Rejsen til verdens ende – min første tur til Antarktis i 2010

M/S Fram er et norsk ekspeditionsskib ejet af Hurtigruten, der om sommeren sejler i Nordnorge og Grønland og hvert vinterhalvår tager turen ned til den antarktiske sommer. Vi går om bord en tidlig januaraften i argentinske Ushuaia, verdens sydligste by, og bydes velkommen af den norsk-filipinske besætning ledet af kaptajn Arnvid Hansson. Han er en stout, enorm mand på mere end to meters højde, som med kyndig hånd styrer os frem og tilbage til isens kontinent. Selv da vi på hjemvejen ryger ind i en storm af vindstyrke 10, står denne norske kæmpe roligt på broen og styrer skuden gennem brådsøerne.

Syd for Kap Horn – igennem Drake-strædet

Vi skal sejle gennem Drake-strædet, et af verdens mest urolige farvande, der skiller Stillehavet og Atlanterhavet. Mange søfolk har endt deres dage her syd for Kap Horn, og sikkerheden er derfor af allerstørste vigtighed. Vi indleder vores ophold på båden med en redningsøvelse, og man sover med redningsvesten under sengen hver nat, just in case…. En hyggelig første aften tilbringes med drinks på panoramadækket, mens vi sejler ud gennem Beagle-kanalen, opkaldt efter Darwins berømte skib, som også var på disse kanter.
Sidst på natten kan vi godt mærke fra køjesengene, at vi har nået det åbne hav. Det begynder at rykke i skibet, men intet imod hvad, der venter på hjemturen.

Den første hele dag omfatter udelukkende sejlads i åbent hav. Man keder sig dog aldrig om bord på M/S Fram. Tre gange om dagen er der kæmpe buffet i restauranten, og selv med undertegnedes enorme appetit på frisk fisk og skaldyr og andre lækkerier, får man til sidst stillet sulten. Frokost og middag bliver sluttet af med is, og vi fire drengerøve, der rejser sammen, udvikler hurtigt en regel om, at man skal spise fire kugler, ligegyldigt hvor kraftig søgangen er…. Når man ikke spiser, er der foredrag med eksperter i Antarktis’ historie, fugleliv, miljøforhold og meget andet spændende. Endelig kan man rende maden af sig i det udmærkede fitnesscenter eller promenere på dækket udenfor. Jeg kunne godt gå hen og få smag for krydstogter.

Pingviner overalt

Tidligt næste morgen vækkes vi over højttaleren af den søde tyske ekspeditionsleder Anja, der kundgør, at vejret er fantastisk, og at vi snart kan se de første isbjerge. Meget usædvanligt for undertegnede forfatter, styrter jeg ud af sengen og op på dækket, selv om klokken knapt nok er syv. Ganske rigtigt ligger det første taffelformede isbjerg og glimter fint i den skarpe morgensol. Samtidig er det også dagen, hvor vi for første gang skal i land, på Halfmoon Island i South Shetland Islands, lidt nord for selve den antarktiske halvø. Det er en større procedure at få de mange grupper af i alt 200 folk i land ved hjælp af de små glasfiberbåde, specielt når der på grund af internationale traktater kun må være 100 i land af gangen. Desuden skal komplet overlevelsesudstyr til 100 mennesker med i land hver gang – uvejr kommer hurtigt og uventet på Antarktis, men vi får heldigvis ikke gjort brug af det. Med forbløffende effektivitet lykkes det den ene gang efter den anden personalet at få overstået hele proceduren i løbet af under tre timer.  Som alt andet på M/S Fram klapper tingene ned til mindste detalje.

Iført redningsvest og desinficerede støvler af hensyn til den sarte antarktiske natur er vores gruppe klar til den første landgang i en helt anden verden. Det er som at træde ind på månens overflade, da vi entrer det golde landskab af sne og klippe. Men her er ikke stille som på månen. Tusindvis af chinstrap-pingviner skriger, hviner, pipper om kap. Det er ynglesæson, og mange af dem ligger på rede med små grå, dunede unger under sig. På trods heraf er de forbløffende tamme og ser ikke ud til at ænse os. Reglerne på Antarktis siger blandt andet, at man ikke må komme dyrene nærmere end fem meter, men det er svært, når fuglene vader ud foran os på stierne eller nærmest flokkes rundt omkring os, når vi står stille. Man behøver ikke telezoom for at få perfekte skud i kassen her. Fuglene flokkes villigt omkring resterne af en gammel hvalfangerbåd, og med sneklædte bjerge i baggrunden, får vi allerede her bekræftet alle forventninger om, hvad Antarktis er.

På aftentur i en aktiv vulkan

Vores tur går helt efter planen, så efter endnu en god middag er der tid til en afstikker ind til Deception Island, en ringformet ø, der er skabt af en stadig aktiv vulkan, som havde udbred så sent som i 1967 og 1969. Turen ind i den lagune, der udfylder selve krateret, sker gennem en smal passage og kan kun foretages i det blikstille vejr, vi oplever denne aften. Her er rester af forskningsstationer og minedrift, men siden den internationale vedtagelse af Antarktistraktaten i 1961, har minedrift været forbudt på hele kontinentet. Et flot eksempel på, at verdens lande af og til kan enes om fornuftige tiltag til alles bedste. Kaptajnen manøvrerer dygtigt vores stolte skib rundt i hele lagunen, inden turen går ud imod en højrød solnedgang over det spejlblanke vand. Verden bliver aldrig smukkere

På Hendes Majestæts postkontor

Næste dag er første landgang på Cuverville Island. Her er det æselpingviner, der dominerer overalt, med deres karakteristiske røde næb og hæse skrig, der ganske rigtigt leder tanken hen på en flok vrantne græske æsler. Men fuglene er yndige og igen helt upåvirket af vores tilstedeværelse, også selv om de stort set alle ligger på små stenreder indeholdende bløde unger.

Eftermiddagen bliver en af turens smukkeste. Vi sejler gennem Neumayer Channel, omgivet af gletsjere, isbjerge og stejle bjergskråninger. Vandet er stadig helt stille, solen bager, og temperaturen på dækket minder om en varm dansk forårsdag, selv om vi er på 64 grader syd. Her ser vi også de første pukkelhvaler, der kommer op i overfladen og udspyr deres karakteristiske dampstråle.

Dagens anden landgang bliver i Port Lockroy, en gammel britisk forskningsstation brugt under blandt andet Anden Verdenskrig. I dag tjener den mest som turistattraktion, og i sommerhalvåret passes den af en britisk forstander og fire unge kvindelige biologistuderende. Stedet er et levende museum med antikveret radioudstyr, grammofonplader med Doris Day og konserves med holdbarhed til 1938. Stedets måske mest specielle tiltag er det fungerende postkontor, komplet med Dronning Elisabeths segl. Og ja, man kan sende et brev hjem, med et rigtigt engelsk frimærke. Vi nøjes med at købe souvenirs for medbragte engelske pund, noget der bestemt overrasker de lokale briter.

Verdens sydligste bar

Tidligt næste morgen sejler vi igennem Lemaire Channel, et af Antarktis’ mest kendte og fotograferede steder. Høje bjerge tårner sig op langs en smal kanal, hvor sejlrenden lige præcis er bred nok til skibet. Endnu engang er denne forfatter oppe langt tidligere end vanligt, men de høje bjerge, der rejser sig i morgendisen er hele anstrengelsen værd. Højdepunktet kommer, da en lavine går af og lander i vandet hundrede meter foran skibet.

Dagens første destination er turens sydligste punkt, den ukrainske Vernadsky Base, der med sine 65,49 grader syd ligger én grad fra polarcirklen. Ukrainerne fik basen som gave af briterne i forbindelse med landets selvstændighed, og basen er holdt i britisk stil, inklusiv en flot håndskåret bar af træ, som en britisk tømrer engang brugte en vinter på at lave – og blev fyret for ikke at lave det, han egentlig skulle! Her tilbyder de flinke ukrainske forskere hjemmebrændt vodka, selv om klokken dårligt nok er 10 om formiddagen. For ikke at miste balancen, er vi nødt til at drikke en til hvert ben, og da vi forlader basen, er næserne mere røde end sædvanligt i morgenkulden. På vejen ud gennem fjorden ser vi masser af sæler, inklusiv den berygtede leopardsæl, der netop har fortæret en pingvin og ligger i en rød pøl af blod. Det er en hård verden hernede.
Eftermiddagen byder på Peterman Island med sorthættede adelepingviner og flot udsigt fra øens højderyg, inden turen går tilbage op gennem Lemaire Channel.

Sejler med hvaler

Da vi vågner næste dag, er skibet ankret op i Paradise Harbour, som har fået sit navn på grund af sit rolige vand. Bugten er helt beskyttet af omkringliggende bjerge og har derfor været et yndet tilholdssted for hvalfangere, når stormen rasede. Her finder man den argentinske base, Almirante Brown, opkaldt efter en irsk immigrant, der grundlagde Argentinas flåde. Stedet er i dag delvist en ruin, fordi basens læge i 1984 gik bersærk og brændte stedet ned ved udsigt til at skulle tilbringe endnu en mørk antarktisk vinter på basen på et tidspunkt, hvor den argentinske regering ikke havde penge til at hente besætningen hjem. Missionen lykkedes, da besætningen blev reddet af et amerikansk skib, og lægen kunne skifte basen ud med et argentinsk sindssygehospital. Basen ligger for foden af en stejl bakke, og herfra er der en ganske glimrende kælketur ned igen.

Ellers står eftermiddagen i hvalkiggeriets tegn. Wilhelmina Bay er et af de steder i Antarktis, hvor der er flest hvaler, og vi ser da også både pukkelhvaler, bardehvaler og talrige spækhuggere. Aftensmaden afbrydes brat, da skibet pludseligt er helt omgivet af spækhuggere, og kaptajnen vender resolut skuden, så vi kan få et endnu bedre udsyn. Hvalerne er ved at lære deres unger at jage, og dyrene hugger op og ned i vandoverfladen i store flokke.

Så kom der en orkan fra vest….

Vi er nu på vej tilbage til Sydamerika, og Drakestrædet lever op til sit rygte. En orkan med vindstyrke 10 kommer ind ude fra Stillehavet, og mange tilbringer dagen i kahytterne. Vi er glade for at bo midtskibs i bunden, når man føler, hvordan det er at være i forstavnen. Bordtennisdysten må i dagens anledning opgives, og også den udendørs spa er lukket. De tre af os møder op til alle måltider, mest for at vise vi kan. Heldigvis har vores medbragte læge udstyret os med søsygeplastre, men midt i et ellers spændende foredrag om Shackleton må jeg ned i kahytten og lægge mig. De filippinske søfolk viser endnu engang deres evner og laver tallerkenservering i høj sø under aftenens ”Kaptajnens middag”. Kun én tallerken suppe bliver spildt.

Næste dag er vejret atter bedre, og dagen går med spændende foredrag fra de talrige medbragte eksperter samt de sidste enorme buffeter i denne omgang. Tidligt om morgenen 14. januar sejler vi ind i Ushuaias havn, og har atter fast grund under fødderne. For mig har det nok, alt inklusiv, været mit livs tur, men hvor jeg på forhånd troede, at det var en en-gang-i-livet oplevelse at se dette syvende kontinent, blev jeg klogere. Jeg er ramt af Antarktisdillen og vil tilbage igen!

Mange flere billeder her: http://antarctica.linaa.net/#!home

Artiklen har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub