DBK – Jakob Linaa Jensen

Syrien – på vej tilbage efter ragnarok
Vi kører opad mod bjergene fra Libanons hovedstad, Beirut. Skiltene antyder på fransk og arabisk, at vi er på vej mod grænsen til Syrien. Vi er spændte, da vi på nethinden har forfærdelige billeder fra det tidligere borgerkrigshærgede land. Det udbombede Homs, giftgas i Damaskus’ forstæder og horder af desperate syriske flygtninge …

Det er efterår 2023, og selvom flere af vores bekendte allerede har været inde i Syrien, er vi alligevel spændte på, hvad der mon møder os. Vi skal hente vores visum på grænsen. Køen er betydelig, og deres system er kaotisk. På deres liste står to franskmænd i stedet for os, og chaufføren sveder – vores fixer har begået en fejl! Efter lidt ventetid og betaling af de obligatoriske 80 euro for visum bliver vi dog sluppet ind i Syrien. På grænsen venter en ny bil og veksling til et uhyrligt stort bundt syriske pengesedler. De internationale sanktioner har medført hyperinflation.

Vi kører ned fra bjergene mod Damaskus. Jeg ved ikke helt, hvad jeg har forestillet mig, men foreløbig virker det fredfyldt, og der er ingen tegn på krigens gru. I en betonforstad til Damaskus skifter vi atter bil, og efter en kort ventetid i solen bliver vi kørt ind og læsset af på en travl markedsplads umiddelbart uden for den gamle bydel. Gennem snævre gader tager vores lokale guide Ophelia os ned til et hyggeligt hotel med den typisk arabiske gårdhave med flotte blå mosaikker og et oliventræ midt i det hele. Alle omkring os, både hoteldirektøren og de andre guider er kvinder, og vi bliver budt på te og dadler.

Ad tusindårige gader

Snart er vi på opdagelse i Damaskus, en af verdens ældste byer, hvis historie går 8000 år tilbage. Som vi går i de snævre gader omgivet af handlende og familier med børn forestiller vi os, hvordan der har boet og levet mennesker her mange tusinde år før Jesus efter sigende gik på Jorden. Vi får den lækreste kebab, hvor rullen dyppes tre gange i kyllingefedt, hvilket giver en helt speciel sprød overflade. Vi passerer boder med store røde granatæbler, håndværkere med værksteder med flotte lakæsker, chatoller og skakspil. Mange steder bliver vi budt ind og tilbudt te og en snak, helt uden den insisterende salgsteknik, der præger så mange arabiske lande.

Selve Damaskus gik i høj grad fri af krigen, mens nordlige og sydlige forstæder, tilholdssteder for de mange oprørsgrupper, blev bombet med russisk hjælp. Nogle husker måske Assads brug af giftgas uden for Damaskus. Bortset fra store plakater med Assad er der ingen spor af hverken ham eller krigen her. Det kommer senere.

Ummayad-moskeen er et højdepunkt. Flotte søjlegange omkring en blankpoleret gårdsplads og med noget af den mest fornemme arabiske arkitektur. Over os kredser store fugle på en knaldblå himmel. I den store bedesal er bønnen i gang, men vi kan gå frit uden for de bedendes område og indsnuse atmosfæren.

Damaskus’ mest berømte gade er ”Den Lige Gade”, en halvanden kilometer lang passage, der går tilbage til Romertiden. I den ene ende er et stort overdækket marked, der emmer af østens mystik. Og krydderier. Ophelia tager os ind i en populær lokal isbar, hvor vi selv får lov at være med til at ”stampe” den lokale lækre pistacieis i de store kar. Prisen er lav og smagen himmelsk. Mens mørket falder på, bevæger vi os videre gennem krogede gader og forbi oldgamle kirker. Dagen slutter med velsmagende syrisk grillet kød og grøntsager. Vi er allerede helt fortabte i Damaskus.

Klostre og korsriddere

Næste dag går det nordpå. Allerede i de nordlige forstæder ser vi for første gang krigens gru. Her er kvarterer på størrelse med Københavns indre by, hvor intet over en meter står tilbage. Vi har aldrig set så store ødelæggelser, og selv her 10 år efter det værste, er der ikke genopbygget, da de fleste tidligere ejere er flygtet.

Vi snakker med Ophelia om hendes liv og om krigen. Faderen er egentlig ortopæd men også retsmediciner, og ham har der desværre været god brug for i de senere år. Moderen er naturligvis sygeplejerske, en klassisk ”love story”. Familien er sekulære muslimer med stor kulturel ballast. Faren kan sin Hamlet og har derfor døbt datteren Ophelia. Selv laver hun ph.d. i kunsthistorie og har stor indsigt i både kultur, historie og religion. Hun er en meget charmerende og behagelig samtalepartner og ekstremt vidende om sit land.

Som vi kører nordpå, er der talrige checkpoints, men Ophelia har papirer i orden og udleverer en fotokopieret tilladelse fra sin kæmpe bunke papirer, hver gang vi kører forbi endnu en flok soldater med varierende antal stjerner på skuldrene. Første stop er Maaloula. Sankt Takla-klosteret var nonnerne bortført af ISIS men er vendt tilbage og driver det idylliske sted med sans for dets ro og skønhed. Vi ser også det nærliggende Bacchuskloster, hvor en gammel nonne oplæser en bøn på aramæisk, det sprog, Jesus efter sigende talte, og som stadig praktiseres her. Overfor ligger et tidligere luksushotel, der i dag er total ruin efter voldsomme kampe. En udbrændt bil ligger stadig med hjulene opad efter en kraftig bombe, og inde i hotellet flyder et med murbrokker og gamle regninger, ingen yngre end 2013, hvor denne idyl fik en brat ende.

Et af turens højdepunkter er Crac de Chevaliers, den gamle og enorme korsridderborg, der troner på et plateau i et fladt landskab. Her er to turister ud over os, selv om stedet er UNESCO verdensarv og har enestående velbevaret arkitektur. Vi føler os som Indiana Jones, som vi går i de gamle kælderhvælvinger eller passerer vindebroer og riddersale.

Vandaler i Homs og Palmyra

Ud på eftermiddagen når vi Homs, en af de hårdest ramte byer i borgerkrigen. ISIS forskansede sig i den gamle bymidte, som derfor er totalt udraderet af russiske bombardementer, mens de moderne forstæder her er mere urørte. Ad smalle gader når vi et byhus, hvor en lokal familie tager imod med et overdådigt måltid med syrisk brød, frikadeller, tomattærte og alle slags salater. Familien tæller tre generationer og snart støder bedstefaderen til. Han fortæller glad om sin æblegård ude på landet, og snart er vi meget populære, da vi kan lide både hans æblevin og mere almindelige druevin. Stemningen bliver løssluppen, og sprogbarriererne falder.

Næste dag kører vi ud til Palmyra, den gamle romerske by, som vandalerne fra ISIS besluttede sig for at destruere i et anfald af den religiøse fanatismes hovmod. Ophelia har billeder med, der viser et før og efter. Især det berømte Baal-tempel er jævnet med jorden, men jerndragere og beton, der stikker op af ruinerne viser, at det ikke er første gang, Palmyra er blevet ødelagt og genopbygget. Restaurering er i gang, og med russisk hjælp er det gamle amfiteater delvist genrejst. Russiske soldater patruljerer stadig området, og Ophelia er synligt utryg ved dem.

I Palmyra by er vejen spærret. Der er parade, og det viser sig, at det er lokale skolebørn der i spejderagtige uniformer og tørklæder råber Basar, Basar, Basar som en hyldest til landets daværende leder. De er tydeligt udkommanderede til dette, men de virker søde og uskyldige, og det er jo ikke deres skyld, de voksne tit er vanvittige. På Palmyras arkæologiske museum har terroristerne revet de gamle statuer ud af nicherne, der i dag er gabende tomme huller. På gulvet ligger romerske søjler og relieffer, der med stor systematik blev smadret, da de afsindige horder kom forbi. Museumsdirektøren blev offentligt henrettet, da han modsatte sig ødelæggelserne. Vi hilser på den nye direktør, en venlig og vidende herre, der som en skæbnens ironi er gift med den tidligere direktørs datter og nu kæmper for at bringe stedet tilbage til fordums storhed.

Tilbage i Homs går vi rundt i den totalt ødelagte bymidte. Her er store huller fra kraftige eksplosioner, og bygningerne står tilbage som tomme grå skaller, en spøgelsesby. Og dog, for nogle steder er man begyndt at restaurere, og små butikker er åbnet i nødtørftigt sammenflikkede stueetager. En lille dyrehandel sælger fugle, fisk og kaniner. Og flere butikker sælger døre, vinduer og maling, alt sammen remedier til genopbygning. En slagter står og smiler til os, mens han ekspederer en tilbyltet dame. Overalt bliver vi mødt med venlige hilsner på fransk og engelsk og spurgt om, hvor vi er fra. Vi bydes velkommen og får at vide, at Danmark er en god ven af Syrien. Intet om Muhammedtegninger eller had til Vesten her. Tværtimod er de glade for, vi er kommet, og at de er på vej tilbage i verden.

Syrien er en af de mest behagelige overraskelser, jeg nogensinde har fået, og jeg vil på stedet rangere det som det af de mest interessante lande, jeg har besøgt i Mellemøsten. Ufatteligt at disse søde mennesker kunne geråde sig ud i en så forfærdelig konflikt. Måske har de lokale ret, når de siger, det var fremmede magter, der prøvede at få deres vilje med Syrien. Med det nye regime ser vi nok desværre, at denne konflikt fortsætter. Det er en skam, for Syrien er et land, man kan rejse til igen og igen.

Denne artikel har også været bragt i Globen nr. 100 (medlemsblad for De Berejstes Klub)

Endnu flere billeder fra Syrien her: http://www.linaa.net/travel-pictures/nggallery/album/syria

Gensyn med Malaysia – Truly Asia!
Malaysia har al den asiatiske charme, men er effektivt og strømlinet, og der er forbløffende meget styr på tingene. Malaysia er Truly Asia men også ret velordnet og med en mild asiatisk udgave af islam. Det er et land, hvor meget er muligt, og det har bidraget til landets økonomiske mirakel. Ved selvstændigheden efter Anden Verdenskrig var det et af verdens fattigste lande. Nu er det med stor hast på vej til at komme på niveau med Vesten, og det ser ikke ud til at stoppe. Siden jeg var her sidst, er meget bygget, og flere steder i Kuala Lumpur (i daglig tale KL) er nærmest ukendelige. Landet har styr på sine indbyggere gennem et stort militær og et autoritativt skolesystem, og sygdomme som malaria har man udryddet, mens man kun har kunnet begrænse dengue lidt.

Landet står mit hjerte nært efter et par gode ture hertil i 2010 og 2012, hvor jeg besøgte Sarawak med deres stammefoilk og langhuse, og Saba med flot regnskov og mange dyr. Jeg har også tidligere været i KL to gange og i Georgetown. Denne gang koncentrerer vi os om fastlandet. Det bliver til et gensyn med Georgetown og Kuala Lumpur og et første besøg i Cameron Highlands.

På turens første del har vi base i den gamle hovedstad Georgetown, også kendt som Penang. Vi indlogerer os på Kim Haus Loft, en gammel guldsmedie med museum, fortovscafe og et fint værelse med separat bad, roligt og ud til gården. Efter lidt mad er det tid at udforske byen. Der er sket meget siden sidst, hvor der kun var et par barer heromkring. Chulia Street er nu fyldt med fancy barer og restauranter. Også Love Lane, oprindeligt et sted, hvor kineserne havde deres friller, har udviklet sig. Da vi boede her sidst, var der ikke meget, men nu er det en Jomfru Ane Gade med barer, der slås om kunderne. Her er rigtig mange skandinaver og hollændere, og vi ser stemningsfulde templer med røgelse og Armenian Street med kunstbutikker og Street Art. Overalt er her god stemning. Vi går også gennem Little India, og jeg filosoferer over, hvordan de små gyder fra sidst er blevet til fancy gader. Jeg er helt sikker på, det er til det bedre, og jeg holder meget af stedet.

Claus runder de 50 …

Vi er blandt andet i Georgetown for at holde 50-årsfødselsdag for vores gode ven Claus Andersen fra De Berejstes Klub (www.travellingclaus.com). Festen er først dagen efter, men efter en hel dag med arbejde og for mig færdiggørelse af bogkapitler, er det tid at mødes med ham i Love Lane. Det bliver en hyggelig aften med mange drinks på de hårdt konkurrerende barer, inden vi  slutter af med natmad på et gadekøkken, gennemført med miniatureplasticstole, som det kun kan være i Asien. Næste dag er selve fødselsdagsfejringen, som starter sidst på eftermiddagen.

Efterhånden dukker alle Claus’ venner op og vi er til sidst 13, syv fra De Berejstes Klub og seks lokale. Her er Alice og Michael samt Sanne, en tidligere pilot hos SAS. De har alle pensioneret sig selv tidligt og er flyttet herud. Anita er ligesom os fløjet hertil for at fejre Claus og holde ferie i skønne Malaysia. Her er også Valerie fra KL, der arbejder for Petronas, Winnie og John, et engelsk-kinesisk par, Edith fra Hongkong og et ældre kinesisk par. En herlig flok. Efter to timer på en bar i Love Lane flytter vi til Red garden en fantastisk food court med alt hvad hjertet begærer, f.eks. sushi og stegt and. Øllene er kæmpe og glassene små, Vi snakker meget, overdøvet af sing along med en blanding af rockklassikere og julemusik.

Mæslinger, fåresyge og røde hunde …

Vi har fået at vide, der er udbrudt mæslinger i Stillehavet, takket være de idioter, der ikke vaccinerer deres børn! Blandt andre Marshalløerne kræver nu attest for vaccination mod sygdommen, og det er ikke nok at kunne sige, man som alle andre på vores alder har haft alle tre sygdomme som barn. Georgetown er det mest civiliserede sted at blive vaccineret inden Stillehavet, så vi tilbringer timer på Penang Adventist Hospital. Det er omstændeligt. Vi er igennem fire forskellige receptioner, før vi kommer til Registration, hvor vi skal udfylde en masse papirer. Derefter er en sygeplejerske nødt til at tage blodtryk, temperatur osv. Vi er nu i kø på et apotek, hvor vi først skal betale, derefter får udleveret vaccinen. Så venter vi længe i Emergency Room, før en sygeplejerske vaccinerer os. Mod både mæslinger, fåresyge og røde hunde. Så er vi da på den sikre side … Hele herligheden koster 150 kr per person, men sikken et bureaukrati.

I rolige, uberørte teplantager – NOT!

Næste del af turen går til Cameron Highlands, som navnet antyder et højland med bjerge og teplantager, hvor både koloniherrer og lokale i århundreder er flygtet op, når heden og fugtigheden i lavlandet er blevet for trykkende. Man forestiller sig grønne bakker og rolige temarker. Vi skulle blive klogere … Vi kører fra Penang med stop i Butterworth, og så kører vi ned ad motorvejen omgivet af oliepalmer, afbrudt af slugter med flot regnskov, hvor det er for stejlt eller ufremkommeligt til at plante. Så går det ellers stejlt opad gennem højlandet af veje, der bliver mere og mere svingende, og hvor udsigterne til regnskoven bliver flottere og flottere i aftensolen.

Efterhånden som vi kommer op i selve højlandet, tiltager mængden af drivhuse, eller rettere plasticoverdækkede rækker, hvor der dyrkes grøntsager. Cameron Highlands har et koldere klima end resten af Malaysia, og det gør det muligt at dyrke ting, der normalt ikke kan gro i troperne. F.eks. er jordbær et stort hit at dyrke og ikke mindst smage for de lokale, der tager herop kun for at smage jordbær til 100 kroner kiloet. Ikke imponerende for en dansker. Her dyrkes også te, og det er grønne, bugtende teplantager, området er kendt for. Desværre er det også en populær feriedestination. De engang uspolerede grønne bjerge er fyldte med grimme hoteller og tarvelige forlystelsesparker, og da malaysierne også holder juleferie, sidder vi snart i total trafikprop gennem de grimme, kedelige byer, hvor trafikken konstant går i stå som en blokeret arterie. Det tager fire timer at køre de sidste femten kilometer, og vi bliver mere og mere utålmodige, da vores hotel for længst har lukket for check ind. Vi får dem dog banket op.

Næste dag skal vi væk fra mylderet og se teplantagerne. Vi finder en flink indisk taxachauffør, Parthi, der på vejen giver os hele sin livshistorie, om konen, børnene, prævention og at han slår sine børn. Men han er super flink og virker trods alt som en god mand. Vi starter med at spise sammen med ham i et glimrende gadekøkken, da ingen af os har fået frokost. Så kører vi mod Boh Plantation. På vejen er der gode udsigter og et helt rædselsfuldt turisthelvede ved den store Cameron Highlands Tea Factory, hvor turister kan nyde udsigter uden at skulle klatre efter den. Godt vi skal videre.

Teplantagen er smukt beliggende mellem grønne bakker eller rettere små bjerge. Vi får en rundvisning af Parthi selv, da han har arbejdet der. Vi får at vide, at malayerne ikke selv gider arbejde i hverken markerne eller på fabrikken. Som i Sri Lanka henter man de fattigste, her folk Fra Bangladesh. Da man ikke er særlig glade for dem, registrerer man dem nøje, og man prøver hele tiden at automatisere for at gøre brugen af udenlandsk arbejdskraft mindre. Hvor er det lige, vi har hørt det før?

Derefter går vi op på et smukt udsigtspunkt, hvor vi ikke bare kan se teplantagerne men hele det centrale Cameron Highlands. Et meget romantisk sted at være juleaftensdag! Nede igen ser vi deres butik og kører med Parthi tilbage til byen. Han fortæller videre om sit liv og sætter os af ved indgangen til Robinson Falls i udkanten af byen. Forbi et lille smagløst klappe-dyrsted og en planteskole når vi ad smattede stier bunden af vandfaldet. Man har tidligere haft det inddæmmet, og der ligger stadig rustne rør. Her er sommerfugle, smuk udsigt og alskens træer. Vi ser også den giftige Engletrumpet, der hernede hedder Djævleklokke på grund af sin giftighed.

Det er juleaften og tid at ringe og Skype med dem derhjemme. Så finder vi en lille cafe, hvor vi får julemiddag bestående af Tom Yam-suppe, andesuppe og røget and i orangesovs. Senere går vi videre til Travellers Inn, pyntet med guirlander, julemænd, og hvor der udleveres nissehuer. Af en eller anden grund vil de ikke servere cocktails, så vi må nøjes med øl. Her er julemusik og god stemning med mange udlændinge.

Trendy Kuala Lumpur

Vi er atter i Kuala Lumpur. Mette skal et smut til Brunei, hvor hun ikke tidligere har været, så jeg tilbringer et par dage alene i en af mine yndlingsbyer i Asein. Det er atter tid at få arbejdet på min bog og tjekke mails. Det afbrydes ind i mellem af frokost på et gadekøkken; stegte kantonesiske ris, gris med ingefær og springløg og ambrajuice. Om aftenen er der gensyn med Bukit Bintang, der ligner sig selv med kinesiske lamper og en kakafoni af restauranter. Jeg får tilbudt både mad, massage og ludere, men styrer målrettet mod de to ølbarer, jeg har spottet på Untappd. Den første findes ikke, men den anden, Taps Beer, er fantastisk. Her er fjorten øl på fad, og de har også haft Mikkeller og Rogue. Jeg drikker en IPA, en pale ale og to stouts fra Brewdog og snakker med den flinke tjenere, der fortæller mig om problemerne med øl i Malaysia, hvor der er høje afgifter, manglende tradition og en regering, der slår ned og lukker f.eks. ølfestivaller lige før, de skal afholdes. Jeg minder dem om, hvordan Kina har udviklet sig med øl de senere år og påpeger, det kan varsle en god ølfremtid for Malaysia.

Mette er tilbage fra Brunei, og nu er også hendes tre børn ankommet. Da de ikke har været her før, har jeg planlagt en større byrundtur. Efter en tur gennem hektiske Chinatown går vi i retning af den gamle koloniale bydel ved Merdaka Square, og også børnene synes, der er fedt, med den smukke moske og den høje flagstang, der engang var verdens højeste, men nu er overgået af en række andre muslimske lande, der betaler et hollandsk firma for at bygge højere og højere stænger. Jeg har set det i Maldiverne, Tadsjikistan og Emiraterne. De høje stænger er mægtige falloser, der stræber mod himlen og viser noget om, hvordan nogle muslimske beslutningstagere åbenbart lider af penismisundelse forurettethed. Men det hollandske firma tjener godt …

Parken ved KL Tower er blevet renoveret med Canopy Walk og masser af trapper, mens ikoniske Petronas Towers, engang verdens højeste bygning, ligner sig selv. Nedenfor ligger en smuk park med legeplads og vandland op ad de flotte tårne. KL er en by, der gør meget for at være ”Livable”, og siden sidst har man eksempelvis renoveret og lavet rekreative områder langs 10 km af floden. Byen er ikke bare fascinerende, den er også godt på vej til at blive både grøn og smuk. Overalt bygges der i de tomme felter, og snart vil Chinatown og Bukit Bintang, byens to centrale turistområder være forbundet af malls, parker og beboelser. Gennem det mægtige konferencecenter kommer vi ud i Bukit Bintang, der som altid slår benene væk under en med glitter, lys og i dette tilfælde julepynt og -musik. Her spiser vi vidunderlig seafood og andet på gaden. Det er Asien, og alt er godt. Handicappede musikere spiller høj musik fra deres kørestole, sælgere tilbyder alt mellem himmel og jord, og det hele er indhyllet i røg fra trækulsgriller, kinesiske ænder og frisk fisk, der tilberedes ude på fortovet. Stemningen er afslappet, og lokale og turister blander sig mellem hinanden.

Malaysia og især Kuala Lumpur er stadig blandt mine absolutte favoritter i Asien, civiliseret, eksotisk og med fremragede mad. Jeg skal tilbage en fjerde gang.

Bangladesh – lynvisit i vandland
Bangladesh har altid stået for mig som tæt- og overbefolket, som et land med hyppige oversvømmelser, hvor der egentligt ikke burde bo mennesker. Men det gør der. Alt for mange, og landet er et af verdens fattigste. For os er det et interessant stop på turen fra Nepal til Malaysia.Vi flyver med Biman Bangladesh og får et sidste glimt af Himalayas tinder, fordi den flinke pilot lige skal vende flyet. Midt på eftermiddagen kan vi se ned på Bangladesh, der virkelig består af meget vand. Det er ikke underligt, her er hyppige oversvømmelser i dette land, hvor der bor 150 millioner på et lille område, hvor der nok slet ikke burde bo mennesker. Jeg tænker på min mors fætter Jens og hans kone Kirsten, der var herude som missionærer i 1970erne. Det er ikke blevet bedre siden, men vi erfarer dog, de arbejder med fødselsbegrænsning.

Hvis man har en stump plads, kan man åbne en butik. Og hurtigt flytte den.

Da Bangladesh løsrev sig

Landet blev selvstændigt i 1971. Ved Indiens uafhængighed i 1947, blev den midterste del givet til det nuværende Indien, mens Pakistan havde en vestlig del, det nuværende Pakistan, og en østlig del, Bangladesh. Pakistan udbyttede og fornedrede Bangladesh i en grad, der i 1971 førte til oprør. Lige før jul, for præcist 48 år siden, erklærede landet sig selvstændigt, og det er noget, man er stolte af og lige har fejret.  Militæret spiller en stor rolle i landet, og på vej ind fra lufthavnen er der store områder for flåden og hæren, inklusive en golfklub for officerer! Det er generelt de pæneste og mest imposante bygninger i byen, der huser militæret.

Lufthavnen er fra starten kaos. Der er lange køer til alt. Vi skal have visum on arrival. Der er først en kø for at indlevere et ankomstkort. Så skal vi betale i en bank, der selvfølgelig ikke tager kreditkort, og hvor kvitteringerne smides i en rodebunke. Så vi bliver gelejdet illegalt ind i landet for at hæve kontanter. Også dette kræver tre forsøg. Så er det tilbage til banken og betale, hvorefter vi kan stemples ind i landet.

Tuktukerne er bag gitter. Siger lidt om sikkerheden i Dhaka …

Vi venter længe på en forudbetalt taxa, mens lufthavnen flænses af rædselsfuld og højlydt bøn, fordi solen er ved at gå ned. Taxaen er dårligt nok kommet ud af lufthavnen før en lokal dreng åbner en bildør ud i os, og chaufføren må udrede trådene. Vi kan imens sidde og kigge på et futuristisk monument ved lufthavnens indkørsel, noget med raketter og modernitet, i grel modsætning til lufthavnens kaos.

Vi mødes med vores veninde Lene fra De Berejstes Klub. Vi har en hyggelig aften på hotellets tagrestaurant. Maden er ok, og vi snakker og hører om hendes oplevelser i Bangladesh, som hun er meget begejstret for. Men hun rejser også anderledes end os. Hun har været på en lokal bådtur med uendeligt mange selfier og 27 nye Facebookvenner!

Alle var søde og ville have taget selfier. Hele tiden!’

Sightseeing i Dhaka

Vi er kommet for sent i seng, og jeg bliver vækket kl. fem ved rædselsfuld larm fra moskeen. Badet i sved og med hjertebanken hører jeg på en voldsom, rytmisk larm, der bare er ufatteligt høj. Det værste, jeg nogensinde har hørt fra en moske, og det er svært at falde i søvn igen.

Vi skal til Den Danske Ambassade og have bestilt nye pas, for en jordomrejse tager på siderne. Ude igen får vi chaufføren til at køre en byrundtur. Trafikken er stadig massiv, som vi kører ned langs en af de store floder, der krydser byen. Ikke underligt, her tit er store oversvømmelser. Der er moderne broer, og chaufføren er tydeligt stolt af at vise det frem, som han kører langsomt forbi det, han mener, er gode udsigter, men som oftest er helt blokeret af træer. Trafikken bliver endnu tættere, som vi nærmer os Old Dhaka. Her er en kakafoni af rickshaws, taxaer, gadehandlere, affald og frugtboder. Her er små ladcykler med papkasser stablede med folk siddende ovenpå. Her er passagerer på motorcykler, der balancerer med møbler, frugtkurve, bryllupskager og sågar et garderobeskab.

Selfier en masse

Lalbag Fort viser sig at være en oase. Efter en lang kø med lokale kommer vi ind på et stort åbent område med enkelte faldefærdige bygninger. Herfra kan man se både slummen og den fine moske overfor.

Malbag Fort

Som de eneste udlændinge vækker vi opsigt. Middelklassen er på udflugt, forældre med børn, familier, veninder med og uden tørklæde. Og alle vil have taget selfier, spørger, hvor vi kommer fra og vil snakke. Alle er søde og venlige, noget helt andet end i Indien. Fortet har været i hænderne på Mughalherskere, der kontrollerede Indien og omliggende lande for 400 til 200 år siden. En kustode viser os våben, vaser og fyrstens private badeværelse.

Malbag Fort og smuk rosenhave

Vi kører derefter mod lufthavnen for at være der i god tid. Det viser sig at være en god ide, for trafikken er så slem gennem Dhakas mylder, at det tager næsten to timer at komme derud. Det skyldes dog også, at chaufføren fortsætter sightseeingen og zigzagger mellem floder og søer. Der er stadig kaos og mylder i byen, og vi er vist begge glade for, vi aldrig skal tilbage. Men det var en oplevelse, trods alt, selv om vi jo ikke kom uden for Dhaka, hvor der efter sigende er rarere.

Jagten på det autentiske
Hvad er egentligt det autentiske? Det diskuterer Jakob Linaa Jensen i denne artikel, hvor han med udgangspunkt i egne rejseoplevelser reflekterer over det ofte paradoksale i at jagte autentiske oplevelser. Læs om mavedanseren i Mele, ”indianerne” på sivøerne og irerne, der søger tilflugt i turisternes pub.

Du kender det godt: rejsearrangører lover ”autentiske” oplevelser eller dine venner i DBK fortæller dig om uspolerede, ”autentiske” steder, ofte med henvisning til at der ikke er turister (ud over dem selv). Men hvad er egentligt det autentiske? Det har jeg tænkt over i hele min ”rejsekarriere”, og som professionel forsker (blandt meget andet i medier og turisme) har jeg også skrevet om det i min og Anne Marit Waades bog ”Medier og Turisme”, Academica 2009. Det følgende er nu mest en refleksion over min egen jagt på og møde med det autentiske, som det har udspillet sig rundt omkring i verden.

Konstrueret autentisk idyl i “danske” Solvang, Californien, 2002

Jeg har som de fleste andre søgt det autentiske på mine rejser. Den traditionelle, lokale græske restaurant, hvor bedstemor laver maden, og sønnerne serverer, er nu engang bedre end en tillempet udgave af slagsen med plasticstole og tjenere fra Tyskland eller Thyborøn. Og selvfølgelig skal berejste have “rigtige”, “autentiske” rejsesouvenirs med hjem frem for plasticgondolen fra Venedig.

Imidlertid står drømmen om det autentiske ikke altid mål med virkeligheden. Alain de Bottom skriver det meget fint i “Kunsten at rejse”. Han har booket en tur til Barbados med løfte om lokal caribisk kolorit og vajende palmer. Det første han bliver mødt af i lufthavnen er Shells store oliebeholder og en ublu taxachauffør, der kører ham til et betonhotel. Vi har alle prøvet det. Nogle gange er drømmene mere romantiske end virkeligheden.

Mavedans i Mele “Village”

Jeg kom for alvor til at reflektere over det autentiske på min første jordomrejse, som samtidig var min første rejse uden for Europa. Stillehavet og dets kultur og folk har altid fyldt mig med udlængsel. Salig Troels Kløvedal har en stor del af skylden. Thor Heyerdahl resten. Hvem drømmer ikke om at sidde blandt indfødte polynesiere omkring bålet og høre deres historier fra fjerne tider. De fleste, der har været i Stillehavet, kan forvisse sig om, at den slags som regel kun er noget, man ser på tv. Helt galt går det, da vi, med Troels Kløvedals tv-billeder på nethinden, siger ja til en autentisk melanesisk “village feast” på Vanuatu. Så langt så godt.

Vi bliver afhentet på Mele Beach en stjerneklar aften under regntræet. Ad mudrede veje køres vi ind i Mele, som vi får at vide er den største landsby på Vanuatu med sine 2500 indbyggere. Men hvor går grænsen mellem landsby og by? Vi kører mellem hytter af bølgepap og blik ad det, der mest af alt ligner amerikanske villaveje. Ved ankomsten bliver vi i nærmest kommandoagtig stil bedt om at følge med til et traditionelt palmehus, det eneste i byen, og som med sikkerhed er bygget til glæde for turisterne. Her er autenticiteten industri. Vi træder indenfor og får serveret den berømte lokale drik, kava, i små hvide plastickrus. Der følger ingen forklaringer om denne traditionsrige drik, og vi må endda selv gætte os til, at det er kava. I hjørnet spiller en japansk ghettoblaster popmusik fra Fiji. Vi bliver vist over til den traditionelle jordovn, det eneste virkelig interessante den aften, og ser hvordan kartofler, kylling og svin bliver stegt under skoldhede sten og blade. Under middagen udsættes vi for et danseoptrin, der er grænsende til det pinlige. En lokal pige i græsskørt danser mavedans til italiensk techno. Det hele er så afskyeligt, at jeg fuldstændig opgiver at tage billeder. Noget så kunstigt fortjener ikke at blive foreviget. Vi går fra ondt til værre, da landsbyens guitarband bestående af unge drenge går på scenen. De er, sammen med pigen, de eneste lokale til stede denne aften. Resten er så heldige at slippe for denne lidelse.

Indianere i cowboybukser på sivøerne .

Mange rejsende kan godt lide at se “autentiske” lokale, gerne stammefolk eller nogle, der stadig lever et traditionelt liv. Desværre bliver de ægte stammefolk færre og færre og udryddes nærmest i samme takt som verdens vilde dyr. Derfor laver man mange steder “kunstige”  etniske indslag til ære for turisterne, hvor de lokale mere eller mindre frivilligt tvinges til at gå rundt i folkedragter og leve et autentisk liv, man for længst har forladt.  Helt skævt bliver det en morgen ved Titicacasøen i Bolivia. Vi er taget på tur ud til de berømte sivøer ude i søen, hvor beboerne tilsyneladende lever et meget oprindeligt liv. Vi er med første båd derud, tror vi. Foran os sejler dog en anden båd, fyldt med lokale i ganske almindeligt tøj. Da vi lidt senere entrer øen, ser vi de samme mennesker, som i lokale dragter spiller rollen som faste, oprindelige beboere. Man kan endog se spraglede turist t-shirts og cowboybukser inde under de farverige folkedragter. Øerne er i dag ubeboede og det lokale liv bliver kun opført til ære for turisterne, på hverdage mellem 9 og 17!

Himbakvinde i Namibia, 2015

De lokale flygter – til turistpubben!

Mere kompliceret bliver det i de tilfælde, hvor rollerne byttes om, og de lokale, der hidtil har fungeret som tjenere og ferieværter, pludselig selv falder ind i turistrollen og besøger de steder, hvor deres gæster bor. Et skørt eksempel findes i den ”danske” koloni Solvang i Californien, hvor de gamle danskere, der engang beboede byen, for længst er døde. I stedet varetages byens kunstige danskhed af mexicanske gæstearbejdere, der både driver et ”dansk” bageri, har en kopi af Rundetårn og glade beretter, at de føler sig meget danske, selv om de har ret ringe ide om, hvad Danmark er eller hvor, det ligger. På kroen, der hedder ”Hyggeligthus” – ja, i ét ord – hænger juleplatter og papirklip a la H.C. Andersen.

Et endnu mere paradoksalt eksempel oplever jeg ved Bunratty Castle i det vestlige Irland, hvor man tæt på slottet har konstrueret en middelalderlandsby med ”autentisk” bar til ære for turisterne. Imidlertid ligger der overfor en berømt gammel pub, der på grund af guidebøgernes lovord om stedet nu er blevet en seværdighed så fuld af turister, at de lokale ikke længere kan holde ud at være der. I stedet holder de til i pubben i den kunstige landsby. Hvor der ingen turister er!

Det autentiske er ikke altid kønt. Haiti, 2018

Det autentiske findes stadig

Inden jeg nu bliver alt for sarkastisk, vil jeg igen understrege, at man sagtens kan finde det autentiske, også autentiske stammefolk, der lever som de altid har gjort. Jeg har eksempelvis, ligesom mange andre i vores klub, besøgt såvel himbaerne i Namibia som traditionelt levende folk i Borneos langhuse. Endnu mere specielt var et besøg i landsbyen Bunlap på Vanuatu, hvor vi i tre dage boede hos de lokale, der, i al fald dengang, stadig spankulerede rundt i græsskørter og penisfuteraler. Vi fik også lejlighed til at deres lokale tradition, naghol. I århundreder har mændene på øen Pentecoast på en dag i april eller maj omkring yamshøsten sprunget ud fra op til 30 meter høje tårne kun med lianer om fødderne. Hermed viser mændene ydmyghed overfor naturen, og det er meningen, at hovedet akkurat skal ramme jorden, hvorved denne befrugtes til næste års høst. Samtidig er det også kommet til at fungere som lidt af en manddomsprøve. Det var en fantastisk og ganske autentisk oplevelse at overvære springene, og hele historien kan findes her.

Japan møder urtiden

Også i forbindelse med naghol kommer jeg imidlertid til at reflektere over mødet med det autentiske. Ud over os er også en flok japanske turister nået frem for at se springene. Japanerne knipser med deres kameraer med en vildskab, der ikke står meget tilbage for den urkraft, der gør sig gældende blandt springerne denne formiddag. På hver side af tårnet snurrer videokameraer. En tredje fotograf har endog bevæget sig helt op i toppen af tårnet. Japanerne vil have hele seancen ned i fotokassen, måske fordi deres erindring ikke er stærk nok til at huske, hvad de har lavet og overværet? Og er vi selv bedre? Vi skyder også løs med vores kameraer, omend ikke med samme vildskab.

Kulturmødet kunne ikke være mere udtalt: den nærmest uberørte jungle og de tilsyneladende endnu uspolerede mennesker med deres ritualer og traditioner står overfor den vestlige turists ritualer: fotografiet og dokumentationen til videre erindring. De lokales ritual afspejler livscyklussen og evigheden: fødsel, manddom, høst og død. Man tilpasser sig evigheden, lader den gennemstrømme sin krop og bøjer sig i dens strøm. Mennesker fra den vestlige verden og i denne sammenhæng også japanerne nægter at lade sig nøje med det. Vi vil fange og fastholde evigheden. Det er ikke tilfældigt, at infinitesimalregningen, forsøget på at reducere tiden, evigheden til ét punkt, blev til i en vestlig kultur. På moderne turistsprog betyder det, at man ikke været der, hvis man ikke har billeder. Som i vores sociale medieverden kan lægges på Facebook og Instagram. Man kan med samme ironi som ovenfor påpege, at japanerne måske også var autentiske; tro mod deres tradition og værdier?

Blandt Hmongpiger i Vietnam, 2005

Kan man overhovedet tillade sig at jagte det autentiske?

Tilbage står spørgsmålet, om man overhovedet kan tillade sig at jagte, endsige definere det autentiske, som det traditionelt er blevet defineret? Mister autenticiteten sin uskyld i det øjeblik, den bliver gjort til genstand for betragtning? Kan vi som fordærvede vesterlændinge overhovedet tillade os at være på jagt efter det oprindelige. Hvad ville vi sige, hvis der stod 50 ”indfødte” og knipsede løs  på en jysk bondegård? Eller midt på Strøget?

Der findes dem, der siger, at vestlige turister repræsenterer en ny form for kolonialisme. Når den rejsende jager den ”autentiske” stamme eller det ”autentiske” samfund ligger der en holdning om, at man selv er kommet videre eller måske er blevet fordærvet. I det sidste tilfælde er jagten på det autentiske en jagt efter ens egen tabte uskyld, i stil med syndefaldet og menneskets exodus fra paradisets have. Ubevidst søger vi det uspolerede, som når vi drømmer om den perfekte strand eller den helt oprindelige kultur. Dette motiv går for eksempel igen i den ikoniske backpackerfilm The Beach , der, ganske som Alex Garlands bog af samme navn, er blevet lidt af en ”bibel” for rygsækgenerationen. Den handler om en rejsendes længsel efter den utilgængelige strand, det uspolerede paradis. Mødet med stranden ender til sidst i en katastrofe, og filmens morale er, at nogle forestillinger måske er bedst tjent med at leve i sjælen.

Det autentiske kan findes alle steder – hvis man føler efter

Inden jeg nu fortaber mig helt i filosofiske tåger vil jeg slutte af med at fastslå, at selv om vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad der er autentisk, og selv om autenticiteten ofte bliver gjort til salgsargument i turistreklamer, er det stadig muligt at få en oplevelse, de fleste vil betegne som autentisk. Og man behøver såmænd ikke rejse langt væk til sjældne stammefolk eller kulturer.  At se på et originalt kunstværk, at spise et enestående måltid, at se på høstmånen i august eller at gå en tur i skoven kan være lige så autentisk som de vildeste oplevelser i det fremmede.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 77, efterår 2019

Berejst herre indtager verden – 5 sider om mit rejseliv i Herning Folkeblad
15. juni 2019, 27 år efter jeg blev student fra Herning Gymnasium, optrådte jeg på forsiden og over fem sider i weekendtillægget i Herning Folkeblad. Temaet var mit rejseliv over 25 år til 122 lande, og det kom der en, synes jeg, glimrende artikel ud af. Intervieweren var journalist Marianne Eskildsen, som jeg tilbragte to timer med en formiddag i Aarhus.

Jeg fortæller i artiklen om mine rejser, De Berejstes Klub, min yndlingsby London og mit yndlingsland New Zealand. Vi taler om mad og drikke, om regnskove og isbjerge, og vi diskuterer også det uundgåelige klimaspørgsmål.

Avisen tillader ikke, jeg offentliggør hele artiklen her, men nedenfor er et par billeder, der giver et indtryk af historien.

På afveje i Lesothos bjerge
Skrevet sammen med Mette Ehlers Mikkelsen og tidligere også bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, 2018

Der lyder et bump efterfulgt af en hvislende lyd, og bilen begynder at ryste ukontrollabelt. Vi må bremse og holde ind til siden. Den værste forventning bliver bekræftet. Venstre bagdæk er eksploderet mod en skarp sten og har nu en 30  centimeter lang flænge. Vi har kørt ad forfærdelige veje i et utilgængeligt Lesotho i to dage og nu dette! Men når nøden er størst er hjælpen nærmest. Tag med Jakob Linaa Jensen og Mette Ehlers Mikkelsen på et roadtrip i Lesotho, hvor ingen kort eller GPS-ruter passer!

Turen starter ellers forudsigeligt tilbage i Johannesburg. Vi får vores firehjulstrukne bushcamper af en flink mand, som minutiøst gennemgår alle facetter af bilen, inklusiv hjulskift og brug af sandstiger. Turen ned gennem Sydafrika går glat gennem åbne, tørre landskaber med spredt bevoksning, fjerne nedslidte bjerge og ind i mellem små townships med blikskure og legende børn i vejkanten. Bilen er med sine to et halvt tons tung i optrækket og sluger meget benzin, men vi bliver hurtigt venner alligevel.

GPSen, som vi med vanlig rettidig omhu har lejet sammen med bilen, er derimod en katastrofe allerede i Johannesburg. Det kunne have givet os et hint om, hvor elendigt den ville virke i Lesotho. Gange ti. Med det fysiske kort i hånden når vi byen Ficksburg og dermed grænsen til Lesotho. Der er plakater mod børnesmugling og for abortklinikker. Bekymrende og / eller dejligt at se fremskridt… Grænsen er uproblematisk. Lille og lidt rodet ved første blik. Men er er orden i kaos, og vi kommer hurtigt igennem. Snart er vi inde i en kaotisk støvet markedsgade i den lille by Maputsoe i Lesotho, hvor alt mellem himmel og jord faldbydes. Der er støv overalt, og vi kører videre til den fine hovedvej, hvor mørket efterhånden falder på. Det er kun dag to på rejsen, og vi gør allerede en af de ting, vi har lovet hinanden ikke at gøre, nemlig at køre efter mørkets frembrud. Erfaringen siger os, at der oftest er lidt eller intet gadelys, hullede veje, folk og dyr der går langs vejene og derfor overhængende risiko for en påkørsel og deraf følgende bøvl.

Men nu er vi altså her og for langt fra det planlagte overnatningssted langt inde i Lesotho til, at vi kan nå derhen. Vi finder endelig stedet Blue Mountain Inn i en lille faldefærdig by. Da vi kommer derind ankommer først det ene venlige menneske og så det næste til receptionen. Men på trods af brede smil er der ingen hjælp at hente: ”no fully booked”. ”no you cannot stay in camper outside”. ”no, no, no”.  De vil ikke ringe til deres chef, der er gået hjem, og de viser ikke antydning af bekymring ved at sende os videre ud i mørket. This is Africa og problemer sendes videre eller ignoreres, hvis man kan slippe afsted med det. Vi er begge kendte for vores talegaver og er ret rystede over, vi ikke kan snakke os til en løsning.

Bliver I hele natten?

Så vi må videre og ender med efter mareridtskørsel i mørket at finde et usselt guesthouse i et slumkvarter uden for hovedstaden Maseru, hvor vores camper parkeres i gården. Da vi kører ned ad den stejle jordvej gennem en indkørsel, som blot er jord med huller og lapninger af sække og gamle bildæk, er stemningen allerede lidt trykket. Og da vi drejer ned af den sidste virkelig stejle bakke, må vi hen over så dybe huller i vejen, at kun ejernes nødtørftige opfyldning med presenninger og pap forhindrer bilen i at køre fast. I mørket er det ikke til at vurdere, om vi kan få vores tunge firhjulstrækker op ad stigningen igen næste morgen. Der er én ansat på arbejde. En ung pige, der kigger ud på os gennem et massivt gitter og bliver inde i sikkerhed, mens hun spørger, om vi bliver der hele natten! Først da vi har bekræftet det og har betalt, kommer hun ud. Så sørger hun til gengæld for, at vi kan køre bilen ind bag bliklågen, så den ikke kan ses udefra. Her er faktisk pænt, men nu er Mette, der har kørt, helt færdig og der er ikke overskud til at se potentialet i det brune og bare rum med en meget smal seng. Vi får stegt et par bøffer på bilens gasblus, som vi nyder i det spartanske værelse. Vi sover dårligt og gruer for opturen næste dag.

Gennem Lesothos bjerge

Tidligt næste morgen er vi oppe før solopgang, og vi får morgenmad, lavet af den unge pige fra aftenen før. Den flinke altmuligmand med de mange spørgsmål skal bare bære bakken ind til os og sludre om løst og fast. Han forsikrer os, at ”we will be fine”. Så langt så godt. Med de yderste af bilens kræfter kommer vi op ad den forfærdelige vej, mens det første daggry rammer, og vi ser et flot morgenrøde over bjergene, som vi kører på ”omfartsvejen” uden om hovedstaden Maseru. Klokken er 6.30 og trafikken allerede kaotisk med lastbiler, handlende, høns og børn, der krydser vejen pludseligt og i tilfældig orden. Ifølge kortet burde det være en fin vej, og det er den da også i starten. Vi vælger en rute på tværs af landet, da vi tror, den er bedre. Vi kører i flere timer med smukke udsigter til grå men lidt slidte bjerge.

Vi drikker kaffe lige før Mohale Dam som er et flot bygningsværk med en smuk opstemmet bjergsø. Netop her er udsigten særlig imponerende. Mens vi holder pause kommer flere hold hyrder forbi os. De rider på æsler og hilser venligt og nysgerrigt. Herfra går vejen videre mod Thaba Tseka, forbi landsbyer med typiske runde afrikanske lerhytter og flere fine bjerge.

Vel fremme bliver vi stoppet af politiet. ”Åh nej”, tænker vi, men de er nu venlige og slet ikke ude på noget. Det er dog som om, de vil fortælle os, det er svært at køre videre. De spørger venligt og lidt forundrede hvad vi dog vil videre i sydøstlig retning. Om vi har penge, narko eller smuglervarer med. Vi klarer åbenbart troværdighedstesten, men de undrer sig. Betjenten skal så forklare os, hvor vi finder benzintanken, hvortil han ærligt svarer, at han ikke sans har for retninger eller afstande, så det kan være 500 meter eller 3 km, men han peger dog i en retning, hvor vi efter nogen besvær finder en interimistisk benzintank med to gamle tanke med ramponerede slanger på en stejl jordhøj. Åben ild kan klart ikke anbefales i en omkreds af 500 meter!

I intetheden

Politiet har såmænd ret i at det er noget af en tur, vi giver os ud på. Vejen bliver kun dårligere. Vi vil mod syd til Sehlabathebe Nationalpark, som for nyligt er tilføjet Unescos berømte liste, men vejene bliver værre og værre, og ingen afstande eller GPS-angivelser passer. Det bliver igen umuligt at nå noget inden mørket. Denne gang desværre helt umuligt, fordi området er lige så øde, som det er storslået. Her er ingen skilte af nogen art, så vi aner ikke, om vi er inde i parken eller hvor i alverden, den lodge vi har læst om, ligger henne. Der er intet andet i området end stadigt mere spredte bittesmå samlinger af lerhytter. Da det er ved at blive tusmørkt, finder vi ved hjælp af vores GPS en campingplads. Tror vi. Vi når endelig frem til en den flodseng, hvor der ifølge vores moderne stykke teknologi skulle være en campingplads, men GPS-kortet må være fra et andet årtusinde. Her har ikke været campingplads i mange år. Skiltet angiver, at pladsen ejes af en lokal stamme, og at man skal betale ca. 30 kroner for overnatning. Men det er rustent og fuldt af alger, og der er helt tydeligt ingen, der har overnattet her i nyere tid. Det er for farligt at køre videre ad de smalle bjergveje uden afskærmning eller lys, og vi må overnatte her, midt i det vilde og uden hegn omkring os. Det er ingen af os glade for. Vores køretøj og ejendele er mere værd, end disse fattige folk i lerhytterne tjener på et helt liv, og man ville nærmest ikke engang kunne fortænke dem i at røve os, hvis de skulle have de lyster.

Vi er nødt til at ignorere bekymringen og lave mad, inden det bliver helt mørkt. Der går en lokal dreng rundt med hund og hest. Vi giver ham appelsiner fra den store sæk, Mette købte til spotpris nogle dage tidligere, og vi føler os som gammeldags rejsende, der kommer med glasperler til de indfødte! Han bliver glad for de orange frugter, og kort tid efter kommer han igen, denne gang sammen med en voksen mand. Det viser sig at være hans far, og også han vil gerne have appelsiner, som han tager imod med et smil og nogle uforståelige brokker. De virker fredelige og lidt ligeglade med os, bortset fra appelsinerne. Vi bliver færdige med maden og går til ro i teltet på taget af bilen. Der kommer en del lyde fra bjergene omkring os, og vi ligger stille og lytter. Vilde hunde hyler, og der kommer, hvad vi synes er uhyggelige råb fra bjergsiderne. Senere kommer mænd til fods og hest, da vi ligger i teltet, men heller ikke de ænser os rigtigt. Der er formentligt slet ingen fare på færde, og efter en del tid falder vi omsider til ro.

Den lange vej til Qasha’s Nek

Vi har sovet ok, især Jakob, og vi starter igen med morgenmad før solopgang. Vi har en lang dag. Nu ved vi jo, hvor lang tid selv korte stræk på kortet kan tage. Vi vil udenom nationalparken og i stedet nå grænsen sydpå ved Qasha’s Nek og derfra ind i Sydafrika. Det er en fin morgen med en smuk solopgang. Vejen er ikke for god, og ved alle sving må vi passere vandløb skabt af regntiden. Der er ingen skilte men flere korsveje, og adskillige gange må vi gætte ruten. Vores GPS er stået helt af i dette uvejsomme terræn. Der er små samlinger af lerhytter med stensætninger til at indhegne lidt æsler og geder. Børnene sendes afsted som gedehyrder fra de er 5 år. Jo mindre dyr, desto yngre børn. Vi møder børn i forskellige aldre sammen med høns, geder, æsler, køer og heste. Vegetationen er nu kun agaver, kaktus eller sukkulenter. I et område har alle lerhytter et fint skinnende toilet lavet af bølgeblik placeret ovenpå en solidt muret cementsokkel. Vi gætter på, hvilken bistandsorganisation som har været forbi.

Endnu en skillevej uden skilte. Op over bjergkammen eller ned mod en landsby er de to muligheder. Vi gætter oppe ved en høj med en radiomast og vælger landsbyen. Hernede påstår de da også, vi er på rette vej. Det er vi ikke. Vejene bliver værre, mindre og senere stejlere. Helt håbløst bliver det, da vi kører på en smal hylde langs en flod. Aldrig har Jakob, der kører, været så bange i en bil. Den mindste kørefejl, og vi tager turen hundrede meter ned. For enden er der ikke mere vej. Vi er havnet på en flodbred, og der er ingen forbindelse over. Vi orker stort set ikke at køre tilbage, for vejene er smalle, stejle og elendige, og vi aner ikke, hvornår vi kørte forkert og dermed hvor langt tilbage vi skal, endsige hvordan vi kommer til grænsen. Lige netop da ved vi kun, at GPS og kort ikke hjælper os, og at dem, vi har spurgt om hjælp i den seneste landsby, med stort smil og entusiasme har vist os i den forkerte retning.

Som et mirakel kommer en 2WD minibus nu kørende ned mod os. Chaufføren skal hente nogen på modsatte bred, der dukker op og gør klar til at sejle over. Vi aftaler, at chaufføren skal vise os til grænsen, samtidig med at hans to søde unger får appelsiner. En stolt udseende lokal dreng rider rundt om os på sit æsel, og her er faktisk ganske fint. Problemerne fortsætter dog.  Selskabet på den anden side kan ikke  finde nøglen til deres bådmotor, så seancen kan komme til at tage tid. Man begynder at fragte enkelte passagerer over floden på æsler, men dyrene stritter klogeligt nok imod. En hest og et æsel stiller sig snedigt ud midt i floden. De har opdaget, at ingen andre har snor i dem eller lyst til at vade derud. Så der står de, mens drengen begynder at kaste med sten efter hesten for at få den til at gå igen. Flere går opad floden for at vade over længere oppe. Alt tager lang tid.

Den tandløse vejviser

En gammel mand med et flot stammetæppe er blandt de første ovre, og da han skal besøge sin bror i Qasha’s Nek bliver det aftalt, vi får ham med som vejviser. Han taler ikke et ord engelsk og har endnu færre tænder, men han er flink og venlig, medbringende intet andet end sig selv og en computertaske. Han er glad for de tilbudte appelsiner, pæren og cherrytomaterne og sidder bagi og nikker venligt. Hvis der er nogen tvivl, peger han lige frem eller til siden. Ingen tvivl om, han kender vejen. Det tager kun halvanden time at komme tilbage til der, vi drejede forkert, fire landsbyer  senere. Turen ned tog to timer. Det var oppe ved radiomasten, vi kørte forkert.

Nu er vi på rette vej, og så begynder det at gå nedad i hårnålesving over flere floder med enkelte helt nye broer. Vi kan se bjergene, der markerer grænsen, men vejene er så snoede, at ti km i luftlinje er 50 km på landjorden. Omsider er vejene dog ved at blive bedre, landsbyerne ligger tættere, og så sker det. Vi rammer en af de virkelig mange ekstremt skarpe sten, der ligger i siden af vejen pga. stenskred og de uendelige vejarbejder. Dækket siger en høj lyd, og bilen begynder at ryste. En flænge på 30 cm i venstre bagdæk, og vi må i gang. Det tager os tid, for bilen er virkelig tung og med en speciel vægtfordeling pga. metalkassen med telt og grej placeret højt. Vi er dog kommet i gang med at skifte dækket, da en truck fra Lesotho Electricity Company stopper. Manden præsenterer sig med sit tilnavn ”Machine”, og så kommer der fart over feltet. Dækket bliver hurtigt skiftet, men da vores kompressor åbenbart ikke kan pumpe helt op, vil han vise os vej til et værksted oppe ved grænsen. Han er lidt en helt netop da. Ved tydeligvis hvad han gør og er smilende of hjælpsom.

Afbalancering og dæk pumpet op: 5 kroner!

Vi er ret lettede over at være nede fra bjergene igen, og vejen er igen god. Til sidst er der endog asfalt for første gang siden dæmningen, og det går som en leg med at komme op til grænsebyen. Her venter  både Machine og den gamle mands bror. De sikrer sig, at vi kører ind ved et diminutivt skur af bølgeblik. Her er rodet og støvet. Maden i skuren ved siden af tør vi ikke spise. Inde i blikskuret og udenfor er der fyldt med gamle dæk. Men Machine havde ret. De får effektivt afbalanceret vores dæk igen. Og inden vi har set os om er vi klar. De flinke folk på værkstedet pumper alle dæk, inklusiv det ekstra reservedæk for kun 5 kroner MED drikkepenge.

Vi siger farvel til både mekanikerne, Machine og vores hyggelige tandløse rejsefælle og begiver os mod den lille grænse, hvor kontoret også er i en container, og vejen ind til Sydafrika går gennem en rusten låge. Vi siger farvel til Lesotho, et smukt land med venlige mennesker, men hvor ingen kort virker og tålmodighed er påkrævet. Forude venter Sydafrika og Swaziland, hvor turen bliver noget mere behagelig og uproblematisk. Men det er en anden historie.

Hvis du er træt af London, er du træt af livet
– en personlig beretning om hans absolutte yndlingsdestination: London.

London er min yndlingsby, ja mit yndlingssted i hele verden. Jeg har været i London et sted mellem 24 og 28 gange, afhængigt af hvordan man tæller. Jeg har boet i England i to omgange med hyppige besøg i hovedstaden. Og så har jeg været på utallige weekendture, juleture, ølture, historieture … Der er et hav imellem Danmark og London. Men med moderne flybilletter, er udgiften til en tur oftest noget billigere end en returbillet mellem Aarhus og København.

Nu vil læseren måske spørge, hvorfor jeg dog synes, London er så fantastisk? Det er bl.a. fordi, det både er verdens måske mest multikulturelle by og samtidigt umiskendeligt Dronning Victorias gamle hovedstad. Så global. Og så engelsk. På samme tid. London har det hele. Alle verdens sprog tales her. Alverdens mad spises her. Byen har museer i absolut verdensklasse, bankende klubber med de nyeste rytmer og rolige parker med tid til afslapning og eftertanke. Alt sammen placeret på nogle flade sand- og lerbanker langs en grumset flod, Themsen, der roligt slynger sig ud mod Nordsøen.

London er egentlig to byer: Westminster og City. City ligger mod øst og er den oprindelige by, her romerne grundlagde bosættelsen Londonium, der udviklede sig til en vigtig by i deres nordligste provins. I dag er City et af verdens vigtigste finanscentre, og skinnende skyskrabere tårner sig op. Efter arbejdstid er her imidlertid dødt. Det er i Westminster, at livet leves, og det er nok den del af byen, de allerfleste forbinder med London. Her finder man, foruden parlamentet, nogle af Europas shoppinggader, Regent Street og Oxford Street samt hele Londons underholdningskvarter: musicals, teater, de nyeste film. Man keder sig aldrig. Som den kendte forfatter og Londoner, Samul Johnson udtalte: hvis man er træt af London, er man træt af livet!

På Trafalgar Square, der regnes for Londons egentlige centrum, står Lord Nelson på sin søjle og skuer ud på folket. Som dansker er det ikke helt rart, for Københavns bombardement i 1807, hvor de forsmædelige englændere stak af med den danske flåde kommunikeres som en sejr nederst på Nelsons sokkel. Ignorerer man det og kigger ned ad Whitehall, ligger de engelske ministerier side om side langs denne paradegade, hvor England traditionelt har fejret sine krigshelte. Man mærker det gamle imperiums storhed og historiens vingesus. Mest berømt af sidegaderne er naturligvis Downing Street, hvor premier-ministeren holder til i nummer 10, en bygning, der er udødeliggjort i den fremragende engelske politiske komedieserie, ”Yes, Prime Minister”. For enden af Whitehall ligger Westminster, verdens ældste fungerende parlament med tårnet, hvor det berømte ur ”Big Ben” holder styr på tiden med sin karakteristiske ringen ud over Themsen.

Går man forbi parlamentet over Westminster Bridge er man syd for Themsen. Her dominerer ”The London Eye”, et gigantisk pariserhjul, hvorfra der dag og nat er en fabelagtig udsigt over byen. Spadsereturen videre langs Themsen er en af mine yndlingsudflugter i hele verden. Man passerer små spontane markeder, musikere, hyggelige cafeer og ganske almindelige mennesker, der slapper af på meget forskellige måder. Her sker altid noget. Går man mod øst kommer man forbi det tidligere Bankside Kraftværk, der nu huser Tate Modern, Londons og et af verdens fremmeste museer for moderne kunst. Her er altid gang i den med spændende værker og begivenheder. Jeg har selv endog været til techno rave derinde. På sydsiden finder man også Shakespeares gamle The Globe Theatre, der er blevet genopbygget og er et must for enhver, der blot er lidt interesseret i den berømte dramatiker. Er man blevet tørstig kan man få en øl på The Anchor med udsigt over Themsen, inden man via den ret nye Millennium Bridge, en ren fodgængerbro, atter kan krydse floden, hvorefter man er i City of London, tæt på Londons største kirke St. Pauls Cathedral. I kvarteret omkring kirken finder man Fleet Street, Londons berømte avisgade og Doctor Johnsons hus. Den gode doktor var en af 1700-tallets mest markante intellektuelle og ophavsmand til monsterværket Den Store Engelske Ordbog. På grund af krige og den store brand i 1666 er der ikke meget af middelalderens London tilbage, men i dette område finder man dog det gamle rådhus, The Guildhall, samt den stemningsfulde og uundgåelige pub, Ye Olde Cheshire Cheese, hvor notabiliteter som Dickens, Pepys og Johnson holdt til. Indtag en klassisk engelsk bitter tilsat røgen fra den koks, der stadig fyres med, og man føler sig hensat til en anden tidsalder.

London er som København efterhånden vokset sammen med mange omgivevnde byer og består af meget forskellige bydele. Det giver London nogle meget distinkte karterer, hvor man nærmest befinder sig i en landsby midt i metropolen. Islington har længe været kvarteret for intellektuelle og progressive politikere. Bloomsbury er stedet for jurister og endnu flere intellektuelle, der samles på de hyggelige pubber omkring Lincoln Inn og British Museum. Notting Hill og Marylebone er kendt for deres boghandlere og kunstbutikker, og Hampstead, lidt nord for bymidten er stedet for de rige og kendte. Det samme gælder Chelsea og Kentington med deres royale tilstedeværelse og eksklusive stormagasiner som f.eks. Harrods.

Er man til det maritime, er det Greenwich øst for London, man skal besøge. Her ligger et søfartsmuseum og det berømte observatorium, med nulmeridianen, som har været definerende for klodens længdegrader siden 1884. Her kan man bogstaveligt talt stå med et ben på hver halvkugle.

Lidt øst for City finder man Whitechapel, traditionelt set ikke det pæneste kvarter i London. Det fik hurtigt rygte som stedet for fattige og forbrydere. Det var her den berømte og mytiske massemorder, Jack the Ripper, i 1888 dukkede ud af den klamme tåge og myrdede kvindelige prostituerede på stribe. Jack the Ripper har givet navn til adskillige tv-serier og film, og i det hele taget dyrker London både forbrydelse, gru og rædsel. I fængselsmuseet The Klink ved Themsen kan man besøge et fængsel, som det har set ud i gamle dage, komplet med horrible torturinstrumenter, der blev anvendt til at tvinge tilståelser ud af sigtede Londonere. Byen er efter sigende også fyldt med spøgelser og genfærd fra sin lange historie, og talrige er de ”ghost walks”, spøgelsesture, man kan deltage i, og hvor gys og uhygge formidles af dygtige entertainere til intetanende turister.

London udmærker sig ved at være en meget grøn by. Man kan nærmest gå gennem hele byen i parker eller små grønne områder. Englænderne har, selv om der ikke længere bor så mange af dem på landet, aldrig helt vænnet sig til byen og kan godt lide at have små grønne pladser mellem husene. Man har også bevaret de store parker , hvoraf flere har været kongelige ejendomme. Hyde Park, St. James Park og Regents Park er nogle af dem. Den største er dog Hampstead Heath nord for selve byen, der mere er åbent land end en egentligt park. Her holder Londonerne af at gå tur med deres hunde søndag eftermiddag efter den uundgåelige Sunday Roast, der er en gammel tradition. Den kunne f.eks. være indtaget på Spaniards Inn, en traditioenel og meget stemningsfyldt pub i udkanten af heden, hvor landevejsrøveren Dick Turpin holdt til og røvede de forbipasserende. På Parliament Hills er der en fremragende udsigt over Londons skyline, og man kan slappe af på en bænk, mens byens børn flyver med drager og unge par af alle nationaliteter går søndagspromenade.

Efter en lang dag i London er det tid at få noget at spise og drikke. London byder sammen med New York på vel nok verdens mest facetterede køkken. Alle verdens regioner og kulinariske traditioner er repræsenteret. En tur i Chinatown er nærmest uomgængelig med kinesiske restauranter med velduftende Pekingænder udstillet i vinduerne. Eller hvad med japanske restauranter med sushi og bento? Man kommer i London heller ikke uden om de talrige indiske restauranter. Jeg har talt med flere indere, der hævder, at man i London får verdens bedste indiske mad. En fem retters menu på et lille indisk sted i Soho udfordrer smagssansen og får sveden til at springe. Og hvad er så bedre end at slutte af med et par pints på af de mange legendariske og historiske pubber. Min egen favorit er The Porterhouse ved Covent Garden, hvor mange slags øl brygges på stedet. Specielt deres Oyster Stout er fremragende.

Hjemme fra pubben kan man gå i seng mættet med indtryk og drømme om næste dag i verdens efter min mening mest fascinerende storby, mens hjernen bearbejder Londons visuelle indtryk, dufte og oplevelser. Man er muligvis træt men ikke af London. For i så fald er man, for igen at citere Johnson, træt af livet. Og det ville jo ikke være så godt!

Artiklen kan også læses i fuld opsætning i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 68

Pamir Highway
Pamir Highway udgør et af verdens mest spektakulære roadtrips. I august 2016 gjorde jeg turen sammen med medlemmer af De Berejstes Klub under kyndig ledelse af Søren Bonde

Pamir Highway ligger i grænselandet mellem Kirgisistan, Kina, Tadsjikistan og Afghanistan. Fra Osh i Kirgisistan gik det ad den legendariske vej over 4600 meter høje pas, gennem øde strækninger og små ensomme landsbyer. Vi besøgte yurtlejre og yakoksehyrder og boede hos fiskere i 4 kilometers højde. Vi kørte langs grænsen til Afghanistan, så tæt på, vi kunne vinke til folkene på modsat bred. Mellem sneklædte bjerge gik det gennem grønne dale med frugthaver, indtil vi til sidst nåede Tadsjikistans hovedstad Dushanbe.

Jeg vil huske turen for elendige veje, ringe mad, forfærdelige toiletter, den dårligste mave nogensinde, de mest korrupte politifolk men også de flotteste bjerge og de venligste mennesker, man kan forestille sig!

Mange flere billeder her.

Europas lilleputlande
Dette indlæg har også været bragt som artikel i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 59, marts 2015. Den er skrevet sammen med Heidi Sørensen, der på det tidspunkt også var medlem af klubben. Fotos er udelukkende mine egne.

Udfordringen måtte tages op. Den venlige redaktør påpegede, at på trods af Globens overordentligt brede sortiment af artikler gennem årene, var der endnu ikke nogen, der havde skrevet om lilleputlandene Andorra, Liechtenstein, og San Marino. Som sagt, så gjort. I denne artikel tager vi dig desuden med til Monaco. Kravet om 24 timers tilstedeværelse gør, at man fordyber sig i og oplever disse landes charme, frem for bare at ræse igennem dem på en hurtig sightseeing. Undertiden er det en dyr fornøjelse, men under overfladen venter spændende og anderledes oplevelser.

Det er en bagende varm sommerdag i 2005. Turen går nede fra Barcelona, op gennem Pyrenæerne, forbi det dinosaurustakkede bjerg Montserrat, der har fået så mange spanske pigebørn opkaldt efter sig (Montse). Vejen ind til Andorra er smal. Det bliver et ophold på 24½ time, inden bussen ruller den anden vej næste dag. Hovedbyen hedder Andorra-la-Vella, og den ligger ganske smukt, midt i mellem stejle bjergsider. Enkelte berejste vil også kende Andorra for dets to skiområder eller de gode vandreruter, men for de fleste turister er Andorra lig med denne by, et toldfrit paradis, der er helt domineret af butikker med spiritus og elektronik samt smagløse handelsarkader. Men kigger man op, er her smukt

Andorra er ikke et backpackersted, så indlogeringen bliver på et halvfint hotel, på det tidspunkt det dyreste nogensinde på en rejse. Pizzaen nede ved floden er til gengæld rimelig i pris, og den kolde fadøl fejler heller ingenting. Ud over de mange toldfrie butikker er byen domineret af det monstrøse kurbadskompleks, Caldea. Dyrt og dejligt, et sted for the newly wed and the nearly dead. Efter solide vandreture op og ned ad handelsgaderne er det tid til at se det hele lidt fra oven. Man kan gå på klippehylder højt hævet over byen, væk fra lydene og de andre turister, der stadig er i gang med at købe billig gin og grimme tasker. For en politolog er det uomgængeligt i et nyt land, at man skal se parlamentet. Bortset fra Cook Islands, hvor parlamentet holdt til i et skur, er dette det mindste, jeg har set. Et typisk lille pyrenæisk stenhus rummer lilleputstatens lovgivende forsamling. Og så er der vist også plads til regeringen og en hel del embedsmænd. Mørket falder på og aftenen tilbringes i karbadet. Når man nu har betalt for et dyrt hotel, skal det udnyttes. Man er vel jyde.

Lad os slå det fast med det samme: Andorra har ingen spændende museer eller andre must-see-destinationer. Næste formiddag bliver brugt på slentretur langs floden, og bussen afgår planmæssigt. Et nyt land og en hyggelig oplevelse. Men alligevel godt man skal tilbage til Barcelona.

Mellem grønne sætere og løgkupler

Det er en anden sommer, nærmere bestemt i 2011. Vejen går gennem et koklokke- og alpehyttebeklædt Schweiz, en lille tur over Rhinen, der endnu her er ganske lille, og et skilt forkynder, at man er i Liechtenstein. Her er landligt og fredeligt i dette lille grønne bakkelandskab, der klemmer sig ind mellem en mur af bjerge og så Rhinen. Endnu et af de små lande, der pga. sin geografiske beliggenhed og manglende ressourcer har fået lov at blive liggende uspoleret, når stormagterne har raset frem og tilbage over kontinentet.

Første stop er Planken (ja, det hedder den!), en klassisk landsby med alpehuse og en lille fin kirke. Herfra kan man lave et vildt trek op over bjergkammen og ind i Schweiz på den anden side. Vi har bilen med, og mageligheden vinder. Men en anden god gang! I stedet går turen op mod Malbun, Liechtensteins eneste skisportssted. Det er en flot tur derop gennem hyggelige småbyer med kirker med løgkupler. Vi tager stoleliften op til toppen i over 2.000 meters højde. Her er som i ”Heidi”-bøgerne: alpeblomster, køer med klokker og endog en ørn, der dykker i flugt hen over himlen. Det lille lands flag vajer i vinden, og man kan drikke landets egen øl. Udsigten i det vigende lys er som på Kasper Friedrichs berømte maleri ”Vandreren”. Her er storslået!

Overnatningen foregår på landets eneste campingplads, ved Mittagspitze. Det er nok en af Europas smukkest beliggende campingpladser. Helt i læ af et massivt bjerg og med udsigt over et stort stykke af Rhindalen. Middagsmaden er pasta med skinke, lavet over primus. Ingen grund til at sidde inde på en restaurant, når man kan nyde maden sådan et sted.

Næste morgen går det ned i den mikroskopiske hovedstad Vaduz, der alle andre steder ville være en lille provinsby. Og det er den også her, bestemt ikke noget særligt. Byen er dog kendt for én ting: sit postkontor. Her er der postbokse for alle de firmaer fra hele verden, der af skattemæssige grunde har dækadresse i Liechtenstein. Og det er mange! Midt i fotoseancen gør en ganske sur dame opmærksom på, at man skam ikke må tage billeder. Diskretion er en æressag, som de siger i Olsenbanden …

Vi ruller sydpå og tager afsked med Liechtenstein gennem et fint lille område med slotte og militærkøretøjer. Det er åbenbart her, landets minimale militær holder til. Vi er blevet en oplevelse rigere og glæder os over, at vi ”skulle” bruge 24 timer i dette land, for det var bestemt besøget værd. Man kunne sagtens have brugt mere tid, men vi skulle videre på turen rundt om Alperne.

På udflugt hos de rige

Snirkle, snirkle, op, op, ned, ned, og lige der ligger Middelhavet med sit azurblå vand, da vi nogle dage senere ankommer til Monaco på samme alpetur. Vi har kørt gennem bjergpas og vinområder, og det første vue over Middelhavet er fantastisk. Vi kører ind i Monaco fra den østlige side, og det er vanskeligt at vurdere, hvornår man krydser grænsen. Vi tager tid fra countryklubben, da vi ved, at den er inden for grænsen. Gaderne i Monaco er små, snørklede og ligger i lag op langs klippesiderne. Dette sammenholdt med, at Monaco er meget lille, betyder, at man hurtigt kommer længere, end man tror og dermed ender med at køre en del i ring for at finde hotel og derefter et p-hus.

Vi havde på forhånd forventet, at alt var ekslusivt og dyrt, da Monaco er det land i verden, der har flest millionærer (og milliardærer), men allerede da vi kommer ind i landet, lægger vi mærke til, at der kører mange gamle biler rundt, lidt underligt.

Vi har i god tid booket et hotelværelse, da der ikke er nogle muligheder for camping eller billig overnatning. De billigste hoteller ligger længere oppe og bagude, men heldigvis er der elevator visse steder i skråningen. Parkeringshusene er ligeledes placeret inde i klipperne, og dermed er Monacos få kvadratmeter udnyttet fuldt ud. Vi begiver os ned til havnen ved aftenstid, og hele området er indhyllet i loungemusik og uformel stemning. Man skal ikke lade sig snyde af den afslappede stemning på overfladen. Der er gang i et større sociologisk projekt med rangstigeklatring og fremvisning af ens kvaliteter, fysiske eller materielle. Det er sjældent, vi har fået så mange dømmende elevatorblikke på så kort tid, ikke mindst fra nyrige russere, der dominerer havnen denne aften. Tilbage ved hotellet finder vi en rigtig hyggelig cafe med god pizza og lidt mindre rangstigestemning.

Næste dag går vi atter ned til havneområdet for at kigge på yachterne i dagslyset. Som i nattelivet er her også en rangstige; fra små bitte fiskerbåde inderst til kæmpe yachtfærger (næsten) yderst. Man står lidt og kigger på de små fiskerbåde og undrer dog sig over, hvad den naturlige forklaring er, siden deres ejere har råd til at bo i Monaco. Vi erfarer senere, at både de gamle biler og de små fiskerbåde tilhører de ægte monegaskere, der udgør ca. 22 % af befolkningen, og som ikke skal betale for at bo i landet (eller i det mindste ikke stille bankkontosikkerhed). De mange yachts er oftest indregistrerede i Caymanøerne, men det skal da ikke stoppe en fra at have lidt sjov med at afgøre, hvilken man helst selv ville eje.

Resten af dagen går med en god lang frokost med udsigt over havnen og en gåtur langs havnepromenaden op til det berømte casino. Man kan kun komme ind i spillesalonerne mod betaling, men der er toiletfaciliteter i indgangshallen, og så har man da været der. Derudover holder der fem-seks meget fine biler udenfor af mærker som Ferrari, Porsche og Lamborghini, som de fleste mænd får taget billeder ved.

De 24 timer er efterhånden gået, og vi afslutter opholdet med at hente vores bil i parkeringskælderen for derefter at tage den berømte bane fra Monacos Formel 1-grandprix rundt gennem de smalle gader. Der er naturligvis trafik, men den er optegnet på bykortet. Vi når desværre kun op på 80 km/t gennem tunnellen. En skraldebil blokerer for videre udskejelser. Til gengæld tager vi turen rundt to gange, bare for sjov skyld. Farvel til Monaco og det azurblå vand og videre op gennem vilde franske nationalparker.

Republikken på toppen af verden

Midt i bjergene langs den italienske adriaterhavskyst ligger San Marino, der betragter sig selv som verdens ældste republik, grundlagt i 1263. Det er samtidig Europas tredjemindste og verdens femtemindste land. Vejen nede fra den kysten er kringlet. Som ved de andre små lande er det ikke andet end et blåt skilt, der forkynder, at man nu har entreret et andet land. Det er midt på eftermiddagen en septemberdag i 2013. Det er Jakobs alt for runde fødselsdag, og hvorfor ikke benytte den til at besøge et nyt land, det sidste i Europa, han mangler at besøge.

Booking.com har slået til igen, og vi er i stand til at indlogere os på fashionable Grand Hotel til en yderst rimelig pris. Udsigten til bjergene fejler intet, og vi er lige ved siden af porten til den ældste del af den gamle by, hjertet af San Marino. Den er placeret langs toppen af Monte Titano, så alt går enten op eller ned. Her er små snævre gader med stenhuse, der emmer af historie. Byens centrale plads er Piazza della Liberta med Palazzo Publico, hvor landets lille parlament, Storrådet, holder til. Som alle rigtige lande har San Marino sit eget lille bryggeri, og deres udmærkede øl kan nydes på pladsens fortovscafeer med udsigt over Apenninerne.

Trods de mange turister, ikke mindst endagsturister nede fra strandene i Rimini, er her charmerende, og om aftenen har man næsten byen for sig selv. Fødselsdagsmiddagen indtages på en glimrende restaurant, der hænger helt ud over en af de stejle klippekanter. Stjernehimlen er flot heroppe i bjergenes klare luft.

Monte Titano domineres af borgkomplekset La Guaita, der fra gammel tid har forsvaret republikken mod ydre fjender. Her er selvsagt en fantastisk udsigt fra de i alt tre fæstningstårne, som knejser langs højderyggen. Selve borgen huser et fint lille museum, og alt er nænsomt restaureret. Man er stolt af sin historie her. Efter en glimrende pizza og en ordentlig portion hjemmelavet is ruller vi stille og roligt ned ad bjerget og ind i Italien. San Marino er en skøn lille plet, og man får lyst til at vende tilbage en anden god gang.

FAKTA:

Transport: Alle fire lande egner sig godt til en kør-selv-ferie i Europa. Ingen af de fire lande har egen lufthavn, men man kan let flyve til lufthavne tæt på og leje en bil. Andorra ligger eksempelvis tæt på Barcelona Girona og Carcasssonne (i Sydfrankrig), som Ryanair begge flyver til fra Billund. Monaco kan besøges via eksempelvis Nice. San Marino ligger tæt på både Milano, Rom og Venedig Treviso. Vi fløj til Treviso med Ryanair og lejede en bil. Det er oplagt at kombinere et besøg i landene med tur i områderne rundt om; alle fire lande ligger omgivet af oplevelser.

Logi: Liechtenstein har både campingplads og B&B og er dermed det billigste land at overnatte i.  Monaco, Andorra og San Marino har primært kun hoteller – søg i god tid eksempelvis via booking.com for at få en god pris. Vi betalte ca. 500 kr. pr. nat for et luksuriøst dobbeltværelse.

Mad: Maden i San Marino er god og ikke dyrere end i Italien. Andorra minder om Spanien, måske lidt dyrere rent prismæssigt. Monaco har i alle prisklasser, og besøget kan være en anledning til at prøve noget fin gourmetmad. I Liechtenstein lavede vi selv mad på campingpladsen, da Liechtenstein er dyrere end eksempelvis Italien og Østrig.

Mare Balticum – Østersøen rundt 2008
Områderne omkring Østersøen har en årtusindgammel fælles kulturhistorie. Fra 1200-tallet og frem dominerede de overvejende tyske hansestæder, senere var det svenskerne, og under Den kolde Krig var det et ombejlet og omstridt område, et sandt spændingsfelt mellem øst og vest. Danmark har en lang historie i området, ikke blot i kraft af Østersøens perle, Bornholm: det var i det nuværende Estland, at Dannebrog ifølge overleveringen faldt ned fra himlen i 1219, og Valdemarerne, de udfarende danske middelalderkonger, besad et område, der strakte sig fra Holsten til Estland, altså næsten hele vejen rundt. En glinsende varm sommer i 2008 tog jeg sammen med min veninde Katja turen hele vejen rundt for at opdage lande og steder, der i mange år lå slumrende hen i Sovjetunionens skygge.

Det er en allerede en bagende varm formiddag, da vi krydser den dansk-tyske grænse. Første stop er Lübeck, den vigtigste af hansestæderne, der med sin monumentale Holsteintor den dag i dag sender et signal om, at her boede folk, som havde magt og indflydelse. I gotiske Mariekirche ligger en tonstung klokke stadig oven på en revne i gulvet, der hvor den faldt ned under et allieret bombardement i det tidlige 1945.

Ikke langt uden for byen krydses den nu usynlige grænse, der indtil for et par årtier siden udgjordes af jerntæppet. I dag bemærkes den ikke – det genforenede Tyskland forsøger at slette arene fra den smertefulde deling. Næste stop er Rostock, også en gammel hansestad. Den fik mange bomber i sidste krig, men er genopbygget i lidt af den gamle stil: smalle købmandshuse og et rådhus, der leder tankerne hen på en konditorkage.

Kystbyer og cirkusser

Videre østpå går det. Øst for Greifswald kører vi ud på Osedum-halvøen, en smal landtange, der skiller havet fra en række fjorde inde i landet, og her får vi for første gang nærkontakt med Østersøen. Det vil sige, vi kan ikke se vandet, for der er solide nåleplantager mellem os og vandet. Jeg genser Swinoujscie efter 10 år. Første gang kom vi en anden varm sommerdag med færgen fra København. Meget er forandret. Østersøkysten heroppe er en næsten ubrudt kæde af badestrande, små pensionater, og det ene lille tarvelige cirkus efter det andet. I Dziwnow indlogerer vi os på Admiral Hotel, et gammelt stilfuldt kurhotel med udsigt over floden. Byen er derimod ikke stilfuld: den ultimative badeby med souvenirbutikker, iskiosker, og endnu flere hæslige cirkusser.

Næste dag går det videre langs kysten til byer, hvis navne er umulige at udtale, og som man også hurtigt bliver færdig med. Sidst på eftermiddagen når vi Gdansk. På vej ind i byen passerer vi det berømte Leninskibsværft, som har en helt særlig plads i omvæltningerne i Østeuropa. Det var her, en elektriker ved navn Lech Walesa i 1980 startede en fri fagforening, Solidaritet, som blev et første varsel om de folkelige protester, der i 1989 væltede muren.

Gdansk er en smuk by med nænsomt restaurerede huse langs kanalerne. Der er et kæmpe udvalg af hyggelige barer og restauranter. Vi ender i en hvælvet kælder, der blandt andet byder på glimrende fiskesuppe og kølige øl! Hovedretten er en fin ørred, og fisken fejler bestemt intet her ved havet.

Ulveskansen – Hitlers hovedkvarter

Turen østpå fortsætter gennem Elblag og Olztyn, en hyggelig gammel by med borgruin og flere kirker. På vejen videre mod Litauen gør vi en omvej omkring, Ulveskansen, Hitlers vinterhovedkvarter fra krigens første år, som er kendt fra blandt andet filmen Der Untergang. Nazisterne gik grundigt til værks – nogle bunkers har seks meter tykke mure af armeret beton. Den allermest solide er Hitlers egen, nr. 13. Det er et meget specielt sted, og selv om bygningerne er forfaldne og overgroet af skoven, kan man alligevel fornemme, hvad der er gået for sig her.

Vi har nu nået grænselandet mellem Polen og Litauen, der udgøres af en nationalpark med noget af Europas sidste urskov. I 1996 kørte jeg på studietur til Litauen ad en elendig vej, og vi sad i kø to timer ved grænsen. I dag er vejen fin, og vi ryger lige over.

Det sydlige Litauen er ikke uinteressant, om end fattigt. Husene er næsten alle af træ og de små byer faldefærdige. Uden for Druskininkai er en tidligere kommunistisk koncentrationslejr lavet om til et museum over kommunismens rædsler, komplet med kreaturvogne brugt til transport af fanger, vagttårne og betonstatuer af de store kommunistiske ledere og en hel del mindre. Alt sammen er udført meget originalt, i den totale mangel på smag og stil, der prægede kunsten i den gamle østblok. Parken har været meget kontroversiel, fordi den udelader historien om, hvordan litauerne selv hjalp såvel kommunister som nazister med at udrydde og deportere jøder.

Vejen op mod hovedstaden Vilnius går dels gennem urskoven, dels forbi Litauens nationalikon, den gamle middelalderborg Trakai, komplet med voldgrav og røde tårne. En sommerdag som denne er den pakket med lokale på udflugt.

Gensyn med Vilnius

Vilnius er en perle af en hovedstad. Det er et af Europas bedste eksempler på barokbyggestil, og i forhold til mit første besøg 13 år tidligere er meget nænsomt restaureret langs de brostensbelagte gader. Kirkerne fremstår atter i fordoms pragt, og små kunstforretninger ligger side om side i de århundredegamle borgerhuse. Hovedstrøget Gedimino Prospekta forbinder byens skagensgule domkirke med parlamentet, som var centrum for kampene i 1991, da Sovjetblokken i en sidste krampetrækning forsøgte at sætte den nyudråbte litauiske republik på plads. Forehavendet mislykkedes heldigvis, da litauerne tappert forsvarede deres parlament og nyvundne frihed. Som et minde om kampen for selvstændighed er nogle af pigtrådsbarrikaderne stadig udstillet.

Det skorter ikke på god mad i Litauen. Vi sætter tænderne i et spækbræt af kolde specialiteter, fra røget oksemørbrad til griseører. Det hele skylles ned med lokalt mikrobryg, og livet forekommer skønt sådan en sommeraften i det såkaldt nye Europa.

Bryllup eller beach party?

Efter to dage i Vilnius går turen mod Kaunas, som var hovedstad i mellemkrigstiden, da Vilnius lå i Polen! Det er lørdag og den helt store bryllupsdag. En rest fra Sovjettiden er det gigantiske bryllupspalads midt i byen, som denne dag holder bryllupper væg til væg. Pyntede limousiner og andre store biler holder skulder ved skulder udenfor, og konstant lyder champagnepropper og hurraråb. Vi flygter fra disse festligheder videre tilbage mod Østersøkysten, til Klaipeda og videre til Liepaja i Letland, hvor alle, der ikke er i færd med at blive gift, har bevæget sig til Baltic Beach Party, Baltikums svar på Roskilde, men med skøn beliggenhed på selve stranden. For os 80er-musikelskere er det et behageligt genhør med tyske Alphaville, og ølpriserne er nogle andre end på Smukfest i Skanderborg.

Det er godt oppe ad næste formiddag, da vi kører videre langs kysten gennem Ventspils og op mod Riga. Letlands hovedstad ligner sig selv fra mit seneste besøg 13 år tidligere. Domkirken med den sorte løgkuppel knejser over den gamle brolagte bydel, men de gode restauranter og barer er blevet flere. Byens vartegn Pulvertornis, Krudttårnet, lever op til sit navn: der sidder kanonkugler fast i murene fra et af de utallige slag, der er gået for sig på disse kanter.

Efter en god nats søvn på et velbeliggende hostel går det videre nordpå til en flot og meget klassisk middelalderborg i Sigulda, inden vi rammer Estland og den hyggelige universitetsby Tartu, som i århundreder har været et regionalt centrum for lærdom. Byens gamle, gennemrestaurerede universitet danner et naturligt midtpunkt i den gamle bydel, hvor der på grund af sommerferien er ganske uddødt. Lærere og studerende er ude af byen, og de fleste barer er derfor lukkede. Til gengæld kan vi så få et værelse på et af kollegierne, splinternyt og high tech.

Tallinn – tilbage til middelalderen

Tallinn er Estlands hovedstad og, vil jeg sige, en af Europas smukkeste af slagsen. For en middelalderelsker som undertegnede er det ganske imponerende, at størstedelen af bymuren og 13 ud af 16 borgtårne er bevarede. Sammen med byens to dominerende spir, rådhusets og Sankt Olafskirkens, danner de en nærmest magisk stemning i aftenskumringen. I de snævre gader dyrkes middelaldertemaet, og den legendariske restaurant Olde Hansa er ingen undtagelse: turistet og svinedyr, men den fremragende mad, det gode øl (med kanelsmag!), og de søde servitricer i middelalderkjoler gør det til en fremragende oplevelse, så god at vi vender tilbage næste dag.

Estisk er et underligt sprog, i familie med finsk og ungarsk, og der er tilsyneladende ingen lokale, der finder det underligt, at vores hostel ligger på hjørnet af gaderne Pik og Nonne. Og sådan staves de! Til gengæld bor vi lige midt i det hele og har udsigt til den store rådhusplads med det enormt tynde og lange rådhustårn i gotisk stil.

Cirklen sluttes

Sidste stop på turen er Finland og Helsinki. Nu om dage sejler hurtigfærger hele tiden mellem de to hovedstæder, og efter kun to timers sejlads i aftensolen ankommer vi til byen, der er kendt for Aalto og Nokia. Vi bor i et hostel under tribunen på det olympiske stadion, med en kæmpe statue af Pavel Nuurmi, den flyvende finne, udenfor. Helsinkis hovedstrøg hedder promenaden, en dejlig bred boulevard med skyggefulde træer. I den lune sommeraften sidder vi indtil midnat og spiser sushi og drikker champagne. Det er ikke just typisk finsk….

Turen rundt om Østersøen slutter med en natfærge dagen efter til Stockholm, som bestemt også er et besøg værd. Efter en tur ned gennem et glinsende, sommerligt Sverige slutter vi cirklen med at overnatte i en gammel jernbanevogn i Lund. Det har været to uger med meget varierende oplevelser og bestemt noget, der kan anbefales.

Beretningen har været bragt som artikel i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 50, december 2012