Nordkap 2021
I mange år havde jeg drømt om en tur til Nordkap, men andre ting havde stået for, og det var blevet udsat. Venner og kærester havde ikke kunnet lokkes med, fordi de alle i modsætning til mig, havde været meget i Norge som børn. For mig derimod var mit nordligste punkt, når man ser bort fra et besøg på Svalbard, Lillehammer. I sommeren 2021 skulle det være. Norge var netop åbnet efter corona, og med en margin på seks timer efter min anden vaccination og dermed adgang, rullede jeg af færgen i Kristiansand.
”Jamen du er da i god tid”, udbryder den kvindelige norske tolder, ”hvorfor kom du ikke før”? Jeg elsker norsk humor! Hun mener også, det er en laaaaang tur til Nordkap, en kommentar jeg får fra mange nordmænd på vejen.
Jeg har på forhånd fået at vide, at det er turen snarere end selve Nordkap, der er det vilde og spændende ved at køre derop. Så jeg har planlagt at tage mig god tid.
Norge er smukt fra starten. Efter meget trafik ud af Kristiansand, er jeg snart ved den første norske sø, og endnu engang har jeg følelsen af, hvorfor jeg ikke er i dette dejlige lande noget oftere. Kystruten mellem Flekkefjord og Egersund er en vild tur med stejle klipper ned mod havet. Der ligger små fiskerbyer langs kysten, her på kanten af Nordsøen og på kanten af Europa.
Allerede næste dag følger et af turens højdepunkter. Preikestolen, denne mægtige fritliggende klippe, som jeg længe har ønsket at bestige. Termometeret siger 28 grader, og hele Norge synes at være på vej op. Nordmænd er jo noget for sig, og mange, især purunge jenter, tager turen op og ned i løb! De mange danskere og tyskere er en dejlig påmindelse om, at verden åbner igen. Efterhånden kommer Lysefjorden til syne under os. Omsider tegner en fuldstændigt fritstående fjeldplade sig forude og målet er nået. Her er folk, der holder picnic, kærestepar, der tager selfier, og i vandet dybt nede under os sejler turbåde, mens paraglidere flyver forbi som lydløse fugle. Her er magisk og udsigten er milevid i alle retninger. Her er vi på toppen af Norge.
Nede igen går det ud til hovedvej 13 i retning af Røldal. Det er Norge, som jeg husker det fra min barndom med små røde huse beliggende på øer, brusende elve og stejle granbeklædte klippesider, hvor små forfaldne sæterhytter vidner om en fortid, hvor dette har været landbrugsland. Ved en smukt beliggende sø syd for Røldal, omkranset af høje tinder, slår jeg mit telt op. Waw.
Næste morgen kører jeg på østsiden af Oddafjorden, en arm af den mægtige Hardangerfjord. Jeg gør et holdt ved de imponerende vandfald ved Låtefoss, hvor der også er godt fyldt op.’ Det er i det hele taget en smuk vej her langs fjorden. Her er æbletræer i blomst, og stedet er da også kendt for sine cidere, ikke mindst fra Lofthus. Jeg tager en afstikker op til gletscheren Buarbreen i Folgefonna Nationalpark, der lyser hvidt et stykke oppe ad klippesiden. Om aftenen besøger jeg mine amerikanske venner, der har lånt en kollegas hus i Kinsarvik, lige ned til fjorden. Charles griller torsk, og vi har en snak om alle de store og væsentligste ting i den lyse sommernat.
De næste dage bringer mig op i Norges højeste fjelde. Langs Sognefjorden kører jeg til Årdal og tager passet ad vejen med det sigende navn, Tindeveien. Højalpine landskaber, fjeldsøer og felter af sne. I passet er der en bom, og man kan kun betale med kreditkort. En sjov konstruktion her i vildnisset. På den anden side venter Norges højeste bjerg, Galdhøpiggen. Landskabet heroppe bliver vildere, og jeg forventer hvert øjeblik, at guder, kæmper eller trolde vil dukke op. Jeg ser stavkirker og traditionelle norske gårde i den hyggelige landsby Sel, før turen går op gennem Gudbrandsdalen, en bred dal der nok er noget af det mest norske, man kan forestille sig. Dalen var længe isoleret og har rygter for en vis indavl, men med hovedvejen igennem er isolationen en saga blot. Dovrefjell NP er endnu et øde område med udsigt til Norges mytiske bjerg Snøhætta, der som navnet antyder ligger med en ring af sne.
Turens sjette og længste køredag starter i regnfulde Trondheim. Nidaroskatedralen er desværre lukket pga. gudstjeneste, så jeg må se dette prægtige gotiske mesterværk udefra. I Bispegården forsøger lokale ildsjæle at holde et lille middelaldermarked kørende i den silende regn. De er gennemblødte under de røde kutter, men spiller tappert. Uden for byen ser jeg Stiklestad, Norges svar på Jelling, hvor den norske nation blev født i 1030 i det berømte slag, ironisk nok ved at kongen, Olav den Hellige blev dræbt. Stenen, hvor han udåndede kan ses bagved alteret i kirken. Ingen tvivl om dette sted er vigtigt for nordmænd, men jeg er den eneste udlænding.
Det bliver som ventet en lang køredag med regn det meste af tiden. En del af turen går langs Namsen, verdens nok mest berømte lakseelv, som jeg nok ville have brugt mere tid på, da jeg var barn og lystfisker. Men måske en anden gang. Trods regnen fortsætter vejen i stor skønhed med både mægtige fjelde og dybe søer. Ganske som det ville være i Rasmus Klump, markerer en portal, at man nu kører ind i Nordnorge. Selvfølgelig flankeret af nordlys.
Mosjøen er en fin lille by med Sjøgata med mere end 100 træhuse lige ned til en dyb fjord. Den er på Unescos verdensarvsliste som et eksempel på en komplet og traditionel norsk kystby med velbevandrede træhuse. Alt ser intakt ud, som i byens storhedstid. I de tidligere handelshuse er der nu et lille kulturcenter, en indisk restaurant og en sushi takeaway. Her er en stemning af verden af i går, mens turister går rundt med rejseførere med præcis angivelse af alle huse og af og til trækker kameraerne for de obligatoriske billeder.
Efter en overnatning i Mo-i-Rana er det endnu en lang dag, hvor målet er mægtige Lofoten. Dagen starter dog på Polarcirklen. Der er bidende koldt og en strid vind, og det golde landskab signalerer, at jeg nu entrer Arktis. I Ulvsvåg forlader jeg for første gang i lang tid den legendariske E6 og kører ud på Hamarøy, hvor jeg skal prøve at komme med færgen i Skutvik. Herude bliver fjeldene højere og vejene mere end snoede. Turen tager lang tid og koster mange billeder. Jeg passerer små byer, der ser forladte ud, krydser broer, og forventningens glæde stiger. Jeg er på vej mod Lofoten. Færgeturen fra Skutvik til Svolvær på Lofoten er som lovet flot. Sorte og grønne klipper tårner sig op bag Svolvær og giver mindelser om Isle of Skye i Skotland. Jeg bor på Furu Hostel, nok det mest cool hostel nogensinde. Her er gamle designermøbler krydret med tæpper af lam og ren, vægge i lyse farver med naturbilleder, en dejlig økologisk bar og restaurant og de sødeste mennesker, der taler sammen frem for at være på de uundværlige telefoner. Nede ved vandet er der sauna og bålhytter, og man mærker med det samme roen sænke sig. En klar anbefaling herfra.
Vejret bliver bedre end lovet. Lofoten består af en kæde af øer forbundet med nye broer, og jeg kører hele vejen til Å i syd. Jeg besøger fine strande, gamle træklædte fiskerbyer og stopper konstant for de vildeste udsigter. Lofoten er stort. Jeg undervurderede åbenbart afstanden, da jeg bookede et sted, der så ud til at ligge lige uden for Svolvær. Det bliver en lang tur, selv om jeg skyder genvej med den lille færge fra Melbu til Fiskebøl. Heldigvis er det stadig lyst, og på den yderste vej langs vandet finder jeg omsider frem til Prøsch Brygge, en gammel telegrafstation helt ned til vandet. Værten Espen er flink og steger sejfileter til mig i sommernatten, og vi snakker længe. Ham og konen er på grund af corona gået fallit med et hotel i Tromsø og har tabt syv millioner. Nu er dette arvestykke det eneste, de har tilbage. Katrine er femte generation. Jeg går til køjs i det gamle men hyggelige værelse med masser af ting og udsigt til det vuggende hav lige uden for. Den største idyl.
Næste dag tager jeg helt ud til Vesterålens spids til den afsidesliggende fiskerby Nyksund, helt ude ved Norges og verdens ende. Byen har været forladt men atter fået liv, da en tysk filantrop kastede sin kærlighed på den og via indsamlinger og masser af arbejde renovere de gamle huse, mange på stylter i bugten. I storhedstiden var byen rig på hvalfangst, men med skiftende tider forfaldt den. Nu har han med de oprindelige materialer sat gang i en restaurering, hvor han funder alt fra bolte, skruer, brædder og net som han og andre ildsjæle bruger i restaureringen. Stedet og byen emmer af verden af i går.
Tilbage på fastlandet kommer jeg gennem Alta, hvor jeg ser byens berømte verdensarv, de 5-7000 år gamle helleristninger. De findes på en lang vandrerute rundt i et stenet landskab ned til fjorden. Her er mænd, både, indhegninger med rener og illustrationer af jagt og fiskeri. Selv om mange af tegnene uden tvivl har ceremoniel betydning, virker andre som simple brugsanvisninger i jagt og fiskeri. Helleristningerne har måske været datidens bibliotek, kirke og internet i ét.
Turen det sidste stykke til Nordkap er lang med flere fjorde og efterhånden vilde, golde landskaber uden træer. Vejret er indimellem fint med sol, men det ændrer sig. I Olderfjord deler vejen sig igen, og nu går det kun mod nord. Tidligere skulle man med færge, men i dag når man Nordkapøen gennem den 6,8 kilometer lange Nordkapptunnel, som blev indviet i 1999. Det er en kæmpe ingeniørmæssig bedrift. På sit dybeste sted går den 212 meter under havets overflade, og begge ender er forsynet med såkaldte kuldeporte for at forhindre tågen i at gennembore tunnelen om vinteren. Det sidste stykke ser jeg flere forblæste turcyklister og en enkelt autocamper. De er alle, som jeg, på vej mode deres mål. Det sidste stykke får jeg et solglimt ud til Knivskellsoden, inden skyerne trækker sig sammen igen, og så ankommer jeg til den gigantiske parkeringsplads. Min triptæller viser 3748 km siden Kristiansand!
Her er isnende koldt og blæser en strid vind, der synes at komme fra alle retninger på en gang. Jeg tager billeder ved den berømte jernglobus, der markerer Nordkap og kryber i ly på museet med nok verdens mest overdimensionerede souvenirbutik.
Mens jeg får varmen, reflekterer jeg over, hvordan mine rejser i Europa i 35 år har nået et foreløbigt endemål her. Jeg har nu denne sommer taget turen fra Rudbøl ved den tyske grænse til Nordkap, og lille Up! har kørt 4200 km. Jeg er klar til meget mere Europa, som er og bliver mit yndlingskontinent. Og efter en nat i en lille hytte tæt på Nordkap starter turen sydpå. Men det er en anden historie.