Det danske demokrati har fået coronavirus – og har brug for en respirator

Coronakrisen har desværre afsløret, at en skræmt befolkning ret hurtigt er villige til at acceptere store indskrænkninger i den personlige frihed. Mange vil sige, det var prisen værd. Problemet er, at indskrænkningerne kan blive en glidebane, der vil true vores demokrati. Denne artikel har været bragt i POV Internatinal 24. juni 2020.

Vi plejer i Danmark at bryste os af, at vores demokrati har det rigtigt godt. Tilslutningen til demokratiet er blandt det højeste i verden, og selv om politologer og andre forskere ofte problematiserer faldende deltagelse, skyldes det, at de kigger på formelle deltagelsesformer, såsom partimedlemsskab.

Engagementet i lokale forhold, f.eks. hvis skolen eller Brugsen skal lukkes, er højt. Undersøgelser over de seneste 50 år viser konsistent, at 70 pct. af befolkningen er meget eller noget interesserede i politik, og ved folketingsvalg er valgdeltagelsen i samme periode gennemsnitligt 85 pct., også blandt de højeste i verden.

Alligevel er det som om, mørke skyer trækker op om vores demokrati. Mange små og store ting indikerer problemer, både i forhold til politikeres og myndigheders omgang med demokratiet og i forhold til borgernes omgang med og opfattelse af basale demokratiske principper. Begge dele er problematiske. Demokratiet er ikke et objektivt fænomen, men et socialt produkt, der kun holder, så længe indbyggerne tror på det og vedligeholder det.

“Mørklægningsloven”

For syv år siden blev den nye offentlighedslov vedtaget, den der i folke- og journalistmunde er kendt som ”Mørklægningsloven”. Essensen i loven er, at borgeres, forskeres og journalisters muligheder for at kigge politikere i kortene og få indblik i beslutnings- og forvaltningsprocesser indskrænkedes, under henvisning til en mere smidig og effektiv sagsgang.

Med andre ord: Politikere og embedsmænd ønskede mere arbejdsro, fri for nysgerrige blikke. Debattører og forskere, inklusive undertegnede, påpegede, at loven var et tilbageslag for demokrati og åbenhed, mens politikere fra det forholdsvist brede flertal, der vedtog loven, forsikrede os om, at der var tale om mindre justeringer, der ikke i væsentligt omfang betød en ændring af gældende praksis.

For nyligt er ytringsfrihedskommissionen kommet med en rapport, der blandt andet påpeger, at her syv år efter har loven betydet problematiske indskrænkninger i offentlighedens muligheder for demokratisk kontrol, og at loven bør kigges efter i sømmene.

“Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati”.

Om det er offentlighedslovens skyld eller ej, så må jeg som blandt andet demokratiforsker konstatere, at politiske beslutninger og forvaltningsprocesser forekommer mere lukkede og utilgængelige end tidligere. Et oplagt eksempel er den farceagtige sag om Radio24syv.

Hvor første runde af sagen, der endte med at Radio 4 erstattede 24syv, var en helt åbenlyst politisk motiveret beslutning om at flytte den fjerde radiokanal ud af København, så var anden runde, der endte med, at Radio Loud (I ved, den uden lyttere), fik den ledige plads som skatteyderfinansieret DAB-kanal mere uigennemskuelig.

Der er sagt og skrevet meget om den sag, men processen der førte til beslutningen forekom absurd og lukket. Kulturministeren nægter at lade offentligheden få indblik i sagen under henvisning til, at Radio & TV-nævnet skal kunne arbejde i fortrolighed. Joy Mogensen har loven på sin side i netop dette, udtaler forvaltningseksperter, men det gør jo ikke nødvendigvis hemmelighedskræmmeriet demokratisk forsvarligt.

Nu har nævnet så givet Folketingets Kulturudvalg lov til i fortrolighed at se dokumenterne, der førte til beslutningen om at Loud fik DAB-kanalen, men er det ikke rimeligt, at grundlaget for en beslutning, der koster skatteyderne 250 mio. kroner kommer til offentlighedens kendskab?

Vores demokrati er ikke en selvfølge

Den aktuelle coronakrise er et andet eksempel på, at demokratiet i Danmark ikke er en selvfølge. I konsekvens af den hastige spredning af COVID19, valgte regeringen 11. marts at lukke Danmark ned og indføre en lang række særlove, mange med en solnedgangsklausul, så de udløber et år senere. Selv om mange er enige om, at nedlukningen var nødvendig, rejser der sig alligevel en række demokratiske spørgsmål?

Kan man bare sådan uden videre sætte eksempelvis Grundlovens paragraf 79 (om forsamlingsfrihed) ud af kraft ved at vedtage et forbud mod forsamlinger på over 10 mennesker?

Det kan man så, under henvisning til epidemiloven, men det er stadig ikke udemokratisk. Endnu værre var regeringen i dagene inden påske klar til at sætte Grundlovens §72 (om boligens ukrænkelighed) ud af kraft ved at give politiet adgang il private hjem uden en retskendelse. Man var åbenbart bange for lidt for livlige påskefrokoster.

Kun takket være en behjertet protest fra bl.a. Enhedslisten og Nye Borgerlige blev dette forslag taget af bordet. Senere har man søgt at udvikle en corona-app med henblik på at registrere borgernes færden, positioner og sociale kontakter. Man forsikrer, at oplysningerne er anonymiserede og ikke misbruges, men data er stadig samlet et centralt sted, i modsætning til løsninger fra techgiganter som Google, hvor de følsomme data forbliver på brugernes egne telefoner. At tænke sig, Google værner mere om privatliv end den danske regering.

Endelig har sundhedsminister Magnus Heunicke været ude at tale om, at visse af solnedgangsklausulerne skal ophæves, således at dele af den ganske ekstreme coronalovgivning får en permanent karakter.

Hvad bliver det næste?

Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati.

Det er endnu mere skræmmende, at disse krænkelser ikke har været genstand for mere intens politisk debat, som det for eksempel har været tilfældet i Tyskland. Med undtagelse af Enhedslisten, Nye Borgerlige og til dels Radikale Venstre, er de demokratiske problemer ikke blevet synderligt italesat. De fleste synes at have været ivrige efter at overbyde hinanden i smittebegrænsende tiltag og økonomiske hjælpepakker.

Heller ikke befolkningen har engageret sig i voldsomme protester. Folk accepterer frihedsindskrænkningerne villigt, for sundhedens skyld, samfundssindets skyld. Nu tænker du nok: Jamen det var i en bedre sags tjeneste, for at bekæmpe covid-19? Det kan der være god grund til, men man kan frygte glidebanen. Hvad bliver det næste?

Når man kan gennemføre sådanne tiltag stort set uden voldsomme protester, hvad kan en regering så ikke få lov til en anden gang? Corona er selvfølgelig slemt, men der kan komme langt værre ting: Epidemier der er meget mere dødelige, terrorangreb med store dødstal eller som rammer den vitale infrastruktur osv.

“Det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier. Der er brug for demokratisk modoffensiv”

Coronakrisen har desværre afsløret, at en skræmt befolkning ret hurtigt er villige til at acceptere store indskrænkninger i den personlige frihed. Mange vil sige, det var prisen værd. Problemet er glidebanen.

Allerede under Muhammedkrisen så vi ytringsfriheden under pres, og man kan af og til høre selv såkaldt frisindede mennesker argumentere for betydelige indskrænkninger af denne, enten af misforstået tolerance eller af ren skræk for dem, der søger at true sig til tavshed. Og så har jeg slet ikke talt om krænkelseskulturen og identitetspolitikken, hvor krænkelse over hvad som helst er blevet en folkesport, og hvor “silencing” bliver mere og mere udbredt, til stor skade for den demokratiske debat.

Kan det ikke være lige meget? Skal vi ikke være tolerante og forstående og begrænse de personlige friheder af hensyn til minoriteter, coronavirus, klimaforandringer og andre anerkendelsesværdige formål? Svaret er nej, for de personlige friheder er bærende for demokratiet.

Uden ytringsfrihed, ingen kritik og intet demokrati. Uden ejendomsret og ret til egne data, ingen autonomi og ingen beskyttelse mod at mennesket bruges som middel og ikke mål. Alle frihedsrettigheder, i Grundloven, i Den amerikanske forfatning og i Menneskerettighedserklæringen er der af en grund. De kan ikke bøjes uden at projektet vakler.

Man kan frygte, at demokratiet ikke går til i en Orwellsk dystopi, men fordi vi enten er ligeglade eller lader os overbevise om, at målet helliger midlet. Men uden frihedsrettigheder og muligheden for at kigge alle beslutningsprocesser efter i sømmene og kunne diskutere, kritisere og parodiere alt, har vi ikke et demokrati. Med den nuværende udvikling går det stærkt, og det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier.

Der er brug for demokratisk modoffensiv.