Kirkenes – Europas yderste kant?

Når man har sagt A, må man også sige B. Efter at have nået Nordkap foreslog flere, at jeg også skulle helt over mod øst, til Kirkenes. Jeg var enig, for jeg har en svaghed for ekstreme geografiske positioner. Og her kan man ikke komme længere væk i Europa, når man nu synes, Rusland hører til et andet sted.

Denne del af Norge har længe været et grænseland, men som regel har sameksistensen mellem nordmænd og russere været fredelig, selv under Den Kolde Krig. Selvfølgelig har man holdt øje, men der har været handel og samkvem på tværs af grænsen. Med tyskerne var det

Turen fra Nordkap er lang. I første omgang til Olderfjord og Lakselv. Vejen gennem Finland er kortere end op langs Ishavet, så jeg skyder en genvej og forlader for en gangs skyld E6.Det bliver til et kort besøg i Karasjok, de norske samers hovedby og et hurtigt kig på friluftsmuseet. Straks jeg er i Finland ser jeg de utrolige uendelige fyrreskove, og selv om det altid har stået som en drøm at komme til det nordlige Finland er første indtryk utroligt kedeligt med nåletræer og små søer. Landskabet er helt vildt fladt, Jeg krydser en stor vej i Kaamanen og kører videre gennem Kirakki-Olli og grænse ved Neiden. SÅ er jeg atter inde i Norge og genforenet med E6. Selv om det er midt om sommeren, skal jeg bo på ishotellet ligger lidt syd for byen.

På ishotellet bliver jeg budt velkommen af russiske Sasha, der fungerer som hotelvært, guide og tjener. Jeg tager en rundtur, blandt andet til min personlige iglo i værelse 4. Gangene er af blålig is, oplyst med lamper, og min iglo byder på en seng udskåret i is, pyntet med isbjørne og rener, og der er endog en kunstig iskamin med et flakkende lys. I gangene er der flere isskulpturer og for enden er der en komplet juleudstilling med kane og julemand. Det hele har fået lov at overvintre, fordi det trods alt er billigere at holde det nedkølet end at bygge alt op forfra til vinter.

Jeg stiller mine ting i det hyggelige værelse klædt med skind og begiver mig til restauranten, hvor der serveres en udmærket treretters middag, som er inkluderet i prisen. Ikke dårligt her i dyre Norge. Sasha demonstrer, hvordan man kæder sig på til natten, komplet med balaklava, tykke sokker og en sovepose, der er Nordpolen værdig. Derefter er det en tur i isbaren, hvor der serveres drinks i isglas, som man naturligt skal smadre mod væggen bagefter. Hvor får man ellers lov til det? Herefter er der omklædning til det varme tøj og soveposen, og man kan så begive sig mod sin lune seng. En fransk familie nyder også løjerne, mens andre, der skal sove i de nærgående hytter, bestemt er sikre på, vi fryser ihjel inden næste morgen. Jeg kryber glad til køjs, temperaturen er to grader og jeg sover som en sten, kun afbrudt af enkelte opvågninger hvor jeg glæder mig over at være på dette specielle sted. Pris og klasse over mine normale overnatningssteder.

Næste dags hovedmål er Kirkenes by og især Grense Jakobselv. Kirkenes blev som sagt bombet og senere brændt ned af tyskerrne under krigen. Det ses, og der er ikke meget at komme efter ud over Kirkenes Kirke og et monument for sovjetiske soldater. Og så er det her, min kære E6 omsider ender, ude ved Hurtigrutens kaj. Her er supermarkeder med kyrilliske bogstaver, for var det ikke for fortsatte coronanedlukninger, var her en livlig grænsehabdel. Både nordmænd og russere kan frit rejse inden for en bestemt zone på begge sider af grænsen. Heroppe er stormagtspolitikken afslappet. Jeg kører ud mod grænseposten øst for Kirkenes. Her ender Schengen, står der. Her er megen sikkerhed, mange kameraer og en lurvet lille souvenirbutik med en udskåret bjørn af træ udenfor. Turen nordpå op til Ishavet og selve Grense Jakobselv går langs elven af samme navn. Det er elven, der udgør grænsen. nogle steder trommer klipper sig op på den russiske side, men for det meste går grænsen i en lille skov. Det er imponerende at tænke på det mægtige land, der strækker sig 9000 kilometer mod øst på den anden side af grænsen. Der er skilte med strenge formaninger om ikke at tage fotos. Der er også skilte om ikke at tisse i retning af Rusland! Det kalder jo på et billede, Og mens jeg står der kører en lille jeep med norske soldater grinende forbi. De ved præcist, hvad det er, jeg tager et billede af. Russerne på den anden side tager det ikke for sjov. Kort inden mit besøg har en norsk kvinde fået en bøde på 8000 kroner for at stikke en arm ind i Rusland. Hun blev fanget på overvågningskameraer.

Ude ved ishavet danner en stor slette grænsen til Rusland. Elven løber i midten, og der er røde grænsepæle på den norske side og grønne og røde på den russiske. På den norske side finder man også Sankt Olavs kapel, der i århundreder har været et symbol på, at Norge også hersker oppe i denne udørk ved Ishavet. Jeg står med andre turister og tager i døren, mens en kvinde kommer forbi. hun viser sig at være en lokal guide, der har en nøgle til kirken. Hun siger surt, at vi får sæsonens sidste rundvisning, da man ikke vil betale hende, og man ikke kan finde flere frivillige. Vi er derfor heldige, at vi kommer ind i den smukke stenkirke, med interiør i træ og den dejligste udsigt gennem de blyindfattede vinduer.

Ude fra kirken går jeg en dejlig tur helt ud til Ishavet. Der er et klitlandskab, der ikke er helt ulig Vestjylland. her er en lille havn af fritidsfiskere, og Der er ingen tvivl om, at det kolde vand rummer en rigdom af fangster. jeg finder en høj og spiser frokost med udsigt til Rusland, men jeg reflekterer over dette fjerne sted og grænser generelt. en elv som denne udgør en naturlig grænse, men til syvende og sidst er grænser jo blot en slags sociale konstruktioner afgjort af krigshelt og historiske tilfældigheder. Det har i dette tilfælde skabt 2 meget forskellige lande på hver sin side af elven. lille velstående Norge og store lidt primitive Rusland med de mægtige vidder og adgang til Stillehavet 9000 kilometer mod øst. Det ER en anden verden hinsides floden.