Nauru – et lille land med et blakket rygte

Nauru har et blakket rygte. Det blev selvstændigt i 1968 efter at have været under britisk og senere australsk herredømme. Landet er primært kendt for en ting, fosfatminer. Stoffet, der før kunstgødningen var ekstremt værdifuldt kommer fra guano, fuglemøg, fra de mange fugle, der i årtusindernes løb har haft brug for at hvile ud på den afsidesliggende ø. På et tidspunkt blev lortet en guldgrube for øen, og man var et af verdens rigeste lande. Efterhånden fik man udvundet alt fosfatet, og fabrikkerne og de rustne faldefærdige anlæg ligger ved havnen og giver mindelser om en svunden tid og industrielt forfald. Med alt fosfatet udvundet blev det indre af øen efterladt hullet og arret som det, nogle kalder en økologisk katastrofe.

Nauru er i dag et af verdens fattigste lande, med en de facto arbejdsløshed på op mod 80 procent. Landet er fuldstændigt afhængigt af hjælp udefra, et land på bistand. Australien er som den gamle kolonimagt en naturlig storsponsor og har blandt andet taget sig betalt ved at oprette det meget omtalte Nauru Detention Center, hvor man deporterede flygtninge, der illegalt forsøgte at entrere Australien, blandt andet over Torres Strædet. Truslen om en evighed på Nauru, kombineret med en minering af farvandene nord for Australien, har fuldstændigt fjernet flygtninge- og migrantpresset på Australien, og vi spekulerer meget på, om ikke EU og Danmark burde gøre noget tilsvarende. Da der var flest, husede Nauru 2500 flygtninge og migranter, der boede i tre store containerbyer midt på øen. I dag er her 250 tilbage, og de har fået lov at flytte ud på øen og går nu frit rundt blandt de lokale. Der er også mange, der er rejst tilbage eller videre til andre lande.

Det er nu svært at se den økologiske katastrofe fra luften, hvor det hele ser ud til at være blevet overgroet med træer og buske. Nauru er vel nok det eneste land i verden, hvor man ved indflyvningen kan se hele landet!Vi tager et sving og lander i den lille lufthavn, der ligger på øens sydspids med den lille ikke-hovedstad Yaren mellem landingsbanen og vandet.

Menen Hotel viser sig at have en pæn facade men at være bygget i landets storhedstid og ikke renoveret siden. Mange af værelserne i hovedbygningen er ubeboelige på grund af indtrængende vand fra det utætte tag, så vi bliver indlogeret i et containerlignende værelse uden egentlige vinduer, der lugter stramt af fugt. Her er virkelig minimalistisk men til gengæld en vaskemaskine. Det er helt klart, vi bor i en flygtningebarak.

Vi har fået at vide, at bar og restaurant åbner klokken seks. Klokken bliver seks og intet åbner. Først efter nogen tid kommer der lidt skred i sagerne. Med restauranten er det endnu værre; da den omsider åbner, får vi at vide, der er lukket. Vi anfører, at der jo ikke er andre spisesteder, men vi får at vide, vi kun kan få finger food til en start, for de skal både lave mad til festen og takeaway til præsidenten, der er forbi. De kan ikke se set sjove i, vi tilbyder at spise sammen med præsidenten, men det lykkes os da at få serveret blæksprutteringe og samosaer og senere rigtig mad. Der er fuld aircon og på trods af de fine blå stole med gule bånd, der giver mindelser om vores svenske naboer, er restauranten langt fra at være hyggelig.

På Nauru tilbringer vi meget tid med Anne Johansen fra Norge, en kvinde, der er i gang med en større rundrejse i Asien og Stillehavet, og som efter denne rejse har været i 183 lande. Hun er med på et ”roadtrip”. Øen er ikke større, end man kan køre rundt på et kvarter eller går rundt på tre timer, i alt 10 km i omkreds. En hovedvej går rundt langs hele øen. Vi ser nogle af de berømte tårnformede klippeformationer. I modsætning til sandstensklipper er disse sorte og rager stikkende op i land og på vand, så svømning bliver umuligt eller i al fald ubehageligt. Så de lokale, inklusive flygtningene, bader i den forladte havn.

Vi ser huse med flygtninge, containere, der ligner det, vi bor i, og nogle af dem ser decideret hyggelige ud, med små haver. Med bistandshjælp fra Australien og en beliggenhed med delvis havudsigt er det ikke et helt ringe liv, og sikkert meget mere behageligt end det, de kommer fra. De lokale bor, som på Samoa og Cook Islands, i huse med deres forfædre begravet i forhaven. I cementsarkofager eller endog små kapeller. Det er jo meget charmerende, men gør det umuligt at flytte, fordi man jo ikke lige graver de gamle op og flytter dem med.

Vi er hurtigt fremme på den anden side af øen, hvor vi nærmer os ”hovedstaden”. Chaufføren viser os den gamle fosfathavn med faldefærdige fabriksbygninger, tidligere arbejderbarakker og en klub, der har kendt bedre dage. Kraner og losseramper ligger rustent, halvt styrtet i havet. Dette er historien om grådighed, uhæmmet udtømning af naturressourcer og begær. Som på Færøerne kører man sit land i afgrunden på første klasse. Kun et anlæg, der opretholdes af kineserne, og som stadig afskiber det sparsomme fosfat, der stadig udvindes på øen, ser nogenlunde funktionsdygtigt ud, selv om rusten er fremherskende. De lokale bader i havnebassinet, og en familie på tre på en motorcykel studerer deres lands forfald. Her er også et faldefærdigt mormontabernakel i en gammel fabriksbygning. Her er enorme vandpytter overalt efter nattens skybrud, og alle veje er hullede, vidnende om et land, der ikke har hverken kapacitet eller midler til at opretholde sig selv blot nogenlunde. Landet går langsomt til grunde, som en terminalpatient, der kun holdes i live af en respirator.

Vi kører lidt ind i landet for at se på rester af japanernes tilstedeværelse. På en sidevej, gennem tæt jungle, finder vi det gamle japanske fængsel, placeret i en naturlig klippekløft, hvor små bunkere med jerndøre har udgjort de kummerlige rammer for de krigsfanger, japanerne anbragte her. De fugtige mørke celler med små udluftningskanaler har ikke været en rar skæbne og sikkert krævet sine ofre. Ude omkring vokser junglen vildt, og de lokale har bemalet betonmurene med graffiti. Det hele er som taget ud af film om Stillehavskrigen.

Vi ser også, af en endnu mere snørklet vej, en japansk kanonstilling fra krigen. Vejen er endnu mere uvejsom, gennem en mudret sti, tæt krat og stikkende denguemyg. Kanonen er placeret på skarpe klipper, så man skal gå forsigtigt. Her midt i vildnisset peger denne kanon ud mod nogle fjender, der måske aldrig har været her. Den er rusten, men løbene er intakte, endnu ikke opslugt af junglen. Vejen til og fra er præget af en skovbilkirkegård. Her placerer man sine gamle biler, fordi det åbenbart er for dyrt og besværligt at få dem skaffet rigtigt af vejen. Her er køretøjer i alle stadier af forfald men alle rippede for alt af værdi. Dette er sidste hvilested for de motoriserede stoltheder, der står, ligger og er væltet på alle mulige måder. Nogle er allerede spist af det grønne vildnis, andre på vej til det.

                                                 Japansk kanonstilling fra krigens tid

Ude ved vandet kører vi igennem den mikroskopiske hovedstad, en tur der i langsomt tempo er overstået på tre minutter. Vi ser museet, parlamentet, regeringsbygningen, gymnasiet, primærskolen og brandstationen. Og så er det hele overstået. Det var landets samlede magt, infrastruktur og kapacitet, placeret på række langs em hullet vej. Parlament og regering er skænket med ”love from Taiwan”. De to Kinaer er også med i kampen om sjælene her, men hvor store Kina koncentrerer sig om minedrift og udpining af landets få tilbageværende ressourcer, fokuserer ”lille Kina” på blød magt og omvendelse gennem kultur og uddannelse.

I lufthavnen oplever jeg mit livs første opgradering. Den søde stewardesse fra turen herttil siger, vi da bare kan sætte os ind i Business Lounge, og sammen med Anne tilbringer vi halvanden time med masser af hvidvin. Nauru forekommer helt rart.