I verdens bedste rejseland, New Zealand – sydøen
Jeg har drømt om i mange år at komme til New Zealand. Mange har omtalt det som verdens bedste rejseland, og kombinationen af europæisk civilisation og fremmedartet natur virkede tillokkende. I vinteren 2017-18 gennemførte jeg turen. Det blev til to en halv uge på Nordøen og tre uger på Sydøen. Dette er beretningen om turens anden del.
Det er en ret kort tur fra Auckland til Christchurch. På vejen har jeg udsigt til sydøens sneklædte bjerge, og snart lander jeg i Christchurch. Jeg henter problemfrit min campervan hos Lucky Rentals, mit hjem de næste små tre uger. Der er dobbeltseng og køkken med rindende vand bagi. Solceller på taget. Køleskab til mad, øl og vin. Alt hvad man skal bruge til et roadtrip i dette fantastiske land.
Sorte engle og store skælv
Christchurch er blandt andet kendt fra filmen Heavenly Creatures (Sorte Engle), instrueret af en ung Peter Jackson og med Kate Winslet i rollen som en af to skolepiger, der myrder den enes mor. Filmen er baseret på en virkelig hændelse i 50erne. Både Christchurch Girls High School og Canterbury University, hvor Kate Winslets professorfar arbejder, er flyttet siden dengang. Og meget andet er forandret i det tidligere meget victorianske Christchurch.
Bymidten blev nærmest totalt ødelagt af jordskælvet i 2011, og der er meget, der ikke er genopbygget, og som ligger hen som tomter eller ligefrem stadig er klar til nedrivning. Det var forfærdelige 24 sekunder dengang i 2011, hvor byen mistede sin sjæl. Forstæderne udenom er ret normale, bortset fra bebyggelserne lands de sandede flodbredder, der faldt sammen som korthuse. Men det klassiske Christchurch er væk, byens sjæl er styrtet i støv, og indbyggerne kæmper stadig med traumerne. Katedralen står ruineret som et symbol på det, der var, og på langsommelighed i forhold til at bestemme, hvad der skal ske med den. Klokketårnet er helt væk og midterskibet er åbent bagtil, stivet af med jerndragere. Man har søgt at skjule tragedien med kunstværker udenom. Jeg bor hos en flink dame, Denise, i et hus bygget efter jordskælvet, hvor jeg har lejet en lille fin studiolejlighed. Hun er sød og vil gøre alt for sine gæster. Aftensmaden indtages på endnu et fint bryggeri, Cassels & son, hvor jeg får fire ganske ok øl og stemningen er god.
Næste morgen snakker jeg en del med Denise, der fortæller mig om jordskælvet og tiden efter. Det er langs flodens bredder, at jorden har været løs og husene er styrtet mest i grus. Ud over bymidten er de østlige forstæder hårdest ramt. Hele kvarterer forsvandt i rystelserne, og de er stadig ikke blevet genopbyggede. Midt på formiddagen kører jeg mod Canterbury University, hvor jeg skal mødes med Donald, en god kollega, og hans danske ph.d.-studerende Jakob. Det bliver en lang og hyggelig faglig snak i en nyere betonbygning opkaldt efter Karl Popper. Hernede hylder man stadig oplysning. Herefter går jeg en tur i byens fine botaniske have og pakker bilen om inden jeg kører ud af byen mod Banks Peninsula. Det er en lang tur gennem sandbanker og ud til halvøen, hvor jeg tager den meget flotte Summit Drive på kanten af en gammel vulkan med storslåede udsigter til begge sider. Jeg overnatter på fin campingplads ved vandet, lige ud til en uberørt bugt. Det er første nat i bilen, og jeg sover godt.
På vej væk derfra går det videre ad Summit Drive på kanten af et af de gamle kratere. Akaroa nede ved vandet viser sig at være en hyggelig by med en fin havnefront med små søde butikker og restauranter. På Akaroa Fish and Chips får jeg en dejlig portion grønne muslinger, og så kører jeg videre tilbage mod hovedlandet, Det er igen en kringlet vej, hvor Little River er den eneste ”by”. Inde i landet skyder jeg genvej ned til hovedvej 1, og så er jeg på vej mod syd og Timaru, som har en fin lille georgiansk bykerne med facader. Videre går det mod Oumaru, som har en gammel havn med industribygninger, der lige så godt kunne ligge på Londons dokker i Dickens’ tid. Her er fint, og man gør en dyd ud af at udstille de mange gamle maskiner. Der er fine antikvariater og en stor mall med kunst og whisky. Jeg drikker en smageplanke på Scotts Brewery og får en fantastisk pizza med kylling, chorizo, bacon og mozzarella.
Næste dag går det mod Dunedin ad en sommerlig kystvej, tæt på vandet og med grønne skrænter, der minder om Vesterhavet. Første stop er de berømte runde sten på stranden ved Moriake. Ingen ved, hvorfor de er runde, men de står der som noget fra en anden planet. De har været her meget længere end nogen af os, stenenes tid er en anden end menneskenes. Men de virker bløde, indbydende, man får lyst at røre ved dem. Nogle har form som skildpaddeskjolde, andre er bare helt runde. Ved fyrtårnet i nærheden er der et stort liv af sæler, måger og også et par pingviner. Det er et smukt sted, hvor jeg godt kunne være blevet længere. Men jeg skal videre ned mod Dunedin.
Saltsprøjt og albatrosser
Selve byen skuffer lidt. Byens berømte Emersons Brewing er ejet af broderen til Helen, som jeg mødte på en tur rundt i det sydlige Afrika. Richard er ikke selv hjemme, men hans bryggeri er stort med en glimrende restaurant og udmærkede øl. Her startede den New Zealandske ølrevolution, og siden har man ikke set sig tilbage. Ude af byen går det til Otago Peninsula. Det er en smuk kringlet tur langs vandet med mange gode fotomuligheder af den smukke bugt. Men den store attraktion er albatrosserne, de mægtige havfugle, der holder til på et næs yderst på halvøen. Vandrealbatrossen har et vingefang op til 3,3 meter, men her er det kongealbatrosser, der ”kun” kan have et vingefang på 3 meter. De kan blive op til 65 år og vejer 7 kilo. De kommer kun på land for at parre sig og får som regel kun et æg, så der skal nogle gange til for at holde bestanden i live. De kan leve hele deres liv på havet, og guiden Tom viser hvordan, de kan flyve hele vejen rundt om Antarktis i deres jagt på føde. Ægget vejer 450 gram og ligger godt i hånden. De ruger 11 uger, mere end nogen anden fugl, og hannerne og hunnerne skiftes til at ruge og hente mad. Efter disse interessante oplysninger er det tid at se dem fra et skjul i terrænet. Jeg synes vi er langt væk, når vi nu har givet 5o dollars, men det er stadigvæk en oplevelse at se de store fugle på reden, når man tidligere kun har set dem på havet.
Herefter går jeg ud og en tur langs klipperne, hvor der er et liv af havfugle, herunder de rødnæbbede måger, der efter sigende er udryddelsestruede. Det kan man nu ikke se her, hvor de spankulerer hjemmevante rundt mellem bilerne. Det er smukt at Stillehavet skylle op mod klipperne, og jeg føler mig i harmoni med verden.
Fugle omkring fyret
Næste dag går det for alvor mod sydkysten. Første stop er Kaka Point, en lille surferby med 200 sjæle og ikke meget andet. Videre går det mod Nuggets Point ad en flot kystvej med mark- og strandblomster i gult. Ude ved fyrtårnet er der et godt stykke vej at gå ad en smuk snoet vej langs vandet. Her er udsigter til stejle kipper og fuglefjelde, og der er varmt og sommerligt med alskens planter der har overtaget de stejle skråninger. Søfugle ligger på reder på klipperne, og nede i vandet svømmer pelssæler rundt. En mor med to unger ligger og nyder formiddagssolen i det lave vand. Fluer summer og fugle dykker mod havet på jagt efter føde. Der er små poetiske skilte, der beskriver dyreliv og landskab: Caitlins kyst, et sted for luft og drømme. Nuggets Point, hvor havet møder klippen, hvor vinden møder tidevandet. Smukt. Og så er der fyrtårnet, bygget i 1870 og et resultat af flere forlis i dette klippefyldte farvand. Der er noget ved fyrtårne, der altid har fascineret. Fra Lyngvig Fyr til disse fyrtårne er de symbol på retning midt i intetheden, på lys i mørket. Jeg har set fyrtårne i hele verden og vil gerne se mange flere.
Videre langs sydkysten går det mod Waipape og Slope Point, New Zealands fastlands geografisk sydligste punkt. Der gøres ikke noget ud af det. Vejen går gennem marker, men omsider kan jeg se en lille oprejst tromle og et gult skilt, der forkynder det åbenbare. Selv om vi er langt mod syd i New Zealand, er vi kun halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen. Det er utroligt at tænke sig.
Det sydligste punkt
Slope Point er New Zealands fastlands sydligste punkt rent geografisk, men symbolsk ligger det i Bluff. Derfor taler man også om New Zealand – fra Bluff til Reinga (sidstnævnte er det nordligste punkt). Jeg starter med at se det maritime museum, som er beskedent og ikke noget særligt. Gamle ting og sager fra skibe, missiler, kaptajnsuniformer og udenfor en østersbåds. Det eneste lidt interessante er en lille udstilling om hvalfangst og så udstoppede modeller af de fire pingvinarter, der findes i New Zealand. Jeg er ude igen et kvarter senere. Så går det gennem byen ud til det symbolsk sydligste punkt, og jeg ser det berømte skilt, der markerer afstanden til en lang række steder.
Tilbage Invercargill får jeg tanket, og derefter går det mod Riverton, hvor jeg spiser lidt mad med udsigt over den lille havn. Jeg gør stop ved Gemstone Beach og McCrassken Point. Det er de sidste steder på sydkysten og nu kan man se bjergene, der går ud i vandet, og strækker sig nordpå så langt øjet rækker. Jeg kører nu ind i Fiordland. Bjergene tårner sig op, og det er en flot tur i aftensolen. Jeg tjekker ind på en mølædt campingplads med schweizerhuse og små hytter, og bliver indlogeret af en snakkesalig ældre dame med briller fra 50erne og et gebis, der slet ikke passer og som hæmmer hendes linde talestrøm om alt fra vejret til amerikansk politik. Hun flyttede hertil for 52 år siden fra USA, som hun hader, men mener også NZ er ved at køre af sporet. Vi bliver enige om det meste. I køkkenet laver jeg rigtig mad og planlægger de næste dage. Jeg sover omgivet af træer.
I fjordlandet
Næste morgen regner det, men Doubtful Sound er et must her. Vi stævner ud gennem Lake Manapouri, og der er kun lejlighedsvise kig til bjergene, men man fornemmer stadig, det er en flot sø. Efter en times sejlads mellem dens omkringliggende tinder, når vi frem til West Arm Power Station, et kæmpe vandkraftværk, der kan forsyne hele Sydøen med sine 180 MW energi, men som mest driver et aluminiumsværk i Bluff. Det er bygget i 1960erne, og fordi det var svært at transportere tingene ad vejen nede fra Bluff, sejlede man i stedet ind gennem Doubtful Sound og byggede vejen derude fra, over Wilmotpasset til kraftværket. Det er New Zealands dyreste vej med 2 dollars per centimeter, men den er det værd, fordi den i dag gør Doubtful Sound tilgængelig for os. Der arbejdede 800 mand med at bygge værket, mange boede her og der var posthus, politi og butikker, mens 400 gifte mænd sejlede frem og tilbage ad søen hver dag.
Vi kører herfra over Wilmotpasset. Vi krydser mange floder og turen tager en time, før vi er ude ved begyndelsen af Doubtful Sound. Det hedder sådan, fordi Captain Cook valgte ikke at sejle herind, fordi det var tvivlsomt, om der var vind nok til at føre ham ud igen. Senere sejlede spanierne ind, og de var dermed de første til at opdage stedet. Her er vilde klipper formet af gletschere, og der er to tredjedele af dem under vandet, så her er virkeligt dybt. På grund af dybden og en speciel saltblanding er her masser af fisk og dyreliv, man normalt kun ser på oceaniske dybder. Derfor er her både delfiner, pingviner, koraller og masser af fisk, og på vej tilbage igen ser vi en stor hval, der blæser, muligvis en blåhval. Tågen letter lidt ind imellem, og vi ser fine tinder og ikke mindst mange vandfald, der fosser i dagens anledning. Næste dag gælder det den mest berømte af fjordene, Milford Sound. Jeg har ligget om natten og lyttet bekymret til regnen, der har trommet mod bilens tag. Da jeg kigger ud kl. otte er der ligefrem blå himmel, og vel fremme ude på molen kan man tydeligt se Mitre Peak i morgensolen. Det tegner godt.
Vi stævner ud og har med det samme vandfald til højre for os, godt fyldt op efter gårsdagens regn, selv om kaptajnen mener, de var flottere i går, da det regnede. Det ER en flot fjord, skabt af en kæmpemæssig gletscher, der i sidste istid gik op til de højeste tinder, dvs. 1600 meter over det nuværende havniveau. Mitre Peak er omgivet af to mindre tinder og har en flot U-formet dal imellem sig. Det hævdes, at dette er verdens højeste bjerg, der går direkte ned i vandet. Langs klipperne ligger pelssæler og soler sig, og vi ser flere smukke vandfald, der lyser op med regnbuer i morgensolen. Dale Point er en snæver passage, der gør, at fjorden ikke kan ses ude fra vandet og grunden til, at Captain Cook missede den. Vi vender, da vi er helt ude i det tasmanske hav. På vejen tilbage ser vi mange flere pelssæler og bliver sejlet helt ind under et vandfald, Stirling Falls der gør os temmelig våde.
Vel tilbage i land venter en endnu flottere tur, Milford Road, der nok aspirerer til den smukkeste tur, jeg nogensinde har kørt, inklusive den berømte Million dollar highway i Colorado. Det starter næsten med det samme med vilde udsigter og brusende vandfald. På den anden side af Homer Tunnel, i sig selv en ingeniørmæssig bedrift, er der mange af de berømte og sjældne Keafugle, der flokkes om bilerne og prøver at bide ledningen til mine solceller over. Jeg får mange skønne billeder af de sjældne fugle, der også kendes som bjergpapegøjer på grund af deres grønne bagparti. Det fortsætter med stejle bjergsider og vandfald, der fosser ned i rislende bække der gennemtværer de få flade enge.
Om aftenen når jeg frem til berømte Queenstown. Jeg går en tur i byen, hvor der er for meget larm og liv efter turen i ødemarken. Jeg får ordnet de ting, man skal, når man omsider er i en rigtig by, men har ingen problemer med at køre tilbage i naturen. Det går forbi stejle bjergskrænter og flere af byens berømte skisportsområder. Jeg passerer den berømte Kawarau Bridge, hvor A.J. Hackett startede sit berømte Bungy Jump-imperium, som stadig er i fuld vigør. Hackett var inspireret af Nagholtraditionen på Vanuatu, som jeg selv var vidne til 18 år tidligere, beskrevet her. Her er der dog ikke noget med primitive trætårne og lianer om benene. Der er moderne udstyr og sikkerhedsforanstaltninger, selv om det givetvis må være frygtindgydende at hoppe ned i den dybe kløft for så at dingle med hovedet nedad.
Det er Gibbston Vally, jeg nu kører igennem og dermed begyndelsen på Central Otagos vinområder. Vinmarkerne starter da også snart, men det er ved at blive sent, så mange steder er lukkede. Jeg besøger Peregrine, som er en af de store spillere her og får endnu en personlig smagning ved en flink dame. Jeg får også lov til at gå rundt i deres kælder og kan tage mig god tid. Vejen slutter i Cromwell, som er noget af frugthovedstad, markeret med en kæmpestatue af forskellige frugter ved bygrænsen. Intet for småt, intet for stort. Byen er et hul i jorden, så jeg starter turen nordpå langs søen og overnatter gratis i Bendigo med flot udsigt til både søen og bjergene på den anden side. Jeg steger lam og drikker øl. Ved siden af mig camperer en sød engelsk familie, bestående af Pete, Tina og deres datter Cailey, som arbejder i Queenstown som klinikassistent. Vi drikker øl og kigger stjerner.
New Zealands tag
Vejret er blevet fremragende, så jeg tager den lange tur op til Mount Cook. Første stop er Whitehorse Camping, hvorfra jeg tager Kea Track, en fin tur op mod et isfald og med en dejlig udsigt til Mount Cook. Nede igen kører jeg over i Hooker Valley og går en tur op til Tasman Glacier, der ikke er meget tilbage af. Først ser jeg søen, der er blå af smeltevand. Så vandrer jeg ad en morænekam til et andet udsigtspunkt. Men så går det galt, da jeg skal tage bagvejen op til udsigtspunktet til gletscheren. Jeg kan ikke finde vejen og må kravle gennem store klipper. Jeg går ned til stien, og så tror jeg, jeg har fundet den rigtige vej. Men den går op langs en vanvittig kam, hvor jeg ofte må klamre mig fast til klipper for at undgå rullestenene. Det bliver ved i lang tid, og jeg går flere gange forkert hjulpet af Maps Me. Efter en times stressende vandring når jeg udsigtspunktet. Og den officielle sti, som er bred og med trapper, så det bliver en let tur ned.
Tilbage i Mount Cook Village ser jeg Edmund Hillary Museet, der er skuffede lille, men der er en fin planetariefilm om universet. Jeg beslutter mig for at køre videre, og det er en flot tur i aftensolen ned fra Mount Cook og til Omarama. Det er en god beslutning, for her overnatter jeg på Buscot Station, en aktiv gård, der også huser backpackere. Jeg træder ind, og der er fuldt af flinke folk, der byder velkommen. Ejeren Toni spiller på klaver. Han er 73 og en bestemt herre, der minder om min afdøde far. Han har en mening om alt, han har været i Danmark og læser op af sin rejsedagbog derfra, som er ganske god. Jeg snakker med ham og med de andre, en tysk dreng på 19, Jona, der ligner en på 10. Han arbejder som frivillig på en kostskole og rejser ellers rundt. Danske Gustav er lige færdig ed gymnasiet, rejser i Australien og New Zealand i tre måneder. Han har hjemve og han virker meget ung og sårbar. Han rejser med to ældre englændere fra Gloucester, som jeg snakker meget med. Senere på aftenen drikker jeg øl med Gustav og Jona og to asiatiske piger, Zoi fra Kina, som har en grad i international økonomi, men finder det kedeligt og nu har forskellige jobs i NZ. Hun er på vej mod Cromwell for at søge job som kirsebærplukker. Kana fra Japan gider heller ikke sit job som konditor, så det har hun sagt op og rejser rundt i New Zealand på egen hånd. Det er en broget og sjov flok, men jeg er ældst og føler mig meget gammel og erfaren.
Brune gletschere
Nu gælder det den mindre besøgte vestkyst. Der går nordpå forbi Lake Wahea med gode udsigter og op over flotte bjergpas med udsigt til Mount Aspiring. Efter overnatning i Haast kører jeg de mere end 100 km op til Franz Josef Glacier. Også denne gletscher har trukket sig meget tilbage. Jeg har på vejen op passeret dens punkt fra 1750. I Istiden gik den helt ud i havet, men derefter trak den sig tilbage, måske endnu længere end i dag. Sandheden er i al fald, at global opvarmning er en realitet, det kan man se på gletscherne her og andre steder i verden. Det er en fin men hård vandretur op langs dalen, hvor man virkelig kan se isens magt. Moræneaflejringer ligger spredt til siderne og klippeblokke ligger i tilfældig orden. Midt i det hele løber en gråblå flod med smeltevand fra gletscheren. Det er faktisk en fin tur, også selv om det er gråt. Oppe for enden er man 750m meter fra gletscherens laveste punkt, og den tager sig imponerende ud, selv om jeg har set finere og mere hvide og blå i Grønland, Antarktis og andre steder. Men det fine er turen op og ned gennem dalen.
Greymouth er en by, hvor man overnatter og besøger det fine Monteith Brewery og ikke så meget andet. Nu går det i stedet for alvor nordpå. Jeg ser de berømte pandekageklipper ved Putitaiki. Ingen kan forklare, hvordan disse særprægede lagdelte formationer præcist er opstået, men det er imponerende, som de danner alle mulige formationer både på kysten og ude i vandet er der store blowholes, hvor havet står ind med enorme drøn. Det er en fin sti og da solen nu er kommet på, er her bagende varmt. Hovedvejen er omgivet af tarvelige souvenirbutikker. Dette er klart en attraktion. Efter klipperne går det op ad en smuk forrevet kyst, der minder om Oregon med vilde klipper, skrænter og bugter. Jeg må stoppe mange gange og tage billeder, og også have frokost med udsigt på et tidspunkt.
Næste stop er den gamle guldmineby Charleston, der mest af alt i dag er et centrum for friluftsture. Men nord for byen finder jeg Mitchells Historic Goldmine, hvor en gammel mand, der er efterkommer af de oprindelige ejere, tager imod. Det koster 10 dollars, som betales i hans forkontor, der sikkert er urørt siden minen lukkede med gamle redskaber, øl, aviser og spindelvæv. Det er charmerede. Det er en fin tur ind i minerne ad det gamle jernbanespor. Her er lavt til loftet, og man kan tydeligt se, hvordan der er gravet ud. Jeg må have læst noget mere om guldfeberen, ikke mindst den i Klondyke, som jo er den helt legendariske.
Herlig humle
De næste dage står i humlens og øllets tegn. Området omkring Nelson, ikke mindst ved Motueka, er særligt berømte for de fine New Zealandske humler. Det er en lang tur med mange vejarbejder og sving gennem uendelige skove og kløfter. Jeg kører til venstre op ad Motueka Valley Road, og straks starter humlemarkerne. Det er et helt andet syn end tidligere på turen. Det er en frugtbar dal, hvor der også sælges kirsebær og meget andet godt. Selve Motueka er en ret søvnig by, og jeg fortsætter op ad de uendelige veje til Hop Federation, et lille hus med en sød brygger, hvor jeg smager alle hans øl. De er gode og meget humlede. Derefter kører jeg videre op mod Abel Tasman NP, hvor jeg kommer frem til Maharua ved bugten, hvor der er en dejlig udsigt. Nogle er ude at sejle i havkajak og andre gør klar til ridetur. Jeg går ad boardwalks gennem et vådområde og ser svømmefugle og andet. Jeg tager dog ikke længere op ad kysten, da man skal tilbage samme vej, men vil gerne gøre det en anden gang.
Herfra kører jeg over til Upper Moutere til Moutere Inn, der gør krav på at være NZs ældste pub som stadig er i samme bygning, grundlagt i 1850 af en tysk indvandrer. Det var tyskere, der kom hertil først, og de havde humletraditionen med sig fra hjemlandet. Man udviklede de fine og rene NZ-humler, man har i dag. Byen hed Sarau men under krigen blev navet ændret til det nuværende. Der er en interessant bog om stedets historie, som jeg tager billede fra og kan bruge til senere til en eventuel rejsebog. Jeg læser inden og nyder stemningen i den hyggelige krostue.
Liflige hvidvine
Efter et par dage med humle og bryggerier går det til Marlborough Sound. Berømte Havelock er overvurderet, en træls marina og en by med britiske huse men ikke som på billederne. Jeg kører videre i stedet og kører ud på Queen Charlotte Scenic drive, som er præget af flotte udsigter over Pelorus sound. Derefter går det langs Queen Charlotte Sound, hvor jeg slår lejr lige ved vandet.
Marlborough er kendt som landets primære og mest berømte vinområde. Jeg indlogerer mig i Renwick hos Peter, en hyggelig midaldrende mand, der driver et hostel efter mit hoved. Her er hvad der skal være, inklusiv en hyggelig lounge og gode stole, og jeg parkerer bilen i gården. Han lejer cykler ud, og inden der er gået længe, sidder jeg på en cykel i sommersolen og er på vej på vintur. Første stop er Forrest, hvor jeg smager et par gode vine gratis, Sauvignon Blanc og Chardonnay. Der er dejligt i sækkestolen, selv om jeg er omgivet af nogle meget unge backpackere på tur. Næste stop er Framingham, som jeg har fået anbefalet, og det er et par søde halvgamle damer, der lader mig smage seks gode vine kvit og frit. De er gode, og jeg tager flittigt noter. På Giesen får jeg en fin smagning sammen med fire andre og derefter en lækker platte med lokalt kød og fisk. Den bliver indtaget i deres hyggelige gårdhave i spansk stil. Virkelig et godt sted. Herefter er det til Nautilus, hvor en sød kvinde tager imod og jeg får lov at smage seks virkelig gode vine gratis. Tror det er min favorit indtil videre. Dejligt sted, tror også man kan få vinene i Danmark. Jeg slutter af på Hans Herzog.
Næste dag er det solhverv, årets længste dag hernede og den korteste derhjemme. Det er tredje gang jeg fejrer det på den sydlige halvkugle men første gang i Oceanien. Jeg forlader den flinke vært og kører mod Cloudy Bay, den sidste vingård, jeg gerne vil besøge. Det bliver en fin oplevelse, et dejligt sted med have med sækkestole og fuglebursstole, og jeg får en smagning med fire af deres klassikere, brut, sauv blanc, Chardonnay og pinot Noir, som jeg kan tage med ud i haven, som jeg lyster, Det er et dejligt sted og jeg nyder det meget, De har Raw bar, og jeg får seks skønne østers oven i og nyder vinen og stedet. Jeg kunne virkelig godt være blevet, men jeg skal jo videre ned mod Kaikoura. Jeg kører ad nyligt åbnede Highway 1. Den har været lukket et år efter det forfærdelige jordskælv, 7,8 på Richterskalaen, der ramte Kaikouraregionen sidste år i november. Jeg kører ned ad vejen og kan fra starten se bøjet asfalt og ting, der ikke er som de skal være. Man har bygget og bygget, og det har taget et år at gøre en af landets hovedveje farbar. Det er er i sandhed en anderledes verden og lidt rystende hvad ødelæggelser kan gøre. De skriver selv, at vejen var ødelagt uden fortilfælde, og jernbanen har også skullet rettes ud. Der er vejarbejde næsten konstant ned mod Kaikoura, og vejen er stadig lukket om natten.
Næste dag er sidste i denne omgang. Jeg kører mod Christchurch. Vejen bliver mere spektakulær igen, efterhånden som man begynder at kunne se bjergene inde i landet, og på et tidspunkt er der frit udsyn til, hvad jeg mener er Mount Cook. Igen bliver landskabet mere fladt, da jeg kører ind på Canterbury Plains. Jeg når frem til Christchurch og Antarctic Center, som er imponerende. Jeg er ude at køre i en bumlende Hâgglund som er dem man bruger på Antarktis. Jeg ser huskier og blå pingviner Jeg oplever en simuleret antarktisk storm i et kuldekammer. Jeg ser 4D film og en flot billedmontage med billeder fra Antarktis. Jeg sidder i en kopi af et amerikansk C-17, dem der flyver til Antarktis’ baser fra Christchurch, og som der holder to af ved det amerikanske forskningscenter overfor. Bilen bliver afleveret, og det er tid til næste etape, ud i Stillehavet.