Med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Mongoliet

Turen med den transsibiriske jernbane er en af verdens mest legendariske togrejser, ja rejser i det hele taget. I sommeren 2019 realiserede jeg endelig drømmen om denne tur. Selskabet bestod foruden mig af Mette, min kæreste, og hendes tre børn i alderen 11 til 18. Turen tager sin begyndelse i Moskva, bringer os gennem Rusland til Bajkalsøen og videre derfra til Ulaan Batar i Mongoliet.

Moskva – Ruslands nyrige hovedstad

For første gang i 24 år er jeg i Rusland og for første gang nogensinde i landets hovedstad, Moskva. Vi går ad grønne boulevarder op til Arbat og ender ad en gade med dyre cafeer ved Patriarsjsøen og spiser  på en vinbar. Det moderne Rusland er fancy og præget af de nyrige. Der er sket meget på 25 år. Næste formiddag går turen til Den Røde Plads, Moskvas symbolske hjerte. Det var her, de gamle ledere mimrende stod og hilste, mens kampvogne og raketramper i timevis defilerede forbi og skræmte Vesten fra vid og sans. Først senere fandt vi ud af, det var de samme vogne, der kørte rundt om blokken og kom igen. Jeg husker særligt indsættelsen af Jurij Andropov i 1982 og Konstantin Tjernenko i 1984, der så ud som om, de var døde allerede ved indsættelsen. Onde tunger siger, de kan se en pind i ryggen på salig Tjernenko. Det var også her, Mathias Rust gjorde Sovjetmagten til grin, da han i 1987 fløj gennem alle Sovjetmagtens radarer og forsvarslinjer og landede sit lille Cessnafly på den røde plads. Rust selv blev både fængslet og berømt i hele Vesten. Hans efterfølgende liv var ikke idyl. Han blev både skilt, alkoholiker og døde en for tidlig død i 1995. Men hans bedrift gav genlyd og indvarslede på en symbolsk måde Sovjetunionens endeligt fire år senere.

Her er den mægtige mur ind til Kreml, Lenins betonagtige mausolæum, hvor den store revolutionshelt og massemorder hyldes, og ikke mindst den imponerende Vasilijkatedral for enden af pladsen med kupler, der leder tankerne hen på farverige bolsjer. Der er også det mægtige palads, Gum, et stormagasin i imposant stil, der i dag har varer men få kunder. Alskens dyre mærkevarer har showcasebutikker, men der ser ud til at være flere ekspedienter end kunder.

Leninbiblioteket er en sovjetisk hyldest til viden og oplysning og til den store leder. Senere ser vi det nationale rum- og luftfartsmuseum, der ikke er vant til turister. Eller besøgende i det hele taget. En forbløffet kustode viser os rundt blandt støvede montrer kun på russisk. Den moderne museologi er ikke kommet hertil. Arbat-gågaden byder på souvenirbutikker og en fremragende ølbar, Erik Den Røde med dejlige russiske mikrobryg.

Om aftenen tager vi til en af byens mange banegårde og hopper på toget. Der er en time til toget går, men det er da lidt eksotisk at stå på et tog med kurs mod intet mindre end Peking / Beijing. Jeg kommer i kupe med to danske piger, Cecilie og Michelle, mens de andre deler en fire personers kupe. Vi synes straks, vi skal rundt og udforske hele toget, men turen stopper brat. Tjeneren i spisevognen sover derinde, og vi har vækket hende. Det falder ikke i god jord. I det hele taget skal der soves, og vi  skal være stille, siger Povodnitsa, den myndige vognbestyrer, som tvinger os i seng som ulydelige skolebørn. Første nat på den transibiriske er i gang.

Tiden flyver – hurtigere end normalt!

Det er op ad næste formiddag, før vi for alvor vågner. Vi er allerede begyndt at vinde tid, som vi gør det hele vejen til Mongoliet. Rusland skramler forbi med masser af nåletræer, afbrudt af landsbyer og små dachaer. Her er også indimellem grå og gusten industri og trøstesløse betonkareer, når vi kommer igennem større byer. Toget stopper cirka hver fjerde time, og vi lander i byer som Vladimir og Nizhni Novgorod, der har spillet vigtige roller i Ruslands omskiftelige historie. På banegårdene sælger babushkaer kiks, sodavand og nudler fra små kiosker. Men øllene er uden alkohol. Putin har virkelig fået slået ned på Ruslands alkoholisme. Vi spiser af den medbragte mad, børster tænder på de ikke helt rene toiletter, snakker, læser og nyder i det hele taget at have hjul under os. Det er en af de mest leegendariske rejser, vi her er startet på. Det er kun vores to vogne i hele det kolossale tog, der er russiske. De andre er kinesiske med kinesiske tegn på siden og ditto personale.

Om eftermiddagen er vi i spisevognen. Jeg bestiller en omelet, men den søde tjenerinde mener helt klart, jeg skal have skinke på den. For jeg er jo en mand, og mænd spiser kød! I spisevognen har de øl med imponerende etikketter og flotte navne som ”Store Bjørn” og ”Sibiriske Krone”. De smager dog alle ret ens, men priserne er yderst rimelige. Der er bøf stroganoff med brasede kartofler til 75 kr. og pandekager med lakserogn til 35 kr. Man kan også få champagne til 45 kr. Det kulinariske niveau er ikke højt, men det er klassisk at sidde i spisevognen.

Vi kører på anden klasse. Ingen laver deres køjer om til siddepladser om dagen. I stedet sidder vi op ad vinduet med puder og dyner stablet op, læser, skriver kigger ud. Vi er kommet ind i en god rytme. I hvert tog er der to ansvarlige kvinder, Povodnitsaer, der på skift er på arbejde. De er store og bestemte, og dem skal man ikke spøge med. De holder fint rent, fejer og renser tæpper, skifter toiletpapir og holder øje med, de dumme turister opfører sig ordentligt og kommer på toget igen i pauserne på stationerne. Der hænger en køreplan i korridoren, der følges minutiøst. Men damerne skynder på os flere minutter før afgang: ind i toget med jer! Det ville også være slemt at blive efterladt midt mellem Krasnojarsk og Novosibirsk!

Om natten stopper vi i Ekaterinburg, der i Sovjettiden hed Sverdlovsk, men nu har fået sit gamle navn tilbage, opkaldt efter den mægtige Tsarina. Det var her, tsarfamilien blev myrdet efter revolutionen, så vi skal ud at se, om ikke andet så bare stationen i den mørke nat. Inde igen sover og rumler vi videre. Da det er blevet morgen fortsætter vi gennem byer som Barabinsk, og da vi har krydset Uralbjergene, er det er nu tydeligt, vi er i Sibirien. Tajgaen er startet, og her er uendelige birketræer. Hele vejen er der forbløffende lidt landbrug, og nu tynder det også ud i de evindelige dachaer. Der bliver også skrevet lidt, og vi hygger i spisevognen eller spiser de medbragte nudler.

Med toget i Sibirien

Den fjerde morgen er vi på vej mod Irkutsk. Vi er dybt inde i Sibirien, meget tættere på Stillehavet end Europa. Regnen har trommet mod toget hele natten, akkompagneret af lyn. Ingen af os har sovet godt, måske ved udsigten til at skulle tidligt op. Varmen i kupeen har været trykkende, og vi har vendt og drejet os. Det er derfor ikke velkomment, da Povodnitsa I sin vanlige kommandostil kommer ind og purrer os en hel time før toget efter planen skal ankomme til Irkutsk. Men “ordnung muss sein”,og hun vil være helt sikker på at få samlet sengetøj sammen i god tid og på, at de syv besværlige, ulydige danskere rent faktisk forlader toget. Vi er noget søvndrukne, da vi pakker og forlader det, der har været vores hjem de sidste 80 timer.

Ude på stationen er alt gråt i gråt. Banegården er meget sovjetisk i sin stil, men vores lokale guide Vina finder os med et skilt med påskriften “Mrs. Jensen”. Så er vi i gang. Det er en times bustur til Listyanka ved Bajkalsøen, og søde Vina kværner løs spruttende i mikrofonen med masser af fakta men ikke mange følelser. Typisk russisk stil. Vi kører ad en lige landevej med masser af huller, men det forhindrer ikke chaufføren i at give den gas, så bilen rasler og ryster. Det er en vej, som man forestiller sig Sibirien med nåletræer på begge sider afbrudt af små byer med træhuse. Pludselig åbner landskabet sig, og vi går fra floden, der har fulgt os et stykke tid, til den åbne sø. Vi er landet i den lille soveby Listyanka, der bedst kan sammenlignes med Søndervig: 1700 fastboende men mange flere i sommerhalvåret.

Vi bliver indlogeret på U Ozera (Ved Søen) i et hotel bygget i træ med små hyggelige lejligheder. En lur gør godt, efterfulgt af frokost med pandekager med kaviar og hvidfisk i den hyggelige lille restaurant med udsigt til søen.

Regnen kommer og går, men det er nu rart at komme ud at gå i rask trav efter de mange dage i toget. Det støvregner lidt. Turister fra de store byer i Rusland, der er taget herud for at få ro og frisk luft, spankulerer omkring i grønne og lyserøde regnslag, akkompageret af enkelte kinesere. Tågen kommer i banker fra bakkerne langs med søen. Her er skure og større huse af træ, restauranter og små butikker, som man vil forvente i et ferieområde. Ellers minder det, på denne regnfulde sommerdag, om en badeby efter lukketid. Enkelte lokale tyksakker bader i søen, men vandet er koldt. Ifølge de lokale bliver temperaturen sjældent over otte grader. Dette skyldes til dels, at søen er verdens dybeste med en gennemsnitsdybde på mere end en kilometer. Med sine 600 kilometer i længden og op til 20 kilometer i bredden er det en enorm balje vand, der rummer 20 procent af verdens ferskvand og 80 procent af Ruslands. Her er hoteller, der har kendt deres storhedstid og andre, der aldrig er blevet bygget færdige og ligger som mindesmærker over fejlslagne forretningsprojekter og kuldsejlede drømme. Men det er også en rigtig by med postkontor, brandstation og skole. Meget er malet i glade farver mens andet har den naturlige træfarve og er ubehandlet. Her er træhuse med blå vinduer, en farve, der holder fluerne ude, fordi de tror, det er vand.

Næste dag bliver vi hentet og kørt ind til Irkutsk, et navn de fleste nok forbinder med et spil RISK! Hotellet er sovjetisk. Vi får kaffe og kage, og går tur i byen, hvor det regner så meget, at gaderne er floder. Det holder dog lidt op, og vi ser kirker og det enorme partihovedkvarter, der er et studie i brutalisme og grimhed. Pladsen skulle være World Heritage, men det er svært at se. Vi ser en Leninstatue og fortrækker til en udmærket ølkælder med mange dejlige retter. Vi får blandt andet røget bacon og en fantastisk borsch. Vi er ret tidligt i seng.

Den følgende morgen bliver vi hentet og kørt til toget. Det er et langt mere moderne tog med en yngre og sødere Povodnitsa. Alt fra tæpper og kupeer til personalet og deres uniformer er nyere, og der er langt flere elstik, så det ikke er en kamp at lade op. Det bliver en fin tur rundt om et hjørne af Bajkalsøen, selv om der er tåget og regnfuldt. Vi nyder det finere tog og en tur i spisevognen. Igen flyver dagen afsted. Om aftenen er vi i grænsebyen, og der følger en masse bureaukrati med både russiske og mongolske toldere. Turen fortsætter til mytiske Mongoliet, som man kan læse om andetsteds på denne blog.

Povodnitsa pudser toget til perfektion