Øhop i det nordlige Stillehav

Det nordlige Stillehav er et af verdens mindst besøgte områder. Der er langt fra både Europa og USA, og fordi amerikanske United har monopol på flyruten, der er en livline, som forbinder USA med en linie gående fra Hawaii, over Marshalløerne, Mikronesien og Guam til Palau, er priserne på transport skyhøje.

Nordligt og nordligt Stillehav. Vi er ikke langt mod nord, i gennemsnit syv grader nord for Ækvator. Men det er nordligere end det sydlige Stillehav, som de fleste kender bedree, med lande som Tonga, Samoa og Fiji. Men vi skal hertil, har aldrig været her, og eventyret venter.

 

Palau – P for Paradis

Nu sker det, for første gang nogensinde i det nordlige Stillehav,. Den tur, der har været overvejet i mange år, men som altid er strandet på pris. Og billigt er det heller ikke. Som vi nærmer os Palau, får vi en af de flotteste solnedgange med fuldstændigt gyldne og sorte farver, indhyllet i varierende tordenbyger og en blodrød sol i horisonten. Det er en af de smukkeste flyvninger nogensinde, og man må endnu engang undre sig over jordens magi. Vi lander i mørke i den lille lufthavn, hvor man skriver under på at ville beskytte Palaus natur. Værelset er fugtigt og hotellet ikke for godt, men det var det billigste, vi kunne få.

Vi spiser på en dyr japansk restaurant, og Mette får intet ringere end frugtflagermus i suppe og senere fritteret.  En stor delikatesse på Guam men også skyld i hjernesygdomme, da de flyvende hunde har en forkærlighed for frø med neurotoksiner. Flagermusen ser fin ud men er nærmest uspiselig. Jeg er mere heldig med mine sashimier, whitefish carpaccio og sashimi med sweetlips, whitefish og clam.

I Palau skal man i vandet. Og helst under. Vi hentes 8.30 og får en forrygende dag. Vi sejler ud mellem de mange små øer, og overalt er der små coves og ensomme bugter og strande. Vi sejler ud i lagunen og her er vidunderligt med havet blæsende ind i hovedet på os. Første stop er en afsondret bugt, Milky Way, med helt hvidt land, der er farvet af noget hvidt mudder, der udgør bunden. Den store attraktion her er at smøre dette hvide skidt i hovedet, og på nabobåden er der flere kinesere, der ser helt hvide og underlige ud. Også vi hopper i vandet og skal prøve, men det lugter fælt af svovl. Vandet er dog vidunderligt, og her er fredfyldt, da vi snart er de eneste i hele dette afsondrede paradis.

Næste stop er Rainbow Reef med et orgie af fisk i alle farver og former. Det er nok den største artsrigdom, jeg har oplevet og overgår Fillippinerne. Vi er i vandet længe og nyder enorme stimer af alle slags fisk. Næste stop er en ensom strand, hvor vi ser kæmpe muslinger. Nogle af dem er 50 åer gamle og har en størrelse på op til to meter. De spæde muslingelarver driver med strømmen og finder så et sted, hvor de bor resten af livet. Mange er helt forkalkede og dækket af sand, men man kan se, at der er noget levende ved dem.

Vi sejler ud i bugten, hvor vi snorkler med mange store revhajer, der venligt og nysgerrigt cirkler omkring os. Men dagens højdepunkt er Jellyfish Lake, en saltvandssø midt på en ø, hvor der i årevis har levet mange gyldne vandmænd. For nogle år siden blev de nærmest udslettede, sikkert på grund af turister og forurening, og dette er årsagen til, at Palau nu som første land i verden har totalforbudt solcreme med kemi. Vi må nøjes med den lokale baseret på kokosolie, og med dagens forbrænding må vi konstatere, den ikke virker. Efter at søen har været lukket i et par år, er vandmændene vendt tilbage, og vi føler os privilegerede, at søen nu er genåbnet, så vi kan tilbringe en time med disse fascinerende skabninger. Vejen går over en stejl kam, af mudrede trapper og snart står vi ved søens bred. Den er helt omkranset af regnskov og ligner noget fra en anden verden. Vi hopper i vandet fra dokken. For en stund er vi lukket ind i disse fascinerende skabningers verden. De er store, kommer selv hen til os, og ser ikke ud til at tage notits af, vi rører ved dem. Her er stille, magisk, og vi er helt tæt på.

Tilbage i byen er aftenen varm og klistret, og alle de lokale hilser venligt på os, selv den truckeragtige tatoverede fyr, der sidder foran et hus, der ligner, det allerede er faldet sammen om ørerne på ham. Der er tomme olietønder, bilvrag og et forfærdeligt rod.

Næste dag er endnu en snorkeldag. Vi stævner ud gennem bugten, igen mellem små øer, og ser grotter med gamle japanske kanoner og tomme olietønder, japanerne gemte sig godt i stillehavskrigen, så amerikanerne ikke kunne finde dem, og efter krigen glemte de meget af deres isenkram, på samme måde som der selv ti år efter kom japanere ud af junglen, der ikke vidste, krigen var forbi. Her er også udkigsposter og triggere. Der kunne bruges til at skyde kanonerne af, når amerikanske skibe nærmede sig.

Næste stop er Natural Arch, en bue skabt ud af de porøse kalkstensklipper, der giver mindelser om Krabi og Halong Bay. Men her er langt færre mennesker og meget mere behageligt.

Inden frokost snorkler vi ved Soft Coral Arch, endnu en bue men så lav, man kun lige kan svømme ind under den, på den anden side er strømmen stærk, så vi vender hurtigt tilbage. Her er masser af bløde, farvestrålende koraller på begge sider af buen, og vi nyder dem og de mange fisk. Her er igen uspoleret og idyllisk.

Videre går det til Cemetery Reef. Bag det makabre navn gemmer der sig en fantastisk artsrigdom og enorme fiskestimer af fusillus, små barracudaer og nogle stort og hvidstribede fisk, jeg skal habve tjekket navnet på. Her er også kæmpe papegøjefisk, og vi ser en Napoleon Wrasse, en kæmpe fisk, der græsser på korallerne.

Vi spiser frokost på Long Beach med en sandtange, der her ved lavvande går ud i bugten og er et populært selfiespot for asiaterne. Og for os. Her er bagende varmt, og vi føler, vi er i paradis.

German Channel er en menneskeskabt kanal, der forbinder de indre og ydre rev. Her er masser af dykkerbåde, for det er her på kanten af oceanvæggen, de store oplevelser er med blandt andet manta rays. Man må ikke dykke og snorkle i selve kanalen, da der er tæt trafik.

Turen går ud til Big Drop Off, hvor revet går ud fra kysten for at falde mange kilometer ned. Det er et farverigt rev med et kolossalt liv på grund af de mange næringsstoffer, der kommer op fra dybet, men det er også som altid skræmmende at kigge ned i det dybe blå.

Mikronesien – kendt fra barndommens globus

Da jeg var barn sad jeg med min globus og kiggede på det store blå Stillehav. Mikronesien, det lød vildt eksotisk. Mikronesien er både et stort område af af Stillehavet og en selvstændig stat, der. strækker sig over et kæmpe havområde. Jeg tænker dybhavet, Jacques Cousteau og vilde oplevelser i verdens dyb.

Det er blevet morgen, da vi lander på Chuuk efter en fantastisk tur hen over atoller omkranset af hvidskummende rev, med en fuldstændig blå baggrund. Noget af det smukkeste i verden.

Fra Chuuk går det til Pohnpei, den største ø i Mikronesien. Vi lander i den lille lufthavn, hvor alt er tilbagelænet, og vi hentes af Hotel Cliff Rainbow. Det hele er i kolonistil med kurvestole.

Næste dag har vi bestilt en tur med chauffør rundt på Pohnpei. Første stop er den fantastiske 500 år gamle fæstning, Nan Madol, som er så fantastisk, den har fået sit eget indlæg. Næste stop er Kehipori Vandfald, hvor vi atter skal betale til en gammel dame. Ved siden af er en af de små købmandsboder, hvor der ikke er mange varer, men hvor alt vises. Dåser, brød, nudler, kiks og kolde drikke. Som vanligt en gammel dame, der passer butikken. Også hun smukkeserer sig, inden jeg tager billeder.

Vandfaldet er flot, og Mette bader i den idylliske kulisse, igen er vi de eneste. Vi kører rundt om øen gennem små landsbyer, hvor vi kan se sporene fra forskellige lande. USAID og kinesisk bistand er synligt. Også japanerne har været her og i et vist omfang Australien. Her er gamle traditionelle huse og moderne skure. Men alt er omkranset af jungle, der konstant truer med at opsluge menneskenes værk, hvis den ikke holdes i skak.

Der bliver lidt tættere mellem husene, hvor vi nærmer os ”hovedstaden” Palikir. Ved College of Micronesia siger et slogan: en helt redder et liv, en sygeplejerske redder 100. Meget opbyggeligt. Vi ser den lille Capitol Hill med parlament, højesteret og præsidentens kontor. Magten er ikke helt tredelt her. På den anden side af vejen bor ”National auditor” og beredskabet. Kineserne er ved tat bygge nye administrationsbygninger, så alle embedsmænd også kan samles herude. Sikkert til en pris.

Fra Palikir går det mod Kolonia, hvor vi ser den spanske mur, der nu bruges til sportsplads for softball, et ruineret tysk kirketårn og gamle japanske tanks, alt sammen som vidne om dem, der har været her. Men i dag er det nok kineserne, der har fat i den lange ende.

Marshalløerne – atoller og atombomber

Sidste stop på den vandrette tur ud i Stillehavet er til Marshalløerne. Første mellemlanding er på Kwajalein, en atol i Marshalløerne, men det er militært område, så vi må hverken komme ud eller tage billeder. Herfra er det kun en kort flyvning til vi lander i Majuro på Marshall Islands. Solen er gået ned, og det er mørkt, som vi lander lidt i syv på en landingsbane op ad lagunen, omkranset af palmer. Majuro Atoll er temmelig stor med en diameter på 20 km, så det har været en ordentlig vulkan, der engang huserede her.

På landingsbanen er der fred og ro, men der er to instanser, de checker vi er vaccinerede mod mæslinger. De passer på her efter epidemien i Samoa, der kostede 80 mennesker livet. Til gengæld læser vi senere, at de har en vild Dengueepidemi her.

Majuro er den treedjestørste registrant af kommercieelle skibe i verden, kun overgået af Cayman Islands og Liberia!, og vi har også set mange yachter rundt omkring, der er indregistreret her. Det giver Marshalløerne en indtægtskilde på 13 mio. dollars om året, og det er en vigtig post på statsbudgettet i det lille land. Ellers er her skramlet og virker ikke særligt rigt.

Der er virkelig ikke meget at se. Vi vandrer ad den støvede hovedvej, der går langs hele atollen, hvor lastbiler fyldt med lokale rumler forbi. Stranden er lige ved, men vejene er delvist blokerede af gamle betonblokke, stridt græs, væltede hegn og det sædvanlige allestedsnærværende affald. Et mægtigt stadion ligger på den anden side af vejen, men ser ud som om, det ikke har været i brug meget længe. Der er faldefærdige butikker, en af dem hedder meget ironisk ”Tourist Trap”. Ellers er det ikke ligefrem delikatesser og haute couture, der præger bybilledet. Henne hvor vejen slår et knæk kan vi se en mægtig beige bygning, der viser sig at være landets parlament og regeringshovedkvarter. I modsætning til i Mikronesien, hvor vi bare kunne vade ind, er det her bag hegn og slå og virker utilnærmeligt. Det er hele landets administration, der ligger herinde. Uden for står et håndskrevet skilt (hvor ellers finder man det uden for et parlament), hvor der er vist vej til alskens steder, der ikke just er i nærheden. Ved siden af ligger politihovedkvarteret og bagved hospitalet. Det er hele landets infrastruktur, der er samlet her.

Landets forbindelse med omverdenen udgøres af to store paraboler, der ligner de lytter efter liv på andre planeter. Meget passende er der nedenfor en reklame for ”your gateway to the world”. Man forstår godt det dyre og langsomme internet, når det skal trækkes ned gennem denne parabol og derefter udbydes af et monopol. Marshalløerne lider under samme problem som Grønland og andre små samfund. Et busskur overfor er flot malet i blåt. Det fremgår, at det er rejst af borgmesteren men betalt af Taiwan. Man fornemmer også her et land, der er meget afhængigt af udenlandske donationer.

I modsætning til, hvad man skulle tro, når man ser det antal handelsskibe og yachter verden over, der er registreret på øerne, er der ingen fancy havn eller marina. Der er en landingsplads med en forfalden rampe, hvor seks unge gutter med baseballkasketter bugserer en generator fra en båd op på en pickup. De er rå typer og ligner dem, man finder i ethvert lille samfund som dette. Dem med chancer eller intellekt er for længst rejst væk. Overfor ligger der noget, der måske engang har været en yachtklub, og overalt ligger der rustent jern og spredt affald. Som ved alle havne er der en lille snasket fastfoodbiks, kaldet Yummi. Lokale kvinder øger deres kropsvægt yderligere ved at hente fastfood i fra et vindue, hvorfra der udgår en dunst af fedt og friture.

Hele området mindre om havne i faldefærdige forladte samfund overalt i verden, og havde det ikke været for den stikkende varme, kunne vi lige så godt være i Skotland eller på Færøerne. Overfor ligger en faldefærdig mormonkirke, og sektens mænd spankulerer rundt i byen let genkendelige i hvide skjorter og slips, en mundering, de er de eneste i hele Stillehavet, der bærer. På flyet findes de også, nydelige unge mænd og kvinder, der er så uskyldige og renskurede, man tror det er løgn. Men altid smilende, åbne og venlige, i modsætning til den kvælende kirke, de repræsenterer.

Atollen er meget smal heroppe. Lige på den anden side af vejen findes en strand med en smuk udsigt over en turkis lagune. Også her skal man dog klatre over væltede træstammer og tomme øldåser, og man tænker lidt, de lokale blot bruger deres ø som affaldsspand.

På vejen tilbage er der børn, der spiller baseball på en åben plads ned mod vandet. I Europe eller Amerika ville der være bygget dyre ejerlejligheder her, men ikke på Marshalløerne. Drengene spiller i små grupper, med rigtige baseballhandsker som i det USA, der har eksporteret deres nationalsport hertil, sammen med atomprøvesprængninger og fastfood. Marshalløerne er ikke et sted, man skal tilbage til. Nu skifter vi retning og flyver sydpå.