Dødens landevej i Bolivia

Vi er i 1999 på min første jordomrejse, sammen med min gode ven, Mikkel. Vi er efter to måneder i Stillehavet ankommet til La Paz i Bolivia i 4000 meters højde, og de første dage går med kvalme og stor træthed i den iskolde by. Højdesygen er sat ind. Målet er Bolivia magiske og mytiske jungle, hvor vi skal tilbringe den næste uge, noget vi har set meget frem til.

Det er dog ikke helt ukompliceret at komme derned. Vejen går fra Alteplano i 4000 meters højde ned i lavlandet, og man kan nok forestille sig, hvad det betyder i højdeforskelle, stejle bjergsider og hårnålesving. Vejen, Yungas Road, regnes for verdens farligste målt i antal ulykker og trafikdræbte, og selv om den siden 1999 er blevet forbedret, kræver den stadig mange ofre, også udlændinge. En af årsagerne er, udover de vanskelige forhold, overtrætte chauffører der lever på en diæt af saltenos, sort kaffe og de evindelige cocablade. Ofte kører de 10-12 timer nærmest uden stop med maksimal koncentration på de krævende veje.

Vi havde planlagt turen med en lokal rutebil, men da vi erfarer, at sådan en dagen før vores ankomst er kørt af vejen og styrtet i dybet med et stort antal dødsofre til følge, beslutter vi os for at engagere os med et lokalt bureau, der klarer turen i en mindre bil, der bedre kan begå sig på de rystende smalle og snoede veje. Selv  det skal vise sig at blive en halsbrækkende oplevelse.

Vi bliver afhentet i en gammel firehjulstrækker, der er lige så udrangeret som den allerede er overfyldt. Mikkel og jeg må således dele det ene forsæde ved siden af chaufføren. Det er trange forhold som det går ud af La Paz og ad verdens såkaldt farligste vej mod Rurrenebaque og junglen. Det første stykke er vejen af en god kvalitet, og scenariet minder om Skotland: golde klippesider, dybe søer og slugter og mægtige grønne bakker veksler mellem hinanden. Efter halvtreds kilometer opad har vi nået toppen af passet, og fra nu af går det kun nedad bakke resten af vejen. Snart rejser Andesbjergenes sneklædte tinder sig over vores hoveder, og ikke længe efter er de bag os.

Fodbold i 4000 meters højde på vej ud af La Paz

 

Jeepen stopper ved en kontrolpost. Vi får at vide, at det er kokainkontrollen. Dette er ikke Colombia, men kokainhandel udgør alligevel en stor del af økonomien, og denne rute er særligt berygtet. Vi får lov at køre relativt hurtigt, men en banantransport er mindre heldig. Alle bananerne må af og på igen, for man ved jo aldrig, hvad der stikker under. Vejen skrumper ind og er nu kun en grusvej. Som vi kører nedad mod lavlandet, Yungas, kommer den til at se mere og mere halsbrækkende ud. Vores chauffør, der ligner en som ikke har sovet i flere dage, kører foruroligende hurtigt gennem svingene, mens han laver overhaling på overhaling af tunge lastbiler. Heldigvis er det så tåget, at vi ikke kan se de undertiden 800 meter ned i afgrunden. Lige inden Coroico ser vi den slugt, hvor bussen med de mange dræbte er styrtet ned to dage tidligere. Der var halvt lokale, halvt turister i bussen. Man fatter ikke, at kun lokale blev dræbt. Holdt nogen skytsengel en hånd over de schweiziske turister? Eller var det fordi, de sad samlet bag i bussen? Vraget ser dramatisk ud, som det ligger 200 meter nede i afgrunden. Det har krævet kræfter hos de overlevende at klatre op derfra.

I Coroico, hovedbyen i Jungas, spiser vi frokost på en lokal restaurant, hvor menuen er en udmærket suppe, en delikat kyllingeret i grønsager og brød til. Prisen er også god: 2,50 kr. for to retter. Selv toilettet er pænt, og restauranten er da også totalt fyldt. Udenfor hygger de lokale sig i en lille park her i frokostpausen. Vi får den opmuntrende melding fra chaufføren, at der ”kun” er ni timers kørsel tilbage til Rurrenebaque. Samtidig er vi efter sigende ovre den værste strækning. Chaufføren viste sig at være overdrevet optimistisk. Der er stadig ekstremt stejle passager med vilde afgrunde til den ene side, og da de sydamerikanske machochauffører kun nødigt viger for hinanden, skabes masser af unødigt farlige situationer, hvor vores jeep skal passere en lastbil rundt om et smalt hjørne. Mere end een gang tænker vi, at nu er det slut! Det begynder dog alligevel at blive en rigtig træls tur, og det bliver ikke bedre af, at vi sidder klemt sammen på det halvanden bagdel brede forsæde.

Det går stejlt ned, og mine nerver rakte ikke til også at tage billeder. Derfor foto: Henrique Sá on Unsplash

 

Det stejleste og værste bliver dog, efter endnu mange halsbrækkende timer, overstået, og vi er nu nede i lavlandet med jungle på alle sider. I ny og næ bliver vores monotone tur afbrudt af en kokainkontrol eller en af de talrige punkteringer. Sidst på eftermiddagen får vi fra en bakke en fin udsigt ud over Beni-flodens delta, det område, hvor vi skal tilbringe de næste dage. Det er som en scene fra TVs naturprogrammer med denne udsigt, men det er den ægte vare, og vi er på vej ud i den. Grøn var Jorden på den syvende dag. Vi drømmer allerede om regnskoven, floder med alligatorer og skrigende papegøjer, der flakser omkring. Ellers er turens ingredienser motorens dunken og chaufførens båndoptager, der time efter time introducerer os til de samme numre med det kendte bolivianske folkemusikband Kjarkas i en grad, så vi til sidst kommer til at holde af dem.

Efter halsbrækkende strabadser åbenbarer junglen sig foran os!

 

Snart falder mørket på, og vi kører gennem den mytiske jungle, indtil vi når til en korsvej. Til højre Brasilien, ligefrem Rurrenebaque, kun fire timer, peger chaufføren. Selv vagterne ved kontrolposterne har givet op og er gået andre steder hen. Vi drøner nu lige igennem de halvt nedsænkede bomme. Efter yderligere nogle timers kørsel skimter vi lys forude. Vi har nået den mærkelige by Rurrenebaque. Mærkelig fordi det er surrealistisk med en middelstor by her midt i ingenting. Og husene ser sjove ud, som vi kører ind ad hovedgaden. Vi finder et udmærket prisbilligt hotel. Til gengæld er det en dårlig spaghetti bolognese, som serveres på den eneste restaurant, der er åbent på denne tid. Vi sover som sten efter en af rejsens mest strabadserende dage.

Denne historie er en forsmag på min første rejsebog “Udspring i evigheden”, der udkommer efteråret 2021.