Mare Balticum – Østersøen rundt 2008

Områderne omkring Østersøen har en årtusindgammel fælles kulturhistorie. Fra 1200-tallet og frem dominerede de overvejende tyske hansestæder, senere var det svenskerne, og under Den kolde Krig var det et ombejlet og omstridt område, et sandt spændingsfelt mellem øst og vest. Danmark har en lang historie i området, ikke blot i kraft af Østersøens perle, Bornholm: det var i det nuværende Estland, at Dannebrog ifølge overleveringen faldt ned fra himlen i 1219, og Valdemarerne, de udfarende danske middelalderkonger, besad et område, der strakte sig fra Holsten til Estland, altså næsten hele vejen rundt. En glinsende varm sommer i 2008 tog jeg sammen med min veninde Katja turen hele vejen rundt for at opdage lande og steder, der i mange år lå slumrende hen i Sovjetunionens skygge.

Det er en allerede en bagende varm formiddag, da vi krydser den dansk-tyske grænse. Første stop er Lübeck, den vigtigste af hansestæderne, der med sin monumentale Holsteintor den dag i dag sender et signal om, at her boede folk, som havde magt og indflydelse. I gotiske Mariekirche ligger en tonstung klokke stadig oven på en revne i gulvet, der hvor den faldt ned under et allieret bombardement i det tidlige 1945.

Ikke langt uden for byen krydses den nu usynlige grænse, der indtil for et par årtier siden udgjordes af jerntæppet. I dag bemærkes den ikke – det genforenede Tyskland forsøger at slette arene fra den smertefulde deling. Næste stop er Rostock, også en gammel hansestad. Den fik mange bomber i sidste krig, men er genopbygget i lidt af den gamle stil: smalle købmandshuse og et rådhus, der leder tankerne hen på en konditorkage.

Kystbyer og cirkusser

Videre østpå går det. Øst for Greifswald kører vi ud på Osedum-halvøen, en smal landtange, der skiller havet fra en række fjorde inde i landet, og her får vi for første gang nærkontakt med Østersøen. Det vil sige, vi kan ikke se vandet, for der er solide nåleplantager mellem os og vandet. Jeg genser Swinoujscie efter 10 år. Første gang kom vi en anden varm sommerdag med færgen fra København. Meget er forandret. Østersøkysten heroppe er en næsten ubrudt kæde af badestrande, små pensionater, og det ene lille tarvelige cirkus efter det andet. I Dziwnow indlogerer vi os på Admiral Hotel, et gammelt stilfuldt kurhotel med udsigt over floden. Byen er derimod ikke stilfuld: den ultimative badeby med souvenirbutikker, iskiosker, og endnu flere hæslige cirkusser.

Næste dag går det videre langs kysten til byer, hvis navne er umulige at udtale, og som man også hurtigt bliver færdig med. Sidst på eftermiddagen når vi Gdansk. På vej ind i byen passerer vi det berømte Leninskibsværft, som har en helt særlig plads i omvæltningerne i Østeuropa. Det var her, en elektriker ved navn Lech Walesa i 1980 startede en fri fagforening, Solidaritet, som blev et første varsel om de folkelige protester, der i 1989 væltede muren.

Gdansk er en smuk by med nænsomt restaurerede huse langs kanalerne. Der er et kæmpe udvalg af hyggelige barer og restauranter. Vi ender i en hvælvet kælder, der blandt andet byder på glimrende fiskesuppe og kølige øl! Hovedretten er en fin ørred, og fisken fejler bestemt intet her ved havet.

 

Ulveskansen – Hitlers hovedkvarter

Turen østpå fortsætter gennem Elblag og Olztyn, en hyggelig gammel by med borgruin og flere kirker. På vejen videre mod Litauen gør vi en omvej omkring, Ulveskansen, Hitlers vinterhovedkvarter fra krigens første år, som er kendt fra blandt andet filmen Der Untergang. Nazisterne gik grundigt til værks – nogle bunkers har seks meter tykke mure af armeret beton. Den allermest solide er Hitlers egen, nr. 13. Det er et meget specielt sted, og selv om bygningerne er forfaldne og overgroet af skoven, kan man alligevel fornemme, hvad der er gået for sig her.

Vi har nu nået grænselandet mellem Polen og Litauen, der udgøres af en nationalpark med noget af Europas sidste urskov. I 1996 kørte jeg på studietur til Litauen ad en elendig vej, og vi sad i kø to timer ved grænsen. I dag er vejen fin, og vi ryger lige over.

Det sydlige Litauen er ikke uinteressant, om end fattigt. Husene er næsten alle af træ og de små byer faldefærdige. Uden for Druskininkai er en tidligere kommunistisk koncentrationslejr lavet om til et museum over kommunismens rædsler, komplet med kreaturvogne brugt til transport af fanger, vagttårne og betonstatuer af de store kommunistiske ledere og en hel del mindre. Alt sammen er udført meget originalt, i den totale mangel på smag og stil, der prægede kunsten i den gamle østblok. Parken har været meget kontroversiel, fordi den udelader historien om, hvordan litauerne selv hjalp såvel kommunister som nazister med at udrydde og deportere jøder.

Vejen op mod hovedstaden Vilnius går dels gennem urskoven, dels forbi Litauens nationalikon, den gamle middelalderborg Trakai, komplet med voldgrav og røde tårne. En sommerdag som denne er den pakket med lokale på udflugt.

Gensyn med Vilnius

Vilnius er en perle af en hovedstad. Det er et af Europas bedste eksempler på barokbyggestil, og i forhold til mit første besøg 13 år tidligere er meget nænsomt restaureret langs de brostensbelagte gader. Kirkerne fremstår atter i fordoms pragt, og små kunstforretninger ligger side om side i de århundredegamle borgerhuse. Hovedstrøget Gedimino Prospekta forbinder byens skagensgule domkirke med parlamentet, som var centrum for kampene i 1991, da Sovjetblokken i en sidste krampetrækning forsøgte at sætte den nyudråbte litauiske republik på plads. Forehavendet mislykkedes heldigvis, da litauerne tappert forsvarede deres parlament og nyvundne frihed. Som et minde om kampen for selvstændighed er nogle af pigtrådsbarrikaderne stadig udstillet.

Det skorter ikke på god mad i Litauen. Vi sætter tænderne i et spækbræt af kolde specialiteter, fra røget oksemørbrad til griseører. Det hele skylles ned med lokalt mikrobryg, og livet forekommer skønt sådan en sommeraften i det såkaldt nye Europa.

Bryllup eller beach party?

Efter to dage i Vilnius går turen mod Kaunas, som var hovedstad i mellemkrigstiden, da Vilnius lå i Polen! Det er lørdag og den helt store bryllupsdag. En rest fra Sovjettiden er det gigantiske bryllupspalads midt i byen, som denne dag holder bryllupper væg til væg. Pyntede limousiner og andre store biler holder skulder ved skulder udenfor, og konstant lyder champagnepropper og hurraråb. Vi flygter fra disse festligheder videre tilbage mod Østersøkysten, til Klaipeda og videre til Liepaja i Letland, hvor alle, der ikke er i færd med at blive gift, har bevæget sig til Baltic Beach Party, Baltikums svar på Roskilde, men med skøn beliggenhed på selve stranden. For os 80er-musikelskere er det et behageligt genhør med tyske Alphaville, og ølpriserne er nogle andre end på Smukfest i Skanderborg.

Det er godt oppe ad næste formiddag, da vi kører videre langs kysten gennem Ventspils og op mod Riga. Letlands hovedstad ligner sig selv fra mit seneste besøg 13 år tidligere. Domkirken med den sorte løgkuppel knejser over den gamle brolagte bydel, men de gode restauranter og barer er blevet flere. Byens vartegn Pulvertornis, Krudttårnet, lever op til sit navn: der sidder kanonkugler fast i murene fra et af de utallige slag, der er gået for sig på disse kanter.

Efter en god nats søvn på et velbeliggende hostel går det videre nordpå til en flot og meget klassisk middelalderborg i Sigulda, inden vi rammer Estland og den hyggelige universitetsby Tartu, som i århundreder har været et regionalt centrum for lærdom. Byens gamle, gennemrestaurerede universitet danner et naturligt midtpunkt i den gamle bydel, hvor der på grund af sommerferien er ganske uddødt. Lærere og studerende er ude af byen, og de fleste barer er derfor lukkede. Til gengæld kan vi så få et værelse på et af kollegierne, splinternyt og high tech.

Tallinn – tilbage til middelalderen

Tallinn er Estlands hovedstad og, vil jeg sige, en af Europas smukkeste af slagsen. For en middelalderelsker som undertegnede er det ganske imponerende, at størstedelen af bymuren og 13 ud af 16 borgtårne er bevarede. Sammen med byens to dominerende spir, rådhusets og Sankt Olafskirkens, danner de en nærmest magisk stemning i aftenskumringen. I de snævre gader dyrkes middelaldertemaet, og den legendariske restaurant Olde Hansa er ingen undtagelse: turistet og svinedyr, men den fremragende mad, det gode øl (med kanelsmag!), og de søde servitricer i middelalderkjoler gør det til en fremragende oplevelse, så god at vi vender tilbage næste dag.

Estisk er et underligt sprog, i familie med finsk og ungarsk, og der er tilsyneladende ingen lokale, der finder det underligt, at vores hostel ligger på hjørnet af gaderne Pik og Nonne. Og sådan staves de! Til gengæld bor vi lige midt i det hele og har udsigt til den store rådhusplads med det enormt tynde og lange rådhustårn i gotisk stil.

 

Cirklen sluttes

Sidste stop på turen er Finland og Helsinki. Nu om dage sejler hurtigfærger hele tiden mellem de to hovedstæder, og efter kun to timers sejlads i aftensolen ankommer vi til byen, der er kendt for Aalto og Nokia. Vi bor i et hostel under tribunen på det olympiske stadion, med en kæmpe statue af Pavel Nuurmi, den flyvende finne, udenfor. Helsinkis hovedstrøg hedder promenaden, en dejlig bred boulevard med skyggefulde træer. I den lune sommeraften sidder vi indtil midnat og spiser sushi og drikker champagne. Det er ikke just typisk finsk….

Turen rundt om Østersøen slutter med en natfærge dagen efter til Stockholm, som bestemt også er et besøg værd. Efter en tur ned gennem et glinsende, sommerligt Sverige slutter vi cirklen med at overnatte i en gammel jernbanevogn i Lund. Det har været to uger med meget varierende oplevelser og bestemt noget, der kan anbefales.

Beretningen har været bragt som artikel i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 50, december 2012