Slotte, spøgelser og ældgamle pubber – på tur i klassiske England

Det klassiske England, som man forestiller sig det, rummer slotte, hyggelige landsbyer, fornemme kostskoler, hyggelige pubber, flotte haver og store øde heder. Og spøgelser. Ingen steder i verden spøger det efter sigende mere end i England. På denne tur tager jeg dig med vest for London, gennem Windsor, Wiltshire og Warminester. Til store øde Dartmoor og flotte, forrevne Devon. Og på en næsten tusind år gammel pub med hele tre residerende spøgelser!

Jeg har været i England mange gange. Ikke bare i London men i hele England. Fordi jeg har været overalt, både alene og med venner, bliver mine ture mere og mere detaljerede. Jeg skriver løbende om England, og en dag skal det blive til en rejsebog. Så skal der jo laves research. På denne tur ville jeg udforske kendte og ukendte områder i Vest- og Sydengland. Og den skulle for første gang bringe mig til Devons smukke kyst.

Det er en solbeskinnet morgen, og efter en begivenhedsløs overnatning på et lufthavnshotel i udkanten af London, kører jeg  mod Eton og Windsor. Jeg kommer først til Eton, der oser af uddannelse og fornemhed med sortklædte drenge, der vimser af sted på vej til time. Den berømte kostskole ligger flot i solen. Her har man uddannet 19 senere premierministre og alskens andre berømtheder. Eton er uddannelse for og til overklassen. En stadfæstelse af det britiske klassesamfund. Men meget roligt denne morgen med fine gamle huse og en søvnig High Street. Man kan skimte velholdte græsplæner inde i de gårde, der er omgivet af ældgamle, klassiske bygninger.De studerende går rundt i deres klassiske uniformer med lange frakker, og der er også enkelte gråhårede lærere at se. Quiet, please!

Imperiet slår igen

Over Windsor Bridge går det til Windsor og et andet britisk ikon. På den ene side af floden skolen, på den anden side kronen. Her ligger Windsor Castle, den britiske regents sommerbolig, en kæmpe kolos, der i øvrigt brændte i 1992. Men imperiets hovedkvarter slår igen og er renoveret i et orgie i gule kalkten. Ikke elegant men monstrøst med sine tykke mure og borgtårne. Rundt om det mastodontiske slot ligger en typisk engelsk by med High Street, antikverede butikker, pubber og kaffehuse. Denne dag er der kun enkelte turister og gamle mennesker på udflugt. Efter rundtur på slottet kan de forlyste sig i endeløse shoppingarkader.

Uden for Windsor ligger Ascot, det klassiske væddeløbssted, som om sommeren er et rituelt must for overklassen, der ser væddeløb iført det fineste skrud med flotte kjoler og store hatte. Show off frem for show. Jeg forestillede mig naivt et lille eksklusivt sted med maksimal stil, men det er nu en enorm bygning med tribuner osv. Her er det britiske imperiums palads for heste og overklasse. Og det er stort, næsten af amerikanske proportioner.

Det går vestpå af M4 i klart solskin. Jeg drejer af ved Newbury og kører igennem Hungerford. Nu er vi på landet, og de klassiske stenhuse begynder at dominere. Hungerford er en lille by, og der ligger gamle pubber i vejkanten. En af dem hedder Halfway Inn, og den ligger da også meget passende mellem to landsbyer. Her er idyllisk som vejene bliver mindre og stengærderne flere. Jeg er på vej ind i det klassiske, mytiske Wiltshire.

Verden af i går

Jeg gør holdt i Marlborough, en fin by med en trekantet markedsplads, der er så typisk i Vestengland. Her ligger også det berømte Marlborugh College, som nu også accepterer piger. Eleverne spankulerer rundt, drenge i jakkesæt og pigerne i lange sorte nederdele. Som i Sorø og på Herlufsholm fylder eleverne hele byen. Ved sportspladsen er pigerne på vej til hockey, den dominerende pigesport på kostskolerne, mens drengene spiller rugby og cricket. Fodbold er for underklassen. De karske piger ser determinerede og friske ud, selv om det må være en kold fornøjelse. Her er alt ved et gamle, alt er hvidt, ingen indvandrere. Det er en anakronisme, et England som det var i 50erne og ikke rigtigt har været siden. Men det har stil og er hyggeligt.

Fra Marlborough går det ind i hjertet af Wiltshire, som er kendt for sine mange mysterier, størst af alt mægtige Stonehenge. Jeg kommer til et af de mest markante fortidsminder, den helt kegleformede bakke, Silbury Hill, et fantastisk sted som tårner sig op midt på Salisbury Plain. I nærheden finder man Avebury, hvor hele landsbyen ligger inde i en stencirkel, der er væsentligt større end Stonehenge. Hele området er spækket med mystiske stencirkler, langdysser og andre fortidslev, der kalder på fantasi og let gysen. Gennem smukke bakker går det til Devizes, et mystisk bynavn, der kommer af, at vejene deler sig her. Det har været et knudepunkt i middelalderen. Jeg parkerer midt i byen og ser det berømte markedskors, hvor Ruth Pierce i følge legenden døde efter at have sværget ved sit liv, at det ikke var hende, der havde stjålet penge fra de andre markedskvinder. Men det var det, og hun faldt død om i en selvopfyldende profeti og en berømt legende, som er mindet i en bronzeplade på korset.

UFO-mysterier i Warminster

Herfra får det ned til Warminster, der i 1950erne og 60erne var hjemsted for mange mystiske UFO-observatooner. Jeg ser Longleat og Cley Hill, hvor de fleste blev spottet. Jeg parkerer og går lidt omkring på Clay Hill, der lever op til sit navn og er virkeligt mudret. Her er en mytisk stemning med disse bakker, og ligegyldigt om de mange UFO-legender fra Warminster er rigtige eller et produkt af Den Kolde Krigs paranoia, indbyder dette sted til mystiske fortællinger.

Overnatning midt i ingenting

Jeg har booket et værelse på Crossways Inn, en ensomt beliggende pub. Den er svær at finde uden GPS, på vejen møder jeg en rigtig bonde med stråhat, der er på vej hjem fra dagens dont. Ad små veje går det, indtil jeg pludselig kan se en lysende bygning på en bakketop. Det er pubben. Den er stor, men virker forladt. Det er uden for sæsonen, men jeg bydes velkommen af en nydelig herre i jakkesæt, hvis accent tyder på, han ikke er lokal. Kan ikke afgøre, om han er amerikaner eller østeuropæer. Jeg  får et fint rummeligt værelse og et par øl i den fine krostue. Exmoor Ale og Guinness. Maden fejler ikke noget, ganske lækkert , og jeg tager et par øl  til , mens jeg sidder og skriver. Her er kun en gæst ud over mig, men ved ottetiden dukker en masse larmende mænd og enkelte kvinder op, som spiller noget der hedder Skittles i baglokalet. Det er et larmende spil i stil med boccia eller airhockey, og mellem de hurtige runder drikkes der pint. De fleste er i ens poloer til lejligheden. De kommer hver torsdag og bidrager til omsætningen. Jeg går i seng i det fine og stille værelse.

Næste morgen er der lige så stille og overskyet. Kroens børn og andre fra byen venter på skolebussen. Jeg får engelsk morgenmad i restauranten og kører videre fra den flinke krovært. Jeg laver en lille  detour og kører ned til Bruton, en lille by i Somerset, der er blevet meget populær som et getaway eller refugium for rige og intellektuelle fra London, der i stort tal køber huse herude. Bruton er en gammel middelalderby omkring en lille flod og berømt for flere privat- og kostskoler, mest markant Bruton School men også to pigeskoler. Her er en afslappet stemning i de smalle gader, som eleverne går rundt krydsende åen på vej mellem de forskellige timer. Her er også en flot gammel normanisk kirke fra 1100-tallet.

1000 år gammel pub med tre spøgelser

Nordpå går det til Cheddar Gorge. Cheddar er en lille lidt trist by, men kløften er  fin. Ved indgangen er der hæslige souvenirbutikker og visitor centre, men der er ikke mange besøgende denne dag. Jeg kører op langs den dybe kløft og tilbage igen, og her er ganske imponerende. Fra Cheddar går det gennem Bridgewater til Quantock Hills, hvor min ven Karl og jeg var i 2007. Jeg ser på Coleridges hytte i Nether Stowey. Over Stowey og Nether Stowey er mytiske bynavne for mig, nok fordi vi første gang kørte der i en mørk tåget aften på vej op til et ensomt vandrerhjem. Her er det også tåget, og jeg kører omkring i de idylliske bakker, ned til Crowcombe, der sandelig ikke er livlig. Herfra går det ned til Taunton, som er ganske livlig denne fredag eftermiddag.

Som mørket falder på kører jeg ad flere mørke omveje til Trusham, hvor jeg overnatter i den næsten 1000 år gamle Cridford Inn. Den er nøje udvalgt og som taget ud af en drøm. Der har været ejendom her siden sidst i 1000-tallet, stald og hus, og kroens historie går ifølge Domesday Book tilbage til først i 1100-tallet. Noget af bygningen er fra den tid, blandt andet  det værelse, jeg bliver installeret i, og alt er da også skævt og gulvet gynger. Sengen fejler ikke noget, og badeværelset er også af nyere dato. Kroværten er flink og fortæller om stedets historie. Efter sigende residerer her ikke færre end tre spøgelser. Hun har stort rykind af folk fra egnen, der kommer for at spise deres fredagsmiddag, og maden er da også lækker, med dejligt lam og lokale øl. De har en gourmetrestaurant ved siden af, men folk foretrækker at sidde i den hyggelige pub. Jeg får adskillige øl og er på nettet, nyder kaminilden, der brænder lystigt og snakker med de muntre kvinder, der kommer ind i krostuen, Gennemført hyggeligt og kvintessentielt England. Jeg sover godt uden spøgelser.

Mægtige, mystiske Dartmoor

Næste morgen er de alle væk, og jeg er den eneste. En ung flink fyr serverer mig stor engelsk morgenmad med det hele, og han hævder, han mødte to spøgelser aftenen før. Dagens mål er først Dartmoor, den mægtige hede, som er kendt fra Conan Doyles berømte roman “Baskervilles hund”. Meget passende lægger jeg ud ved Hound Tor, en naturlig klippe, der udgør et samlingspunkt og udflugtsmål på heden.

I modsætning til sidst ser jeg Widecombe-in-the-Moor med den gamle kirke bygget for midler fra fåreuld. Der er hyggelige pubber og et fint lille udsalg af souvenirs. Her er sjovt midt på heden, en oase midt i intetheden.

Videre går det op på vejen tværs over heden med den gamle Warren Inn, hvor ilden efter sigende har brændt siden 1841. Jeg læser om stedets historie og tager billeder. En gammel mand sidder med sin lørdagspint og heden i baggrunden. Jeg ser også Two Bridges og Postbridge samt Princetown med fængslet. Livet herude har været hårdt.

Langs Devons smukke kyst

Resten af dagen tilbringes langs Devons kyst, et smukt sted, hvor jeg ikke har været før. Første stop er Beer, der ikke handler om øl men er en hyggelig gammel fiskerby. Derefter er det Seaton, der også er ganske idyllisk. Jeg er ude ved Sydenglands hvide klipper her og samtidig på den engelske riviera fra Torquay til Bournemouth. På denne dag er der dog ikke mange, men folk spiser trofast is og går hånd i hånd. Her er utvivlsomt proppet om sommeren. Videre til Lyme Regis, en endnu mere klassisk badeby, der også er uden for sæsonen.

Det bliver  sidste stop, selv om jeg tager en tur langs kysten og flotte klipper ved Bridport og Abbotsbury. Ad bagveje går det ind til Dorcester, der er en mærkelig by med gamle fabrikker ogf arbejderboliger. Jeg skal desperat finde en tankstation og når det og lidt mad til køreturen. Tilbage ved London bor jeg på Egham Estate, der vist mest er et bryllupshotel. Meget fornemt men nedslidt værelse. Jeg finder pubben, hvor jeg får indisk og øl, midt mellem alle de fine brylllupsgæster. Værelset er højere til loftet end det er bredt. Klassisk men nedslidt, symbol på det gamle England, jeg har været igennem.