Det er efterår 2023, og selvom flere af vores bekendte allerede har været inde i Syrien, er vi alligevel spændte på, hvad der mon møder os. Vi skal hente vores visum på grænsen. Køen er betydelig, og deres system er kaotisk. På deres liste står to franskmænd i stedet for os, og chaufføren sveder – vores fixer har begået en fejl! Efter lidt ventetid og betaling af de obligatoriske 80 euro for visum bliver vi dog sluppet ind i Syrien. På grænsen venter en ny bil og veksling til et uhyrligt stort bundt syriske pengesedler. De internationale sanktioner har medført hyperinflation.

Vi kører ned fra bjergene mod Damaskus. Jeg ved ikke helt, hvad jeg har forestillet mig, men foreløbig virker det fredfyldt, og der er ingen tegn på krigens gru. I en betonforstad til Damaskus skifter vi atter bil, og efter en kort ventetid i solen bliver vi kørt ind og læsset af på en travl markedsplads umiddelbart uden for den gamle bydel. Gennem snævre gader tager vores lokale guide Ophelia os ned til et hyggeligt hotel med den typisk arabiske gårdhave med flotte blå mosaikker og et oliventræ midt i det hele. Alle omkring os, både hoteldirektøren og de andre guider er kvinder, og vi bliver budt på te og dadler.

Ad tusindårige gader

Snart er vi på opdagelse i Damaskus, en af verdens ældste byer, hvis historie går 8000 år tilbage. Som vi går i de snævre gader omgivet af handlende og familier med børn forestiller vi os, hvordan der har boet og levet mennesker her mange tusinde år før Jesus efter sigende gik på Jorden. Vi får den lækreste kebab, hvor rullen dyppes tre gange i kyllingefedt, hvilket giver en helt speciel sprød overflade. Vi passerer boder med store røde granatæbler, håndværkere med værksteder med flotte lakæsker, chatoller og skakspil. Mange steder bliver vi budt ind og tilbudt te og en snak, helt uden den insisterende salgsteknik, der præger så mange arabiske lande.

Selve Damaskus gik i høj grad fri af krigen, mens nordlige og sydlige forstæder, tilholdssteder for de mange oprørsgrupper, blev bombet med russisk hjælp. Nogle husker måske Assads brug af giftgas uden for Damaskus. Bortset fra store plakater med Assad er der ingen spor af hverken ham eller krigen her. Det kommer senere.

Ummayad-moskeen er et højdepunkt. Flotte søjlegange omkring en blankpoleret gårdsplads og med noget af den mest fornemme arabiske arkitektur. Over os kredser store fugle på en knaldblå himmel. I den store bedesal er bønnen i gang, men vi kan gå frit uden for de bedendes område og indsnuse atmosfæren.

Damaskus’ mest berømte gade er ”Den Lige Gade”, en halvanden kilometer lang passage, der går tilbage til Romertiden. I den ene ende er et stort overdækket marked, der emmer af østens mystik. Og krydderier. Ophelia tager os ind i en populær lokal isbar, hvor vi selv får lov at være med til at ”stampe” den lokale lækre pistacieis i de store kar. Prisen er lav og smagen himmelsk. Mens mørket falder på, bevæger vi os videre gennem krogede gader og forbi oldgamle kirker. Dagen slutter med velsmagende syrisk grillet kød og grøntsager. Vi er allerede helt fortabte i Damaskus.

Klostre og korsriddere

Næste dag går det nordpå. Allerede i de nordlige forstæder ser vi for første gang krigens gru. Her er kvarterer på størrelse med Københavns indre by, hvor intet over en meter står tilbage. Vi har aldrig set så store ødelæggelser, og selv her 10 år efter det værste, er der ikke genopbygget, da de fleste tidligere ejere er flygtet.

Vi snakker med Ophelia om hendes liv og om krigen. Faderen er egentlig ortopæd men også retsmediciner, og ham har der desværre været god brug for i de senere år. Moderen er naturligvis sygeplejerske, en klassisk ”love story”. Familien er sekulære muslimer med stor kulturel ballast. Faren kan sin Hamlet og har derfor døbt datteren Ophelia. Selv laver hun ph.d. i kunsthistorie og har stor indsigt i både kultur, historie og religion. Hun er en meget charmerende og behagelig samtalepartner og ekstremt vidende om sit land.  

Som vi kører nordpå, er der talrige checkpoints, men Ophelia har papirer i orden og udleverer en fotokopieret tilladelse fra sin kæmpe bunke papirer, hver gang vi kører forbi endnu en flok soldater med varierende antal stjerner på skuldrene. Første stop er Maaloula. Sankt Takla-klosteret var nonnerne bortført af ISIS men er vendt tilbage og driver det idylliske sted med sans for dets ro og skønhed. Vi ser også det nærliggende Bacchuskloster, hvor en gammel nonne oplæser en bøn på aramæisk, det sprog, Jesus efter sigende talte, og som stadig praktiseres her. Overfor ligger et tidligere luksushotel, der i dag er total ruin efter voldsomme kampe. En udbrændt bil ligger stadig med hjulene opad efter en kraftig bombe, og inde i hotellet flyder et med murbrokker og gamle regninger, ingen yngre end 2013, hvor denne idyl fik en brat ende.

Et af turens højdepunkter er Crac de Chevaliers, den gamle og enorme korsridderborg, der troner på et plateau i et fladt landskab. Her er to turister ud over os, selv om stedet er UNESCO verdensarv og har enestående velbevaret arkitektur. Vi føler os som Indiana Jones, som vi går i de gamle kælderhvælvinger eller passerer vindebroer og riddersale.

Vandaler i Homs og Palmyra

Ud på eftermiddagen når vi Homs, en af de hårdest ramte byer i borgerkrigen. ISIS forskansede sig i den gamle bymidte, som derfor er totalt udraderet af russiske bombardementer, mens de moderne forstæder her er mere urørte. Ad smalle gader når vi et byhus, hvor en lokal familie tager imod med et overdådigt måltid med syrisk brød, frikadeller, tomattærte og alle slags salater. Familien tæller tre generationer og snart støder bedstefaderen til. Han fortæller glad om sin æblegård ude på landet, og snart er vi meget populære, da vi kan lide både hans æblevin og mere almindelige druevin. Stemningen bliver løssluppen, og sprogbarriererne falder.

Næste dag kører vi ud til Palmyra, den gamle romerske by, som vandalerne fra ISIS besluttede sig for at destruere i et anfald af den religiøse fanatismes hovmod. Ophelia har billeder med, der viser et før og efter. Især det berømte Baal-tempel er jævnet med jorden, men jerndragere og beton, der stikker op af ruinerne viser, at det ikke er første gang, Palmyra er blevet ødelagt og genopbygget. Restaurering er i gang, og med russisk hjælp er det gamle amfiteater delvist genrejst. Russiske soldater patruljerer stadig området, og Ophelia er synligt utryg ved dem.

I Palmyra by er vejen spærret. Der er parade, og det viser sig, at det er lokale skolebørn der i spejderagtige uniformer og tørklæder råber Basar, Basar, Basar som en hyldest til landets daværende leder. De er tydeligt udkommanderede til dette, men de virker søde og uskyldige, og det er jo ikke deres skyld, de voksne tit er vanvittige. På Palmyras arkæologiske museum har terroristerne revet de gamle statuer ud af nicherne, der i dag er gabende tomme huller. På gulvet ligger romerske søjler og relieffer, der med stor systematik blev smadret, da de afsindige horder kom forbi. Museumsdirektøren blev offentligt henrettet, da han modsatte sig ødelæggelserne. Vi hilser på den nye direktør, en venlig og vidende herre, der som en skæbnens ironi er gift med den tidligere direktørs datter og nu kæmper for at bringe stedet tilbage til fordums storhed.

Tilbage i Homs går vi rundt i den totalt ødelagte bymidte. Her er store huller fra kraftige eksplosioner, og bygningerne står tilbage som tomme grå skaller, en spøgelsesby. Og dog, for nogle steder er man begyndt at restaurere, og små butikker er åbnet i nødtørftigt sammenflikkede stueetager. En lille dyrehandel sælger fugle, fisk og kaniner. Og flere butikker sælger døre, vinduer og maling, alt sammen remedier til genopbygning. En slagter står og smiler til os, mens han ekspederer en tilbyltet dame. Overalt bliver vi mødt med venlige hilsner på fransk og engelsk og spurgt om, hvor vi er fra. Vi bydes velkommen og får at vide, at Danmark er en god ven af Syrien. Intet om Muhammedtegninger eller had til Vesten her. Tværtimod er de glade for, vi er kommet, og at de er på vej tilbage i verden.

Syrien er en af de mest behagelige overraskelser, jeg nogensinde har fået, og jeg vil på stedet rangere det som det af de mest interessante lande, jeg har besøgt i Mellemøsten. Ufatteligt at disse søde mennesker kunne geråde sig ud i en så forfærdelig konflikt. Måske har de lokale ret, når de siger, det var fremmede magter, der prøvede at få deres vilje med Syrien. Med det nye regime ser vi nok desværre, at denne konflikt fortsætter. Det er en skam, for Syrien er et land, man kan rejse til igen og igen.

Denne artikel har også været bragt i Globen nr. 100 (medlemsblad for De Berejstes Klub)

Endnu flere billeder fra Syrien her: http://www.linaa.net/travel-pictures/nggallery/album/syria

Jeg satte mig for nogle år siden det mål at køre fra Nordkap til Gibraltar. Jeg er fascineret af kyster gennem barndommens somre ved Vesterhavet, hvor jeg drømte om at se meget mere hav og kyst. I 2021 gennemførte jeg første del, fra Rudbøl til Nordkap, og i sommeren 2024 anden del, fra Rudbøl til Bayonne. Efter planen fuldføres rejsen i Gibraltar snarest muligt.

Til Nordkap

Jamen, Nordkap? Det er jo en laaaang tur, udbryder den norske kvindelige grænsebetjent, da jeg 13. juli 2021 ruller af færgen i Kristiansand og behørigt bliver stemplet ind i Norge med mit nyvundne digitale EU-Coronapas. Min norske chef var af samme overbevisning, og faktisk er det bestemt ikke alle nordmænd, der har været så højt mod nord.

Jeg ruller op gennem et sommerligt Norge, der i de kommende dage byder på enestående vejr mellem sneklædte fjelde og grønne æbleplantager. Efter en overnatning i Stavanger er første store stop, Preikestolen, denne mægtige fritstående klippe med udsigt over Lysefjorden. Termometeret siger 28 grader, og udsigten fra toppen er magisk. Folk maver sig frem for at kigge ned, for et pludselig vindstød ville kunne sende en flere hundrede meter ned i fjorden under os.

De kommende dage tager mig op gennem det kvintessentielle Norge med vennebesøg og god tid til fordybelse. Jeg er gennem Gudbrandsdalen og forbi det højeste bjerg, Galdhøpiggen. Her er stavkirker, træhuse med spir og masser af trolde, og man forestiller sig De Tre Bukkebruse komme løbende hvert øjeblik.

Jeg rammer atter kysten ved Trondheim og ser den mægtige Nidaroskatedral. Jeg har kørt meget men er ikke engang halvvejs på Nordkap! Mosjøen er en fin lille by på UNESCOs verdensarvsliste som et eksempel på en komplet og traditionel norsk kystby. Langs Sjøgata ligger mere end velbevarede træhuse lige ned til en dyb fjord. Fjeldet på den anden side af fjorden står kulsort på grund af et skybrud, der er på vej. Jeg fortrækker til bilen og kører mod min overnatning i Mo i Rana, hvor jeg næste dag rammer polarcirklen, som markeres med en kolossal souvenirbutik og en iskold bidende vind.

Jeg har besluttet at lave en detour til mægtige Lofoten, som egentligt består af flere øer med enestående udsigter og kridhvide strande. På træklædte moler blafrer klipfisk og tørrede torskehoveder i vinden. Jeg bor på Furu Hostel i Knutstad, en perle med smuk indretning og en baghave med bålhytte, sauna og fjordudsigt. Et af de sjældne vandrerhjem, hvor folk taler sammen i stedet for at sidde med deres telefoner.

Norge er stort, og det gælder også Lofoten. Min næste overnatning befinder sig ovre på Vesterålen, hvilket kræver en genvej med den lille færge mellem Melbu og Fiskebøl. Omsider når jeg Prøsch Brygge på det yderste af Vesterålen, en gammel telegrafstation, hvor Espen er vært. Han steger sejfileter til mig i den lyse sommernat, og vi snakker længe. Konen Katrine er femte generations ejer af denne idyl, hvor jeg går til køjs i det gamle men hyggelige værelse med det vuggende hav lige uden for.

Næste dag tager jeg til den afsidesliggende fiskerby Nyksund, helt ude ved Norges og verdens ende. Den blev forladt, da hvaleventyret sluttede, men har atter fået liv, da en tysk filantrop kastede sin kærlighed på den og begyndte at renovere de gamle huse, mange på stylter. Fiskerlivet må have været hårdt herude, og den isnende vind og slagregn, der møder mig, giver en vis indlevelse i det barske liv på kanten af Europa. I små butikker sælges byens fortid, og skrigende måger har reder højt i de forfaldne bygninger.

Tilbage på fastlandet starter sidste del af turen mod Nordkap. Heroppe er landskabet langt fladere end i Sydnorge, da isen har slidt klipperne ned. I Alta ser jeg byens berømte verdensarv, de mellem 5000 og 7000 år gamle helleristninger, som man finder i et stenet landskab ned til fjorden. Jeg tænker tanker om, hvordan disse mennesker har levet og set verden. Helleristningerne har været datidens bibliotek, kirke og internet i ét.

Sidste del af turen går gennem Nordkapptunnelen, som blev indviet i 1999. Tunnelen er en kæmpe ingeniørmæssig bedrift og går på sit dybeste sted 212 meter under havets overflade. Jeg møder forblæste cyklister, der har taget turen hele vejen op gennem Norge. Det kræver respekt, da min triptæller siger 34784 km siden Kristiansand. Mit mål er nået, og efter 35 års rejser i Europa står jeg helt på toppen, i iskold blæst ude fra Polarhavet.

Den anden vej – til Bayonne

I sommeren 2024 går det sydpå. Jeg ruller ud af Rudbøl, Danmarks vestligste by, over Vidåen og er snart i Tyskland, selv om forskellen i starten synes umærkelig i dette gamle danske land. Marsken og Vadehavet fortsætter i store træk hele vejen til, hvor Holland slår et knæk. Området er UNESCO World Heritage, pga. dets naturmæssige og kulturelle betydning, og de gamle marskgårde vidner om et barsk liv i kamp med og mod naturen.

Efter et par dages kørsel i disse landskaber står jeg på Afsluitdijk. I Holland kaldes tingene ofte ved deres navn, og det imponerende dige fungerer som en livsvigtig barriere mod havets rasen. Gud skabte verden, hollænderne skabte Holland, som man siger her!

Det er Frankrig, der er næste mål, og efter en første hyggelig aften i Dunkerque, kendt for dramatiske begivenheder under krigen, går det syd- og vestpå. Kysten syd for Calais kaldes Opalkysten på grund af havets farve, og det er en af de vilde kyststrækninger, jeg elsker, og som jeg har kørt mange gange. Her er små byer med hvide huse, der står i kontrast til havets kræfter, og hvor jeg har vinden i håret og solen i ansigtet. Jeg har tidligere været på D-dagstrande i Normandiet og spist spandevis af østers i Bretagne, som jeg aldrig bliver træt af. Denne gang fokuserer jeg på nye ting, for eksempel de imponerende stensætninger ved Carnac i det sydlige Bretagne. De er ældre end selveste Stonehenge med deres op til 6.000 år.

Efter flere dage med hyggelige kystbyer når jeg de berømte regioner Haut Medoc og Margaux vest for Bordeaux og bor på et lille vinslot, hvor det fine publikum kigger på mig, som om jeg er gået forkert. Men den er god nok, jeg har fået denne perle med udsigt til grønne vinmarker og gamle stenhuse til spotpris. Allermest berømt i området er Saint Émilion med dens unikke terroir med skrånende bakker og det milde, solrige klima, som giver druerne perfekte betingelser for at modne til velsmagende verdensberømte vine. Maden fejler heller ikke noget, og trods mange turister er der en dejlig ro i Saint Émilions krogede middelaldergader.

Fra Bordeauxregionen går det ned langs Biscayen og dermed endemålet på denne tur. Alle os, der har læst Rasmus Klump som børn, tænker uvilkårligt på Skæg, den godmodige og eventyrlystne sømand, der havde en særlig fascination for Biscayen. Når snakken faldt på eventyr og farlige sørejser, kunne man regne med, at Skæg ville tale om “dengang, jeg lå nede i Biscayen”, hvorefter han altid blev afbrudt af noget eller nogen.

Min tur slutter i Bayonne, hvor hele byen er et stort virvar af mennesker i baskerhuer og røde tørklæder. Der er baskisk byfest, og den får ikke for lidt. Selv vender jeg mod nord og ser frem til sidste etape, mod Gibraltar.

Fakta

Turen til Nordkap var på 3478 km og turen til Bayonne 3168 km. Begge blev gennemført i en lille VW Up! Og så skulle Jakob jo retur igen, samme distance om end en anden vej. Overnatning foregik i telt eller på billige hoteller og mad blev ofte tilberedt over et trangiasæt. Hermed kan sådanne ture gøres meget billigere. Rejserne er en del af projektet om at køre hele Europas vestkyst, og man kan læse mere i min anden rejsebog, Aftenlandet, der efter planen udkommer ultimo 2025.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 4, 2024

Socialt blev min studiestart fantastisk med en vild såkaldt rusuge og et udmærket hold af medstuderende. Personligt var min studiestart dog ikke den nemmeste, og det er måske værd at huske på for alle de, der starter i disse dage med ofte ekstreme forventninger. Min mor havde været syg hele sommeren 1992 med tarmslyng og 2 fejloperationer, og hun var stadig indlagt på hospitalet, da jeg med min mosters og onkels hjælp flyttede til Århus.

Jeg havde ingen erfaring med boligmarkedet, og var desperat på jagt efter en bolig i Århus. Med manglende erfaring og få til at rådgive mig endte jeg i et usselt loftsværelse på 5. sal i Søndre Ringgade. Set i bagklogskabens lys var valget af det værelse et af mit livs dårligste beslutninger, også selvom jeg endte med kun at bo der i 4 måneder. Når jeg ser på de unges forventninger til boligsituationen i dag, og høre mine studerende fortælle om, at de er nødt til nærmest at have et fuldtidsstudie job for at kunne betale ejerlejligheder og lækre deleboliger på havnen, kan jeg godt trække lidt på smilebåndene i forhold til min start. For jeg klarede det, og 1. januar 1993 flyttede jeg ind i et værelse på Tandlægekollegiet, hvor jeg levede det glade studenterliv og fik venner, som stadig er nære den dag i dag.

Jeg havde glædet mig til at starte på statskundskab. Jeg ville egentlig have haft et sabbatår, men da jeg kunne komme direkte ind, valgte jeg at starte med det samme og så tage passende pauser senere. Jeg oplevede overgangen fra gymnasiet som hård. Selvom der blev taget godt imod os, og vi havde både tutorer og instruktorer, som tog hånd om os, var jeg overvældet af læsemængderne, ikke mindst de mange tekster på engelsk. Jeg følte mig dum, og at mit hoved var ved at sprænges. Da statskundskab allerede dengang var et meget kompetitivt studie, var det dog ikke noget vi talte så meget om i dybden udover at beklage os over underlige tekster og mærkelige forelæsere. Først senere er det gået op for mig, at min følelse var helt normal. Lige før efterårsferien, da jeg lammetævede studiekammerater i Trivial Pursuit, gik det op for mig, at jeg ikke var dummere end dem, snarere tværtimod. Jeg begyndte langsomt at få selvtilliden tilbage, men den svære studiestart havde påvirket mig. Jeg havde ikke haft brug for at lave det store i folkeskolen og gymnasiet, og det var først efter 2 års studier, jeg for alvor fandt ud af, at skal man klare sig godt på universitetet, er man nødt til at sætte sig ned på sin flade bagdel og arbejde. Det gjorde jeg fra og med 4. semester, og resten er historie som man siger. I min indstilling til ph.d.-stipendium, blev det ligefrem bemærket, at min kandidatuddannelse jo var bestået med vældigt meget højere karakterer end min grunduddannelse.

Enhver må selv finde sin vej igennem studiet, men mit gode råd vil være at tage studiet seriøst, skære ned på fritidsjob i starten, men samtidig lade være at stresse. Der er god tid, ikke mindst i starten, og på trods af politikernes irriterende ideer om fremdriftsreform og dimensionering, er det at studere stadigvæk et pragtfuldt liv, som former en for resten af livet.

I forbindelse med min runde dag har jeg været i arkivet og fundet et billede fra hvert år af mit liv. Det bragte minderne frem!

New Zealand blev for nogle år siden kåret af DBKs medlemmer som verdens bedste rejseland. Forud var gået en lang afstemning med kvart- og semifinaler. Jeg hører til dem, der stemte på landet, for ved mit første besøg i selve New Zealand i 2017-18 blev jeg som mange andre fuldstændigt besat. Landet har det hele: smuk natur, vilde ødemarker, sprøjtende gejsere, søde mennesker, god infrastruktur, vilde eventyr og noget af verdens bedste vin og øl. Og så blander landet konservatisme og hippiekultur på en måde, der passer godt til min personlighed!

Med seks uger i to forskellige biler var der tid til både de traditionelle turiststeder og de omveje, som denne artikel handler om. Selvfølgelig så jeg det vulkanske landskab ved Rotorua, den charmerende hovedstad Wellington, vinmarkerne i Marlborough, Milford Sound, outrerede Queenstown og pingviner, albatrosser og søløver. Men det var på vejene imellem disse steder, jeg havde de største og mest uventede oplevelser. Ad spektakulære veje, Lonely Planet beskrev som kedelige… Langs den vilde sydkyst, som jeg opsøgte, fordi jeg elsker geografiske ekstremer. Og hos excentriske mennesker, der villigt åbner deres hjem for fremmede.

En tabt verden og en selvstændig republik

Midt på Nordøen finder man ”Forgotten Highway”. Det er en gammel landevej mellem to mindre byer, hvis betydning for længst er glemt, og hvor den moderne trafik fører andre steder hen. Formelt er der tale om rute 43, der løber 145 km fra Taumarunui til Stratford gennem flotte slugter, regnskov og ubetydelige flækker. Ingen steder går det ligeud. Man kører gennem uendelige grønne, kurvede bakker, højdedrag, og såkaldte ”saddles”, hvor vejen bugter sig i uendelige og efterhånden også ulidelige hårnålesving.

Jeg gør holdt i Whangamomona, hvor de lokale på et tidspunkt har udråbt byen til selvstændig republik, uafhængigt af New Zealand. Det er på byens berømte og berygtede hotel, at uafhængighedsbevægelsen har sit hovedkvarter, og de lokale bag baren mener det tilsyneladende alvorligt. New Zealand er ligesom USA fuld af excentrikere. Republikken har også eget postkontor og souvenirbutik, der dog ser noget lukket ud. Myndighederne har på et tidspunkt forsøgt at gøre en ende på selvstændigheden, men da her ikke er meget at komme efter, og indbyggerne for størstedelen består af fordrukne men harmløse ældre mænd, opgav man forehavendet. Men man dyrker modkulturen herinde. Autoværkstedet har satiriske og dybt samfundskritiske bemærkninger malet ud over hele facaden.

Lysende Sankthansorm

I Waitomo på Nordøens ”bagside” finder man Glowworm Caves. Man kan kun se hulerne og de små lysende dyr på en guidet tur til en pebret pris, hvor man sejler ind i hulerne. Dyrene må ikke forstyrres af lys og larm, så man bevæger sig på pramme, der via et sindrigt snoresystem trækkes af vores guide, en stor og smilende maorikvinde. Inde i hulen er der masser af lysende glowworms, der får hulen til at ligne den sydlige stjernehimmel, der præger nætterne udenfor.

Glowworms er ikke orme, men snarere en slags larver, der vokser i mørke fugtige huler. Med en lysende prik på halen lokker den små insekter til sig. Evolutionen er mangfoldig! Det er et trist og kort liv at være glowworm. Så snart den er udklækket, formere den sig og dør i løbet af en dag. Der lægges nye æg og showet kan starte forfra.

Doubtful Sound

De fleste, der har været i kiwiernes land, kender Milford Sound på Sydøen, et af verdens smukkeste steder. Der var jeg skam også på denne rejse. Men uventet er naboen Doubtful Sound næsten lige så vildt. Vejret er dårligt, da jeg starter. Jeg har overnattet mellem træer på en gammel mølædt campingplads med schweizerhuse og små fine hytter, hvor jeg bliver indlogeret af en flink, snakkesalig ældre dame med briller fra 50erne og et gebis, der slet ikke passer og hæmmer hendes linde talestrøm om alt fra vejret til amerikansk politik.

Turen ud i fjorden går via Lake Manapouri, og med den tætte tåge er der kun lejlighedsvise kig til de omkringliggende bjerge. Efter en times sejlads når man West Arm Power Station, et kæmpe vandkraftværk, der kan forsyne hele Sydøen med sine 180 MW energi, men som mest driver et aluminiumsværk i Bluff. Det er bygget i 1960erne, og fordi det var svært at transportere tingene ad vejen nede fra Bluff, sejlede man i stedet ind gennem Doubtful Sound og byggede vejen derude fra, over Wilmotpasset til kraftværket. Det er New Zealands dyreste vej med 2 dollars per centimeter, men den er det værd, fordi den i dag gør Doubtful Sound tilgængelig for os.

Omsider er vi ved begyndelsen af selve Doubtful Sound. Det hedder sådan, fordi Captain Cook valgte ikke at sejle herind, fordi det var tvivlsomt, om der var vind nok til at føre ham ud igen. Senere sejlede spanierne ind, og Bauzaøen er opkaldt efter kaptajnen. Her er vilde klipper formet af gletschere. Pga. dybden og en speciel saltblanding er her masser af fisk og dyreliv, man normalt kun ser på oceaniske dybder. Derfor er her både delfiner, pingviner, koraller og masser af fisk, og på vej tilbage igen ser vi en stor blåhval, der blæser sin karakteristiske stråle.

Langt mod syd

Mange tager den ”korte” vej til Queenstown og derfra til fjordene og gletscherne i vest. Men jeg insisterer altid på at køre kystnært og tager hele den lange tur langs New Zealands sydkyst. Her er storslåede kystveje med mark- og strandblomster i gult. De dufter denne sursøde honningduft, som har fulgt mig på hele turen i den New Zealandske sommer. Alle disse veje langs vandet med klitter, skrænter og brusende bølger minder mig i det hele taget om barndommens somre ved Vesterhavet, noget der fylder meget i min identitet og erindring.

Det er en flot tur ud til fyrtårnet ved Nugget Point, der er som taget ud af en roman om pirater og skibsforlis. Ude ved fyrtårnet er der et godt stykke vej at gå ad en smuk snoet vej langs vandet. Her er udsigter til stejle klipper og fuglefjelde, og der er varmt og sommerligt med alskens planter der har overtaget de stejle skråninger. Søfugle ligger på reder på klipperne, og nede i vandet svømmer pelssæler rundt. En mor med to unger ligger og nyder formiddagssolen i det lave vand. Fluer summer og fugle dykker mod havet på jagt efter føde. Der er små poetiske skilte, der beskriver dyreliv og landskab: ”Caitlins kyst, et sted for luft og drømme”. ”Nuggets Point, hvor havet møder klippen, hvor vinden møder tidevandet”. Man føler, man er midt i verden her, midt mellem hav og land, på en forpost i det mægtige ocean, der først slutter i Antarktis, tusinder og atter tusinder af sømil borte.

Videre langs sydkysten går det mod Slope Point, New Zealands fastlands sydligste punkt. Officielt er det i Bluff, og det er der, alle turistbillederne bliver taget, men geografisk er det altså her. Der gøres ikke noget ud af det. Vejen går gennem marker, men omsider kan jeg se en lille oprejst tromle og et gult skilt, der forkynder det åbenbare. Selv om vi er langt mod syd i New Zealand, er vi kun halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen.

Dagens sidste fyrtårn bliver i Waipape, efter en lang grusvej. Der kommer ikke mange mennesker hernede, men der har dog boet en fyrmesterfamilie indtil for nylig, og der er en udstilling om fyrfolkets liv og levned. Fyret ligger på en klassisk udpost af en klippe, omgivet af kyst med et rigt dyreliv. Her er flere sæler, en doven søløve ligger på stranden og snorker, og i vandet ser jeg en lille hval. Jeg kan ikke komme længere væk i New Zealand.

Fra Bluff til Reinga

I New Zealand taler man om landet som gående fra Bluff til Reinga, det nordligste punkt. Turen herop er fin med dejlige udsigter til både det åbne vand og til de store sandklitter på den anden side. Jeg beslutter mig for at prøve bilfærgen for at spare nogle kilometer og kører mod Ranewe, et hyggeligt lille færgeleje med nogle få butikker, et par cafeer og en dok. Færgen sejler hele tiden her om sommeren, solen skinner, og der er feriestemning. Færgeturen er kort, et kvarter over på den anden bred. Jeg stopper ved et stykke af den berømte 90 mile Beach, som er hvid og bred. Derefter går det nordpå i lang tid med flotte klitter mod både øst og vest. Omsider bliver landet smallere, mere bakket og endnu mere tropisk. Der er en stor P-plads for enden, hvorfra man går via en kæmpeklit det sidste stykke til fyrtårnet. Det er Cape Reinga, det nordligste punkt. Nu kan jeg ikke komme videre. Tasmanhavet møder Stillehavet, ligesom ved Skagen er det to have, der flyder sammen, og der er klart forskel på bølgerne i de to. Maorierne tror, de dødes sjæle flyver ud over havet her, og det er en smuk tanke. Min tur i New Zealand er også fuldbragt for denne gang.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 91, forår 2023

Vi er på Rancio Primicias, et privatejet reservat midt på Galapagos’ hovedø Santa Cruz, der huser nogle af de største og ældste skildpadder i verden. Jeg har været fascineret af skildpadder, både på land og i havet, siden jeg var seks år gammel. Kickstarten blev engagerede, naturkyndige lærere i de små klasser, og at jeg fik foræret en af de dengang populære nålepuder formet som en skildpadde. Så var fantasien og interessen ellers vakt hos en videbegærlig dreng, der som syvårig vidste alt om skildpadder, og satte den stakkels skolebibliotekar på overarbejde med at hente bøger hjem. Det var før Internettet …

Darwins øer

Det er første dag på Galapagos, vi er fløjet ind fra Ecuadors fastland om morgenen, er i hast blevet installeret på vores båd, og efter en bustur op til øens midte er eventyret ellers i gang! Vi stopper ved et imponerende krater. Dem er der mange af på Galapagos, men dette er helt tilgroet og et orgie i grønt. Galapagos består af vulkanske øer, dannet for fire til fem millioner år siden og formet af hyppige udbrud siden da. Lava er som bekendt ganske fertilt, og så snart der er vandkilder, pibler alt det grønne frem: kaktusser, tornebuske, små og store træer.

Galapagos forbindes mest af alt med Charles Darwin, for det var på opdagelsesrejse med det gode skib HMS Beagle i 1832 til 36, han udviklede grundlaget for sin berømte teori om arternes oprindelse, som kom til at revolutionere videnskaben og det accepterede verdensbillede. Der gik dog mange år fra Darwins optegnelser på Galapagos til han publicerede ”Arternes oprindelse”. Darwin var søn af en præst og en gudfrygtig mand, og han var med rette bange for omverdenens reaktion, da han selv var klar over rækkevidden af sine opdagelser, som skulle ryste både kirken og andre overleverede fortællinger.

Galapagos’ perle: Isla Isabela

Vi er ombord på det gode skib M/S Aida Maria med blot 13 passagerer og syv besætningsmedlemmer ombord. Standarden er rigtig fin til prisen. Vi sover i udvendige kahytter, men den meste tid går på i vand og på land eller på fordækket med betagende udsigter og spektakulære solnedgange.

Næste dag når vi den store ø Isabella, som nok er den mest berømte og interessante af øerne pga. sit varierede liv til lands og vands. Her er vulkanske månelandskaber med små blå bjerge i baggrunden, der ser ud som der må have gjort på dinosaurernes tid. I en mangroveskov ses for første gang et helt særligt dyr for øerne, saltvandsleguanerne, der findes i titusindvis og er habile svømmere, modsat deres landfaste fætre, der også findes på øerne. I hobetal sidder de i solen og opvarmer deres vekselvarme krop. Her er også krabber i knaldrøde farver, lyserøde flamingoer og hvide traner. Overalt pibler det med liv på de våde, varme klipper.

Vi er i vandet mange gange under de i alt seks dages sejlads. Det foregår i våddragt, for vandet er ikke varmt. Selv om vi er på Ækvator bidrager havstrømme nede fra Antarktis til at holde temperaturen nede. Især omkring Isla Isabella er snorklingen noget af det ypperste med rev, tropiske fisk og ikke mindst de store havskildpadder. Det er fascinerende at være så tæt på disse elegante skabninger og få lov at være med dem i deres univers. Men nok se, ikke røre!

I små både sejler vi rundt blandt søløver og talrige fuglekolonier. De karakteristiske pingviner, både af Galapagos- og Magellanarten, dominerer mange steder, men vi ser også de sjove blåfodede suler, hejrer og i det hele taget en ubegribelig artsrigdom.

Fregatfugle på Ækvator

Næste eftermiddag krydser vi Ækvator. Vi stimler sammen på broen, da kaptajnens GPS står på 0°00.000 S, så det er passende med en kølig Ækvatorøl fra baren, mens store fregatfugle kredser om skibet eller hviler ud på vores master. Hannerne har et karakteristisk rødt bryst, der kan pustes op for at imponere hunnerne.

I de sidste to dage besøger vi også øerne Rabida, Santiago og North Seymour. Vi sejler mellem mangroveskove og ser utallige karetteskildpadder i det lave vand, mens fugle af alle slags kredser over os. Vi er i våddragterne for at se endnu flere spektakulære revfisk, men der skal navigeres forsigtigt i den høje søgang. Bølgerne kommer langt væk fra, og der er dybt omkring øerne. I land ser vi store kolonier af legende søløver og de helt særlige Galapagos-pelssæler. En mor kalder på sin bortkomne unge, og vi står nu med passende afstand i første parket og følger den lilles Odysse hjem og den rørende gensynsglæde, mens den lille bliver nusset og ammet. Rørende.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 89, efterår 2022

”Jamen du er da i god tid”, udbryder den kvindelige norske tolder, ”hvorfor kom du ikke før”? Jeg elsker norsk humor! Hun mener også, det er en laaaaang tur til Nordkap, en kommentar jeg får fra mange nordmænd på vejen.

Jeg har på forhånd fået at vide, at det er turen snarere end selve Nordkap, der er det vilde og spændende ved at køre derop. Så jeg har planlagt at tage mig god tid.

Norge er smukt fra starten. Efter meget trafik ud af Kristiansand, er jeg snart ved den første norske sø, og endnu engang har jeg følelsen af, hvorfor jeg ikke er i dette dejlige lande noget oftere. Kystruten mellem Flekkefjord og Egersund er en vild tur med stejle klipper ned mod havet. Der ligger små fiskerbyer langs kysten, her på kanten af Nordsøen og på kanten af Europa.

Allerede næste dag følger et af turens højdepunkter. Preikestolen, denne mægtige fritliggende klippe, som jeg længe har ønsket at bestige. Termometeret siger 28 grader, og hele Norge synes at være på vej op. Nordmænd er jo noget for sig, og mange, især purunge jenter, tager turen op og ned i løb! De mange danskere og tyskere er en dejlig påmindelse om, at verden åbner igen. Efterhånden kommer Lysefjorden til syne under os. Omsider tegner en fuldstændigt fritstående fjeldplade sig forude og målet er nået. Her er folk, der holder picnic, kærestepar, der tager selfier, og i vandet dybt nede under os sejler turbåde, mens paraglidere flyver forbi som lydløse fugle. Her er magisk og udsigten er milevid i alle retninger. Her er vi på toppen af Norge.

Nede igen går det ud til hovedvej 13 i retning af Røldal. Det er Norge, som jeg husker det fra min barndom med små røde huse beliggende på øer, brusende elve og stejle granbeklædte klippesider, hvor små forfaldne sæterhytter vidner om en fortid, hvor dette har været landbrugsland. Ved en smukt beliggende sø syd for Røldal, omkranset af høje tinder, slår jeg mit telt op. Waw.

Næste morgen kører jeg på østsiden af Oddafjorden, en arm af den mægtige Hardangerfjord. Jeg gør et holdt ved de imponerende vandfald ved Låtefoss, hvor der også er godt fyldt op.’ Det er i det hele taget en smuk vej her langs fjorden. Her er æbletræer i blomst, og stedet er da også kendt for sine cidere, ikke mindst fra Lofthus. Jeg tager en afstikker op til gletscheren Buarbreen i Folgefonna Nationalpark, der lyser hvidt et stykke oppe ad klippesiden. Om aftenen besøger jeg mine amerikanske venner, der har lånt en kollegas hus i Kinsarvik, lige ned til fjorden. Charles griller torsk, og vi har en snak om alle de store og væsentligste ting i den lyse sommernat.

De næste dage bringer mig op i Norges højeste fjelde. Langs Sognefjorden kører jeg til Årdal og tager passet ad vejen med det sigende navn, Tindeveien. Højalpine landskaber, fjeldsøer og felter af sne. I passet er der en bom, og man kan kun betale med kreditkort. En sjov konstruktion her i vildnisset. På den anden side venter Norges højeste bjerg, Galdhøpiggen. Landskabet heroppe bliver vildere, og jeg forventer hvert øjeblik, at guder, kæmper eller trolde vil dukke op. Jeg ser stavkirker og traditionelle norske gårde i den hyggelige landsby Sel, før turen går op gennem Gudbrandsdalen, en bred dal der nok er noget af det mest norske, man kan forestille sig. Dalen var længe isoleret og har rygter for en vis indavl, men med hovedvejen igennem er isolationen en saga blot. Dovrefjell NP er endnu et øde område med udsigt til Norges mytiske bjerg Snøhætta, der som navnet antyder ligger med en ring af sne.

Turens sjette og længste køredag starter i regnfulde Trondheim. Nidaroskatedralen er desværre lukket pga. gudstjeneste, så jeg må se dette prægtige gotiske mesterværk udefra. I Bispegården forsøger lokale ildsjæle at holde et lille middelaldermarked kørende i den silende regn. De er gennemblødte under de røde kutter, men spiller tappert. Uden for byen ser jeg Stiklestad, Norges svar på Jelling, hvor den norske nation blev født i 1030 i det berømte slag, ironisk nok ved at kongen, Olav den Hellige blev dræbt. Stenen, hvor han udåndede kan ses bagved alteret i kirken. Ingen tvivl om dette sted er vigtigt for nordmænd, men jeg er den eneste udlænding.

Det bliver som ventet en lang køredag med regn det meste af tiden. En del af turen går langs Namsen, verdens nok mest berømte lakseelv, som jeg nok ville have brugt mere tid på, da jeg var barn og lystfisker. Men måske en anden gang. Trods regnen fortsætter vejen i stor skønhed med både mægtige fjelde og dybe søer. Ganske som det ville være i Rasmus Klump, markerer en portal, at man nu kører ind i Nordnorge. Selvfølgelig flankeret af nordlys.

Mosjøen er en fin lille by med Sjøgata med mere end 100 træhuse lige ned til en dyb fjord. Den er på Unescos verdensarvsliste som et eksempel på en komplet og traditionel norsk kystby med velbevandrede træhuse. Alt ser intakt ud, som i byens storhedstid. I de tidligere handelshuse er der nu et lille kulturcenter, en indisk restaurant og en sushi takeaway. Her er en stemning af verden af i går, mens turister går rundt med rejseførere med præcis angivelse af alle huse og af og til trækker kameraerne for de obligatoriske billeder.

Efter en overnatning i Mo-i-Rana er det endnu en lang dag, hvor målet er mægtige Lofoten. Dagen starter dog på Polarcirklen. Der er bidende koldt og en strid vind, og det golde landskab signalerer, at jeg nu entrer Arktis. I Ulvsvåg forlader jeg for første gang i lang tid den legendariske E6 og kører ud  på Hamarøy, hvor jeg skal prøve at komme med færgen i Skutvik. Herude bliver fjeldene højere og vejene mere end snoede. Turen tager lang tid og koster mange billeder. Jeg passerer små byer, der ser forladte ud, krydser broer, og forventningens glæde stiger. Jeg er på vej mod Lofoten. Færgeturen fra Skutvik til Svolvær på Lofoten er som lovet flot. Sorte og grønne klipper tårner sig op bag Svolvær og giver mindelser om Isle of Skye i Skotland. Jeg bor på Furu Hostel, nok det mest cool hostel nogensinde. Her er gamle designermøbler krydret med tæpper af lam og ren, vægge i lyse farver med naturbilleder, en dejlig økologisk bar og restaurant og de sødeste mennesker, der taler sammen frem for at være på de uundværlige telefoner. Nede ved vandet er der sauna og bålhytter, og man mærker med det samme roen sænke sig. En klar anbefaling herfra.

Vejret bliver bedre end lovet. Lofoten består af en kæde af øer forbundet med nye broer, og jeg kører hele vejen til Å i syd. Jeg besøger fine strande, gamle træklædte fiskerbyer og stopper konstant for de vildeste udsigter. Lofoten er stort. Jeg undervurderede åbenbart afstanden, da jeg bookede et sted, der så ud til at ligge lige uden for Svolvær. Det bliver en lang tur, selv om jeg skyder genvej med den lille færge fra Melbu til Fiskebøl. Heldigvis er det stadig lyst, og på den yderste vej langs vandet finder jeg omsider frem til Prøsch Brygge, en gammel telegrafstation helt ned til vandet. Værten Espen er flink og steger sejfileter til mig i sommernatten, og vi snakker længe. Ham og konen er på grund af corona gået fallit med et hotel i Tromsø og har tabt syv millioner. Nu er dette arvestykke det eneste, de har tilbage. Katrine er femte generation. Jeg går til køjs i det gamle men hyggelige værelse med masser af ting og udsigt til det vuggende hav lige uden for. Den største idyl.

Næste dag tager jeg helt ud til Vesterålens spids til den afsidesliggende fiskerby Nyksund, helt ude ved Norges og verdens ende. Byen har været forladt men atter fået liv, da en tysk filantrop kastede sin kærlighed på den og via indsamlinger og masser af arbejde renovere de gamle huse, mange på stylter i bugten. I storhedstiden var byen rig på hvalfangst, men med skiftende tider forfaldt den. Nu har han med de oprindelige materialer sat gang i en restaurering, hvor han funder alt fra bolte, skruer, brædder og net som han og andre ildsjæle bruger i restaureringen. Stedet og byen emmer af verden af i går.

Tilbage på fastlandet kommer jeg gennem Alta, hvor jeg ser byens berømte verdensarv, de 5-7000 år gamle helleristninger. De findes på en lang vandrerute rundt i et stenet landskab ned til fjorden. Her er mænd, både, indhegninger med rener og illustrationer af jagt og fiskeri. Selv om mange af tegnene uden tvivl har ceremoniel betydning, virker andre som simple brugsanvisninger i jagt og fiskeri. Helleristningerne har måske været datidens bibliotek, kirke og internet i ét.

Turen det sidste stykke til Nordkap er lang med flere fjorde og efterhånden vilde, golde landskaber uden træer. Vejret er indimellem fint med sol, men det ændrer sig. I Olderfjord deler vejen sig igen, og nu går det kun mod nord. Tidligere skulle man med færge, men i dag når man Nordkapøen gennem den 6,8 kilometer lange Nordkapptunnel, som blev indviet i 1999. Det er en kæmpe ingeniørmæssig bedrift. På sit dybeste sted går den 212 meter under havets overflade, og begge ender er forsynet med såkaldte kuldeporte for at forhindre tågen i at gennembore tunnelen om vinteren. Det sidste stykke ser jeg flere forblæste turcyklister og en enkelt autocamper. De er alle, som jeg, på vej mode deres mål. Det sidste stykke får jeg et solglimt ud til Knivskellsoden, inden skyerne trækker sig sammen igen, og så ankommer jeg til den gigantiske parkeringsplads. Min triptæller viser 3748 km siden Kristiansand!

Her er isnende koldt og blæser en strid vind, der synes at komme fra alle retninger på en gang. Jeg tager billeder ved den berømte jernglobus, der markerer Nordkap og kryber i ly på museet med nok verdens mest overdimensionerede souvenirbutik.

Mens jeg får varmen, reflekterer jeg over, hvordan mine rejser i Europa i 35 år har nået et foreløbigt endemål her. Jeg har nu denne sommer taget turen fra Rudbøl ved den tyske grænse til Nordkap, og lille Up! har kørt 4200 km. Jeg er klar til meget mere Europa, som er og bliver mit yndlingskontinent. Og efter en nat i en lille hytte tæt på Nordkap starter turen sydpå. Men det er en anden historie.

Når man har sagt A, må man også sige B. Efter at have nået Nordkap foreslog flere, at jeg også skulle helt over mod øst, til Kirkenes. Jeg var enig, for jeg har en svaghed for ekstreme geografiske positioner. Og her kan man ikke komme længere væk i Europa, når man nu synes, Rusland hører til et andet sted.

Denne del af Norge har længe været et grænseland, men som regel har sameksistensen mellem nordmænd og russere været fredelig, selv under Den Kolde Krig. Selvfølgelig har man holdt øje, men der har været handel og samkvem på tværs af grænsen. Med tyskerne var det

Turen fra Nordkap er lang. I første omgang til Olderfjord og Lakselv. Vejen gennem Finland er kortere end op langs Ishavet, så jeg skyder en genvej og forlader for en gangs skyld E6.Det bliver til et kort besøg i Karasjok, de norske samers hovedby og et hurtigt kig på friluftsmuseet. Straks jeg er i Finland ser jeg de utrolige uendelige fyrreskove, og selv om det altid har stået som en drøm at komme til det nordlige Finland er første indtryk utroligt kedeligt med nåletræer og små søer. Landskabet er helt vildt fladt, Jeg krydser en stor vej i Kaamanen og kører videre gennem Kirakki-Olli og grænse ved Neiden. SÅ er jeg atter inde i Norge og genforenet med E6. Selv om det er midt om sommeren, skal jeg bo på ishotellet ligger lidt syd for byen.

På ishotellet bliver jeg budt velkommen af russiske Sasha, der fungerer som hotelvært, guide og tjener. Jeg tager en rundtur, blandt andet til min personlige iglo i værelse 4. Gangene er af blålig is, oplyst med lamper, og min iglo byder på en seng udskåret i is, pyntet med isbjørne og rener, og der er endog en kunstig iskamin med et flakkende lys. I gangene er der flere isskulpturer og for enden er der en komplet juleudstilling med kane og julemand. Det hele har fået lov at overvintre, fordi det trods alt er billigere at holde det nedkølet end at bygge alt op forfra til vinter.

Jeg stiller mine ting i det hyggelige værelse klædt med skind og begiver mig til restauranten, hvor der serveres en udmærket treretters middag, som er inkluderet i prisen. Ikke dårligt her i dyre Norge. Sasha demonstrer, hvordan man kæder sig på til natten, komplet med balaklava, tykke sokker og en sovepose, der er Nordpolen værdig. Derefter er det en tur i isbaren, hvor der serveres drinks i isglas, som man naturligt skal smadre mod væggen bagefter. Hvor får man ellers lov til det? Herefter er der omklædning til det varme tøj og soveposen, og man kan så begive sig mod sin lune seng. En fransk familie nyder også løjerne, mens andre, der skal sove i de nærgående hytter, bestemt er sikre på, vi fryser ihjel inden næste morgen. Jeg kryber glad til køjs, temperaturen er to grader og jeg sover som en sten, kun afbrudt af enkelte opvågninger hvor jeg glæder mig over at være på dette specielle sted. Pris og klasse over mine normale overnatningssteder.

Næste dags hovedmål er Kirkenes by og især Grense Jakobselv. Kirkenes blev som sagt bombet og senere brændt ned af tyskerrne under krigen. Det ses, og der er ikke meget at komme efter ud over Kirkenes Kirke og et monument for sovjetiske soldater. Og så er det her, min kære E6 omsider ender, ude ved Hurtigrutens kaj. Her er supermarkeder med kyrilliske bogstaver, for var det ikke for fortsatte coronanedlukninger, var her en livlig grænsehabdel. Både nordmænd og russere kan frit rejse inden for en bestemt zone på begge sider af grænsen. Heroppe er stormagtspolitikken afslappet. Jeg kører ud mod grænseposten øst for Kirkenes. Her ender Schengen, står der. Her er megen sikkerhed, mange kameraer og en lurvet lille souvenirbutik med en udskåret bjørn af træ udenfor. Turen nordpå op til Ishavet og selve Grense Jakobselv går langs elven af samme navn. Det er elven, der udgør grænsen. nogle steder trommer klipper sig op på den russiske side, men for det meste går grænsen i en lille skov. Det er imponerende at tænke på det mægtige land, der strækker sig 9000 kilometer mod øst på den anden side af grænsen. Der er skilte med strenge formaninger om ikke at tage fotos. Der er også skilte om ikke at tisse i retning af Rusland! Det kalder jo på et billede, Og mens jeg står der kører en lille jeep med norske soldater grinende forbi. De ved præcist, hvad det er, jeg tager et billede af. Russerne på den anden side tager det ikke for sjov. Kort inden mit besøg har en norsk kvinde fået en bøde på 8000 kroner for at stikke en arm ind i Rusland. Hun blev fanget på overvågningskameraer.

Ude ved ishavet danner en stor slette grænsen til Rusland. Elven løber i midten, og der er røde grænsepæle på den norske side og grønne og røde på den russiske. På den norske side finder man også Sankt Olavs kapel, der i århundreder har været et symbol på, at Norge også hersker oppe i denne udørk ved Ishavet. Jeg står med andre turister og tager i døren, mens en kvinde kommer forbi. hun viser sig at være en lokal guide, der har en nøgle til kirken. Hun siger surt, at vi får sæsonens sidste rundvisning, da man ikke vil betale hende, og man ikke kan finde flere frivillige. Vi er derfor heldige, at vi kommer ind i den smukke stenkirke, med interiør i træ og den dejligste udsigt gennem de blyindfattede vinduer.

Ude fra kirken går jeg en dejlig tur helt ud til Ishavet. Der er et klitlandskab, der ikke er helt ulig Vestjylland. her er en lille havn af fritidsfiskere, og Der er ingen tvivl om, at det kolde vand rummer en rigdom af fangster. jeg finder en høj og spiser frokost med udsigt til Rusland, men jeg reflekterer over dette fjerne sted og grænser generelt. en elv som denne udgør en naturlig grænse, men til syvende og sidst er grænser jo blot en slags sociale konstruktioner afgjort af krigshelt og historiske tilfældigheder. Det har i dette tilfælde skabt 2 meget forskellige lande på hver sin side af elven. lille velstående Norge og store lidt primitive Rusland med de mægtige vidder og adgang til Stillehavet 9000 kilometer mod øst. Det ER en anden verden hinsides floden.

Som altid benytter jeg 31. december til at se tilbage på året, der gik. 2022 blev det første nogenlunde normale år efter corona og så alligevel ikke med krig i vores baghave, økonomisk turbulens og en alt for urolig verden.

For mig startede året helt elendigt med corona og en nytårsaften alene. Jeg blev først frisk et godt stykke ind i en januar, der var fyldt med mange ærgrelser og problemer. Det blev først godt fra uge 4 og den årlige skitur med drengene, selv om vi kun var tre, fordi en enkelt var noget hårdere ramt sygdomsmæssigt end mig. Men sne, sol og Val Thorens er jo altid godt for sjælen, og for mig personligt blev året bedre og bedre. Jeg har i går set mine 1592 billeder fra året (og det er eksklusive rejsebillederne), og det vidner om et godt år med dejligt samvær med mange af jer. Tak for det.

Højdepunkterne rejsemæssigt var Kap Verde og Senegal i marts med Mette og hendes piger, en vidunderlig skitur til Tignes i påsken kombineret med roadtrip i Frankrig, omsider et besøg hos fætter Peder og Diana i Massachusetts, ture til London og Armenien med Mette, første udenlandske konference siden 2019 (i Dublin) og så Syrien og Libanon i november. Enestående oplevelse og også rystende at se ruinerne. Endelig var jeg som altid på sommertur i Danmark, denne gang hele vejen rundt med dejlige vennebesøg og en tur til Norges smukke Vestlandet efterfølgende.

Arbejdsmæssigt er jeg stadig glad for at være tilbage på Aarhus Universitet og fantastiske studerende og kolleger. Jeg må dog tilstå, at megen ansøgningsaktivitet også resulterer i mange skuffelser. Og enkelte sejer Men dejligt den akademiske verden er ved at være normal med fysisk undervisning og konferencer. Det er i det fysiske møde, jeg virkeligt bliver inspireret.

Årets store tragedie var naturligvis Ruslands og den rædselsfulde Vladimir Putins invasion af Ukraine, der fyldte os alle med chok og rædsel dengang i februar og desværre har fortsat med det året ud. Forfærdeligt at overvære, hvordan en uskyldig befolkning terrorbombes og udsultes, ganske som under Stalin. Det havde jeg ikke troet, vi skulle opleve i vores levetid så tæt på os. Min maksimale sympati er med det ukrainske folk og ingen tvivl om, hjælpen skal fortsætte, gerne med endnu større styrke, også militært.

Sidste del af året bød på dejlige rejser og mennesker, men desværre også det første tilfælde af mobning, jeg har oplevet siden folkeskolen, som ramte mig og personer meget tæt på mig. Ganske som dengang er mobberne små misundelige mennesker, og det fylder nu kun en lille del af mit liv. Men voksenmobning er lige så rædselsfuld som børnemobning, skulle jeg hilse og sige. Jeg håber virkelig, det er overstået nu, for rart er det ikke.

Vi er i år ikke ude at rejse hen over jul og nytår men holdt jul hjemme i vores dejlige hus på Vinløvstien, vi bliver mere og mere glade for. Nytår fejres også her i aften med et par venner, og så er det ellers et nyt år fra i morgen. Jeg kommer til at starte 2023 med både en længe ventet tur til Oman med berejste venner og et udenlandsk skriveeksil, så fundamentet er lagt for et år, der forhåbentligt bliver endnu bedre end det forrige, ikke mindst for vores urolige verden.

Må jeg ønske jer alle et godt nytår!