeg kører ind på Canterbury Plains. Jeg når frem til Christchurch og Antarctic Center, som er imponerende. Jeg er ude at køre i en bumlende Hâgglund som er dem man bruger på Antarktis. Jeg ser huskier og blå pingviner Jeg oplever en simuleret antarktisk storm i et kuldekammer. Jeg ser 4D film og en flot billedmontage med billeder fra Antarktis. Jeg sidder i en kopi af et amerikansk C-17, dem der flyver til Antarktis’ baser fra Christchurch, og som der holder to af ved det amerikanske forskningscenter overfor. Bilen bliver afleveret, og det er tid til næste etape, ud i Stillehavet.

Mange flere billeder fra New Zealand her

Det værste ved New Zealand er den lange flyvetur. Selv med den bedste forbindelse tager det 26 timer, så jeg er kvæstet, da jeg efter ankomst sent om natten vågner i et privat B&B tæt på Auckland Airport. I en rød Ssyangong kører jeg ved middagstid ud af Auckland og ned ad hovedvej 1. Det er easy going, og folk kører meget civiliseret. Jeg drejer ad hovedvej 2, og snart er jeg i bakket landbrugsland med fåredrift og små hyggelige gårde.

Vejen bliver smallere og bakkerne omkring højere, som jeg kører ned og ind i Karangahake Gorge, en fin floddal, hvor floden har skåret sig ind i klipperne. Jeg stopper ved Waikino, som i sine velmagtsdage som mineby for kvarts og guld husede 700 indbyggere, havde to skoler og en fuldt udstyret by. I dag er det ruiner, men de gamle installationer står delvist tilbage, og den gamle jernbane tværs gennem klippen er nu cykelsti. Det er en fin tur ad hængebroer, men det er varmt, og jeg er træt efter rejsen, så jeg går ikke den hele.

Længere nede ad vejen finder jeg Owharoa Falls, et lille men pænt vandfald, hvor folk bader i det klare vand. Vejen er stadig ret snoet, som jeg kører ud mod kysten og Mount Manganui. Her er det åbenbart gå i byen-aften også om tirsdagen, og der er en atmosfære af surf og strand. Folk kommer ind nærmest i badetøj, og stemningen er afslappet. Mount Brewing er en ølbar med lokale øl, og allerede her får jeg et forvarsel om de fantastiske øl, der venter på hele turen. Jeg sidder i den varme aften med udsigt til gaden og nyder at være væk fra den klamme danske vinter. En musiker spiller rockklassikere live, og det gør han storartet. Jeg føler mig godt tilpas i dette land.

På rystende, rygende undergrund

Næste dag går det ned mod Rotorua, kendt som et af nordøens højdepunkter på grund af dens varme kilder. På vejen går det forbi Te Puke, som erklærer sig som verdens kiwihovedstad, intet er for stort eller småt her. Ved Okore Falls, en samling fine vandfald gennem regnskoven, begynder det at lugte af svovl, et tegn på jeg nærmer mig Rotorua. Byen og søen er allerede synlige heroppe fra. Jeg tjekker ind på Spa Lodge, et ramponeret backpackersted midt på den gennemgående hovedvej men med en hyggelig gårdhave. Værelset lugter af gamle tæpper og megen brug af forskellig art. Byen bærer præg af en typisk nybyggerby med lave huse og uden meget stil. Der er dog pænt nede ved søen, hvor jeg ser de første boblende og rygende pøle. Hele byen hviler på vulkansk undergrund, og selv midt i private haver står der ofte dampsøjler op. Jeg kører ud til Whakarewarewa Forest som er berømt for sine redwoods.

Man har lavet et “treetop walk” mellem de gigantiske træer, og det kan jeg ikke stå for. Det er en fin tur deroppe, ad hængebroer og med masser af tavler, der forklarer alt muligt om træer, jeg ikke vidste. En lokal kunstner har lavet lamper af bæredygtige materialer, som hænger i træerne og lyser om natten. Jeg er stort set den eneste deroppe, og jeg tager mig god tid. Nede i jordhøjde er det en meget afvekslende og naturlig skov med maser af bregner og små vandløb igennem.

Sent om aftenen ankommer min gode ven Karl, og vi tilbringer nu de næste dage sammen. Første stop er Wai-O-Puto Thermal Wonderland, et betagende landskab med en umiskendelig lugt af svovl. Her er rygende huller, kratere, hvor landskabet er faldet sammen under trykket fra vand og damp, og boblende mudderpøle. Den store attraktion er Champagne Pool i midten, hvis overskud af vand løber hen over de omgivende flader. Landskabet er et orgie af nuancer i gult, brunt, grønt og lyseblåt fra vandet. Det er de forskellige kemiske forbindelser, der giver farven. Gul er selvfølgelig svovl, grøn er mangan, rød er jern osv. Det er virkelig en palet af farver, der er på spil her, og i flere af søerne er der også saltaflejringer på kanten. Indbydende ser det ud, men man skal ikke bad. Vandet er op mod 90 grader her.

Næste stop er Te Puie. Her er flere mudderpøle men ikke så mange farver. Topattraktionen er de to gejsere, der efter sigende springer flere gange i timen, men det ser nu ud til, de springer hele tiden. Der er gang i den, og man bliver våd, hvis man kommer tæt på.

Vin, vin, vin

Vi har overvejet flere ruter sydpå, men vi beslutter os for turen gennem regnskoven ved Te Urewera, og det kommer vi ikke til at fortryde, selv om det er en lang tur. Turen går i starten gennem landbrugsland, men det sjove starter snart. Her er vilde sving, og det går op og ned gennem fin regnskov med floder, vandfald og først og fremmest vilde træer. De smukke landskaber fortsætter helt til Hastings, som sammen med Napier udgør et af New Zealands mest berømte vinområder, Hawkes Bay.

Første stop er meget passende et kombineret bryggeri og vingård. Abbey Winery, en smuk gammel rekonstrueret kirkebygning med et mikrobryggeri ved siden af. Her er dejligt sommerligt, omgivet af vinmarker og humleranker. Her er hyggeligt, og de lokale er på cykeltur eller på polterabend og spiser frokost her.

Næste aften overnatter vi i Napier lige ud til vandet. Man havde et kæmpe jordskælv i 1931, hvor størstedelen af byen blev lagt i ruiner. Man genopbyggede så bymidten i Art Deco, datidens stil, og det betyder, at Napier sammen med Miami Beach er verdens førende Art Deco-hovedstad. Byen huser også New Zealands nationalakvarium, som har blå pingviner, oceantunnel med hajer og rokker samt fine tropiske fisk.

Uden for Napier ligger Gimblett Gravels, som er blevet et meget berømt vinområde de senere år. Området blev voldsomt præget af jordskælvet i 1931, hvor hele landskabet flyttede sig og masser af jord blev vendt. Floderne ændrede løb, så det bedste område med den megen mineralske jord ligger mellem to vandløb, i læ af en stor bakkekam. For bare 40 år siden var der ingen vinmarker her, men siden er det gået stærkt, og der er rift om jorden, hvor hver vingård har mange forskellige små marker, præcist som i de store områder i Frankrig, hvor man deler de bedste Grand Cru-marker. Vi besøger det ældste og mest berømte sted, Mission Estate, grundlagt af munke i 1851, som er NZs ældste vingård. Det er et klassisk sted med gamle stuer med egetræspaneler og udsøgte antikviteter. Vinen fejler heller ikke noget, og servicen er formel og upåklagelig. Her er dejligt og en stemning af verden af i går, som jeg også har fundet den på vingårde i Chile.

Det er blevet tid for Karl til at vende hjem til kulden efter nogle dejlige dage sammen. Jeg kører sydpå gennem Norsewood er en gammel norsk nybyggerby, der dyrker sin norrøne fortid med stavkirker, værksteder og i det hele taget en dyrkelse af det nordiske. Her er hyggeligt og stille og kun enkelte ældre mennesker på tur. Længere mod syd er det mindre interessant i den påståede danske by Dannevirke, der kun har en dansk mølle på hovedgaden og et byskilt med en kopi af Harald Blåtand som et vidnesbyrd om en mulig dansk forbindelse. Selve byen er træls, en lang hovedgade omgivet af villaveje, og jeg kører hurtigt videre.

Mit næste stop er Martinborough, et berømt lille vinområde. Jeg indlogerer mig på Margrain Vineyard Estate. Jeg når at smage deres vine samt besøge to andre steder, Ata Rangi og Luna Estate. Jeg går hjem gennem vinmarker i en smuk sommeraften med dufte og varm luft og nyder lettere beruset lidt drikkevarer derhjemme i det meget fine værelse, det flotteste på hele turen. Der er skønt her, mellem den sorte sydlige stjernehimmel og vinmarkerne.

Wellington – en af verdens hyggeligste hovedstæder

Næste morgen kører jeg ud til Cape Palliser Lighthouse på sydøstkysten. Det er en af hele rejsens bedste køreture gennem marker og blomstrende grøftekanter med gule blomster med den sur-sødlige duft, jeg elsker, og som minder om danske rapsmarker og markblomster. Selve fyrtårnet nås ad en stejl trappe, og her er en fin udsigt. Et helt klassisk rød- og hvidstribet fyrtårn, der minder mig om havets eventyr, skibsforlis og pirater, selv om det er en rolig og sommerlig dag.

Wellington ligger smukt på sydspidsen af Nordøen og viser sig at være en hyggelig by, smukt beliggende ved vandet og med kønne gader og interessante museer, foruden en flot botanisk have. Byen bryder også på fremragende mikrobryggerier. Fork and Brewer har de bedste øl på turen, med en tagbar midt i downtown. Garage Project holdert til i en nedlagt tankstation, hvor de søde hippiepiger lader mig smage alle øl. Derefter går det mod deres tap room, hvor jeg drikker dem, jeg ikke har smagt. Her løber jeg ind i et charmerende kiwi-irsk par. Vi giver mange omgange til hinanden af mere eller mindre mærkelige øl. Turens hyggeligste aften, men næste dag er lidt ubehagelig …

På vej ud af Wellington den følgende dag ser jeg Mount Victoria med den fine botaniske have, hvorefter jeg er inde i parlamentet for at overvære lidt debat, man er vel politiknørd … Ude ved kysten overnatter jeg på et ramponeret badehotel, Barnacles Seaside Inn, der helt sikkert var fancy i trediverne. Men her er hyggeligt og billigt.

Mount Doom

Det går fra sydvestkysten ind i landet. Jeg tager Wanganui River Track, der er en lang grusvej op ad en fin flod. Dagens mål er Tangoriro med smukke alpine landskaber og udsigt til den udslukte vulkan, der spiller rollen som ”Mount Doom” i Ringenes Herre. Jeg indlogerer mig på Skotel Alpine Lodge, et hotel som taget ud af alperne. Næste dag er det tid til lidt vandring, men for en eneste gangs skyld på denne tur er vejret dårligt. Både Mt Doom og de andre bjerge er indhyllede i skyer. Næste højdepunkt er Forgotten Highway med flotte slugter, regnskov og vilde veje. Der er lidt landbrugsland, men ellers er der uendelige grønne, kurvede bakker, højdedrag, såkaldte ”saddles”, hvor vejen bugter sig i uendelige og efterhånden også ulidelige hårnålesving. Det er ikke en hurtig tur, men smuk er den. Jeg gør holdt i Whangamomona, hvor de lokale på et tidspunkt har udråbt byen til selvstændig republik, uafhængigt af New Zealand. Det er på byens berømte og berygtede hotel, at uafhængighedsbevægelsen har sit hovedkvarter, og de lokale bag baren mener det tilsyneladende alvorligt. New Zealand er som USA fuldt af excentrikere. Republikken har også eget postkontor og souvenirbutik, der dog ser lukkede ud. Autoværkstedet har satiriske og dybt samfundskritiske bemærkninger malet ud over hele facaden.

Jeg er atter ude ved kysten, da jeg når New Plymouth. Her er et højdepunkt vulkanen Taraniki og Egmont National Park. Jeg går en fin tur op til et plateau med udsigt til Taraniki, der står med sin sneklædte top helt skyfrit. Her et smukt mindesmærke og et væld af blomster med krydrede og søde dufte. Her er bregner af alle former og smukke blomster. Jeg er indhyllet i essensen af sommer og går i dybe meditative tanker og nyder øjeblikket, nyder at være midt i verden, nyder at være. Det er vidunderligt.

Grotter og glowworms

Så følger endnu en af de ture, der ifølge Lonely Planet er halvkedelig, men det bliver en af de flotteste ture med vilde slugter, udsigt til havet og sommerlige dufte. Jeg stopper igen og igen ved brusende floder, flotte udsigter og kæmpe bregner. Og det bliver bare ved og ved. Efter klokken otte når jeg Kiwi Paka i Waitomo. Der er egentlig lukket, men jeg bliver tjekket ind af en sød pige, der er bestyrer, og jeg får mit eget værelse.  Dagen efter starter jeg med det, jeg og alle andre kommer til Waitomo for, de berømte Glowworm Caves. Man kan kun se hulerne og de små lysende dyr på en guidet tur, hvor man sejler ind i hulerne, så der er ingen vej uden om. Prisen er pebret. Jeg ser et fint lille museum om glowworms, der ikke er en orm, men snarere en slags larve, der vokser i mørke fugtige huler og lokker smådyr ind i en tråd der hænger ned fra selve dyret. Det er et trist og kort liv at være glowworm. Så snart man er udklækket, formerer man sig og dør i løbet af en dag. Der lægges nye æg og showet kan starte forfra.

Der er indgang gennem et kæmpe indgangsparti. Dette er klart en af New Zealands store turistattraktioner. Vi går tur i hulerne, der er baseret på drypsten og ser flotte formationer og mærker kulden og fugtigheden. Vi ser også de første glowworms under en klippehylde.  Der er mange turgrupper hernede, men omsider bliver det vores tur. I en lille båd, hvor en maoriguide trækker os frem via et sindrigt snoresystem, bliver vi sejlet rundt i hulen, lydløst og i mørke. Der er masser af lysende glowworms, der får hulen til at ligne den sydlige stjernehimmel, der præger nætterne udenfor.

Der er masser af andre fine attraktioner i dette kalkstenslandskab. Natural Bridge er en naturlig bro. Det har egentlig været en hule, men flere af lofterne er faldet sammen og nu er der kun en naturlig bue tilbage, mellem to klippesider af sandsten. Her er smuk regnskov og et orgie af grønne bregner. Næste stop er Piri Piri cave, en lidt mindre hule med drypsten. Og så går det mod flere vandfald. Det er en lang tur op til Kawhia, en lille fiskerby med en fin mole. Jeg får tanket og kører videre op mod den meget stenede surferby Raglan, hvor jeg får fish and chips på en mole. Også her kunne jeg godt være blevet, men jeg vælger at komme tæt på lufthavnen og slutter af i Drury ved en flink familie. Der bor et dansk par her og jeg snakker med deres tyske logerende, der går til hånde mens de ombygger deres campere. Jeg sover i et fint lille skur med eget bad og seng med lammeskindstæppe. Jeg drømmer om næste dag og turen til Sydøen.

Mange flere billeder fra New Zealand her