Jordomrejse 1999 – JM World Navigator

Den sidste store opdagelsesrejse i det gamle årtusinde

Copenhagen – Sydney – Vanuatu – Fiji – Rarotonga (Cook Islands) – Tahiti – Los Angeles – La Paz – Rurrenebaque – Potosi – Cuzco – Macchu Pichu – Lima –  Copenhagen

Den 17. maj 1999 startede jeg sammen med min kammerat, Mikkel Høj, på det, der må betegnes den allersidste og ultimative opdagelsesrejse i dette årtusinde, JM World Navigator ’99.

Via Amsterdam fløj vi direkte til Sydney i Australien, hvor vi  tilbragte fem dages tid med bl.a. at se på byen, operahuset o.s.v. og på en tur ud til nationalparken i Blue Mountains.

Vore drømmes mål: Stillehavet

Den 23. maj gik det  videre mod vores første egentlige mål Stillehavet, der for os begge har stået som en drøm siden vi var ganske små. Første stop var udvalgt til at være Vanuatu, det tidligere Ny Hebriderne, der blev selvstændigt i 1980. Øgruppen udmærker sig ved at have alle tænkelige typer landskaber: vulkaner, hvide sandstrande, regnskov, klipper o.s.v. Desuden rummer den et utal af forskellige folkeslag, sprog og kulturer, heriblandt mange oprindelige folk, der stort set lever som før europæernes ankomst. Vi kom tæt på nogle af disse folk og tilbragte blandt andet tre dage i landsbyen Bunlap. Det var som en rejse tilbage til Stenalderen og en oplevelse for livet. Vi så også det berømte Naghol, se billedet, hvor mænd hopper ud fra 15 meter høje tårne med lianer om benene, noget der har inspireret det senere berømte bungy jump.

Den 13. juni lettede vi fra hovedbyen Vila og fløj til lidt mere velkendte Fiji. Ud over de traditionelle foreteelser her som dykning og solbadning på Bounty-strande, kom vi også “Off the beaten track”. Vi nåede altså også at stifte bekendtskab med dette mere ukendte Fiji.

Den 3. juli lettede vi fra Fiji med kurs mod Rarotonga, en paradisø i den Newzeelandske øgruppe Cook-øerne. Rarotonga er kendt for sine exceptionelle sandstrande, men er af samme grund være blevet ret “turistet”.

Den 10. juli satte vi kursen mod Tahiti. På trods af at øen er delvist ødelagt af den franske kolonimagt med bl.a. de dybt forkastelige atomprøvesprængninger på naboøen Mururoa, er den efter sigende stadig paradisisk. Det gælder ikke mindre naboøen Moorea, som vi også besøgte. På Bastilledagen så vi den afskyelige franske kolonimagt i al dens magt og vælde. De lokale holdt sig klogeligt væk. Det er deprimerende som Europas sidste kolonimagt regerer i dette paradis. Der er al mulig grund til internationale protester.

Sydamerika – det ukendte kulturland

Fra Stillehavet gik det 17. juli via Los Angeles og Miami til La Paz i Bolivia, verdens højest beliggende hovedstad i 4000 meters højde. Højdesygen indtraf omgående! Bolivia regnes for et meget spændende (og billigt) land, og efter et par dage i La Paz tog vi ind i junglen og en tur på pampassen blev det også til. Undervejs så vi lyserøde delfiner, alligatorer og aber og kom skræmmende nær på krokodiller og cobraslanger. I det sydlige Bolivia besøgte vi den gamle mineby Potosi, engang verdens rigeste by, hvor 8 millioner indianere omkom i arbejdet i tin- og sølvminerne. Den største oplevelse i Bolivia var måske saltørkenen, hvor der er helt vidt så langt øjet rækker. Vejen ud af Bolivia gik forbi Titicaca-søen, der har givet grobund til mange myter og forestillinger. Via Copacabana og Puno nåede vi ind i Peru.

Hermed var vi også draget ind i Inkariget, hvor det gik mod den gamle hovedstad Cuzco og det vel nok mest berømte kulturminde i Sydamerika, Macchu Pichu i 4200 meters højde. Oplevelsen var fantastisk, som vi så Machu Picchu dukke ud af skyerne og morgendisen, hvorefter solen ramte de terracota-farvede ruiner. Herfra gik det med fly mod Lima, hvorfra vi den 12. august fløj tilbage til Danmark.