Sommeren 2020 blev i Coronaens tegn udelukkende fokuseret på vores smukke land, Danmark. Det største ben på Tour de Danmark 2020 var en større rundtur i Jylland. I modsætning til min store tur rundt om Jylland i 2016, var det denne gang ikke målet at følge kysten rundt men at gå i dybden med udvalgte steder. Det blev nok den bedste tur rundt i Jylland nogensinde, ikke mindst takket være gode venners selskab på vejen.

Turen starter for alvor 10. juli. Den har fået en fremragende optakt 9. juli i min barndomsby Herning, hvor jeg sammen med min bedste barndomsven Niels og hans søn Oskar har set FC Midtjylland sikre sig det tredje danske mesterskab på seks år. Jeg er derfor lykkelig men har lidt tømmermænd, da det går afsted mod første stop, Stauning Whisky, hvor det efter flere forgæves forsøg er lykkedes mig at få booket en rundvisning. Jeg når destilleriet lidt udenfor Stauning præcis 10.30, og der sidder allerede 50 mennesker bænket. Man kommer til tiden i Vestjylland. Pernille, en pæn blond kvinde i starten af 40erne er en engageret guide, der selv brænder for både whisky og Stauning. Hun er vittig og fortæller underspillet om, hvordan eventyret startede med at en kreds af vestjyder på en ferie fandt på at lave deres egen whisky. Frem til 2009 havde de ikke drømt om at skulle gå kommercielt, men en vis Jim Murray smagte deres whisky og synes den var så fremragende (mindede om Ardbeg fra 70erne) at han opmuntrede dem til at gå videre. Det tager jo tid at lave whisky, så først i 2012 var den klar til salg. Og længe kunne den hverken købes eller smages i Stauning, fordi alt blev revet væk til butikker. Derfor har jeg heller ikke været her før. Men det kan den nu, og der bliver både smagt og købt. Det er hårdt at starte med en rugwhisky 10.30 her dagen efter mesterskabet, men den smager godt og glider ned, ikke mindst fordi der sidder en jaloux FCK-fan overfor og er misundelig på den guldtrøje, jeg selvfølgelig er iført. Vi ser faciliteterne og rundvisninger er en af de bedre, overskueligt og med stor viden om whisky. Man gulvmalter, man tørrer, man mæsker og gærer, alt sammen håndholdt på tradirionel facon, som er med til at give den særlige smag, og vi følger hele processen. Til sidst smager vi, både råsprit og yderligere to whiskyer, en almindelig og en røget. Jeg takker Pernille for den fine rundvisning og køber tre små flasker samt en bog i butikken.

Turen går videre til lille idylliske Stauning Havn i kanten af fjorden, som jeg ikke tidligere har besøgt. Så går det endnu engang ud i Skjern Å deltaet med store vidder og et rigt fugleliv. Jeg nyder stilheden og luften og har en fin udsigt til den lille Lønborg Kirke. Den præsenterer sig fint oppe på en bakke. Det går videre til en anden gammel kending, Bork Havn, der er fyldt med mennesker, der spiser frokost i blæsten. Selv får jeg en meget middelmådig fish and chips og en classic samt en vaffelis.

Efter en tur gennem fyreduftende  Blåbjerg Klitplantage og smukke Filsø ned til Grærup, tager Birgit imod i sit sommerhus, for sidste gang. Hun er min mors veninde, og et menneske jeg har kendt altid. Hun er 84 og kroppen kan ikke længere holde til cykling og vesterhavsbade, så hun stopper, mens legen er god. Barnebarnet Marie er der sammen med sin kæreste Sune og deres to børn, Gertrud og Søren. Det er hyggeligt, og vi snakker godt og meget, så jeg ender med at blive længere end ventet og tager midddagen med. Ved ottetiden bryder jeg op og kører ud langs Grærup Langsø, gennem smukke landskaber til Blåvand og det berømte fyr. Der er mange mennesker i byen, selv denne aften, og man kan godt se, at danskerne holder ferie hjemme i dette coronaår. Jeg er atter på Danmarks vestligste punkt, og udover det ikoniske fyr er udsigten dejlig til lyngbakkerne nedenfor og ud mod Vesterhavet.

Jeg har booket en trætophytte hos Heidi og Troels i Tarp lidt uden for Esbjerg. De to sympatiske mennesker har netop købt et hus med mange hytter fordelt i en stor have. Der har tidligere boet lidt af en Ole Opfinder, der blandt andet har muret et bindingsværkshus. Og så har han lavet to trætophytter. Den ene er ikke færdig, for træet er gået ud, men den anden sover jeg i, og den er en enestående oplevelse. Vejen op går af en smal vakkelvorn trappe, men som Troels joker, er han også bedemand! Jeg går til ro og nyder stilheden i den fine hytte med små detaljer, pynt og rejsebilleder på væggene. Jeg vågner næste morgen ved sms fra Heidi, at der er kogt vand og kaffe klar nedenfor hytten. Jeg er langsomt i gang, og mens jeg pakker snakker jeg med Heidi, der er ved at male fuglevolieret. Der er altid nok at gøre sådan et sted, men jeg ønsker de to søde mennesker held og lykke.

Dagens første stop er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor jeg kom meget som barn, men hvor jeg nu ikke har været i 35 år. Bygningen er den samme i 60erstil, og der er fyldt denne dag hvor man holder styr på gæsterne med udleverede guldmønter. Jeg ser udstillinger om fiskeriet, der meget ironisk for Esbjerg, Danmarks fiskeriby nummer 1, stoppede i 2008, . Det er en god udstilling, men endnu mere interessant er den om offshore, først om olie og senere om vindenergi. Jeg lærer en masse nyt om olieproduktion og om Nordsøen. Udenfor er der en fin udstilling med kuttere og et komplet værft, og folk hygger sig. Sælerne er her stadig og fodres foran en stor folkemængde. Sildestimer og blæksprutter gør indtryk, men det er ikke for akvariets skyld, man skal tage hertil. Det er for indføringen i vigtige årsager til Danmarks velstand.

Ude igen hopper jeg på færgen Menja over til Fanø, i det farvand hvor Skipper Las sejlede og sank i sin smadderkasse i den berømte sang. Ironisk at man kan synke i dette lave vand! Det er skønt at være tilbage i Nordby, og jeg nyder de idylliske huse. Alle restauranter er fyldt, så jeg må nøjes med pizza hos det lokale pizzaria, før jeg får en Fanø is, ledsaget af musik fra lokale folkemusikere. Det store mål for mig er selvfølgelig et genbesøg på bryghuset. Der er kø ’for at komme ind, men omsider får jeg en dejlig plads på en trappe i solen og smager mig igennem fem øl. De har virkeligt fornyet sig og er nu igen i superligaen af danske bryggerier. Deres Mango Mussolini, en klar hilsen til Trump, er den bedste. Mens jeg sidder der, skriver min gode veninde Katja, der på Facebook kan se, jeg er tjekket ind. Hun er i sommerhus med søster og børn i Sønderho. Jeg bliver inviteret og beslutter mig for en hurtig tur tilbage til Esbjerg efter sovepose og liggeunderlag. Færgerne er jo gratis denne sommer. Jeg når både frem og tilbage og den sidste bus ned til Sønderho, hvor en hyggelig aften med middag og drinks venter. Det bliver over et, inden jeg kryber til ro i min kabine i villateltet.

Efter morgenmad går det næste dag tilbage til Esbjerg og op til Hjerting, hvor det første fiskeri opstod før havnen i Esbjerg blev bygget. Ikke langt nordpå starter et landskab af ensomme klitplantager, og pludselig, på bakken ved Nymindegab Kro åbner fjordlandskabet og Holmsland klit sig. Vi er nu i min barndoms ferieland, for min familie havde sommerhus ved Søndervig, og jeg har altid nydt livet her mellem hav og fjord. I alle disse år har jeg aldrig set Abelines Gård, som er en gammel strandfogedgård fra det 19. århundrede. Her fortælles en fascinerende historie om livet på vestkysten med fiskeri og strandinger, noget jeg gerne vil skrive meget mere om.

I “hovedbyen “Hvide Sande” er der så proppet med mennesker som aldrig før Alt er optaget på Røgeriet og andre steder, så jeg køber ål, rejer og laksesandwich som jeg tager med og nyder i klitterne ved Søndervig, helt ude ved nedgangen til stranden. Heller ikke her har jeg nogensinde set så mange mennesker. Jeg kører nu kystvejen, rute 181 på det allersmukkeste stykke fra Søndervig til Husby, hvor vejen bugter sig mellem det åbne fjordlandskab og gamle vesterhavsgårde, røde og karakteristiske firlængede med små vinduer i vest. Her er et rigt fugleliv, jeg gerne ville stoppe og se mere på, men jeg har en aftale. Klokken 15 ruller jeg ind i Sønder Nissum hos de gamle venner Nanna og Mads, og det bliver som altid hyggeligt. Vi har selskab af andre gamle venner, Allan og Karl, og vi sidder ude, spiser frikadeller og spiller RISK som i de gode gamle dage.

Næste morgen sidder vi længe og hygger over morgenmaden. Først ved 13.30-tiden kører jeg og tager Karl med nordpå. Det går forbi Thorsminde til Fjaltring og Trans, hvor vi ser den ensomme hvide kirke helt ude mod havet Denne dag er lyset bedre end nogensinde , og her er så dejligt, jeg gerne ville bo her. I Ferring ser vi byen og er på stranden ved Bovbjerg, et andet ikonisk sted for mig med det vidunderlige lille museum for maleren Jens Søndergård. Jeg sætter Karl af ved hans sommerhus i Lemvig, mens jeg fortsætter mod vest ud  rundt om Ferring Sø. Jeg ligger længe på en bådebro og er i et med verden. Her er så smukt, og intet andet en fugleskrig høres.

Langs med havet går det til Harboøre langs VLTJ-banen. Harboøre tager sig pænt ud, og jeg tager et billede af kirken, hvor svovlprædikanten Pastor Moe forbandede menighedens rådne kød efter den store skibskatastrofe i 1907. Ikke meget trøst at hente i den fyr. Ved Thyborøn Agger er der mindst en times ventetid. Også færgerne er maksimalt fyldte. På den anden side er jeg på Agger Tange og basalt set i Thy. Det bliver kun et kort stop i Agger, kendt for sorte huse og heavy metal-festival, men byen har sjæl, og jeg er blevet ret vild med den. Forbi Lodbjerg Kirke og gennem første del af Nationalpark Thy går det til de vilde golde heder ved Stenbjerg. Det bliver også til et gensyn med idylliske Stenbjerg Landingsplads, der er som taget ud af verden af i går, og blevet kendt fra flere DR-programmer.

Herfra er der kun kort til Elisabeth og Dennis, gamle venner med hus i Nørre Vorupør, hvor hele familien sidder bænket omkring bordet, da jeg kommer. Da vejrudsigten er dårlig og jeg får tilbudt at slå mit telt op på deres græsplæne, dropper jeg ideen om at sove ude i nationalparken, og der kommer da også regn allerede, da jeg går i seng. Endnu en dejlig dag. Næste dag fortsætter turen i den nordlige del af Jylland.

Denne del af turen tager sin begyndelse, hvor første del slap, hos Elisabeth og Dennis i Nørre Vorupør, hvor jeg overnatter i mit telt på deres plæne bag deres hyggelige feriebolig i vesterhavsstil.

Det regner til langt op ad formiddagen, og vi sidder længe over morgenmaden. Familien er samlet, og da jeg bl.a. er gymnasiekammerat med sønnen Søren, er det svært at bryde op. Men videre skal jeg. Det går op ad kystvejen med stop i Vangså, helt ude mod havet, hvor jeg nyder stilheden.

Så går det til hektiske Klitmøller, engang en søvnig by med tre vandmøller, senere en lille fiskerby. Men det er først i de senere år, som surfermekka, Klitmøller er blevet kendt viden om, dygtigt brandet under hashtagget #coldhawaii. Her er også flere end nogensinde denne regnvåde coronasommerdag. Alle synes at vente på, vind og bølger bliver mere gunstige. Trods trængslen får jeg det sidste bord, oppe i baren på hyggelige Niels Juel, en sejlerpub helt i min stil med mørke paneler og ror og tovværk på væggene. Stjerneskuddet er fremragende og lige så den dejlige Thy Classic. Udenfor er det blevet tørvejr, og jeg går langs molen og kigger på rastløse familier og tålmodigt ventende surfere.

Mit næste mål er Vang, hvor Elisabeths og Dennis’ datter Annemarie er præst og har præstegård. Turen ind går gennem åbne heder, der ligger lidt uhyggeligt i tågen og de lave skyer, næsten som i en engelsk spøgelseshistorie. Tankerne går til Dartmoor og de små byer dybt derinde. Vang giver mindelser om Widecombe in the Moor midt inde på Dartmoor. Byen er lille, men kirken er smuk og middelalderlig med en storslået udsigt ud over de åbne vidder. Her er åbent landskab, her kan man bygge og bo. Kirken er rigt ornamenteret, selvfølgelig med skib og middelalderlig staffage, og Annemaries navn står nu på listen over præster siden Reformationen. Jeg taler med graveren, Hanne Klokgård, der er barnefødt her og ser det som ”mi kirk”, som hun siger.

Fra Vang går det op midt gennem nationalparken, igennem øde egne og ud til Vester Vandet Kirke ved Vandet Sø. Det er endnu en af Annemaries kirker i femsognepastoratet, som det hedder. De er to præster om at dele det. Også her er kirken smuk med et ejendommeligt standur fra midt i 1700-tallet ved siden af alteret. Det er en rig kirke, for området har været et centrum for skudehandlere i en tid, hvor dette var en vigtig genvej til Norge og handelen på Nordsøen. Og her handlede man altså med de skuder, der bragte varer og mennesker derop.

Videre går det ad flere åbne vidder til Nors Sø, hvor jeg også længe dvæler ved stilheden. Jeg er ny dybt inde i Nationalpark Thy, en perle i Danmark, som jeg har opdaget de senere år, fordi min gode gymnasieven Peter bor i området. Her er søer, smukke istidsformationer og enestående natur. Jeg sidder længe med udsigt over Hanstholm Vildtreservat, der ligner noget af Danmarks sidste og eneste ødemark. Nej hvor ville jeg gerne vandre hen over det en gang . Her er masser af fugle og råvildt og en vidunderlig ro. Kun blæsten lyder svagt.

Jeg forlader selve nationalparken og kører op langs Jyllands nordkyst, gennem Hjardemål og ud til Bulbjerg, hvor jeg ikke tidligere har været. Det er et enestående sted i Danmark. En 45 meter høj kalkstenskippe, der har været en ø men blev landfast, da havene sank og stenalderlandskabet hævede sig. Danmark har også tidligere mistet og vundet land. Så har man set det med, en kalkstensklippe i Jylland. Det er en rolig aften, og enkelte familier nyder udsigten, som jeg gør. Jyllands nordkyst på dette sted er ukendt for de fleste, men det er synd, for det er ret vilde landskaber med øde heder og ofte ganske høje skrænter ned til vandet.

Gennem øde heder og enkelte plantager går det videre langs nordkysten. Jeg skal lige et smut ud og se Svinkløv Badehotel, der er nænsomt genrejst efter den frygtelige brand for nogle år siden. Det er den mondæne drøm om badehotellet, et fatamorgana over svundne tider, der her er genopstået fra de døde, og med serier som “Badehotellet” er appellen ikke blevet mindre. Denne sommeraften er der propfuldt.

Jeg handler i Fjerritslev og kører gennem Tranum Klitplantage op gennem Hune og uden om Lønstrup til Tornby, hvor jeg indlogerer mig på Hotel Strandlyst, en verden af i går med gamle værelser og lugt at remoulade og friture på gangene. Værelset er ok, men det er en smuk sommeraften, så jeg spiser medbragt laksemad på stranden i Tornby, mens solen går smukt ned. Endnu en helt vidunderlig dag som slutter med blandet slik på værelset, der kalder barndomsminder frem.

Næste dag er det onsdag og 15. juli. Jeg har sovet glimrende, omsider i en rigtig seng, og jeg misser faktisk morgenmaden, der er slut. Heldigvis kan jeg få pengene tilbage. En hurtig kop kaffe følges af lidt müsli på parkeringspladsen. Dagens første stop er nordpå, et kort smut oppe i Hirtshals. Ikke en charmerende by, men den ligger fint og skinnende i formiddagssolen, med små blå skyer ovenover, der er karakteristisk for denne egn, og som jeg også så første gang, jeg var her i 1991. Hirtshals er i dag en vigtig fiskeri- og færgehavn, og går man i byen her, risikerer man et par på hovedet, ifølge min ven Søren, der trådte sine barnesko i Tornby, hvor jeg netop har været. Mit stop er Nordsømuseet, hvor jeg ikke har været i 29 år. Det er med at udnytte den halve pris denne sommer. Siden jeg var her sidst, har museet været brændt, men den ikoniske klumpfisk blev reddet. I dag er der ligefrem to af den. Jeg har længe gerne villet se museet, der er kraftigt udvidet. Der er ikke lang kø, og snart er jeg inde på museet, der er imponerende og har langt mere fokus på fisk og havliv end det i Esbjerg, jeg så tidligere på turen. Jeg kommer først ind i en sal med mindre akvarier, formet som en ekspedition i Nordsøen. Her er alle Nordsøens fisk og specielt søstjernerne er ganske imponerende. Der er også et bassin med jomfruhummere, der åbenbart lever i huler på bunden, og man bliver jo helt sulten. På førstesalen er der info om havklima og opdræt, og det hele er lavet virkelig godt. Den store attraktion er dog det store akvarium på 4,5 millioner liter havvand i næste bygning. Her er et stort panoramavindue med frit udsyn til ”havet” også de to klumpfisk. Udenfor kommer jeg tidsnok til sælfodringen, der naturligt er et tilløbsstykke sådan en sommerdag. Jeg holder mig lidt på afstand, men jeg får dog både over og under vandet en glimrende udsigt til de syv meget velnærede sæler, flere end i Esbjerg. Udenfor er der også legeplads og et kunstigt fyrtårn. Men det er akvariet indenfor, der virkeligt trækker, i tre etager og med virkelig gode blik til havets dyr.

Det går nedad mod dagens hovedmål Lønstrup, et af mine absolutte yndlingssteder i hele verden. Inden er det dog tid til et gensyn med skønne Hirtshals Fyr, der ligger smukt ude i blomstrende klitter med dejlige dufte. Som altid er her mange. Nu kører jeg lidt nedad og tager den nordlige Margueriterute til Lønstrup. Jeg kommer igennem Sønderlev og Nørlev og ser den smukke gamle Nørlev Kirke. I Lønstrup er alt proppet og jeg må parkere langt oppe ad en sidevej. Jeg får dog et glimrende stjerneskud og en tjekkisk øl i den gamle biograf i byen, der i anledning af den store efterspørgsel er blevet til restaurant og udskænkningssted. Her har jeg udsigt over det centrale og meget hektiske Lønstrup. Galleri Uggerby er desværre lukket, men jeg ser andre af de kendte steder inklusive Villa Vest og den hyggelige hovedgade. Her er så lange køer til alle iskiosker, at jeg opgiver og går i stedet blot rundt og nyder stemningen og glade folk på ferie. Jeg kører ud til smukke Rubjerg Knude Fyr, som jeg ser for første gang siden den lokale murermester med hjælp fra BMS sidste år flyttede det 50 meter ind i landet i en aktion, der blev fulgt live i Radioavisen og som nåede New York Times’ spalter. Det var noget af en bedrift, men nu skulle fyret være reddet fra havet i al fald for 50 år, så det ikke lider samme skæbne som den nærliggende og ligeledes ikoniske Mårup Kirke. Der er markeret med en varde, hvor fyret stod før, og det forekommer mig, at sandklitterne er blevet større, barere og mere vilde. Der er ingen afspærring ned til stejle skrænter, man må vel regne med, folk er ansvarlige. Over os svæver paraglidere, der følger vindene fra syd og op mod Hirtshals. Her er sand alle vegne og kø til at komme op i fyret pga. Corona. Jeg nyder stemningen, vindene og den milde sommer på dette sted, hvor jeg er kommet så meget.

Længere nede ad kysten gør jeg også stop i smukke Lyngby, hvor havet allerede har taget en stor bid, blandt andet af kirkegården. Jeg har tid til en dejlig Kissmeyer IPA på Fisherman’s Rest, et sted som taget ud af mine drømme. Her ville jeg gerne høre en af deres folkemusikkoncerter engang. Jeg nyder min øl med panoramaudsigt over havet. Jeg vender bilen og kører atter nordpå, udenom Hirtshals og ud til mundingen på idylliske Uggerby Å. På vejen kommer jeg igennem byer som Horne, som jeg kun kender fra håndboldresultater i 80erne. Uggerby Å ligger idyllisk i aftenlyset, og jeg burde nok have overnattet på den totalt idylliske primitive lejrplads, men jeg vil gerne tættere på Skagen. Jeg kører i en solmættet aften med det røde lys i ryggen, ad vejen gennem Tuen Klitplantage til jeg når Skagensvejen. Jeg finder let lejrpladsen i Skagen Klitplantage og slår mit telt op. Der er meget larm fra vejen, og der er mange andre telte. Jeg beslutter mig for at køre til Skagen for at se solnedgang sammen med de rige og kendte her i uge 29, Hellerupugen. Jeg ser på solnedgangen fra en klittop, men de fleste er mere optagede af lægehelikopteren, der åbenbart er ved at afhente en af de rige, der ikke kunne klare mosten. Her er idyllisk som solen går rød og rund ned i havet, og jeg går en tur langs Sønderstranden som jo udgør baggrunden på Danmarks mest kendte maleri. På solnedgangspladsen er masserne ved at fortrække i dyrt designertøj og kvinderne i lange flagrende kjoler, der utvivlsomt er dyre og som er den store mode i år. En fuld københavner tilbyder mig 500 kroner for at køre ham ind til Skagen, men jeg afslår. Han virker ikke rar. Jeg kører tilbage til lejrpladsen og spiser en tapasplatte og sidder længe i skumringen, til det bliver for koldt.

Næste dag er det 16. juli. Naboen byder på kaffe og kringle, fordi han har fødselsdag, En rar fyr med to drenge. I det andet telt er en dansk grønlandsk familie i et stort Roskildetelt. De snakker og hygger sig. Jeg kører ind mod Skagen og parkerer ved bryghuset. Her er ikke så mange endnu, Skagen er helt menneskelig. Jeg går op ad Laurentivej, den sædvanlige vej til museet, hvor der dog er kø. Jeg ser på Skagenhuse, er ude ved vippefyret og går tilbage mod havnen, hvor jeg får et bord yderst til deres skaldyrsbuffet, Jeg snakker med søde mennesker, der kommenterer min guldtrøje, her som mange andre steder. Kun den første FCK-fan i Stauning var negativ, resten har været sjove. Jeg tager afsked og går endnu lidt rundt i byen , inklusive en is på Ishjørnet, hvor mine bekendte fra Smukfest Ole og Heidi er på arbejde. De har travlt som altid.

Sidste stop er som altid vidunderlige Sæby, hos Inger og Arnold, hvor jeg har tilbragt så mange vidunderlige somre. De nærmer sig 90, men er stadig friske i hovedet. Vi sidder længe i haven og spiser min othellokage. Senere henter jeg kulmule i Klostergyden og ser mig lidt omkring på havnen. Jeg laver fisken til dem, kører ned og ser solen spillet ned, som altid idyllisk med sejlerne på havnen. Derefter går det op på ikoniske Øksnebjerg, minderne skal holdes ved lige. Jeg snakker en times tid med Inger og jeg går i seng i hendes kontor. Endnu en skøn dag, og eg kunne ikke overnatte et sted, jeg hellere ville være.

Sidste dag på denne del af turen, 17. juli. Jeg er oppe ved nitiden, og vi spiser morgenmad ude og snakker sammen det meste af formiddagen. Lige før frokost kører jeg rundt i Sæby og ser alle de kendte steder, havnen, kirken og Sæbygård Skov med åen, hvor jeg fiskede så meget som dreng. Jeg får endnu et stjerneskud helt ude på Jacobs. Det er vemodigt, turen er ved at være slut, for det har på trods af Corona været bedste sommertur i Danmark nogensinde. Så mange gensyn og nysyn og så mange herlige mennesker undervejs. Turen hjem går gennem Understed Bakker og Jyske Ås, og jeg følger en del af Hærvejen, der også har et ben, der går her forbi. Herfra er der ikke langt til E45, og det største ben på Tour de Danmark 2020 finder sin afslutning.

I sommeren 2016 realiserede jeg omsider en gammel idé om at køre hele vejen rundt om Jylland, langs kysten. Jeg er inspireret af den glimrende tyske forfatter Wolfgang Büscher, der har skrevet en bog om en vandretur rundt om Tyskland. Nu skulle jeg i første omgang ikke vandre, men måske cykler jeg turen senere. Jeg synes, det er fascinerende at bevæge sig rundt om en geografisk enhed, fordi man dermed får set kanterne, afkrogene.

Jeg gennemførte turen i bil på i alt syv dagsetaper med rigeligt tid til stop undervejs. Det var så heldigt, at jeg havde mulighed for at besøge en række venner og bekendte undervejs, nogle af dem på ferieophold i sommerlandet. Det var med til at bestemme etapernes længde og karakter, men det var selvfølgelig også rart at bruge denne for mig lidt specielle rejse til at (gen)se gamle venner og bekendte, jeg ikke havde set et stykke tid.

Turen startede (og sluttede) af praktiske grunde ved Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk og ikke i min hjemby Aarhus, som måske havde været det logiske. Men Blåvand markerer jo Jyllands grænse mod vest, mod det store hav Nordsøen, som jeg gerne vil køre eller cykle rundt om ved en senere lejlighed.

1. etape: Blåvandshuk – Sønder Nissum

En tidlig julidag ankommer jeg til Blåvand, en livlig ferieby, som er kendt for at huse Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, symboliseret ved sit fyrtårn. Det er omgivet af et goldt klitlandskab og en bred fin sandstrand. Denne formiddag er der ikke mange badende.

Turen fortsætter herfra nordpå ad det militære ingenmands land ved  Kallemærsk Hede til gode gamle venners sommerhus i Grærup, hvor en fin frokost venter i gode venners sommerhus. Da jeg kører videre, er regnen tæt på, og i Blåbjerg Klitplantage kommer den for fuldt tryk. Jeg er på vej op i min barndoms sommerland på Holmsland Klit, og ganske som så ofte dengang regner det tæt, da jeg når op på tangen ved Nymindegab.

Hvide Sande ligger midt på Holmsland Klit og blev til en by, da kammerslusen blev bygget for at regulere vandstanden og skabe stabile sejlforhold ind i Ringkøbing Fjord. Denne dag ligger et stort offshoreskib i havnen, og byen emmer af sommerliv, trods regnen. Søndervig ligger, hvor Ringkøbing Fjord slutter. Her havde min familie sommerhus i 40 år, og mange af min barndoms somre er tilbragt her. Det gamle hus er solgt og væk og har givet plads for en stor hæslig kolos, der slet ikke passer ind i klitlandskabet. Hotel Klitten ligger endnu i selve Søndervig og er lavet om til eksklusive lejligheder. Her som i andre badebyer startede sommerens kystliv i starten af det 20. århundrede.

Turen fra Søndervig op mod Nissum Fjord er en af Danmarks smukkeste med Stadil og Nissum Fjord på den ene side og Vesterhavet på den anden. Her finder man de gamle firlængede vesterhavsgårde med røde sten og stråtag og små vinduer mod vest. Klitroserne vokser i det barske landskab, og fuglelivet er stort.  Gode venner bor i Sønder Nissum, og her slutter første etape i festligt lag.

2. etape: Sønder Nissum – Blokhus

Op ad næste formiddag går det videre langs kysten forbi Thorsminde og det fine strandingsmuseum for Defence og St. George, to engelske skibe der forliste i det voldsomme hav udenfor for 200 år siden. Længere nordpå ligger Trend, Fjaltring og Bovbjerg, sidstnævnte et af mine yndlingssteder i Danmark.

Bovbjerg er kendt for sit fyr og stejle havskrænter, og i landsbyen Ferring finder man det fine Jens Søndergaard Museum for byens stolte malersøn. Hans billeder er muligvis naivistiske men indfanger på forbilledlig vis den lokale stemning og det særlige lys.

For første gang krydser jeg Limfjorden helt mod vest, ved Thyborøn-Aggerfærgen, som jeg lige præcist når. Næste gang, jeg krydser, er det ovre ved Hals, på den østlige side. Her er forblæst og øde, et barskt sted længst mod vest.

På den anden side er der lige tid til et besøg i den imponerende Vestervig Kirke, der virker overdimensioneret til den lille by. Ved siden af ligger en gammel jernalderboplads, der viser, at stedet har haft en betydning tilbage i forhistorisk tid.

Gode venner besøges til frokost i Nørre  Vorupør. Elisabeth og Dennis er langt oppe i halvfjerdserne, men har en fantastisk energi og er konstant i gang med nye projekter. Denne gang et gammelt fiskerhus, der sættes i stand efter alle kunstens regler. Nørre Vorupør er en hyggelig gammel fiskerby, der er kommet i fokus som lidt af et surfermekka.

Det samme kan siges om Klitmøller, der ligger strategisk godt på hjørnet af Jylland i forhold til at få de bedste surferbølger. Stedet har brandet sig vellykket som “Cold Hawaii” og tiltrækker nye beboere, også på helårsbasis. Det er blevet hipt at bo her, men jeg tænker på, hvordan der mon er om vinteren?

Videre går turen forbi Hanstholm med den store havn og forbi klitplantagerne ud til Jammerbugten, før etape 2 afbrydes lige før Blokhus. Overnatningen foregår i Sæby hos min mors venner, Inger og Arnold, hvor jeg har holdt så mange af mine barndoms sommerferier.  For mig er Sæby evig sommer, og jeg er taknemlig for at holde kontakten til disse prægtige mennesker, selv efter min mors død. Alt er ved det gamle, og jeg bliver godt beværtet og føler mig tryg og velkommen som altid.

3. etape: Blokhus – Udbyhøj

Efter et hyggeligt besøg i Sæby rammer jeg ruten igen lige før Blokhus, hvor byen er helt pakket med mennesker denne sommerweekend. Her må man køre på stranden, og det gøres der. Via Løkken fortrækker jeg i stedet til Lønstrup, et af mine absolutte favoritsteder i hele verden. Den lille gamle fiskerby er blevet mondæn. Her ligger Galleri Uggerby, der som altid har dejlige malerier til salg, og her får man Danmarks bedste lakseburger på Cafe Slugten.

Et nyt hjørne af Jylland rummes ved Hirtshals, der som andre byer på kanten har et fyrtårn, der har spillet en vigtig rolle i en tid før GPS.

Jeg elsker Nordjylland og Vendsyssel og kan ikke komme her tit nok. Da jeg har en mission kan jeg ikke blive så længe, som jeg plejer. Jeg må køre hastigt gennem dejlige pletter som Kandestederne, og Skagen, hvor jeg ellers kommer hver sommer, må vente. Jeg rammer Østkysten og Kattegat nord for Ålbæk, og så går det sydpå. Aftensmaden indtages i Sæby, og ringen er sluttet på dagens køretur. Sæby Havn har  fået en renovering, og fiskebuffetten med udsigt over den dejlige marina fejler intet.

Fra Sæby går det ned langs Østkystruten, forbi Lyngså, Voerså og Voergård, hvor jeg ofte har været til Middelalderdage. Igen krydses Limfjorden med færge, denne gang den lille Hals-Egense færge, og jeg kører snart hastigt ned gennem badebyer som Øster Hurup. Etapen slutter i Udbyhøj, på kanten af Randers Fjord.

4. etape: Udbyhøj – Aarhus

Der er gået et par uger, og jeg er klar til de næste etaper. Jeg starter, hvor jeg slap, ved Udbyhøj, og den lille kabelfærge.

Syd for Randers Fjord ligger et for mig ret ukendt land. Jeg standser ved en kirke, der ser meget interessant ud. Det viser sig at være Estruplund Kirke med ypperlige kalkmalerier. Selv som ikke-troende er jeg en stor fan af gamle middelalderkirker, der fortæller historien om mennesker og det bedste, de små lokale  samfund har kunnet frembringe. Sådanne gamle kirker og kirkegårde emmer af historie og er altid et besøg værd.

Norddjurs blev for mig et nyt udforsket område, da jeg i en periode boede i Syddjurs Kommune. Her finder man dejlige kystbyer som Fjellerup og Bønnerup med dens fremragende fiskehandel, som er turen værd fra Aarhus. I Fjellerup får man Danmarks største og mest fedtede gammeldags isvafler, der smager himmelsk og altid kræver en tur ved håndvasken bagefter!

Turen går videre gennem gamle byer som Glesborg, forbi Gjerrild Klint og det tidligere nonnekloster på Sostrup Slot, før jeg når Jyllands østligste punkt, Fornæs Fyr nord for Grenå. Jeg er nu nået fra det vestligste til det østligste punkt. Men der er stadig lang vej endnu!

Turen videre går mod mere velkendt land: først gennem Grenå, så ned forbi Ebeltoft og det sydlige Djurs, hvor jeg både har boet, og hvor jeg stadig har mit sommerhus på skønne Helgenæs. Det sidste stykke kører jeg langs Kalø Vig og Aarhusbugten ind mod min by, Aarhus. Endnu en etape er slut.

5. etape: Aarhus – Horsens

Denne etape bliver den korteste. Jeg skal besøge min ven, der bor ved Gyllingnæs Gods og tænker, jeg lige så godt kan nappe turen langs kysten og dermed køre videre fra Horsens og Horsens Fjord på en senere etape. Det går ud gennem Aarhus og ned ad vejen mod Odder, forbi bl.a. Moesgaard Strand og Norsminde Kro. Her er fint ned ved Hou med færgen til Samsø og ned mod Gyllingnæs, helt på kanten af Horsens Fjord.

Efter en hyggelig aften tager jeg nordsiden af Horsens Fjord og etapen slutter på Horsens Havn.

6. etape: Horsens – Kolding

Endnu en ikke særlig lang etape. Det er blevet første weekend i september, og skal turen gennemføres i år, er det nu. Jeg skal besøg en god veninde i Kolding og tager turen fra Horsens til Kolding på vej derned. Fra Horsens går det syd om fjorden ud til Juelsminde.

Herfra er der ikke langt, før jeg rammer Vejle Fjord. Det er en pudsig oplevelse at køre rundt om de jyske fjorde i stedet for som normalt at køre henover dem. Her fornemmer man virkeligt den kraft, med hvilken den sidste istids gletschere formede de østjyske bakkelandskaber. Munkebjerg syd for fjorden er kendt for sit hotel og som der, hvor bøgen først springer ud.

Snart er jeg ved Fredericia og Lillebælt, og herfra er der ikke langt til Kolding, hvor godt selskab venter endnu engang.

7. etape: Kolding – Blåvandshuk

Fra Kolding og udsigt til byens vartegn, Koldinghus, går det ud ad Skamlingsvejen mod Skamlingsbanken, et symbol på danskhed og på genforeningen. Her er vi tæt på den gamle grænse, og stedet spiller en stor rolle i den nationale samling i forbindelse med krigene. Her er en dejlig udsigt over fjorden, og landskabsmalere benytter da også udsigten til at afprøve deres evner.

Turen videre går ned over Hejls og Hejlsminde med en flot gammel kirke og udsigt over noret, som udgør et skønt kystlandskab. Ved Haderslev gøres der stop ved Halk Kirke, ganske monstrøs med sit tårn, der giver mindelser om  Centraleuropas borgtårne.

Jeg er virkeligt i Sønderjylland nu, og via Åbenrå Fjord er der ikke langt til grænsen, hvor det er naturligt at stoppe i velkendte Harrislee og fylde bilen lidt op. Turen over mod vestkysten går på den tyske side, hvor vejen er mere lige og hurtigere. Snart når jeg Sæd Grænse og det sønderjyske marsklandskab.

Højer og Højer Sluse er næste stop, og jeg kommer også forbi Ballum Sluse og det fremskudte dige, som blev forstærket efter stormfloden i 1981. Hernede mærker man ofte vandets kraft. Landskabet er fladt så langt øjet rækker. Det er fristende at køre over til Rømø eller Mandø, men jeg har været der før, og jeg skal videre.

Ribe er Danmarks ældste by, og dens karakteristiske domkirke troner over det flade omkringliggende marsklandskab.

Fra Ribe går det op mod Esbjerg og hele vejen langs Esbjergs enorme haveneanlæg. Jeg skal jo være tro mod turens idé og køre så tæt på kysten som muligt. På den anden side af Esbjerg rammer jeg vejen til Blåvand ved Oksby og cirklen er sluttet. Jeg har kørt hele vejen rundt om Jylland. Det kunne jeg godt finde på at gøre en anden gang. Muligvis på cykel …