Nepal – i Himalayas hjerte

Kathmandu og i det hele taget Nepal har altid været mytisk for mig. Som fan af bjerge handler det om Himalaya og ikke mindst Everest. Men det var også her, min skolekammerat Rasmus boede med sine forældre, der var lærere på en norsk missionsskole i starten af 1980erne. De sendte brev hjem om et smukt, mærkeligt og fattigt land. Min udlængsel var vakt. Jeg har altid ønsket at vandre her, men på denne tur bliver der kun tid til Kathmandudalen.

Kathmandu er kaotisk, farverig og på denne årstid isnende kold. Det er vinter, man fyrer ikke, for det er dyrt, og for at sætte trumf på, har butikker og restauranter alle døre og vinduer åbne. Hele tiden! Thamel er et behageligt turistkvarter med caféer, restauranter, en million sælgere og endnu flere souvenirbutikker. Men stemningen er afslappet, backpackeragtig på den fede måde. Den første dag skal vi følge op på noget arbejde. Strømmen er gået i hele byen, det sker hyppigt, så man kan godt få mad lavet over gas men ikke te, der kræver strøm.

Kaos, kultur og templer

Næste dag ser vi for alvor på byen. Vi går ned mod den centrale plads, Durbar Square. Backpackergaderne bliver afløst af tætte kaotiske gader med lokale. Nogle er så fyldte og kaotiske, man ikke kan komme frem. Her er fattige tiggere, og midt i det hele er der små eller store templer, der ligner, de er kastet ind tilfældigt, men som jo har været her i mange hundrede år, og så er den kaotiske by vokset udenom. Nogle templer er ved at falde sammen, andre er smukt renoverede. Overalt er der rod og kaos. Der er stor og synlig fattigdom med tiggere og folk, der mangler lemmer.

Gaden ned mod Durbar er ufremkommelig, så vi vælger en omvej. Vi får dumplings og juice på ”the Local” , et fint sted, hvor der kommer lokale unge piger med et par udvalgte fyre. De tilhører den bedre middelklasse og er pæne i tøjet, har tjekkede telefoner og tager selfies af hinanden siddende på en stol foran restaurantens logo. Vi sidder her længe, inden vi går ind på selve pladsen. Det er ikke én plads men tre, og det er svært at finde de smukke views fra billederne. Mange af de bedste templer er under renovering efter jordskælvet i 2014. Pladsen er ellers menneskefyldt nok med massive mængder gadesælgere. Vi går gennem små klemte gyder og ser noget, der engang har været et springvand. Men templerne har en magi, en stemning, som de tårner sig op mod himlen i aftensolen.

Drømmenes Have

Næste dag starter i den nærliggende Garden of Dreams. På vejen er de lokale ved at renovere elledningerne, der hænger i kaotiske bundter fra alle lygtepæle og ligner noget, der ville give enhver hjemlig elektriker eller myndighed en blodprop. Renoveringen sker ved, at man med en skærebrænder saver hele bundter af ledninger af. Man kan sagtens forklare de mange strømafbrydelser, når der er så mange muligheder for fejl og kortslutninger, også selv om de lokale siger, det skyldes mangel på vand i vandkraftværkerne, fordi vi er i den tørre årstid. Mere sandsynligt er dog de hyppige byger, der kortslutter rederne af ledninger.

Garden of Dreams er et idyllisk sted, der er grundlagt af en tysker omkring 1920. Her er gamle billeder fra haven, smukke træer og buske, og de lokale slapper rigtigt af. En oase midt i det kaos, der ligger udenfor og omkring stedet.

Buddhas øjne

Vi tager en taxa videre til Ayawathumpa, det berømte tempel med Buddhas øjne. Vi bliver sat af på toppen og ser omgående et mylder af lokale og aber, alt er kaos. Overalt er der stupaer, der er kastet ind helt tilfældigt. Og naturligvis er hele Nepal til salg her. På den egentlige top er det berømte hvide tempel med guldbelægning, hvorfra Buddhas øjne skuer ud til alle verdenshjørner. Her er en duft af røgelse, grillmad og i det hele taget er her infernalsk midt i det smukke. Overalt er der aber, der kravler rundt, lokale familier på tur og et mylder af sælgere, der lige mener, man skal have endnu en bedemølle eller Buddha.

Vi nyder lidt frokost på en tagterrasse, hvorfra Himalayas tinder er skjult i skyer. Men her er en smuk udsigt over dalen og byen. Vi går ned ad hovedtrappen gennem endnu flere buddhaer og aber, der lystigt slubrer Red Bull i sig fra de efterladte dåser.

Terapi med sangskåle

Klokken er 17 og vi skal til meditation og terapi med sangskåle, forestået af en herlig type, jordaner med algerisk far og vestafrikansk mor, som nu ernærer sig som yogalærer her. Ikke nok med at vi får en times afslapning blandt syngende, vibrerende skåle. Vi får også en times snak om vibrationers påvirkning af kroppen og forklaringen bag sangskålenes historie. Undertegnede står dog lidt af, da han tager fat med krystalhealing og astrologi, men spændende er det.

Nepal har overvældet mine sanser. Her er alt på samme tid. Jeg glæder mig at komme tilbage. Det skal være til Annapurna og forhåbentligt med lidt mere ro. Men lige så mange sanser.