Cool, cool Japan

En beretning om et Japan fuldt af Lolitapunkere, Sushi-on-the-go, superhurtige tog og ekstrem høflighed. Også bragt i Globen, nr. 36, sommer 2009.

”I kan da ikke bare tage helt til Japan for så kort tid”? Vennerne var skeptiske, men Finnair holdt jubilæumsudsalg og en billet retur til Japan til 3700 siger man ikke nej til, også selv om arbejde og billetregler gjorde, at vi kun kunne komme af sted i alt ni dage midt i december 2008.

Så farvel til Søren Banjomus, dumme julemænd og klamme æbleskiver og goddag til et land, som de fleste nok har en forudfattet mening om: samuraier, kamikaze-piloter, sushi, Toyota og en evne til at bygge alting meget mindre, meget smartere, meget billigere…

Vi har valgt at lande i Central Japan International Airport ved Nagoya, midt på hovedøen Honshu. Det er bekvemt, fordi den ligger strategisk placeret mellem de mest besøgte områder i Japan. På grund af pladsmangel har man bygget den på en kunstig ø ude i bugten. Da terminalen stod færdig, begyndte øen at synke. Asiater og specielt japanere giver dog som bekendt aldrig op, så i stedet for at bygge en anden og lettere terminal brugte man flere mia. kroner på at styrke fundamentet under øen….

Overalt i Japan fungerer offentlig transport upåklageligt, og efter en kort togtur når vi ind til Nagoya by, hvor Shinkansen, det berømte japanske hurtigtog venter. Vi har købt et ugepas, og så kan man eller drøne frem og tilbage i Japan med hastigheder, DSB er et par århundreder fra at kunne matche… Togene er futuristiske med en front, der ligner et fly. Styrehuset minder om et cockpit, togførerne er i kaptajnsuniformer, og de gør honnør, når de afløser hinanden!

På den olympiske styrtløbspiste

For et par skifreaks som os har vi naturligvis hjemmefra undersøgt mulighederne for en tur i bjergene. Det er først på sæsonen, men der er allerede faldet sne i bjergene omkring Nagano, vært for vinter-Ol i 1998. Vi indlogerer os på et australsk ejet backpackersted i Happo One, hvor både mændenes og kvinder olympiske styrtløb foregik. Indehaveren Mitch er en herlig tilbagelænet type, der har boet i Japan i tolv år, lokket af en japansk kæreste, der for længst er fortid. Nu er han blot et af de mennesker, der ikke kan vende tilbage til en normal tilværelse. Men han har haft succes i Japan: foruden dette sted ejer han et par stykker til, og han har også gang i ejendomsinvesteringer. ”Det kan lige holde smørret på brødet”, siger han grinende.

Næste morgen er det strålende sol, og Mitch kører os til skiudlejningen og liften, hvor liftkortet selvfølgelig består af en elektronisk plasticdims… Området er ganske stort efter japanske forhold, og sneen viser sig at være ok, selv om de lokale påstår, at den plejer at være langt bedre. Dette område får mere pulversne pr. sæson end de berømte områder i Nordamerika, endnu en grund til, at man med fordel kan tage en skiferie i Japan, hvis man alligevel er på de kanter. Selve skiløbet er ikke så forskelligt fra Europa, der er endog en lift med tilnavnet ”Alpenlift”, komplet med tyrolerhytte! Menuen på restauranterne er dog anderledes: de franske og østrigske pølser, pomfritter og jambon cru er skiftet ud med alskens slags curry; japansk, indonesisk, indisk, malaysisk og en del meget mærkelige lokale retter. Drikkevarerne trækkes selvfølgelig i en automat!

Efter en god dag på ski er det tid til at afprøve de berømte japanske varme kilder, de såkaldte ”onsen”. Netop Happo One har mange varme kilder, og herfra ledes vandet i rørledninger rundt i byen, så mange hoteller kan byde på naturligt brandvarmt vand med forskellige helsende effekter. Bliver det for varmt, kan man rulle sig i sneen udenfor!

Tokyo – den futuristiske metropol

Efter den meditative stemning i bjergene er det tid til at bevæge sig ind i orkanens øje, megabyen Tokyo. Selv med shinkansens hastighed forekommer byen enorm, og allerede 50 km før bymidten starter højhusene. Tokyo er reelt mange byer, der er smeltet sammen og har udviklet sig til en metropol, der på få hundrede år er gået fra lille fiskerleje til verdensby. En effektiv men lettere uoverskuelig metro gør det dog ganske hurtigt at komme rundt.

Tokyo har ikke så mange gamle templer og paladser som eksempelvis Kyoto og Nara. Et jordskælv i 1923 lagde byen i ruiner og dræbte 140.000 mennesker, og 2. Verdenskrig var heller ikke nådig ved byen. En undtagelse fra dette er Meiji Jingu, et stort tempel- og havekompleks, der udgør en grøn oase midt i beton- og neonhavet.

Som fuldstændig kontrast hertil finder vi det nærliggende område omkring Harajuku station, der er kendt fra filmen ”Babel”. Her kommer de unge smarte, men ofte outrerede japanere, som viser deres oprør mod japansk konformitet og pænhed ved at klæde sig i goth- og punkoutfit, nitter og for pigernes vedkommende fiskenetstrømper. De er dog ikke ene om at sætte tøjstilen i Japan. Ved siden af meget formelt klædte forretningsfolk og skolebørn, forekommer japanerne meget trendy og bevidste om deres tøjstil. Intet er tilfældigt, og Tokyo er i dag et af verdens absolut førende modemekkaer. Omkring Ginza ligger de dyre designerbutikker tæt og står ikke tilbage for Paris eller Fifth Avenue i New York.

Tokyo er i det hele taget et shoppingparadis, hvad enten man er til tøj, musik, elektronik eller andet og i aftenmørket lokker lysreklamerne til forbrug, forbrug, forbrug. Vi får da også fyldt rygsækkene godt og grundigt op med kameralinser, tilbehør til den uundværlige Iphone og andre dimser, som man måske får brug for en dag… Man keder sig aldrig i Tokyo. I Roppongi er der nærmest 24-timers byliv, og hvis man har harakiri-tendenser, kan man besøge et karaokepalads i tolv etager!

 

Fisk i lange baner

En morgen er vi i stand til at stå forbløffende tidligt op for at besøge Tsukiji fiskemarked, et absolut must. Det er Japans, hvis ikke verdens største fiskemarked, og her handles direkte fra havet til restauranter og fiskehandlere hver morgen. Da vi ankommer, er stedet allerede et kaos af scootere, små trucks og alle mulige andre transportmidler, der tungt belæssede med fiskekasser drøner rundt mellem hinanden. Selve markedet består af en række næsten endeløse haller med alle slags fisk og skaldyr, man kan forestille sig. For en fiskeentusiast og –gourmet som undertegnede kan man må rundt i timevis og kigge på de ofte farvestrålende fisk. Her er alt fra hajer til tigerrejer, og specielt de flotte røde tunfisk, der elegant skæres op med meterlange knive, er et foto værd. Efter sådan en omgang får man en utrolig lyst til sushi, også selv om klokken ikke engang er ni om morgenen, og det kan klares i en mikroskopisk restaurant overfor, hvor man lige præcis kan klemme sig ind mellem væggen og fiskedisken. Ejeren minder om en karakter fra en gammel Kurosawa-film, der ekvilibristisk anretter den flotteste, friskeste sushi, mens han bjæffer ordrer til konen og høflige bemærkninger til gæsterne. Hans signaturbemærkning er et ”thaaaaaaaankkkk you very much”, som rutinemæssigt udstødes, hver gang en gæst forlader lokalet.

 

På cykel blandt Kyotos templer

Det er blevet tid til næste stop på turen, den gamle kejserby Kyoto, der er kendt for sine 2000 templer og helligdomme. Her indlogerer vi os på det til dato mest tjekkede vandrerhjem, K-hotel, der da også er kåret til Asiens bedste i 2006. Stedet er futuristisk, rummene pinligt rene, og i stueetagen finder man en loungebar med hvide stole, chillout-musik og en fremragende morgenbuffet. Som med så meget andet sætter Japan ganske nye standarder. Vi lejer cykler på stedet og begiver os rundt til den brøkdel af de mange templer, vi kan nå at besøge. Her er små fredelige steder, hvor der kun er os og de lokale katte. Her er store komplekser, som er fyldt med turister og skoleklasser. Og så er der kirkegårde op ad bjergsiderne med flotte gravsten i sort granit, som åbenbart er standarden her.

Foruden de mange templer byder Kyoto også på små krogede gader med gamle huse, hvor der altid venter et nyt overraskende syn, hvis man kigger ind på gårdspladsen. Byen bugner af antikvitetsforretninger, og når vi ind i mellem bliver trætte på cykelturen, ligger der altid lige en bar eller lille hyggelig knejpe, nogle så små, at der kun er plads til os tre og indehaveren.

Kyoto ligger ganske tæt på Osaka, der er kendt for sit pulserende byliv. Det er fredag aften, og turen derned med shinkansen tager kun 17 minutter for en 60 kilometers togtur. Vi når ikke engang at bunde de indkøbte øl… Osaka er et inferno af overdækkede gågader, underholdningspaladser og lysreklamer, og man kommer uvilkårligt til at tænke på filmen ”Blade Runner”, når man bevæger sig rundt i dette blinkende landskab. Det er som om, samtlige indbyggere under fyrre år er i byen denne aften, og her er der ikke noget, der hedder ternede skjorter eller sokker i sandaler, når man går i byen. Folk er stadset ud på et niveau, der får Strøget til at ligne en fattiggård, og omsætningen på barer og restauranter viser, at den meget omtalte finanskrise vist ikke er nået hertil…

Højteknologi og høflighed

Man bliver i det hele taget overvældet af Japan: høfligheden og venligheden er enestående, og alt fungerer hurtigt og upåklageligt. Bliver man tørstig, er der aldrig langt til nærmeste automat med både kolde og varme drikke, offentlig transport fungerer perfekt, og for en teknologinørd som undertegnede er der meget at kigge på: Japanerne kommunikere, ser tv og lever nærmest gennem deres ofte meget fancy mobiltelefoner. I Japan diskuterer man ikke den længe ventede digitalisering af sendenettet. De offentlige tv-stationer har allerede sendt i HD i flere år! Sonybygningen i Tokyo byder på fladskærme, vi først ser i Danmark om et par år, og selv toiletterne er elektroniske med sædevarme, automatisk vask af understellet og endog musik, så omgivelserne ikke kan høre ens gøremål derude…

Japan kombinerer to ting jeg sætter højt, nemlig vestlig effektivitet og asiatisk charme. Man kan spise sushi og andre japanske lækkerier flere gang om dagen, mens man kigger på såvel gammel tradition som det nyeste hi-tech. Selvfølgelig er Japan en smule dyrt, men dog langt billigere end sit rygte. Specielt traditionelle japanske gæstehuse, de såkaldte Ryokans, er ganske billige, og så er det bundcharmerende at overnatte i en hytte med indvendige papirvægge, futon på gulvet og bord til teceremoni! Det generelle indtryk af turen sammenfattes på et skilt i en butik i den gamle hovedstad Nara: Welcome to cool Japan.