Jagten på det autentiske

Hvad er egentligt det autentiske? Det diskuterer Jakob Linaa Jensen i denne artikel, hvor han med udgangspunkt i egne rejseoplevelser reflekterer over det ofte paradoksale i at jagte autentiske oplevelser. Læs om mavedanseren i Mele, ”indianerne” på sivøerne og irerne, der søger tilflugt i turisternes pub.

Du kender det godt: rejsearrangører lover ”autentiske” oplevelser eller dine venner i DBK fortæller dig om uspolerede, ”autentiske” steder, ofte med henvisning til at der ikke er turister (ud over dem selv). Men hvad er egentligt det autentiske? Det har jeg tænkt over i hele min ”rejsekarriere”, og som professionel forsker (blandt meget andet i medier og turisme) har jeg også skrevet om det i min og Anne Marit Waades bog ”Medier og Turisme”, Academica 2009. Det følgende er nu mest en refleksion over min egen jagt på og møde med det autentiske, som det har udspillet sig rundt omkring i verden.

Konstrueret autentisk idyl i “danske” Solvang, Californien, 2002

Jeg har som de fleste andre søgt det autentiske på mine rejser. Den traditionelle, lokale græske restaurant, hvor bedstemor laver maden, og sønnerne serverer, er nu engang bedre end en tillempet udgave af slagsen med plasticstole og tjenere fra Tyskland eller Thyborøn. Og selvfølgelig skal berejste have “rigtige”, “autentiske” rejsesouvenirs med hjem frem for plasticgondolen fra Venedig.

Imidlertid står drømmen om det autentiske ikke altid mål med virkeligheden. Alain de Bottom skriver det meget fint i “Kunsten at rejse”. Han har booket en tur til Barbados med løfte om lokal caribisk kolorit og vajende palmer. Det første han bliver mødt af i lufthavnen er Shells store oliebeholder og en ublu taxachauffør, der kører ham til et betonhotel. Vi har alle prøvet det. Nogle gange er drømmene mere romantiske end virkeligheden.

Mavedans i Mele “Village”

Jeg kom for alvor til at reflektere over det autentiske på min første jordomrejse, som samtidig var min første rejse uden for Europa. Stillehavet og dets kultur og folk har altid fyldt mig med udlængsel. Salig Troels Kløvedal har en stor del af skylden. Thor Heyerdahl resten. Hvem drømmer ikke om at sidde blandt indfødte polynesiere omkring bålet og høre deres historier fra fjerne tider. De fleste, der har været i Stillehavet, kan forvisse sig om, at den slags som regel kun er noget, man ser på tv. Helt galt går det, da vi, med Troels Kløvedals tv-billeder på nethinden, siger ja til en autentisk melanesisk “village feast” på Vanuatu. Så langt så godt.

Vi bliver afhentet på Mele Beach en stjerneklar aften under regntræet. Ad mudrede veje køres vi ind i Mele, som vi får at vide er den største landsby på Vanuatu med sine 2500 indbyggere. Men hvor går grænsen mellem landsby og by? Vi kører mellem hytter af bølgepap og blik ad det, der mest af alt ligner amerikanske villaveje. Ved ankomsten bliver vi i nærmest kommandoagtig stil bedt om at følge med til et traditionelt palmehus, det eneste i byen, og som med sikkerhed er bygget til glæde for turisterne. Her er autenticiteten industri. Vi træder indenfor og får serveret den berømte lokale drik, kava, i små hvide plastickrus. Der følger ingen forklaringer om denne traditionsrige drik, og vi må endda selv gætte os til, at det er kava. I hjørnet spiller en japansk ghettoblaster popmusik fra Fiji. Vi bliver vist over til den traditionelle jordovn, det eneste virkelig interessante den aften, og ser hvordan kartofler, kylling og svin bliver stegt under skoldhede sten og blade. Under middagen udsættes vi for et danseoptrin, der er grænsende til det pinlige. En lokal pige i græsskørt danser mavedans til italiensk techno. Det hele er så afskyeligt, at jeg fuldstændig opgiver at tage billeder. Noget så kunstigt fortjener ikke at blive foreviget. Vi går fra ondt til værre, da landsbyens guitarband bestående af unge drenge går på scenen. De er, sammen med pigen, de eneste lokale til stede denne aften. Resten er så heldige at slippe for denne lidelse.

Indianere i cowboybukser på sivøerne .

Mange rejsende kan godt lide at se “autentiske” lokale, gerne stammefolk eller nogle, der stadig lever et traditionelt liv. Desværre bliver de ægte stammefolk færre og færre og udryddes nærmest i samme takt som verdens vilde dyr. Derfor laver man mange steder “kunstige”  etniske indslag til ære for turisterne, hvor de lokale mere eller mindre frivilligt tvinges til at gå rundt i folkedragter og leve et autentisk liv, man for længst har forladt.  Helt skævt bliver det en morgen ved Titicacasøen i Bolivia. Vi er taget på tur ud til de berømte sivøer ude i søen, hvor beboerne tilsyneladende lever et meget oprindeligt liv. Vi er med første båd derud, tror vi. Foran os sejler dog en anden båd, fyldt med lokale i ganske almindeligt tøj. Da vi lidt senere entrer øen, ser vi de samme mennesker, som i lokale dragter spiller rollen som faste, oprindelige beboere. Man kan endog se spraglede turist t-shirts og cowboybukser inde under de farverige folkedragter. Øerne er i dag ubeboede og det lokale liv bliver kun opført til ære for turisterne, på hverdage mellem 9 og 17!

 

Himbakvinde i Namibia, 2015

 

De lokale flygter – til turistpubben!

Mere kompliceret bliver det i de tilfælde, hvor rollerne byttes om, og de lokale, der hidtil har fungeret som tjenere og ferieværter, pludselig selv falder ind i turistrollen og besøger de steder, hvor deres gæster bor. Et skørt eksempel findes i den ”danske” koloni Solvang i Californien, hvor de gamle danskere, der engang beboede byen, for længst er døde. I stedet varetages byens kunstige danskhed af mexicanske gæstearbejdere, der både driver et ”dansk” bageri, har en kopi af Rundetårn og glade beretter, at de føler sig meget danske, selv om de har ret ringe ide om, hvad Danmark er eller hvor, det ligger. På kroen, der hedder ”Hyggeligthus” – ja, i ét ord – hænger juleplatter og papirklip a la H.C. Andersen.

Et endnu mere paradoksalt eksempel oplever jeg ved Bunratty Castle i det vestlige Irland, hvor man tæt på slottet har konstrueret en middelalderlandsby med ”autentisk” bar til ære for turisterne. Imidlertid ligger der overfor en berømt gammel pub, der på grund af guidebøgernes lovord om stedet nu er blevet en seværdighed så fuld af turister, at de lokale ikke længere kan holde ud at være der. I stedet holder de til i pubben i den kunstige landsby. Hvor der ingen turister er!

 

Det autentiske er ikke altid kønt. Haiti, 2018

 

Det autentiske findes stadig

Inden jeg nu bliver alt for sarkastisk, vil jeg igen understrege, at man sagtens kan finde det autentiske, også autentiske stammefolk, der lever som de altid har gjort. Jeg har eksempelvis, ligesom mange andre i vores klub, besøgt såvel himbaerne i Namibia som traditionelt levende folk i Borneos langhuse. Endnu mere specielt var et besøg i landsbyen Bunlap på Vanuatu, hvor vi i tre dage boede hos de lokale, der, i al fald dengang, stadig spankulerede rundt i græsskørter og penisfuteraler. Vi fik også lejlighed til at deres lokale tradition, naghol. I århundreder har mændene på øen Pentecoast på en dag i april eller maj omkring yamshøsten sprunget ud fra op til 30 meter høje tårne kun med lianer om fødderne. Hermed viser mændene ydmyghed overfor naturen, og det er meningen, at hovedet akkurat skal ramme jorden, hvorved denne befrugtes til næste års høst. Samtidig er det også kommet til at fungere som lidt af en manddomsprøve. Det var en fantastisk og ganske autentisk oplevelse at overvære springene, og hele historien kan findes her.

Japan møder urtiden

Også i forbindelse med naghol kommer jeg imidlertid til at reflektere over mødet med det autentiske. Ud over os er også en flok japanske turister nået frem for at se springene. Japanerne knipser med deres kameraer med en vildskab, der ikke står meget tilbage for den urkraft, der gør sig gældende blandt springerne denne formiddag. På hver side af tårnet snurrer videokameraer. En tredje fotograf har endog bevæget sig helt op i toppen af tårnet. Japanerne vil have hele seancen ned i fotokassen, måske fordi deres erindring ikke er stærk nok til at huske, hvad de har lavet og overværet? Og er vi selv bedre? Vi skyder også løs med vores kameraer, omend ikke med samme vildskab.

Kulturmødet kunne ikke være mere udtalt: den nærmest uberørte jungle og de tilsyneladende endnu uspolerede mennesker med deres ritualer og traditioner står overfor den vestlige turists ritualer: fotografiet og dokumentationen til videre erindring. De lokales ritual afspejler livscyklussen og evigheden: fødsel, manddom, høst og død. Man tilpasser sig evigheden, lader den gennemstrømme sin krop og bøjer sig i dens strøm. Mennesker fra den vestlige verden og i denne sammenhæng også japanerne nægter at lade sig nøje med det. Vi vil fange og fastholde evigheden. Det er ikke tilfældigt, at infinitesimalregningen, forsøget på at reducere tiden, evigheden til ét punkt, blev til i en vestlig kultur. På moderne turistsprog betyder det, at man ikke været der, hvis man ikke har billeder. Som i vores sociale medieverden kan lægges på Facebook og Instagram. Man kan med samme ironi som ovenfor påpege, at japanerne måske også var autentiske; tro mod deres tradition og værdier?

 

 

Kan man overhovedet tillade sig at jagte det autentiske?

Tilbage står spørgsmålet, om man overhovedet kan tillade sig at jagte, endsige definere det autentiske, som det traditionelt er blevet defineret? Mister autenticiteten sin uskyld i det øjeblik, den bliver gjort til genstand for betragtning? Kan vi som fordærvede vesterlændinge overhovedet tillade os at være på jagt efter det oprindelige. Hvad ville vi sige, hvis der stod 50 ”indfødte” og knipsede løs  på en jysk bondegård? Eller midt på Strøget?

Der findes dem, der siger, at vestlige turister repræsenterer en ny form for kolonialisme. Når den rejsende jager den ”autentiske” stamme eller det ”autentiske” samfund ligger der en holdning om, at man selv er kommet videre eller måske er blevet fordærvet. I det sidste tilfælde er jagten på det autentiske en jagt efter ens egen tabte uskyld, i stil med syndefaldet og menneskets exodus fra paradisets have. Ubevidst søger vi det uspolerede, som når vi drømmer om den perfekte strand eller den helt oprindelige kultur. Dette motiv går for eksempel igen i den ikoniske backpackerfilm The Beach , der, ganske som Alex Garlands bog af samme navn, er blevet lidt af en ”bibel” for rygsækgenerationen. Den handler om en rejsendes længsel efter den utilgængelige strand, det uspolerede paradis. Mødet med stranden ender til sidst i en katastrofe, og filmens morale er, at nogle forestillinger måske er bedst tjent med at leve i sjælen.

Det autentiske kan findes alle steder – hvis man føler efter

Inden jeg nu fortaber mig helt i filosofiske tåger vil jeg slutte af med at fastslå, at selv om vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad der er autentisk, og selv om autenticiteten ofte bliver gjort til salgsargument i turistreklamer, er det stadig muligt at få en oplevelse, de fleste vil betegne som autentisk. Og man behøver såmænd ikke rejse langt væk til sjældne stammefolk eller kulturer.  At se på et originalt kunstværk, at spise et enestående måltid, at se på høstmånen i august eller at gå en tur i skoven kan være lige så autentisk som de vildeste oplevelser i det fremmede.

 

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 77, efterår 2019