I dagens Berlingske Tidende udtaler jeg mig om farcen om Radio 24syv:
https://www.berlingske.dk/kultur/selv-loud-formand-blev-overrasket-over-valg-vi-havde-end-ikke-lagt
Jeg udtaler mig også om vinderen, Loud, som jeg ikke levner mange chancer for succes:
https://www.berlingske.dk/aok/forskere-i-stor-uenighed-om-ny-radiokanals-chancer-unge-er-mediernes (bag paywall)
Jeg sammenfatter her mine pointer:
Chefforsker på Danmarks Journalisthøjskole, Jakob Linaa Jensen, undrer sig over det mediepoltiiske forløb, der begyndte med, at man ikke forlængede Radio24syvs plads på FM-båndet, og som nu er endt med at kanalen må lukke.
»Man har flere gange forsøgt at få en taleradio op at stå for public service midler. Ud fra et mediepolitisk perspektiv, og fra et skatteyderperspektiv, undrer det mig, at man bruger syv år på at opbygge en taleradio, der er en succes med lyttertal og en god position i befolkningen – og så afliver man den. Det synes jeg er meget besynderligt,« siger Jakob Linaa Jensen.
Han tilføjer, at lukningen af 24-7 »ligner politisk bestillingsarbejde«.
»24-7 er jo kendt for en ret systemkritisk vinkel, der uden tvivl har irriteret nogle. Desuden er det da lidt påfaldende, at et bud, der inkluderer Roskilde Festival, vinder, kort tid efter Roskildes tidligere borgmester Joy Mogensen har sat sig i kulturministerstolen,« siger Jakob Linaa Jensen.
Jeg udtaler mig også om Loud:
Jakob Linaa Jensen kalder det forfejlet at ville servicere unge på en »ung« måde.
»Langt de fleste unge ønsker jo ikke, at de skal behandles som »unge«, når det handler om nyheder – de vil gerne behandles som voksne. De vil behandles som alle andre, så man risikerer, at de vender sig væk fra et medie, såfremt de får indtryk af, at der bliver leflet for dem,« siger Jakob Linaa Jensen.
Det kan dog også være udmærket med unge værter til unge mediebrugere, mener Jakob Linaa Jensen, som dog også understreger, at man skal passe på med at gøre unge til en »eksotisk gruppe« med særlige behov.
»Unge vil gerne tages alvorligt, og derfor må man frem for alt ikke tale ned til dem,« siger Jakob Linaa Jensen.
Værre er det dog i forhold til målgruppen, at Loud er en DAB-kanal, for DAB er en teknologi, som tiden er løbet fra, vurderer Jakob Linaa Jensen:
»DAB er baseret på livestreaming, men i dag er lyttersucces betinget af, at man kan downloade og streame programmer, når man vil. Det er i dag de færreste – hvad enten de er unge eller ej – der har tid til at høre radio live.«