De danskes øer – Jakob Linaa Jensen

Sejerø og Nekselø – øhop i Kattegat

jakoblinaa — Sun, 16 Aug 2020 20:56:21 +0000

Tag med på endnu et øhop i Storebælt, denne gang til Sejerø og Nekselø. En dampende varm cykeltur på Sejerø blev fulgt af en vandretur på vilde, uvejsomme Nekselø.

Ved Sjællands nordvestlige hjørne, lidt syd for Sjællands Odde ligger to øer, vi længe har drømt om at besøge. Sejerø er den store, mens Nekselø er den uvejsomme, lidt ukendte. I august 2020 begav Mette og jeg os afsted i den smukkeste sensommer. Færgerne sejler fra Havnsø, kun en time fra København, og de ligger lige ved siden af hinanden. Man er dog ikke i tvivl om, hvilken færge, der sejler hvorhen.

På vej til Sejerø

Ved ankomsten til Sejerø styrer vi op mod byen, hvor vi lejer to skønne knaldrøde cykeltur hos øens cykeludlejer, der holder til i en gammel gård. Således går det gennem Sejerby til Cafe Spætten, der er indrettet i et A-formet rødstenshus. Der er åbent med servering af traditionelle danske retter. Ejeren er flink, men det er ikke hver dag, hun gør rent. Voksdugene emmer af fedt og fluerester, og glassene er vist ikke vaskede særligt godt. Æggekagen, der kommer i en varm pande, er til gengæld virkelig dejlig, og priserne rørende. Man får meget for pengene her på øerne.

Vi lejede de fineste røde cykler

Videre går det ad små veje op langs øens nordkyst. Her er en duft af markblomster, og grønne bakker slynger sig om os. Solen bager godt, og vi har sved på panden. Stort set for enden af vejen kan vi ikke komme længere. Her går det af en sti melle hybenroser, forbi en urmager (sjovt sted at ligge) og op til øens gule fyrtårn, der majestætisk knejser på en høj bakke. Her er udsigt til Sjællands Odde, og også Samsø skimtes. Fyret har været en del af en trekant med Hjelm Fyr og Sletterhage Fyr på Helgenæs, der har haft til hensigt at lede trafikken sikkert gennem det sydlige Kattegat. I dag lyser det satdig, selv om GPS og anden teknologi har overtaget meget af fyrets funktioner. Omkring fyret er der stejle skrænter og strandenge med fugleliv og sødlig duft af strandblomster. I vandet skimtes en sæl, og man har følelsen af at være lige midt i Danmark. Vi ligger længe i sandet og kigger op i den blå himmel.

Sejerø Fyr

Vi kører nu ned langs øens vestkyst. Her er der sommerhuse, fine træskulpturer nænsomt hugget ud af døde stammer og ellers ikke så meget. Mdt på kysten er der en fin lavvandet badestrand med et leben af familier, der er i vandet og nyder vejret og de børnevenlige forhold. Oldemor følger stout med i sin kørestol med parasol. På Sejerø Minigolf får vi en tiltrængt is og kigger på et underligt sted med minigolf, sømblokke, petanque, kæmpeskak og utallige andre adspredelser, man har samlet på dette sted, der ser ud til at være uforandret siden 1970erne. En tidslomme, som man ofte finder det på de danske øer. Farverige fugle af alle slags kvidrer i det store voliere.

På stranden på Sejerø

Tilbage gennem Sejerby går turen nu ned på øens sydlige del med gårde, en lille fin landsby og store engdrag. Vi rammer atter vejen på øens vestkyst og ser den lille kirke med virkeligt billedskønne kalkmalerier, der går tilbage til 1300-tallet. Vi er i god tid til færgen tilbage og overnatter i det sjællandske i gode venners sommerhus.

Fine kalkmalerier i Sejerø Kirke

På øhop på vej til Nekselø

Næste dag går turen til Nekselø. Den er mindre end Sejerø men bjergtagende, bogstaveligt talt. Allerede dagen før havde vi fra færgen set øens bakkedrag, skabt af den istid, der har formet hele landskabet på denne del af Sjælland. Sejladsen er kun 20 minutter fra Havnsø til denne lille, men storslåede ø med stejle bjergsider ned til stranden mod nord, vest og syd og en stenstrand i skoven mod øst ind mod Sjælland. Vi lander i den meget lille havn, hvor vi udstyrer os med et kort. Det er godt, for der er ingen rigtige veje, men vi ser dog et par biler herovre. Ellers er det små stier op og ned ad bakkerne. I dag er luften varm og knastør. Vi nyder at blive varmet igennem og værdsætter det i en dansk sommer. En efterårsdag i regn og rusk ville øen være en helt andet oplevelse. Endnu engang slår duften af markblomster os imøde; kamille, vild kørvel, kornblomster og masser af hybenbuske. Nordpå går grusvejen – der er ingen asfaltveje på øen og vist kun 5 huse, der alle er små gårde. Vi kommer forbi de første smukke udsigter fra højden af øen ind over strandene mod nordøst med Sjælland og Vig i baggrunden.

Idylliske blomsterenge skråner ned mod vandet

Vi er begge fyrtårnsentusiaster, og nordpå er der to fyr. Det er mere tønder end tårne, men skønne er de, for de ligger om muligt endnu mere spektakulært, end danske fyr ellers gør. Forfyret ligger helt ude på nordspidsen. Her er istidslandskab med bjerge (!), dødishuller i landskabet med bakker og bjerge. Et vandhul med langt grønt græs, hvor køerne vader helt ud i mudderet for at æde det bedste og grønneste græs. Det er ren safari. Resten af marken er gul, knastør og stikkende med tidsler. Enkelte tidsler er den klare lilla, andre er som tørrede blomster. Vi har bare tæer i sandalerne og er nødt til at se, hvor vi går. I modsætning til safari på savannen går vi helt på køerne. Bagfyret ligger tilbagetrukket på det højeste punkt med spektakulær udsigt nordpå over forfyret og ud over havet op mod Sejerø. 29 m over havet er vi her.

Nekseløs fyr, suppleret af et støttefyr længere bagude

Fra fyrtårnene går øens vandresti op af en stejl sti helt ude langs bjergsiden med havet på højre side mod vest. Stien er stejl og bugter sig op og ned, men her er tørt og heldigvis ikke glat. Landskabet omkring os minder mest om klitter med stikkende buske og harsk-sødlige dufte. Her er slåen med blå bær, så vi kan vende tilbage og plukke bær til snaps. Ummhh. Slåen og havtorn er i sig selv grund nok til endnu en tur. De åbne bakker erstattes af tæt krat, og ved Klintegården har man sat et lille sæt med borde og bænke, så trætte vandrere som os kan hvile sig i skyggen. Midtvejs skifter terrænet fra natur til kultur. Markerne er nu dyrket. Græsset er slået. Nåletræer vokser langs kanten. De står helt skæve og læner sig ind mod øen. Vestenvinden har gjort sit. Det er helt som træerne ved Jyllands vestkyst. Her er stengærder, der vidner om gamle mark- og grænsedragninger. Jeg fantaserer om små kongedømmer i Middelalderen, for med beliggenheden centralt i det danske øhav har der været rige handelsmuligheder.

Vilde skrænter ned mod vandet

En smart motorbåd ligger ud for øen. Nogle unge springer i vandet. Vi hører hylene ved mødet med det kolde vand. Vandet er trods alt ikke som i Middelhavet. Selv står vi midt i middagssommersolen. Klokken er to, og vi er våde begge to på armene og panden af varmen. Det eneste der ikke virker er Visitsjælland, der har tre steder, hvor man engang har kunnet høre historier fra øen. Ligesom på Sejerø. Når man scanner QR-koden sker der INTET. Det svarer selvfølgelig til organisationen gamle slogan ‘Vestsjælland – her sker intet’. Så har man jo heller ikke lovet for meget.

Mette på vej mod toppen

Vi krydser den sydlige ende af øen og når den lille hvide og røde kirke, der virkelig ikke syner af meget. Som ofte på øer er den omgivet af en kirkegård, hvor gravstenene vidner om lange liv. Det er sundt at bo i disse rolige omgivelser. Selv drømmer jeg om det lille hus helt nede i vandkanten, jeg har set fra færgen. Fra kirken går det ad små stier ned gennem Trolddalen, en stejl istidsslugt med en nærmest lodret nedstigning. Heldigvis er der hugget trin ind i den smattede skovbund. For enden går vi i tæt krat langs vandet. Nogle Hellerupunge holder dunke-dunkefest på en båd et sted ude i vandet, men ellers er der kun lyden af de mange måger. Turen tilbage til den lille havn er kort men ganske strabadserende. Vi er blandt mange, der skal med dagens sidste færge hjem fra denne lille, ret ukendte perle midt i Danmark.

Jakob nyder udsigten

Jeg rejste sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der har været med til at skrive beretningen. Hendes blog kan findes på www.expandingourhorizon.dk.

Agersø og Omø – på øhop i Storebælt

jakoblinaa — Mon, 08 Jun 2020 19:42:49 +0000

Ud for Stigsnæs på Sydvestsjælland ligger to skønne, små øer, som de færreste har besøgt. Herfra kan man se både Storebæltsbroen, Fyn, Sjælland og Langeland. Man er midt i Danmark. Tag med på øhop i Storebælt.

I shelter på Agersø

Det er en frisk solrig sen eftermiddag i juni. Vi har kørt hele vejen langs den sydsjællandske kyst og besøgt de brofaste øer Gavnø, Enø og Glænø. Men nu er der ingen vej udenom en færge. Det er en kort tur med færgen Agersø, og snart sejler i ind i den lille havn, der ligger i udkanten af Agersø by. Øen er næsten 7 km² og havde i 2017 174 fastboende.

Vi går op gennem byen, der ånder fred og idyl. I det store gadekær kan man tydeligt høre klokkefrøerne, og husene ligger i en cirkel rundt om, som de har gjort i århundreder.

Der er booket shelter i Agersø Naturcenter ved hallen, men vores shelterapp angiver ikke steder præcist, og der er ingen skilte. En overrasket mand i et fint lille bjælkehus viser os i den rigtige retning, over engen og på den anden side af skovbrynet. Shelteret ligger sammen med tre andre i en rundkreds og med en skøn udsigt over Storebælt og til broen.

Agersøs sydspids er Helleholm, næsten en selvstændig ø, der er forbundet med Agersø via en bred landtange, kaldet “Skagen”. Her er det rigeste fugleliv, da området er et vigtigt hvilested for fugle på træk mellem Skandinavien og Sydeuropa. Her er dog også mange rent “danske” fugle. Hætte- og sølvmåger blander sig med terner. I engene er flokke af lærker, og man ser vadefugle som hejrer og traner. Her er en dejlig kakofonisk lyd af alle former for fugleskræp og -pip.

Ude på Helleholm ligger øens fyrtårn, tykt og tolv meter højt. Det er bygget i år 1900 som erstatning for et tidligere, mere primitivt et af slagsen. Dets glimt kan ses 16 km væk ud i Storebælt. Et for- og bagfyr, begge som gittermaster, supplerer og leder trafikken sikkert gennem det lavvandede sund. Fra fyret har vi en smuk udsigt til en rød solnedgang og en himmel tækket med gyldne skjolde.

Vi går en anden vej tilbage og falder oven et yndigt lille hus med små nænsomt snedkererede boder, hvor der sælges lokale snapse, marmelader, pickles og brugskunst. Vi forsynes os med snapse og delikatesser. Strandurt, malurt, savtang. Aldrig har vi set brændevin med disse urter. Spændende. Og hyggeligt.

Tilbage i lejren falder mørket på., mens vi mæsker os i røget fisk fra Karrebæksminde Havn. En mættet dag lægges til hvile i shelteren med panoramaudsigt til Storebælt og en midsommersol, der kan følges under den nordlige horisont.

Næste morgen vågner vi ret tidligt. Mette har frosset, så første stop er varm kaffe. Det får vi hos øens købmand, der åbner klokken otte og er placeret på intet ringere end “Centertorvet”. Det er klart øens travle hjørne. Det er gamle mennesker, der bor her. Pensionister, efterlønsmodtagere, en invalidepensionist med elknallert. Et par kommer på en gammel motorcykel, begge i mangefarvet joggingtøj. Han kommer med en munter bemærkning om, at han skal styre, fordi kvinder ikke kan køre, og han får et godmodigt dask bagfra med indkøbsnettet. Begge hilser venligt på os. Indehaveren er tyndhåret og venligheden selv. Sammen med sin mand har hun overtaget butikken for et år siden, efter de har drevet bode. ga og spillehal inde i Skælskør. Det er vigtigt for øen, de to mennesker har villet overtage butikken, da den forrige ejer sagde fra. Butikken er livsnerven, og uden den vil fraflytningen tage voldsomt til. Udvalget er rimeligt, og vi får frisk frugt, rundstykker, og den meget tiltrængte kaffe. Man sælger også de lokale Agersø Øl, efter sigende brygget på kroen men vist snarere et samarbejde med Harboe inde i Skælskør. Jeg køber tre. Det er tidligt, men de kan jo gemmes.

På opslagstavlen på “Centertorvet” kan man følge livet i det lille øsamfund. Plæneklipper til salg. Sommerfesten aflyst på grund af Coronavirus. Kroen har sommermenu. Der er dødsannoncer. John og Jane er døde med kort tids mellemrum, men har ikke kunnet begraves passende på grund af Corona. Man afventer stadig en mindehøjtidelighed, når Agersø Kirke kan genåbnes fuldt ud. Endnu to af øens indbyggere har taget turen ud over det store hav, til det hinsides.

Vi går en tur gennem bygaden. Befolkningen herovre er gammel. Der står stokke, rollatorer og elkørestole uden for de gamle huse. Gardisettegardiner og pelargonier vidner om en anden tids smag og æstetik. Nogle af disse idylliske øer vil uddø. Andre vender bøtten og får unge tilflyttere. Vi håber på det bedste for Agersø. På kroen, øens anden livsnerve, får vi mere kaffe og en snak med værtsparret, der styrer forretningen og deres øvrige liv fra krostuen. Her servere kaffe i hele røde termokander, og den er dejligt stærk. Vi får lidt vand i hovedet på badeværelset og ender med at drikke hele kanden, inden det går tilbage til færgen, gennem hyldeduftende sidegader og blomstrende hybenhække.

Omø – landsbyidyl og bindingsværk

Efter en færgetur tilbage til Stigsnæs går det med en anden færge til Omø. 50 minutters sejlads fra Stigsnæs venter en fredelig ø med kirke, gadekær og en bondegård som dem, vi legede med som børn, i fuld størrelse:-)

Vi går ad en sommerlig vej med huse til den ene side og en grøn ø til den anden. Vi ser den lille hvide kirke med en yndig kirkegård og kommer til Omø by. Også her er et gadekær omdrejningspunktet, og bindingsværkshuse med stokværk og rygninger omkranser idyllen. Vi får en dejlig Omøplatte med en kedelig dåseøl til i Loen hos Lillian.

Hende og manden er efterlønnere og driver kroen om sommeren. Det gør de godt, med dejlig mad og maleriudstilling indenfor. Men om vi ikke vil købe den? De vil gerne sælge. Tilbuddet er fristende, men vi siger pænt farvel og går de to kilometer ud til fyrtårnet. Også her er der et rigt fugleliv, og duften af hyben blander sig med den sødlige brise af strandblomster. Det er ved at være højsommer, og vejret er meget bedre end lovet.

Ved fyret holder cyklister pause, og fra næsset kan man se Agersø, Sjælland, Fyn, Langeland og Storebæltsbroen. Man føler, man er lige midt i vores smukke land. Turen tilbage gennem fuglereservatet byder på traner, hejrer og endog en havørn, der svæver højt over os. Et gensyn med Lillian og en stor is, og så er det tilbage til færgen efter endnu to dejlige øer. En tur tilbage i tiden med bindingsværk og mad og priser som i forrige århundrede. Øhop i Danmark holder !

Møn rundt

jakoblinaa — Fri, 22 May 2020 21:01:44 +0000

Møn er en skøn ø, der for mange er lidt ukendt og overset. Selv har jeg først besøgt øen de senere år, men nu er det blevet til fire gange med appetit på mere. Øen er meget andet end Møns Klint. Man har smukke gamle landsbyer og hovedbyen Stege, smuk typisk dansk natur og den smukke Fanefjord Kirke med enestående kalkmalerier. I de senere år har man satset på gastronomi med lokale råvarer samt eget bryghus og senest også en mjødbrygger i em baggård i Stege. Derudover har man i Camønoen sin egen pendant til caminoen og med seneste skud på stammen, Dark Skies, prøver man at gøre sin enestående stjernehimmel til en turistdestination.

Man kan komme til Møn ad Mønbroen fra Sjælland eller ad Bogødæmningen fra Bogø, der igen er forbundet til Farøbroen. En varm og smuk forårsaften i 2020 kommer Mette og jeg kørende ad netop denne. Det er en magisk aften med store ynglende svaneflokke i vandet, duftende buske langs vejen og den smukkeste solnedgang, man kan forestille sig.

Den smukkeste solnedgang set fra Bogødæmningen

Vi er kørt over fra Falster efter en lang dag, og dagens syvende og sidste fyr er Borgsted Fyr, som har ligget i tilknytning til et gammelt fort. Det er en lille bygning, der ligner et ishus, og som ligger langt nede ad en mark. Også det er beregnet til at lede trafikken gennem det farlige Grønsund. Man kan se det fra vejen eller køre 2 veje hen, dreje til højre og køre tilbage langs kystvejen og derefter gå de sidste par hundrede meter langs vandet for at komme helt dertil.

Borgsted Fyr tæt ved dæmningen.

Vi overnatter i Klintholm Havn iklædt en smuk skumring. Vi har måske havnens bedste værelse, målt på udsigten, og den flinke vært Morten, forsyner os med Møns Bryg. Morten er noget af en iværksætter og har sammen med sin bror købt dette gamle Danlandhotel og sat det i stand. Han fortæller os om istandsættelse af bygningerne og udviklingen der er drevet af de store vindmøller i Østersøen. Morten går det længere, end man kan forvente, og er indbegrebet af god service. Stedet, Marina Park, kan anbefales på det varmeste.

Natlig idyl i Klintholm Havn

Næste dag er vejret endnu bedre. Mens Mette ordner et online møde, går jeg tur på den fredfyldte havn. Her er ikke så mange fiskere tilbage, og flere af deres huse er overtaget af naturen. Den lokale, hyggelige bodega er ved at åbne efter Coronakrisen. Dette er et sted, man godt kunne tilbringe flere dage i fred og ro. Men vi skal videre.

Gammelt fiskerhus i Klintholm Havn

Møns klint er hovedattraktionen på øen, og den er og bliver imponerende. Vi har begge været der før, og selv om det ikke er planen, er der ingen vej udenom turen ned ad de 468 trin til stranden og udsigten nedefra.

Møns Klint

Vi ser, naturligvis, de to fyrtårne nord og syd for klinten. Møns Fyr syd for er egentligt er et gult tårn bygget sammen med den gule fyrmesterbolig. Desværre er det et af de fyrtårne, hvor fyrmesterens kontrakt ikke tager højde for oplevelsesøkonomien, så der er “adgang forbudt”-skilte og en høj og tæt hæk. På grund af den høje, lodrette pynt skal man nærmest være bjergbestiger for at komme ud på vandsiden og se fyret nedefra. Rigtig mange går forgæves. Så er der mere stil over Hellehavn Nakke Fyr nord for klinten, der har de klassiske røde og hvide striber. Det ligger midt i skoven med udsigt til havet. Her er en bænk med udsigt, en lille udsigtsterrasse og vi føler os langt mere velkomne her.

Hellehavn Nakke Fyr.

Fyret nås gennem den smukke slotspark ved Liselund, et ret nyt slot, der blev bygget af en rigman.1800-tallet med datidens hang til romantik. Her er små hytter og minislotte, der alle skal minde om et land eller en tidsepoke. Stedet er egentligt en tidligere mose, som det har taget tid at penge at gøre så idyllisk som i dag.

Liselund slotspark nord for Møns klint.

Møns eneste egentlige by er Stege med en hyggelig gammel bykerne og en kirke, der virker for stor til den lille købstad. Her er fine spisesteder og det gamle bryghus, hvor man serverer øl fra Møn. Udvalget er godt, men denne dag er det desværre ikke muligt at få et bord. I gården overfor brygger en ung fyr mjød, Mytebryg, og efter smagen at dømme har han en fin fremtid foran sig. Det kan anbefales.

Godt udvalg Fra Møns Bryghus

Man kan heller ikke nævne Møn, uden at tale om Fanefjord Kirke, der ligger i øens sydvestlige hjørne, med Stege Nor til den ene side og havet til den anden. Den byder på nogle af Danmarks ypperste kalkmalerier og burde, ligesom andre af Danmarks gamle landsbykirker, være på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Kirken er enestående og sammen med Møns Klint de størst attraktioner på den smukke ø, der kalder på besøg igen og igen.

Rejsen tog jeg sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der også er berejst og medlem af De Berejstes Klub, og som skriver rejseblog på www.expandingourhorizon.dk.

Falster – Danmarks sydligste punkt, syv fyrtårne og en afstikker til Bogø

jakoblinaa — Thu, 21 May 2020 21:14:26 +0000

For mange af os fra Jylland eller København er Falster noget fjernt og forbindes måske mest med udkant og arbejdsløshed. Det er synd, for Falster er en smuk og spændende ø, der fortjener langt flere besøgende.

Det er foråret 2020 og med udsigt til en lang sommer i Danmark starter vores projekt om at køre hele Danmark rundt, helst langs kysten. Jeg kørte rundt om Jylland i 2017, beskrevet her og tidligere på året rundt om Fyn. Men nu skal vi ned at starte helt fra bunden, på Gedser Odde, som er Danmarks sydligste punkt.

Storstrømsbroen – lidt endnu …

Turen på Falster starter ved Storstrømsbroen. Det er snart sidste chance for at køre over den gamle, og byggeriet af den nye skrider hastigt frem. Turen går over Masnedø, og vi gør første stop ved Orehoved Fyr, det første af mange denne dag. Vi finder fyret ved at køre gennem et privat fabriksområde, men hinsides grimheden er der en flot udsigt til bro og vand. Fyret er omgivet af en lille strandeng, og selv den grimme parkeringsplads er ved at blive taget tilbage af naturen, hvor græsser bryder op gennem asfalten. Fyret er ovalt, hvidt og ligner næsten, det er bygget i Art Deco.

Orehoved Fyr

Herfra går det gennem små landsbyer mod syd. Jorden er frugtbar, og gårde og landsbyer ligger tæt. Ikke det Falster, som mange sikkert fordomsfuldt forestiller sig.

Idyl på Falster

Vi har et mål. Gedser Odde er første gang for mig, der dermed sætter sydlighedsrekord i Danmark. Selve odden ligger et stykke syd for byen, hvor sandede skrænter går ned i havet. Her er udsigt til færgehavnen og vindmølleparker. Fra parkeringspladsen, hvor der denne dag holder en del mobilehomes, går det sidste stykke til fods ned til Sydstenen, der markerer, at her ender Danmark.

Gedser Odde

Den er overdækket af en skæmmende gul bygning. Breddegraden 54,22,XX er vist på muren. Bag bygningen går en stejl klint i havet. Man kan ikke komme videre. Nord for odden står Gedser fyrtårn, på kanten af en rapsmark. Det er flot og klassisk og et stop værd. Fyrmesteren har ugæstfrit sat stole op i hullet i hækken, så man skal gå en del rundt på marken, hvis man vil helt derhen.

Det sydligste – i Danmark

Fra Gedser går det nordpå, forbi klassiske Marielyst og ad Margueriteruten forbi det klassiske gods, Corselitse, der optræder i den danske guldalderlitteratur. I dag er der store skovbrugsarealer. Helt ude ved kysten, i Østerskoven finder vi, for enden af en smal skovvej, Hestehoved Fyr. Det ligger totalt ensomt, som de andre små pletter langs vandet, hvor man kan have det helt for siæg selv. Det er i Danmark sjældent at have følelsen af at være så langt væk. Fyrmesterfamilien har indrettet sig med en smuk have, og vi leger begge med planen om at søge embede her på dette smukke sted.

Hestehoved Fyr

Det går nu tilbage til hovedvejen og atter ud il kysten ved Grønsund, der altid hart været et vanskeligt farvand at besejle. Derfor er der her flere fyr. Det første er Grønsund Fyr, som gjorde lodserne arbejdsløse, da det blev bygget for langt over hundrede år siden. Som en ekstra hån byggedes tårnet lige foran lodsernes udkigstårn, og da det oprindelige fyr blev opgivet, indrettede man det nuværende i tårnet. Tiderne skifter.

Også Fru Marie Grubbe har været her …

Til sidst går det til Falsters nordligste by, den gamle købstad Stubbekøbing med smukke gamle huse og en færge til Bogø på den anden side af Grønsund. Også her er der et fyr, som ligger for enden af en campingplads i byens nordlige del.

Stubbekøbing Fyr

Vi kører nordpå igen og forlader Falster via Farøbroen. Fra Farø går turen direkte til Bogø. En rigtig charmerende lille ø. Det er tid til aftensmad og et skilt ved vejen lokker os ind på Farøvad Spisested, hvor vi får dejlig lakseburger og jeg en skøn Pilsner Urquell. Det er et dejligt sted i aftensolen med venligt personale. Og skønt at spise ude for første gang siden Coronalukningen.

Farøbroen

Det nærliggende Bogø Fyr er lavet om til shelter. Her er 3 hårde pladser og en brændeovn på 1. sal med udsigt til Farøbroen i solnedgangen. Der er bålsted udenfor, og et ungt par hygger i solen og gør klar til natten. Vi drømmer om at overnatte her næste gang, med udsigt til Farøbro og solnedgang.

Måske Danmarks smukkeste shelter?

Vi forlader Bogø og dagens etape på Danmarksturen ad dæmningen til Møn. Her er den flotteste solnedgang, ledsaget af blomstrende buske og vilde svaner i hundredevis, der holder hof i den nedgående sol. Danmark bliver aldrig smukkere, og det er en perfekt og romantisk afslutning på en skøn dag på Sydhavsøerne.

Rejsen tog jeg sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der også er berejst og medlem af De Berejstes Klub, og som skriver rejseblog på www.expandingourhorizon.dk.

Rundt om Fyn

jakoblinaa — Fri, 08 May 2020 20:03:49 +0000

Det har længe været min mission at køre rundt om Danmark langs kysten. I 2017 kørte jeg rundt om Jylland i syv etaper, beskrevet her. I 2020 gjaldt set så Fyn. Teknisk set er jeg halvt Fynbo, da min far trådte sine barnesko i Gribsvad (selv om han var født i Marstal). Jeg har nu aldrig dyrket Fyn så meget, men det er en skam, for som vi skal se i det følgende, er det en dejlig og meget varieret landsdel.

Første etape: Nyborg – Middelfart (langs nordkysten)

Det er lørdag før påskeugen. Vi synes, vi skal holde lidt ferie, efter vi har siddet lukket inde pga. Corona i tre uger. Vi er Mette, hendes datter Ella og jeg. Vi stævner ud fra Sjælland på en smuk forårsdag, gennem et Coronalukket Danmark med forbløffende få biler på vejene. Vi har madpakker og håndsprit med og er helt klar på at holde os for os selv i afstand fra andre. Vi kører over den smukke Storebæltsbro, og Fyn tegner sig i morgendisen, fladt fra Nyborg op mod Hindsholm og Fyns Hoved, et af dagens mål. Selv Storebælt synes at være affolket for skibe denne formiddag. Vi drejer af lige efter broen og kommer langs strandvejen i Nyborg med masser af hoteller og fine villaer. Det er her, midt i landet, det halve Danmark mødes til konference. I dag er her øde. Parkeringspladserne er skræmmende tomme, og alt er lukket ned. Vi går langs stranden og slår smut. Vi har udsigt til broen. Her er stille. Kun havfuglenes dyk mod vandet og hæse skrig afbryder stilheden.

Vi kører op ad Fyns vestkyst, gennem Nyborgs forstæder og er snart i det åbne land med flade marker, meget ulig det bakkede Fyn, de fleste kender. Vores øjne falder på en flot herregård med bindingsværk og klokketårn, Risinge Herregård, der ligger flot omgivet af voldgrav. Også her virker der øde og forladt. Lige før Kerteminde svinger vi ind langs noren syd for byen og når det berømte Ladbyskib. Egentlig er det et skib skjult i en gravhøj og beregnet til at tage den lokale konge hinsides. Man ved ikke, hvem han var, og der gættes på alt fra en lokal hersker til en af Danmarks tidlige vikingekonger. Normalt kan man komme ned i højen og se skibet, det største af sin art i Danmark, men denne dag er her lukket pga. den igangværende epidemi. Udsigten fejler dog ikke noget, og man forstår godt, at fortidens stormænd ønskede at blive begravet sådanne steder.

Vi kører igennem den smukke gamle by Kerteminde med den berømte Amandastatue ved indkørslen til byen. Kerteminde, der er populær blandt pensionister og pendlere fra Odense (og derfor er blevet et dyrt sted at erhverve ejendom) er også kendt for det udmærkede Johannes Larsen-museum, viet til den dejlige maler og hans samtidige. Herfra går det op til Hindsholm, den nordlige halvø, der stikker op fra Fyns østkyst, og som på grund af sin beliggenhed slet ikke får de besøg, den fortjener. Ikke mindst er Fyns Hoved meget specielt, og landskabet med klinter, strandenge og våge byder både på en afveksling og artsrigdom, man ikke finder mange steder i Danmark. Denne dag er den smukke vandrerute ensrettet pga. Corona, men vi går en dejlig tur i den friske luft. Det er dejligt at være ude igen.

Mod øst går det via Munkebo med udsigt til Lindøværftet, og på den anden side af Odense når vi snart den gamle stationsby Otterup. Det er ved at blive sent, så Enebærodde Fyr må vente til en anden gang. I stedet går det nu langs Nordkysten, omgivet af hjorteflokke og med flot udsigt til Æbelø, hvortil man kan vandre ved lavvande, og som er kendt for sit rige fugleliv. Den gamle by Bogense er en behagelig overraskelse med sit trekantede torv med små huse på alle sider, en bymodel man sjældent ser i nutidens Danmark. Her er totalt idyl med den gamle, hvide kirke med det tykke tårn ragende op over de lave huse, kastende lange skygger i aftensolen. Forbi Båring Vig når vi efterhånden Lillebælt og det markante Strib Fyr, helt ude på kanten af Fyn. I den sidste sol ser vi Lillebæltsbroen, og snart er vi tilbage i hovedlandet.

Anden etape: Middelfart – Nyborg (langs sydkysten)

Det er lidt længere henne på foråret og dagen før Store Bededag. Det er en smuk solskinsdag med varme, og jeg er blevet tidligt færdig med arbejde og kører den sidste etape, på vej østover. Jeg starter, hvor jeg stoppede sidst, ved Lillebæltsbroen. Middelfart er en fin gammel købstad, som jeg mest kender, fordi min far boede der i mange år. Byen ligger ved to broer, der dominerer udsigten fra havnen, der de senere år er blevet renoveret med marina og dyre lejligheder. I den gamle by har man et af Danmarks ældste huse, en købmandsgård fra 1600-tallet, og den fine Mariekirke troner for enden af Algade. Byen har fint stynede træer og ser i det hele taget ud til at passe på sig selv. Jeg nyder udsigten på havnen, før jeg fortsætter ad Fyns vestkyst, forbi Føns og til Svinø, der egentlig er en halvø med græssende kreaturer. Her er gule rapsmarker, der dufter i eftermiddagssolen og lokale cyklister, der også nyder den dejlige forårsdag.

Ude langs hovedvejen mod Assens går det lidt hurtigere. Jeg skal nå at mødes med min gode ven fra De Berejstes Klub, Claus Andersen, på Faldsled Havn. Claus er fynbo fra Bøjden og kender området som sin egen bukselomme, selv om han de seneste 30 år har faret verden rundt, primært på cykel. Vi sidder på molen og deler et par øl. Der blæser en kold vind, selv om der er høj sol. Vi snakker rejser, den kommende sommer i Danmark og drømmer os på ture til Helnæs og Illumø, vi kan se fra havnen. Det er vist mulighederne denne sommer.

Claus cykler tilbage til Bøjden, og jeg passerer både ham og den berømte Faldsled Kro på vejen. Kendt for stjernemad og smørrebrød er det vist gået lidt tilbage de senere år. Jeg ser også Fyns eneste rundkirke i Horne, der har været kirke for hele Horneland, halvøen der rækker ud fra Fåborg. Fiskerne ude i Bøjden var så hedenske, de aldrig fik en kirke. I stedet kunne de sidde for sig selv og “lugte”, som man sagde inde i Horne. Kirken er bemærkelsesværdig, fordi den lille oprindelige rundkirke er suppleret af et langt midterskib.

På havnen i Fåborg er der mennesketomt denne torsdag aften. En modsætning til sidst jeg var her en varm sommer på cykeltur med Fætter Peter, hvor fiskerestauranterne langs kajen var propfyldte.

Jeg kører ad krogede veje helt ud til vandet igen ved Fjællebroen. Her er smukke bøgeskove rundt om en lille vig, hvor Fjællebroen går over det lave vand. Det store gods har vist været sanatorium, men ser i dag ud til at ligge øde hen, undtagen når det en sjælden gang bliver brugt til events. Den lille vig er en naturperle, jeg ikke tidligere har besøgt. Jeg spiser min medbragte mad på badebroen, omgivet af skræppende og dykkende vadefugle, og jeg føler mig i et med den smukkeste danske natur. Hvor er vores land vidunderligt sådan en majaften.

Jeg kører videre gennem gamle forladte byer og lukkede købmandsforretninger, ud til Rantzausminde, hvorfra vi for nogle år siden sejlede ud i vikingeskib i forbindelse med et arrangement i De Berejstes Klub. Her er smukt med bøge, der spejler sig i bølgen blå, ganske som i nationalsangen. Oven over det hele knejser broen til Langeland. Svendborg Havn ligner sig selv, men er også øde. De mange hyggelige restauranter og beværtninger har været lukket længe.

Turen fortsætter langs Fyns østkyst, gennem Gudme kendt for Gudmekongens hal, et stort vikingehus og det meget smukke Broholm Slot, der ligger smukt i aftensolen. Gennem Hesselager går det gennem endnu flere små fynske landsbyer op til noren syd for Nyborg og det vilde, nærmest gotiske Holchenhavn Slot, som jeg heller aldrig før har set.

Jeg sidder med noren på den ene side med en rød solnedgang og Storebælt på den anden side med en fuld måne, der står op over små sejlbåde og spejlblankt vand. Sådan en aften er Fyn bare smuk, og jeg kører glad fra Fyn og op på Storebæltsbroen. Ringen er sluttet, og jeg har kørt Fyn rundt.