Falster – Danmarks sydligste punkt, syv fyrtårne og en afstikker til Bogø

 For mange af os fra Jylland eller København er Falster noget fjernt og forbindes måske mest med udkant og arbejdsløshed. Det er synd, for Falster er en smuk og spændende ø, der fortjener langt flere besøgende.

Det er foråret 2020 og med udsigt til en lang sommer i Danmark starter vores projekt om at køre hele Danmark rundt, helst langs kysten. Jeg kørte rundt om Jylland i 2017, beskrevet her og tidligere på året rundt om Fyn. Men nu skal vi ned at starte helt fra bunden, på Gedser Odde, som er Danmarks sydligste punkt.

Storstrømsbroen – lidt endnu …

Turen på Falster starter ved Storstrømsbroen. Det er snart sidste chance for at køre over den gamle, og byggeriet af den nye skrider hastigt frem. Turen går over Masnedø, og vi gør første stop ved Orehoved Fyr, det første af mange denne dag. Vi finder fyret ved at køre gennem et privat fabriksområde, men hinsides grimheden er der en flot udsigt til bro og vand. Fyret er omgivet af en lille strandeng, og selv den grimme parkeringsplads er ved at blive taget tilbage af naturen, hvor græsser bryder op gennem asfalten. Fyret er ovalt, hvidt og ligner næsten, det er bygget i Art Deco.

Orehoved Fyr

Herfra går det gennem små landsbyer mod syd. Jorden er frugtbar, og gårde og landsbyer ligger tæt. Ikke det Falster, som mange sikkert fordomsfuldt forestiller sig.

Idyl på Falster

Vi har et mål. Gedser Odde er første gang for mig, der dermed sætter sydlighedsrekord i Danmark. Selve odden ligger et stykke syd for byen, hvor sandede skrænter går ned i havet. Her er udsigt til færgehavnen og vindmølleparker. Fra parkeringspladsen, hvor der denne dag holder en del mobilehomes, går det sidste stykke til fods ned til Sydstenen, der markerer, at her ender Danmark.

Gedser Odde

Den er overdækket af en skæmmende gul bygning. Breddegraden 54,22,XX er vist på muren. Bag bygningen går en stejl klint i havet. Man kan ikke komme videre. Nord for odden står Gedser fyrtårn, på kanten af en rapsmark. Det er flot og klassisk og et stop værd. Fyrmesteren har ugæstfrit sat stole op i hullet i hækken, så man skal gå en del rundt på marken, hvis man vil helt derhen.

Det sydligste – i Danmark

 

 Fra Gedser går det nordpå, forbi klassiske Marielyst og ad Margueriteruten forbi det klassiske gods, Corselitse, der optræder i den danske guldalderlitteratur. I dag er der store skovbrugsarealer. Helt ude ved kysten, i Østerskoven finder vi, for enden af en smal skovvej, Hestehoved Fyr. Det ligger totalt ensomt, som de andre små pletter langs vandet, hvor man kan have det helt for siæg selv. Det er i Danmark sjældent at have følelsen af at være så langt væk. Fyrmesterfamilien har indrettet sig med en smuk have, og vi leger begge med planen om at søge embede her på dette smukke sted.
Hestehoved Fyr

 

 Det går nu tilbage til hovedvejen og atter ud il kysten ved Grønsund, der altid hart været et vanskeligt farvand at besejle. Derfor er der her flere fyr. Det første er Grønsund Fyr, som gjorde lodserne arbejdsløse, da det blev bygget for langt over hundrede år siden. Som en ekstra hån byggedes tårnet lige foran lodsernes udkigstårn, og da det oprindelige fyr blev opgivet, indrettede man det nuværende i tårnet. Tiderne skifter.
Også Fru Marie Grubbe har været her …

Til sidst går det til Falsters nordligste by, den gamle købstad Stubbekøbing med smukke gamle huse og en færge til Bogø på den anden side af Grønsund. Også her er der et fyr, som ligger for enden af en campingplads i byens nordlige del.

Stubbekøbing Fyr
 Vi kører nordpå igen og forlader Falster via Farøbroen. Fra Farø går turen direkte til Bogø. En rigtig charmerende lille ø. Det er tid til aftensmad og et skilt ved vejen lokker os ind på Farøvad Spisested, hvor vi får dejlig lakseburger og jeg en skøn Pilsner Urquell. Det er et dejligt sted i aftensolen med venligt personale. Og skønt at spise ude for første gang siden Coronalukningen.
Farøbroen

Det nærliggende Bogø Fyr er lavet om til shelter. Her er 3 hårde pladser og en brændeovn på 1. sal med udsigt til Farøbroen i solnedgangen. Der er bålsted udenfor, og et ungt par hygger i solen og gør klar til natten. Vi drømmer om at overnatte her næste gang, med udsigt til Farøbro og solnedgang.

Måske Danmarks smukkeste shelter?

Vi forlader Bogø og dagens etape på Danmarksturen ad dæmningen til Møn. Her er den flotteste solnedgang, ledsaget af blomstrende buske og vilde svaner i hundredevis, der holder hof i den nedgående sol. Danmark bliver aldrig smukkere, og det er en perfekt og romantisk afslutning på en skøn dag på Sydhavsøerne.

Rejsen tog jeg sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der også er berejst og medlem af De Berejstes Klub, og som skriver rejseblog på www.expandingourhorizon.dk.

Skriv et svar