Den minoiske kultur: Det forsvundne Atlantis?

Denne historie tager sit udspring i det mest gådefulde og sagnomspundne af fortidens storriger, Atlantis. Det er den dag i dag omdiskuteret, om det nogensinde har eksisteret, og i givet fald hvor?

Myten om dette forsvundne land tog sin begyndelse hos Platon, der i et af sine skrifter beskrev et rige, så stort som Asien og Libyen tilsammen. Ifølge Platon skulle Atlantis være sunket i havet på en enkelt nat i en apokalyptisk kombination af jordskælv og flodbølger for derefter aldrig mere at vende tilbage til overfladen. Platons historie har været et tilbagevendende tema i historie, litteratur og kunst, og de fleste myter om forsvundne kontinenter er mere eller mindre inspirerede af Atlantismyten.

Atlantis er rent geografisk blevet placeret så forskellige steder som Atlanterhavet, Sydamerika, Det Indiske Ocean, Antarktis og endda på Månens bagside. Mest standhaftig har dog været ideen om, at Atlantis har ligget i Middelhavet, nogenlunde midt i det græske øhav. Mange kendsgerninger støtter denne antagelse. Fortællingen om et altødelæggende jordskælv stemmer overens med, at øen Thera (det nuværende Santorini) i 1626 f.Kr. blev ramt af et vulkanudbrud, der sprængte langt hoveddelen af øen væk. Den efterfølgende tsunami har formentlig ramt alle naboøerne, heriblandt Kreta, ligesom den efterfølgende røg og sod fra udbruddet har formørket himlen i uger, måske måneder, og ført til fejlslagen høst. Beskrivelser af Atlantis som et rigt land med frugtbar jord og omfattende fiskeri og søfart passer også godt på den minoiske kultur, der netop frem til vulkanudbruddet var dominerende i området. Kulturen har sit navn efter Kong Minos, der fra Kreta beherskede hele Det ægæiske Hav ved hjælp af en omfattende flåde. Den minoiske kultur fandt så stor udstrækning som fra sydspidsen af det græske fastland,over Kreta, Santorini og Rhodos, og helt til Lilleasiens kyst. Selv om det var en kultur præget af velstand og et tæt forhold til naturen, havde den også sine mørke sider. Vi ved fra udgravninger og vægmalerier, at præster ofrede børn til guderne for at sikre krigslykken.

Denne rejse på vej rundt i den minoiske kultur starter på Santorini, hvis vulkan jo blev årsagen til hele kulturens endeligt. På øens sydspids ligger Akrotiri, der formentlig har været en af kulturens vigtigste byer, før den ved udbruddet blev begravet i et tykt lag aske. Først i 1960’erne dukkede dens enestående kultur op i dagens lys efter omfattende udgravninger. På Akrotiti finder man hele, velbevarede huse og mange af de vægmalerier, der har givet os vores moderne viden om den minoiske kultur. En del forskere mener ligefrem, at Akrotiri var selve Atlantis, og at dets undergang fødte Atlantismyten.

I dag kræver det mere end almindelig fantasi at forestille sig en blomstrende by med kanaler, havn og mange tusinde indbyggere, som beskrevet i myterne. Hele den store ruin er dækket af et grimt plastiktag, og midt i det hele foregår der omfattende bygningsarbejder i den græske regerings forsøg på at rekonstruere, hvad der var. Det skal åbenbart være skidt, før det kan blive godt!

Området omkring Akrotiri rummer imidlertid stor skønhed. Overalt er der grønne olivenlunde og langs kysten er der hele tiden slugter og små bugter, hvor man kan kigge ned i det blå Middelhav. Dramatiske klippeformationer afbrydes af små hvide kapeller og kirker, og midt i stilheden høres kun havets fjerne brusen og lyden fra de talrige geder og får, der græsser på bjergsiderne.

Et liv på kanten

Den halvmåneformede landmasse, der i dag er tilbage af Santorini, udgør det enorme vulkankraters østlige kant. Man regner med, at øen oprindeligt har været tre gange større, og selve krateret, calderaen, ligger i dag begravet ude i bugten. Vulkanen er stadig aktiv, og ved udbrud i løbet af det 20. århundrede dukkede to nye øer op midt i bugten. På en bådtur derud kan man forvisse sig om, at der stadig er gang i den ved Santorini. Røg stiger op gennem sprækker i undergrunden, og visse steder er jorden endog meget varm.

Santorinis nuværende hovedby, Fira, er bogstaveligt talt bygget helt ude på kanten af krateret, og livet her giver begrebet ”Living on the edge” en meget konkret betydning. Oppe fra byens hovedgade er der mange hundrede stentrin ned til den naturlige havn, hvor de fleste skibe lægger til. Santorini er i dag en meget karakteristisk græsk ø med masser af de blåkuplede hvide kirker, der præger så mange græske postkort. Allersmukkest er øen i den nordligste by, Oia, der er helt genopbygget efter et ødelæggende jordskælv i 1956. Herfra har jeg et af mine smukkeste minder fra Middelhavet, da vi sad helt på toppen af byen og spiste græske specialiteter med en 270 graders udsigt ud over Fira, krateret og solnedgangen. Grækenland er bare smukt!

Santorini er også kendt for at fremstille nogle af Grækenlands bedste vine med udgangspunkt i assyrtikodruen. Flere steder på øen kan man komme på rundtur på vinerier, og sammen med øens kulinariske oplevelser kan det godt få tænderne til at løbe i vand.

Kreta – den europæiske kulturs vugge

Fra Santorini bevæger vi os til Kreta, hvor den minoiske kultur udsprang. Ud over at have næret Atlantismyten, er denne kultur den ældst kendte civilisation i det nuværende, geogra.ske Europa, og det er en anerkendt historisk opfattelse, at den europæiske kulturs vugge stod på Kreta. Selve navnet Europa stammer da også fra den græske mytologi. Europa er opkaldt efter en kretensisk kongedatter begavet med stor skønhed. Den allestedsnærværende mægtige gud Zeus var lidt af en casanova, og en dag fandt han vej til den græske kyst, hvor han ved en blanding af styrke og list fik bortført Europa. Zeus viste sig i skikkelse af en tyr og lokkede den nysgerrige kvinde til en tur på sin ryg. Aldrig så snart var skønheden på plads på Zeus’ mægtige ryg, før han stak af ud i Middelhavet for at sætte kurs mod det græske fastland. Lang tid senere slap Europa ud af Gudens klør og vendte tilbage til Kreta som brud til kongen, Asterius. Han adopterede Europas’ og Zeus’ søn, Minos, der som sagt senere blev den største konge i den minoiske kultur.

Blandt mange sagn og myter om Minos er der en, der længe lød for fantastisk til at være sand: I hans palads’ labyrintiske gange skulle han efter sigende have holdt en usædvanlig vild tyr, Minotaurus, der var frygtet af alle, indtil den en dag blev nedlagt af sagnkongen Theseus. Legenden om den vilde tyr og det labyrintiske palads forekom fri fantasi, indtil den engelske arkæolog Arthur Evans i starten af det 20. århundrede udgravede Knossos, der både med hensyn til form, datering og beliggenhed passede perfekt ind i myten. I dag er Knossos et af Grækenlands absolut kendteste turistmål og et must for enhver besøgende på Kreta. Ruinkomplekset er enormt, og man kan sagtens bruge det meste af en dag på at gå rundt her. Evans’ forsøg på at rekonstruere dele af Knossos, som han mener, det har set ud, har været genstand for voldsom debat. Under alle omstændigheder giver både ruinen og Evans’ visualiseringer en ide om, at der har været tale om et kæmpe paladsområde, der ikke primært har været fæstningsværk, men tværtimod en hel by, hvor mange hundrede mennesker boede: Kongen og hans hof, tjenestefolk, krigere, håndværkere og kunstnere.

Det mest imponerende ved Knossos (og ved andre minoiske ruiner som den i Akrotiri) er de farverige fresker, som viser en kultur, der har haft et tæt forhold til det omgivende hav. Delfiner og andre havdyr er hyppige motiver, ligesom man tit aner havne og vand i baggrunden på billederne. De enorme forrådskrukker vidner om det omgivende lands frugtbarhed, og den komplekse organisering af selve paladset vidner om en højt organiseret kultur på et tidspunkt, hvor vi i Danmark stadig gik og slog hinanden med stenøkser. Der er andre minoiske paladsruiner på Kreta, f.eks. i Phaistos, men Knossos er det største og flotteste. Faktisk er det hele Grækenlands næststørste seværdighed efter Akropolis. På det arkæologiske museum inde i Kretas hovedby, Heraklion, finder man en lang række krukker, fresker og andre ting fra Knossos og de øvrige minoiske udgravninger. Samtidig kan man også her stifte bekendtskab med senere og lige så interessante epoker af den græske kultur.

Zeus: Her, der og alle vegne

Ud over den minoiske kultur er den græske mytologi, ikke mindst Zeus, nærværende overalt på Kreta. På vej op ad Idabjerget, Kretas højeste, der selv tidligt på sommeren har en snedækket krone, finder man Idahulen, hvor Zeus efter sigende blev gemt som lille, mens hans fjender efterstræbte ham. Selve hulen er nu ikke imponerende og bestemt ikke den lange gåtur værd, men så kan man jo tage en tandhjulsbane, som en gruppe amerikanske turister havde opdaget – i modsætning til undertegnede dumme dansker!

En rejse til Kreta (og Santorini for den sags skyld) er ikke blot et møde med den minoiske og andre senere storslåede kulturer. Det er også en rejse i kulinariske nydelser, verdensklassestrande og små hyggelige byer, mange med venetianske havne, hvor folkelivet udspiller sig, og verden forekommer vidunderlig.

Efter den minoiske kultur

I århundredet efter den ødelæggende katastrofe forsøgte minoerne på Kreta at komme til hægterne, men man var svækkede, og omkring 1450 f.Kr.gik resterne af den minoiske civilisation til grunde under mykenernes invasion. Det markerede samtidig starten på den græske middelalder, hvor slaget ved Troja, velkendt fra Homers heltedigte Odysseen og Iliaden, udspillede sig. Men den minoiske civilisation var på det tidspunkt et overstået kapitel og fandt på Kreta og Santorini kun omtale i form af Atlantismyten indtil udgravningerne.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, december 2005