Første rejse – Gardasøen 1979

Jeg synes, det på denne blog, der i høj grad handler om rejser, er på sin plads at fortælle om min første udlandsrejse.

Min første rejse var i 1979 med familien til Gardasøen. Familien bestod af min mor, min moster, min mormor og så mig. Onkel Jørgen skulle også have været med, men ødelagde sin menisk kort før afrejse og måtte blive hjemme.

Det var midt i juli 1979. Jeg havde, med undtagelse af en indkøbstur til Tyskland med tilhørende besøg på Noldemuseet aldrig tidligere været uden for Danmarks grænser. Det var mit land nr. 2, 3 og 4, der skulle erobres, for togturen derned gik gennem Italien og Østrig, og dengang talte man ikke lande med krav om 24 timers ophold. Vi skulle afsted med tog fra Herning Banegård midt på eftermiddagen, med togskifte i både Fredericia og Hamburg. Jeg husker Hamburg Banegård og at Bedste absolut ville være der i meget god tid. Jeg husker også den søde Annette med fletningerne, der mente hun kunne stå op og sove, så træt var hun. Jeg nød min første togrejse med sovevogn og morgenmaden serveret i papbakke.

Næste dag hen på eftermiddagen ramte vi alperne, mit første blik på de bjerge, der senere skulle blive min passion. De tårnede sig op som toget ramlede ud af München. Jeg så mærkelige telefonpæle og i det hele taget ting , der ikke mindede om Danmark. Turen gennem Østrig var kort, og snart landede vi i en brændende varm by, Verona. En kort tur med bus ud til Gardasøen, og vi var fremme i Brenzone, på Hotel Belfiore, som vist var meget typisk for datiden.

Jeg husker spisesalen med den danske rejseleder Charles, de fremmedartede toiletter, haven lige ned til søen med de ældgamle oliventræer, og maden, der efter min mening var så ringe at jeg levede af flütes og is. Mit første møde med pistacieis, uhm. Jeg husker også, at dem, der spiste maden, fik madforgiftning, og jeg ved, at hotellet året efter blev lukket af de italienske sundhedsmyndigheder. Så det må have været slemt.

Jeg var lille, tynd og genert, helt anderledes end nu. Jeg var ikke meget for de andre børn, men snakkede dog en del med Annette.

Aftenerne i hotellets have var magiske med den kulsorte stjernehimmel, som stadig står for mig som det mest unikke minde, noget der blev et symbol på det at rejse ud. Dagene gik med afslapning i haven. Hver formiddag gik familien ned til den lille havn i Brenzone Porto og fik et glas hvidvin, jeg fik en lille is. Eller man gik på bar Sirene, hvor den norske bedstemor fik så meget næseblod af at drikke champagne, at det stadig stod på i toget på vejen hjem. Isene var hjerteformede, hvilket jeg fandt sjovt. Senere jeg sammen med en kæreste en is på det samme sted, der sikkert kostede 20 gange mere. Men den var også bedre og meget, meget større.

En dag sejlede vi ude på søen og kom bl.a. til Limone og Malcecine. Jeg synes, bjergene langs søen var meget høje. Jeg fik et lille fotoapparat af plastic, der viste fine billeder fra egnen. Og Axel og Helga fra Holstebro, et par flinke ældre mennesker, forkælede mig og os og gav mig italienske pengesedler i legetøjskopi.

En anden dag tog de andre til Venedig, og mor og jeg gik en tur i bjergene. Jeg kom først til Venedig igen 19 år senere på Interrail.

En aften tog hele familien på operatur til Verona. Jeg blev efterladt hjemme med en pakke abrikoser, modigt gjort af min mor, men hun stolede på mig. Min mor knækkede en hæl på sin sko, da hun gled i en tomat, nogen havde kastet efter de optrædende. Den blev senere repareret af Hernings lokale skomager i Fynsgade. Det var et sjovt sted at komme, og der lugtede godt af skosværte.

Da vi en dag skulle hjem og blev hentet af bussen, følte jeg mig meget betydningsfuld, fordi jeg nu havde været i Italien. Efter datidens tællemåde var det land nr. 4, men på berejst maner var det faktisk mit første land uden for Danmark. Indtil videre er det blevet til 102 lande. En rejselyst var vakt.

Turen hjem var udramatisk. Vi spiste kinamad i Innsbruck, som jeg ikke kunne lide. Man bliver klogere med alderen. Efter en lang tur hjem med toget, kom vi til Danmark, hvor vi fik den berømte Gardaforkølelse, der varede en måned, i mødet med den kolde danske sommer. Det var i de år, vi havde en miniistid og -regntid hver sommer …